Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Kvinder, køn og højrefløjen

Af Gitte Pedersen

For størstedelen af højrefløjen er had til kvinder er blevet en central ingrediens i den aktiviteter de seneste årtier. I denne artikel analyserer Gitte Pedersen højrefløjens kvindesyn og den​​ nye bevægelse omkring kønsneutralitet. Samtidig peger hun på, at en ny global kvindebevægelse måske er på vej.

Igennem de senere år har der været en del terrorangreb begået af vrede, hvide mænd. ​​ Fælles for dem er at de alle bekender sig til en ekstrem højrefløjs tænkning. De bruger nettet til at livestreame deres gerninger og efterfølgende lægger de vrede manifester ud på nettet. Som fx. Christchurch terroristen Brenton Tarrant. De bekender sig heri til det de kalder​​ The Great Replacement, den store omskiftning. Med dette menes, at den vestlige verden er i forfald – fødselsraten er lav i de fleste vestlige lande, og så er tanken, at ikke-hvide immigranter får overtaget, og de vestlige værdier og normer vil forsvinde. At fødselsraten er lav, ses som værende​​ feministernes og kvindefrigørelsens skyld. Feminisme er en undergravende samfundsorden, som i virkeligheden er styret af jøder!! Her kan man så forstå, at de vrede hvide mænd hverken bryder sig om kvinder eller jøder.​​ 

Alt-right bevægelsen​​ 

Omkring disse vrede, hvide mænd er opstået forskellige bevægelser, hvoraf den amerikanske Alt-right bevægelse måske er en af de værste. De går ind for hvidt overherredømme, og mener at alverdens dårligdomme skyldes jøder, muslimer, sorte og ikke mindst kvinder/feminister. Som kvinde og feminist fralægger jeg mig et hvert ansvar for denne verdens dårligdomme. Skal vi endelig snakke om skyld i verdens dårligdomme, er det vel næppe kvinder/feminister, der er de store skurke. Ud fra en mere samfundsmæssig, strukturel analyse​​ bliver resultatet, at det er den neoliberale, globaliserede kapitalisme godt hjulpet af patriarkatet, der er de største syndere, hvad angår denne verdens mangel på lige muligheder og adgang til goderne. Og det er ikke kvinder/feminister, der har skabt denne verdensorden. At nogle hvide mænd er vrede, kan være forståeligt nok, men de misforstår fuldstændig, hvem der har skylden. Skal vi sætte køn på skylden, så er det hvide, midaldrende, velbeslåede mænd, der har styret verden de sidste 2000 år. Og det er netop her, patriarkatet kommer ind i billedet, for patriarkatet som strukturelt fænomen undertrykker ikke kun kvinder men også mænd og for den sags skyld også naturen. Og kapitalismens ypperligste mål er jo at skabe mest mulig profit til dem, der har mest. Hvis de vrede, hvide mænd blot kunne forstå, at de retter deres vrede mod det forkerte mål. Det er ikke kvinder, sorte eller jøder der er fjenden. Det er kapitalismen.

Et højrefløjs youtube fænomen

I den pænere ende af højrefløjen findes ’kvinders skyld’ også. Youtube stjernen, den canadiske psykologi professor fra Toronto universitetet, Jordan Peterson holder sig heller ikke tilbage, når det gælder om at give kvinder skyld. Peterson mener, at mange af de problemer vi har i dag, og ikke mindst alle de unge rodløse mænds problemer skyldes det ligestillede samfund. (og så kan man som feminist spørge, hvilket ligestillet samfund? nærværende skribent kan i hvert fald ikke komme i tanke om et eneste ligestillet samfund.) Men Peterson er fuldstændig fast i sin overbevisning om, at der fra fødslen er helt grundlæggende forskelle på kvinder og mænd. Og de forskelle er ikke overraskende, at mænd vil ud og erobre verden, mens kvinder helst vil blive hjemme og passe børn!1​​ Et rent biologistisk synspunkt. Og det er vist hørt før – det er jo en gentagelse af en oldgammel traditionel kønsopfattelse, som for længst burde være afskaffet. Og netop de traditionelle kønsroller har jo været diskuteret til hudløshed i kvindebevægelser verden over. Og kvinder/feminister har for længst gjort op med dem. Den biologiske forskel på kønnene bevirkede, at der i den mere teoretiske feminisme blev skabt en distinktion mellem sex og gender, hvor sex refererer til det biologiske køn og gender til det sociale køn. En meget praktisk skelnen for det biologiske køn siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan kønnet skal opføre sig – kønsroller er en social konstruktion. Men med nyere teorier som queer teorien og ikke mindst med LGBTQIA bevægelsen er det ikke længere comme il faut at bruge disse begreber. Her er der i stedet for tale om at bruge kønsneutrale begreber. Det vender jeg tilbage til.

Generation Identitær

Den højreorienterede bevægelse generation identitær er en hurtigt voksende international bevægelse. De har deres inspiration og ideologi fra den franske højreintellektuelle kreds​​ Nouvelle Droit, det nye højre, med teoretikere som Alain de Benoist og​​ Guillaume Faye.2​​ 

De identitære adskiller sig fra andre højrefløjsgrupperinger ved, at de primært tiltrækker højtuddannede. De vender deres vrede mod deres eget vestlige samfunds værdier og normer dvs. alle det tyvende århundredes ideologier. De mener​​ ikke, at det er en udefra kommende fjende, der truer samfundet, men det er den råddenskab, der er i samfundet, der gør den udefra kommende trussel mulig. De mener, at de vestlige samfunds ideer og værdier har gjort det mentalt sygt. De har en ide om, at Europa i dag står overfor en stor fare faktisk midt i en krig uden at vide det. Vi er på vej til at blive kolonialiseret af immigranter fra Syden og islam. De frygter, at den oprindelige europæiske befolkning vil blive et mindretal i deres egne lande. De abonnerer hermed også på ideen om den store udskiftning. Og er det i virkeligheden ikke også disse tanker, vi finder både hos de Nye Borgerlige og Rasmus Paludan.​​ 

De identitæres forklaring på dette er, at vi ikke vedstår vores egen identitet. De taler om en​​ etnokulturel identitet, hvor samspillet mellem kultur og etnicitet er udgangspunktet for enhver form for politik. Kulturen kan ikke adskilles fra det folk som har skabt den. De anerkender at der er flere forskellige kulturer, Men selvfølgelig er nogle kulturer bedre end andre. Fx mener de, at bevægelser som Black Power og Black lives Matter er helt legitime, da de handler om sortes ret til at kæmpe for egen identitet og etnokultur, men samtidig skal vi lige huske på, at det også er helt legitimt at kæmpe for White Power.

​​ For de identitære kan en person med en anden etnisk baggrund aldrig blive dansk. For danskhed er ikke kun et kulturelt fænomen men også et etnisk. ’Vi danskere’ defineres som et slægtsfællesskab, der i sidste ende baseres på fælles gener. Det er slægtsfællesskabet, der strækker sig over et utal af generationer, der udgør et velordnet samfund. Det betyder jo, at mennesker med en anden etnisk baggrund aldrig kan blive danske, heller ikke selvom de taler sproget, og på alle mulige måder agerer​​ som ’danskere’, hvilket i høj grad minder om Søren Krarups udgydelser. Et multietnisk/multikulturelt samfund vil i den optik aldrig være muligt, da forskellige etniciteter og kulturer har hver deres syn på forskellige essentielle spørgsmål, og at bringe dem sammen vil blot ødelægge dem. De identitære taler for så vidt ikke om racerene samfund, men man​​ kan da godt få den tanke, at det er det, de mener. Man kan også en tidlig søndag morgen få den tanke, at megen af den senere tids snak om identitetspolitik i​​ virkeligheden er orkestreret af de identitære, det har jeg intet som helst belæg for, men tanken er nærliggende og værd at overveje. De identitære adskiller sig også fra andre højreekstreme grupperinger ved, at de ikke ser kvinder/feminister som ondest rod.​​ 

Opsummerende kan siges at når højrefløjen kommer til, går kvinders rettigheder ud. Den ekstreme højrefløj har et decideret had til kvinder. Den hjemlige højrefløj har også sine anker mod kvinder. Først og fremmest anerkender den ikke den​​ strukturelle kvindeundetrykkelse som for eks. manglende ligeløn, der er stadig et løngab på 17 %. ​​ Men det er ifølge flere højrefløjspolitikere bare fordi kvinder ikke er gode nok til at forhandle løn! Og så kan de jo lade være med at arbejde i den offentlige sektor. Som for eks. Joachim B. Olsen, LA, der flere gange har udtalt at kvinder er en kæmpe udgift, fordi de primært arbejder i den offentlige sektor og samtidig benytter den offentlige sektor mest. Og det må man forstå ikke er holdbart. Men heller ikke Pia Kjærsgård ser den strukturelle undertrykkelse. Hun mener kort og godt, at ligestilling er opnået, og det kun er i etniske, muslimske miljøer, der er kvindeundertrykkelse. En ubehagelig måde at vende tingene om på, så den endnu ikke opnåede ligestilling kan bruges til muslim bashing. Dette ikke for at forklejne at der i nogle miljøer er store problemer med bl.a. social kontrol, men den generelle ligestilling lader meget tilbage at ønske. Men hvor står så kvindebevægelse og feminisme i dag?

Kønsneutralitet – et speget begreb

Identitetspolitikken er det store samtaleemne i dag. Man må ikke klæde sig ud som kineser og visse ord må ikke bruges, fordi det kan krænke nogen. Jeg har en fornemmelse af, at identitetspolitikken hænger sammen med de identitære og​​ samtidig også med queer teorien og LGBTQIA bevægelsen – jeg har intet som helst teoretisk belæg for dette, men i mit hoved er der nogle sammenhænge, som jeg ikke helt kan gennemskue lige nu. Men jeg er naturligvis ikke ude på at krænke nogen med denne opfattelse og min tanke er muligvis helt ude i hampen. Men først og fremmest mener jeg, at hele ideen om et kønsneutralt sprog er problematisk. For skal vi tale i kønsneutrale termer så forsvinder årsagen til uligestillingen mellem de to køn, kvinder og mænd.​​ Dvs. de undertrykkende vilkår kvinder qua deres køn er underkastet forsvinder. Jeg anerkender naturligvis, at man kan føle sig utilpas i det køn, man er blevet tildelt ved fødslen og kan have et ønske om at være et andet køn. Men der er vist pt. i omegnen​​ af 57 forskellige køn, man kan vælge imellem, og det gør unægtelig tingene en smule kompliceret. Og det er klart at det binære kønssystem med to køn med fastlagte normer for adfærd kan virke begrænsende. Og det er jo netop de snærende og undertrykkende fastlagte kønsroller feminister til stadighed har forsøgt at gøre op med.

Men tilbage til kønsneutraliteten – svenskerne bruger det ganske udmærkede begreb ’hen’ som refererer til alle køn. Men det kan også have sine problemer at bruge. Et eksempel på​​ kønsneutralitet er at ’vold mod kvinder’ i handleplanen om vold i 2010 er blevet skiftet ud med ’vold i nære relationer’.3​​ ’Vold i nære relationer’ siger intet som helst om​​ hvem der øver vold mod hvem. Er det manden, der banker konen eller omvendt? Det er et forsøg på at ligestille, at vold både kan begås af kvinder og mænd, og at volden kan gå ud over både kvinder og mænd. Men det skjuler at kvinder er de primære voldsofre.​​ Den seneste undersøgelse fra 2018 viser at 38.000 kvinder og 19.000​​ mænd var udsat for fysisk partnervold.4​​ Samtidig er den vold mænd udsætter kvinder betydelig mere voldsom og farlig end den vold kvinder udsætter mænd for.​​ 

Kønsneutralitet skjuler også, at vi har et problem med ligeløn – hvis vi ikke kan bruge kategorien kvinde, hvordan kan vi så nogensinde opnå ligeløn? Vi kan jo selvfølgelig alle sammen skifte juridisk køn og blive mænd og så er det problem løst! Ved at bruge kønsneutrale begreber skjules altså de grundlæggende forskelle på kvinders og mænds vilkår i samfundet. Derfor mener jeg, at vi bør bibeholde begreberne og kalde vold mod kvinder for det, det er nemlig mænds udøvelse af magt over kvinder. At enkeltpersoner så vil omtales med kønsneutrale termer, er for min skyld helt i orden. Det er jo noget man må aftale indbyrdes, hvordan man ønsker at blive tiltalt.​​ 

Er en ny global kvindebevægelse på vej?​​ 

Det mener den amerikanske filosof Nancy Fraser. Hun har sammen med Cinzia Arruza og Tithi Bhattacharya skrevet et nyt feministisk manifest: ”Feminism for the 99 %: A Manifesto5. Heri giver de et anti-kapitalistisk alternativ til det, de kalder de multinationale virksomheders og den politiske elites​​ liberale feminisme. Tanken er, at neoliberalismen har overtaget feminismen. Feminisme har de sidste år både i USA og Europa handlet om at få kvinder i bestyrelser, og om at bryde glasloftet. Det er jo ganske fint, at der kommer flere kvinder på direktionsgangene rundt omkring. Men rykker det noget, og hvilke kvinder er det, der kommer i bestyrelser? Som socialistisk feminist er det ikke min kamp.​​ 

Men i manifestet beskrives også, hvordan de sidste tre års kvindestrejker 8.marts har ført til kamp for enhed​​ og sammenhold på tværs af forskelligheder. Der har faktisk været kvindestrejker 8. marts i 55 lande, bare ikke i Danmark. Jeg deltog i et møde i Spanien hvor ca. 500 kvinder fra PCE, det spanske kommunistparti, deltog for sammen at planlægge en strejke 8.​​ marts. Ingen af dem kunne forstå, at kvinder i Danmark ikke kunne strejke. Men den danske model forhindrer os jo i at strejke. Den kan have nok så mange andre fordele, men strejke kan vi jo ikke. Og spørgsmålet er også om vi ville gøre det.​​ 

Men andre steder kan det lade sig gøre og med stor succes. For Fraser et al. er feminismen for de 99 % altid i bevægelse og gendanner hele tiden sig selv gennem solidaritet. Samtidig ser de, at denne nye feministbevægelse så at sige genopfinder strejken efter fagbevægelsernes retræte. Kvinde strejkernes krav om en anti-nedskærings politik vil gavne hele arbejderklassen, og på denne måde sætter de en model for en politisk strejke, der kan bekæmpe den kapitalistiske krise i alle dens former. Og det er vel lige præcis det,​​ der er brug for nu. At kvinder på tværs af kulturer, etnicitet osv. samles og finder fælles krav og kæmper dem igennem sammen. Og så kan højrefløjen godt gå hjem og lægge sig.

 

 

2

​​ Dette afsnit bygger i høj grad på artiklen:​​ https://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/​​ 

3

​​ Social Kritik, Tidsskrift for social analyse og debat, nr. 158, juni 2019, P. 21​​ 

4

​​ Ibid. P.15

5

​​ London and New York: Verso, 2019


Næste nummer udkommer 15. december 2019