Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

Et karaktermord på arbejdsløse akademikere og a-kasserne med ministerdeltagelse

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

18. november 2019

Denne kommentar handler om opklaringen af et mord. Eller rettere flere mord. Flere karaktermord, hvor det første mord viser sig at være motivet for et kommende, politisk begrundet mordforsøg.

Lad os starte denne mordhistorie i det udramatiske hjørne. Den drejer sig – i første omgang – ikke om et egentligt mord, men om et karaktermord. I den politiske verden er karaktermord ikke nogen helt sjælden forbrydelse. Hvor mange gange har vi ikke hørt de politiske kommentatorer fortælle os om den slags. Som regel er der tale om et overlagt karaktermord, hvor nogle politiske aktører iværksætter en større eller mindre miskrediteringskampagne for at ødelægge en politisk modstanders eller konkurrents gode ry og rygte.

Denne sag startede med, at Københavns beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i Berlingske Tidende kastede sig ud i noget, der må betegnes som et gruppekaraktermord. Hvis man ellers kan tale om noget sådant. Med massiv mediedækning og velvillig optaktsmusik fra bl.a. Lederne og DA gik hun til angreb på nyuddannede arbejdsløse akademikere i almindelighed og arbejdsløse humanister i særdeleshed. De blev kort fortalt karakteriseret som ’luddovne’. Så luddovne, at de ikke ville opfylde deres såkaldte rådighedsforpligtigelse ved at skaffe sig et job bag kassen i en Netto-butik.

Hvorfor begik den øverste chef for de københavnske jobcentre nu dette overlagte karaktermord? Umiddelbart kan det være svært at forstå. Hvorfor har Cecilia Lonning-Skovgaard så stort et behov for at nedgøre en bestemt gruppe arbejdsløse. Hvorfor er hun som beskæftigelsesborgmester ikke mere optaget af at hjælpe dem og andre ledige i arbejde?

Forklaringen finder man ved at efterforske karaktermordet lidt nærmere. Cecilia Lonning-Skovgaards egentlige motiv er ikke at stemple de arbejdsløse akademikere og humanister. Det bagvedliggende motiv for at miskreditere de arbejdsløse akademikere er, at Cecilia Lonning-Skovgaard har et ønske om at ødelægge a-kassernes ry og rygte. Der er dem, Venstre-borgmesteren er ude efter. Hendes egentlige ærinde er ikke så meget rettet mod luddovne akademikere, men mod de A-kasser, der skal kontrollere, om de ledige er til rådighed.

Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard holder A-kasserne nemlig hånden over luddovne arbejdsløse. Ja, de gør det tilmed i ulovlig grad. A-kasserne undlader at iværksætte de sanktioner, de skal ifølge loven: ”Man skal ikke have været længe i systemet som arbejdsløs akademiker, før man opdager, at jobcentret ganske vist skubber på og siger, at man skal søge flere job, fordi man i jobcentret har opdaget, at man er så luddoven, at man ikke gør det.”

Vi har kort fortalt at gøre med en eventyrfortælling om Cecilia Lonning-Skovgaards egne gode jobcentre, der gør deres pligt og jagter de dovne arbejdsløse efter bedste evne, men forhindres i at gøre arbejdet færdigt af eventyrets egentlige skurk: A-kasserne.

I den fortælling afslører Cecilia Lonning-Skovgaard med al tydelighed sit egentlige motiv og sine egentlige mordplaner. Det egentlige motiv for det grove karaktermord på de arbejdsløse akademikere og deres a-kasser er at miskreditere a-kasserne. Et karaktermord på a-kasserne, der skal bane vejen for, at politikerne på Christiansborg kan indtræde i rollen som riddere på hvide heste, der redder jobcentrene fra a-kassernes ulovlige pylren om dovne ledige.

Med den fortælling får Cecilia Lonning-Skovgaard sagt, hvad der er hendes egentlige ærinde: A-kasserne skal fratages retten til at tage stilling til, om de ledige gør det, de skal, for at kunne få dagpenge. Overlader man den opgave til jobcentrene – en gammel Venstre-drøm - så vil skatteborgerne kunne spare en masse dagpenge, og vi vil alle sammen kunne se frem til at blive betjent af en akademiker ved kassen i Netto. ​​ Så vil jobcentre som Cecilia Lonning-Skovgaards egne i Københavns kommune nemlig kunne få lov til at tage dagpengene fra alle de ledige, som jobcentrene mener at kunne udpege som ’luddovne’. Det mener og tænker Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes politiske bagland i Venstre tydeligvis.

Lonning-Skovgaard er her ude i helt samme ærinde som Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen, der i sin tale til Venstres landsmøde gjorde rigtigt meget ud af at fortælle landsmødedeltager og Tv-seere, hvor stålsat Venstre er på at ’vise respekt for dem, der arbejder’ ved at gå hårdt til dem, der ikke har skaffet sig et arbejde.

Dét er den egentlige mordplan. De arbejdsløse skal jagtes, og A-kasserne skal slås ihjel. Hvis man fratager a-kasserne muligheden for at være frivillige foreninger, der kan tilbyde sine medlemmer en lovbestemt ret til dagpenge, hvis de ellers opfylder arbejdsløshedsforsikringslovgivningens stadigt strammere betingelser, er det at slå den danske a-kassemodel ihjel. Intet mindre. Om a-kasserne formelt vil fungere videre som ekspeditionskontor for jobcentrenes beslutninger vil i den sammenhæng være en underordnet detalje. Hvis Cecilie Lonning-Skovgaard og Venstre kommer igennem med at lade kommunerne overtage kompetencen til at afgøre, om en ledig er berettiget til dagpenge eller ej, er a-kasserne frataget selve deres eksistensberettigelse.

Det er lidt uklart, om Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes politiske bagland i Venstre samtidig har endnu mere vidtgående ønsker. Vil de også tage livet af de nuværende dagpengeregler? Den mistanke kan man nemt få, når man hører udtalelserne. Vi har nemlig i dag en dagpengelovgivning, hvor det hverken er op til jobcentrene eller a-kasserne at tage dagpengene fra en arbejdsløs, hvis hun eller han ikke lige har søgt og fået job i Netto eller lignende.

De nuværende dagpengeregler siger, at de arbejdsløse skal opfylde deres rådighedsforpligtigelse. Alle ledige uanset uddannelse og erhvervserfaring er forpligtede til at stå til rådighed for ’ethvert job’, de vil kunne bestride, uanset om jobbet er i Netto eller på direktionsgangen i A.P. Møller. Kommer et af Cecilia Lonning-Skovgaards jobcentre og tilbyder en arbejdsløs akademiker et kassejob i Netto, er han forpligtet til at tage det, hvis han kan bestride det. Helt ligesom det ville være tilfældet for den arbejdsløse smed, der fik tilbudt et pædagogmedhjælperjob i vuggestuen. Ingen særbehandling af hverken akademikeren eller kasseassistenten her.

Med de danske dagpengeregler har man udtrykkeligt sagt nej til at gøre lovgivningen, jobcentrene eller a-kasserne til moralske formyndere, der skal bestemme præcis, hvordan denne rådighedspligt skal opfyldes. Den arbejdsløse skal selvfølgelig søge job tilstrækkeligt seriøst og intensivt. Men loven foreskriver ikke præcis, hvor og hvordan de skal gøre det. I et Venstre-sprog, som Cecilia Lonning-Skovgaard kan forstå, heddet det frihed under ansvar. Samfundet pålægger dem en pligt til at søge arbejde. Men det er de arbejdsløse selv, der har friheden til og ansvaret for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og finde et job.

Man kan frygte, at det også er denne frihed under ansvar, Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes politiske bagland i Venstre vil til livs. Cecilia Lonning-Skovgaard drømmer tydeligvis om at lade jobcentrene jagte ’luddovne’ akademikere, fordi de ikke har brugt tiden på at søge job i Netto – eller ikke fået det Netto-job, de søgte.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) valgte desværre i første omgang at deltage i karaktermordet på de arbejdsløse akademikere og deres a-kasser. Han udtalte bl.a.: ​​ ”Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl.” Ligesom mange har spurgt Cecilia Lonning-Skovgaard om, hvilket belæg hun har for at kalde arbejdsløse akademikere for luddovne, kunne man med endnu større ret spørge Peter Hummelgaard, hvilket belæg han har for, at beskylde arbejdsløse akademikere for at føle sig ’bedre og mere værd’ end Netto-arbejderen. Uden belæg er den slags beskyldninger og mistænkeliggørelser noget, der kun kan bruges til et karaktermord.

I første omgang kom Peter Hummelgaard – måske uforvarende – til at bidrage til mistænkeliggørelse af både ledige og a-kasser. Han sagde bl.a. ”For dem, der ikke vil tage andre job end de job, de specifikt er uddannet til, har vi regler om, at de skal stå til rådighed aktivt og tage imod de job, de får tilbudt af jobcenteret eller a-kassen. Hvis de ikke gør det, skal det have konsekvenser for deres ydelse. Og det forventer jeg, at jobcentre og a-kasser følger.” Ja, sådan er reglerne. Det ved vi godt. Men hvorfor påtager beskæftigelsesministeren sig rollen som den strenge fader, der formaner a-kasserne om, at han forventer, at de følger loven? Dermed lader han det ligge mellem linjerne, at han har en mere eller mindre berettiget mistanke om, at det ikke sker i dag. Det må undre. Om nogen ved beskæftigelsesministeren, at hans eget kontrolorgan over for a-kasserne år efter år har kontrolleret a-kasserne og kun fundet få, små fejl. Dermed lignede det unægtelig grundløs mistænkeliggørelse.

Det skal til Peter Hummelgaards ros siges, at han efterfølgende i bl.a. Facebook-opdateringer har forsøgt at rette op på de første skævere og vride sig ud af Venstre-borgmesterens karaktermord på de ledige akademikere. ​​ 

Cecilia Lonning-Skovgaard og hendes politiske bagland i Venstre kom desværre ganske langt med karaktermordet på de arbejdsløse akademikere og a-kasserne – og med uventet ministerdeltagelse. Begge dele kunne både de arbejdsløse, a-kasserne og vi andre godt have undværet. Måske er det på tide, at regeringen, fagbevægelsen og venstrefløjen overvejer, hvordan det bliver os og ikke en Venstre-borgmester, der sætter dagsordenen for en bedre arbejdsmarkedspolitik og hjælp til de ledige. Det bedste forsvar mod et karaktermord er ikke skamros til status quo, men klare bud på, hvordan vi kan blive bedre til at skabe et arbejdsmarked, hvor alle får en mulighed for et godt jobmatch til gavn for både de ledige, arbejdsgiverne og samfundsøkonomien.

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020