Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Besparelsespolitik​​ er en algoritme

 

Af Gillian Terzis, australsk forfatter, der bor i San Francisco.

 

Oversat med tilladelse fra​​ det australske tidsskrift​​ Logic af Niels Frølich fra Logic, nr. 3, 1. december 2017.​​ 

 

Den australske regering har i den senere tid forsøgt at erstatte socialvæsenet med software. Hvordan ser en fuldautomatiseret besparelsespolitik ud?

 

Først kommer SMSerne. Upersonlige, uophørlige og løsrevet fra en sammenhæng afslører de et par antydninger af deres formål. Sproget er så vagt, at man ville være undskyldt, hvis man troede, at det drejede sig om spam. ”Besked fra kontrolgruppen angående en presserende sag. Ring venligst.” Derefter en syndflod af opringninger – op til ti gange om dagen, tit udenfor kontortiden – fra et ukendt mobilnummer. Der er store​​ chancer​​ for,​​ at man​​ alligevel​​ ignorerer dem.

 

Skulle man vælge at ringe tilbage for at svare på​​ opringningerne, hilses man velkommen af en automatisk stemme og sættes i kø.​​ Når et menneske​​ – hvis identitet og arbejdssted for resten forbliver ukendt –​​ i et udenlandsk call center langt om længe tager​​ over,​​ bliver man bedt om at​​ opgive​​ sin fødselsdato og sin adresse.

 

Indtil dette øjeblik lyder det som et udspekulereret phishing trick, men det,​​ der er på spil,​​ synes mere alvorligt. Stemmen i den anden ende bliver fjendtlig og truende. Beskyldningerne flyver i en tæt sværm: Du har løjet om din indkomst. Du har snydt systemet. Du skylder Centrelink, den australske statsstyrelse, der administrerer sociale ydelser, tusindvis​​ af dollars.

 

Velkommen til helvede

Utallige historier som disse er dukket op på mine sociale medier det seneste år. De hører​​ sammen med​​ det, der i folkemunde kaldes ”robotgældsskandalen” [robo-debt på engelsk], der har vakt et ramaskrig i Australien i de seneste måneder. Omhyggelig rapportering af uafhængige journalister som Asher Wolf,​​ New Mathildas​​ Ben Eltham​​ og Paul Farrell fra​​ The Guardian​​ har afdækket den ene rædselsvækkende historie efter den anden​​ og​​ har været drivkraften​​ bag​​ en stadig stigende strøm af vrede fra offentligheden rettet mod​​ staten.

 

For at forstå skandalen er det nødvendigt først at forstå,​​ hvordan velfærdsstaten virker i Australien.​​ Australien er ret enestående, i det den altovervejende del af de offentlige ydelser er trangsbestemte. Konsekvenserne af dette er komplekse. På den ene side er Australiens velfærdssystem snævert rettet mod lavindkomstmodtagere, noget der giver staten mere smæk for skillingen – velfærdsydelser udgør en langt​​ mindre​​ del af landets bruttonationalprodukt end andre OECD-landes. Rationalen bag brugen af​​ trangsbestemmelse er at opmuntre til retfærdighed i det sociale system og dermed sikre,​​ at folk modtager det, de har ret til. De,​​ der går fejl af systemets stramme krav, skal betale deres ”gæld” tilbage til staten.

 

Denne ”gæld” – forskellen mellem det,​​ man modtager og det,​​ man burde have modtaget –​​ ligger til grund for​​ robotgældsskandalen. Skandalens opståen går tilbage til 2011, da​​ det australske Labour-parti indførte en datamatchende algoritme, der officielt kaldes Online Compliance Intervention. Formålet med den var at sammenligne den indkomst, der​​ blev​​ opgivet af sociale klienter til socialstyrelsen, Centrelink,​​ med de indkomster deres arbejdsgivere havde opgivet til skattevæsenet. Afvigelser skulle efterforskes af Centrelinks ansatte, der derefter skulle beslutte,​​ om der skulle ske en opfølgning​​ pr. brev eller telefon hos ydelsesmodtageren.

 

Tingene ændrede sig i december 2016, da staten​​ meddelte, at systemet var blevet fuldt automatiseret. Det skulle ikke længere være mennesker, der skulle undersøge uregelmæssigheder i indkomsterne. I stedet skulle​​ der automatisk genereres en gældsadvis, når der opdagedes​​ uoverensstemmelser. Statens rationale bag automatiseringen af processen var sigende: ”Vort mål er at sikre, at folk får det, de har ret til -​​ hverken mere eller mindre,” stod der i pressemeddelelsen. ”Og at slå hårdt ned, når folk med vilje snyder systemet.”

 

Resultatet var en katastrofe. Jeg har venner, der fik en harmløs email, der opfordrede dem til at tjekke deres MyGov-konto1​​ - en online-portal for australske borgere med internet-forbindelse, hvorfra man kan få adgang til forskellige statslige organer – for blot at logge ind og opdage, at de var bagud med betaling af hundreder eller tusinder af dollars, fordi de​​ tilsyneladende​​ ikke havde opgivet deres indtægt præcist. ​​ Nogle modtog trusler fra private inkassobureauer, der fortalte dem, at deres løn ville blive tilbageholdt, hvis de ikke indgik en betalingsordning.

 

De, der ønskede at rejse tvivl om deres gæld, skulle indgive en formel klage og blev udsat for Mozarts Divertimento i​​ F-dur i timevis, før de kom til at tale med en sagsbehandler. Andre prøvede at forelægge Centrelink deres bekymringer direkte på Twitter, hvor​​ de blev henvist til at ringe til Lifeline, der er en hotline for krisestøtte og til forhindring af​​ selvmord​​ og som​​ er åben hele døgnet.

 

I slutningen af 2015 modtog min veninde Chloe en advis om, at hun skyldte staten 20.000 dollars. Hun fik​​ at vide, at hun havde opgivet sin indkomst​​ forkert, mens hun var på ungdomsydelse – en økonomisk​​ ydelse​​ til visse kategorier af unge.

 

Beløbet var chokerende og hun blev lige som andre i​​ sin​​ stilling mistænksom. Hun besluttede sig til at rejse tvivl om gælden: Hun kontaktede alle sine tidligere arbejdsgivere, så hun kunne samle lønsedler sammen og scannede dem ind i sin MyGov-app. ”Jeg gav dem alle de oplysninger, jeg havde, for at bevise, at jeg umuligt kunne skylde dem 20.000 dollars,”​​ siger hun.

 

De nærige bogholdertyper​​ blev ikke rørt. De fastholdt, at Chloe havde indberettet sin indkomst efter skat i stedet for indkomsten før skat. Som resultat forhøjede de det beløb, hun skyldte, til 30.000 dollars. Hun gik ind på en betalingsordning, der ville betyde, at hun ville have betalt sin gæld tilbage i ugentlige afdrag på 50 dollar​​ efter to årtier.​​ ”Jeg overvejede endda​​ at erklære mig bankerot, fordi jeg blev så stresset af det,” siger hun. ”Det eneste, jeg kunne tænke på, var gælden til Centrelink og da de først havde forhøjet den til 30k, skammede jeg mig sådan og var trist og elendig,” siger hun.

 

Efterhånden som robotgældsskandalen spredte sig, steg kravene til staten om stille systemet i bero. Alligevel afviste den at stoppe programmet,​​ indtil det australske senat​​ efter en undersøgelse sluttelig​​ beordrede den til at gøre det i maj 2017.

 

Umenneskeliggørende​​ gæld​​ 

Automatisering er i bogstavelig forstand umenneskeliggørende: Den fjerner​​ den​​ menneskelige erfaring. I robotgældsskandalens tilfælde​​ berøvede​​ automatiseringen også menneskene deres fortællekraft. Den algoritme, der frembragte gældsadviserne, stillede modtagerne af​​ sociale​​ ydelser overfor modsatrettede fortællinger: Modtagerne hævdede, at de havde fulgt reglerne, men computeren sagde noget andet.

 

Der eksisterede kun få officielle måder at forklare sine omstændigheder på: 29 millioner opringninger til​​ Centrelink forblev i 2016 ubesvaret og Centrelinks Twitter-konto​​ synes udtrykkeligt indrettet på at hindre kommunikation i samtaleform. En kilde til modstandsfortællinger​​ er hjemmesiden​​ notmydebt.com.au, der indsamler historier om forkert gældsansættelse fra almindelige australiere, så ”skandalen ikke med nogen rimelighed kan minimeres eller benægtes.”

 

Som tiden gik, kom det frem,​​ at mange af disse gældsbeløb var forkert beregnet​​ eller i nogen tilfælde ikke-eksisterende. Jeg læste om en mand, der modtog pension fra staten,​​ blev belemret med en regning på 4.500 dollars, som måneder senere blev skåret ned til 65 dollars. En anden, der var på handikapydelse som følge af en mental lidelse, fik en gældsadvis, der senere blev trukket tilbage, på 80.000 dollars. En lille del af dem, der får en gældsadvis, var udelukkende i kontakt med private inkassatorer og havde overhovedet ikke modtaget nogen officiel meddelelse fra Centrelink.

 

Det kom snart frem, at socialvæsnet var en lukrativ​​ mulighed​​ for erhvervsinteresser: Den senatsundersøgelse, der blev gennemført i år, afslørede, at private foretagender, der havde fået til opgave at inddrive gælden, arbejdede på kommissionsbasis og stak en procentdel af de gældsbeløb, de inddrev​​ for staten, i lommen uanset om disse beløb var rigtige eller ej (alle gældsadviser udstedt af private foretagender blev til sidst omstødt efter en fornyet, statslig undersøgelse i februar 2017).

 

Selve algoritmens metodologi var befængt med fejl. Den beregner gennemsnittet af en persons årsindkomst som opgivet til det australske skattevæsen​​ af vedkommendes arbejdsgiver over seksogtyve fjortendagesperioder og sammenligner dette gennemsnit med de fjortendagesindkomster, der er indrapporteret af ydelsesmodtageren til Centrelink. Alle modtagere af sociale ydelser skal opgive deres bruttoindkomst (den indkomst, de har haft, før skat og andre fradrag) indenfor denne fjortendagsperiode. Alle uoverensstemmelser mellem de to tal tolkes af algoritmen som bevis på ikke-opgivet eller ufuldstændigt opgivet​​ indkomst, på grundlag af hvilken en gældsadvis automatisk genereres.

 

Førhen​​ ville disse uoverensstemmelser være blevet behandlet af Centrelinks medarbejdere, der ville ringe arbejdsgiveren op, få bekræftet det beløb,​​ en person​​ modtog hver fjortende dag og sammenholde dette tal​​ med det tal, som systemet have beregnet. Men automatiseringen af gældsinddrivelsesprocessen har outsourcet myndighedsudøvelsen fra mennesker til algoritmen selv. ​​ 

 

Den er godt nok effektiv: Det tager algoritmen en uge at generere 20.000 gældsadviser, en proces der ville tage op imod et år, hvis den skulle foregå manuelt. Men det er ikke en pålidelig metode til at opdage snyd. Den er grov, omstændelig og fejlbehæftet. Den antager, at variationer i datasættene er opstået med vilje og at ydelsesmodtagerne har modtaget mere end, de har ret til. Og hvad mere er, det er klienternes pligt inden enogtyve dage at bevise, at deres indkomst er indberettet korrekt og at de offentlige ydelser, de har modtaget, står i rimeligt forhold til disse.

 

Alligevel er denne indkomstudjævnende metode, som mange kritikere har bemærket,​​ ikke hug- og stikfast. Den kan ikke præcist tage højde for de skiftende omstændigheder, som løsarbejdere eller folk, der arbejder som underleverandører, er udsat for og som ofte resulterer i forskelle mellem de to tal. Algoritmen har​​ heller ingen mulighed for at​​ korrigere for grundlæggende fejl i systemets database. Den kan endnu ikke opdage, om det er en arbejdsgivers juridiske navn eller i stedet et af dennes forskellige firmanavne, der er blevet brugt – den behandler dem som forskellige enheder og derfor som forskellige indkomstkilder – eller om indberetninger, der står i modsætning til hinanden, skyldes simple fejltagelser som stave- eller slagfejl. ​​ Disse tilsyneladende små sondringer er det kun mennesker,​​ der kan udføre. Det​​ kan derfor ikke undre,​​ at konservative vurderinger af algoritmens fejlmængde​​ svinger omkring de tyve procent.​​ ​​ 

 

Fuldautomatiseret gældsslaveri​​ ​​ ​​  ​​ ​​​​  ​​ ​​ ​​​​ ​​ ​​ ​​  ​​​​ 

Centrelinks automatiserede gældsinddrivelsesprogram er en del af et igangværende initiativ for at udvide viften af statens grundlæggende tjenesteydelser, der er tilgængelige for borgerne online. Statsminister Malcolm Turnbull omtalte i et interview sidste år på ABC Radio National, den​​ australske​​ statsradiofoni, at dette digitale skift​​ som​​ en ”vigtig del af regeringens produktivitetsdagsorden”​​ og lovede,​​ at den ville sikre, at ”borgerne​​ på digitale platforme​​ kan komme i kontakt med staten lige så let og bekvemt, som med deres bank​​ eller når de handler på nettet.” Det er den slags markedslogik, der behandler borgerne​​ nærmest​​ som forbrugere.

 

Automatiseret​​ gældsinddrivelse er ikke begrænset til Australien. I december 2016 rapporterede​​ The Guardian,​​ at Michigans arbejdsløshedsforsikrings automatiserede​​ system til overholdelse af reglerne​​ fra oktober 2013 til august 2015 uden grund​​ genererede gældsadviser til over 20.000 klienter – 93 procent af samtlige klienter. De, der blev anklaget for forsikringssvindel, mistede deres arbejdsløshedsunderstøttelse og deres skatter blev tilmed​​ tillagt​​ betydelige bøder.​​ Det er passende og også lidt uhyggeligt,​​ at Michigans system forkortes til MiDAS (Michigan Integrated Data Automated System).

 

Denne type algoritmer er dårligt designet, men den underliggende ideologi er endnu mere ildevarslende. Lækager​​ til pressen​​ fra ansatte hos Centrelink afslørede et udsultet​​ statsorgan, der kæmpede med en dalende moral. Man fik at vide, at der blev sendt beskeder til ansatte, der angav hovedtrækkene i mål, der i organisationen skulle opfyldes – mål der satte de ansatte op mod hinanden i en kamp om at​​ kunne behandle flest gældsadviser.​​ 

 

Set i bakspejlet indeholdt det australske forbundsbudget et sigende varsel: Det forudså, at 4,5 milliarder dollars i for meget udbetalte ydelser kunne inddrives. Det giver derfor mening, at nettet med vilje var​​ gjort​​ tætmasket​​ – formålet var et regnskab, der balancerede. Af samme grund er fejlene i systemet – lige fra at det er svært at komme i kontakt med Centrelink, outsourcingen af 43 procent af gældsinddrivelsen til private​​ firmer​​ til skævhederne i algoritmen selv –​​ bevidste.​​ Det er egenskaber, ikke fejl, der har som formål at afskrække formelle klager, skabe indtægter og gøre systemet så straffende som muligt.​​ 

 

De burde ikke overraske. Der er masser af konservative,​​ for hvem sociale ydelser er en byld​​ på samfundet, der kræver bortskæring. Der er ikke noget at sige til, at deres​​ metoder​​ synes så grusomme. Hvordan beskriver man ellers handlinger, der tvinger de fattige ud på arbejdsmarkedet for enhver pris?​​ Magtanvendelse​​ er indskrevet i​​ politikken.

 

Alan Tudge, den kampberedte minister for​​ Human Services,​​ indførte den aggressive inddrivelsesstrategi, forsvarede programmet ved at antyde, at Australiens sociale ydelser havde været for ødsle: ”Vi må se den realitet i øjnene, at vi på grund af vort ønske om at være et generøst og omsorgsfuldt samfund, kan have nået et punkt, hvor vore gode hensigter er gået for vidt.”

 

Understøttelsesnassernes​​ skytshelgener​​  ​​​​ 

Det er 1996.​​ A Current Affair​​ et​​ sensationspræget​​ nyhedsshow, grunder over australske arbejdsløses vanskelige stilling.​​ Kameraerne​​ panorerer henover køerne, der slanger sig afsted og de triste omgivelser for et Centrelink-afdeling i en forstad. Den ledsagende fortælling er på en gang skeptisk og fuld af foragt. Hvorfor har disse mennesker ikke et arbejde?​​ Har de prøvet hårdt nok?

 

Eksemplet​​ i showets​​ slibrige, antropologiske studie er familien Paxton, der viser sig at​​ være uheldig i mere end en forstand. De bor i St. Albans,​​ et arbejderklassekvarter i udkanten af Melbournes vidstrakte forstæder. Det er eftermiddag og den sekstenårige Mark ligger i sengen. Kameraet dvæler ved Mark, der ligger henslængt, men hans bror Shane forgæves prøver at overtale ham til at stå op. Mark er​​ ligeglad​​ og vil​​ ikke. ”Jeg​​ ser​​ på uret klokken ni, ti og tænker: Hvorfor skal jeg stå op?”

 

For en anden journalist kunne Marks hjælpeløshed være den knage, der kunne benyttes til at udforske de psykologiske og sociale konsekvenser af​​ langtidsledighed. Men det var ikke den historie, der skulle fortælles. ​​ I stedet prøvede programmet at dyrke myten om de dovne fattige, en mytisk underklasse, der driver den af, nasser på systemet og har den frækhed at bruge samfundets hårdt tjente penge på sprut.​​ 

 

Lige fra starten er de underforståede budskaber slibrige og åbenlyse og​​ stiller​​ uafbrudt​​ krav [til tilskueren] om​​ harme og udnævnelse af syndebukke. Programmet kan knapt skjule en skadefryd, når der oppiskes en slet skjult fjendtlighed og ondskabsfuldhed imod arbejdsløse. Kigger man på programmet ud fra et popularitetssynspunkt, var det en ydmygende, men yderst populær forestilling: Millioner​​ lukkede op for dett for​​ at se​​ dæmoniseringen af familien Paxton – især dets teenagebørn – da de nægtede at​​ give efter for​​ de platheder, der​​ roste dårligt betalt arbejdes værdighed og dyder. ​​​​ 

 

A Current Affairs​​ kamerahold generede i to uger familien Paxton i deres hjem og viste deres uheld på landsdækkende fjernsyn på seks på hinanden følgende aftner og fyrede op under gløderne i middelklassens forargelse. Det tog ikke lang tid​​ før familien Paxtons teenagere​​ af​​ en​​ kronikør i et tabloiddagblad​​ blev udnævnt til ”understøttelsesnassernes​​ skytshelgener” – folk der modtager sociale ydelser, men menes at være uinteresseret i at finde et job –​​ blev kaldt ’modbydelige’ af en anden og i en docerende leder beordret til at finde sig et arbejde ”for vore børns skyld”. Enkelte politikere krævede oven i købet en undersøgelse af, om familien havde ret til​​ sociale​​ ydelser.​​ ​​ 

 

De værdige fattige

På trods af al Australiens snak om lighed har spørgsmålet om sociale ydelser og hvem der fortjener dem plaget nationen. Det fremkalder moralsk selvretfærdighed på højrefløjen, der har fremstillet nedskæringer i de sociale ydelser som en skattereform, mens progressive teknokrater​​ smågrinende diskuterede​​ de bedste metoder til at raffinere trangsbestemmelsen.​​ ​​ Der er oven i købet en tendens blandt nogen kommentatorer til – måske beruset af liberalismens​​ tandløshed – at kritisere nedskæringerne uden overhovedet at referere til ideologier. De fremstilles som et symptom på en politik, der drives af meningsmålinger snarere end noget farligere.

 

Mange diskussioner af social ulighed og klasseskel i Australien behandler disse spørgsmål​​ som fænomener, der optræder andre steder. Det at eje sit eget hjem opfattes noget ukritisk som et urørligt fikspunkt i den australske drøm snarere end som en skattefidus for​​ den klasse, der lever af sine kapitalindkomster. At hælde foragt​​ ud over ”understøttelsesnasserne” og skamme de, der snyder med de sociale ydelser, ud har længe været en nationalsport. Bekymringen​​ for at nogen skal blive afhængig af offentlige ydelser vedbliver at være stærk, skønt den er på et historisk lavt niveau.

 

I juni 2017 offentliggjorde regeringen en rapport om landets top-ti​​ for forstæder, hvad angår manglende overholdelse af reglerne for sociale ydelser – eller ”brændpunkter for nasseriet” for at bruge​​ ordvalget i​​ en af News Corps tabloidaviser.​​ Det drejede sig om områder, hvor ydelsesmodtagerne ikke opfyldte betingelserne for at modtage sociale ydelser, noget der omfatter deltagelse i samtaler og møder. Der er vanskeligt at se rapporten som andet end en måde at udskamme og stigmatisere disse lokalområder.

 

Det politiske sprog, der bruges,​​ når sociale ydelser omtales, afslører et skifte i forholdet mellem borgerne og staten. Før Anden Verdenskrig blev arbejdsløshed opfattet som noget,​​ der ramte de ”uskyldige fattige”. Det var et samfundsmæssigt og​​ kollektivt ansvar, men krævede ikke statens intervention. I efterkrigstidens velfærdssamfund antog arbejdsløshed en udtrykkelig politisk dimension gennem oprettelsen af sociale sikkerhedsnet for dårligt stillede og økonomisk sårbare.

 

Som den australske medieteoretiker og videnskabsmand Alex Griffin skriver ”betød denne opfattelse af det at være borger, at staten skulle beskytte borgeren mod arbejdsløshed, hvor socialt medborgerskab defineredes som ”retten til hjælp””. Men fremkomsten af udbudssideøkonomien i 1970erne​​ ændrede​​ diskursen.​​ Ved at fremstille arbejdsløshed som et spørgsmål om udbud snarere end efterspørgsel, blev det ikke at have et arbejde af de konservative fremstillet som et moralsk valgt snarere end et symptom på en markedsfejl. I stedet for at modtage en offentlige ydelse, var argumentet, at de fattige​​ selv​​ skulle tage sig sammen​​ for at komme ud af fattigdommen.

 ​​ ​​​​  ​​ ​​​​ ​​ 

​​ Retorikken om selvhjulpenhed var fremherskende​​ fra​​ midten af​​ 1990erne og senere, hvor ”den gensidige forpligtelses” politik blev indført af den konservative regering​​ under John Howards ledelse. Som Griffin iagttager sikrede denne politik,​​ at ”retten til indkomststøtte blev omdannet og sammenkoblet med krav.” Disse omfattede ”obligatorisk deltagelse i fastsatte jobhjælpsaktiviteter, lavere støttebeløb og kortere støtteperiode, trangsbestemmelse og straffe for ikke at møde op til jobsamtaler.” ​​ Og blot det mindste fejltrin med hensyn til at følge disse påbud førte til indtægtstab.

 

Det bureaukratiske sprog, der omgærder disse ydelser – ”Du skal arbejde for understøttelsen” – markerede, at sociale ydelser til dem, der er økonomisk marginaliseret var midlertidige snarere end en knæsat ret for borgerne.​​ Der følger betingelser med støtten.

 

Alligevel er det ironiske ved det at stigmatisere modtagere af offentlige ydelser, at det er de mere velstående australiere, der har størst nytte af sociale ydelser. Den australske forfatter Tim Winton noterer sig, at landets middelklasse har ”en voksende sans for, at de har krav på velfærdsydelser, ” der ”behørigt udbetales på de fattiges, de syges og de arbejdsløses​​ bekostning.” Disse indbefatter skattefradrag på indbetalinger til ”pensionsfonde”, der er fonde,​​ der er indrettet for at hjælpe australiere med at spare op til deres​​ pension. Den slags fradrag er forvridende: De opkræves med 15 procent for alle i stedet for progressivt afhængig af indkomst, hvad der betyder, at fordelene helt overvejende høstes af de rige.​​ 

 

Australiens statistiske kontor beregner, at næsten en tredjedel af disse fradrag kræves af​​ de øverste ti procent af​​ de​​ australiere, der har en indkomst.​​ ​​ Så er der politiske tiltag som negativ gearing, som er et skattefradrag, der betyder at en person kan kræve et fradrag i lønindkomsten for tab, der opstået på udlejningsejendomme, man ejer (Australien og New Zealand er de eneste lande i verden, der har en sådan politik). Hertil kommer,​​ at australske husejere har ret til en skatterabat​​ på 50 procent​​ på kapitalvinding, når de sælger deres ejendom.​​ 

 

Kritikere har argumenteret med, at kombinationen​​ af disse to politikker blot tjener det formål at​​ give næring til investorernes spekulationer, befæster det at boliger er uopnåelige for almindelige indkomster og holder førstegangsboligkøbere ude af markedet. Men det er lettere at angribe de fattige end at beskatte de rige.

 

Den sociale kontrakt rives i stykker

Uheldigvis har følgerne af robotgældsskandalen ikke afholdt den australske forbundsregering fra fortsat at bruge teknologi til at påtvinge sine borgere et ”personligt ansvar”.

 

I maj 2017 kundgjorde Centrelink, at det ville udvide sin dækning af kontantløse debetkort​​ for modtagere af sociale ydelser, der bor i områder med et højt niveau af stof- og alkoholmisbrug. Planen betyder,​​ at 80 procent af de sociale ydelser, der er indsættes på debetkortet er sat i karantæne.​​ Kortet indeholder software, der på salgsstedet blokerer for indkøb af​​ varer, der er underkastet restriktioner, som alkohol, stoffer​​ og varer, der har med spil at gøre.​​ ​​ Kortet er allerede taget i brug i to byer (Ceduna i Sydaustralien og East Kimberley i Vestaustralien), der begge har en anselig indfødt befolkning. Dette​​ er en dystopisk opfattelse af de sociale ydelser – diskriminerende, umenneskelig og ødelæggende.

 

Robotgældens opståen er den logiske om end smertefulde​​ følge af den​​ neoliberale​​ ødelæggelse​​ af den australske velfærdsstat, hvor de sociale ydelser​​ i løbet af de sidste årtier​​ er​​ blevet​​ udsat for brutale nedskæringer. Trangsbestemmelsen er en del af problemet på samme måde som den beslutning, som den socialdemokratiske regering i Australien i midten af 1990erne traf og som er blevet opretholdt af de efterfølgende konservative og progressive regeringer, om at bruge private virksomheder til at hjælpe​​ jobsøgende med at finde beskæftigelse.​​ Det, der engang var statens forpligtelse, blev til​​ en lukrativ mulighed for private firmaer for at kapitalisere et marked, der ikke tidligere fandtes.

 

Disse følger var ikke uundgåelige. At de to store partier har taget trangsbestemmelsen til sig, har betydet, at en virkelig progressiv politik for velfærden, dvs. at den er universel, uden betingelser og rodfæstet i en model for socialt borgerskab, der sikres af staten, ikke er blevet formuleret af venstrefløjens politikere. Det der eksisterer er en perverteret udgave af den samfundsmæssige kontrakt, hvor staten undslår sig for sine forpligtelser med hensyn til sine borgeres sociale velbefindende til fordel for at tjene kapitalens interesser.

 

Trangsbestemmelsen skaber et politisk klima, i hvilket det i stigende grad er spiseligt​​ at udsætte de mest sårbare for nedskæringer. I modsætning hertil er universelle ydelser meget vanskeligere at skære i. De få ydelser, der i Australien er universelle, som Medicare, den statsligt betalte sundhedsforsikring, støttes energisk af australiere på tværs af det politiske spektrum (et forsøg fra forbundsregeringen på at indføre delvis brugerbetaling for lægebesøg blev opgivet efter offentlighedens ramaskrig).

 

Der er helt sikkert en mulighed for at gøre velfærdsstaten mere menneskelig, mere værdig og bedre i stand til at tage sig af alle australieres behov. Det er fristende at tænke på det, der kunne være sket, hvorledes teknologien kunne have været brugt til at gøre socialvæsenet mere gennemsigtigt og retfærdigt for ikke at sige mere tilgængeligt for dem, der afhænger af det.

 

Det, skandalen viser, er at teknologiens neutralitet er en myte. Et værktøj er kun så godt som den politik, der ligger til grund for den. Det er ikke tilfældigt, at den australske regerings forsøg på algoritmisk regeringsførelse var umenneskeligt. Det et grundlæggende træk ved udformningen.

 

​​ ​​ 

 

​​ ​​ 

 ​​​​ ​​  ​​​​  ​​​​ 

 

 

1

​​ Svarer til den danske Nem-konto.


Næste nummer udkommer 15. december 2019