Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Ydelseskommission kan være løvens hule

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

4. november 2019

I den politiske forståelsesaftale, der dannede grundlag for Mette Frederiksens regering, kan man læse, at Socialdemokratiet har fået SF, Enhedslisten og Radikale Venstre med på et forslag om at nedsætte en såkaldt ydelseskommission. Det kan, som det vil fremgå nedenfor vise sig at være løvens hule, SF og Enhedslisten dermed er på vej ind i. ​​ 

Det er ikke umiddelbart ganske klart, hvad det er for et politisk projekt, Mette Frederiksen har fået SF, EL og Radikale Venstre med på med nedsættelse af en ydelseskommission. Men noget er man tydeligvis blevet enige om. Partierne er enige om det operationelle. Regeringen skal nedsætte en ydelseskommissionen. Inden for et år skal kommissionen gennemgå de nedsatte ydelser, dog uden at være helt præcis på, hvilke ydelser det drejer sig om. Ser man tilbage på dansk politik de sidste 10 år, er listen over ydelser, der er blevet sat ned, ganske vist alenlang. Men man må forstå, at ydelseskommissionen i virkeligheden ikke skal se på alle de ydelser, der er blevet sat ned, men kun de laveste ydelser, der også er blevet sat yderligere ned undervejs. Ud fra denne gennemgang skal kommissionen så komme med et sammenhængende forslag til, hvordan de sociale ydelser som kontanthjælp, integrationsydelse og boligydelse skal se ud i fremtiden.

Men er partierne også enige om, hvad kommissionens anbefalinger skal bruges til? Måske. Partierne bag den politiske forståelsesaftale er i hvert fald blevet enige om at sætte nogle overskrifter på, hvad en ydelseskommission skal bruges til. Partierne er enige om, at gennemgangen af de laveste ydelser skal bruges til at komme med anbefalinger, der bl.a. skal ’sikre, at konsekvenserne for børnene ved forældrenes manglende job minimeres, at nytilkomne ikke modtager højere ydelser end herboende, og at der er de rigtige balancer mellem hensynet til integration, deltagelse på arbejdsmarkedet, levevilkår mv.’

I den politiske forståelsesaftale får man ikke noget nærmere at vide om, hvor langt ’minimeringen’ af børnefattigdom mv. skal gå. Der står heller ikke noget om, hvad der skal forstås ved ’de rigtige balancer’ mellem levevilkår, integration og arbejdsmarkedsdeltagelse. Partierne er tilsyneladende blevet enige om overskrifterne for nogle politiske ambitioner med ydelseskommissionen, men ikke om ambitionsniveauet. Måske er det mest præcist at sige, at partierne er blevet enige om at sætte en bestemt debat og afklaring på den politiske dagsorden inden for det næste 1-2 år via nedsættelse af en ydelseskommission.

Det er en mangesidet debat, partierne er blevet enige om. Det er nemlig ikke så lidt, de fire partier med hver deres prioriteringer kræver af de kommende ydelser. Vel at mærke på én og samme tid. Ganske meget at kræve af nogle tal på en månedlig kontooverførsel.

Der er en betydelig risiko for, at den debat, partierne har sat på dagsordenen, kan blive en uklar debat om særdeles vigtige emner. Det vil ikke være godt for nogen. Derfor dette beskedne bidrag til at bringe lidt klarhed i debatten ved at se nærmere på de mange forskellige politiske ønsker til, hvad fremtidens ydelser skal kunne. Egner ydelsessystemet og ydelsernes størrelser sig overhovedet til at realisere politikernes forskellige ønsker ? Eller er det helt andre politiske værktøjer, der skal til? Hvor langt kan man f.eks. komme med at bekæmpe børnefattigdom alene med højere ydelser ? Hvor meget kan ydelserne gøre ved uligheden i levevilkår ? Vil ændringer i ydelsessystemer og ydelser overhovedet gøre en forskel for integrationen? Eller skal der noget helt andet til ? Er der nogen ydelser, der er bedre – eller værre - end andre til at hjælpe de arbejdsløse i arbejde? Eller afgøres det først og fremmest af helt andre ting ?

Børnefattigdom

Partierne bag S-regeringen er enige om, at ydelserne gerne skal tjene nogle sociale hensyn. Det er ligesom det, vi har de sociale ydelser til. Her har partierne og ikke mindst Socialdemokratiet i særlig grad nævnt to sociale hensyn, geografisk ulighed i levevilkår og børnefattigdom.

Det er veldokumenteret, at meget lave ydelser skaber ulighed og fattigdom, og at det i særlig grad rammer børnefamilier. En undersøgelse af Fogh-regeringens starthjælpsreform gennemført af seniorforskerne Lars Højsgaard Andersen og Rasmus Landersø, begge Rockwool Fondens Forskningsenhed, og professor Christian Dustmann, leder af Centre for Research & Analysis of Migration ved University College London, viste f.eks. ikke blot en stigende fattigdom, men også en stigende kriminalitet, som skyldtes tyverier, og for kvinder typisk tyverier fra supermarkeder. Samtidig faldt antallet af børn, der kom i vuggestue og børnehave markant.

Derfor har de fire partier særdeles gode grunde til at lade ydelseskommissionen se nærmere på, hvordan man undgår, at børn bliver ramt så hårdt af de laveste ydelser, herunder ikke mindst den lave integrationsydelse, der efter sidste års besøg hos de blå politiske numerologer har taget navneskifte til ”hjemsendelsesydelse”.

Specielt SF og Radikale Venstre har haft særligt fokus på, hvordan de laveste ydelser rammer børnene og bidrager til, at stadigt flere børn i dag lever i fattigdom. Jo mere, man kan vende denne udvikling og få de laveste satser afskaffet eller hævet, jo større udsigt er der til at reducere børnefattigdommen. Men også børnenes statsminister har lagt vægt på, at ydelseskommissionen finder løsninger på børnefattigdommen.

Ulighed i levevilkår

Samtidig har et andet socialt hensyn vægtet højt hos Socialdemokratiet: Det er den geografiske ulighed i fattigdom hos dem, der modtager de laveste ydelser. Socialdemokratiet ønsker derfor et samlet ydelsessystem, der tager mere hensyn til de geografiske huslejeforskelle i landet, end det nuværende system gør. Socialdemokratiet ønsker at føre politik for de store byers dårligst stillede. Det er der også behov for.

Med det nuværende system kan borgere på integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp med det såkaldte kontanthjælpsloft få reduceret både såkaldt særlig støtte og boligsikring, hvis de ikke aktivt søger arbejde. Dette rammer geografisk og socialt skævt. Modtagere af kontanthjælp, integrationsydelse eller uddannelseshjælp får vidt forskellige rådighedsbeløb, afhængigt af hvor man bor i landet. Kontanthjælpsloftet rammer i særlig grad de borgere, der må leve med relativt høje huslejeudgifter. Det drejer sig særligt om børnefamilier i de større byer, herunder ikke mindst flygtninge og indvandrerfamilier. Forskningen har dokumenteret, at netop disse grupper ofte har ekstra svært ved at komme ind i privat boligbyggeri med relativt lave, regulerede huslejer.

På løsningssiden vil der være mange og forskellige muligheder for at mindske forskelle i rådighedsbeløb, afhængig af hvor i landet man bor. Men alene det at slå en streg over alle forsøg på at skære i boligsikringen og den særlige hjælp vil gøre en forskel. Går man skridtet videre og ser nærmere på, om der bør ske ændringer i selve boligsikringen for borgere på forskellige overførselsydelser, kan man komme endnu længere. Endelig vil en grundig problemanalyse fra ydelseskommissionen givetvis pege på, at den geografiske og sociale ulighed på boligområdet hensigtsmæssigt vil kunne angribes effektivt ved roden, dvs. i selve bolig- og lejelovgivningen, mv.

Ydelser for danskerne

Herudover kan en helt tredje form for særligt socialt hensyn blive en vigtig del af diskussionen. Det er den form for ’socialt’ hensyn, der indtil nu har spillet en afgørende rolle i udformningen af ydelsessystemerne i almindelighed og de laveste overførselsydelser i særdeleshed. Det er et ønske hos både en lang række politiske partier og store dele af befolkningen om at forbeholde de offentlige ydelser til danskerne. Dette politiske ønske er ikke nævnt i den politiske forståelsesaftale, der som bekendt kun indeholder det, de fire partier er blevet enige om, men ikke det som regeringen eller partierne alligevel vil prøve at komme igennem med. Man skal derfor være ret så politisk tonedøv, hvis man ikke forbereder sig på, at diskussionen om ydelseskommissionens anbefalinger også vil komme til at forholde sig til dette spørgsmål. Dansk Folkeparti har allerede givet forslaget om en ydelseskommission medvind på den betingelse, at eventuelle ændringer alene skal omfatte danskernes sociale ydelser.

Venstre har tilsvarende erklæret sig som modstander af at hæve ydelser til flygtninge og familiesammenførte. Men for (dele af) Venstre skal lave ydelser til flygtninge og familiesammenførte ikke primært ses som et ønske om at forbeholde ydelserne for danskere. Det primære er, at de meget lave ydelser skal tjene et helt andet formål, nemlig en stram udlændingepolitik med så få asylansøgere som overhovedet muligt. For Venstre vil højere ydelser være uønsket ’slap udlændingepolitik’, som vil føre til flere asylansøgere, og det ønsker man ikke.

Her har Socialdemokratiet gennem de seneste år ikke været særligt klar i spyttet. I hvilket omfang spiller man med på Venstres ’skræmmebranding’? Er det kun Inger Støjbergs mest ekstreme symbolpolitik, man lægger afstand til? Hvor meget er man parat til at ’betale’ med børnefattigdom for at skræmme asylansøgere til andre lande? I hvilket omfang satser man overhovedet på, at lave ydelser kan hjælpe til færre flygtninge kommer til Danmark? Kan højere ydelser overhovedet siges at ’lempe udlændingepolitikken’ – og kan lavere ydelser omvendt siges at stramme udlændingepolitikken?

Alt dette kommer regeringen til at diskutere. Med sig selv, med befolkningen og med både højre og venstre side i Folketinget. Hører de lave ydelser og den øvrige skræmmebranding af Danmark til det, statsminister Mette Frederiksen har kaldt den ’brede, stramme udlændingepolitik’, som regeringen vil føre med Venstre og andre borgerlige partier, eller hører det til det, der så logisk må være den ’smalle’ (men stadig stramme) udlændinge- og integrationspolitik, som godt kan føres sammen med regeringens egne støttepartier? Dette spørgsmål kan meget vel blive altafgørende for både regeringen og for de muligheder, som Enhedslisten, Radikale Venstre og SF vil have for at få reel politisk indflydelse på dette område.

Var jeg Pernille Skipper, Morten Østergaard eller Pia Olsen Dyhr, ville jeg bruge det næste år til at blive meget skarp og præcis på netop dette spørgsmål.

Integration og beskæftigelse

Den samme form for rettidig politisk omhu vil jeg anbefale, når det gælder integration af flygtninge, mv. på det danske arbejdsmarked. Er der overhovedet belæg for, at lave ydelser kan fungere som en integrationsmotor, som det har været hævdet af diverse økonomer og blå politikere? Eller kan man omvendt hævde, at (for) lave ydelser kan være en direkte hæmsko for integration og beskæftigelse? Denne diskussion er en del af den bredere diskussion om, hvorvidt man overhovedet kan tale om, at forskellige ydelser kan henholdsvis hæmme eller fremme, at arbejdsløse kommer i beskæftigelse? Dermed er ydelsesdiskussionen også en diskussion om, hvorvidt selve ydelsessystemet bør og kan erstatte andre politiske tiltag for at få bl.a. flere flygtninge, familiesammenførte og indvandrere end i dag i uddannelse og arbejde.

Snæver debat

At dømme efter teksten i den politiske forståelsesaftale har både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre accepteret at gå ind på en bane, hvor det i et eller andet omfang anerkendes, at lave ydelser vil kunne bidrage til integration og beskæftigelse. At der med andre ord er en integrationspris at betale for mindre børnefattigdom og ulighed i levevilkår. Den diskussion kan vise sig at blive lidt af en løvens hule for både Enhedslisten og SF.

Aftaleteksten lægger med dette udgangspunkt op til en meget snæver politisk diskussion. På den ene side lægges der ikke op til at diskutere andre politiske redskaber end ydelser. På den anden side lægges der op til en snæver afvejningsdiskussion, hvor diskussionen alene handler om eventuelt at flytte den politiske balance lidt over mod mindre børnefattigdom og social ulighed mod til gengæld om nødvendigt at acceptere lidt mindre integration og beskæftigelse. Hvor mange flygtningebørn kan vi redde fra fattigdom ved lidt højere ydelser og måske lidt færre flygtninge (midlertidigt) i arbejde?

Meget tyder desværre på, at regeringen vil være ganske godt tilfreds med en sådan snæver ydelsesdebat. Det kan forekomme politisk bekvemt for Socialdemokratiet at få sendt denne debat videre til en lukket ydelseskommission. Så vil kommissionen med passende usynlige vink fra regeringen undervejs kunne dukke op til den politiske overflade engang i starten af 2021 med en samlet pakke af anbefalinger, som regeringen så kan gøre til sin og indkalde til Christiansborg-forhandlinger i de forskellige politiske forligskredse, hvor ydelserne hører hjemme.

Sådan må det ikke gå. Derfor må andre gode kræfter starte debatten allerede nu. Ydelseskommissionen må ikke få lov til at sylte debatten. Den må ikke blive løvens hule for venstrefløjen.


Næste nummer udkommer 15. december 2019