Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Er EU det rigtige samarbejde?

 

Af Niels Frølich og Niels Henrik Nielsen, medlemmer af KritiskDebats redaktion

 

I de skandinaviske lande Norge, Sverige og Danmark har der i årtier været en stærk modstand mod EU på venstrefløjen. Den synes nu at svækkes. Omvendt har venstrefløjen i mange andre europæiske lande været stærk tilhænger af EU. Denne tilslutning synes ligeledes at svækkes.

 

Året er 1951. Den 18. april underskrives traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) – forløberen for nutidens Europæiske Union (EU). Ideen blev fostret af den franske udenrigsminister Robert Schuman som et middel til at forebygge krig mellem Frankrig og Tyskland og genrejse først og fremmest fransk og tysk industri. Underskriverne var foruden Frankrig og datidens Vesttyskland tillige Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Formålet var at skabe et fælles marked for kul og stål. EKSF blev styret af en høj myndighed, kontrolleret af institutioner, der repræsenterede regeringer, de nationale parlamentsmedlemmer og en uafhængig dømmende magt. Den grundlæggende institutionelle struktur for EU bestående af kommission, det europæiske råd, parlament og domstol blev således etableret fra starten.1

 

Der lå således fra starten både overnationale og integrerende elementer i samarbejdet. Men set med datidens horisont var der fornuft i såvel det politiske formål – forebyggelsen af nye krige i Europa – som det økonomiske – etableringen af et samarbejde, der kunne styrke genopbygningen af et Europa ødelagt af to verdenskrige. Erfaringerne fra dette samarbejde havde givet staterne ønske om at udvide samarbejdet på de øvrige økonomiske områder og om en fredelig udnyttelse af atomkraften. I marts 1957 indgik de samme seks lande derfor Rom-traktaten.

 

Rom-traktaten er egentlig to trakter, dels en traktat om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og dels en traktat om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Ifølge traktaterne træffes beslutninger af Rådet efter forslag fra Kommissionen. Den parlamentariske forsamling skal høres og afgive udtalelser til Rådet. Det er også i Romtraktaterne, at der fastsættes særlige bestemmelser om direkte valg af Parlamentets medlemmer, der dog først blev gennemført fra og med 1979. Det er ligeledes i Romtraktaten, de første indledende skridt tages til gennemførelse af de fire såkaldte friheder: Fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Rom-traktaten er derfor at betragte som alle senere EF- og EU-traktaters moder.

 

Romtraktaten er blevet ændret flere gange, herunder ved Den Europæiske Fælles Akt (1987), Maastrichttraktaten (der oprettede Unionstraktaten i 1992), Amsterdamtraktaten (1997), Nice-traktaten (2001), Tiltrædelsestraktaten med de ti nye medlemsstater (2003), Tiltrædelsestraktaten med Rumænien og Bulgarien (2005) og Lissabontraktaten (2009). Hertil kommer en række mellemstatslige aftaler, som senere er inkorporeret i det, der nu hedder den europæiske union (EU).

Kendetegnende for alle de senere traktatændringer efter Romtraktaten er, at de kan opsummeres i to ord: Yderligere integration, såvel økonomisk som politisk.

 

Følgende er en tidslinje over udviklingen:

 

 

 

Som det fremgår af illustrationen, tager udviklingen fart omkring 1985, da franskmanden Jaques Delors overtager formandsposten for Kommissionen. Delors kom fra posten som fransk finansminister under Francois Mitterands forsøg på at føre en ekspansiv, keynesiansk politik. En politik der blev aktivt modarbejdet af såvel de store virksomheder som de finansielle institutioner, der satte den franske valuta under pres. Delors drog konklusionen, at socialdemokratisk politik kun kunne gennemføres ved hjælp af EU. Sammen med den såkaldt virkeliggjorte socialismes sammenbrud i Østeuropa få år senere smuldrede venstrefløjens modstand. Det sidste store slag i Danmark, hvor Socialdemokratiet og venstrefløjen stod sammen, var om indførelsen af EF-pakken i 1986, som etablerede det indre marked.

 

Den sejrende liberalisme

Man kan hævde, at Mitterands forsøg på en keynesiansk økonomisk politik var de sidste krampetrækninger inden, den økonomiske liberalisme for alvor slog igennem. Uanset om det var en socialdemokratisk, liberal eller konservativ regering, der var ved magten, så dominerede den samme økonomiske logik. Finansmarkederne skulle afreguleres, arbejdsmarkedet liberaliseres og de offentlige institutioner skulle styres efter markedsprincipper, som de kom til udtryk i New Public Management2. Med andre ord de steder, hvor markedet ikke herskede, skulle det udbredes, og de steder, hvor det allerede var institutionaliseret, skulle det udvikles. Eksempelvis var løsningen på arbejdsløshed derfor ikke at igangsætte større infrastrukturprojekter, men at øge konkurrencen på arbejdsmarkedet mellem lønmodtagerne og løsningen på klimakrisen var ikke en omlægning af forbrug og produktion, men et marked for CO-kvoter.

 

Det blev den tyske variant af liberalismen – den såkaldte ordo-liberalisme3 - der sejrede i EU. Centralt i ordo-liberalismen står to elementer: Det første element, staten - eller EU - skal sikre markedsøkonomien de bedst mulige vilkår herunder sunde konkurrenceforhold, der modarbejder monopoler, og det gøres ved skabelsen af det andet element, et regelsæt. Staten – eller unionen – har således en central rolle at spille ved fastsættelsen af de fælles regler og love.

 

Det kom tydeligt til udtryk i Maastricht-traktaten, som etablerede rammerne for indførelsen ØMUen – forløberen for euroen - og oprettelsen af Den Europæiske Centralbank. De fire såkaldte konvergenskriterier var: Styr på inflation, offentlig gæld, renter og valutakurs. Kriterierne skulle sikre prisstabilitet, der tillige var centralbankens overordnede formål. Kriterierne er som taget ud af tyske regeringers økonomiske lærebøger.

 

Efterfølgende indførtes en række tillægsaftaler såsom som Stabilitets- og Vækstpagten i 1997. Senest er reglerne for euroen blev skærpet med vedtagelsen af den den såkaldte Finanspagt, der trådte i kraft i 2013 og som ganske vist kun er obligatorisk for eurozonen, men som alle EUs medlemslande på nær Storbritannien, Tjekkiet og Kroatien har tilsluttet sig i større eller mindre grad. Den Europæiske Centralbank er opbygget efter samme principper som den tyske Bundesbank og derfor er der et meget klart juridisk defineret mål for, hvad Den Europæiske Centralbank må og ikke må. Frem for alt var opgaven at holde inflationen i ro. Dermed håbede man, at man kunne styre kapitalismen.

 

Det har således været afgørende for Tyskland – og dermed for EU - at økonomien blev bundet op på politisk-økonomiske indretninger i forhold til markedet og juridiske regler, således at der ikke kunne opstå tvivl om, hvorvidt landenes regeringer lever op til markedernes krav. Det var som sagt også baggrunden for Finanspagten - en aftale formet over den tyske Schuldenbremse4 - som sikrer, at eurolandene lever op til krav om budgetdisciplin i forhold til det offentlige underskud og gældsætning.

Denne ​​ sammenfletning af markedsøkonomi og regelbundethed som styrende, ja stående over alt andet, har den tyske kansler Angela Merkel formuleret på denne måde: ”Selvfølgelig lever vi i et demokrati, et parlamentarisk demokrati, og derfor er det den tyske Forbundsdags ret at fastlægge finansloven, så vi finder måder, hvorpå vi kan udforme den fælles, parlamentariske beslutningsmyndighed, således at den ikke desto mindre er markedskonform”.
5 Eller sagt på en anden måde: Demokratiet skal leve op til markedets krav, ikke omvendt.

 

Dette forhold er helt centralt i forståelsen af EU. Markedet – Det Indre Marked – er en grundpille i unionen. Hermed ikke sagt, at der ikke kan ske mindre tilpasninger eller justeringer. Men en grundlæggende ændring af de politiske og økonomiske betingelser for markedet inden for unionen er ikke mulig. Så ville det ikke længere være EU.

 

Den tyske økonomiske dominans

Det er vigtigt at holde fast i, at EU ikke er en enhed – en monolitisk blok som i et og alt støttes af de til enhver tid siddende regeringer. Der foregår uafbrudt magtkampe om alt lige fra de overordnede politisk-strategiske prioriteringer i eksempelvis budgettet ned til fordelingen af de økonomiske midler i de mange fonde.

 

Hvis det handler om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er de dominerende magter Frankrig og indtil for nylig Storbritannien. Men når det gælder grundlaget for og politikken i EUs økonomiske institutioner, så er der et dominerende land Tyskland. Det kom som nævnt mest tydeligt til udtryk i Maastricht-traktaten og den efterfølgende indførelse af euroen. Det er ikke ensbetydende med, at Tyskland bestemmer alt, men landet har en afgørende stemme. Der er flere grunde til dette.

 

I tiden omkring forhandlingerne og vedtagelsen af Maastricht-traktaten var ingen af de store lande i en økonomisk-politisk situation til at modstå de tyske krav. Ganske vist var også den tyske økonomi i krise bl.a. som følge af genforeningen i 1990erne. En yderligere årsag var D-markens opskrivning i forhold til de andre europæiske lande, hvorved konkurrenceevnen i forhold til disse lande blev svækket. Det ændrede imidlertid ikke ved, at D-marken var ankervaluta forud for overgangen til euro. Samtidig tegnede Tyskland sig for omkring en tredjedel af det nye euroområdes økonomiske aktivitet. Det var derfor kun ”naturligt”, at Tyskland havde en afgørende stemme ved euroens indretning. Med Euroens indførelse byttedes der om på forholdet. Herefter var det den tyske konkurrenceevne, der blev styrket på bekostning af de øvrige eurolandes ditto.

 

Siden begyndelsen af 1990'erne har det offentlige budgetunderskud i Frankrig generelt oversteget konvergenskriteriet på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP); i 2004 var det således 3,7%. For at nedbringe det optoges lån, men derved overtrådtes et andet EU-kriterium vedrørende den maksimale størrelse af offentlig gæld, nemlig Maastrichttraktatens bestemmelse om, at statsgælden ikke måtte overstige 60% af BNP. Budgetproblemerne forstærkes af en høj arbejdsløshed, som midt i 1990erne var omkring tolv procent.

 

For Storbritanniens vedkommende tilsluttede man sig i 1990 Det Europæiske Monetære System (EMS) – kaldet ’valutaslangen’ - fordi valutakurserne kun måtte svinge med en maksimal procentsats i forhold til en regneenhed, ECUen, dog med et bredere udsvingsbånd for Storbritannien end for andre lande i slangen. Men Storbritannien var på vej ind i en recession, hvorfor der på de finansielle markeder bredte sig en opfattelse af, at pundet var kommet med i fastkurssamarbejdet på et overvurderet niveau. Og i 1992 måtte man suspendere tilslutningen efter et voldsomt fald i pundets værdi.

 

På trods af kriser i verdensøkonomien, i Tyskland og i EU som helhed har den tyske regering ikke på noget tidspunkt antydet en ændring i sin monetære og budgetmæssige ortodoksi. Og så er vi tilbage ved Angela Merkels ord. En ændring af traktaterne efter ønske fra et flertal af lande vil kategorisk blive afvist. Når det gælder EUs økonomiske fundament, er demokratiet sat ud af spillet – betingelserne kan ikke ændres.

​​ 

Derfor er også ethvert forslag fra venstrefløjen om en ”demokratisering” af euroen uinteressant. Så er den tidligere tyske socialdemokrat og finansminister Oskar Lafontaine synspunkt måske mere interessant, når han under den græske krise skriver, at det ikke er et spørgsmål om drakme eller euro: ”I stedet må venstrefløjen beslutte, om den fortsat vil opretholde euroen på trods af dens katastrofale sociale konsekvenser eller om den vil arbejde for en progressiv transformation hen imod et fleksibelt, europæisk, monetært system. For min del beder jeg om en tilbagevenden til et europæisk monetært system (EMS) - - -. På trods af utallige spændinger tillod det kontinuerligt kompromiser, der tjente til at genoprette ligevægten mellem forskellige økonomiske udviklingshastigheder.”

​​ 

Ifølge Lafontaine er det arbejderklassen og de mindrebemidlede, der bærer hovedparten af byrden som følge af de interne devalueringer, der sker gennem sænkning af lønninger og pensioner. I modsætning hertil begunstigede EMSen samarbejdet mellem de europæiske befolkninger.6

 

Forfatterne kender kun to lande – Tyskland og Spanien - hvor en bestemt økonomisk ortodoksi er indskrevet i grundloven7. I den forstand kan man kalde det en afpolitisering af den politiske økonomi. Fordelingen af de økonomiske midler kan diskuteres, også om der i en krisesituation skal skæres ti procent på lønningerne og fem procent på pensionerne eller tyve procent på uddannelserne. Men som en mur i stormen står den økonomiske ortodoksi. Vælter den, vælter hele projektet – ikke kun euroen, men også det indre marked. Det er kun en traktatændring, der kan ændre på denne økonomiske politik og som vi viser senere, er dette nærmest en uoverkommelig opgave.8

 

De fire friheder

Som nævnt blev de fire friheder – for arbejdskraft, tjenesteydelser kapital og varer – allerede indskrevet i Romtraktaten fra 1957. Men i denne sammenhæng forholder artiklen sig alene til den frie bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser.

 

Frihederne kan fortolkes indskrænkende eller udvidende. Ved indskrænkende fortolkning forstås, at det skal være muligt at arbejde i et andet land, lige som det skal være muligt at byde ind på løsning af en opgave i et andet land. Men det er fortsat den nationale lovgivning og regler, der sætter rammerne herfor. Det vil derfor også være nationale myndigheder eller domstole, der afgør tvister.

 

Ved udvidende fortolkning forstås, at der skabes fælles lovgivning eller regler på tværs af landene. På EU-niveau kan det ske ved udstedelsen af direktiver og forordninger eller det kan være fastsat i traktaterne eller andre bindende dokumenter.9 Eftersom der er tale om EU-lovgivning, er det derfor heller ikke længere op til de nationale myndigheder eller arbejdsmarkedets parter at afgøre tvister, der involverer virksomheder fra andre EU-lande. Det er op til EU-domstolen.

Netop EU-domstolen har gennem sin praksis vist, at den sætter de fire friheder over lønmodtagernes erhvervede rettigheder i de enkelte lande. Det blev tydeligt i en række opsigtvækkende domme i 2007-2008. En af de afgørelser, som tydeligst afslørede dette, var den såkaldte Viking-Line-sag.

 

Her skulle domstolen forholde sig til, om det finske sømandsforbunds konflikt og det internationale sømandsforbunds sympatikonflikt imod det finske rederi Viking-Line var ulovlige hindringer for den frie bevægelighed, nærmere betegnet traktatens artikel 43 om fri etableringsret. Baggrunden for konflikten var, at Viking-Line ville udflage sit skib Estrella til Estland, for på den måde at få en væsentligt billigere overenskomst.

 

Sømandsforbundets krav var, at rederiet ikke desto mindre skulle følge finsk lovgivning, den finske overenskomst og bemandingsaftalen på skibet. Rederiet skulle også afstå fra at afskedige andre søfolk i rederiets tjeneste og fra ensidigt at ændre deres arbejdsvilkår. Interessant nok indleverede den danske regering partsindlæg til støtte for den finske fagforening.

 

Regeringen fremsatte i sit partsindlæg to påstande: For det første, at foreningsfrihed og konfliktret ikke hører ind under EUs lovgivningskompetence. Hertil svarede domstolen, at det var dens kompetence at afgøre, hvorvidt konfliktretten blev anvendt i overensstemmelse med EU-retten.

 

For det andet fremførte den danske regering, at konfliktret og foreningsfrihed var en del af de grundlæggende rettigheder indeholdt i EUs charter og henviste til artikel 28. ​​ Domstolen svarede, at der netop står i artiklen, at konfliktretten skal anvendes ”i overensstemmelse med EU-retten”.10 Herefter slog domstolen fast, at konflikten uden tvivl var en hindring for den frie bevægelighed. En fortolkning den senere har fastslået i den nok så berygtede Laval-sag om udstationering af lettiske bygningsarbejdere i Sverige til lettisk løn og ikke til svenske lønninger. Sagens udfald førte i Danmark førte til gennemførelsen af en lov11 – dog alene i forhold til løn.12

Dommene var ikke enlige svaler i forhold til at give det indre marked forrang over for lønmodtagernes og fagforeningernes interesser. I 2008 blev blandt andet den tyske delstat Niedersachsen dømt for ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed, når den stillede krav om, at virksomheder, som den indgik kontrakter med, skulle overholde de kollektive overenskomster for området og branchen.13 Samme år gjorde en dom mod Luxemburgs regering det endnu sværere at bruge nationale love og betingelser mod firmaer, der udstationerer arbejdere.

EU-domstolens fortolkning, der giver det indre marked forrang for lønmodtagerrettigheder, har kostet arbejderklassen og fagforeningerne voldsomt dyrt. Det er ikke urimeligt at antage, at dommene har medvirket til det betydelige fald i organisering, som har været et gennemgående træk inden for den europæiske fagbevægelse de seneste årtier.

Alle forsøg på at sikre sociale rettigheder er forblevet halvhjertet. Fra slutningen af 1990erne og langt ind i 2000erne blev introduktionen til ​​ konkurrencestaten et parameter. De tre største lande var drivende, anført af Tony Blair i England, Lionel Jospin i Frankrig og Gerhard Schröder i Tyskland og det centrale omdrejningspunkt blev at gøre de nationale økonomier internationalt konkurrencedygtige. En allerede svækket fagbevægelse blev stillet over for kravene om ”flexicurity” og ”employability”. Men som 2008-krisen og udviklingen efterfølgende viste, blev det uden megen security og uden mange job – eller bare jobs til meget lave lønninger. Drivkraften i EUs socialpolitik blev etableringen af minimumsstandarder så lave, at de ikke blev en byrde for nogen regeringer. Det kunne formentlig ikke være anderledes, fordi EU med indlemmelsen af de østeuropæiske lande i løbet af 2000-2010 var blevet en så heterogen størrelse, at der umuligt kunne skabes konsensus om en socialpolitik eller arbejdsmarkedspolitik.14

Det, der stod tilbage, og hvorom der kunne nås enighed, var liberaliseringer. En gang gennemført var en tilbagerulning af disse stort set umuligt på grund af stemmereglerne i EU. Sociale rettigheder for arbejderklassen er skåltaler og hensigtserklæringer.

Senest er dette eksemplificeret ved ”De tyve principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder”. Principperne er ikke blevet til mere end en hensigtserklæring og den nuværende kommission har ikke været indstillet på at samarbejde med den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, om at styrke arbejdet med disse principper. Det fremgår af ETUCs seneste årlige rapport ”Benchmarking Working Europe 2019”. Det er ikke ensbetydende med at socialpolitikken er forsvundet. Men kampen om sociale rettigheder giver sig i dag i højere grad udslag i en kamp mellem forsvarerne af de nationale velfærdsstater og tilhængerne af EU-reformer.

Den frie bevægelighed har derfor alene været til markedets fordel. Som en række ledende fagforeningsfolk fra Danmark skriver: ” EUs frie bevægelighed har en grim bagside i form af social dumping. - - Gang på gang oplever vi, hvordan udenlandsk arbejdskraft bliver udnyttet på det groveste herhjemme med underbetaling, slavelignende vilkår og kummerlige leveforhold.”15

 

Et synspunkt der unægtelig ikke deles af den polske generaladvokat ved EU-domstolen, som mener, at det, der for nogen er social dumping, for andre er en ansættelse. Det er ved at gå for vidt med bekæmpelsen af social dumping.16

 

Det indre marked og den frie bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser er en grundlæggende del af EU – en bærende søjle. Er det så realistisk at tro, at klassekamp kan ændre denne søjle til fordel for lønmodtagerne? Det ville forudsætte en ophævelse af størstedelen af det nuværende traktatgrundlag, af Vækst- og Stabilitetspagten og en total omskrivning af Den Europæiske Centralbanks formålsparagraf. En tysk accept heraf kan ikke ses, end ikke i horisonten. Uanset hvilken tysk regering, der har været ved magten – CDU, SPD eller FDP – har man fastholdt den ”tyske model”. Og uden Tyskland intet EU.

 

Forestillingerne om lønmodtagernes rettigheder i EU og fagforeningernes rolle

Som vi viste ovenfor med en række eksempler, har EU via domstolen systematisk undergravet arbejdstagernes rettigheder til fordel for arbejdsgivernes interesser, fordi de fire rettigheder har forrang.

 

Faktisk er mange af de grundlæggende love angående arbejdstid, ligestilling, ikke-diskrimination, arbejdsforhold osv. blevet til uden om EU, noget tilhængere af at forblive i EU ofte glemmer. Disse forbedringer er kun kommet i stand takket være omfattende mobiliseringer og kampe fra fagforeningernes og arbejdstagernes side. Godt nok er fagforeningerne svækket, men at stole på, at arbejdstagernes rettigheder skulle kunne beskyttes af EU-lovgivning modsiges af virkeligheden.

 

Endnu eksempel på, hvorledes den europæiske domstol tromler national lovgivning, er en sag, hvor en kendelse fra domstolen fratog offentlige ansatte, der var blevet virksomhedsoverdraget to gange retten til at bibeholde de arbejdsforhold, der var forhandlet og som de have ret til ifølge loven om virksomhedsoverdragelse og ifølge EUs egne regler. Domstolen baserede sin dom på paragraf 16 i Den Europæiske Unions Charter om Fundamentale rettigheder, der tilsikrer arbejdsgiveren retten til at lede sin virksomhed og ikke være bundet af aftaler, som han ikke har været del af.17

 

Kernen i EU er at gøre livet lettere for både national og international kapital og det sker bl.a. ved systematisk at undergrave fagforeningernes og arbejdstagernes kollektive rettigheder.

 

Hvad gør fagforeningerne så egentligt? Der findes jo en europæisk faglig sammenslutning, ETUC, der holder til i Bruxelles, og som er en kombineret samarbejds- og lobbyorganisation bestående af nationale hovedorganisationer i 38 europæiske lande. ETUC spiller naturligvis en vigtig rolle i den forstand, at den forsøger at varetage medlemsorganisationernes og lønmodtagernes interesser i EU. Men samtidig er den et led i hele det økosystem som Kommissionen forsøger at opbygge omkring sig selv og dermed bliver faren for at blive det, du spiser, også stor for en organisation som ETUC, der finansieres af medlemskontingenter, men også af tilskud fra EU.

 

Det helt store dilemma for fagforeningerne er, at deres medlemmer både er lønmodtagere og skatteydere. Som lønmodtagere kan de udvise solidaritet med lønmodtagere i andre lande, men som skatteydere vil de modsætte sig overførsler i solidaritetens navn mellem nord og syd indenfor EU, fordi disse overførsler kan betyde lavere velfærd for dem i nord. Derfor kan fagforeningernes solidaritetssnak på europæiske møder i Bruxelles sagtens tolereres, for det binder ikke nationalt. Som Streeck skriver, ”… [det] dækker over den kendsgerning, at de selv samme institutionelle ​​ strukturer i Europa, som medlemslandenes regeringer har brugt til at befordre bevægelsen fra statsadministreret til neoliberal kapitalisme, står i vejen for dannelsen af en kollektiv, europæisk modstand og for at der kan handles til fordel for disse interesser i form af mere og andet end [blot] symbolsk, europæisk politik.”18 Dette udsagn rammer direkte ned i det ømmeste punkt for den politiske strømning, der ønsker at forblive og reformere EU: Hvorledes forestiller man sig, at strukturer, der så intimt er forbundet med opretholdelsen og forsvaret af de fire friheder, kan omdannes til instrumenter for en socialistisk udvikling? Det er jo netop de strukturer, der efter finanskrisen i 2008 er blevet brugt mod de europæiske lønmodtagere.

 

Og hvad med immigrationen?

Det står også på venstrefløjen efterhånden klart, at EUs medlemslande ikke kan opsuge uendelige mængder af immigranter (vi taler ikke her om flygtninge i formel forstand), men at der derimod for samfundsstabilitetens skyld nødvendigvis må være grænser og måske endda snævre grænser for indvandringen. For mange mennesker oplever ’for stor’ immigration som en utryghedsskabende faktor og det måske mest klare tegn på, at de mister politisk magt. Det er svært at forestille sig at disse menneskers bekymringer vil kunne tilfredsstilles ved beslutninger, der træffes af et for dem fjernt og utilgængeligt magtorgan som EU. De er meget tryggere ved, at det foregår i nationalstatens rammer, hvor de føler de har lettere adgang til at blive hørt og til at medvirke til beslutningerne. Den tyske kansler Angela Merkels berømte ord ”Wir schaffen das” holdt ikke. I stedet gav det næring til fremvæksten af en stærk, nationalistisk højrefløj i store dele af EU med en voksende tendens til at ethvert land er sin egen lykkes smed. Det er i det lys, det danske socialdemokratis udlændingepolitik, som inddæmning af Dansk Folkeparti, skal ses. Noget andet er så, hvad der vil ske, hvis klimaforandringerne sender i millioner af sultne, tørstige og sikkerhedstruende mennesker på flugt mod det, der af dem opfattes som sikre områder, nemlig Europa.

 

Men netop immigrationsspørgsmålet fører direkte over i spørgsmålet om nationalstaten. Er den ved at visne bort, er den blevet overflødiggjort af overnationale konstruktioner som EU eller kan stadigvæk bruges af arbejderklassen?

 

Har nationalstaterne alligevel ikke udspillet deres rolle?

Mange progressive tilhængere af at forblive i EU og reformere unionen indefra mener, at det nationale er en konstruktion og der derfor heller ikke findes kollektive identiteter. I den forstand, at man ikke kan pege på en fysisk afgrænset genstand og sige: ”Se, her er den danske nation” eller ”proletariat” eller ”klasse”, er det åbenlyst rigtigt, at nationen er en konstruktion. Men uanset om dette nu er tilfældet, så er forestillingen om en kollektiv, national identitet en meget stærk kraft i historien, som man gør klogt i ikke at overse eller lukke øjnene for. Som Erik Jørgen Hansen i ”Den maskerede klassekamp” – en bog, der fortjener at blive genopdaget, skønt den er fra 1990 - gør rede for ”synes det betydeligt lettere at opbygge sådanne kollektive identitets-forestillinger på grundlag af sprog, kultur, nation, religion og race end på grundlag af social klasse.”19 Erik Jørgen Hansen tilskriver dette varigheden, bredden og dybden af disse referencerammer, der ikke er midlertidige på samme måde som f.eks. ens klassetilhørsforhold, der kan ændre sig over et menneskeligt livsforløb. Der er nemlig tale om ”helt eller delvist uafrystelige træk hos det enkelte menneske” (samme steds).

 

Velfærdsstaten er det institutionaliserede udtryk for den nationalstatsligt baserede tryghed, der, selvom den er udtryk for et klassekompromis mellem arbejde og kapital, hviler på et fundament af identitetsmæssige forudsætninger og den følelse af sammenhængskraft, der som Uffe Østergaard skriver, er en forudsætning for demokratiet og som i sidste instans betyder at ”uden en stærk national identitet vil vi ikke dele udgifter og politikker med hinanden”.20

 

Men netop fordi man her opererer med referencerammer, der omfatter etnicitet eller tæt på, er en forestilling om en kollektiv identitet, der alene baserer sig på disse identitetsmarkører, farlig, fordi man jo i samme øjeblik man fremhæver f.eks. det ’danske’ dermed også har defineret det ’ikke-danske’.

 

Denne tveæggethed får betydning, hvis man hævder, at nationalstaten er på aftagende og på vej ud af historien. Det er jo den demokratiske nationalstat, der har givet tryghed, som er en forudsætning for menneskelig trivsel. Men kapitalismens frie markedskræfter – i EU manifesteret i de fire friheders forrang frem for alt andet – og kapitalens interesser er i færd med at tømme nationalstaterne for indhold og driver dermed dele af befolkningerne i armene på den højrepopulistiske nationalisme med racistiske overtoner. Men afgivelsen af suverænitet og myndighed til konstruktioner som EU kan ikke erstatte nationalstatens beskyttelse. Og netop fordi de ikke-klassebetonede identitetsmarkører ligger langt dybere, antager oprøret mod nationalstatens tilbagetrækning og stigende ulighed lettere nationalistisk, kulturel og etnisk karakter ofte på regional basis fremfor klassekampskarakter.

 

For nogen mennesker i Europa opfattes både globaliseringen og EU som ”gyldne spændetrøjer”, der nok bringer velstand, men også indskrænker demokratiet, fordi man på forhånd undgår beslutninger, der kunne genere finansmarkederne.21 For andre er der blot tale om spændetrøjer uden noget som helst gyldent skær.

 

En af grundene til, at mange progressive går ind for EU, skal formentligt findes i det 20. århundredes forfærdelige katastrofer i form af to verdenskrige, der vel nærmest i lighed med, hvad den engelske historiker Eric Hobsbawm gjorde, kan betragtes som en sammenhængende krig afbrudt af en våbenhvile på tyve år. Ideen om folkenes selvbestemmelse, som blev grundlaget for Versailles-freden i 1919, hvilede på den dengang uantastede antagelse, at der var lighedstegn mellem ’folk’ og ’nationalitet’ i den forstand, at folkets grænser også var statens grænser, hvilket ledte til etniske udrensninger og som politisk betød, at nationalstaternes grænser skulle være de samme som nationernes. Men det var naturligvis ikke tilfældet.

 

Den tyske sociolog Wolfgang Streeck siger i et radioforedrag om nationalstaternes fremtid, at nationerne er historisk udviklede erfaringsfællesskaber, der er forankret i et fælles sprog og en kollektiv identitet, der er opbygget af følelsesmæssige bindinger til dialekt, landskab, musik, spisevaner osv. og som dermed uundgåeligt bliver monokulturelt.22 Derfor kan man heller ikke tvinge folk ind i en kunstig EU-identitet – jo, man kan godt trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Men at man f.eks. holder af at være dansk, er jo ikke ensbetydende med, at man dermed skulle hade f.eks. svenskere eller tyskere. Det, man noget udefineret kunne kalde ens ’nationale værdier’, står på ingen måde over andres ’nationale værdier’. Her har EUs austerity-politik medvirket til at splitte den europæiske arbejderklasse i stereotyper på etnisk grundlag: Alle syd for Alperne er dovne, mafiøse, ødsle for andres penge og generelt uansvarlige.

 

Streeck sætter nationalstaten i modsætning til nationen fordi staten er en institution, der konstitueres ved hjælp af politiske og sociale borgerrettigheder og ikke gennem afstamning, sprog eller rase og bruger Schweiz som eksempel. Og sjovt nok er EU jo netop en sammenslutning af medlemsSTATER (nationalstater), der er oprettet ikke for at afgive suverænitet, men for at forsvare eller udbygge denne.

 

Hertil kommer hele spørgsmålet om ’nærhed’. For de allerfleste fleste europæere er deres identitet som sagt knyttet til det nære ’nationale’ – det viser alle meningsmålinger i Europa, hvor man bliver bedt om at rangordne sin identitet: De aller, allerfleste opgiver deres nationale identitet som nummer et. For det er jo i nationalstaten, der er relativ kort distance til magten og dermed mulighederne for umiddelbart at påvirke ens livsbetingelser og hvor ens stemme – i hvert fald i princippet – tæller og bliver hørt og hvor man måske vigtigst af alt forstår sproget. Og oplevelsen af ikke at blive hørt er formentlig en af de vigtigste drivkræfter bag politiske fænomener så vidt forskellige som Alternative für Deutschland, Femstjernebevægelsen i Italien og Podemos i Spanien for ikke at tale om Brexit og Trumps valg i USA.

 

Ovenikøbet kommer hertil manglen på en EU-offentlighed i bred forstand alene af den grund, at man ikke forstår hinandens sprog. Og uden en offentlighed intet demokrati.

 

Både da Det kommunistiske Manifest blev skrevet i 1848 og i dag gælder det, at klassekampen i hovedsagen udvikler sig og tager form indenfor nationalstatens grænser også selvom arbejderklassens kampe svækkes af globaliseringen og at man derfor må søge at udbrede kampene til andre lande. Derfor er nationalstatens (endnu) ikke tømt for indhold, men vil i lang tid fremover stadigvæk være arbejderklassens referenceramme.

 

Hvad så?

Vi har i denne artikel behandlet en række elementer, der må indgå i socialisters overvejelser om EUs anvendelighed for at fremme socialismen i Europa, men pladsen og læsernes tålmodighed tillader ikke, at vi starter på det, der nok optager rigtig mange af os: Hvad gør vi så nu? En behandling af emnet må derfor vente til forfatterne selv er kommet mere til klarhed. Men i mellemtiden kan vi i hvert fald sige så meget: Vi – forfatterne – tror ikke på ’socialisme i et land’, men vi forveksler heller ikke kapitalens internationalisme i form af EU med socialistisk internationalisme.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

At forandre EU: Mission Impossible

EU beskriver sig selv som ”baseret på retsstaten”. Det betyder at alle handlinger, som EU foretager sig, er traktatbaserede”. De vigtigste af disse traktater er dels Maastricht-traktaten, der omdannede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) til EU og stadfæstede neoliberale ordninger over hele kontinentet og dels Lissabon-traktaten, EUs reelle forfatning. Man ville skulle ændre disse for at gennemføre en grundlæggende forandring af EU.

 

Hvorledes kan traktaterne så ændres? Lissabon-traktaten beskriver denne utroligt indviklede procedure:

 

1. Et forslag må fremsættes enten af et medlemslands regering, Det Europæiske Parlament eller Europa-kommissionen

 

2. Rådet diskuterer derefter forslaget og sender det videre til Ministerrådet

3. Ministerrådet skal derefter rådføre sig med Det Europæiske Parlament, Kommissionen og – hvis spørgsmålet berører monetære spørgsmål – Den Europæiske Centralbank

 

4. Ministerrådet skal stemme om forslaget og det skal opnå simpelt flertal for yderligere at kunne behandles

 

5. Hvis det det drejer sig om forslag, der omhandler grundlæggende forandringer, skal Det Europæiske Råds formand derefter indkalde til et ’konvent’. Dette skal være sammensat af repræsentanter fra medlemslandenes parlamenter, disses regeringer, Det Europæiske Parlament og Kommissionen, men formanden bestemmer alene hvor mange fra hver af disse enheder, der skal være med

 

6. Konventet diskuterer forslaget og frembringer ved konsensus et udkast til en traktattekst

 

7. En konference mellem regeringerne samles for at diskutere teksten

 

8. Hvis teksten godkendes, skal den ratificeres af medlemslandene i overensstemmelse med deres nationale love, dvs. gå gennem medlemslandenes parlamenter eller underkastes en folkeafstemning

 

Forhindringerne for at kunne gennemføre seriøse forandringer af EUs traktater er ganske klart enorme, ja, de er i praksis uoverstigelige.

 

Til en begyndelse skal et flertal af regeringerne i EUs medlemslande (dvs. mindst femten) først være enige om den mulige ændring. For at strategien med at blive i EU og reformere unionen derfor skal virke på den måde, som venstreorienterede tilhængere af denne strategi antyder, dvs. en reformering af EU i socialistisk retning, skulle socialistiske regeringer vælges i femten EU-lande og de skulle så blive enige om en reform af EU. Sandsynligheden for, at dette vil ske, er ganske klart tæt på nul. Delvis takket være EU-traktaterne er selv moderate, socialdemokratiske partier – for slet ikke at tale om virkeligt socialistiske partier – blevet svækket over hele kontinentet og en udstrakt drejning mod højre og mod en nationalistisk populisme har fundet sted. Storbritannien skiller sig alene fra denne tendens takket være to faktorer: Et ekstraordinært fænomen, nemlig Jeremy Corbyns valg som Labours leder og Brexit, der har trukket tæppet væk under det vigtigste højreparti, UKIP. 23​​ 

 

Selvom vi på fantasiens vinger red ind i en fantastisk fremtid, hvor femten socialistiske regeringer samtidigt vælges ​​ i EU, så har Rådets formand, som det fremgår af trin fem i det foregående, magten til at manipulere procedurerne, så de modarbejder meningsfyldte forandringer. Der er intet, der hindrer ham eller hende i at fylde konventet med ikke-valgte bureaukrater fra Kommissionen eller med de eurofile, der dominerer Det Europæiske Parlament.

 

I trin seks vil forsamlingen af vore imaginære repræsentanter for socialistiske regeringer ydermere blive udvandet med repræsentanter for andre EU-regeringer, der ikke deler disses prioriteringer, men som de antages at skulle opnå ’konsensus’ med. Et hvert seriøst reformprogram – for ikke at tale om radikale mål som at omdanne EU til et instrument for socialisme – ville i den grad blive udvandet, hvis en konsensus overhovedet ville kunne nås.

 

I trin syv ville EUs ikke-socialistiske medlemsstater få endnu en chance for at nedlægge veto mod ændringer og i trin otte ville det samme være tilfældet for de fleste EUs landes parlamenter og befolkninger afhængig af deres nationale regler angående ratifikation af traktater. For eksempel kræver den irske forfatning, at traktater, der vedrører forfatningsspørgsmål, skal gøres til genstand for en folkeafstemning; derfor kan et land med 4,8 millioner indbyggere nedlægge veto mod ændringer, der ønskes af 468,7 millioner andre mennesker (den samlede befolkning i de femten største EU-medlemslande). At blive og reformere er derfor i praksis umuligt.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 ​​ ​​​​ 

Litteraturliste

Udover henvisningerne i artiklen foreligger der en lang række bøger, der indgående beskæftiger sig kritisk med forholdet mellem nationalstaten og EU, nationalstaten og globaliseringen, hvorledes socialister skal forholde sig til EU og hvorvidt EU befordrer en overgang til socialisme eller ej. Herunder et udpluk:

 

Costas Lapavitsas: “The Left Case Against the EU”, Polity 2018

 

Dani Rodrik: ”Straight Talk on Trade”, Princeton University Press, Princeton og Oxford 2018

 

Wolfgang Streeck: “Gekaufte Zeit: Die vertagte Krise des demokratischen Kapitalismus”, Suhrkamp, Berlin 2013 (på engelsk: Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism”)

 

Wolfgang Streeck: ”Wie wird der Kapitalismus enden?”, Teil I i Blätter für deutsche und internationale Politik, Heft 3/2015;Teil II i ​​ Blätter für deutsche und internationale Politik, Heft 4/2015 (på engelsk i ”How Will Capitalism End?: Essays on a Failing System”, Verso Books, Brooklyn 2016)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1

​​ EKSF-traktaten udløb i juli 2002. Indtil da havde EKSF-flaget vejet fra kommisionsbygningen. Det blev nu erstattet af unionsflaget.

 

2

​​ Brugen af ledelsesværktøjer fra den private sektor i den offentlige sektor begyndte i 1980erne om end det først er i 1991, det beskrives i Christopher Hoods artikel ”Public Management for All Seasons”, Public Administration, Vol. 6:3 (1991).

 

3

​​ Ordo-liberalismen blev udviklet i 1930erne og 40’erne af en række tyske økonomer og jurister. Selve begrebet ordo-liberalisme opstod i 1950 med henvisning til tidsskriftet ORDO.

​​ 

4

​​ Schuldenbremse, dvs. gældsbremsen, er en tysk, lovfæstet mekanisme, der begrænser Tysklands statsgæld. Både forbundsregeringen og delstatsregeringerne er bundet af mekanismen, der skal lægge låg på underskuddet på de offentlige budgetter.

7

​​ Den tyske Schuldebremse er indskrevet i den tyske grundlovs paragraf 109, stk. 3. Ligeledes foreskriver den spanske grundlovs paragraf 135 budgetmæssig stabilitet for både centralregeringn og de lokale regeringer i form af overholdelse af EUs retninglinjer og vedtagelser for offentlig gæld og budgetlægning.

 

8

​​ Se faktaboksen andetsteds i denne artikel.

 

9

​​ Uagtet der er forskel på direktiver, forordninger mv. så kaldes hele komplekset for nemheds skyld EU-lovgivning.

 

10

​​ Jvf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2010/C83/02) artikel 28.

 

11

​​ Forslag til lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere. (Gennemførelse af anbefalingen fra udredningsarbejdet om Laval-afgørelsen og forlængelse af revisionsfrist). L36, 2008

 

14

​​ Se også Wolfgang Streeck: ”Progressive Regression – Metamorphoses of European Social Policy”, New Left Review no. 118, juli-august 2019

 

17

​​ Mary Davis: ”The Chimera of Workers’ Rights in the EU”, The Full Brexit Analysis #13, 15. juli 2018

 

18

​​ Wolfgang Streeck: ”Comment on della Porta”, i: Johannes M. Kiess and Martin Seeliger: “Trade Unions and European Integration. A Question of Optimism and Pessimism?” Routledge, London and New York 2019

 

19

​​ Erik Jørgen Hansen: ”Den maskerede klassekamp – en beretning fra klassesamfundets forandring”, s. 124, Hans Reitzels Forlag, København, 1990

 

20

​​ Uffe Østergaard: ”Vi super-europæere tog fejl af nationalstaten”, Politiken, 2. sektion, s. 1, 9. september 2018.

21

​​ Heribert Dieter: ”Globalisierung à la carte – Demokratie, Nationalstaat und die Zukunft europäischer und globaler Zusammenarbeit”, s. 11, Bundeszentrale für politische Bildung, Bonn, 2017

 

22

​​ Wolfgang Streeck: “Nicht ohne meine Identität? Die Zukunft der Nationalstaaten”, SWR2 Aula, kl. 08.30, 29. oktober 2017

 

23

​​ Oversat fra Lee Jones: ”The Folly of “Remain and Reform”: Why the EU is Impervious to Change”, The Full Brexit, Analysis #23, 5. marts 2019


Næste nummer udkommer 15. december 2019