Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Finanslovsaftalens lære

Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Det er denne artikels udgangspunkt, at en analyse af hele forløbet omkring finansloven for 2020 vil kunne vise en hel del om den nye regering og det nye folketingsflertals muligheder og begrænsninger. På nogle punkter er det tilmed muligt at se lidt om, hvordan dette års finanslovsforhandlinger så småt begynder at kridte banen op for næste års finanslovsforhandlinger.

 

Denne artikel er ikke en minutiøs gennemgang og vurdering af finanslovsaftalen og dens indhold. Den må du finde et andet sted. Glem også denne artikel, hvis du gerne vil læse om, hvem der vandt og tabte under finanslovsforhandlingerne. Men hvis du derimod er interesseret i at blive klogere på, hvad partier og bevægelser måske fremadrettet kan lære af de første finanslovsforhandlinger, skulle artiklen gerne være værd at læse. Det er artiklens udgangspunkt, at man ved at se lidt nærmere på hele forløbet omkring finansloven for 2020 vil kunne vise en hel del om den nye regering og det nye folketingsflertals muligheder og begrænsninger. På nogle punkter vil analysen tilmed forsøge at analysere, hvordan dette års finanslovsforhandlinger allerede har været med til at kridte banen lidt op for næste års finanslovsforhandlinger.

Forståelsesaftalen lagde sporene ud

Den politiske forståelsesaftale, som Mette Frederiksen (S) i juni indgik med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre lagde en række klare politiske spor for finanslovsforhandlingerne. Hvis man vil forstå forløbet omkring aftalen om finansloven for 2020, er det nødvendigt at starte med de politiske forhandlinger forud for dannelsen af S-regeringen.

Den politiske ramme for finanslovsaftalen for 2020 kan man læse i forståelsesaftalen. Her finder man samtlige større forhandlingstemaer for finanslovsforhandlingerne mere eller mindre præcist beskrevet. I teksten kan man samtidig læse en del om, hvor højt det fælles ambitionsniveau ville være på de enkelte temaer. Sidst men ikke mindst var det her, det blev aftalt, hvilke temaer og krav, der ikke kunne eller skulle forhandles og aftales nærmere under finanslovsforhandlingerne. Nærmere herom sidst i artiklen.

I den politiske forståelsesaftale fra juni 2019 kan man f.eks. læse sig til, at de store temaer ved finanslovsforhandlingerne ville blive de temaer, hvor den politiske fællesmængde er størst for de fire partier. Det gælder ikke mindst klima, miljø, natur, velfærd og uddannelse.

Både regeringen og de tre parlamentariske støttepartier tilrettelagde da også henholdsvis finanslovsforslag og finanslovskrav efter, at netop disse temaer skulle ende med at være de største slagnumre i den endelige finanslovsaftale. Regeringen påtog sig sin del af den aftalte opgave. Først lavede regeringen nogle økonomiaftaler med kommunerne og regionerne, der var helt i overensstemmelse med den politiske forståelsesaftale. Modsat de foregående regeringers aftaler fik kommunerne og regionerne så mange penge, at regeringen levede op til forståelsesaftalens første velfærdsprincip om at ’føre en velfærdspolitik, hvor pengene følger med, når der bliver flere børn og ældre’. Dernæst kom regeringen med sit finanslovsudspil, der lagde op til at følge forståelsesaftalens andet velfærdsprincip, nemlig et princip om, at kommunerne og regionerne udover penge til flere børn og ældre også skal have yderligere penge der, ’hvor velfærden gradvist udbygges’.

Selv om regeringen således helt i forståelsesaftalens ånd satte ’velfærden forrest’, som regeringen udtrykte det, voksede træerne dog ikke ind i himlen. I regeringens finanslovsoplæg var der afsat en pulje på 2,1 mia. kr. inden for et samlet oplæg, der var tilpas stramt til nøje at følge de sigtelinjer for den økonomiske politik, der var blevet aftalt i forståelsesaftalen. Regeringen levede her op til den linje, der var aftalt i juni, hvor partierne bl.a. var blevet enige om ’at prioritere og tilvejebringe den nødvendige finansiering’ inden for rammerne af en økonomisk politik, der sigter på, ’at der er balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030’ og ’at Danmark overholder de internationale økonomiske forpligtelser og den deraf følgende danske lovgivning’ (Læs: finanspagten og Budgetloven).

Dette aftalte fælles politiske bagtæppe accepterede alle parterne også undervejs ved forhandlingsbordet. Skulle der forhandles om mere end den af regeringen afsatte forhandlingspulje på 2,1 mia. kr., måtte partierne nå til enighed om den nødvendige supplerende finansiering. Det samme vil med sikkerhed gælde næste års finanslovsforhandlinger. Medmindre det mod al forventning lykkes for venstrefløjen og dele af fagbevægelsen at få lempet Budgetlovens politiske spændetrøje, når loven skal revideres i starten af det nye år.

Vælgermandat til minimumsnormeringer

Den politiske forståelsesaftale angiver på en lang række områder, hvilke dele af aftalen der tænkes gennemført først. Dermed sætter aftalen også dagsordenen for, hvad der skal tages hul på med finansloven for 2020. Det gjaldt bl.a. nogle af de områder, hvor et eller flere af partierne har lagt afgørende vægt på hurtige resultater som f.eks. SF’s valgløfter om at tage hul på lovbestemte minimumsnormeringer allerede i 2020 til fuld implementering senest i 2025. Med den politiske forståelsesaftale vekslede SF vælgerfremgangen og valgkampens vælgerfokus på netop minimumnormeringer til en politisk aftale om, at der hurtigt skulle flere voksne til at tage hånd om vores børn i dagtilbuddene.

Ved forhandlingerne lykkedes det SF at få de krævede 1,6 mia. kr. årligt i 2025 og en aftale om lovbestemte minimumsnormeringer. Finanslovsaftalen er udformet således, at regeringen ikke ved kommende finanslovsaftaler til anden side vil kunne røre ved de 1,6 mia. kr. ekstra.

De lovbestemte minimumsnormeringer, der kan gennemføres for 1,6 mia. kr. årligt, kommer ikke nødvendigvis til at kunne mærkes ude i alle vuggestuer, børnehaver og dagplejer. Men med en samlet opnormering på omkring 5.000 flere pædagogiske fuldtidsmedarbejdere vil minimumsnormeringerne, uanset hvilken konkret udformning der bliver aftalt under de kommende forhandlinger, opfylde det formål, som minimumsnormeringerne oprindeligt blev formuleret som et redskab til, nemlig at udgøre en markant stopklods for de stadigt forringede normeringer, der har været resultatet af den uafbrudte nedskæringslinje, der har præget vores børns dagtilbud i mere end 10 år.

Efter planen skal der vedtages en såkaldt velfærdslov til foråret. Loven skal pålægge den til enhver tid siddende regering af sikre kommuner og regioner fuld demografisk dækning i de kommende års økonomiaftaler,og kombinationen af lovbestemte minimumsnormeringer og velfærdslov vil give kommunerne økonomi til og lovmæssig pligt til at sikre en vis kommunal minimumsnormering.

Gulvnormeringer

Med velfærdslov og lov om minimumsnormeringer for 1,6 mia. kr. årligt i 2025 er der ikke skabt hverken økonomi til eller lovmæssig pligt til det, som repræsentanter for forældremobiliseringen har kaldt ’gulvnormeringer’, dvs. minimumsnormeringer ude i de enkelte institutioner, endsige ude på de enkelte stuer, i hele institutionens åbningstid.

Finanslovsaftalen er udformet på en sådan måde, at den ikke udelukker, at der kan aftales yderligere midler til dagtilbudsområdet næste år. I princippet vil et sådant krav kunne lanceres allerede i forbindelse med de politiske forhandlinger, der er aftalt i det nye år om den konkrete lovmodel for minimumsnormeringerne. Teoretisk set vil der kunne aftales en lovmodel, hvis gennemførelse vil kræve finansiering udover de 1,6 mia. kr. (plus eventuelle kommunale forhøjelser af forældrebetalingen).

Både Enhedslisten og SF har tilkendegivet at ville overveje noget i den stil. Specielt Enhedslisten, der har gjort meget ud af, at minimumsnormeringer på kommunalt niveau slet ikke kan kaldes minimumsnormeringer, må forventes at være optaget heraf.

Det kan imidlertid forudses, at et sådant krav vil støde på massiv politisk modstand fra regeringen. Socialdemokratiet har hele vejen været modstander af, at en økonomisk vitaminindsprøjtning til dagtilbudsområdet skulle ske gennem indførelse af lovbestemte minimumsnormeringer. I den politiske forståelsesaftale indgik man så et kompromis om lovbestemte minimumsnormeringer som en del af en ambitiøs børneplan. Det kompromis har regeringen nu leveret på – uden en samlet børneplan. Dermed vil regeringen givetvis mene, at en slags omkamp om at bruge langt flere penge til minimumsnormeringer på institutionsniveau ikke vil være i overensstemmelse med den politiske forståelsesaftale.

Skal der fremadrettet diskuteres endnu flere penge til dagtilbudsområdet, vil regeringen givetvis lægge meget stor vægt på, at det overlades til det kommunale selvstyre at afgøre, hvordan man finder disse penge bedst brugt til gavn for børnene.

Hvilke muligheder – og begrænsninger - giver det så forældreorganisationerne, SF og Enhedslisten? Tager man udgangspunkt i dette års forhandlinger, er læren entydigt, at man kommer længst, hvis man har både et stærkt folkeligt vælgermandat, en aktiv forældremobilisering og en politisk forståelse i ryggen.

Der er forældreorganisationerne, SF og Enhedslisten ikke lige nu. Ganske langtfra endda. I stedet har finanslovsaftalen ført til kritik fra utålmodige forældre og lidt mundhuggeri mellem SF og Enhedslisten om, hvorvidt man kan kalde det minimumsnormeringer, hvis ikke der er mindst en voksen til 3 børn i vuggestuealderen og en voksen til 6 børn i børnehavealderen til stede ude på de enkelte stuer morgen, middag og aften. Så længe de diskussioner og frustrationer kører i disse baner, er udsigten til mere pædagogisk personale ikke de bedste. Så er det svært at se, hvordan der skal komme endnu flere penge til dagtilbudsområdet.

Skal der frem mod næste års finanslovsforhandlinger skabes et effektivt politisk pres for det, nogen har kaldt bedre ’gulvnormeringer’, mere pædagogisk personale ude på de enkelte institutioner, vil det være nødvendigt at overveje, hvordan det bedst konkret vil kunne ske. Her er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om en lovmodel for minimumsnormeringer er det bedste redskab. En ting er, at det ud fra erfaringerne med budgetlov, skattelettelser og stram statslig økonomistyring har været nødvendigt at få indført lovbestemte minimumsnormeringer på kommunalt niveau for at sikre, at kommunerne ikke fortsætter med at spare og skære ned på dagtilbudsområdet. Noget andet er, om kampen for tilstrækkeligt pædagogisk personale ude på daginstitutionerne nødvendigvis bedst føres med lovpåbud til kommunerne om at indføre ’gulvnormeringer’. Lovbestemte gulvnormeringer vil være et langt mere radikalt indgreb i det kommunale selvstyre end minimumsnormeringer for kommunen under ét.

Forældreorganisationer, faglige organisationer og politiske partier vil formodentlig kunne skabe et mere effektivt politisk pres for ’flere voksne’ ved at sætte konkret indhold på den politiske forståelsesaftales krav om ’en ambitiøs børneplan (…) en langsigtet investeringsplan frem mod 2025, der sammentænker normeringer, uddannelse, kvalitet og ledelse’ lokalt og nationalt. Det kan være i form af konkrete krav til kommunalpolitikerne om ’gulvnormeringer’ i kommunens forskellige institutioner. Det kan være med krav til KL, regeringen og politikerne om at tilføre børneområdet endnu flere penge i de kommende år for at give det kommunale selvstyre en reel mulighed for at diskutere disse krav til ’gulvnormeringer’, særlige sociale normeringer, mv.

Hvis Enhedslisten, SF og forældreorganisationerne derimod alene vælger at gå længere og længere med detaljerede lovkrav til de lovbestemte minimumsnormeringer, vil de med garanti få ikke blot regeringen på nakken. De vil også lægge sig yderligere ud med de kommuner, der i dag har særligt lave normeringer, og som derfor vil komme til at mangle endnu flere penge til dagtilbudsområdet. Vil SF og Enhedslisten kunne holde til, at tvinge f.eks. Jammerbugt kommune til at overveje væsentlige nedskæringer på f.eks. plejehjemmene for at få råd til lovbestemte gulvnormering?

Psykiatri - påtrængende forbedringer i utide

Det er langtfra alle områder, hvor den politiske forståelsesaftale lægger op til hurtige ændringer. På en række områder var Mette Frederiksen og regeringen ganske tilbageholdende med at stille væsentlige forbedringer i udsigt allerede fra 2020. Det gjaldt bl.a. psykiatriområdet. Her blev man i stedet enige om en langsigtet 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom.

Den socialdemokratiske modvilje mod hurtig handling på psykiatriområdet skyldes formodentlig ikke, at man var uenig i, at problemerne var påtrængende. Det skyldtes derimod, at den nye socialdemokratiske regering havde brug for tid til at forberede en sådan 10-års handlingsplan. Samtidig vidste Mette Frederiksen allerede under forhandlingerne om forståelsesaftalen, at Finansministeriets beregning af økonomiske rammer for det offentlige forbrug i 2020 ville være relativt stramme sammenlignet med de efterfølgende år. Derfor havde Mette Frederiksen flere grunde til ikke at vise større politisk imødekommenhed for at sætte hurtigt og massivt ind over for de påtrængende problemer på psykiatriområdet.

Dette kom Enhedslisten til at erfare, da partiet gjorde en merbevilling på 1 mia. kr. i 2020 til partiets højest profilerede krav ved finanslovsforhandlingerne. Der var ingen tvivl om, at regeringen opfattede dette krav som ekstra besværligt – og måske lidt skævt i forhold til den politiske forståelsesaftale, hvor partierne havde været enige om at lægge stor vægt på en velovervejet, langsigtet 10-årsplan. ​​ 

Forhandlingerne skulle da også vise, at det var ganske vanskeligt for Enhedslisten at få tilsagn fra regeringen om de fornødne politiske indrømmelser. Medvirkende hertil var formodentlig også, at Enhedslisten ikke på forhånd havde sikret sig en aktiv og samlet opbakning fra de ganske mange og delvist internt uenige foreninger, organisationer, fagforbund mv. på det psykiatriske område. Det er velkendt, at der inden for psykiatriområdet er delte holdninger og prioriteringer til, hvor og hvordan nogle af de psykiatriske tilbud skal placeres og dermed om, hvor pengene i givet fald skal gå hen.

Trods disse ikke alt for gunstige odds lykkedes det dog for Enhedslisten at få afsat i alt 600 mio. kr. i 2020. Behandlingspsykiatrien tildeles 510 mio. kr., og retspsykiatrien får 90 mio. kr. Dette resultat kommer vel at mærke allerede inden der er taget reelt hul på 10-årsplanen. Det må derfor anses for et godt, om end ikke optimalt forhandlingsresultat, når nu Enhedslisten havde valgt at prioritere en akutindsats i 2020 så højt.

Alt efter politisk temperament kan man spørge, om Enhedslisten og de øvrige partier ville have kunnet opnå kvalitativt mere, hvis man ikke havde kørt så kraftigt og bastant på et krav om mange ekstra penge allerede i 2020, men i stedet satset mere på at opbygge et folkeligt og politisk pres op til forhandlingerne om den langsigtede handleplan. Det kan oplagt blive en mulighed op til næste års finanslovsforhandlinger. Målet kunne jo være, at forhandlingerne om en 10-årsplan for psykiatrien kan gennemføres med et bagtæppe af folkelig opbakning i samme omfang som forældrebevægelsens mobilisering omkring minimumnormeringer.  ​​ ​​​​ 

Radikale Venstre som almindeligt støtteparti

Hvis man vil forstå, hvorfor det største forhandlingsdrama handlede om Morten Østergaard og Mette Frederiksen, kan man ikke nøjes med at henvise til det radikale DNA som et helt naturligt regeringsparti, som de fleste politiske kommentatorer har gjort. Så er det også nødvendigt at tage udgangspunkt i den politiske forståelsesaftale, hvorefter Radikale Venstre var at betragte som almindeligt støtteparti på linje med SF og Enhedslisten.

Selve forståelsesaftalen som politisk begreb hentyder grundlæggende til, at der ikke er tale om et politisk regeringsgrundlag, som det Margrethe Vestager (RV) f.eks. i 2012 forhandlede med Helle Thorning Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) om. Forståelsesaftalen var noget helt andet. Den var en fælles minimumsforståelse af, hvad en S-regering agter at gennemføre sammen med de tre støttepartier. Med andre ord en aftale om, at Radikale Venstre ikke skal være en del af regeringen, men et støtteparti.

Det betyder imidlertid ikke, at forståelsesaftalen ikke indeholder en række gode Radikale mærkesager. Det gør den inden for bl.a. uddannelses-, klima- og miljøområderne. Da det samtidig er områder, som de øvrige partier også tillægger stor betydning, har det været oplagt for regeringen at lægge vægt på netop disse områder i det første finanslovsforhandlinger. Det er regeringen og de tre støttepartiers signaturområder.

På det mere forhandlingstaktiske plan har det i forlængelse heraf været nærliggende for regeringen at gøre aftaler på disse områder til det, der gør det så svært som muligt for Radikale Venstre at undsige en endelig finanslovsaftale. Samtidig havde regeringen i forståelsesaftalen et godt grundlag for at sige nej til nogle af de konkrete forslag fra både Radikale Venstre og to andre støttepartier. På klimaområdet var partierne enige om at holde forhandlingerne om en ny klimalov ude af finanslovsforhandlingerne for at få et bredt holdbart forlig med flest mulige af Folketingets partier.

Tilsvarende kunne finansminister Nicolai Wammen henvise til forståelsesaftalens uklare formuleringer om, hvilke redskaber der skal tages i brug inden for klimapolitikken. Forståelsesaftalen taler f.eks. kun om at ’igangsætte initiativer der skal sikre mere bæredygtig flytransport’, men ikke direkte om flyafgifter. Derfor havde finansministeren forståelsesaftalen i ryggen til at afvise alle de modeller for flyafgifter, som bl.a. de radikale fremlagde under finanslovsforhandlingerne. Tilsvarende blev en anden af de radikale mærkesager, udtagning af lavbundsjord fra drift skåret ned fra et ønske om at bruge 1 mia. kr. til formålet allerede fra 2020 ​​ til 200 mio. kr. fra 2020 og frem mod 2030.

Da forhandlingerne nærmede sig den afsluttende fase, kunne Morten Østergaard og den Radikale folketingsgruppe derfor konstatere, at der ikke var udsigt til, at partiet ville få særlige politiske indrømmelser på fællesområderne klima, miljø og uddannelse.

Tydeligt tilskyndet af de Radikales meget optimistiske tolkning af vælgernes krav om ’en ny retning’ ved folketingsvalget og den socialdemokratiske afvisning af Radikal regeringsdeltagelse mente Morten Østergaard på denne baggrund, at Radikale Venstre måtte have mere ’til gode’ hos de øvrige aftalepartier i de afsluttende forhandlinger.

Men det var de øvrige partier og ikke mindst regeringen absolut ikke enige i. Slet ikke, da de Radikale valgte at skrue op for en række mærkesager inden for den økonomiske politik og udlændingepolitik, som forståelsesaftalen enten havde formuleret sig ualmindeligt vævende og uklart (den økonomiske politik) om eller helt bevidst havde fejet ind under gulvtæppet (regeringens udlændingepolitik) som et ikke eksisterende fællestema.

Morten Østergaard havde derfor mere end svært ved at finde forståelse hos regeringen. Reaktionen var langt mere surhed og vrede, da Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen tillod sig at stille krav, der i henhold til forståelsesaftalen savnede politisk legitimitet. Ikke mindst på udlændingepolitikken var de radikale krav helt uden for skiven. Så langt uden for skiven, at statsminister Mette Frederiksen ifølge Jyllands-Postens politiske redaktør gjorde Morten Østergaard opmærksom på det i en telefonsamtale i weekenden forud for de afsluttende forhandlinger. Mette Frederiksens besked var entydig. De Radikale skulle ikke gøre sig håb om at få indflydelse på regeringens grundlæggende udlændingepolitik. Ifølge Jyllands-Posten truede Mette Frederiksen mere eller mindre direkte Morten Østergaard med, at hun hellere ville tage et nyvalg end give ham væsentlige indrømmelser i udlændingepolitikken.

En sådan valgtrussel ligger, uanset om man kan lide det eller ej, i direkte forlængelse af den politiske forståelsesaftale. Her står det med al tydelighed både på og mellem linjerne, at en S-regering forbeholder sig ret til at føre udlændingepolitik sammen med de borgerlige. Den politiske forståelsesaftale siger ret beset, at et alvorligt ment forsøg på at presse regeringen ud over dette, er at betragte som et politisk brud med den politiske forståelse, der om nødvendigt kan straffes med udskrivelse af folketingsvalg.

Selv Enhedslisten havde op til og under finansforhandlingerne indstillet sig på dette. Sådan må det i hvert fald forstås, når Enhedslisten på linje med SF afstod fra at stille større væsentlige krav på udlændingeområdet, der ville bryde med den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet har aftalt med de borgerlige partier. De eneste krav, der kunne komme på tale for Enhedslisten og SF, var en række mindre krav, der kunne henføres til den kategori, som regeringen og Socialdemokratiet har døbt ’dum udlændingepolitik’. I den sidste ende viste det sig da også at være de eneste krav, som Morten Østergaard kom igennem med. Der afsættes f.eks. midler til eventuelt at kunne modtage op til 500 kvoteflygtninge, men uden sikkerhed for at regeringen rent faktisk vil beslutte sig for at ville modtage kvoteflygtninge. Helt i småtingsafdelingen bliver det afsat 2 mio. kr. til en styrket indsats for, at minoritetsetniske unge bliver en del af fællesskabet.

Hertil kom en åbning over for det Radikale krav om at gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere international arbejdskraft. Der kommer en ny positivliste for faglærte fra 3.-lande. Foreløbigt på symbolplanet erklærer partierne bag finanslovsaftalen sig enige i, at regeringen skal forsøge at få arbejdsmarkedets parter med til at udvide målgruppen for den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU), noget som fagbevægelsen ikke umiddelbart er indstillet på.

Man skal vist være Morten Østergaard for at kunne se en glorværdig ’ny retning’ i udlændinge- og integrationspolitikken i finansloven, og man skal være Dansk Folkepartis Marie Krarup, hvis man kan få dette til, at "finansloven ophæver paradigmeskiftet med fokus på hjemsendelser", som hun skrev på Twitter. Hverken Marie Krarup eller Morten Østergaard kan siges at være ædruelige sandhedsvidner om størrelsen af det radikale fodaftryk på dansk udlændingepolitik. Størrelse 45 er det ikke just.

Læren fra både den politiske forståelsesaftale og finanslovsforhandlingerne er, at i udlændingepolitikken er de tre støttepartier ikke det parlamentariske grundlag for regeringen. Radikale Venstre er og forbliver ligesom Enhedslisten og SF et oppositionsparti, når det gælder ’den brede udlændingepolitik’. Som oppositionspartier må alle tre partier erkende, at deres mulighed for indflydelse er begrænset og nøje knyttet til at kunne ændre folkestemningen. Skal de tre partierne fremover gøre sig håb om at øve indflydelse på den førte udlændinge- og integrationspolitik, er det ikke nok at stille mere eller mindre bombastiske krav.

Spørgsmålet er så, hvordan Morten Østergaard og de Radikale vil reagere fremover. Reelt har de ikke så mange muligheder. Der er strengt taget kun to veje, Morten Østergaard kan gå. Han kan gentage linjen fra finanslovsforhandlingerne og have udsigt til de samme beskedne resultater, eller han kan skifte til en egentlig oppositionspolitik, hvor opgaven ikke blot er at høste de få og små resultater, der er mulige, men derimod at vinde folkelig opbakning til et egentligt politisk opbrud i udlændinge- og integrationspolitikken.

Følger Morten Østergaard det Radikale DNA, vil han vælge den første mulighed. I så fald vil Mette Frederiksen og Socialdemokratiets svar være det samme som under finanslovsforhandlingerne : blank afvisning med besked om, at Morten Østergaard godt kan glemme enhver tanke om væsentlig indflydelse på regeringens udlændingepolitik. Mette Frederiksen viste under finanslovsforhandlingerne, at hun mener det 110 pct., når hun siger, at de radikale ikke vil få indflydelse på udlændingepolitikken.

Hverken statsministeren eller andre i regeringen har nærmere defineret, hvad de forstår ved den brede udlændingepolitik. Men man må forstå, at regeringen nærmest definerer den brede udlændingepolitik som hele udlændingepolitikken undtagen det, som Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye ynder at kalde den unødvendigt ’dumme’ del af den stramme udlændingepolitik, eller sagt med Morten Østergaards yndlingsudtryk den del af udlændingepolitikken, der kun har været symbolpolitik uden betydning for de virkelige problemer.

Morten Østergaard må - som symbolpolitikkens erklærede ærkefjende - acceptere en rolle som symbolpolitisk frontkæmper. Mette Frederiksen har på ingen måde tænkt sig at åbne en væsentlig politisk flanke til Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, der allerede nu forsøger at blæse de yderst beskedne justeringer af udlændinge- og integrationspolitikken op til at være en ’slap’ regering i lommen på støttepartierne.

Økonomisk politik på stedet

Heller ikke på den økonomiske politik havde De Radikale større held med sig. Heller ikke her kom den radikale offensiv ud af stedet. De radikale havde forud for finanslovsforhandlingerne en politisk ambition om at øge arbejdsudbuddet med ca. 10.000. Det skulle primært ske ved at give virksomhederne bedre muligheder for at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Men allerede under forhandlingerne om den politiske forståelsesaftale i juni gik det skævt for Morten Østergaard. Ganske vist tilbød Mette Frederiksen at give S-regeringen en målsætning om at øge den strukturelle beskæftigelse med 30.000 personer og dermed øge råderummet med 5 til 7,5 mia. kr. via arbejdsudbudsreformer. Men denne ambition overlevede ikke forhandlingerne om forståelsesaftalen. Derfor var der heller ikke på forhånd nogen nævneværdig udsigt til noget sådant ved finanslovsforhandlingerne.

Resultatet blev da også yderst begrænset set med Radikale briller. Finansministeriet tør ikke regne på arbejdsudbudseffekten af de to Radikale mærkesager, en ny positivliste for faglærte og en udvidelse af etableringskortordningen for nyuddannede udlændinge. Begge forslag må forventes at bidrage til en forøgelse af arbejdsudbuddet. Men det er Finansministeriets vurdering, at bidraget er usikkert, men ikke særlig stort. Derimod tør Finansministeriet godt beregne, at den varige effekt af det Radikale ønske på uddannelsesområdet om at annullere det såkaldte loft for dobbeltuddannelse vil mindske arbejdsudbuddet så meget, at den samlede varige effekt på arbejdsudbuddet vil være negativt (-1.300).

I den politiske forståelsesaftale står der, at S-regeringen vil ’have som mål, at der tilvejebringes ny finansiering på op imod 10 mia. kr. i 2025 for at kunne nå målene om, at investere i børns opvækst, uddannelse og opkvalificering, bekæmpe fattigdom og reducere ulighed, samt sikre gode rammevilkår for dansk erhvervsliv.’ Derimod blev det ikke aftalt, hvorvidt og i hvilket omfang denne finansiering skulle skaffes bl.a. ved at øge udbuddet af arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. Det eneste, der står herom i forståelsesaftalen, er en formulering, som Morten Østergaard efterfølgende har lagt stor vægt på, nemlig ’at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende.’

Den politiske forståelsesaftale har med andre ord ikke direkte bundet hverken regeringen eller dens støttepartier til at udvide arbejdsudbuddet i de næste fire år. De har alene forpligtet sig til at øge arbejdsudbuddet, hvis de ønsker at gennemføre reformer, der vil gøre indhug i arbejdsudbuddet. Ved dette års finanslovsforhandlinger kan man med en vis ret hævde, at de Radikale var med til at afskaffe loftet for dobbeltuddannelser uden at få gennemført andre tiltag, der øgede beskæftigelsen tilsvarende.

På den økonomiske politik må Morten Østergaard siges at være kommet igennem med meget lidt, selv om åbningerne for øget international rekruttering søges blæst op til en sejr. Hvis man skal begynde at gætte på, hvilket spor det eventuelt kan lægge for næste års finanslovsforhandlinger, kan man ane regntunge skyer i horisonten.

I 2020 ønsker regeringen at lægge op til forhandlinger om en ret til tidlig pension, som Radikale Venstre er inderligt imod. Alt efter forslagets konkrete udformning vil en sådan ret til tidlig pension mindske arbejdsudbuddet mere eller mindre. Derfor vil Radikale Venstre som indædte modstandere af ret til tidlig pension med den politiske forståelsesaftale i ryggen kunne kræve nye væsentlige arbejdsudbudsreformer ved næste års finanslovsforhandlinger.

Dette vil uden tvivl kunne give både regeringen og venstrefløjen en alvorlig udfordring hen over det kommende år. En udfordring, der kommer oven i de mange politiske udfordringer, der under alle omstændigheder venter regeringen, hvad angår ret til tidlig pension.

Dansk Folkeparti er endnu langt fra at være med på at indføre ret til tidlig pension før engang i en fjern fremtid, og Dansk Arbejdsgiverforening er endnu langt fra at ville indgå i seriøse trepartsforhandlinger om emnet. Regeringen og venstrefløjen skal således ikke blot forberede sig på at overbevise Dansk Folkeparti, men også forberede sig på at forhandle med De Radikale om den samlede økonomiske politik. Begge dele kan meget vel vise sig at blive væsentlig sværere og mere dramatisk end dette års trods alt relativt problemfrie finanslovsforhandlinger.

Radikale til bal med de røde

Alt i alt kan man karakterisere de radikales tilgang, som chefredaktør Bjarne Corydon så rammende udtrykte det i sin leder i Børsen den 4. december: ”Morten Østergaard (RV) spillede længe kostbar, men var det i realiteten ikke.” Det kan endda udtrykkes endnu mere præcist. Morten Østergaard var ikke i stand til at gøre sig kostbar, hvor gerne han end ville. Men deraf vil det være farligt at slutte, at finanslovsaftalen dermed ’gjorde’ Radikale Venstre til ’en del af rød blok’, som Bjarne Corydon hævder i sin leder. Morten Østergaard er på ingen måde blevet en del af en rød blok. Men med den udbredte splittelse blandt de borgerlige partier med alt for få mandater har Radikale Venstre for øjeblikket ingen andre muligheder end at gå til bal med de røde, selv om det er småt med inklinationerne.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020