Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Om arven efter 1968​​ 

 

Af​​ Carsten Jensen

 

Bogomtale af:​​ 

Berntsson, Lennart og Svante Nordin (2017)​​ Efter Revolutionen. Vänstern i Svensk Kulturdebat sedan 1968. Stockholm, Natur & Kultur.1

 

Lennart Berntsson og Svante Nordin har skrevet en spændende og mere end læseværdig bog om en del af det svenske venstres nyere historie. I en svensk kontekst er det i sig selv spændende, men bogen kan også være med til at perspektivere den sideløbende historie i Danmark.​​ 

 

Bogen fortæller dermed også en del af den europæiske socialismes historie de seneste 50 år.2​​ Berntsson og Nordin, der begge har en lang historie i svensk debatkultur og omfattende forfatterskaber bag sig, har skrevet en stor fortælling om en svensk venstrefløj i bevægelse fra Kold Krig til Ny Verdensorden, men også nogle mindre historier om, hvorledes en politisk strømning ændrer sig fra at være et nyleninistisk, revolutionært projekt til at blive en slags forsvar for gamle svenske dyder.​​ 

 

Der er efterhånden skrevet en del om begivenhederne i 1968, og hvad deraf fulgte. Litteraturen derom har mange genrer, som fx personlige fortællinger om ’’68’s betydning for den enkelte, historiske forklaringer og politiske analyser. Nogle tekster er brede skildringer, der fokuserer på samtidigheden på fx europæisk eller globalt plan i begivenhederne, mens andre går nationalt til værks.​​ 

 

Bogen​​ Efter revolutionen, som her skal omtales, hører til den sidste type, om end den klart har interesse ud over det svenske tilfælde, den behandler. Læsningen af den kan nemlig give anledning til en række overvejelser, der på forskellig vis går på tværs af Danmark og Sverige.​​ 

 

Der er valgt en konstruktiv tilgang til bogen, hvor sigtet har været at læse den som et bidrag til en læreproces. Her er udvalgt tre problemstillinger, på tværs af landene, hvor bogen giver nogle nyttige input. For det første overvejelser over, hvor store forskellene på hovedstrømningerne på den svenske og den danske venstrefløj egentlig har været i perioden fra midt i 1960’erne og frem til det nye årtusinde, som bogen dækker. Og dermed også overvejelser over fordele og ulemper ved de to modeller. ​​ 

 

For det andet rejser den, mest indirekte, spørgsmålet om populismens gennemslag. Hvorfor blev Danmark så hurtigt populismeramt, og hvorfor tog det så lang tid i Sverige.​​ 

 

For det tredje spørgsmålet​​ om venstrefløjens samfundsmæssige rolle og dermed hvilke alliancer, den kan og eventuelt bør indgå. Altså ikke i Sverige, men i Danmark. Denne brug af bogen er formodentlig ikke helt i forfatternes ånd, og ligger da slet ikke inden for bogens emne. For dette undskyldes på forhånd, og der henvises til kultursociologen Stuart Hall, som en gang skrev noget i retning af, at det er forfatterens privilegium at kode et budskab, men det er læserens privilegium at afkode det.

 

 

Det nye venstres metamorfoser

 

Betegnelsen ’det nye venstre’ er ikke entydig. Den deler skæbne med forestillingen om en ’tredje vej’, der har fået et utal af betydninger. For Gert Petersen og en del politikere i 1950’erne og 1960’erne betød det en vej der gik mellem USA’s neoimperialisme og Sovjetunions kommunisme,​​ for Anthony Giddens og Tony Blair gik den mellem ideerne bag efterkrigstiden velfærdsstat og thatcherismen og for Bill Clinton gik den mellem USA’s republikanerne og ’de gamle’ demokrater.​​ 

 

’Det nye venstre’ betød i det mindste for nogle i starten af 1960’erne et venstre, der var uafhængigt af kommunister og socialdemokrater, og som i Danmark ville kunne beskrives i termer, der leder tankerne hen på SF. Det er i forhold til sådanne ideer, at Berntsson og Nordin starter deres fortælling.​​ Efter Revolutionens​​ særlige vinkel er en fortælling om, hvordan en gruppe mennesker, der var centreret om Vänsterpartiet (der fra 1967 til 1990 hed Vänsterpartiet kommunisterna) i Sverige, først ville gøre op med den forrige generation af ’det nye venstre’ og endte med selv at skabe ikke bare ét, men​​ to​​ ’nye venstrer’. Først et leninistisk under den Kolde krig og så et ’foucauldiansk’ under Den nye verdensorden.​​ 

 

Efter revolutionen​​ beskriver således, hvordan ’68-venstre​​ i Sverige udviklede sig fra en national kommunistisk bevægelse (Sveriges kommunistiska parti indtil 1967) til et bredere defineret ’venstreparti’, der var tilpasset de normer, der opstod efter Murens fald i 1989. Man kunne mere indholdsmæssigt sige, at bevægelsen gik fra historisk optimisme og drømme om planøkonomi til fremme af fx feminisme og økologisk skadesbegrænsning, - eller fra social ingeniørkunst til klimapolitisk katastrofeberedskab.3​​ 

 

Bogen er delt op i to hoveddele. Den første er skrevet af Nordin og omhandler perioden og 1968 til 1987. Den anden del er skrevet af Berntsson og behandler tiåret efter Murens fald, mens indledende og afsluttende kapitler er fælles ansvar.​​ 

 

Hvad er så ’68-venstre’ i​​ Efter Revolutionen,​​ og hvordan kunne man eventuelt oversætte strømningen til en dansk kontekst? Svante Nordin starter sin brede indkredsning af emnet med at fortælle, hvad der​​ ikke er tale om, nemlig ’det nye venstre’ fra 1950’erne og starten af 1960’erne. Dette Venstre var et forsøg på at skabe en position mellem den reformistiske socialdemokratisme, sådan som den var blevet udviklet i efterkrigstiden Vesteuropa og den moskvaorienterede kommunisme. I Danmark blev dette ved Aksel Larsen og ligesindedes (læs fx Gert Petersens) mellemkomst til SF efter Nikita Khrusjtjovs berømte opgør i 1956 med stalintiden i Sovjetunionen.  ​​​​ 

 

Nordin forsætter med at fremhæve, at ”Af radikaliseringen af dette nye venstre voksede siden ’68-venstre’ frem. Det stillede krav om en leninistisk ideologi, det understregede alliancen med de kommunistiske lande i 3. Verden og med kommunistiske guerillabevægelser, det ville have en klarere formuleret teori og en mere disciplineret organisering.” (si. 16.)​​ 

 

I den svenske kontekst blev denne strømning især udviklet inden for det kommunistiske parti. Oversat til dansk ville den svare til partiet Venstresocialisterne og til nogle af smågrupperne omkring dette. Det er altså dette politiske venstre, der tales om i bogen, ikke det bredere forståede ’68, med hvad dette indebærer af ungdomsoprør, musikkultur, indisk musik og særlige ’stoffer’. Med et​​ catch word​​ er det et Lenin-inspireret ’68venstre’ til forskel fra fx et gramsciansk. Eller for den sags skyld grundtvigiansk, som man så tegn på i Danmark i denne periode. I dag kan strømningen genfindes i dele af Enhedslisten, der ligesom Vänsterpartiet har fået mindre leninistiske træk på bekostning af miljø og dag-til-dagorienteret velfærdspolitik i det hele taget.

 

Fortællingen

 

Efter revolutionen er bygget op som en fortælling. Det er selvfølgelig umuligt at følge denne i detaljer her, ligesom de fleste aspekter af historien skal udelukkes. Alligevel er det muligt at genfortælle en hovedskitse, der giver en idé om det skelet, hvorom bihandlingerne organiseres.​​ 

 

Set på disse præmisser handler bogens fortælling om, hvordan et venstre organiseres i 1960’erne omkring en ret leninistisk fortolkning af marxismen. Herefter følger historien om, hvordan dette 68-venstres politiske grundlag smuldrer og til dels går til grunde, mens organisationen og dens aktører opbygger en ny politisk platform, altså et post-koldkrigsprojekt af ideer taget fra periodens sociale bevægelser: kvindernes, miljøforkæmpernes og multikulturalisternes ideer. Dette nye politiske tyngdepunkt er organisatorisk designet til at udfylde ” (…) det tomrum, som plötsligt uppstått kring begreppet arbetarklass. Denne juvel i den marxistiske teorins krona hade efter murens fall förlorat sin lyster.” (117)

 

På baggrund af de forskellige opgør og nyudviklinger i prioriteringer, blev der udviklet et politik-miks som forfatterne betegner som ’postkommunisme’. Denne politik kan ses i relation til et samtidigt skifte i europæisk socialdemokratisk politik. På den ene side var socialdemokratismen og 68-socialismen forskellige politiske ideologier, ligesom de havde forankringer i forskellige partier. På den anden side udgjorde i det store og hele ét samlet venstrealternativ til den europæiske borgerlighed, hvor socialdemokratismen stod for en mere forhandlings- og kompromisvenlig opposition, mens venstrefløjen var mere bastant og vidtgående i sine krav.

 

Så selvom de to strømninger var forskellige, var de også knyttet sammen i et skæbnefællesskab, der var betinget af fælles internationale omgivelser, ensartede nationale politiske modstandere (’de borgerlige’) og det generelle ideologiske klima (neoliberalismen).​​ 

 

Berntsson og Nordin sammenfatter socialdemokratiets nye profil sådan: ”’Den ’nya’ socialdemokratin accepterade fullt ut marknadsekonomin, ville inte kännas vid sina tidligare krav på förstatsligande av private företag, valde bort keynesiansk sysselsätningspolitik till fördel för monetaristisk penningpolitik, avskrev helt korporatisvistika idéer om ett näringsliv styrt av stat och fackförbund, men fortsatte samtidigt att eftersträva social utlämning, jämställdhet och trygghet.” (190/191)

 

I det store og hele måtte venstrefløjen indrette sig på denne nye realitet, der også i forskellig udformning gjorde sig gældende i det meste Europa. Blairs ’New Labour’ og Schröders ’Neue Mitte’ lå fx på samme linje, og blev under et af Antony Giddens kaldt ’den tredje vej’ i fx bogen af samme navn (1998)4. Venstrefløjen kunne til en vis grad udnytte frontforkortningerne til en slags overbudspolitik, der indeholdt nogle af de gamle politikelementer (lidt mere statsliggørelse, lidt større rolle til fagbevægelsen), som i nogle lande gav pote ved valgene, men i realiteten kunne den ikke gøre ret meget ved centrumorienteringen af venstreblokken efter Den kolde krigs slutning.​​ 

 

I Sverige afskrev Vänsterpartiet målet om kommunisme og erstattede det af nye topmål, der svarede til de nye socialdemokratiske og desuden lagde forstærket vægt på en radikal miljøpolitik, feminisme og ikke mindst mangfoldighed i almindelighed og ikke mindst spørgsmål vedrørende identitet, etnicitet og religion (191).​​ 

 

I takt med at alternativet til kapitalismen var blevet skudt længere ud i fremtiden, blev også synet på relationen mellem kapitalisme, fornuft og fremskridt ændret. Nordin og Berntsson sammenfatter således:

 

”Medan kapitalismen tidigare hade kritiserats för sin påståda brist på tillväxts och produktivitet och för at det enskilda ägandet hindrede teknisk och industriel förnyelse, intogs från 1990-tallet en rakt motsatt ståndpunkt. Faran med kapitalismen ansågs nu vara dess tilväkstfilosofi och effektivitet, dess spridning och globalisering, såväl inom den svenska vänstern som internationellt. Medan kapitalismen tidigare uppfattats som ett hinder för sociale reformer, anklagades den nu för at hota naturen – naturen framställdes som god och harmonisk, samhället (kapitalismen) som ont och destruktivt.” (192).

 

I den udstrækning dette udsagn er dækkende for venstrefløjens politiske tænkning, er der dermed også sket en ændring i de alliance-muligheder, der tænkes i, jævnfør senere. I den klassiske​​ kommunistiske tænkning, var der en vis form for samklang mellem liberalisme og socialisme, idet de som minimum begge var modstandere af konservatismens natur- og samfundssyn.​​ 

 

I den nye tænkning lå man imidlertid tættere på konservatismens forestillinger om en i hvert fald mulig harmonisk relation mellem natur og menneske. Til en vis grad peger dette på, at den nye venstrefløj ikke var nær så offensiv og fremadrettet som de venstrefløjsfortolkninger, der havde været fremme under Den kolde krig. Den nye verdensordens venstre er, i hvert fald ifølge Berntsson og Nordin, mere tilbageholdende og indstillet på at ’forandre for at bevare’, fx i forhold til naturen.

 

 

Sverige, Danmark og venstrefløjens politiske repræsentation

 

Hvad kan man så i en dansk sammenhæng lære af​​ Efter revolutionen​​ set i et venstre-perspektiv? For det første kunne man diskutere forskellene på, hvordan​​ venstrefløjen​​ til venstre for socialdemokraterne har været organiseret. Har der været en samlet eller en splittet venstrefløj.​​ 

 

Det fremgår af bogen, at den svenske venstrefløj har været organisatorisk langt mere samlet end den danske i perioden fra 1968 og frem. I Sverige formåede det samme parti at holde sammen på ledere og medlemmer på en sådan måde, at afskalninger og nye partidannelser med parlamentarisk bæredygtighed blev undgået. Selvom om Miljøpartiet nok har taget nogle vælgere, som i Danmark ville være gået mere klassisk ’til venstre’ eller (set i de senere års perspektiv) til Alternativet.​​ 

 

Til sammenligning havde Danmark i perioden i alt fem parlamentarisk repræsenterede venstrefløjspartier: SF, VS, DKP, Fælles Kurs5​​ og Enhedslisten. Til en vis grad og kun på en vis måde forekommer de svenske kommunisters relative rummelighed og fremsynethed at have været en fordel fremfor den danske tendens til kun at ville være i parti med absolut ligesindede. At kunne arbejde sammen til venstre må alt andet lige have styrket gennemslagskraften og effektiviteten i det politiske arbejde.

 

Det er på den anden side bemærkelsesværdigt, at det svenske 68-venstre blev så ’leninistisk’. I en række andre europæiske lande blev den organiserede venstrefløj langt mere påvirket af de mere eksperimenterende dele af 1968-erfaringen. I sammenligning med den svenske, som den fremstilles i​​ Efter Revolutionen, forekommer den danske venstrefløj set under et at have været langt mere ’flippet’, rundkreds-baseret, aktivistisk med mere.​​ 

 

Man får det indtryk som dansker af at læse bogen, at den danske højskolekultur gav meget anderledes forudsætninger for 1968-erfaringens opdatering af gamle demokratiske dyder i Danmark. Måske var Danmark også mere ’småborgerligt’ og med mere til plads til boheme-kultur end Sverige i perioden på grund af den økonomisk sammensatte klassestruktur, mens Sverige var mere ’fordistisk’ på grund af de større virksomheder baserede på råvarer som jern og træ (fremfor landbrugsprodukter) og deraf følgende renere klasselinjer? Hvilket gav en mere sammenhængende venstrefløj.

 

Det svenske kommunistparti synes trods alt at have været mere ’reformvenligt’ end de danske. Det kunne tydeligvis indoptage og ’genopdrage’ strømninger, der i Danmark blev til selvstændige partier (SF og VS). Hermed var ’kommunismen’ i dens skiftende varianter trods alt stadig hegemonisk inden for det felt af holdninger, der i dansk kontekst blev til fem indbyrdes konkurrerende partier i perioden i Danmark. Enten var kulturen hos de svenske kommunister internt mere rummelig end i DKP og efterfølgende SF og VS, eller også var de ledende svenske kadrer simpelthen bare bedre politikere og ledere, der var i stand til at holde sammen på deres organisation.

 

På sigt burde den danske venstrefløj - vælgere, aktivister og ledere - måske bruge indsigterne fra​​ Efter revolutionen​​ til en gentænkning i fornuften i den fortløbende opsplitning? Er det nødvendigt og klogt både at have et SF og et EL? Det er naturligvis en luksus, men den koster også.

 

Populismespørgsmålet

 

Efter revolutionen​​ belyser også en del af populismeudfordringen. I dag er det nærmest umuligt at diskutere ’venstrefløj’ på den lange bane uden også at diskutere ’højrepopulisme’. Det er blevet en udbredt forestilling, at en af forklaringerne på højrepopulismens relative succes i det 21. århundrede også i Norden er, at venstrefløjen og for den sags skyld også centrumvenstre har glemt sine rødder i arbejderklassen.6​​ Derfor er højrepopulismen også et oprør mod de uddannede middelklassesocialister og deres multikulturalisme.

 

Den tilgang til populismen rammer direkte ned i et af de store temaer i​​ Efter revolutionen. Niels Frølich fremhævede meget prosaisk og noget bramfrit i Kritisk Debats aprilnummer, at ’højrepopulismen er et termometer i verdens røv’ (med et udtryk fra Lars Norén). Det var et citat fra den, også svenske, bog, som Åsa Linderborg og Göran Greider har skrevet med den danske titel​​ Det populistiske manifest​​ (2018).7​​ Bogen mere end antyder, at der er en rationel kerne i arbejderes støtte til højrepopulismens angreb på multikulturalisme og venstrefløj.

 

I forhold til den venstrefløj, som Berntsson og Nordin beskriver, og som også findes tilsvarende i Danmark, må det give anledning til bagudrettet selvkritik, at en så stor del af kernegruppen har vendt fortroppen ryggen. Det er umuligt at lave fortiden om, men man kan godt rette ind, når man bliver gjort opmærksom på fejltagelser. Specielt hvad angår​​ Efter revolutionen​​ er der et tema, der indirekte belyser, hvordan der blev plads til højrepopulismen. Forfatterne antyder, at selv om den svenske venstrefløj antalsmæssigt måske ikke var så stor havde den en central samfundsmæssig placering i de første små tyve år efter 1968, der langt oversteg det demokratisk rimelige. Denne placering var kulturel og bestod i, at venstrefløjen havde ’hegemoni’ i forhold til dagsordensætningen i Sverige. Dette hegemoni blev opnået ved organisatorisk at besætte centrale jobfunktioner som redaktører, undervisere, forskere og lignende. I takt med ændringerne i den interne venstrefløjskultur fra internationalisme og arbejderklasebaseret modernisme til multikulturalisme, blev afstanden til svenske arbejdere også større, og selv efter at hegemoniet blev brudt i 1980’erne, vedblev venstrefløjen med reelt at distancere sig.8​​ 

 

Man kunne måske også støtte den hypotese, at netop dette gamle hegemoni fra 1968, om end indskrænket med tiden, er med til at forklare, hvorfor højrepopulismen kunne holdes nede så relativt længe i Sverige i forhold til Danmark (og Norge), men også at den forekom så meget desto mere aggressiv og systemtruende, da den endelig brød igennem. Igen er der et lærestykke, der rækker ud over Sverige. Som Marx og Freud var enige om: det, der er undertrykt, slår igen.

 

 

Allianceproblemet

 

De ovenstående kommentarer har handlet om politisk organisation og repræsentation. Hertil kommer at​​ Efter revolutionen​​ også meget direkte rejser spørgsmålet om venstrefløjens alliancepolitik på en måde, der også inddrager disse temaer.​​ 

 

Den aktuelle variant af det svenske ’68-venstre har flyttet sig endnu en gang under Den nye verdensorden. Først blev leninismen til dels afløst af en nationalt forankret multikulturalisme,​​ a la​​ EL. Berntsson og Nordin anfører, at i starten af Den nye verdensorden efter 1989 tenderede venstrefløjen i Sverige og andre steder til at være globaliseringsskeptisk. ​​ 

 

Globaliseringen blev set​​ som​​ et udtryk for ’neoliberalisme’ og som en variant af USA’s økonomiske hegemoni. De mener dog at kunne registrere, at der er sket en positionsforandring blandt venstreorienterede i Sverige siden 2009, eller med andre ord siden finanskrisen og højrepopulismens fremgang. Dette hænger måske også sammen med, at USA ikke længere opfattes som lige så stor trussel som tidligere: ”På sistone har situationen emedlertid förändrats. USA är inte längre som för några år sedan den helt dominerande supermakten. Tendensen mot globalisering har brutits. Vänstern søker nya alliancer. Kanske söker den till och med plats i en liberal konsensus.” (239.)9

 

Med en ret bred historisk pensel fremme skitseres to principielle, politisk ideologiske​​ alliancemuligheder for venstresiden. For det første kan den alliere sig med ’den framstegsvänliga borgerligheten’. En sådan er baseret på tilslutning til oplysning og rationalitet, videnskab, økonomisk vækst og lignende. En socialistisk udvikling betragtes i dette perspektiv som en fortsættelse af den demokratisk-borgerlige. (238) I Danmark er ’den oplyste borlighed’​​ især​​ organiseret i Det radikale venstre, så det giver jo meget god mening på tværs af sundet.

 

Den anden mulighed er en alliance med de kræfter, der er modstandere af kapitalisme, borgerskab og modernitet i den form, den har fået i ”Västlandet”. (ibid.). Det ville være den alliancemulighed, der lå mest oplagt for den bevægelsesorienterede, nationalt funderede og (nær-) miljøbaserede fortolkning af ’68-venstre efter Den kolde krig.

 

At skabe alliancer omkring enkeltager blev en del af den nye venstrestrategi, som Foucault inspirerede. De store revolutioner skulle erstattes af små, og marxismens store fortælling skulle erstattes af mere fragmentariske historier, skulle mobilisere til handling. (233)​​ Foucault citeres for at sige at, ”makten kommer underifrån: det vill säga att​​ det inte finns någon binär och genomgående motsättning​​ (kursivering ved red.)​​ mellan de härsskände och dem de härskar över såsom grundläggande allmänt mönster för relationerna.” 235.

 

Dette implicerer nærmest, at den aktuelt meget udbredte forestilling om, at populisme er en ideologi, der deler samfundet i ’oligarkierne’ og ’folket’ egentlig er grundlæggende fejlagtig, da det er en ’binær og vedvarende’ modsætning. I stedet findes i et Foucault-perspektiv kun ’alliancer mellem aktører omkring enkeltsager’.​​ Med​​ en eventuelt fortsat​​ udbredelse af forestillingen om populismen som distinkt politikform,​​ der skal tages alvorligt​​ og​​ med​​ behovet for at videreføre en fælles linje, hvis man vil opretholde et samlet parti –​​ der som det fremgik​​ ovenfor​​ er​​ tradition for i Sverige - må man derfor også gå ud fra som hypotese,​​ at​​ arven fra Foucaults fortælling om de mange små alliancer omkring enkeltsager​​ bliver mindre betydningsfuld fremover​​ for venstrefløjen.

 

Hvis der også på sigt skal skabes flertal til venstre i Sverige, på trods af Sverigesdemokraternes indhug i stemmerne, kan man forvente,​​ at​​ Det populistiske manifest​​ får det sidste ord i debatten om, hvem der skal være venstrefløjens (vælger-)basis ”De progressive kræfter vinder ingen valg, hvis ikke de får et afgørende flertal af arbejderklassen med sig.” (Linderborg og Greider; 11).

 

Øvrige henvisninger:

 

Lennart Berntsson og Svante Nordin (2013)​​ Arvet efter 68. Studier Kring et Problemfelt.​​ Stockholm, Axel och Margaret Ax:son Johnsons Stiftelse.

 

Niels Frølich (2019) ’Populismen er et termometer i verdens røv.’​​ Kritisk Debat, april.

 

Anthony Giddens (1994)​​ Beyond Left and Right. The Future of Radical Politics.​​ Oxford, Polity Press.

 

Anthony Giddens (1998)​​ The Third Way. The Renewal of Social Democracy.​​ Oxford, Polity.

 

Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyhrberg (red.)​​ Multikulturalismens fælder. Mørklæging og moralisme i medier, forskning og politik.​​ Frederiksberg, Samfundslitteratur.

 

Carsten Jensen (2018) ’Psykedelisk Corbynisme’,​​ Kritisk Debat, nr. 103, 16. april.

 

Åsa Linderborg & Göran Greider (2018)​​ Det populistiske manifest. For hårdtarbejdende, arbejdsløse, tandløse og 90 procent af alle andre. København, Informations Forlag.

 

Olle Svenning (2000)​​ De socialdemokratiske partier i Europa. De nye liberale?​​ København, Fremad.

1

​​ Almindelig respekt for læseren kræver den oplysning, at anmelderen regelmæssigt har hængt ud privat med den ene af forfatterne til​​ Efter Revolutionen​​ på værtshuse, frokostcafeer, mv. over nu snart fem årtier. Artiklen er derfor snarere en ’omtale’ og diskussion med Lennart end en egentlig anmeldelse, der ville kræve et mere distanceret forhold.​​ 

2

​​ Efter revolutionen​​ kan også læses​​ som​​ et nordisk bidrag til den debat, der er startet på blandt andet det britiske Labours venstrefløj i de senere år om, hvorvidt, og i givet fald hvordan, man kan bruge 1968’ernes erfaringer. Jeremy Gilbert har beskrevet denne debat som omhandlende ’psykedelisk socialisme’, og hans tilgang er beskrevet i​​ Kritisk debat​​ 103, se artiklen​​ ’Psykedelisk Corbynisme’, april, 2018.

3

​​ I denne sammenhæng skal det også nævnes, at​​ Efter revolutionen​​ kun er én af en række bøger fra et fælles projekt med udgangspunkt i venstrefløjen i perioden efter 1968. Hele projektets problemstilling blev fremlagt i​​ Arvet efter 1968​​ (Berntsson og Nordin, red., 2013)

4

​​ Se til denne strømning også Giddens 1994 og ikke mindst Olle Svenning, 2000.

5

​​ Til eventuelle yngre læsere:​​ Fælles Kurs var​​ en slags populistisk arvtager til DKP og forløber for El, der var repræsenteret med fire mandater i Folketinget i 1987 til 1988. Formand var sømandsbossen Preben Møller Hansen.​​ 

6

​​ Der blev plads til højrepopulisme, fordi venstrefløjen ’opgav’ arbejderklassen. Hermed var de mest udsatte arbejdere uden direkte politisk repræsentation, og i hvert fald ifølge nogen, det betød, at dens erfaringer kunne italesættes og organiseres af kræfter med en helt anden dagsorden. ”Den (venstrefløjen, red.) förde den egna nationale arbetarklassen åt sidan till fördel för nya etniska, sexualla och religiösa grupper. Dette var ikke helt synligt vid 1990-talets mitt, men korten i den idémässige patiensen var på väg att falla på plats.” (193).

 

7

​​ Til dette tema bør man også nævne det dansk-svenske samarbejdsresultat​​ Multikulturalismens fælder, der er redigeret af Mehmet Ümit Neced og Torben Bech Dyrberg (2016). Det er ret beset en langt mere oplysende bog end Linderborgs og Greiders, men måske knap så polemisk skarp.

8

​​ Set fra et dansk synspunkt, er det svært sætte sig ind i en situation med et venstrehegemoni i de centrale kultur- og medieinstitutioner. I dag ser det dog stadig ud til at, der en rester af dette hegemoni, nemlig på krimi- og spændingssiden. Sjöwall og Wahlöö, Guillou, Markel og Stieg Larson har stået for en meget stor del af også danskernes forbrug af disse genrer. ​​ Foregangskvinden Maj Sjöwall er citeret for at sige at: ”Når vi havde ”Roman om en forbrydelse” som samlende titel, var det fordi vi så alle (Beck-, red.)bøgerne som et samlet værk på 300 kapitler. Vi afslørede ikke hvad forbrydelsen bestod i, men vi anså selv forbrydelsen for at være socialdemokraternes forræderi mod arbejderklassen.” Æd den, sosser!

9

​​ Se også​​ side​​ 250, hvor dette skærpes til, at USA bevidst har ’dragit sig tillbaka i rollen som den globaliserade världsordningens garant’. Denne tendens er blevet styrket under Trumps regeringstid.

 

12


Næste nummer udkommer 15. december 2019