Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Liberalt makværk med perspektiver

 

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

 

Først i november måned lykkedes det endeligt forligspartierne bag seniorpensionsforliget i foråret at nå til enighed om, at ordningen skal træde i kraft ved årsskiftet. Men endnu er det ikke endeligt afgjort, hvem der skal administrere den nye ordning. Det skal bare ikke være kommunerne. For ifølge erfaringerne med kommunernes forvaltning af seniorførtidspensionsordningen har det medført store forskelle i tildeling af ydelsen.

 

Forligskredsen, som er Venstre, Konservative, Liberal Alliance, DF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, har - minus regeringen - ikke tillid til kommunernes evne og vilje til at gennemføre en ensartet behandling af loven. Man mistænker kommunerne for snæver budgettænkning. Den tanke, at de forskellige kommuner alt efter politisk flertal har forskellige prioriteter, kan end ikke komme på tale. Eller at relativt store indtægts- og udgiftsforskelle de enkelte kommuner imellem selvfølgelig spiller ind, når den ene eller den anden lovbestemte ydelse skal prioriteres.

 

Det er jo kun i det liberale himmelrum, at alle kan forvente at få tilkendt samme ydelser efter lovens meterstok. I det univers overtrumfer den formelle lighed for loven alle reelle uligheder og ulige betingelser i øvrigt.

 

Ud fra det ideologisk politisk-økonomiske standpunkt har de nævnte forligspartier minus socialdemokratiet heller ikke grund til at nære tillid til kommunerne. For derude i den enkelte kommunalbestyrelse deler man sig godt nok efter politisk overbevisning som på Christiansborg, men man er til forskel herfra udsat for et massivt virkelighedspres hver dag fra mange forskellige borgergrupper og disses ikke altid konvergerende interesser.

 

Spillet mellem de vedtagne forlig på Christiansborg, som enten retter sig mod meget specifikke problemstillinger eller grupper af borgere og kommunerne, som skal forvalte forligene, spejler oftere og oftere liberalismens indre og uløselige modsætning: konflikten mellem det formelle ligemageri og verdens reelle ulighed.

 

Men hvad så?

Indholdet i seniorpensionen kan beskrives ganske enkelt. Ansøgeren skal have seks år eller mindre til sin folkepension og et helbred, hvor han eller hun ikke kan klare mere end 15 timers arbejde om ugen og har været 20-25 år på arbejdsmarkedet.

 

Så lad os i stedet kaste et blik på det dilemma, forligspartierne minus socialdemokratiet (socialdemokratiet har kun tilsluttet sig ordningen, men ikke måden, den skal forvaltes på) er havnet i. Man vil ikke overlade det til kommunerne at administrere ordningen. Det antages, at de for at spare penge (kommunerne vil stå for 80% af udgiften) vil tildele alt for få ydelser. Historisk er der ikke belæg for påstanden, men den er intuitiv gangbar. Administrationen skal heller ikke overlades til et statsligt organ. Her kan problemet blive det samme. Så man er landet på, at det skal være en statskontrolleret institution som eksempelvis ATP. Problemet er blot, at ATP ikke kan blive klar til at administrere ordningen til 1. januar 2020, og at det må siges at være en nyskabelse at placere myndighedsansvaret hos en privat institution. Så enten skal man vente med at indføre ordningen, eller også skal der findes en overgangsordning, indtil eksempelvis ATP er på plads. Regeringen har spiddet de andre forligspartier, der udgør et flertal uden om regeringen, ved at foreslå, at kommunerne, som stort set har hele apparatet kørt på plads, overtager administrationen, indtil ATP kan overtage sin del af ordningen. Forligskredsen har accepteret regeringens forslag.

 

Valgkonkurrence og efterbrænding

Men hvordan kan forligskredsen havne i en så grotesk politisk og forvaltningspraktisk situation? Det korte svar er, at seniorpensionsordningen først og fremmest var tænkt som et taktisk obstruerende modspil til socialdemokratiets mærkesag op til folketingsvalget – tidlig folkepension for nedslidte lønmodtagere.

 

Mens socialdemokratiets udspil ikke var – og endnu ikke er – særligt konkret, hvor især problemet med objektive tildelingskriterier er i fokus, lå det lige for i stedet at pudse den kendte seniorførtidspension af bl.a. ved at lempe på tildelingskriterierne. På trods af forskellige uklarheder i forligsudspillet tvang det socialdemokratiet til at tilslutte sig forliget, i og med partiets eget udspil ikke var så meget på plads, at det kunne udfylde pladsen som alternativ.

 

Lars Løkke Rasmussen fik hevet et forlig hjem og i tilgift neutraliseret socialdemokratiets udspil. Siden har der ikke hersket den store virak om forliget. Men forligspartierne er på den anden side klar over, at der snart skal ske noget, hvis ikke de vil have aben retur. Problemet er, som beskrevet, at man ikke har ofret megen energi på at udforme en praktisk løsning, så deadline kan overholdes.

 

Liberalt makværk

Og her står man så. Ingen tillid til kommunerne. ATP eller en anden koncessioneret aktør er ikke parat til at overtage opgaven, og hvad værre er, modsætningen mellem visitation og myndighed og tildeling er ikke løst. Hvilket ganske berettiget har fået KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) til at kalde forligspartiernes ordning ”politisk makværk”.

 

Men faktisk er både overgangsordningen og konturerne af den permanente ordning liberalt makværk. Det hører normalt med til god liberal tone: ”at den, der betaler for musikken, også bestemmer melodien”. I den ordning, der er på tegnebordet, vil ordningen blive: ”Nogen bestemmer melodien og overlader regningen til orkesteret”.

 

Her skal lige indføjes, at kommunerne har afvist at stå for overgangsordningen, men regeringen har gjort kort proces og beordret dem til at gå i gang og blive klar inden 1. januar 2020. Men selv om ordningen er åbenbar barok og målt på alle forvaltningsparametre urkomisk, udgør beslutningen det mindste problem.

 

Som KL har dokumenteret og fremført igen og igen, giver det ingen mening, at kommunerne skal identificere de borgere, der lever op til kriterierne for at få tilkendt seniorpension. Herefter skal de visiteres, og først herefter skal den institution, der står for selve udmålingen og tildelingen af ydelsen, ind over. Hvorefter opgaven skal tilbage til kommunerne, der skal administrere ordningen praktisk.

 

Foran sig, ser man antallet af transaktioner og korrektioner vokse. Fejlkilderne er legio, og alle kan frakende sig ansvaret overfor den enkelte borger. Ansvarsplaceringen kan blive noget af det nærmeste man kommer et perpetuum mobile. Helt bortset fra det grundlæggende logiske paradoks, som også er den liberale tænknings grundparadoks: hvordan skal det kunne lade sig gøre at nå frem til en lovsikret ensartethed, når opsporingen og visitationen beror på en den enkelte sagsbehandlers myndighedsvurdering og alene udmålingen af ydelsen og tildeling foregår efter såkaldt objektive kriterier?

 

Det er ikke alene et paradoks. Det er et nutidigt liberalt grundproblem, fordi man ikke – eller i hvert fald ikke endnu – tør tage konsekvensen af sit eget ideologisk-politiske grundlag. Hvor gerne man end vil håndhæve forestillingen om det politiske markeds ligevægt og beskyttelsen af borgernes adgang til ensartede ydelser gennem en teknokratisk udpresning af det politiske, så havner beslutningerne hver gang på, at det endnu ikke er lykkedes at overflødiggøre den politiske beslutning og forvaltning. Den problemstilling og det følgelig anspændte forhold til de demokratiske beslutningsprocesser og politik i almindelighed har redet de liberale som en ond ånd over flere århundreder. Den onde ånd er så også dukket op i udmøntningen af seniorpensionsforliget.

 

En løsning kun få vil tale om

Når seniorpensionssagen fortjener fuld opmærksomhed skal forklaringen findes i den underliggende liberale logik og dens perspektiver for en kommende borgerlig regering.

 

Hvis man vil opnå maksimal regulering af alle de faktorer, der fremmer markedskræfterne og indskrænke alle de faktorer, der optræder hæmmende og samtidig holde de offentlige udgifter på et rimeligt niveau, indeholder løsningen tre grundsatser, hvor alle tre betinger hinanden for at virke effektivt:

 

  • Omsæt velfærdsstatens komplekse ydelsessystem til simple målbare ydelser, der både indholdsmæssigt og udgiftsmæssigt kan kvantificeres,

  • Opret institutioner udenfor det politiske system til at oversætte de politiske beslutninger til praktisk, objektiv ydelsestildeling og udbetaling,

  • Begræns politikken og dermed det kommunale selvstyre til borgernes indflydelse på, hvem der skal styre og praktisk forvalte de beslutninger, der er truffet og administreres andet steds. ​​ 

 

Dertil er vi ikke helt kommet endnu. I hvert fald ikke i praksis. Men hos forligspartierne har det på ingen måde været fremmed, at man i placeringen af administrationen af seniorpensionsordningen har kunne se en model for, hvordan man i fremtiden kan sikre ensartede ydelser ved at placere administrationen i ikke- politiske institutioner og den praktiske håndtering i de politiske institutioner. Om ikke i ord så i praksis en teknisk udtynding af det politiske.

 

Et enkelt parti i forligskredsen har dog uden den helt store opposition fra de andre partier instrumentaliseret tankegangen videre. I Liberal Alliance kan man godt forestille sig, at ordningen med tiden digitaliseres på en sådan måde, at der udvikles objektive algoritmiske tildelingskriterier, hvad der både kan spare arbejdskraft og reducere de melleminstitutionelle konflikter.

 

At LA’s bud på en digitaliseringsløsning ikke er helt tåget, men faktisk nærliggende som klinisk løsning på det liberale paradoks, finder måske sin begrundelse i den voksende tendens til at vedtage love på Christiansborg, hvor de tekniske krav om ensartethed udpresser de ofte konfliktende konkrete politiske skøn, som trods alt formidler legitime gruppe- og klasse interesser.

 

Sæt nu det faktisk kan lade sig gøre at overføre administrationen af flere offentlige ydelser til ikke-offentlige institutioner med kapacitet til at udvikle ”objektive” og ikke umiddelbart gennemsigtige algoritmiske systemer, så vil man være kommet meget tæt på den optimale udgave af den liberale regulering af samfundet, hvor politik opfattes og omtales som en besværlig omvej for ”indlysende rigtige” tekniske løsninger. Og hvor folkelig opposition eller kritik ikke vil bestå rationalitetstesten.

 

Ganske rigtigt politisk makværk – men med perspektiver

Måske lidt vidtgående konklusioner på grundlag af trakasserier indenfor et relativt begrænset politikområde. Og så alligevel ikke. Med overskriften: ”Kommunalt selvstyre kan komme i vejen for Serviceloven” citerer dknyt.dk den 23/11 en forsker og organisationer for at drage Serviceloven i tvivl. Begrundelsen er, at borgere med ensartede handicap ikke kan vide sig sikre på at få tilkendt samme ydelser i de forskellige kommuner. ”Det kalder på en demokratisk diskussion”. Og ”man bør tage en demokratisk diskussion af, hvorvidt vi som samfund mener, at det er retfærdigt, at mennesker med handicap bliver behandlet tilfældigt, alt efter om de bor i A eller B kommune…”.

 

Læg mærke til det lille ord ”tilfældigt”, som her knytter sig til forskellige legitime politiske prioriteringer i de forskellige kommuner, og ”retfærdigt” identificeres med ensartethed.

 

Hvis den tankegang vinder frem, hvilket er tilfældet og i øvrigt – om end ufrivilligt – understøttes af venstrefløjens krav om minimumsnormeringer, individuelle klippekort osv., så vil det endnu engang lykkes de liberale, selv om de ikke har noget substantielt at byde på, at sætte sig på den politiske dagsorden, hvor teknik og ydelsesrationalitet fortrænger det politiskes ufornuft.

4


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020