Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Populismens tidsalder​​ og det italienske centrum-venstre

Af​​ Gert Sørensen

Det er næppe for meget sagt, at det politiske liv i​​ dagens​​ Italien​​ ser​​ temmelig​​ mudret​​ ud.​​ 

Overrasket må​​ man​​ se til, at den første regering Conte,​​ bestående​​ af Femstjernebevægelsen (5SB) og det stærkt højreorienterede Lega,​​ efter​​ en kovending​​ er​​ gledet over i​​ endnu en​​ regering Conte,​​ nu​​ med​​ centrum-venstrepartiet​​ Det Demokratiske Parti (PD)​​ i stedet for Lega.​​ Situationen overgås​​ formentlig​​ kun af det engelske​​ Brexit-kaos.​​ I begge tilfælde​​ kompletterer​​ det​​ billedet af​​ dybe​​ opbrud​​ i vore politiske systemer. Skrøbeligheden​​ i​​ den demokratiske orden, vi har kendt til siden Anden Verdenskrig, er blevet udstillet.​​ Centrum-venstre partierne famler sig frem og​​ mangler​​ svar​​ over for nyliberalismen​​ med​​ de letkøbte​​ idéer om kapitalens og​​ arbejdets frie bevægelighed​​ over landegrænserne. Mange er også blevet overrumplet af den gennemslagskraft, hvormed​​ populismens kortsigtede budskaber om national​​ suverænitet og etnicitet​​ er slået igennem.​​ 

Selv om disse ismer​​ står for forskellige dagsordener, er det dog påfaldende, hvormeget​​ de​​ spiller sammen. Mens geometrien normalt​​ siger, at parallelle linjer​​ aldrig mødes, så forholder det sig​​ tilsyneladende​​ anderledes i den politiske geometri. Her kan de konvergere,​​ helt​​ uden besvær. Det er der adskillige eksempler på,​​ som når Berlusconi, der​​ ellers​​ opfattede sig som liberal eller​​ egentlig​​ liberalist og tilhænger af det frie marked, ikke havde besvær med at alliere sig med nyfascisterne i MSI og xenofoberne i Lega Nord i sin første regering i 1994.​​ Denne umage konstellation​​ gjorde det​​ imidlertid​​ så meget lettere for Berlusconi som regeringsleder og lovgiver i flere omgange frem til 2011 at sikre sig et tv-monopol på hjemmemarkedet​​ og udfordre den demokratiske forfatnings​​ spilleregler.

En​​ forklaring på dette paradoks finder man i, at ingen af de to ‘ideologier’ er i stand til at supplere egne påstande med tilstrækkeligt overbevisende​​ argumenter​​ men​​ er henvist til at​​ trække på hinandens tankegods. Nyliberalismens mantra (mindre stat, mere marked,​​ deregulering,​​ skattelettelser​​ og skatteunddragelser)​​ hvilede på​​ en​​ uvillighed til at medfinansiere socialstaten. Resultatet blev​​ større​​ ulighed, som fortalerne ikke havde et​​ klart​​ svar​​ ​​ end​​ mere af det samme.​​ Populismen​​ udfyldte​​ denne lakune​​ og​​ mønstrede​​ en politisk opbakning ved at tale om noget andet​​ (typisk de fremmede).​​ For deres vedkommende kunne populisterne​​ tilslutte sig​​ nyliberalisternes​​ underminering af​​ de gamle politiske og kulturelle eliter,​​ der blev stemplet som ‘smagdommere’ inden for​​ de skematiske​​ rammer af​​ et​​ ‘os’ (det sande folk) over for et ‘dem’ (det sande folks fjender). Denne model​​ slog tydeligt igennem også i Danmark med det såkaldte systemskifte i 2001​​ og dannelsen af​​ en regeringsbærende alliance mellem Dansk Folkeparti og Venstre,​​ Danmarks liberale parti. I en noget større målestok har det gentaget sig med Donald​​ Trumps usurpering af Det Republikanske Parti​​ i USA, der rummer både ultraliberalistiske og nationalsuverænistiske komponenter.​​ En sådan​​ sammenstykning af på én gang usammenhængende og usamtidige​​ ‘ideologiske’​​ visioner​​ kan måske nok på kort sigt overbevise store udsatte befolkningsgrupper,​​ der ofte er overladt​​ til​​ hverdagsfornuftens​​ forhastede konklusioner.

På lang sigt mangler vi​​ dog​​ endnu at se, om der fra den kant kan leveres svar på​​ spørgsmålene​​ angående​​ social retfærdighed og​​ økologisk​​ bæredygtighed.​​ Det er dog tvivlsomt, om vi overhovedet kommer så vidt med de improvisationer og​​ ofte​​ tilfældige indskydelser, der dikterer​​ de liberal-populistiske​​ udspil og gør det ud for et gennemtænkt projekt.​​ Men inden vi får svar, går tiden, og mellemtiden kan​​ hurtigt blive fyldt op med det​​ ene​​ tilbageslag efter det andet,​​ og er det for så vidt allerede.​​ I Trumps tilfælde, et foreløbig kulminationspunkt​​ på denne​​ saga, har vi været vidner til en åben konfrontation med​​ de demokratiske institutioner,​​ når​​ den amerikanske præsident indtil videre har haft held til at lancere​​ sine​​ private​​ synder’​​ som​​ public​​ virtues.​​ Det​​ tydeliggør​​ igen, hvor hurtigt disse​​ institutioner​​ kan blive afløst af mere autoritære styreformer. I forbindelse med Victor Orbàns Ungarn taler man allerede om det illiberale demokrati, hvori den demokratiske styreforms​​ checks-and-balances​​ er sat ud af spillet​​ og demokratiet er reduceret til et flertalsstyre, der vægter ‘hvem, der styrer’​​ højere end​​ ‘hvordan, der styres’.

En regering, der ikke vil regere

I Italien fik man efter valget i marts 2018 den første populistiske regering i et af de europæiske kernelande. Det gav genlyd.​​ Regeringen​​ med den​​ dengang​​ ukendte jurist Giuseppe Conte​​ i spidsen​​ blev sammensat af valgets to sejrherrer:​​ 5SB,​​ ledet af den unge og uprøvede Luigi Di Maio,​​ der blev det største parti med over 32% af stemmerne, og Lega, tidligere Lega Nord, som nu under Matteo Salvinis ledelse fik succes med at​​ omdanne​​ sig​​ til​​ et nationalt​​ parti i lighed med Marine Le Pens​​ franske søsterparti​​ og opnåede omkring 17%. PD fik et skuffende valg og opnåede​​ små​​ 19%. Berlusconis før så mægtige​​ Forza Italia​​ røg helt ned på 14%, efter at have været centrum-højrefløjens dominerende parti i næsten tyve år​​ uden dog at have forhindret den dybe krise,​​ Italien​​ er havnet i, og som også​​ har​​ banet​​ vejen for​​ de nye populistiske partier.​​ 

Regeringsgrundlaget blev nedfældet i et program og afspejlede med al ønskelig tydelighed de modsigelser, der​​ ​​ træde frem, når populisterne​​ også skal danne regering og forventes at​​ skulle​​ regere og finde løsninger på landets lange liste af strukturelle problemer.​​ Det viste sig vanskeligt at foretage en prioritering. Programpunkterne blev derfor linet op i alfabetisk rækkefølge.​​ Der var dog nogle, der hurtigt​​ kom til at tegne dagsordenen, men som også strittede i​​ modsatte​​ retninger. Snart ville man have skattelettelser for de rige og større autonomi til de produktive norditalienske regioner​​ som​​ Lombardiet. Det var Lega, der fremførte disse krav, selv om det uundgåeligt ville straffe Syditalien, hvor partiet for første gang var slået igennem.​​ 5SB, der havde sine fleste vælgere i Syden,​​ satsede​​ derimod​​ på borgerløn, reelt​​ en indslusningsløn​​ for mindre end​​ en million​​ mennesker.​​ 

Det altoverskyggende tema​​ blev dog migrationsspørgsmålet.​​ Som indenrigsminister​​ skruede​​ Matteo Salvini​​ op for retorikken og brugte​​ det behændigt til at fortsætte valgkampen.​​ Meningsmålingerne toppede, efterhånden som han lancerede​​ sine planer om​​ at lukke​​ havne, nedlægge modtagelsescentre og​​ sende de illegale immigranter hjem.​​ Det blev dog​​ mestendels​​ ved snakken.​​ Alligevel​​ blev Lega mere end fordoblet​​ med op til​​ 37-38%. Omvendt måtte​​ 5SB​​ se til, at opbakningen​​ langsomt​​ blev halveret. Det​​ bekræftede, at​​ Salvini havde​​ fanget en​​ letantændelig​​ tidsånd,​​ der også​​ kunne mobilisere en latent​​ skepsis over for​​ EU, som mange mente svigtede det geografisk udsatte​​ og dårligt rustede​​ Italien.​​ 

Men denne​​ forskydning​​ af styrkeforholdene pegede også på, at Lega trådte ind i regeringen med langt større erfaring fra årene som partner​​ i​​ Berlusconis regeringer. Desuden havde Lega et​​ lokalt fodfæste, da partiet ikke bare sad på posten som regionspræsident i eksempelvis Lombardiet, der i lighed med Catalonien i Spanien sad på store dele af den italienske økonomi med Milano som finanscentrum, men​​ det​​ administrerede​​ også​​ mange kommuner og provincer og havde gjort det i mange år. Til sammenligning​​ havde​​ 5SB, der blev grundlagt af komikeren Beppe Grillo i 2009, en langt kortere historie bag​​ sig​​ og måtte sande, at med overgangen fra politisk bevægelse til regeringsansvar stod man også over for en anden kompetence, som bevægelsens ledere,​​ nu ministre,​​ ikke besad.​​ 

Den ene gang efter den anden overskred regeringen forfatningen, de internationale konventioner og ikke mindst EU’s stærkt kritiserede budgetregler, som Italien​​ dog​​ blev tvunget til at efterleve. Det betød, at Italien gled ud i det europæiske fællesskabs periferi og blev rubriceret sammen med Polen og Ungarn, selv om der bag de fælles interesser​​ med disse østeuropæiske lande​​ også var mange​​ divergerende opfattelser. Fra denne yderposition forsøgte Salvini​​ op til Europa-Parlamentsvalget at forene ligesindede partier​​ på den​​ nationalsuverænistiske højrefløj.​​ Lega fik 34% af stemmerne, der​​ bekræftede​​ tendenserne​​ i de forudgående måneders​​ meningsmålinger.​​ Successen på det nationale plan blev dog ikke fuldt op i det​​ europæiske​​ regi. Det blev et nederlag for Salvinis​​ drøm om​​ at​​ fremstå som​​ højrefløjens ubestridte leder i Europa.​​ Måske​​ var​​ det også et første signal om, at han, der hidtil havde kunnet gå på vandet, faktisk her havde fejlvurderet situation​​ og glemt, at​​ Italien​​ ikke​​ længere​​ var​​ en fri variabel i Europa.

Salvinis illiberale ambitioner

Hen over sommeren​​ stod det klart, også for Salvini selv, at​​ han​​ ikke var forsynets mand, selv om​​ de mange​​ selfies​​ gav et andet indtryk.​​ Han blev fanget i en slags politisk narcissisme.​​ Som et foreløbigt lavpunkt for, hvad en europæisk partileder kan finde​​ på​​ for at få vælgerne i tale,​​ afstod​​ Salvini​​ ikke fra at afholde​​ politiske møder rundt omkring på de italienske​​ strande, iført​​ badebukser og med en cocktail ved hånden. Man​​ kunne godt​​ tro, at et af de opulente​​ underholdingsprogrammer fra Berlusconis​​ trash-tv​​ var rykket ud i vandkanten. Men alvoren​​ blev dog uomtvistelig​​ for enhver, da Salvini på et vist tidspunkt under løjerne afslørede, hvad han i virkeligheden sigtede efter, nemlig fuldbyrdet magt (pieni poteri) uden de hindringer, som forfatningen og parlamentet sætter. De tilstedeværende tilhængere​​ missede formentlig​​ de fulde konsekvenser af disse ord. Den fascistiske fortid, som Salvini i øvrigt koketterede med, var fortid, mens​​ sommervarmens​​ feriestemte​​ publikum var mere optaget af, hvad strandlivet ellers kunne​​ byde på.​​ 

I samme periode blev Lega ramt af endnu en skandale med afsløringerne af nogle mere lyssky forbindelser til kredsen omkring Putin,​​ ikke ulig de fordækte samtaler om økonomisk støtte som Det Østrigske Frihedspartis​​ leder Hans-Christian​​ Strache blev fældet på. Der var derfor mange indikatorer, der pegede på, at Salvini – ihvert fald på kort sigt – overspillede sine kort, da han hen i august trak stikket og bragte regeringen til fald, den formentlig mest dysfunktionelle regering i Italiens nyere historie, der til slut​​ opgav​​ helt​​ at regere. Han havde givet kalkuleret med nyvalg, der​​ ville have givet Lega og koalitionen​​ med et mindre parti af tidligere nyfascister et bekvemt flertal. Sådan gik det som bekendt ikke. Selv om Salvini havde afskrevet parlamentarismen i sit hoved og​​ allerede​​ så sig selv i rollen som ny regeringsleder, blev han hurtigt mindet om parlamentets faktiske eksistens og​​ dermed også​​ mulighederne for at etablere et alternativt flertal.

Femstjernebevægelsens kovending

Hvad ingen havde forestillet sig måneder før, blev nu en kendsgerning.​​ 5SB, der før havde støttet højredrejningen i italiensk politik, var​​ imidlertid​​ ikke​​ interesseret i et nyvalg​​ med​​ udsigterne​​ til at​​ blive​​ decimeret.​​ Med i vurderingen af​​ 5SB’s manøvrer​​ hører, at partiet faktisk har fået​​ sin store opbakning fra mange skuffede vælgere​​ ​​ centrum-venstrefløjen.​​ Den fælles interesse​​ med PD​​ i at holde Salvini ude dannede​​ derfor et​​ vigtigt​​ grundlag for​​ den nye​​ regering​​ under​​ Conte. Umiddelbart kunne det godt​​ give Salvini ret i den populistiske kritik af de politiske​​ ‘kaster’, der​​ altid​​ meler deres egen kage​​ og forhindrer folkets sande stemme i at blive hørt.​​ 

Man kan imidlertid også vælge at se det som en iværksættelse af de​​ checks-and-balances, der er indbygget i forfatningsordenen, og som giver præsidenten som den øverste garant myndighed til at undersøge andre flertalskombinationer, inden et valg bliver udskrevet.​​ Under alle omstændigheder afdækker det​​ en polarisering mellem​​ to forskellige syn på det, som skulle være det fælles regelsæt.​​ Hvor holdbar er så den nye regering, spørger mange, når de umage regeringspartnere har alle betingelser for at udvikle sig i samme dysfunktionelle retning, som den forrige?​​ De nye udmeldinger i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger er ikke til at tage fejl af. Der​​ tegner​​ sig allerede​​ en mere proeuropæisk​​ kurs​​ fra italiensk side,​​ men​​ også en større imødekommenhed​​ over for Italiens vanskeligheder fra den nye​​ Kommissions side.​​ På migrationsområdet har EU​​ endvidere​​ åbnet for en revision af den forkætrede Dublin-aftale.​​ De konkrete resultater​​ mangler​​ endnu.

PD i et historisk perspektiv

Men hvor stiller det​​ PD og hele centrum-venstrefløjen​​ i det​​ nuværende​​ regeringssamarbejde? Spørgsmålet må melde sig, når man står​​ med en​​ mildest talt meget​​ uforudsigelig​​ partner, hvis tro på parlamentarismen er meget lille, så lille, at man gerne ser en reduktion i antallet af parlamentsmedlemmer​​ og ellers sværger til det direkte demokrati over nettet. Det må heller ikke glemmes, at​​ 5SB​​ tidligere​​ forbandt PD med alle det politiske systems dårligdomme. Dermed afskrev​​ Di Maio og konsorter​​ også​​ hele den politisk-kulturelle tradition, der blev samlet op i PD​​ ved dannelsen i 2007, og som havde rødder tilbage i Det Kommunistiske Parti, PCI og venstrefløjen i efterkrigstidens altdominerende regeringsparti,​​ Democrazia Cristiana​​ (DC).​​ Dertil kommer, at regeringen ikke faldt, fordi centrum-venstre stod i en styrket position​​ og havde en velorganiseret social opposition​​ bag​​ sig. Regeringen Conte-Salvini-Di Maio imploderede​​ ganske enkelt​​ indefra,​​ efterhånden som​​ modsigelserne og den almindelige regeringsuduelighed ikke længere kunne skjules.​​ 

PD​​ kommer​​ derfor​​ ind i den nye regering fra en svækket position, uden at have været i stand til​​ af egen kraft at udnytte sprækkerne i​​ den populistiske koalition. Det afspejler​​ i virkeligheden blot, at centrum-venstre har haft svært ved at​​ fremstå overbevisende som​​ et​​ virkeligt​​ alternativ​​ til dens​​ kurs, der satte ind​​ allerede​​ med Berlusconi i begyndelsen af 1990erne og tog​​ en drejning​​ med​​ Salvinis​​ Lega og 5SB.​​ Ganske vist​​ besejrede​​ centrum-venstre​​ partierne​​ under Romano​​ Prodi to gange Berlusconi;​​ og frem til valget i 2018 havde der været en​​ række​​ kortvarige​​ demokratisk ledede​​ regeringer​​ under Enrico Letta, Matteo Renzi og​​ Paolo Gentiloni. Der har dog i disse tilfælde næppe været tale om alternativer men snarere om​​ mindre korrektiver.​​ Man kan hævde, at venstrefløjen altid har stået svagt i Italien​​ og udgjort en evig opposition, men der er dog en påfaldende forskel fra tidligere tider, som også siger noget om de dybe ændringer i den partidrevne​​ forfatningsorden. Men​​ situationen i dag​​ peger også på den​​ lethed,​​ hvormed vælgerbefolkningen​​ i dag​​ udskifter deres​​ loyaliteter og​​ præferencer og ofte lader sig påvirke af stemninger og kortsigtede løfter, der sjældent holdes, fordi de​​ ikke så meget​​ er dikteret af en vilje til at regere​​ som​​ af en vilje til at bryde​​ ned​​ i forventning om en ny orden, der så​​ aldrig​​ indfinder sig.

Frem til Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud ved overgangen fra 1980’erne til 1990’erne var PCI omdrejningspunktet på venstrefløjen. Det havde​​ sat​​ sig sine spor i den social-liberale forfatning fra 1948, der allerede i​​ artikel 1 fastslår, at Italien er en demokratisk republik, baseret på arbejdet. Desuden lægger forfatningen op til vidtgående velfærdsreformer som en modvægt til artiklerne om den frie markedsøkomi og den private ejendomsret. På dette grundlag af en samfundspagt opbyggede PCI et netværk af fagforeninger, kvindeforeninger, partisanforeninger, kooperativer,​​ kulturelle sammenslutninger,​​ tænketanke,​​ der var dybt og bredt forankret i civilsamfundet, og som også bidrog til en generel venstredrejning i 1970’ernes Italien.​​ 

Truslerne fra højreekstremistiske kredse i militæret og fra en voksende terrorisme på begge de politiske fløje fik PCI’s daværende partisekretær Enrico Berlinguer til at lancere et historisk kompromis med de kristelige demokrater​​ som udtryk for et fælles forsvar for den demokratiske forfatning. Berlinguer forstod, at det klassiske industrisamfunds arbejderklasse var på tilbagetog både demografisk og sociologisk. Derfor appellerede han til de nye sociale aktører, de unge, kvinderne​​ og de nye mellemlag,​​ og fik tilslutningen​​ til partiet​​ op på 34%​​ ved valget i 1976.​​ I​​ sidste halvdel af årtiet​​ kom PCI​​ så tæt på en kristeligdemokratisk regering, som det var muligt under den kolde krig, og fik også nogle reformer igennem​​ på f. eks. sundhedsområdet.​​ 

Fra 1990’erne og frem forsvandt denne type parti, og centrum-venstre fik aldrig skabt en opdateret udgave af den moderne fyrste, som Gramsci i sin tid døbte et moderne masseparti med dets forgreninger ud i civilsamfundet.​​ Berlusconis​​ Forza Italia​​ viste​​ en anden​​ vej. Ganske vist havde det rødder i Berlusconis medie- og forretningsimperium, men det var først og fremmest drevet frem af Berlusconis person.​​ 

PD’s egen populisme. Renzi​​ 

Sideløbende​​ afviklede det, der skulle blive til PD, sit sociale rodnet​​ og hele den​​ livsvigtige fødekæde, der før​​ havde givet politisk næring. I stedet​​ satsede​​ man​​ på lederens gennemslagskraft i medierne,​​ i​​ TV og siden​​ ​​ de såkaldte sociale medier, der​​ har vist sig at være​​ særdeles velegnede til at formidle den direkte forbindelse mellem tilhængerne og den karismatiske leder uden om de filtre, som de traditionelle medier og den kritiske offentlighed​​ repræsenterer.​​ I PD’s nyeste historie har denne tendens tegnet sig tydeligst med​​ den unge​​ Renzi, der via et primærvalg i 2013 blev valgt til partiets nye partisekretær. Året efter, i 2014, blev han ny regeringsleder. Hans mest markante udspil gjaldt en ændring af et væsentligt punkt i forfatningen. Det​​ gik ud på at omdanne parlamentet fra​​ de aktuelle to kamre til i realiteten ét.​​ Det skulle lette lovgivningsprocedurer og få lovforslagene hurtigere igennem, lød argumentet.​​ 

Det kom til en folkeafstemning om forslaget. Renzi spillede​​ højt​​ spil​​ og​​ ville udnytte successen ved valget til Europa-Parlamentet i maj 2014, hvor PD fik 40% af stemmerne. Han​​ lovede​​ uforsigtigt​​ at træde tilbage, hvis hans forslag ikke blev stemt igennem ved afstemningen, der blev afholdt i december 2016.​​ Nederlaget blev​​ forsmædeligt, da 60% af de afgivne stemmer sagde nej til forslaget. Forfatningskyndige jurister så​​ fejlagtigt​​ et motiv i venerationen for den gamle forfatning, der var et resultat af kampen mod fascismen. Der var​​ dog​​ snarere tale om, at der var et nyt flertal under dannelse i befolkningen, der fra nu af flyttede forventningerne over​​ til Lega og 5SB.​​ Forfatningsjuristeriet havde kun ringe interesse i store dele af befolkningen. Det fik man allerede en forsmag på under Berlusconi, der blev valgt med høje stemmetal, uanset man var vidende om hans​​ grove​​ fiflerier med lov og ret. Den første regering​​ Conte, der kom på benene​​ efter valget i 2018,​​ lagde​​ da heller ikke​​ skjul på​​ de deltagende partiers​​ illiberale​​ for ikke at sige​​ postfascistiske​​ underminering af​​ den gamle forfatning. Renzi var i sin politiske stil allerede​​ så meget​​ integreret i​​ populismens sprogbrug og adfærd, at hans hurtige fald kan give et signal​​ om skrøbeligheden i disse udløbere af en politisk kultur, der har mistet orienteringen og det lange udsyn.​​ 

Efter indgåelsen af det nye regeringssamarbejde​​ hen over sommeren​​ mellem PD og 5SB har vi da også set, at Renzi definitivt har forladt PD og dannet sit eget midtersøgende parti,​​ Italia Viva. Det er naturligvis ikke​​ et træk, der​​ umiddelbart​​ styrker PD. Tværtimod​​ kan det​​ gøre​​ partiet​​ yderligere​​ sårbart​​ ikke bare​​ over for regeringspartneren, men også over for en Salvini, der i sin nye rolle som oppositionsleder fortsat pisker folkestemningerne​​ op. Aktuelt arbejder​​ Lega’s leder​​ for en folkeafstemning, der skal sikre en valglov, hvorefter flertallet tager det hele efter engelsk model. Hvorvidt et​​ referendum​​ på dette grundlag​​ overhovedet​​ er lovligt, mangler forfatningsdomstolen endnu at sige noget om. Hvorom alting er, valget kommer før eller siden. Hvad højrefløjen vil,​​ har vi​​ fået et klart fingerpeg om. Hvad centrum-venstre vil står endnu​​ hen i det uvisse.​​ Det nuværende regeringsarbejde kunne i denne henseende​​ også blive en​​ wake up​​ for PD​​ og de mindre rød-grønne partier til​​ at genskabe de brudte linjer til det civile samfund​​ og​​ genformulere et projekt. ​​​​ ​​ ​​ ​​  ​​​​  ​​​​ 

​​ ​​  ​​​​ ​​ ​​ 


Næste nummer udkommer 15. december 2019