Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Betragtninger over det lokale tværfaglige samarbejde

 

Af Klaus Krogsbæk

 

En væsentlig betingelse for revitalisering af fagbevægelsen er en fornyet erkendelse af styrken i det tværfaglige samarbejde, lige fra den enkelte​​ arbejdsplads over det lokale niveau til det landsdækkende. For det første fordi de vigtigste problemstillinger - for lønmodtagerne hver især og for fagbevægelsen som helhed - ​​ er fælles og tværfaglige. For det andet fordi løsninger på disse problemer kræver en samfundsmæssig styrke, som kun omdannelsen af fagbevægelsen til en aktiv, folkelig bevægelse kan sikre. Dette sidste understreger behovet for en tværfaglig styrkelse ikke mindst på det lokale niveau.

I det følgende genopfriskes først udgangspunktet for det tværfaglige samarbejde og dernæst diskuteres moderniseringen af dette på lokalt plan med baggrund i udvalgte eksempler.1

​​ 

Udgangspunktet: Hvorfor er det, at vi har fagbevægelsen?

I dette afsnit skitseres det principielle udgangspunkt for fagbevægelsen.

Som bekendt betyder en ansættelse, at en lønmodtager mod betaling arbejder for en arbejdsgiver; lønmodtageren sælger sin arbejdskraft til arbejdsgiveren for en bestemt periode.

Hvor der købes og sælges, har vi et marked. På markedet handles med varer (eller tjenesteydelser), som skifter hånd fra sælger til køber, der hver især indgår i handlen med modsatrettede interesser: Den første vil sælge så dyrt som muligt, og den anden vil købe så billigt som muligt.

Handel af arbejdskraft foregår på et særligt marked, arbejdsmarkedet. Her sælger lønmodtageren sin arbejdskraft til arbejdsgiveren, som køber råderetten over denne for en aftalt periode. Som sælger af varen arbejdskraft, har lønmodtageren interesse i at få så​​ høj​​ en betaling som muligt; som køber har arbejdsgiveren omvendt en interesse i at betale så​​ lidt​​ som muligt.

På arbejdsmarkedet er der dog et ulige forhold mellem køber og sælger, idet arbejdsgiverne ejer og råder over virksomhederne, hvorimod den enkelte lønmodtager blot ejer sin egen arbejdskraft. I ’Lærebog i ansættelsesret & personalejura’ beskriver professor Ole​​ Hasselbalch, at der i kølvandet på den franske revolution i 1789 - og i Danmark efter næringsloven af 1857 – blev åbnet for de frie markedsmekanismer i arbejdslivet. Men, bemærker han, ”den liberalistiske ordning, som herigennem skabtes, hvilede på en forestilling om, både lønmodtagere og arbejdsgivere på den måde ville opnå størst mulige udbytte. Dette ræsonnement overså imidlertid, at en arbejder, der står alene i forhandlingen med en arbejdsgiver, aldrig vil være jævnbyrdig med denne ved vilkårsforhandlingen.”

Hasselbalch forklarer, at dette problem efterhånden blev afhjulpet ad to veje, ”nemlig​​ dels​​ gennem faglig organisering af lønmodtagerstanden og​​ dels​​ gennem indførelse af en social ansættelseslovgivning”.2

Altså er udgangspunktet for det tværfaglige samarbejde, at

  • lønmodtagerne som sælgere af arbejdskraft har fælles interesser, som står i modsætning til køberne af arbejdskraft, arbejdsgiverne.

  • lønmodtagernes interesser er historisk blevet varetaget af fagbevægelsen, der har forsøgt at indgå overenskomster med arbejdsgiverne samt påvirke lovgivningen.

 

Det tværfaglige samarbejde – også på lokalt plan

Lønmodtagerne og​​ fagbevægelsens styrke hviler således på dels faglig virke (medlemsorganisering og kollektive overenskomster) og dels politisk virke (påvirkning af lovgivning m.v.); begge er anliggender for såvel den enkelte organisation som for fællesorganisationen (som LO-sektionerne hed for år tilbage), og der er da også en integreret sammenhæng mellem fagforeningen og det tværfaglige fællesskab.

Det faglige virke: En lønmodtager er medlem af en fagforening, som igen er medlem af et tværfagligt fællesskab. Fællesskabet indgår aftaler og overenskomster, som omfatter den enkelte fagforening og får betydning for det individuelle medlem. En medarbejder i en privat produktionsvirksomhed kan eksempelvis være medlem af HK, 3F eller Dansk Metal og omfattet af en bredere overenskomst mellem arbejdsgiverne i Dansk Industri og CO Industri, som forhandler overenskomster på vegne af ni forbund og 230.000 lønmodtagere. Resultatet af overenskomstforhandlingerne har betydning for det enkelte medlems løn og arbejdstid, ferie og opsigelse,​​ uddannelsesmuligheder, pension, løn under sygdom og barselsorlov mv.

Det politiske virke: Folketinget vedtager love, og regions- og byråd træffer beslutninger med betydning for lønmodtagerne. Således er der alene ca. 80 love, som berører​​ ansættelsesretlige emner; det kan være love målrettet bestemte lønmodtagergrupper (fx funktionærloven, medhjælperloven, tjenestemandsloven), speciallove om bestemte sagsforhold (fx arbejdsmiljøloven, ferieloven, sygedagpengeloven) samt sociale forsikringslove (fx lov om arbejdsskadesikring og lov om arbejdsløshedsforsikring).3​​ Dertil skal lægges de mange love og regler, der har betydning for lønmodtagernes liv uden for arbejdsmarkedet, som borgere i samfundet.

Der er altså umiddelbare grunde til, at lønmodtagere fra forskellige fag finder sammen i et tværfagligt fællesskab med henblik på at tjene fælles faglige og politiske interesser.

 

Ændrede forudsætninger

Imidlertid har den snævert faglige interessevaretagelse i de seneste årtier stået i​​ centrum for og klart domineret den enkelte fagforenings virke, mens det tværfaglige samarbejde er presset ud i periferien. Dette har medvirket til en markant uligevægt i fagbevægelsen, som i dag hælder mod institution og kontor, væk fra bevægelse og forening.

Dette kan blandt andet kan ses af den omfattende centralisering af fagforbundene. I forhold til det lokale tværfaglige samarbejde er netop dette relevant af flere grunde:

For det første fordi en række fagforbund har gennemført en reduktion i antallet​​ af afdelinger, så disse i dag ofte er mere regionale end lokale. Eksempel: I region Midtjylland har HK to afdelinger, mens der er hele 10 LO-sektioner og 11 kommuner.

For det andet fordi reduktionen i antallet af afdelinger samtidig har ført til færre formænd og bestyrelsesmedlemmer. Det vil sige, at reservoiret af politisk valgte som kan indgå i det lokale tværfaglige arbejde er mindsket; det samme er i øvrigt antallet af tillidsrepræsentanter.

Endelig for det tredje fordi fagforeningernes lokale niveau på​​ flere måder kan være forpligtet over for det centrale forbundsniveau i en sådan grad, at det kun i begrænset omfang står til disposition for​​ lokalt besluttede prioriteringer; altså er fagforeningens valgte og ansatte ikke nødvendigvis en ressource, som i​​ betydeligt omfang kan stilles til rådighed for det lokale tværfaglige samarbejde.

Færre afdelinger, færre valgte og ansatte end tidligere kan altså indgå i dette. Konsekvensen er en uoverkommelig arbejdsbyrde for de lokale fagforeningsformænd, som i hvert​​ fald i et vist omfang er forpligtet til at indgå i de tværfaglige bestyrelser, udvalg og repræsentationer m.v.

Den organisatoriske centralisering legitimeres politisk af en de facto definition af fagbevægelsen som først og fremmest det professionelle apparat af valgte og ansatte; og følgeligt i forhold til det lokale tværfaglige samarbejde en manglende anerkendelse af dette som et anliggende for hele organisationen, for de tillidsvalgte og medlemmerne. Det opfattes derimod som en opgave for formanden og måske nogle få andre.

Konsekvensen bliver, at det tværfaglige potentiale kun udnyttes i stærkt begrænset omfang. En lille kreds af superaktive valgte og ansatte vil nemlig aldrig kunne erstatte den bredde, som udgøres af organisationernes fintmaskede net af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter sammen med de mange medlemmer og deres kontakt til endnu flere kolleger og arbejdskammerater.

Det lokale tværfaglige samarbejde kan derfor først for alvor udfolde sig, hvis det formidles ud igennem medlemsorganisationerne. Hvis hver enkelt repræsentant i samarbejdet føler ejerskab af de fælles trufne beslutninger og iværksætter disse igennem sin egen organisation, via bestyrelsen og det professionelle apparat til de tillidsvalgte og videre ud til hvert medlem, som dermed kan optræde som ambassadør for den pågældende sag på arbejdspladserne og i lokalsamfundet. (Hvis dette potentiale ved første øjekast synes abstrakt og urealistisk, så forekommer det straks anderledes konkret og realistisk, hvis det forbindes​​ med spørgsmål af eksistentiel betydning for medlemmerne som eksempelvis dagpenge- og tilbagetrækning.)

Og der findes ingen genvej – for kun ved at opbygge en samfundsmæssig bredde kan de store problemstillinger tackles. Opbygges den ikke, opnås ikke den nødvendige styrke til at komme igennem med principielle og varige løsninger på de store spørgsmål. Og giver man udseende af, at fagbevægelsen - forstået som de valgte og ansatte på kontoret - kan opnå målene uden medlemmernes aktive medvirken, så risikerer​​ man et kontraproduktivt resultat: Målene nås ikke, problemerne bliver større, medlemmerne bliver skuffede, og afstanden mellem valgte og medlemmer forøges.

Med afsæt i den politiske interessevaretagelse (i forhold til kommunalpolitik og offentlig velfærd)​​ samt i to organisatoriske elementer (repræsentantskabsmødet og repræsentationen) diskuteres nedenfor nuværende vanskeligheder for det lokale tværfaglige samarbejde og skitseres forslag til, hvordan situationen kan forandres.

 

Det politiske engagement

Det politiske engagement og interessevaretagelse er af stor betydning for fagbevægelsen; ikke kun i forhold til arbejdsmarkedslovgivningen, men også i forhold til en række andre politikområder.

Fagbevægelsens medlemmer har således en interesse i udviklingen og​​ forvaltningen af samfundets velfærdsordninger, fordi vi hver især gør brug af disse; nogle bruger vi dagligt, andre en sjælden gang og endnu andre får vi aldrig brug for, men kender måske nogle for hvem de er helt nødvendige. Sikkert er det, at vi hverken​​ vil kunne leve, bo, arbejde, uddanne os eller bevæge os rundt i samfundet uden det offentlige - uden de funktioner og institutioner, som i dag drives af stat, regioner og kommuner.

Det offentlige er derfor ikke alene af betydning for det enkelte fagforeningsmedlems velfærd men også for fagbevægelsens samfundsmæssige styrke. Et stærkt offentligt fællesskab er nemlig en væsentlig forudsætning for gode løn- og arbejdsforhold og for den faglige og politiske indflydelse.​​ 

For tænk på hvad der ville ske, hvis det​​ fælles sikkerhedsnet blev yderligere svækket eller helt forsvandt. Vi fik en forsmag på det med forhøjelsen af efterløn- og pensionsalderen og den samtidige forringelse af dagpengene. Hvor mange bekymringer har det ikke givet den enkelte lønmodtager? Kan​​ jeg blive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen? Kan jeg holde til det høje tempo? Hvad nu hvis jeg bliver slidt ned? Kan jeg få en seniorordning, og kan jeg leve af den? Kan vi blive siddende i huset, hvis jeg bliver arbejdsløs? Skal jeg tillægsforsikre mig, fordi dagpengene er blevet så lave? Hvad nu hvis jeg ikke kan få et nyt job, mister retten til dagpenge og heller ikke kan få kontanthjælp?

Det er således ikke svært at forestille sig, hvor sårbar dagligdagen vil blive for en almindelig HK’er, smed, tømrer eller hjemmehjælper hvis ikke bare efterløn og dagpenge men generelt den offentlige velfærd blev voldsomt reduceret eller helt forsvandt. Hvis vi hver især blev afhængig af at privatforsikre os i forbindelse med sygdom? Hvis det offentlige​​ tilskud til daginstitutionerne forsvandt? Eller hvis der for alvor kom brugerbetaling på uddannelse – fra folkeskolen og opad?

Ville det skabe mere frihed for den enkelte i dagligdagen? Mere lighed og solidaritet?

Skaber det ikke snarere mere tvang,​​ større ulighed og mere egoisme, når den nødvendige velfærd bliver afhængig af den enkeltes pengepung? Hvor mange vil ikke føle sig tvunget til at tage et ekstra job for at få råd til børnenes uddannelse eller den nødvendige sygeforsikring? Hvor mange vil ikke være tilbøjelig til at dukke nakken i en konfrontation med arbejdsgiveren, fordi lønindtægten bliver afgørende for at bevare liv og helbred, fordi den fælles velfærd er blevet voldsom reduceret, og du selv skal betale det hele ud af din egen lomme?

Kort sagt vil en svækkelse af det sikkerhedsnet, som den offentlige velfærd udgør for os hver især, betyde en svækkelse af vores kollektive kampkraft. Forsvaret af den offentlige velfærd er derfor en væsentlig opgave for den samlede fagbevægelse; noget vi nu​​ skal se nærmere på.

 

Kommunalpolitisk indflydelse

Velfærdspolitikken udmøntes især gennem kommuner og regioner.

Kommunerne tager sig af børnepasning, folkeskoler, ældrepleje og en række sundhedsområder (fx forebyggelse, genoptræning og hjemmesygepleje). Desuden hører biblioteker og sportsanlæg, integration, det lokale vejnet, natur og miljø, byplanlægning og erhvervsservice ind under kommunen; samt ikke mindst beskæftigelsesindsatsen og en række forsørgelsesydelser.

Regionerne tager sig af sygehusvæsenet, af psykiatrien og den offentlige sygesikring, herunder privat-praktiserende læger og speciallæger. Dertil kommer den regionale udvikling, jordforurening, regional trafik m.v.​​ 

Kommunalpolitik og kommunens budget og økonomi er derfor oplagte spørgsmål for det​​ lokale​​ tværfaglige samarbejde. På samme måde som regionens budget og økonomi er oplagt at beskæftige sig med for det​​ regionale​​ tværfaglige samarbejde.

Imidlertid er det på det lokale niveau ofte sådan, at diskussionen om de kommunale og​​ regionale budgetter føres af de offentligt ansattes organisationer, mens de privatansattes fagforeninger opfatter denne som uvedkommende.

Dette er et resultat af en lang udvikling, hvor fagforeningerne har indsnævret deres fokus fra tidligere et bredt politisk sigte til i dag et snævert fagligt – i overensstemmelse med parolen om at ’sætte faget i centrum’ og koncentrationen om de ’faglige kerneydelser’.

Det har betydet, at de privatansattes fagforeninger i mange år ikke har betragtet den offentlige velfærd, som et anliggende for dem; og omvendt at de offentlige fagforeninger har opfattet velfærden som deres domæne. En uheldig udvikling som medvirker til at svække interessen for og opbakningen til den offentlige velfærd blandt lønmodtagerne og i fagbevægelsen.

Fralægger fagbevægelsen sig sit fælles ansvar for at tage diskussionen om eksempelvis de kommunale budgetter og alene overlader denne til de ansattes repræsentanter i MED-udvalgene og til særlige organiseringer af fagforeninger med kommunalt ansatte, så​​ vil prioriteringerne – surprise! – også afspejle de ansattes interesser og positioner.

Selvfølgelig har de offentlige organisationer en umiddelbar og legitim interesse i at forholde sig til budgetterne, eftersom disse har betydning for deres medlemmers ansættelsesforhold. Og som en hver anden medlemsgruppe kan de i forsvaret af job, løn og arbejdsforhold gøre krav på støtte fra det tværfaglige fællesskab og berettiget forvente opbakning til deres faglige kamp.

Men de kommunalpolitiske prioriteringer og budgetter er ikke alene et​​ fagligt​​ spørgsmål mellem de ansatte og ledelsen, men også et​​ politisk​​ spørgsmål mellem borgerne og de valgte politikere i byråd og kommunalbestyrelser. Og borgerne er – i stort omfang - fagbevægelsens medlemmer. I konsekvens heraf bør diskussionen om de offentlige budgetter, om velfærdens økonomi, også tages af den​​ samlede​​ fagbevægelse.

Hvordan diskussionen skævvrides, hvis det ikke er tilfældet, er der mange eksempler på. Ét af dem er tendensen til principielt at prioritere de kommunale driftsudgifter højere end anlægsudgifterne. Det sker ud fra forestillingen om, at drift er mere velfærd, mens anlæg er dræn i velfærden.4​​ Kilden til dette ræsonnement er den faglige interessevaretagelse blandt de kommunalt ansatte, idet drift almindeligvis er lig med kommunal beskæftigelse, mens anlæg ofte udføres af private. Betragtet som et fagligt spørgsmål​​ er det da også helt legitimt, at de ansattes organisationer prioriterer driften højt og dermed forsvarer jobbene. Men politisk betragtet er ræsonnementet illegitimt. Her må hensynet til kommunens borgere vurderes højere end særinteressen og derfor også lægges til grund for hele fagbevægelsens overvejelse.5

At der så også kan være politiske argumenter for konkret at prioritere drift frem for anlæg er indlysende. Og lige så indlysende er det, at det faglige fællesskab bør lade hensynet til den kommunale beskæftigelse og til medlemsorganisationernes faglige interesser indgå i sine overvejelser. Men pointen er, at det er den​​ samlede​​ fagbevægelse, der i fællesskab skal tage diskussionen om det kommunale budget og træffe en​​ beslutning, der tjener lønmodtagerne og fagbevægelsens almene interesser.

 

Rettidig omhu

I det lokale tværfaglige samarbejde kan vi med fordel have A.P. Møllers berømte credo om ’rettidig omhu!’ in mente, når vi skal forholde os til de kommunale og regionale budgetter. For hvad nytter det at brokke sig til borgmesteren over noget, som regeringen har besluttet? Ingen skal fredes for berettiget kritik, og slet ikke en borgmester som vælger at skære ned frem for at søge alternativer. Men skal kritikken rent faktisk have en chance for at føre til ændringer af virkeligheden, skal den rettidigt adresseres til det rette politiske niveau.

Når det handler om kommunernes og regionernes budgetter er logikken den, at vedtagelser på de højere niveauer har betydning for mulighederne på de lavere. Den formelle aftalesammenhæng bevæger sig fra EU’s budgetpolitik over den statslige finanspolitik til det lokale budgetniveau.

I mange år har fagbevægelsen ikke taget tilstrækkelig bestik af denne sammenhæng. Velfærdspolitiske adresseringer er sket enten til folketing eller byråd, hvorimod interessen og forståelsen for at se beslutningskæden i sammenhæng har været spredt og usystematisk. Men hvis vi vil have flere ressourcer til den enkelte kommunale institution afhænger det altså af det kommunale budget, som afhænger af beslutningerne på Christiansborg, som igen afhænger af de beslutninger, som stats- og regeringslederne har truffet i EU.6

Jo højere niveau den samlede fagbevægelse er i stand til at adressere desto bedre i forhold til et generelt forsvar af velfærden og for fagbevægelsens enhed. Omvendt hvis fagbevægelsen ignorerer de højere niveauer og kun griber ind på de lavere, stiger risikoen for, at den samlede velfærd og fagbevægelsens enhed lider skade.

Tackles velfærden i forbindelse med finanslov og økonomiaftaler kan alle sektorer (stat, region og kommuner) og alle områder (sundhed, uddannelse, social, arbejdsmarked m.v.) tages i forsvar. Og chancerne for at opnå en bred opbakning i befolkningen vil være gode. Lukkes øjnene derimod for disse niveauer og adresseres velfærden først i forbindelse med budgettet i den enkelte kommune, risikerer det at blive alles krig mod alle. Hver enkelt faggruppe vil forsøge at fremme netop sine interesser, hvilket reelt vil blive på bekostning af andres, eftersom kommunens økonomiske ramme er relativ fastlåst. Dette forøger selvfølgelig risikoen for en intern splittelse i det lokale tværfaglige samarbejde og i øvrigt også i lokalsamfundet, idet også borger- og brugergrupper vil indgå i slagsmålet med hver deres præferencer. Denne udvikling vil ikke gavne fagbevægelsens politiske samfundsmæssige styrke, tværtimod.

Alt dette forudsætter dog, at også det tværfaglige samarbejde forstår sig selv som sammenhængende fra det centrale niveau over det regionale til det lokale/kommunale. At der i god tid forud for økonomiaftaler og​​ finanslov opbygges det nødvendige pres på det centrale politiske niveau til eksempelvis at fastholde kompensationen for det demografiske træk og gennemføre nødvendige forbedringer af velfærden. Og at de lokale samarbejder – med både offentligt og privatansatte – insisterer på at følge budgetprocesserne på kommunalt plan for derved at inddæmme risikoen for, at de utilstrækkelige økonomiske forudsætninger ødelægger velfærden og slår om i faglige og politiske splittelser af fagbevægelsen.

 

To interne​​ elementer

En organisation er et middel til at nå bestemte mål.7​​ Ændres midlet, ændres logisk derfor også målet. En fagbevægelse, der primært er et kontor og​​ institution, kan sætte sig nogle mål; en fagbevægelse, der primært er en forening og bevægelse kan sætte sig nogle andre.

Når vi taler om fornyelse af det lokale tværfaglige samarbejde, må vi derfor også vende blikket indad mod den tværfaglige organisation.

Nedenfor diskuteres to vigtige elementer af denne, først repræsentantskabsmødet og dernæst repræsentationen. Dels beskrives nuværende træk, og dels skitseres muligheder for en udvikling af elementerne i retning af en levende forening med henblik på at tackle spørgsmål af betydning for lønmodtagerne.

 

Repræsentantskabsmødet

Repræsentantskabsmødet er oftest den højeste myndighed for det lokale tværfaglige samarbejde - i hvert fald i LO-regi8. Rigtigt anvendt kan mødet virkeligt styrke det tværfaglige arbejde.

Dette kan dog ikke ske, hvis repræsentantskabsmødet i virkelighedens verden primært tjener det formål at afbalancere interne forskelle og modsætninger for at bevare ligevægten mellem sektionens forskellige medlemsorganisationer. I så fald bliver mødet en vanemæssig markering, som tegner velkendte positioner og​​ behændigt undgår at behandle de holdninger og handlinger, som kunne skabe en ukontrolleret debat. I konsekvens heraf vil fagforeningernes menige bestyrelsesmedlemmer og tillidsvalgte opfatte repræsentantskabsmøderne som ligegyldige og uvedkommende.

Noget​​ kunne tyde på, at dette gør sig gældende flere steder. Deltagerantallet i møderne er i hvert fald dalet over en årrække, og deltagerne udgøres i stigende grad af organisationernes professionelle valgte og ansatte.

Skal der pustes nyt liv i det lokale tværfaglige samarbejde, må samarbejdet forstås som et redskab til at opnå veldefinerede mål. Repræsentantskabsmødet vil i så fald blive et vigtigt omdrejningspunkt for den tværfaglige organisation, og det tidspunkt hvor den gør status i forsøget på at nå disse​​ mål.

 

Beretningen

Repræsentantskabsmødet indledes af formandens eller bestyrelsens/forretningsudvalgets beretning.

I dag har mange afskaffet den skriftlige beretning. Denne kan dog med fordel genindføres i en form, som på en overskuelig og pædagogisk måde​​ kan indeholde de faktuelle oplysninger som basis for den mundtlige beretning, der så kan aflægges på selve mødet og lægge op til den politiske diskussion.

Altså kan fakta om organisationens interne liv – som fx antal medlemmer, ledelsens sammensætning, udvalg m.v. berettes skriftligt. Dog kan man også nærme sig den politiske diskussion ved fx forud at udsende hovedpunkter fra beretningen og – som vedtægterne typisk foreskriver – indkomne forslag og begrundelsen herfor inden mødet.

I den mundtlige beretning​​ kan vægten lægges på de politiske, tværfaglige og organisationspolitiske problemstillinger, som perioden har budt på: En præsentation af problemernes betydning for medlemmer og organisationer, holdninger hertil samt nok så vigtig tre yderligere aspekter: Hvilke diskussioner har vi haft i den forbindelse? Hvad har vi gjort, og hvad påtænker vi at gøre?

I hele fremlæggelsen skal indtænkes repræsentanternes rolle: Hvad det betyder for dem og deres organisationer, og hvorfor de har en rolle at spille i den fremtidige behandling af sagen. Dette vil ikke alene mindske afstanden mellem formanden og forsamlingen på mødet, men også øge vi-følelsen bag beslutningerne og dermed det fælles ejerskab for det forestående arbejde.

 

Bred repræsentation

En medlemsorganisation​​ kan eksempelvis være berettiget til at deltage i repræsentantskabsmødet med to repræsentanter indtil 200 medlemmer og derefter yderligere med én repræsentant for hver påbegyndt 500 medlemmer. Ideen med denne brede repræsentation er at få repræsentantskabsmødet - den højeste myndighed for den lokale fagbevægelse - sammensat primært af repræsentanter, som ikke er de professionelle valgte og ansatte fra organisationernes kontorer, men derimod tillidsvalgte som har deres daglige gang på områdets arbejdspladser.

Det er også på den måde, at begrebet tværfaglig skal forstås – at repræsentanter for ’fagene i praksis’ sætter sig sammen og diskuterer fælles problemstillinger, dvs. de problemer som viser sig i den samlede praksis på arbejdspladser og i samfundet, uanset hvilket fag der udøves; altså hvad der er fælles for os som lønmodtagere.

Eksempel: Forringelsen af dagpengeordningen kan beskrives af professionelle valgte og ansatte og underbygges med argumentation og dokumentation, men hvordan ændringerne ’føles’ -​​ hvordan de ’sætter sig’ i hver enkelt lønmodtager, hvad de betyder for kollegerne og for fællesskabet på arbejdspladserne, for modet til at sige fra eller omvendt acceptere mere end godt er - kan jo kun arbejdspladsernes repræsentanter vide.

De fælles og generelle problemer er de problemer, der har størst betydning for den enkelte – for hver lønmodtager og hvert fagforeningsmedlem, eftersom de ofte handler om forhold, der har eksistentiel betydning, eksempelvis underhold ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. De kan ikke løses individuelt eller af hver fagforening for sig, men kun i fællesskab.

Så hvis fagforeningerne forstår sig selv som medlemmernes forsvars- og interesseorganisationer i bred forstand, så må det tværfaglige samarbejde og den politiske indflydelse prioriteres meget højt; og dermed må ikke mindst det lokale tværfaglige samarbejde og den højeste myndighed herfor, repræsentantskabsmødet, prioriteres tilsvarende højt.

 

Deltagelse og inddragelse

Det tværfaglige arbejde begynder i den​​ enkelte organisation med at udvælge netop de spørgsmål og problemstillinger, som man ønsker behandlet i det tværfaglige forum: Hvad er problemet? Hvordan er det fælles? Hvad vil vi gerne opnå? Hvad kan vi hver især gøre, og hvad kan vi gøre i fællesskab for at opnå dette?

For den rette behandling af spørgsmålet er tiden op til repræsentantskabsmødet således vigtig: Hvordan skal vi forberede os? Skal spørgsmålet rejses i den tværfaglige bestyrelse eller forretningsudvalg, så det også kan behandles i andre medlemsorganisationer forud for mødet, eksempelvis på deres bestyrelsesmøder? At gøre det på denne måde ville forberede repræsentanterne på, uanset hvor de kommer fra, at diskussionen bliver rejst; dvs. at der vil være en forhåndsforståelse for, at problemstillingen skal behandles og måske også for nogle af de konkrete forslag, som tænkes stillet.

Dette er vigtigt af hensyn til sagens fremme. Fordi arbejdet med at opnå en løsning på den adresserede problemstilling ofte også kræver medvirken fra alle. For at kunne udnytte styrken i det tværfaglige samarbejde bedst muligt er det derfor vigtigt at opføre sig demokratisk, hvilket i denne sammenhæng blandt andet vil sige at introducere repræsentantskabsmødets deltagere på forhånd til problemstillingen, frem for at​​ dette først sker i samme øjeblik som punktet påbegyndes på dagsordenen. En sådan ’kupagtig’ adfærd kan blive kontraproduktiv, fostre unødig modstand og besværliggøre det forestående arbejde med at føre beslutningen ud i livet, eftersom de tværfaglige problemstillinger netop kræver en tilsvarende tværfaglig opbakning for at kunne løses.

Ingen af de store spørgsmål om betingelserne for salg af arbejdskraft og social sikring kan løses igennem en nok så talentfuld indsats alene fra det faglige apparat af valgte​​ og ansatte. Der behøves en bred og folkelig støtte fra de tillidsvalgte og medlemmerne. Derfor skal diskussionen af de større​​ tværfaglige og politiske emner fra begyndelsen sættes i søen med en sådan opbakning for øje; i sidste ende er det jo udelukkende​​ den brede og aktive deltagelse, som konstituerer fagbevægelsens nødvendige magt til forandring.

Sker det ikke, viser erfaringerne, at behandlingen af disse spørgsmål får symbolsk karakter og bliver til uforpligtende markeringer, hvis ligegyldighed hurtigt​​ bliver opfanget af medlemmerne og andre, hvilket igen får negativ betydning for fagbevægelsens troværdighed og autoritet.

Afgørende er derfor, at forberedelsen og deltagelsen i repræsentantskabsmødet tages meget seriøst, fordi det er muligheden for på byplan at alliere sig med andre fagforeninger og tillidsvalgte, som vil arbejde for at fremme de samme sager, og kan dermed blive et vigtigt skridt på vejen i retning af at løse disse.

 

Repræsentation

Ved siden af repræsentantskabsmødet skal her behandles repræsentation som et eksempel på et element, som kan fornyes og forbedres med henblik på at styrke det lokale tværfaglige samarbejde.

Allerførst vil det måske være en idé præcist at blive klar på, hvad vi taler om, når vi bruger ordet repræsentation?

Ifølge Den danske Ordbog kommer det ’at repræsentere’ oprindeligt fra det latinske ord ’repraesentare’, som betyder at 'vise frem', hvilket igen er afledt af ’praesens’, som betyder 'nærværende'. Som eksempel skriver ordbogen, at repræsentere vil sige, at​​ ”sidde i en forsamling, bestyrelse el.lign. på vegne af en bestemt gruppe for at varetage eller viderebringe gruppens synspunkter og interesser.”

Altså: Vi repræsenterer, når vi er tilstede og fremfører gruppens synspunkter. Dermed burde alt være sagt i denne sag. I den lokale tværfaglige praksis er det dog knapt så ligetil, og det kræver derfor lidt flere ord med på vejen.

Repræsentationen bør ses som et led i den generelle interessevaretagelse, dvs. ses som et led det almindelige lokale tværfaglige samarbejde om at opnå vedtagne mål og delmål og indgå som et af midlerne til at opnå disse. Om vi skal lade os repræsentere i en bestemt sammenhæng bør følgeligt afgøres ud fra, om den konkrete repræsentation hjælper os frem mod vores vedtagne målsætninger.

Det​​ synes umiddelbart ligetil bortset fra, at ikke alle lokale samarbejder i dag har klare opfattelser endsige vedtagelser af, hvad de skal arbejde henimod, og hvordan de skal gøre det. De mangler ganske enkelt målsætninger og arbejdsplaner.

Det er imidlertid​​ en selvstændig problematik, som ikke skal uddybes her, men som ikke desto mindre fortjener en særlig opmærksomhed, idet netop beskrivelse af mål og midler bør opfattes som den første og største forudsætning for, at en sektion kan arbejde effektivt, professionelt og systematisk herunder at få det bedst mulige ud af sin repræsentation.

At se repræsentationen som et led i en arbejdsplan betyder også, at vi ikke skal sige ja tak til alle tilbud, men netop vurdere dem ud fra, om de fremmer planens målsætning. Omvendt betyder det sikkert også, at vi skal forsøge at blive repræsenteret nye steder, som i dag enten er lukket land for os, eller som måske slet ikke eksisterer, hvorfor vi skal arbejde på at skabe disse.

Et strategisk eksempel på en repræsentation kan være paritetssammensatte fora i forbindelse med kommunernes arbejdsmarkedspolitiske indsats, altså udvalg, råd osv. med ligelig talmæssig repræsentation fra fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne.

Vigtigt er det forudgående arbejde, inden repræsentationen iværksættes, samt forberedelsen af og afrapporteringen fra det løbende arbejde.

I den forbindelse er det - foruden et fokus på egne målsætninger – også vigtigt at kende de muligheder og begrænsninger af såvel politisk som juridisk karakter, der kan ligge i det pågældende organ, institution osv. som man er repræsenteret i. Så man ved, hvad der kan behandles her, og hvad der må behandles andre steder.

Denne identifikation er vigtig, fordi der bør være tale om en arbejdsdeling. Når der er defineret en bestemt målsætning, må de rette midler tages i brug, således at noget kan tages op igennem repræsentationen, mens andet må tages op uden om denne.

Når eksempelvis det lokale tværfaglige samarbejde indgår i et kommunalt udvalg, råd eller lignende, som har til​​ formål at få ledige i enten job eller uddannelse, er det vigtigt at erkende og italesætte de præcise muligheder og begrænsninger i såvel omfang som indhold af dette arbejde. Således vil ikke mindst lovgivningen, kommunernes økonomi og virksomhedernes suveræne ret til at ansætte og afskedige lægge nogle rammer ned over arbejdet, der på forhånd vil gøre det umuligt igennem denne repræsentation at nå fagbevægelsens kvantitative mål om arbejde og uddannelse til alle. Ligesom de kvalitative redskaber og værktøjer, der er til rådighed for indsatsen, måske vil stride mod samarbejdets egne målsætninger (eksempelvis brugen af arbejdspraktikker).

Ikke desto mindre kan arbejdet være vigtigt at gøre, fordi beslutningerne er med til at forme det arbejdsmarked, som lønmodtagere og fagbevægelse skal agere på. Vigtigt er derfor, at indsatsen i den pågældende repræsentation koordineres med indsatsen udenfor, ikke mindst indsatsen i fagforeningerne og på arbejdspladserne; så dét vi gør på ’de bonede gulve’, spiller sammen med​​ det vi gør ’på gulvet’.

I det lokale tværfaglige arbejde er det derfor helt centralt, at der er en organisk sammenhæng mellem repræsentationen og de kompetente forsamlinger i samarbejdet. Dette kan ikke alene sikres gennem et personsammenfald men må implementeres som rutiner for løbende forberedelse og afrapportering som led i den bevidste og fremadskridende opfyldelse af handleplan og målsætning.

 

PS

Den vinkel, som jeg har anvendt på de behandlede problemstillinger, kan bedst beskrives ved ordet ’organisering’. Forklaring følger:

’Organizing’ har været et buzzword i den danske fagbevægelse i de seneste 20 år, og i dag vil de fleste fagforeninger nok kalde sig organiserende. Dog dækker dette ikke nødvendigvis over en større overensstemmelse og fælles forståelse, eftersom der ikke er enighed om en præcis definition af begrebet. Snarere er det vel sådan, at den faglige diskussion nu blot er flyttet ind under overskriften ’organizing’. De velkendte spørgsmål om, hvad en fagforening er, hvad den skal lave, hvilken rolle medlemmer, tillidsvalgte og professionelle funktionærer skal spille, er et langt stykke ad vejen fortsat ubesvarede.

Modpolerne i diskussionen tager udgangspunkt i hver sin af ordbogens to sidestillede definitioner af, hvad det vil sige ’at​​ organisere sig’, som dels kan betyde, at ”slutte sig sammen i en (faglig eller politisk) organisation der kan varetage fælles interesser” og dels at ”indbyrdes fordele og løse væsentlige (samfundsmæssige) opgaver på en hensigtsmæssig måde”.9

Den første definition får os måske til at tænke på dét ’at hverve’, som betyder at ”få til at tilslutte sig en gruppe el.lign. ved at lokke eller overtale”. At hverve betyder altså, at nogle overtaler andre, som giver modstræbende efter. Man hverves af andre og tilslutter sig uden lyst eller entusiasme.

Men ’at organisere sig’ er ikke synonymt hermed. Heller ikke selv om vi alene holder os til den første definition af begrebet, som refererer​​ til selve indmeldelsen eller tilslutningen. Forskellen gemmer sig i stedordet​​ sig, som viser tilbage til grundledet. Man hverves,​​ hvorimod​​ man organiserer sig. I det første tilfælde er man passiv og genstand for andres handling; i det andet er man derimod​​ aktiv og genstand for sin egen handling.

Det afgørende er ikke, om det sker i lyst eller ulyst (selv om det første jo er at foretrække). Det afgørende er derimod, at du er subjektet, der erkender omverdenen og handler i forhold til denne. Du har selv dannet dig en klar forestilling om sagens rette sammenhæng og vurderer på den baggrund, hvordan du vil handle.

Og netop dette forbinder de to definitioner af ’at organisere sig’ med hinanden. For der er en logisk sammenhæng mellem at ”slutte sig sammen i en (faglig eller politisk) organisation der kan varetage fælles interesser” og ”indbyrdes [at] fordele og løse væsentlige (samfundsmæssige) opgaver på en hensigtsmæssig måde”. Sammenhængen er, at jeg organiserer mig i fagforeningen for sammen med de andre medlemmer at varetage vores fælles interesser på den mest hensigtsmæssige måde. Forståelsen af den enkelte og fællesskabet som interaktive subjekter er det punkt, hvor de to definitioner på ’at organisere sig’ mødes.

Derimod er det ’at hverve’ ikke sammenhængende hermed. Hvor organisering forstår det enkelte medlem og gruppen af medlemmer som selvbevidste, handlende og forbundne subjekter, forstår hvervning dem derimod som objekter, som andre kan gøre noget med og ved. Frem for organisering er hvervning mere i familie med ’mobilisering’, altså at ”gøre nogen eller noget klar til indsats” – mest tydeligt selvfølgelig i det militære beredskab, hvor der ikke forventes diskussion men lydighed.

Sat på spidsen: Organiserer man sig, sker det med henblik på aktivt at indgå i medlemsgruppen for at udvikle organisationen i retning af at nå de mål, som gruppen selv opstiller. Hverves man til organisationen, afventer man passivt på yderligere ’ordre’, på hvad man skal foretage sig eller undlade at foretage sig.

I første tilfælde er det handlende subjekt medlemmerne; eller sagt på en anden måde: Medlemmerne er fagforeningen. I det andet tilfælde er subjektet de valgte og ansatte ’inde i fagforeningen’, som medlemmerne siger.

Den sidstnævnte model rummer kimen til splittelse i sig, om ikke organisatorisk så politisk. For hvad ’fagforeningen’ foretager sig, bør medlemmerne ifølge de valgte og ansatte ikke nødvendigvis drages ind i; og omvendt har medlemmerne kun begrænset interesse i - og føler ikke noget medansvar for - ’fagforeningens’ virke.

På denne måde kan der ikke opbygges en stærk fagbevægelse, forudsat at antal og bredde anerkendes som nødvendig forudsætning for den faglige styrke. Og denne anerkendelse er netop, hvad der danner forudsætningen for ovenstående behandling af​​ det lokale tværfaglige samarbejde.

Fagbevægelsens chance består i at kunne organisere så mange ’hoveder’, at antallet af ’høveder’ bliver ligegyldigt. Sagt på en anden måde: At den politiske vilje i befolkningen kan overtrumfe kapitalmagten. Det er sket mange gange i historiens løb, men ikke meget i de senere år. Dette hænger – efter min mening - i høj grad sammen med afmægtiggørelsen af fagbevægelsen, herunder af det faglige apparat i stadig højere grad har substitueret medlemmernes deltagelse. Men dermed​​ kan vi ikke drage fordel af, at vi er de fleste.

Don’t get me wrong: Der er mere end nogensinde brug for professionelle valgte og ansatte. Spørgsmålet er alene, hvilken rolle de skal spille; og i sammenhæng hermed, hvilken rolle medlemmerne skal spille.

Organisering er altså ikke bare et spørgsmål om medlemskab. Det er meget mere end det. Organisering handler om ’empowerment’ og ’ownership’.​​ At vi hver især og i fællesskab bliver langt bedre i stand til at tackle de problemstillinger, som vi står overfor​​ –​​ fra formand over bestyrelsesmedlemmer og tillidsvalgte til medlemmerne på arbejdspladsen. Dermed kan man for alvor tale om ’den organiserende fagforening’.10

1

​​ Artiklen beskæftiger sig ikke med baggrund for og årsager til fagbevægelsens udvikling de senere årtier; det er der skrevet mange andre bøger og artikler om – også i Kritisk Debat.

2

​​ ’Lærebog i ansættelsesret og personalejura’ af Ole Hasselbalch, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016, side 39.

3

​​ Ibid, side 50.

4

 ​​​​ Og næsten med det samme ser vi på nethinden en daginstitution stillet op over for en motorvej. Modstillingen holder ikke konsekvent, idet anlæg også kan være ’velfærd’. Eksempelvis kan vi dårligt klimabeskytte os uden nye offentlige anlæg; og det vil også være svært at sige nej til fornyelse af kloaknettet (især hvis man oplever rotteplager), etablering af cykelstier, sikring af skoleveje m.v.

5

​​ Et andet eksempel på skævvridning foregår, når nogle fag- og pressionsgrupper forsøger at fremme deres område på bekostning af andres; som det eksempelvis sås i folketingsvalgkampen 2019, hvor kravet om​​ minimumsnormeringer på dagsinstitutionsområdet blev presset foran andre velfærdsbehov.

6

​​ Se artiklen ’Rettidig omhu for de offentligt ansatte – og for os andre’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat, 15. april 2016 - ​​ http://gl.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1637

7

​​ Ordet organisation kommer af græsk ’organon’ og betyder 'redskab, instrument'.

8

​​ De to tidligere hovedorganisationer LO og FTF er som bekendt sluttet sammen i FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation); de lokale LO-sektioner vil mange steder dog fortsat eksistere til og med 2020.

9

​​ Denne og øvrige definitioner i dette afsnit er hentet fra ordnet.dk/ddo/ordbog

10

​​ Se eksempelvis artiklen ’Bidrag til en dansk diskussion om "Organizing"’ af Klaus Krogsbæk, Kritisk Debat, 15. oktober 2010 - http://gl.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=911

 

 

Denne artikel bringes i online tidsskriftet Kritisk Debat 15. oktober 2019 – kritiskdebat.dk

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019