Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Østtysklands loyale hjemkomne

Af Sonia Combe, oversat af Poul Petersen fra Le Monde Diplomatique in English oktober 2019.

Nu tredive år efter Berlinmurens fald, hvem husker så den generation af kunstnere og akademikere, der vendte hjem fra eksil med håbet om at skabe en socialistisk fremtid?

Forfatteren Anna Seghers døde i 1983 i god tid før Den Tyske Demokratiske Republiks endeligt den 3. oktober 1990. Hvis hun havde levet længere, havde hun i 1989 garanteret skrevet under på forfatteren Christa Wolfs skrivelse – For vores land - der opfordrede til bevarelse af et Østtyskland tro mod sine socialistiske værdier. Underskriverne gik imod kansler Helmut Kohls genforeningsplaner til fordel for en utopisk vision om et DDR, ”ikke, som det var, men som det burde have været”.

Her i november er det 30 år siden Berlinmuren faldt, og ingen sætter spørgsmålstegn ved det genforenede Tysklands legitimitet. De, der en gang godtog DDRs legitimitet, finder nu dets bortgang lige så legitim. Den etablerede orden synes altid uundgåelig. Men som forfatteren Christoph Hein udtalte denne sommer ved en begivenhed, der fandt sted på Berlins Dorotheenstadt kirkegård, hvor Seghers er begravet nær Bertolt Brecht: ”Her ligger en generation begravet, der ofrede sig selv for en fremtid, ingen længere ønskede”. De blev besejret to gange, og nu er de enten glemt eller under beskydning for deres andel i DDRs historie.

Seghers var typisk for den generation, der vendte tilbage fra eksil efter krigen. En gruppe der omfattede skribenter som Brecht, Stephan Hermlin og Arnold Zweig og den økonomiske historiker Jürgen Kuczynski. Hendes loyalitet over for det kommunistiske regime og hendes om, at det var Østtyskland, hun vendte tilbage til, kan have presset hende til en tavshed, som hun senere blev bebrejdet efter murens fald.

Hvis man sammenligner hendes korrespondance fra partiarkiverne og hendes aktiviteter i Forfatterforeningen, hvor hun var præsident fra 1952 til 1978, med hendes Stasi-filer, der viser, at DDRs mest berømte og loyale forfatter var under konstant overvågning, fremstår Seghers helt anderledes end det billede i offentligheden, hun bevarede til sin død.

Fra Paris til Marseilles

Da Seghers, der er ud af jødisk familie, forlod Berlin efter nazisterne kom til magten i 1933, var hun allerede en etableret forfatter, der havde opnået Kleistprisen. I 1928 blev hun aktivist i det tyske kommunistparti (KPD). Hendes mand László Radványi var ungarnsk kommunist og ven med filosoffen Georg Lukács. Parret og deres børn flygtede først til Paris og siden, da de tyske tropper rykkede ind i Frankrig, rejste de til Marseilles, hvorfra de i 1941 sejlede til USA med hjælp fra den amerikanske journalist Varian Fry og ERC (Emergency Rescue Committee).

Seghers baserede sin roman Tansit – filmatiseret i 2018 af Christian Petzold – på tiden mens hun ventede på at kunne forlade Marseilles. Som kendt kommunist, blev hun nægtet ret til at forblive i USA og slog sig ned i Mexico, hvor hun skrev den roman, der gjorde hende berømt – Det syvende kors – i1942. Den første roman overhovedet om nazilejrene.

Det er aldrig blevet gjort nøjagtigt op, hvor mange offentligt kendte tyskere, der flygtede fra naziregimet efter 1933. Et skøn er en halv million, hvoraf 130.000 nåede USA. Ej heller er der officiel statistik over hvor mange, der vendte tilbage. Der var hverken i Øst- eller Vesttyskland organisationer, der var ansvarlige for noget sådant.

Tilbagekomsten var i modsætning til flugten ikke et massefænomen. Ikke alene erindringen om naziforbrydelserne afholdt mange – ikke alene jødiske – fra at vende tilbage, men de tilbagevendende var nødt til at opnå tilladelse til genhusning af ​​ besættelsesmagterne. De vestlige allierede, der delte kontrollen over det besejrede Tyskland med Sovjetunionen, forsøgte at afskrække dem. Især hvis de var kommunister og blev støttet heri af det tyske bureaukrati. Andre tyskere så skævt til de tilbagevendende, hvad enten det var på grund af misundelse, had til dem, der ikke havde støttet nazisterne, eller en påmindelse om deres egen dårlige samvittighed. I de områder, de allierede kontrollerede, var der ingen velkomstceremonier.

Men den sovjetiske besættelseszone gik aktivt efter at tiltrække dem. Indtil oprettelsen af DDR den 7. oktober 1949, førte sovjetofficerer er succesrig kulturpolitik. Det første teaterstykke, der blev opført i Berlin efter den tyske kapitulation, var Nathan den vise (1779) af Gotthold Ephraim Lessing (en bøn om religiøs tolerance). En af de første bogudgivelser var filologen Viktor Klemperers LTI, et studie i Det tredje Riges sprog og Wolfgang Staude instruerede Morderne iblandt os, en af de første store efterkrigsfilm. De sikrede dem muligheden for at vende tilbage, og Sovjetzonen lovede dem den fremtid, nazisterne havde stjålet fra dem: Brecht fik stillet sit eget teater i udsigt, filosoffen Ernst Bloch en stilling ved Leipzig Universitet og Alfred Kantorowicz en stilling i Berlin. Jürgen Kuczynski oprettede sit eget institut i økonomisk historie.

”Et folk med hjerter af sten”

Da Seghers vendte tilbage til Berlin i april 1947, sagde hun, at hun her havde mødt ”et folk med hjerter af sten … vanviddet hos disse mænd og kvinder, fra hvem bombningerne havde frataget alt, møbler og klæder, og som intet havde lært af det, absolut intet.”

Men de, der besluttede at vende tilbage til øst, var stærkt motiveret til at finde sammen med ligesindede folk, og til at få deres tilværelse til at betyde noget efter år med eksil og prøvelser. De ønskede via oprettelsen af DDR, en slags mod-Tyskland, at opbygge socialisme og tage hævn over deres forfølgere. De engagerede sig i opbygningen af den ”første tyske stat for arbejdere og bønder” og forsøgte at ignorere alt, hvad de fandt stødende eller værre.

Den amerikanske journalist Edith Anderson skrev på det tidspunkt om Seghers, at ”de fører hende frem i offentligheden, sender hende alle steder hen, hun besøger fabrikker og skoler, der bærer hendes navn, sinker hende i hendes studier for at holde taler i Tyskland og i udlandet. Hun tør ikke sige nej”.

Seghers, Brecht, Bloch, Kueczynski og Arnold Zweig (der var vendt tilbage fra Palæstina) var der ikke bare for at forlene DDR med intellektuel troværdighed. De var mentorer og forbilleder for en generation, der var fortvivlet over afsløringerne af de forbrydelser, det regime, som de var vokset op under, havde begået. For Christa Wolf var Seghers en moralsk autoritet. ”Forpligtelserne over for DDR” skrev skuespilforfatteren Heiner Müller, ”hang sammen med Brecht. Brecht var legitimationen for at være pro-DDR … beviset på systemets overlegenhed var det faktum, at det havde en bedre litteratur: Brecht, Seghers, Sholokov, Mayakovsky.”

I 1989 blev Seghers omdømme plettet af Walter Jankas vidneforklaring i den sidste skueproces i Østtyskland. I 1956 opstod en gruppe kritiske marxister omkring Aufbauforlaget opildnet af afsløringerne af Stalins forbrydelser på det sovjetiske kommunistpartis 20. kongres. Seghers og kulturminister Johannes R. Becher var en del af denne gruppe, der fulgte opstanden i Budapest tæt og frygtede for Aufbau-forfatteren Georg Lukács’ sikkerhed. Han havde sluttet sig til oprørerne og indvilget i at blive kulturminister i Imre Nagys nye regering. Seghers og Becher ville sende Janka, Aufbaus redaktør, til Budapest for at bringe ham tilbage til Østberlin, men i sidste øjeblik gik partiets generalsekretær Walter Ulbricht imod planen.

Dissens gennem ”infrapolitik”

Janka blev arresteret anklaget for kontrarevolutionær konspiration og idømt 10 års fængsel. Han afsonede fire. Seghers og Becher, der var indkaldt som vidner, forholdt sig tavse under hele retssagen. Becher sendte gaver til Jankas børn (han var blevet arresteret juleaftensdag) men blev syg og døde, og Seghers var også død på det tidspunkt, hvor Jankas erindringer udkom i 1989, hvor han kritiserede dem for manglende støtte. Senere har breve i arkiverne afsløret, at Seghers havde foretaget henvendelser til Ulbrecht på Jankas vegne, hvad der ikke var kendt i datiden.

I Forfatterforeningen signalerede Seghers sin dissens gennem ”infrapolitik”, det vil sige en modstandsstrategi fra underordnede grupper, som de overordnede grupper ikke opdager. Hun ville for eksempel smile let, men spidst, når hun forlod et møde, og et enkelt ord fra hende kunne helt ændre atmosfæren, selvom hun sjældent greb direkte ind. Müller erindrer, hvordan hun, efter at en apparatchik havde irettesat ham, rejste sig og ”kom hen til Inge [hans kone] og mig, gav os hånden og gik”.

I maj 1963 distancerede hun sig iøjefaldende fra kollegaer, der gik imod tjekkiske forfatteres forsøg på at geninddrage Kafka i deres litterære arv. I februar 1966, efter Centralkomiteens 11. plenum, hvor Erich Honecker, der senere ville bliver Østtysklands leder, havde kaldt deres litteratur for pornografi, opmuntrede Seghers forfattere til at bøje hovedet og arbejde. Hun fulgte selv sit eget råd. At skrive var hendes terapi.

Skønt overøst med priser og æresbevisninger i offentligheden, var hun under tæt overvågning af Stasi. De noterede sig enhver (selv ubetydelig) afvigelser fra partilinjen. I oktober 1963 kunne en meddeler notere, at hun havde nægtet at samarbejde omkring et manuskript baseret på hendes roman Det syvende kors, og refererede til manuskriptforfatteren som Kaltenbrunner (en højt rangeret nazist, der var henrettet efter Nürenberg-processerne) i stedet for Kaltofen, hans virkelige navn. Det var noteret i starten af hendes chartek, at Seghers, da hun var vendt hjem fra eksil, havde ”udtrykt reservationer overfor partiets tyske ledere, ud fra at hun var jøde og følte ”en vis vægring mod tyskere”.

Hun var ofte højst kritisk privat og ved møder, og havde på den sovjetiske ambassade spurgt: ”Hvad er det I gør ved Solzhenitsyn? Lad ham dog modtage sin pris”. (Det var blevet forfatteren af Gulag øhavet forbudt at rejse til Sverige for at modtage Nobelprisen i 1970.) Hun kritiserede behandlingen af sangeren Wolf Biermann, der var blevet frataget sit statsborgerskab i 1976, skønt hun ikke underskrev en skrivelse imod det.

På samme måde som Seghers forblev de fleste af de hjemvendte loyale overfor DDR, forbundet i en fælles fortid, deres beslutning om at vende tilbage og modstand mod Vesttyskland. For at fastholde deres visioner om fremtiden, accepterede de politiovervågning som et nødvendigt onde uvidende om dens voldsomhed og underlagde sig frivilligt dogmatiske ledere og partibureaukrater. De syntes at forestille sig, at det ville passere, mens partiet og dets historiske mission ville overleve, indtil bedre tiders komme.

De var med til at forme den næste generations tankemønster – Wolf, Müller og Volker Braun – men også deres tavshedsnorm. I november 1989 ventede de overlevende hjemvendte og deres efterkommere, disse kritiske marxister, der stadig var partimedlemmer eller sympatisører, indtil det allersidste øjeblik, fem dage før murens fald, med at tale ud ved demonstrationen på Berlins Alexanderplatz den 4. november. På det tidspunkt havde samfundet tabt al respekt for dem. Alt, hvad de nu kunne foretage sig som politisk kraft, var at forhandle den ubetingede anneksion af DDR.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020