Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Leder

 

Protestbevægelsernes Janushoved

 

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

 

Ikke på noget tidspunkt i 2019 har der været perioder, hvor vi ikke et eller andet sted har været vidne til en eller flere​​ protestbevægelser. Nogle mere spektakulære og mediedækkede end andre. Protestbevægelsen er gennem 2019 blevet politisk dagligdag på alle kontinenter. I perioder meget voldsomme og i andre perioder kun ​​ som ulmende mulighed.​​ 

 

Aflejringen fra alle disse protestbevægelser er et gammelkendt fænomen: forventningen om, at en tilspidset politisk konflikt indenfor de konventionelle parlamentariske rammer fra det ene øjeblik til det andet kan slå over i masseprotest. En høj grad af politisk institutionel samfundslabilitet.​​ 

 

Hvis man i de liberale demokratier forbinder almindelig politisk parlamentarisme med stabilitet, kan det, vi nu er vidne til, takseres som voksende politisk ustabilitet. Hvor masseprotesten er det synlige symptom på en dysfunktionel samfundstilstand og en permanent potentiel trussel mod de kendte politikformer og institutioner.​​ 

 

To eksemplariske betragtningsmåder

Uden at rangordne protestbevægelserne hverken i omfang eller i dybde kan de lokaliseres til: Algeriet, Bolivia, Ecuador, Chile, Frankrig, Tyskland, Holland, Haiti, Libanon, Spanien, Sudan, Irak, Iran, Indonesien, Indien, Hong Kong, Honduras, Georgien og Colombia. Listen er på ingen måde udtømmende. Fælles for de nævnte tilfælde af masseprotester er, at de har foldet sig ud i det offentlige rum på gader og veje og pladser. På den anden side aftegner de vidt forskellige billeder af oprindelse, sammensætning og forløb. I Latinamerika er protesterne forbundet med den skjulte økonomiske recession efter afslutningen på opsvinget i råstofeksporten til Kina og IMF’s krav om stram økonomisk politik. I Iran, Irak og Libanon er protesterne ud over at været rettet mod uduelige og svigagtige regeringer indfældet i et større regionalt geopolitisk opgør.

 

Protestbølgen gennem hele 2019 har på ingen måde​​ været ensartet hverken i form eller i kadence. Antallet af protestbevægelser er taget til hen over efteråret, hvor den største koncentration var i november måned (Hong Kong, Chile, Bolivia, Irak, Libanon osv.). Flere af de store demonstrationer er gået i sig selv igen, eller hvad der nok er mere korrekt, har antaget en mere lavintensitiv form uden for mediernes konfliktlinse.​​ 

 

Da protestbølgen var på sit højeste, stod de politiske analytikere indenfor hele det politiske spektrum noget rådvilde overfor det​​ nye fænomen og udfoldede stor intellektuel energi for at få greb om fænomenet. Et af de første tidsskrifter, der vovede sig frem med en analyse, var The Economist. Fra den modsatte pol vovede man også en analyse i The Nation. Når disse to forskellige tilgange både i analyse og konklusioner – direkte som indirekte – er interessante, skyldes det, at de på eksemplarisk vis indfanger de grundlæggende modsætninger i udgangspunktet og analysemetoden.

 

Lederen i The Economist hedder: “Hvorfor er der så mange​​ lande, der oplever masseprotester”? Artiklen i The Nation har overskriften: ”Velkommen til det globale oprør mod neoliberalismen”. Umiddelbart forekommer den første tilgang spørgende og søgende, hvor artiklen fra The Nation allerede kender diagnosen og først og fremmest har fokus på symptomerne, der bekræfter. Tilbage står så klassificering af symptomerne/protestbevægelserne på grundlag af de synlige karakteristika formidlet gennem visse forenklinger. Ikke meget forskellig fra den almindelige tilgang i de positive samfundsvidenskaber. Fra den kendte årsag deduceres virkningernes betydning.​​ 

 

Hos The Economist går man mere forsigtigt til værks for at undgå enhver form for teleologisk ræsonnement. Man tager her utilfredsheden (i almindelighed) som udgangspunkt​​ og antyder, at udtryksformerne og temaerne er arbitrære. Det afgørende kan reduceres til utilfredsheden. Lederskribenten foretager i den henseende en elegant analogi til Marlon Brando i filmen ”The wild one”. Spurgt hvad han gør oprør imod, svarer Marlon​​ Brando: ”Hvad har du at byde på”. Kort sagt, der findes et overtryk, som skal finde sin udtryksform. Den tilstand kan aktivere protestbevægelserne på et hvilket som helst spørgsmål, eller som New York Times kalder det, ”lommeproblemer”.

 

Fælles for de to tilgange er, at de styres af en underliggende præmis, der hver især henter sin egen bekræftelse i en traditionel symptomatisk klassifikation. Selve problemet, eller om man vil, analysens genstand begrænses til symptomerne, hvis ordning og underordning styrker den præmis, som ikke foldes ud.

 

For artiklen i The Nation er situationen klar. Der skal mere tryk på flere protestbevægelser. De skal organiseres bedre. De skal koordineres og have mere sammenhængende programmer for at øge trykket mod neoliberalismen –​​ der underforstået beskrives som en socio-økonomisk enhed, som kan brase sammen, hvis blot trykket bliver tilstrækkeligt stort. For The Economist gælder det modsatte. Mange borgere er utilfredse og frustrerede på grund af voksende økonomisk ulighed og politisk forvirring. De kloge i eliten må snart til at finde ud af, hvordan kapitalismens fremtid​​ skal håndteres. Der er brug for moderation, imødekommenhed for at genopbygge de liberale demokratiers sammenhængskraft og tage trykket af utilfredsheden.​​ 

 

Hvad øjet ser

Begge artikler henviser selvfølgelig helt korrekt til de synlige fællestræk hos protestbevægelserne. Det drejer sig om protesterne mod den voksende ulighed. Voksende social utryghed helt ind i middelklassen. En om sig gribende strukturel korruption​​ eller dysfunktionel berigelseskultur, der ikke lader noget land – nok så udviklet – uberørt. Hvidvask og økonomisk svindel. Vilkårlige sociale rystelser og politiske beslutninger. De demokratisk parlamentariske systemers faldende repræsentativitet. Den voksende mistillid til de politiske systemer, og hvad værre er, til politikerne. (tendensen går igen i alle målinger verden over).

 

Men det allervigtigste fællestræk, som kan høres i Baghdag, i Beirut, i Bogota, i Santiago Chile og i Paris udtrykkes bedst af​​ Martin Wolf fra Financial Times (20/11) i en artikel om perioden op til 1. Verdenskrig: ”Måske er den vigtigste konklusion, at det at ville undgå den næste katastrofe ikke er tilstrækkelig”. Underforstået at uden fremtidsperspektiv og tro på, at det bliver bedre igen, går det ikke. Og det er netop følelsen af ”ingen fremtid”, der går igen i alle protestbevægelserne. Deltagerne – og især de unge – kan ikke se nogen acceptabel fremtid i deres liv, hvis de givne forhold vokser ind i og danner fremtiden. De får det ikke bedre end deres forældre. Hvad er det så, der skal forstås ved udvikling?

 

De nævnte fællestræk optræder helt naturligt med forskellig accent i de forskellige protestbevægelser og får af samme grund også forskellige positive udtryk i form af enkeltstående krav eller sammenflikkede programmer. Ja, i de fleste tilfælde optræder der et eller to hovedkrav, som komprimerer en hel underskov af andre krav i sig. Men som et gennemgående træk optræder kravet om øget demokrati og demokratisk gennemsigtighed sammen med sociale krav om arbejde, tålelige leve- og boligforhold og uddannelse til de unge generationer.

 

Et andet fællestræk, der fremhæves igen og igen, er, at bevægelserne er spontane og lederløse. Hvorvidt de er spontane, er nok en sandhed med modikationer. Nogen har taget initiativerne og har ikke gjort det ud i den blå luft. Ofte er initiativtagerne inspireret af andre bevægelser og disses aktionsformer fra foregående perioder. F.eks. ligner ”de gule vestes” første store protestbølge både i organisation og koreografi til forveksling de store protestformer i Honduras fra 2009 og frem.

 

Bevægelserne er heller ikke som sådan lederløse. For det meste har de uformelle lederskaber uden en fast ledelsesstruktur og en dertil knyttet​​ hierarkisk opbygget autoritet. Sporene fra de politiske partiers og fagbevægelsens bureaukratisering og fremmedgørelse skræmmer og frastøder. Men at deltagerne ofte harcelerer mod alle tendenser til fastere organisering (og direkte skændes om det indbyrdes), er ikke ensbetydende​​ med, at en fastere ledelse og organisering ikke vokser frem som mulighedsbetingelse og modenhed i takt med, at bevægelserne overskrider de successive konfrontationsniveauer.​​ 

 

På gaden – hvor ellers?

Protestbevægelserne folder sig ud på gaden eller på pladser. I det offentlige rum, hvor statsmagten legitimt hersker og sætter sine regler for offentlig adfærd. Men hvis protestbevægelserne ikke skulle udfolde sig på gader og stræder og på de store pladser – i det offentlige rum – hvor skulle de så udfolde sig? Ingen andre steder. Det er her protesterne kan folde sig ud men aldrig finde deres afslutning.

 

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det kun er et mindretal af de store protestbevægelser, der har været tæt forbundet med omfattende strejkebevægelser og​​ som sådan i et eller andet omfang forbundet med fagbevægelsen. Enten er protestbevægelsen begyndt som spredte strejker, hvilket er sket i et fåtal af tilfælde, for så helt at blive overtaget af de meget brede protestbevægelser på gader og stræder, eller også har strejker overtaget teten og videreført protesten i perioder, hvor bevægelserne er løbet tør for energi. Men et sammenhængende hele af produktionsstop og protestdemonstrationer, hvor samfundslivet stort set er sat i stå og magten stækket, er kun set​​ i få tilfælde og kun i relativt korte perioder.

 

En af forklaringerne kan være, at de mange protester er igangsat af unge uden arbejde, studerende uden fremtid, deklasserede samfundsgrupper udenfor det almindelige samfundsliv og marginaliserede lønmodtagergrupper med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi de mere organiserede lønmodtagere og deres organisationer gennem meget lange defensive perioder helt har mistet den indre energi og mod til at yde modstand mod forringelserne af leveforholdene. En anden og kompletterende forklaring kan være, at ret brede dele af middelklassen er blevet ramt ikke bare af forringelserne men også af den voksende politiske- og sociale vilkårlighed, så de nu oplever den socialt eksistentielle utryghed, som hidtil kun af været de svageste dele af arbejderklassen til del. Og hvor skal de store middelklassegrupper gå hen og vise deres utilfredshed? De kan som regel ikke strejke ret længe med den stor effekt. De er også dårligt organiseret og om nogen bærere af årtiers individualistiske tidsånd. Men som enkeltindivider kan de møde op i gaden eller på pladserne og tage del i protesterne. Det forudsætter hverken disciplin eller større indsigt i klassekampens mange former. De skal blot møde op og lade sig opsluge i en stor massebevægelse, hvor de sammen med alle de andre​​ protesterende samfundsgrupper kan danne en rudimentær form for enhed. Først og fremmest holdt sammen og udviklet gennem massedemonstrationens væsenstræk: forstyrrelse af den offentlige ro og orden og regelmæssighed​​ og tilsvarende statsligt modtryk. Altså bruddet med statsmagtens symbolske hverdagsregulering. Bevægelsernes midlertidige frisættelse af den enkelte og etablering af lige så midlertidig kollektiv beskyttelse mod sanktioner.​​ 

 

Militans eller radikalitet

I​​ yderste konsekvens, som vi har set det i Hongkong, i Chile og i Irak, det militante oprør mod symbolerne for statens magtregulering – udfordring af voldsmonopolet, vandalisering af magtens kultursymboler, forhånelse af den gode smag og af samme grund begyndende differentiering indenfor protestbevægelsernes skrøbelige enhed.

 

Til forskel fra strejkerne og fabriksbesættelserne mangler gadeprotesterne arbejdsrutinernes og arbejdsorganiseringens strukturende og disciplinerende karakter, hvor​​ hierarkisering og synlig ledelse udgør vitale dele af tvangsfællesskabet. I den forstand er det ganske forklarligt, at bevægelserne i de fleste tilfælde ender i voksende militans og voldsomme konfrontationer med ordensmagten. Nogen steder er militansen fremprovokeret af regeringernes meget voldsomme modsvar og brutale fremfærd som i Irak, Chile, Iran, Sudan og Honduras. Andre steder er militansen vokset frem og har udskilt sig fra store dele af bevægelsen i frustration over manglende fremskridt og indrømmelser fra magthaverne. Den bibelske forestilling om, at massedemonstrationerne skulle være tilstrækkelig til at vælte Jericos mure og tvinge regeringerne til dialog og indrømmelser, er i de fleste massedemonstrationer gjort til skamme, hvad der så har udløst​​ de voksende og spektakulære militante sammenstød.

 

Men fordi en bevægelse enten er meget militant eller udvikler sig til at blive det, er det ikke ensbetydende med, at bevægelsen også er radikal. Paradoksalt forholder det sig for det meste sådan, at det er bevægelsernes manglende radikalitet, der fører til deres militante og ofte overdrevne militante og voldelige udtryk. ”De gule veste”, demonstranterne i Chile, i Irak, i Libanon osv. har alle haft håbet om, at man gennem massive protester og offentlig uorden kunne formå magthaverne til imødekomme de mange samfundsgruppers ønsker om forbedrede vilkår. I den forstand har bevægelserne været defensive i udgangspunktet og er indtil videre stoppet her.

 

I intet tilfælde indtil nu har protestbevægelserne været i​​ nærheden af paroler eller krav, der radikalt har til hensigt at gøre op med den herskende orden og magtgrundlag. Aller højest har kravene vedrørende afgivelse af magten rettet sig mod en Macron i Frankrig eller en Lenin Moreno i Ecuador som de​​ i sin tid rettede sig mod Murbarak i Egypten. Eksempelvis støtter de fleste franskmænd en pensionsreform, de har bare ikke tillid til Macron. Af samme grund har bevægelserne haft vanskeligt ved at samle de spredte krav til egentlige programmer og til forestillinger om, hvilke kræfter og organisationer der skal forestå realiseringen af de vage visioner om samfundsændringer – og ikke mindst, hvordan det skal foregå. I den forstand er bevægelserne ikke radikale, selv om deres spektakulære miltans læses som radikalitet. Især af de grupper på venstrefløjen, der alene ser bevægelserne som bekræftelse af deres oprørsstrategi eller de dele af det konservative højre, for hvem ethvert socialt og politisk sammenstød tolkes som sædernes sammenbrud.

 

 

Strukturel ustabilitet

Indtil nu har vi alene beskrevet protestbevægelsernes fællestræk, men vi er ikke kommet meget nærmere besvarelsen af det måske vigtigste spørgsmål. Hvorfor vokser de mange hidtil spredte protestbevægelser netop nu til en omfattende tendens på alle kontinenter og til en potentiel politisk magtfaktor selv i de relativt stabile politiske demokratier i den vestlige verden? Hvorfor er det ikke sket i 2016, 2014, 2017? Hvorfor lige i 2019? Selvfølgelig kan det være en tilfældighed, men der kan også være flere strukturelle forklaringer på spil.

 

Som det blev antydet i indledningen forfalder både artiklen i The Nation og lederen i The Economist til den konventionelle fejlslutning, at der er en næsten mekanisk årsag-virkningslogik mellem økonomisk- og social nød/mistrivsel og oprør/overtryk. I den ene version et ønsket scenarie. I det andet et uønsket. En slags ”nu er det bare for meget tænkning”. Eller formuleret lidt mere politisk sofistikeret; overgangen fra hegemoni til dominans, eller hvad der er det samme, overgangen fra indre styring til påtvungen styring skaber betingelserne for utilfredshedens oprørsmuligheder.

 

Men det beskriver kun det, vi allerede kan se uden dog at forklare det. En sammenhængende forklaring af protestbølgen skal snarere hentes i dens historiske specifitet. Det er her dens indre og virksomme dynamik skal findes. En dynamik hvis aksepunkt med en måske lidt akavet term kan beskrives som​​ social og politisk kognitiv dissonans​​ som fællestræk.

 

Sådan helt overordnet og forenklet betyder begrebet, det​​ mentale ubehag som opleves af et individ eller på sociologiens område en flerhed af individer, der indtager eller presses til at indtage indbyrdes modstridende synspunkter eller henføre positioner til indbyrdes stridende værdier, eller som vi normalt udtrykker det i den politiske nomenklatur. Men hvorfor skulle det i sig selv føre til masseprotester?​​ 

 

Det hænger således sammen, at de underlegne, de underkuede og undertrykte kan leve med deres tilstand meget længe, selv om de foragter og hader ulighedens og​​ undertrykkelsens agenter. De kan skumle, rase, true og opbygge deres modkulturer og modforanstaltninger. Deres alternative verdensopfattelser mv. Men det er ikke ensbetydende med, at de gør oprør eller sågar bryder ud i åbne protestformer. Den mulighed indtræder først på det givne tidspunkt eller i den historiske periode, hvor magten og magtens autoritet affortrylles. Det vil sige, hvor magten og den strukturelle undertrykkelse ikke længere opleves som naturgroet og uafvendelig og af samme grund bliver utålelig og personligt/moralsk ubærlig. Altså skaber kognitiv dissonans.

 

Når millioner og atter millioner i mindst tre årtier ikke bare har lyttet til, men indoptaget helt ind i de inderste hjernevindinger den klassiske økonomiske teoris tåbelige psykologiseringer af ”det økonomiske menneske” og opstilling af teorier om en samfundsøkonomisk mekanisme helt uden samfund og forestillinger om markedets og samfundets naturlige stræben mod ligevægt, selv om virkeligheden har negeret alle forestillingerne, og selv om enhver ved, at den mindste bevægelse og transaktion forudsætter statslig regulering – og sådan kunne vi fortsætte – så skyldes fortryllelsen det forholdsvis simple faktum, at hele filosofien og den økonomiske teoris rationale først og fremmest har fungeret som mental legitimering af den i lange perioder inkrementelle nedbrydning af velfærdsstatens strukturer og politiske regulering af de erobrede velfærdsgoder. Hvor det først er nu, at konsekvenserne (om end meget forskellig i kvalitet og omfang) for alvor hober sig op og slår igennem, og de mulige og lovede positive fremtidsgevinster, der modererede reaktionerne, er udeblevet.​​ 

 

Demokratiet som folkesuverænitet er blevet opløst indefra. ”Folkeviljen” har ikke fået lov at udfolde sig længere end til grænserne for den kapitalistiske vækst og varens logik. Profittens økonomiske rationale fremstillet som uomgængeligt kriterie for enhver politisk beslutning har ikke alene udhulet parlamenternes betydning men lammet de politiske partiers funktion som udtryk og repræsentanter for legitime samfundsinteresser. Resultatet kender vi. En voksende gruppe af borgere kan ikke længere identificere sig med partierne og oplever et næsten ubærligt misforhold mellem det talte ord og de gennemførte handlinger. Det kunne gå, hvis de sociale forhold stadigt blev forbedret, eller hvis nedbrydningen af socialstaten banede vejen for et nyt, mere frit og økonomisk-socialt bedre liberalt samfund. Men det er ikke sket. De ”liberale årtier” har ikke ført til andet end sammenlagt tyve års​​ permanent krisepolitik, tab af social tryghed og samfundsmoral og udsigt til en fremtid med kollektiv kognitiv dissonans som eksistensvilkår for de kommende generationer i de underordnede klasser.

 

Når magten ikke kan begrunde sig selv​​ 

Imidlertid frisættes den indre dynamik ikke, før de magtstrukturer og indordningsregler, der har holdt dissonansen nede i en tilstand af elementær utilfredshed, selv begynder at forvitre eller i det mindste tabe i autoritet. Som eksempelvis den indlysende sandhed, at det store flertal af dem, der for blot nogle få år siden hyldede globaliseringen, nu forfølger statsnationalistiske løsninger på de globale vækstproblemer. Den liberale politik er ved at bryde sammen under sin egen logik, så det efterhånden er meningsløst at tale om en velfærdsstat, for så vidt der hermed menes en stat, hvis fornemste formål er at tage vare på borgernes velfærd. Bureaukratiet og krævementaliteten og ufølsomheden overfor borgerne er vokset til eksorbitante dimensioner. Korruptionen og snydet har antaget strukturel karakter, og hvor meget eliten end taler om det offentliges lighedsfunktioner, oplever stadig bredere lag i samfundet et fremmedgjort forhold til ”det offentlige fællesvæsen” – velfærdsstaten.

 

Den liberale markedsutopi kæntrer nu hver dag – næsten som lovmæssighed. Den mest fremherskende tilstand er uligevægt. Der kan end ikke empirisk påvises tendenser mod ligevægt. National- og centralbanker må gribe ind med enorme pengeudpumpninger for at holde væksten et stykke fra recession og redde​​ finansmarkederne mod sammenbrud. På trods af stor efterspørgsel og ekstremt lave renter vokser investeringerne ikke (efterspørgselsteoretikerne har det heller ikke for let). Gælden vokser i både den private og offentlige sektor, og ingen af mainstreamøkonomerne kan forklare, at lønningerne og inflationen ikke vokser, når arbejdsløsheden er så lav. Sådan i sammentrængt form er den klassiske økonomis forklaringskraft, som ellers gennem de sidste tre årtier har kunne forklare alt, nået til et punkt, hvor teorierne uagtet matematisk sofistikation ikke kan forklare noget som helst. ​​ 

 

Nedbruddet af de vante forklaringsformer og bagved liggende præmisser foregår selvfølgelig hverken i lineær eller i logisk orden. Tværtimod udløser nedbrydningen en tilstand af​​ næsten frenetisk forklaringskonkurrence, og det gælder forhold indenfor alle samfundsområder, Men det afgørende er nok, som The Economist skriver i en leder om Nobelpristagerne (2019) i økonomi, at de tre økonomer som noget karakteristisk for den historiske situation og tidsånden frigør sig fra de neoklassiske teoriers sterilitet ved at anvende socialforskningsmetoder på det økonomiske område. Men omkostningen er, at de samme økonomer på samme tid helt afstår fra at formulere teoretiske nybrud til understøttelse af fremtidens universelle økonomiske udvikling. De tre økonomers forskning i fattigdomsbekæmpelse er konkret og instrumentel, men den levner ingen spor for, hvordan fattigdommens almindelige årsager kan ophæves.

 

Kort sagt, efterlyser også kapitalens​​ politiske organer teorier og forestillinger om, hvordan kapitalismen kan reddes fra sig selv og den efterhånden permanente defensive samfundstilstand, hvor bestræbelserne hovedsageligt retter (som overgribende tema) sig mod at holde en ny større krise stangen samtidig med, at de førende magter USA-Kina-EU i deres forfølgelse af egne interesser fremmer opløsningen af selv samme strukturelle stabilitet.

 

Endnu engang OECD – eller en af de andre institutioner

Men det går ikke, som de herskende klassers fremmeste tænkere og analytikere plæderer for. Tværtimod lyser magtesløsheden ud af den seneste økonomiske rapport fra OECD. Som den har gjort det fra de seneste IMF’s rapporter. Som den gør det i de førende økonomers artikler. Alle når de frem til,​​ hvad man burde gøre, og​​ hvad fremtidens økonomiske videnskab burde indeholde. Længere kommer de heller ikke. For man kan mene om den neoklassiske ligevægtsforståelse, hvad man vil, men uden den som forklaring og mål, kan kapitalismens væksttvang ikke retfærdiggøres.

 

Så de er henvist til konstateringer og ”bønner”: Væksten på verdensmarkedet er kun på 2.9%. Altså reelt ingen vækst. Væksten i verdenshandlen er stagneret. Antallet af handelsrestriktioner vokser markant. Investeringsraten er faldende. Det samme gælder produktiviteten. Det er et spørgsmål om WTO overlever handelskrigen og den voksende statsnationalisme. Kontrakten skal ​​ genforhandles, og endnu har der ikke vist sig et forhandlingsgennembrud. Altså den globale ”uorden” – magtens ret – bliver afgørende. Men værst af alt falder profitten og af samme grund også nettoinvesteringerne.

 

Ingen kender konsekvenserne af en lang periode med negativ rente, og OECD kan ikke få øje på handlekraftige regeringer eller regionale sammenslutninger, som bevidst går efter at underordne markedsanarkiet under regeringsregulerede investeringsprogrammer. En vending, der betones stadigt kraftigere, hvis regeringerne vil styre samfundene ud af den lavvækstfælde, som verdensøkonomien befinder sig i. Der skal koordination til. Der skal vises vilje osv. Det lyder nærmest som lidt patetiske opråb fra en af verdens førende økonomiske institutioner, når man hver dag kan se de store kapitalistiske lande og institutioner ikke bestille andet end at foretage sig det modsatte og vælte byrderne over på hinanden. Samtidig med, at polariseringen mellem landene og indenfor de nationalstatslige grænser vokser og bliver ganske følelige i hverdagslivet.

 

Bevægelsernes Janushoved

En sandsynlig antagelse forekommer at være: at så længe elendige leveforhold​​ opleves som uundgåelige og individuelt begrundede, og så​​ længe forslag om kollektive løsninger på kollektive problemer fremkalder konnotationer til stalinismens undertrykkelsesformer, bonapartistiske og populistiske ledere eller de klassiske velfærdsstaters formynderi, er der næsten ingen grænser for, hvor meget de undertrykte samfundsgrupper kan bære – hvis blot håbet om noget bedre lever. Hvilket vil sige, at dem, der er stærke og oplyste nok til at besidde magten, kan levere i fremtiden.​​ 

 

Men situationen har ændret sig i takt med, at magtens naturlige autoritet som bærer af den højeste rationalitet og uovervindelighed viser sprækker alle steder. Både som lokalt fænomen og som del af en om sig gribende tendens på det kapitalistiske verdensmarked. Og de protesterende i Chile er på den anden side ikke uvidende om protesterne i Irak eller for den sags skyld om protesterne i Frankrig. Der kan således for den enkelte føles god fornuft i at gå på gaden, fordi det ikke længere er udelukket, at man som massebevægelse kan få ændringer og forbedringer igennem. Hvad der som bekendt hidtil har været umuligt indenfor det parlamentariske system. At man måske med ”folkets deltagelse” kan gennemtrumfe demokratisering af de mange halvautoritære forfatninger og opnå fornyet​​ indflydelse på de politiske partier – eller som alternativ opbygning af nye partier.

 

Det vil sige oprøret mod magten, som vi har set det i bølgen af massedemonstrationer, forudsætter, for at blive til en bølge, magtens egen indre afstumpning, tab af historisk autoritet og legitimitet.

 

Og det er præcis i det forhold – et tilspidset spændingsfelt – at bevægelserne kan vise deres Janushoved.​​ 

 

Som det har vist sig i alle de nævnte protestbevægelser, er enheden ret skrøbelig. Kravene og målene er diffuse. Lederskaberne er for svage og ofte for svage til at holde sammen på enheden, når den udsættes for magthavernes splittende modtræk. Eller når bevægelserne som i Hongkong, Irak og Libanon koloniseres af USA og resten af Vesten som instrumenter i presset på i disse tilfælde Kina eller Iran. Eller når de bagved liggende interesseforskelle og uenigheder mellem de deltagende samfundsgrupper trænger frem til overfladen, sådan som det bl.a. har været tilfældet hos de ”gule veste” i Frankrig, da Macron og hele det elitære parnas gik til modangreb. Eller som man også oplever det i masseprotesterne i Latinamerika, og nu også i Libanon.

 

Hvis ikke protesterne fører til flere af de forventede forandringer, hvilket der knap er økonomisk rum til, hvis regeringerne anvender inddæmnings- og splittelsestaktik, eller hvis bevægelserne bevidst provokeres ud i meget voldsomme konfrontationer, har det vist sig, at det blot er spørgsmålet om tid, før de indre svagheder kommer til syne og splitter bevægelserne.

 

Det er faktisk den helt​​ aktuelle situation, hvor enheden i flere af protestbevægelserne balancerer på en knivsæg. F.eks. viser det sig, at den sekteriske opdeling af Libanon og Irak, som demonstranterne ellers har vendt sig mod, alligevel har sin indflydelse, når bevægelsernes fremdrift stagnerer, og løsningerne ikke ligger ligefor. Næsten som hovedregel sker det i situationer, hvor de samme bevægelser skal forlade den rene protest og deltage i problemernes løsning, fordi regeringerne eller regeringslederne er trådt tilbage som i​​ Irak og Libanon og efterladt sig en økonomisk ruin.​​ 

 

Her ulmer risikoen for den ”indre borgerkrig” på grund af den frustration, der tager over, når resultaterne ikke umiddelbart indløber og af mangel på program og organisation, der kan bære oprøret videre ind i de kendte samfundsbærende institutioner indenfor hvilke, løsningerne kan formuleres og skabe fremdrift. Her tænkes selvfølgelig på det parlamentariske system og de politiske partier, der kan afbalancere interesseforskellene, overvinde den kaotiske​​ individualisme og ophøje fælleskravene til politik og genetablere stabiliteten – ikke forstået som stabilisering af status quo. Men som stabilisering af ny reformpolitiks magtgrundlag gennem den åbne og tilgængelige repræsentation uden den borgerlige økonomi uantastede eksistens som bestemmende referencepunkt. Hvilket igen forudsætter omdannelsen af de mange bevægelsers forskellige organer til organisationer og institutioner, der dels kan afbalancere de involverede klassers forskellige interesser, dels sikre en social- og demokratisk statsræson og dels sandsynliggøre, at det parlamentarisk repræsentative system er levedygtigt som bredt anerkendt demokratisk statsmagt – også når de herskende klassers hidtil uantastede økonomiske- og politiske magt udfordres.

 

Men risikoen for, at bevægelserne i den nuværende historiske situation løber tør for energi og politisk modning, og den skrøbelige enhed afløses af ”politisk borgerkrig”, er nærliggende. Især fordi protestbevægelserne først og fremmest er​​ protestbevægelser og ikke uden videre kan komme herfra og til at føre sig frem som alternativ til de siddende magthavere og deres politik – hvor svækket den end er.​​ 

 

Af samme grund er det ren teleologi og af samme grund farligt at tale om protesterne som​​ et oprør mod neoliberalismen, når de først og fremmest er protester, som ikke af sig selv og drevet af en indre uafvendelig dynamik bliver til oprør – og langt fra et oprør mod noget ganske bestemt og politisk-økonomisk veldefineret.

 

Der hvor vi står lige​​ nu, forekommer det mest fornuftigt at vurdere protestbevægelserne som symptomer på en samfundsordens ustabilitet, og hvor selve protestbølgens omfang og tendens til at sprede sig fra nationalstat til nationalstat​​ tegner den ydre grænse for, hvor langt de​​ herskende klasser kan gå i forfølgelsen af deres egne klasseinteresser i genopretningen af den borgerlige politiske økonomi.​​ 

 

Den grænse er hverken abstrakt eller langt ude i fremtiden. Som følge af den spændte politiske situation i Brasilien og den voksende modstand mod yderligere forringelse af levevilkårene og de vitale pensionsordninger, har præsident Bolsonaro af frygt for, at de store masseprotester i Chile, Ecuador, Colombia og Bolivia skal sprede sig over grænsen, ”midlertidigt suspenderet den videre reformpolitik for at redde brasiliansk økonomi”.​​ 

 

Eller som Financial Times antyder i en leder som kommentar til de store strejker og demonstrationer i Frankrig: pensionsspørgsmålet (og i morgen boligspørgsmålet) er blevet det spørgsmål, der nu formuleres over hele verden i alle protestbevægelserne, fordi det bedre end alle andre spørgsmål udtrykker usikkerheden om, hvad vores fremtid skal indeholde, hvis frygten for alderdommen holder resten af livet i skak.

 

Det er de bevægelser, venstrefløjen skal handle i og udvikle sig sammen med og for en gang skyld afskrive den konventionelle deduktive instrumentalisering af alt, hvad der rør sig i klassekampen – hvis den vel at bemærke ønsker indflydelse og forebygge tilsynekomsten af Janushovedets mindre flatterende side.

 

 

 

 

 

 

 

 

 ​​​​ 

 

 

2

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020