Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Det er galt med kompasset

 

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

28. oktober 2019

I de seneste tre uger, har der verseret en sag i mediebilledets periferi. Godt nok en lille sag men i sin politiske substans af principiel rækkevidde. Det drejer sig om de politiske markeringer som reaktion på, at flere kommuner angiver at ville sløjfe eller udfase ”klippekortsmodellen”.

 

Den aktuelle sag begynder med, at FOA’s fagblad den 2. oktober bringer en artikel om, at flere kommuner enten agter eller har besluttet at spare på klippekortet til plejehjemsbeboerne. Med ”spare på” menes der enten at reducere beløbet eller helt at afskaffe ordningen.

 

Der går ikke mange dage, før aviserne bringer artikler om det forargelige i, at kommunerne på den måde og endnu engang sparer indenfor ældreområdet. To partier, DF og EL, er hurtigt ude med bastante meldinger om, at hvis dette viser sig at være udbredt ude i kommunerne, må Folketinget overveje at ophøje klippekortsordningen til lov.

 

Tillidsrepræsentanter og den nationale sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann, reagerer i lighed med Ældre Sagen skarpt på besparelserne i kommunerne. Sektorformanden trækker den oven i købet så langt som til at hævde at ”besparelsen ikke kun vil få betydning for de ældres livskvalitet”. Også social- og sundhedspersonalets faglighed bliver ramt”. Lokale tillidsrepræsentanter mener det går ud over ”relationsarbejdet” og de ældres ”livskvalitet”.

 

Man kan med rimelighed stille spørgsmålet: Hvordan kan nogle forholdsvis beskedne kommunale besparelser (sammenlagt 530 mio. kr.) ud af et samlet budget på 45 mia. kr. vække så meget debat og endnu en gang kalde på detailstyring fra Christiansborg?

 

For at besvare spørgsmålet, skal historien bag klippekortsordningen lige ridses op. Efter megen og berettiget kritik af forholdene indenfor ældreplejen og især indenfor hjemmeplejen samt et vedvarende fokus på de ældres påtvungne passivitet, voksende sociale isolation og ensomhed indføres der i 2015 pr. 1. juni en klippekortordning for de svageste hjemmehjælpsmodtagere. Klippekortsordningen giver den enkelte borger ret til 45 minutters ekstra hjælp om ugen ud over den visiterede pleje – vel at bemærke hvis borgeren visiteres til ordningen.

 

Borgeren kan eksempelvis vælge at få hjælp til at komme til frisør, til sociale arrangementer, besøge familie og venner mv. De enkelt klip kan samles til lidt større ture og arrangementer. Det hører dog med, at borgeren selv skal betale alle følgeudgifter. Klippekortordningen udmøntes som en pulje på 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. i 2016, som de enkelte kommuner kan søge ind på. Ved finanslovsforhandlingerne i 2017 vedtages det, at puljen skal overføres til kommunernes almindelige bloktilskud. Herefter er pengene ikke længere øremærkede. Kommunernes mulighed for at spare på ordningen er nu tilstede.

 

I samme finanslovsaftale vedtages det mellem regeringen og DF, at der skal oprettes en pulje på 380 mio. kr. til en tilsvarende klippekortsmodel for plejehjemsbeboere, dog med hvert klip reduceret til 30 minutter om ugen. Året efter vedtages det, at også denne pulje skal indgå i kommunernes bloktilskud. Det sker med finansloven for 2019.

 

Da klippekortsmodellerne blev gennemført, vakte beslutningerne ikke den store opposition, selv om det er indlysende, at også denne model bidrager til centraliseret detailregulering fra Christiansborg og følgelig indsnævring af det kommunale selvstyre.

 

Praksis understreger problemerne. Begge ordninger med de øremærkede bevillinger fik en træg start. For det første stod det ret klart, at der i de fleste kommuner ikke var tilstrækkeligt med personale til at imødekomme borgernes brug af klippekortet. For det andet skulle forbruget af klippekortene dokumenteres og kontrolleres for at modgå eventuelt snyd, som f.eks. kommunernes konvertering af basale ydelser til ”tilkøbsydelser” via klippekortet. Og for det tredje var det mere end vanskeligt at administrere ordningen. Disse og flere andre grunde førte til, at ordningen reelt blev nedlagt med overførslen til bloktilskuddet.

 

Men et fjerde problem – og vel nok det vigtigste – blev der ikke talt så meget om. Det gælder for alle øremærkede tilskudsordninger besluttet i Folketinget til administration i kommunerne, at de begrænser kommunernes mulighed for selvstændig prioritering. Det får ofte den afledte effekt, at man sparer eller ”effektiviserer”, som det hedder med en eufemisme, på de områder, hvor staten ikke er indblandet. Samme problemstilling om end i større målestok ville være blevet resultatet af Løkke Rasmussens sundhedsreform eller vil blive det, hvis SF og EL kommer igennem med deres minimumsnormeringer. Det ville også have været tilfældet, hvis EL i 2013 var kommet igennem med deres krav om to ugentlige bade til de ældre om ugen som en minimumsrettighed. Det gjorde partiet som bekendt ikke. I stedet skrev man sig ud af finanslovsforliget.

 

Nu er ordningerne imidlertid væk som øremærkede tilskud, og kommunerne kan spare i de udgifter, som tidligere var bundet i bevillingerne. Det har fået nogle få kommuner til at spare på dele af ordningerne eller helt spare dem væk. Det er det, politikerne fra EL og DF nu reagerer på. Den socialdemokratiske sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke har reageret mere afdæmpet. Han ”undrer” sig og ”opfordrer” kommunerne til at bevare ordningen, hvad langt de fleste kommuner i øvrigt også gør – indtil videre.

 

Tager man reaktionerne for pålydende fremstår flere af dem lettere bemærkelsesværdige. F.eks. når sektorformanden i FOA anker over, at opgivelse af ordningen kan få betydning for de ældres livskvalitet og for social- og sundhedspersonalets faglighed. Mener han i ramme alvor, at fjernelse af eller reduktion i en samlet ramme på ca. en halv mia. ud af 45 mia. kr. får den store betydning? Hvis det er tilfældet, må den obligatoriske pleje og omsorg, som kommunerne er forpligtet til at levere, være i en ualmindelig ringe forfatning, herunder medarbejdernes mulighed for at udøve deres fag.

 

At DF reagerer stort set samtidigt med Ældre Sagen kan ikke undre nogen. Partiet har for det første ingen veneration overfor det kommunale selvstyre og ynder for det andet i markeringsmæssigt øjemed at kræve en eller anden form for øremærket bevilling, som partiet så kan henvise til som deres markante bidrag til velfærdsstaten. Men, at EL hopper med på vognen, må vække til undren.

 

EL var godt nok med til at stemme for den første klippekortsordning og tog ikke megen notits af den politiske og forvaltningsmæssige konflikt med det lokale selvstyre. Det gjorde partiet som sagt heller ikke i 2013 i sagen om de to bade om ugen som minimumsordning. Partiet gentager nu fejlen (ser det ud til) uden heller denne gang at rette en sammenhængende og sønderlemmende kritik af den fritvalgsordning, Fogh-regeringen fik indført i 2003, og som i hele funktionsperioden op til i dag har forringet alle forhold indenfor ældreområdet. Samtlige nye og kvalitetsforbedrende muligheder, som ​​ klippekortsmodellen giver adgang til, er muligheder, som skiftende regeringers forvaltning af fritvalgsloven og servicelofterne over årene har fjernet fra den obligatoriske pleje og omsorg. Den faglighed, der besynges så højt, det ”relationsarbejde” (hvad al pleje og omsorgsarbejde strengt taget er), og hjælpen til de ældre borgeres livsudfoldelse ud over den basale pleje og omsorg er år for år blevet fjernet eller ”tyndet ud”, så der i dag kun tilbydes det mest nødtørftige til færrest mulige.

 

Det forekommer i den sammenhæng lettere pinligt, at et socialistisk reformparti for at redde en billig og problematisk kompensationsløsning på elendige forhold indenfor en udsultet ældrepleje ikke alene går i rette med kommunerne, men oven i købet plæderer for, at klippekortsordningerne ophøjes til lov.

 

Men det er ikke bare pinligt. Det er uforståeligt, når det tages i betragtning, at Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde lettede på muligheden for helt at afskaffe fritvalgs loven og efterfølgende give kommunerne og de ansatte langt større frihedsgrader i prioriteringen af deres indsatser indenfor ældreområdet. Den enkelte kommune vil, hvis det bliver en realitet, kunne spare mere end de ca. 500 mio. kr. på det bureaukrati, der i dag skal håndtere og dokumentere de markedsbestemte transaktioner, der jo indgår som grundkrav i fritvalgsloven – for ikke at stille de private udbydere ringere. Det vil være her, de store forbedringer indenfor ældreplejen kan hentes.

 

For at gøre det uforståelige forståeligt kan man vælge at tolke ELs handlemåde i klippekortsagen og fraværet af et åbenlyst politisk pres på Mette Frederiksen som en konsekvens af, at det politiske kompas ikke virker. Hvilket dels gør det vanskeligt at skelne mellem problem og kompensation og dels gøre sig forestillinger om i hvilken grad, de centralt besluttede øremærkede ordninger undergraver det kommunale selvstyre, som i andre tilfælde fremhæves som adelsmærke for den danske demokratimodel.

 

Det er straks mere problematisk, hvis ELs udspil ikke skyldes kompasnedbrud men mere en ny markeringstendens uden hensyn til de langsigtede politiske konsekvenser for det demokratiske spillerum.

4


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020