Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

’Økonomisk råderum’ og virkelighed

Af Jesper Jespersen

Indledning​​ 

Det økonomiske råderum​​ er blevet et institutionaliseret begreb i den økonomisk politiske debat. Men jeg vil godt vædde på, at højst ti medlemmer af folketinget kan​​ redegøre for begrebet, og at endnu færre kan forklare, hvorledes ’råderummet’ beregnes af finansministeriet.

Dette vidensmonopol har givet finansministeriet en enestående magt. Når hertil lægges, at begrebet ’strukturelt budgetunderskud’, der er en direkte​​ aflægger af definitionen på ’råderummet’ og derfor ligeså uforståeligt; - l er det direkte indskrevet i budgetloven. Ja, så er det et åbent spørgsmål, om det er embedsmændene eller politikerne, der bestemmer den økonomiske politik i Danmark?. Eller rettere sagt, det er ikke et åbent spørgsmål, for embedsmændene har taget magten, hvilket måske også var intentionen med budgetloven.

Ifølge budgetloven må der ikke ved tilrettelæggelsen af finanspolitikken (den offentlige sektors indtægter og udgifter) på noget​​ tidspunkt budgetteres med et underskud der overstiger 11 mia. kr. (½ pct. af BNP) – uanset at staten i dag kan låne til en negativ rente! Alene det forhold illustrerer, at budgetloven er alt, alt for rigid. Den er et barn af, at budgetterne blev overskredet i årene op til finanskrisen. Men det berettiger jo ikke, at den ’jernkappe’, der i budgetloven er blevet støbt omkring den offentlige sektors økonomi, og som finansministeriets embedsmænd har eneret på at beregne, ikke bør udfordres.

 

Hvad er problemet​​ med ’det økonomiske råderum’?

Jeg burde skrive​​ problemerne​​ med det økonomiske råderum? For de er mangfoldige:

Lad mig dog starte med det væsentligste. Investeringer i en bæredygtig fremtid:

Forestillingen om, at der bør (og derfor skal) være balance på den​​ offentlige sektors budget, bygger simpelthen på misforstået makroøkonomisk teori, hvor statsbudgettet forveksles med et husholdningsbudget (sic!).

Denne misforståelse blev af den tidligere finansminister Bjarne Corydon indføjet i Budgetloven efter råd fra​​ daværende departementschef David Hellemann. Heri gives kun i helt ekstraordinære situationer mulighed for, at der undtagelsesvist kan accepteres et underskud på de offentlige budgetter. Der skal som hovedprincip være balance mellem offentlige indtægter og​​ udgifter – som om det var tale om et husholdningsbudget.​​ 

Men det sikrer bestemt ikke balance i hele samfundsøkonomien. Hvad med den private sektor? Der jo trods alt udgør mere end 2/3 af den samlede økonomi. Her har et af de største problemer siden finanskrisen satte ind i 2008/09 været, at der er en større opsparing end nogensinde; men som desværre kun i et begrænset omfang bliver omsat til reale investeringer i det danske samfund. Husholdninger og virksomheder fik tilbage i 2008/09 et privatøkonomisk chok, som de endnu ikke har forvundet. Der spares op og betales af på lån i et hidtil uset omfang – hvortil kommer, at indbetalinger til arbejdsmarkedspensionerne stiger år for år. Det har resulteret i en betydelig stigning i den private opsparing, samtidig​​ med, at den usikre fremtid har mindsket de reale investeringer. Det​​ har resulteret i en historisk stor finansiel​​ overopsparing i den private sektor på ikke mindre end 150 mia. kr. her i 2019. En opsparing, som ikke placeres i form af nyinvesteringer i fabrikker, maskiner, vedvarende energianlæg og boliger i Danmark. I stedet sættes opsparingen i passive investeringer i den eksisterende boligmasse og i ’gamle’ aktier, der får disse til at stige i markedsværdi; men ikke gør samfundet rigere. Hertil kommer, at​​ en del af denne overopsparing eksporteres som finansielle investeringer til udlandet eller ligefrem som køb af udenlandske virksomheder.​​ 

Er det rimeligt, at så mange penge investeres enten passivt eller ligefrem i udlandet, når de med fordel kunne bruges​​ til investeringer i fremtidens danske arbejdspladser og i bæredygtig udvikling? Men lige netop her er det budgetlovens rigide regelsæt, der forhindrer, at den offentlige sektor aktiverer denne finansieringskilde til målrettede investeringer i bæredygtig udvikling.

Det spørgsmål, der derfor med rette bør rejses, er: Hvorfor ændres budgetloven ikke, så denne store private overopsparing målrettes mod nødvendige investeringer i dansk økonomi? Vi taler som nævnt om op mod 150 mia. kr. om året, der kunne anvendes inden for landets grænser uden at sætte den samfundsøkonomiske balance over styr. En aktiv erhvervs-, energi- og klimapolitik kunne gøre en kæmpe forskel.​​ 

Så derfor burde en af regeringens fornemste opgaver være at få aktiveret denne ’passive’ private opsparing inden for landets grænser. Og her er der i virkeligheden en fælles interesse med en række pensionskasser og andre institutionelle investorer i at øge investeringsniveauet både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor, hvis CO2-udfordringen skal indfries. Hvorfor ikke få fyldt ’togfonden’ op med billige obligationslån, så elektrificeringen af det danske jernbanenet kan komme i gang. Hvorfor ikke etablere en ’grøn fond’, mens tid er? Staten kan i dag optage 30 årige lån til en uset lav rente, og pensionskasserne vil være meget samarbejdsvillige, når staten står som garant for finansieringen af denne ’grønne’ omstilling. Da den hollandske regering udbød grønne obligationer til blot ½ pct. p.a. i rente, blev der hurtigt udsolgt – og blandt køberne​​ var også danske pensionskasser.

Investeringer i fremtidens arbejdskraft: uddannelse, uddannelse og uddannelse

Regeringen har ikke alene en opgave i at sikre en bæredygtig fremtid; men også at der på vejen dertil er samfundsøkonomisk balance, dvs. sikre at​​ der er job til alle på arbejdsmarkedet og samtidigt genskabe tilliden til velfærdsstaten. Og dernæst skal regeringen sikre, at der er penge i statskassen til at finansiere de mange politiske initiativer, som befolkningen jo har givet regeringen mandat til​​ at sætte i værk.

’Balancen i samfundsøkonomien’: ​​ Det kræver, at regeringen rådgives af en retvisende økonomisk model. Det kræver, at finansministeriets model bliver underkastet et særdeles kritisk eftersyn. Den hidtil anvendte ’blå’ regnemodel skal​​ have et kraftigt virkelighedstjek, som anbefalet af bl.a. professor Katarina Juselius.​​ 

Det vil forhåbentligt føre til, at de værste vildskud fjernes, f.eks. den absurditet, at offentlige investeringer ikke har en positiv effekt på samfundsøkonomien. For slet ikke at nævne den endnu mere virkelighedsfjerne antagelse, som er indbygget i den eksisterende regnemodel, at​​ der er job til alle, som melder sig på arbejdsmarkedet!​​ 

Enhver, der har praktisk erfaring fra arbejdsmarkedet og jobcentrene eller blot​​ følger med i arbejdsløshedsstatistikken, ved, at antagelsen om, at der er job til alle, overhovedet ikke afspejler virkeligheden. Selv i dag på toppen af en højkonjunktur er der stadig registreret ca. 150.000 personer uden job, hvortil kommer et betydelig​​ antal, der gerne ville have et job, men som simpelthen har givet op af en lang række årsager. Det viser de kvartalsvise arbejdskraftsundersøgelser. De viser også, at antallet af arbejdstimer, der udføres på det danske arbejdsmarked i dag er lavere end for​​ 11 år siden, da dansk økonomi nærmede sig fuld beskæftigelse; men kort efter – ikke mindst til finansministeriets overraskelse – knækkede.

Desværre lod de tidligere finansministre sig forføre af finansministeriets sirenesang, at der er job til alle, og at​​ disse job kommer af sig selv. Når Kristian Jensen, den tidligere finansminister, fremlagde sin 2025-plan med en forøgelse af det økonomiske råderum, så fremkom det ved, at finansministeriet trykkede på den computer-knap, der hedder ’arbejdsudbud’ – i form​​ af forslag til ​​ f.eks. hævet pensionsalder, reducerede dagpenge eller kontanthjælp – og vupti, så rullede der milliarder af kroner direkte fra modellen og ind på finansministerens forhandlingsbord.

Finansministeren skulle i stedet have krævet at se nogle beregninger over dét samfundsøkonomiske afkast – det vil sige øgede råderum – som f.eks. uddannelse og efteruddannelse kunne give. Det er der heldigvis andre og mere progressive kræfter, der har set på. Pernille Rosenkrantz Theil og Ane Halsboe:​​ Det betaler sig at investere i mennesker’​​ viser sort på hvidt, at ja, – det betaler sig at investere i mennesker.

 

Hvordan øges råderummet i virkeligheden?

Hvis øget arbejdsudbud og højere pensionsalder er et fatamorgana, der ikke afspejler befolkningens ønsker, hvilke muligheder er der så for at øge ’råderummet’? ​​ 

Her står regeringen over for en pædagogisk udfordring, som finansministeriets embedsmænd (m/k) burde og formentlig også kunne løse, hvis de hævede blikket op fra computerskærmen.

Jeg vender tilbage til arbejdsløshedsstatistikken – hvorfor er der 150.000 ledige i Danmark? Svaret er lige dele mangel på uddannelse og på efterspørgsel. Det er om noget en både menneskelig og økonomisk ressource, der går til spilde.​​ 

Hvorfor svigter efterspørgslen? Den primære årsag hertil er befolkningens store opsparing. Virksomheder og husholdninger fik som nævnt et chok i 2008, som de endnu ikke har forvundet. Der bliver sparet mere op og investeret mindre i Danmark end nogensinde siden 2. verdenskrig. Der er en historisk stor overopsparing i den private sektor, som ikke omsættes til nyinvesteringer i fabrikker, vindmøller og boliger i Danmark. Noget af opsparingen eksporteres i form af investeringer i udlandet – outsourcing; men er det rimeligt, når pengene med større fordel​​ kunne bruges til investeringer i bæredygtig udvikling i Danmark?

Hvorfor ikke aktivere lønmodtagernes store opsparing i Danmark? Hvis pengene bruges fornuftigt, er det simpelthen gratis for staten at låne i øjeblikket.

Det betyder, at det ’økonomiske råderum’ har udvidet sig betydeligt og i dag primært begrænses af den arbejdskraft, der står til rådighed – og den er ganske betydelig. Ikke inden for alle fag; men det kan en målrettet uddannelsespolitik afhjælpe.

I denne situation med et ganske stort finansielt råderum, er det vigtigt, at fokus på samfundsøkonomisk stabilitet fastholdes. Her kan de offentlige finanser udgøre en væsentlig forskel ved at aktivere den private overopsparing, reducere ledigheden og understøtte omstilling til bæredygtig udvikling.

Finansministeriet har hidtil lyttet i al for høj grad til ’økonomiens mørkemænd’, der forveksler statsbudgettet med et husholdningsbudget, når der rådgives om det økonomiske råderum. Det er ikke statsbudgettet, der begrænser råderummet; men derimod misforstået samfundsøkonomi. Råderummet er i virkeligheden bestemt af omfanget og karakteren af den ledige arbejdskraft og størrelsen af den uudnyttede private opsparing.​​ 

Her er der faktisk et stort potentiale for regeringen til at realisere sin politik uden at sætte den samfundsøkonomiske balance over styr.

 

​​ 

 

2

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019