Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Arbejdsmarkedets elitebilister

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

2. december 2019

Særligt gunstig arbejdsløshedsforsikring for arbejdsmarkedets elitebilister kan komme til at fungere som en trojansk hest, der lukkes ind bag de politiske forsvarslinjer for det danske dagpengesystems bærende principper.

Det måtte komme. Et politisk flertal i Folketinget har skabt et marked for de virksomheder, der ser en god forretning i at tilbyde helt privat arbejdsløshedsforsikring til en særlig lille privilegeret del af befolkningen. Virksomheden ASE, der i forvejen driver a-kasse, har set mulighederne. I den forløbne uge lancerede ASE et privat forsikringstilbud til de veluddannede i høj- og mellemindkomstgruppen, der har særlig lav risiko for at blive arbejdsløse. Den gode forretning består netop i, at det er et tilbud udelukkende til dem, det ikke koster særlig meget at forsikre. Det er dem og ikke alle os andre, der får et godt tilbud.

Når ASE’s tilbud kommer netop nu, er det ingen tilfældighed. Aldrig har en business-case for en sådan privat arbejdsløshedsforsikring for de udvalgte været så god som netop nu. Det potentielle marked og forretningsmuligheder har aldrig været større.

Det kan ASE først og sidst takke politikerne for. Over en længere årrække har politikerne udhulet dagpengenes gennemsnitlige dækning for tab af arbejdsindkomst ved ledighed. Dagpengene dækker mindre og mindre af den tabte indkomst. ​​ Den gennemsnitlige kompensationsgrad er faldet fra ca. 63 pct. (før skat) i 1994 til ca. 54 pct. i 2018. Det er et fald i den økonomiske tryghed, der kan mærkes. Ikke mindst i disse år, hvor udhulingen går ekstra hurtigt, takket være det flertal i Folketinget, der stod bag vedskattereformen i 2012, som nu er ved at blive implementeret.

Vi er i dag der, hvor et flertal i Folketinget over en længere årrække har skabt et nyt og voksende marked for virksomheder som ASE. Markedet er ikke noget, der ’er der’. Det er noget, der skabes.

Dette marked er blevet skabt over lang tid. Private arbejdsløshedsforsikringer er imidlertid ikke noget nyt fænomen. De har eksisteret siden 1970’erne. Men det er først for alvor blevet udbredt inden for de seneste 20 år, hvor den løbende forringelse af dagpengedækningen har medvirket til, at bl.a. en række større fagforbund har tegnet kollektive tillægsforsikringer for bestemte medlemsgrupper. Ifølge Forsikring og Pension var der i 2018 knap 340.000 personer, der var dækket af en privat lønsikring. Det svarer sådan cirka til hver 6. af de dagpengeforsikrede.

Principper på spil

Men kan vi andre ikke være ligeglade med dette marked og hele den udvikling? Skal sygeplejersker, ingeniører og jurister ikke have lov til at bruge deres penge på en privat forsikring mod en mere eller mindre mikroskopisk risiko for at blive arbejdsløse? Svaret er et nej til det første spørgsmål og et ja til det sidste. Nej, vi kan bestemt ikke være ligeglade med udviklingen af det marked, som ASE nu forsøger sig på. Men jo til, at ingeniørerne og juristerne skal have lov til at købe forsikring, hvor de vil. Samfundets og fagbevægelsens interesser i denne sag handler ikke om ASE eller ASE’s forretningsmetoder eller selve retten til at sælge privat lønsikring. Vores fælles interesse handler derimod om selve de principper, der skal gælde for det danske dagpengesystem. Det er dem, der er på spil.

Spørgsmålet er, om det danske dagpengesystem, som ASE’s administrerende direktør Karsten Mølgaard Jensen lægger op til, skal bygge på de samme principper som en privat bilforsikring, hvor der er særligt gunstige vilkår for såkaldte elitebilister? Svaret er et ubetinget nej. Et sådant dagpengeprincip strider helt grundlæggende med det danske dagpengesystem, som det er lykkedes arbejderbevægelsen at få bygget op gennem mere end 100 år.

For godt 50 år siden, nærmere bestemt i 1967, indførte vi et dagpengesystem, der sagde klart og entydigt nej til bilforsikringsprincipper på dagpengeområdet. Dengang sagde vi farvel til et usolidarisk dagpengesystem, hvor nogle særlige grupper gøres til arbejdsmarkedets elitebilister med særligt gunstige dagpengevilkår. Siden 1967 har det bærende princip i dagpengesystemet været det samme: Uanset hvor stor eller lille en risiko man har for at blive arbejdsløs, skal man betale det samme for at være medlem af en a-kasse, hvor man har helt de samme dagpengerettigheder. I A-kassen er vi alle elitebilister på arbejdsmarkedets, hvis vi har haft den beskæftigelse, der kræves for at opnå ret til dagpenge.

Da vi indførte disse principper, var det et bevidst politisk til- og fravalg. Vi valgte et solidarisk dagpengesystem og fravalgte et system med en dårligere forsikring for de grupper, der havde større risiko for at blive arbejdsløs end andre. Det valg har så vi holdt fast i lige siden, og det skal ikke gøres om igen. Vi skal hverken tilbage til et samfund, hvor vi hver især bærer vores egen risiko for at bliver arbejdsløs eller et samfund, hvor den ufaglærte må bære en langt, langt større risiko end ingeniøren og juristen. Det er derfor vi skal forsvare vores nuværende dagpengeprincipper mod at blive udkonkurreret af ASE-principper om noget særligt for de særligt jobsikre.

ASE som trojansk hest

Endnu er der heller ingen politikere, der direkte har slået til lyd for ASE-principperne. Men det kan komme. Tilmed før vi aner. Vi risikerer nemlig, at ASE’s tilbud kan komme til at fungere som en trojansk hest, der lukkes ind bag de politiske forsvarslinjer for det danske dagpengesystem. ​​ 

Flere og flere, ikke mindst blandt de bedst lønnede oplever, at den økonomiske tryghed, de køber for a-kasse-kontingentet, bliver mindre og mindre. Derfor begynder flere og flere at se sig om efter mulighederne for at forbedre eller supplere a-kasse-trygheden. Hvis ASE’s og andres private forsikringstilbud på den baggrund får vind i sejlene og tilstrækkeligt mange begynder at vælge vores fælles a-kasse-forsikring fra, vil det gøre dagpengesystemet dyrere for skatteborgerne og politikerne. Får ASE de 250.000 kunder, som man satser på, vil langt hovedparten komme fra a-kasse-systemet. Dermed vil staten gå glip af et årligt statsbidrag på op mod 1 mia. kr. Så meget sparer staten slet ikke i dagpenge til dem, der melder sig ud af a-kasserne. De grupper, som ASE satser på, er de grupper, der har allermindst risiko for arbejdsløshed - og som kommer allerhurtigst tilbage i et nyt job ved ledighed.

Beregninger fra Det Økonomiske Råd har vist, at selv hvis man regner på dagpengeforsikrede med en ledighedsgrad under 2 procent, bidrager de netto til dagpengesystemet. De grupper, som ASE nu tilbyder privat forsikring, tilhører efter alt at dømme en gruppe, hvor ledighedsrisikoen er endnu mindre. Får ASE succes med sin forsikring for de allermest jobsikre, vil der forsvinde et større nettobidrag til vores fælles solidariske dagpengesystem. Et dræn i statskassen, der vil gå til at sikre forretningen ASE en økonomisk gevinst.

Bliver det fælles dagpengesystemet dyrere og samtidig mindre dækkende, vil det give politisk genlyd, og det vil formodentlig blive endnu sværere at skaffe et politisk flertal for at stoppe udhulingen af dagpengenes dækningsgrad. Dermed risikerer vi, at der banes vej for endnu mindre økonomisk tryghed for de a-kasse-forsikrede. Et godt privat tilbud til de jobsikre og vellønnede risikerer at føre til et dårligere offentligt tilbud til de a-kasse-forsikrede.

Kommer der for alvor kommer gang i en glidende markedsbestemt privatisering af dagpengesystemet, vil det være nærliggende for liberale og konservative kræfter at fiske i rørt vande. Det vil ligge lige for at foreslå en politisk dikteret liberalisering af hele dagpengesystemet. Det første skridt i den retning kan blive en gradvis privatisering af selve risikoen for arbejdsløshed, så a-kasser med stor ledighed selv kommer til at betale en stadigt større del af dagpenge med medlemskroner. Sker det, vil en række faglige a-kasser for ufaglærte og andre med høj ledighedsrisiko blive dyrere end de a-kasser, der har mange jobsikre medlemmer. Så bliver det endnu mere umuligt for fagbevægelsens a-kasser at tiltrække og fastholde medlemmer.

Radikale Venstres forslag om en statslig arbejdsløshedsforsikring vil også, udover selve det slet skjulte angreb på den faglige organisering, kunne rumme en sådan undergravning af de nuværende dagpengeprincipper. Det vil f.eks. kunne være en statsudgave af ASE, hvor særlige grupper med særligt lav ledighedsrisiko, kan få en lovbestemt ret til højere dagpenge end andre, måske tilmed for en lavere forsikringspræmie.

De blå partier vil uden tvivl forsøge at markedsføre en sådan usolidarisk udvikling under liberale paroler om valgfrihed og ’solidaritet mellem ligestillede’. De borgerlige partier vil overtage ASE-direktørens argumenter om, hvor uretfærdigt det vil være, hvis arbejdsmarkedets elitebilister skal være med til at betale til de fælles løsninger. De fortjener ’bedre’. Direkte eller indirekte vil der blive sat spørgsmålstegn ved, om de mange ufaglærte, håndværkere, nyuddannede og en hel masse andre nu også fortjener deres dagpenge. Venstreborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har med sit vedholdende angreb på arbejdsløse nyuddannede akademikere allerede slået melodien an. Når det kommer til stykket, er de arbejdsløse nok for kræsne eller dovne og dermed selv skyld i, at de må gå arbejdsløse. En sådan mistænkeliggørelse vil så blive brugt som argument for, at de derfor ikke ’fortjener’ nær så gode dagpenge som ingeniøren, juristen og de andre elitebilister på arbejdsmarkedet.

Forhåbentlig får denne borgerligt-liberalistiske argumentation ikke vind i sejlene til at liberalisere dagpengesystemet, for sker det, vil a-kasse-kontingentet stige for store del af FH-fagbevægelsens medlemmer. Det vil så gå ud over den faglige organisering. Flere og flere vil begynde at droppe enten a-kassen og/eller fagforeningen.

Samtidig vil det svække fagbevægelsen med færre medlemmer. Selv dem, der kun vælger at droppe a-kassen, vil svække fagbevægelsen. Hvis flere og flere på en arbejdsplads ikke har ret til dagpenge, vil frygten for en fyreseddel stige. Færre vil have mod på at stå fast på rettigheder over for ledelsen. Samtidig vil et liberaliseret dagpengesystem øge presset på lønningerne fra de arbejdsløse, der bare skal have et arbejde for næsten enhver pris. En liberalisering af dagpengesystemet vil kort sagt ændre selve det danske arbejdsmarked. Præcis som det er den politiske hensigt: et arbejdsmarked med svagere lønmodtagere og stærkere arbejdsgivere.

Derfor er på høje tid, at venstresiden i Folketinget nu går politisk i offensiven for en bedre dagpengedækning til alle de a-kasseforsikrede. Ikke noget med at gå ASE’s vej med bedre dagpenge til udvalgte grupper, som nogle i fagbevægelsen indimellem har følt sig fristet af. Vi skal have gennemført en ordentlig dagpengedækning, og den skal være for alle. Vi skal holde fast i, at det danske dagpengesystem i forvejen er for arbejdsmarkedets elitebilister. De fortjener alle sammen en ordentlig dagpengedækning.


Næste nummer udkommer 15. december 2019