Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Venstrefløjens forspildte årti

Af Niels Henrik Hansen, medlem af Kritisk Debat’s redaktion.

9. december 2019

Når verden om få uger forlader 2010’erne kan den se tilbage på et protesternes årti. Millioner og atter millioner af mennesker verden over har gået i demonstrationer, besat bygninger og pladser, aktioneret på andre måder, sendt appeller, hashtagget og i de mest dramatiske tilfælde ofret livet i protest mod et system, der kerede sig mere om at opretholde status quo end de borgere der levede i det.

Årtiets mest kendte protester er kommet fra det som samlet kan kaldes de progressive, dvs. fra fritænkende liberale, socialdemokrater, venstrefløjen og fra almindelige mennesker som havde fået nok. Fire temaer har været omdrejningspunktet i de mange protester: austerity eller nedskæringer, korruption og undertrykkelse, overgreb på andre og sidst men ikke mindst klima. Det startede i Europa med masseprotest på tværs af kontinentet i 2010, hvor millioner strejkede og demonstrerede mod nedskæringer og fortsatte med bevægelser som ”indignados”. Det spredte sig med protester som ”det arabiske forår”, Occupy Wall Street, fortsatte med ”Black Lives Matter”, ”Me Too” kampagnen og slutter med De Gule Veste og klimabevægelser som ”Extinction Rebellion” for nu at nævne nogle af de mest kendte.

Imidlertid er det ikke kun progressive og undertrykte, der har været på gaderne eller protesteret på andre måder. Det samme har den ekstreme højrefløj. I bagklogskabens klare lys er det vel rimeligt at skrive, at det startede med Tea Party bevægelsen i USA, om end den aldrig blev andet end national. Men dens krav om mindre føderal regering, USA som noget særligt og at USA ​​ internationalt især skal koncentrere sig om egne interesser, var en medvirkende faktor til at bringe Donald Trump til magten. Andre steder var det slagord vendt mod flygtninge og immigranter, at sætte de nationale interesser og egenart over for globaliseringens konsekvenser, samt lov og orden, der blev omdrejningspunktet. På tværs af kontinenter har man kunnet se den ekstreme højrefløj marchere, vokse i styrke og flere steder gribe magten. fra Modi i Indien og Duterte i Phillippinerne til al-Sisi i Ægypten. Fra Orban i Ungarn og Lech Kaczynski ​​ i Polen til Bolsonaro i Brasilien og generalerne i Bolivia.

Som en foreløbig konklusion kan man sige, at gennem hele 2010’erne oplevede verden nogle af de største og mest omfattende protester fra progressive med krav om systemforandringer, samtidig ender årtiet med det største antal stærkt reaktionære, nationalistiske regeringer i årtier. Det stiller spørgsmålet, hvordan kunne det ske?

Den neoliberale krise

Optakten til 2010’erne var lagt i årene forud. Manglende profit og investeringer fik banker til at kaste sig ud i absurde investeringer og långivninger. Sammenbruddet startede på det amerikanske boligmarked, men spredte sig lynhurtigt til resten af verden. Finansmarkedernes panik forplantede sig til regeringerne. Her frygtede man ikke kun et sammenbrud i finanssektoren, der i sig selv kunne have uoverskuelige konsekvenser. Det var som om selve kapitalismen som samfundssystem var truet. På regeringernes ordrer pumpede centralbankerne enorme summer ind i banksektoren for at stabilisere den.

Der var kun en til at betale – borgeren. Offentlige nedskæringer, lønnedgang, løsere ansættelser, ja noget nær en total omkalfatring af arbejdsmarkedet mange steder. Fattigdom og arbejdsløshed blev den nye orden. Nogle stater blev ramt hårdere end andre. Et enkelt eksempel. Ungdomsarbejdsløsheden i lande som Grækenland, Portugal og Spanien passerede de 40% omkring 2011. I Ægypten udgjorde det muslimske broderskab reelt det sociale sikkerhedsnet for millioner af borgere.

Alle blev ramt. Men alle blev ikke ramt lige hårdt. Da bankerne var kommet sådan nogenlunde på fode igen omkring 2011-2012, vendte bonusser til direktører og aktionærer tilbage – måske ovenikøbet på et højere niveau. Mange steder er samfundet endnu ikke færdig med at betale for det nære kollaps i finanssektoren, så uligheden vokser fortsat.

Finanskrisen udtrykte globaliseringen i en nøddeskal. I den forstand at en økonomisk krise i den amerikanske boligsektor hurtigt spredte sig og blev en verdensomspændende finanskrise. Når det er skrevet, så er det imidlertid svært at udarbejde en mere præcis definition af globaliseringen. Den Internationale Valutafond (IMF) har forsøgt sig og udpeget fire grundlæggende kendetegn:

. Bevægelse af varer ved handel og forretning

· Bevægelse af kapital og investeringer

· Flytning af mennesker

· Spredning af viden

Men alle fire kendetegn kunne lige så vel bruges på udviklingen eksempelvis i det 19. århundrede. For at forstå nutidens globalisering er man nødt til at tilføje dens indflydelse på nationale kulturer og sociale forandringer. Det synes først og fremmest at være disse kendetegn, der gør holdningen til globalisering så stærkt delte. Groft sagt kan man sige, at tilhængerne mener, mere globalisering vil føre til bedre økonomiske og sociale forhold i store dele af verden, mens modstanderne omvendt mener, mere globalisering vil forringe mange menneskers sociale forhold og skabe mere ulighed, samt gå ud over både kultur og natur.

En afgørende forskel på det 19. århundredes virkelighed og det 21. århundredes ditto er den nærmest eksponentielle udvikling i de sociale medier. For at illustrere det kan tal i udviklingen af Facebook-brugere være nyttige. I august 2008 anslås, at der var ca. 100 mio. brugere. I januar 2011 anslås, at tallet var steget til ca. 600 mio. brugere.

Da den store amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik de facto konkurs d. 15. september 2008 var det kendt i finanskredse verden over 1 time senere. Eller da bevægelsen Occupy Wall Street demonstrerede 17. september 2011 mod den ene procent og for solidaritet med de 99% af befolkningen var der 4 uger senere omfattende demonstrationer i 951 byer i 82 lande under samme paroler. Og det var også de sociale medier, der fortalte historien om den tunesiske gadehandler Bouazzis protest mod korruption og magtmisbrug d. 17. december 2010, hvor han satte ild til sig selv, der tændte det arabiske forår. Uden de sociale medier var ”#Me Too” aldrig blevet en global bevægelse.

Internettet og de sociale medier er et nyt element i globaliseringen sammenlignet med tidligere tider. En anden afgærende forskel er, at det ikke længere er et enkelt lands institutioner eller finanssektor som enerådende kan skabe en krise. Netop det upræcise gør den vanskeligt håndterbar. Den neoliberale globalisering er en kraft, der ikke kender nationale grænser eller demokratisk ansvarlighed. Den er uden ansigt, den er uden et center. Og alligevel er den alle steder i samfundet. I offentlige nedskæringer, i renterne på banklån, i løn og leveomkostninger. Med en lettere omskrivning af salig Marx’ ord er den et spøgelse, der går gennem verden. Uden ansigt og uden at nogen enkelt person, institution eller stat kan gøres ansvarlig.

Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid, at den neoliberale globalisering er blevet brugt som fjendebillede af såvel de progressive som den ekstreme højrefløj.

De progressive rettede skytset mod globaliseringens skabelse af ulighed som i Occupy Wall Street og forværring af klimakrisen som Extinction Rebellion. De formulerede overordnede politiske krav men forblev bevægelser uden politisk tilknytning.

Heroverfor står – og stod – den ekstreme højrefløj, som ikke ønskede et opgør med kapitalen, men i stedet kastede sig over effekterne af globaliseringen. Den formulerede konkrete fjender først og fremmest i form af flygtninge og immigranter fulgt op af vægten på nationale og religiøse værdier. De organiserede sig til gengæld i politiske partier og stillede op til valg.

De forspildte muligheder.

Det ligger nærmest i bevægelsers DNA, at de er fremragende til at sætte fokus på et problem, en uretfærdighed eller rejse et krav, men de er ikke i stand til at formulere en politisk løsning.

Den globale bevægelse ”Occupy Wall Street” er måske det mest lysende eksempel herpå. Dens mål var at bekæmpe den voksende økonomiske ulighed. Fra starten blev bevægelsen kritiseret for ikke at have nogen klare krav, som kunne bruges i den politiske kamp. Omvendt blev manglen på sådanne krav brugt som begrundelse for bevægelsen favnede bredt på tværs af landegrænser. Den kunne ikke knyttes op på et bestemt parti eller ideologisk retning. Omfanget af protesterne viste, hvorledes der var bred opbakning bag ideen om en omfordeling af velstand. Den manglende evne til at formulere det som en række politiske krav, der kunne bruges i den parlamentariske magtkamp, betød imidlertid, at bevægelsen gik i indre opløsning og smuldrede. I dag er Occupy Wall Street stort set ikke-eksisterende.

Heller ikke det arabiske forår lykkedes. Da kravet om præsident Hosni Mubaraks afgang blev opfyldt fadede bevægelsen ud i Ægypten. Det tog kun militæret lidt over 1 år at generobre magten. ​​ Og sådan kunne man fortsætte med eksempler på bevægelser, der rejste krav, fik stor opbakning, i perioder fik sat politisk fokus på en sag og flyttet holdninger men sjældent fik det omsat til egentlig lovgivning.

Kigger man tilbage på 2010’erne, så var, som tidligere nævnt, fokus på arbejdsløshed, voksende social ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse og voksende klimakrise, så det var, eller burde være, socialdemokraternes og venstrefløjens dagsorden. Alligevel blev det ikke deres årti

Kigger man på Europa, så har årtiet været næsten en katastrofe for den socialdemokratiske bevægelse. I lande som Grækenland og Frankrig er partiet nærmest udryddet og de tyske socialdemokrater synes på en ustoppelig nedtur. Kun lidt bedre er det gået for venstrefløjen. Ikke desto mindre gik venstrefløjen i EU samlet tilbage ved seneste valg til EU-parlamentet. Et enkelt lyspunkt kan ses – i USA hvor Bernie Sanders vinder stigende opbakning.

2010’erne har haft en venstrefløjens dagsorden, men det er den ekstreme højrefløj, der har vundet magten på dagsordner som ”America First” eller nationalisme med religiøse undertoner i forskellige afskygninger. Det skyldes ikke, at kravet om forandringer er svækket. Protesterne fortsætter i lande som Chile, Libanon og Hong Kong for nu at nævne nogle. Også klimakampen har nået globale dimensioner.

Dagsordenen for 2020’erne er den samme, og med en finanskrise i sigte bliver den måske skærpet. Hvis solidaritet og internationalisme skal vinde over snæversyn og nationalisme, så kræver det, at socialdemokrater og venstrefløj går nye veje og skaber løsninger, der er reelt systemforandrende.

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020