Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Leder

 

 

Usikkerheden og nervøsiteten breder sig

 

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

 

”Der er det kendt kendte. Det er ting, vi ved, at vi ved. Der er det kendt ukendte. Det vil sige, der er ting, vi ved, at vi ikke ved. Men​​ der er også det ikke kendte ukendte. Det er ting vi ikke ved, at vi ikke ved”.

 

Citatet stammer selvfølgelig fra forsvarsminister i Bushregeringen, Donald Rumsfeld, der på et pressemøde i 2003 skulle redegøre for, hvor de kemiske masseødelæggelsesvåben i Irak var at finde, og hvor man fandt den ”rygende pistol”.

 

Utallige retorikere har siden stået på hinandens skuldre for at demonstrere overfor nye studerende, at vi her har at gøre med århundredets vrøvlesvar. Men det er det faktisk ikke, og det har fuld validitet her i 2019, når det drejer sig om at greje den økonomisk-politiske udvikling på verdensmarkedet.

 

Varsler om lavvækst på verdensmarkedet

Vi ved, at der siden udløbet af andet kvartal 2019 er indløbet en række dystre tal for væksten på verdensmarkedet fra IMF, WTO, OECD, UNCTAD og en række uafhængige analysebureauer. Vi ved, at vi ikke har et ganske klart billede af, hvorhen den økonomiske udvikling bevæger sig, selv om den i grove træk peger mod enten en markant lavvækst, der grænser til recession​​ eller mod et direkte verdensomspændende fald i den økonomiske vækst – altså kontraktion. Men så er der også noget, vi tror vi ved, som i virkeligheden skygger for en erkendelse af, at der er noget vi enten ikke ved eller har glemt, at vi ved. Her tænkes på​​ de bagved liggende årsager til de recessionstendenser, som et voksende antal økonomer og markedsanalytikere først nu er villige til at tage alvorligt. Hvad de ikke var for bare få måneder siden. De ser ikke længere den verserende handelskrig mellem USA og​​ Kina som eneårsag til de foruroligende markedsdata.

 

Det helt konkrete, vi ikke kender noget til på nuværende tidspunkt, er omfanget af nedgangen i væksten på verdensmarkedet og især på alle de vigtigste vestlige markeder. Er det en konjunkturbestemt ”ordinær” recession, verdensmarkedet skal igennem, eller det indledningen til et mere omfattende økonomiske tilbageslag i lighed med ”finans”-krisen i 2007-2009? Det er hovedsageligt det spørgsmål, der står øverst og i mindre grad, om vi er på vej ind i en ubehagelig, men håndterbar vækstafmatning. Selv i Danmark, hvor det politiske establishment længe har brystet sig af en stærk og robust økonomi og høj beskæftigelse, kan de mere ædruelige repræsentanter for Nationalbanken godt se, at de underliggende økonomiske nøgletal ikke er de bedste, og at der ikke skal ske en større konjunkturafmatning i Tyskland, før dansk økonomi bliver hårdt ramt.

 

Konsekvenser af lavrentepolitikken?

Der er ting vi ved, at vi ikke ved, og som i høj grad præger den aktuelle​​ økonomiske diskussion i og uden for ECB, Den Europæiske Centralbank og FED, den amerikanske centralbank. Ingen om nogen kan sige noget meget bestemt om konsekvenserne af centralbankernes massive pengeudpumpning i snart ti år og den sideløbende​​ lavrentepolitik. Man ved heller ikke meget om, og det er erkendt, hvad der vil ske, hvis de aktuelle lavvæksttendenser slår over i en reel global recession – og det er det sidste, al diskussion for tiden drejer sig om.

 

Vi ved også, at vi ikke ved så forfærdelig meget​​ om, hvorfor væksten har været så svag siden minirecessionen i EU i 2011-13 på trods af eksorbitant pengeudpumpning og minusrente. Investeringerne har været mådelige og i endnu mindre grad tilgået industriområdet. Forbruget har været det samme, og inflationen har ligget langt under niveau og ikke opført sig, som den skal ifølge lærebøgerne, hvor løs pengepolitik skulle føre til voksende inflation. Vi ved også, at lavrentepolitikken nu sætter sine spor hos de store pensionskasser, hvor indskydernes kapital for tiden kun kan forrentes gennem risikofyldte investeringer i tredjerangsobligationer, fordi de førende obligationer ikke giver noget afkast.

 

2020 er ikke 2008

Hvad vi ikke ved, at vi ikke ved, er nok snarere det, de herskende lag i samfundet inklusive de politiske ledere og systemer ikke ønsker at vide. Hvem skal egentlig gribe ledelsen og afværge et muligt økonomisk sammenbrud, hvis en recession bliver til virkelighed i 2020. For når alt kommer til alt, går økonomien ikke af sig selv i recession, og den​​ bevæger heller ikke sig selv ud af en recession eller krise, og det af den simple grund, at der ikke findes en økonomi som sådan. Der findes samfundsformationer og indenfor disse økonomiske og politiske strukturer, hvor klasser og politiske partier og strømninger kæmper om, hvordan rigdommen skal produceres og fordeles og hvad der skal ligge til grund for, om noget skal produceres eller ej.

 

Her er vi ved det springende punkt. Profit- og finanskrisen i 2008 kom bag på de fleste økonomer og politisk ansvarlige, fordi de først og fremmet havde fokuseret på det sidste – finansmarkedernes udvikling og i mindre grad på den aftagende profitkurve i realøkonomien. I 2007 kom 40% af profitten fra finanssektoren mod eksempelvis kun 10% i 1980. Derfor erkendte de også​​ først langt inde i kriseforløbet, at det var de faldende profitter i gennemsnitsvirksomhederne, der for det første afstedkom en voksende arbejdsløshed, og for det andet betød, at flere skyldnere langt ud over de ludfattige amerikanere, der havde takket ja​​ til subprime-lån, ikke havde en jordisk chance for at honorere gældsforpligtelserne. Det var det finansielle korthus’ sammenstyrtning, man så og kunne se, hvorfor man døbte krisen ’finanskrisen’. Denne krises reelle udspring var i produktionssektoren, hvor der skete en udfasning af ekstraprofitterne efter den teknologiske ”revolution” i sluthalvfemserne og i den del af servicesektoren, der er knyttet til industrien. Sammenlagt udgør de to sektorer reelt lige under halvdelen af ​​ den moderne kapitalistiske økonomi.

 

Vi ved også, at den politiske og geopolitiske situation var sådan, at det på et G20- topmøde, da krisen i 2008 var på sit højeste, lykkedes de førende kapitalmagter at nå til enighed om fælles foranstaltninger for at inddæmme krisen. Den amerikanske regering og centralbank enedes om at sprøjte fiktiv kapital ud i finansmarkederne for at redde bankerne i håb om, at de igen ville begynde at låne penge ud til den betrængte realøkonomi. Flagskibe som GE, GM og Ford fik statsstøtte til at omstrukturere,​​ og renten blev banket i bund, som det i øvrigt også skete i 2001 som reaktion på minirecessionen i forbindelse med dot.com-krisen. I BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) gennemførte man massive, offentligt finansierede investeringer, hvilket​​ bidrog til en øget vækst i råstofproduktionen og de direkte investeringer i vækstøkonomierne, som igen satte gang i væksten på​​ verdensmarkedet. Kina reducerede sit balanceoverskud på 10% af BNP i 2008 til under det halve i 2010 og til blot 1.6% i 2017.​​ 

 

Men i Europa blev forløbet helt anderledes. Det blev med et åbenlyst for enhver, hvad mange vidste i forvejen, at de indre spændinger i euroområdet mellem de lavproduktive og højproduktive lande og en enorm underkapitaliseret og strukturelt skævvredet banksektor, ville sprænge valutaunionen og måske også EU, hvis ikke der blev sat ind med en hel anden økonomisk strategi. I bedste, neoklassiske økonomisk tænkning havde man forfulgt den ”negative integrations strategi”. Markedet - det indre marked – skulle udvikles til at blive den integrerende og regulerende kraft i Unionsprocessen. I konsekvens heraf tilsidesatte man den helt elementære visdom, at valutaunioner ikke kan eksistere stabilt uden en politisk og fordelingspolitisk overbygning.

 

Som bekendt bestod​​ redningsaktionerne overfor den finansielle sektor i EU i en konvertering af den private gæld til offentlig gæld. Finanssektorens enorme gældspukkel blev til nationalstaternes gældskrise, i og med medlemslandenes offentlige gæld steg eksplosivt. Gældskrisen​​ slog især ud i Grækenland, Portugal, Irland, Spanien og delvist Italien, hvilket ikke kunne komme bag på nogen, i og med disse lande i hele perioden fra 2000 og frem havde gældsat sig til de store banker og inhaleret varer fra især Tyskland.​​ 

 

Medicinen skabte nye problemer

Med de opståede ubalancer var der lagt op til finansmarkedernes profithungrende angreb på rentespændet mellem disse lande og de stærkeste økonomier – først og fremmest den tyske økonomi. Med den fælles valuta var alle lande låste, og kun intern devaluering var en mulighed. Altså et angreb på lønningerne, omfattende sanering af erhvervslivet og brutal nedskæring i de offentlige budgetter gennem en vedtaget jernhård budgetdisciplin, hvis teoretiske begrundelse tækker tråde tilbage til den​​ katastrofale politik, som Hoover-regeringen førte i USA og Brüning-regeringen i Tyskland som svar på krakket i 1929. Den politiske beslutning fik betegnelsen ’austerity’. Man kan næsten se Hoovers bemærkninger i begrundelserne for austerity-politikken: ”Likvider arbejdspladser, likvider aktier, likvider bønderne, likvider jordejendom, depressionen vil rydde al råddenskaben ud af systemet” (finansminister Andrew Mellon,​​ Memoirs).

 

Som på Hoovers og Brünings tid stoppede austerity i 2011 og frem ikke krisen.​​ Først da ECBs direktør, Draghi annoncerede, at han var villig til at hælde så meget fiktiv kapital ud på markedet som nødvendigt, kom der ro på finansmarkederne. Konsekvenserne har været tydelige og forfulgt europæisk økonomi op til i dag. Siden minirecessionen i 2011-13 har der været lavvækst i Europa som helhed. Austerity-politikken betød også, at alle medlemslandene blev tvunget til at følge den tyske eksportstrategi. Når nu finanssektoren i EU var så svag og den samlede effektive efterspørgsel så lav, måtte ekspansionsmulighederne findes på verdensmarkedet. Et radikalt skifte fra den tidligere EU-strategi med forestillinger om et stort, stabilt og ekspansivt ”hjemmemarked”.

 

Efter 2013 så det i et par år ud til, at summen af de vedtagne indsatser skulle​​ lykkes. Væksten på verdensmarkedet tog til om end i moderat omfang. Globaliseringen kunne fortsætte, hvor de store transnationale virksomheder igen kunne geare deres globale vækst og hente øget profit gennem massive investeringer på tværs af de nationale​​ grænser. BRIC-landene og ”vækstøkonomierne” i det hele taget oplevede moderate opsving gennem især Kinas gigantiske import af råvarer og råmaterialer. Virksomhedernes profitter steg – eller i hvert de største og toneangivende virksomheders profitter steg, fordi de gennem deres finansielle netværk kunne optage den fiktive kapital, som centralbankerne sendte på markedet eller ved at optage lån til lav rente og tilbagekøbe egne aktier.

 

Arbejdsløsheden er også vedblevet med at falde og især siden slutningen af​​ 2017 og i et sådant tempo, at de fleste i 2018 kalkulerede med høj vækst fremover. Ikke desto mindre har rigdoms- og indkomstforholdet mellem kapital og arbejde, altså mellem de øverste 10% af befolkningen og den øvrige del udviklet sig stadigt mere skævt.​​ (Eurostat og USA’s arbejdsministerium). Lønningerne er næsten ikke steget, hvorimod kapitalen har øget sin andel af BNP mange gange. McKinsey Global Institute vurderer i en nylig rapport på baggrund af tal fra det amerikanske arbejdsministerium, at medianlønnen ikke er steget siden 2007, selv om den gennemsnitlige lønstigning i 2018 var på 3,1%. Tilsvarende billede tegner sig i Europa.

 

Man har i økonomiske kredse undret sig. Øget vækst, fald i ledigheden og vækst i erhvervsfrekvensen skulle ifølge alle lærebøger føre til øget lønpres. Lønningerne er som beskrevet kun vokset moderat og gennemsnitligt (højindkomstgrupperne har trukket hovedparten af væksten), men reelt ikke for de brede grupper. Den vigtigste begrundelse er, at der siden 2008 er sket et markant skifte på arbejdsmarkederne. Hovedparten af de nye jobs har været tidsbegrænsede og forholdet mellem størrelsen af kernearbejdskraften og randarbejdskraften har ændret sig med en voldsom tilvækst i sidstnævnte. Det beskrives officielt som ”markedsfleksibilitet”. Det har i sig selv medført en svækkelse af lønmodtagernes stilling og organiserede styrke, som igen i perioden frem til 2018 har bidraget til en vis genopretning af profitten.

 

Men bagsiden, som der ikke tales så meget om, har været et fald i gennemsnitsvirksomhedernes investeringer og overalt en kunstig stabilisering af de lavproduktive dele af erhvervslivet, fordi profitten gennem obligationsudstedelse kunstigt har kunne holdes på et acceptabelt niveau. Kort sagt er der ikke i perioden frem til​​ i dag foregået den omfattende sanering af de lavproduktive og profitsvage virksomheder i alle de centrale sektorer, som ellers var forventet. I dag opererer man med et nyt begreb – Zombie-virksomheder (virksomheder der burde have drejet nøglen om) ​​ – der​​ antages at udgøre 20% af virksomhederne indenfor industrien og servicevirksomhederne og som i dag repræsenterer en andel af den private gæld på ca. 40% (de nøjagtige tal er vanskelige at finde, men ikke størrelsesforholdet). Stort set hele jobvæksten i USA, men også i Danmark er sket i de lavproduktive industrier og serviceområder.

 

Siden det korte opsving efter redningsaktionerne i 2008-10 er Kinas økonomiske vækst aftaget. BRIC-landenes vækst, der lige efter Finanskrisen tangerede de 10%, faldt i 2018​​ til 6,3% og er i først halvår reelt stoppet ifølge UNCTADs seneste rapport. Væksten på verdensmarkedet er sammenlagt aftaget, så verdensmarkedshandlen reelt ikke overstiger væksten i det globale BNP på 2,6%. Siden udgangen af 2018 har de store, internationale, økonomiske institutioner for hvert kvartal nedskrevet prognoserne, og for nuværende balancerer prognoserne ”på næsten kontraktion”. Kun i USA har der gennem hele perioden været en mærkbar om end ud fra et historisk gennemsnit beskeden vækst. Men det er vel at bemærke en vækst, der for det første er gjort mulig af hjemtagelse af store kapitalgevinster fra de svageste vækstøkonomier​​ i Latinamerika og Asien og for det andet af underskudsfinansiering, som resten af verden betaler gennem dollarhegemoniet og​​ for det tredje af den enorme ekspansion indenfor de højteknologiske sektorer (FANG-økonomierne = Facebook, Apple, Netflix, Google og det omfangsrige netværk af tilknyttede virksomheder). De seneste tolv måneder er disse højproduktive konglomeraters afkast​​ imidlertid også ramt og deres vurdering falder nu mere end gennemsnittet på børserne (indtjeningen i disse virksomheder er siden andet halvår 2018 til og med andet kvartal 2019 faldet med ca. 11%). Den øvrige del af den amerikanske industri og tilknyttede​​ serviceindustri har siden 2018 oplevet et jævnt fald i profitten.

 

Hvem skal handle og for hvem?

Vi ved nu også, at de politisk-økonomiske forudsætninger for at inddæmme krisen i 2008 ikke længere eksisterer. Vi ved også, at en række af de kriseinddæmmende og kompenserende løsninger, der blev virkeliggjort i perioden 2008-2013 og for nogles vedkommende videreført op til i dag, har vendt sig til deres egen modsætning og nu ikke længere kan tilskrives som en del af løsningen, men som en del af problemet.

 

Den monetære politiske strategis potentialer er udtømt. Rentepolitikken og pengeudpumpningen har ikke sikret stabil vækst og indtjening, men bidraget til voksende valutaspekulation, inflation på værdipapirmarkederne (børser og de institutionelle investorers​​ aktørmarkeder) og en minus-rentebærende kapital på evig vandring efter afkast på verdensmarkedet. UNCTAD’s forsigtige skøn er for 15.000 mia. dollar minusrente-obligationer.​​ 

 

Med den handelskrig, Trump har indledt for at forsvare amerikansk kapital, som i​​ virkeligheden i sin indre logik er begyndelsen på en omfattende kamp om verdenshegemoniet, betyder det selvsagt, at de enorme summer af vandrende kapital søger mod sikre investeringer – altså til amerikanske statsobligationer, hvilket igen fastlåser overvurderingen af dollaren og omvendt svækkelsen af de fleste andre valutaer, som igen øger mange vækstlandes reelle gældsforpligtelse. Lige meget hvor meget Trump stamper i gulvet og anklager Kina og EU for valutakrig, stiger dollaren. Han burde af Knud den Store have lært, at ”ingen konge og hersker nok så mægtig, kan stoppe tidevandet”, og da slet ikke, når hans egen politik skaber det.

 

Centralbankernes lavrentepolitik har reddet økonomierne på kort sigt, men i samme greb lagt samfundsøkonomien i benlås på​​ mellemlang sigt, noget der på en måde kan være med til at skærpe en eventuel recessions langtidsvirkninger. Med en indskudt bemærkning skal der henvises til, at man i USA kalder resultaterne for ”Corporate America is over-coffeinated” med henvisning til, at blandt mange andre store virksomheder er Starbucks’ forøgelse af profitten først og fremmest sket gennem optagelse af billige lån og efterfølgende tilbagekøb af egne aktier. Dvs. rentevåbnet er stækket, fordi de fleste vestlige samfund (virksomheder og husholdninger) og i skærpet grad udviklingsøkonomierne ikke kan tåle rentestigninger uden at udløse nye gældskriser, fordi den samlede gæld på verdensmarkedet andrager ca. 250.000 mia. dollar, hvoraf den private gæld i industrien og husstandene udgør størstedelen.

 

Vi ved også, at Kina efter 2008 har gennemløbet en forceret vækst indenfor alle sektorer af økonomien. Især indenfor infrastruktur og højteknologi i en grad, så den kinesiske økonomi nu har antaget en størrelse, der som den første økonomi i verden​​ siden 1945 nu reelt udfordrer det amerikanske overherredømme på verdensmarkedet. Hele Trumps politiske strategi har siden hans indsættelse som præsident været rettet​​ mod at bremse eller i det mindste opholde denne udfordring og fremme USAs tilbageerobring​​ af det ubestridte økonomiske og geopolitiske overherredømme. Hegemoniet er for længst gået tabt. Vandskellet var invasionen i Irak 2003.

 

Trumps handels- og teknologipolitiske krigserklæring overfor Kina og i øvrigt også EU samt hans åbenlyse ødelæggelse​​ af verdenskapitalismens internationale reguleringsinstitutioner (undergravelse af WTOs og IMFs autoritet) og med disse den såkaldte liberal-demokratiske verdensorden er ikke en gal mands værk. Den repræsenterer store dele af den amerikanske kapitals opgør​​ med globaliseringsstrategien, der har udtømt sine profitpotentialer, som ellers voksede fra begyndelsen af 80erne til omkring 2016. Nu gælder det om, som Trump gjorde klart på FNs generalforsamling, at øge den nationale kapitals magt, hvormed han i virkeligheden mente at gå fra defensiv handelskrig til en protektionistisk og form for neo-merkantilistisk støttepolitik overfor den nationale kapital. En strategi, som kineserne mestrer til fuldkommenhed, fordi den kinesiske samfundsøkonomi strukturelt har staten og statsinterventionen som vækstregulator. Så neden under handelskrigen, der skaber uro på hele verdensmarkedet, ligger i virkeligheden en kamp om hvilken samfundsmodel for kapitalismens videre vækst, der skal repræsentere fremtiden i den omstrukturering, som er i gang på verdensmarkedet.

 

Vi burde derfor vide, at der i dag med udsigten til enten farlig lavvækst eller direkte langvarig kontraktion og recession på verdensmarkedet, ikke findes den politisk-økonomiske og geopolitiske fælles vilje eller de​​ nødvendige betingelser for at gribe ind og ved fælles hjælp afvende et muligt sammenbrud i samfundsøkonomierne. De internationale reguleringsinstitutioner er gjort næsten impotente. Alle tidligere spilleregler er brudt. Handelskrigen og protektionismen river for tiden de opbyggede værdiøgningskæder op med rode, og der foregår en frenetisk omstrukturering, som ødelægger de nationale kapitalstrukturer, især i vækstøkonomierne i Latinamerika og Asien, noget der bevirker, at gamle handelsaftaler og den hidtil kendte arbejdsdeling er i opløsning. F.eks. vokser spændingerne mellem Sydkorea og Japan. Europa lider under, at tysk økonomi er i direkte fald og er nu reelt uden en stabiliserende magtfaktor. Trump går helhjertet efter at trække amerikansk kapital tilbage​​ til USA og straffe de virksomheder, der fastholder deres transnationale værdi- og forsyningskæder, især i Kina. Oven i kommer de geopolitiske spændinger og krige pr. stedfortræder samt Trumps vilkårlige sanktionspolitik, der øger den globale investeringsusikkerhed og fremmer det, som IMF og OECD kalder ”fantominvesteringer”. Et begreb, der dækker over gigantiske vandrende investeringer, som ikke tjener produktive formål, men alene jagten på højere, kortsigtede afkast og skatteomgåelse. Ifølge IMF repræsenterer ”fantominvesteringerne” 40% af alle udenlandske direkte investeringer dvs. ca. 15.000 mia. dollar.

 

Kort sagt er det vanskeligt at få øje på hvilke politisk-økonomiske kræfter, der med tilstrækkelig autoritet og økonomisk og militær styrke kan gribe ind og gennemtvinge de nødvendige løsninger og tilfredsstille et overmodent krav om sanering af den ikke- profitgivende kapital, der kun har kunne eksistere inde under den voksende gældsboble. Af samme grund er det ikke uforståeligt, at de nye nøgletal, der​​ er tikket ind siden begyndelsen af tredje kvartal 2019, skaber usikkerhed og forvirring blandt de ledende politikere og det økonomiske præsteskab. De teorier, økonomiske modeller og politiske beslutninger, der så ud til at virke i 2008-09, har i den efterfølgende periode afsløret, at de har overskredet sidste salgsdato.

 

Ugen med de bekymrende data

Vi ved, at OECD den 1. oktober 2019 fremlagde sin reviderede analyse af vækstudsigterne. På alle parametre og indenfor alle områder af verdensmarkedet peger pilen mere eller mindre prægnant på lavvækst. Vi ved også, at den samme tendens afsløres i UNCTAD’s seneste rapport, der oven i købet i forordet går så vidt som til at erklære den hidtidige globaliseringsudvikling og neoklassiske økonomiske politik for færdig​​ og uden potentiale til at bringe verdensøkonomien videre.

 

Vi ved, at det økonomerne kalder en ”indtjeningsrecession” – en faldende vækstrate i profitten målt i forhold til investeringerne – er sat ind ikke alene i EU-landene, men også i USA allerede før,​​ handelskrigen for alvor har foldet sig ud. Allerede i 2018 nedvurderede US Bureau of Economic Analysis profitten med 8,3%. Vi ved også, at BIS (Bank of International Settlements) nedgraderede udsigterne til global vækst allerede i 2018 og sammen med WTO anslog, at væksten i verdenshandlen og eksporten ikke vil vokse med mere end 2,6%. Det samme som den globale BNP- vækst. Et væksttal som i realiteten kan oversættes til stagnation og globalisering på skrump. Vi ved også, at i september alene udstedte private virksomheder for at ”klare kapitaliseringen” obligationer for 434 mia. dollar.

 

Og her den 1. oktober blev det så klart for enhver, hvor galt det står til indenfor den globale industrielle aktivitet. Samstemmende kunne de førende analysebureauer (Markit,​​ J.P. Morgan Global Manufacturing index, OECD, UNCTAD) oplyse, at virksomhedernes samlede output for sjette måned i træk ligger under skæringspunktet på 50, hvor en værdi herunder repræsenterer kontraktion. Mere alarmerende er det, at kontraktionen først og fremmest er udtalt indenfor investeringsgodeindustrien. Det største fald er sket i EU-området og især i Tyskland, hvis eksportstrategi reelt ligger i ruiner, men til alles overraskelse er faldet over de sidste måneder også betydeligt i USA og det værste​​ siden 2009. Endnu mere bekymrende er den tilsvarende nedgang i nye ordrer og en opbremsning i investeringerne på de fleste markeder. Og der er ikke mange lyspunkter i den kinesiske økonomi, selv om der ikke er kontraktion, men heller ikke en vækst, der længere kan trække væksten på verdensmarkedet op.

 

I de tal, som blev frigivet i den første oktoberuge indgår også tal for arbejdsløsheden, hvor den underliggende trend peger på vækst både i tab af arbejdspladser og ligeså vigtigt tab af arbejdstimer, hvor den sidste opgørelse bl.a. har betydning for vurderingen af den faktiske arbejdsmarkedssituation i Tyskland og USA. Herhjemme opgør Danmarks Statistik et fald i antal beskæftigede timer, selv om antallet af jobs vokser. I virkeligheden et generelt billede, som økonomerne først nu er ved at tage alvorligt, hvor fascinationen af arbejdsløshedstallene som indikator er ved at aftage, fordi de har vist sig ret upålidelige som vækstparametre. Selv ikke jobskabelsestallene er fuldt gennemsigtige. Ved ugens afslutning kom de sidste jobskabelsestal fra det amerikanske arbejdsministerium – også populært kaldet kongetallene. De viste, at der i september blev skabt 136.000 nye jobs, og at arbejdsløsheden faldt fra 3,7% til 3,5%. Hele det økonomiske parnas åndede lettet op​​ – og alligevel kun delvist. For nok var det ikke helt galt, selv om det var galt, for alt under 150.000 jobs indikerer afmatning. Men forklaringen på faldet i arbejdsløsheden udeblev, og de økonomiske iagttagere ved udmærket, at forklaringerne for det første er legio og for det andet vanskelige at verificere på grund af de uigennemsigtige opgørelsesmetoder. Ofte revideres tallene markant.

 

Hvad vi ikke vidste, vi ikke vidste, fordi vi har glemt det

Hvad vi ikke vidste, vi ikke vidste, men som vi burde​​ have vidst, havde det ikke været for vores forblændelse af neoklassisk økonomisk tænkning og diverse finansialiseringsteorier, er, at serviceindustrien og forbruget er tæt forbundet med væksten i produktionen. Hidtil har man bagatelliseret lavvæksten i industriproduktionen, fordi den kun udgør omkring 15-20% af BNP i de vestlige lande som helhed. Det er som beskrevet tidligere ikke korrekt. Men med til at understrege alvoren i de seneste opgørelser over industriproduktionen indløber der nu tal for forbrugs-​​ og serviceområdet, der også varsler om lavvækst og kontraktion i USA, UK, Tyskland, EU og i Kina og Indien. Når disse tal af økonomerne vurderes som ildevarslende, hænger det sammen med en viden, vi godt vidste, vi havde, nemlig at væksten har været forbrugsdrevet siden 2017 – også herhjemme i Danmark, hvilket også længe har skabt bekymring i Nationalbanken. Kort sagt, at det vi troede kunne vedblive med at kompensere for de faldende investeringer og den faldende vækst i industrien – forbruget og væksten i​​ servicesektoren – viser sig ikke at holde stik. Omvendt - og derfor den voksende nervøsitet - kan en længere periode med lavvækst på service- og forbrugsområdet føre til en stejl vækst i arbejdsløshedskurven og ligeledes igen åbne for det skrækscenarie, at lønmodtagerne så ikke kan servicere deres enorme gæld, som er vokset som kompensation for lav lønudvikling.

 

Grundlaget for kapitalismens vækst er stadig i bund og grund over en længere cyklus afhængig af produktionen af profit i industrien, som er det eneste sted, hvor der reelt kan skabes ny og voksende profit. Alle de andre økonomiske sektorer lever af denne profit, selv om det i kortere perioder tager sig ud, som om de vilkårligt kan skabe den.

 

Den nervøse stemning i forhold til det, vi ved, men ikke​​ kender omfanget af, udtrykkes meget præcist i en leder i Financial Times den 5. oktober: ”Den globale økonomi balancerer på en knivsæg. Det er stadigt ikke klart om den ville tippe over i en åben recession eller blot bevæge sig mod en periode med stagnation. Men lige meget burde de økonomiske data, der er offentliggjort i denne uge, være at betragte som et wake-up call. Politikere bliver nødt til at se ud over deres kortsigtede nationale kampe og rette blikket mod det større billede, som er, at den internationale økonomi er begyndt at vakle under vægten af handelskrige på flere fronter”.

 

Men for det første er handelskrigene og det teknologiske kapløb, som allerede dokumenteret, ikke årsagen til krisetendenserne, men først og fremmest en blandt flere faktorer, der udløser og skærper de grundlæggende, økonomiske problemer. For det andet ser lederen bort fra den enorme gældsproblematik, der ikke kan adskilles fra det mere alvorlige problem, at kapitalismen på verdensplan ikke har været i stand til at gennemløbe de nødvendige omstruktureringer og sanering af uproduktive og lavprofitable industrier indenfor alle sektorer. Hvad vi ikke bryder os om at vide, er nemlig, at en sådan omfattende sanering er en af de grundlæggende forudsætninger for at overvinde lavvækstfænomenet, som verdensøkonomien reelt har hængt fast i siden 2009.​​ 

 

Hvad skal de gøre?

Når vi udskyder indsigten i det, vi ikke ved, at vi ikke ved, men som vi måske alligevel godt ved, hænger det sammen med det forhold, at den nødvendige nedbringelse af​​ den enorme gæld og en tilsvarende devaluering af den uprofitable kapital vil få uoverskuelige konsekvenser for finansmarkederne og ikke mindst for de gældstyngede lønmodtagere. Og det i en sådan grad, at Financial Times opfordring til​​ politikerne på uhyggelig vis kan falde på stengrund, hvis det ellers giver mening at læse erfaringerne fra de tidligere store økonomiske kriser. Her skal blot nævnes ”den lange depression” fra 1973 til 1896 og depressionen fra 1929 til 1941, der reelt først blev løst, da USA​​ kunne diktere betingelserne for verdensøkonomien i Bretton Woods i juli 1944.

 

For hvordan skal politikerne i dag som Fugl Føniks rejse sig fra asken og udøve den tilstrækkelige styrke til at andre forholdene, som når bl.a. den franske finansminister Bruno​​ Le Maire kalder til kamp for en ”transformeret kapitalisme”. På den ene side ser han og andre ”reformatorer” bort fra den igangværende kamp om herredømmet på verdensmarkedet, når de kredser om den indre nationale politiske- og sociale stabilitet På den anden side ønsker de i en eller anden vag form at gribe afgørende og regulerende ind i erhvervslivet, opgive hele den neoliberale doktrin og sanere og genregulere hele den vildtvoksende finansielle sektor. Længere kommer de heller ikke. Siden 2008 har de været ude af stand til at formulere en politiske linje for en ny vækststrategi.​​ Man​​ kan mene meget om Ronald Reagan og Margaret Thatcher, men begge forstod de og deres støtter nødvendigheden af at gennemføre det nødvendige opgør med efterkrigstidens vækststrategi og arbejderklassens styrke, hvis det skulle lykkes at rykke kapitalismen ud af 70ernes krise. Redningsstrategien er siden blevet døbt med det aldeles upræcise navn ’neoliberalisme’. Men nu er den strategi ved at bukke under for sine egne konsekvenser.​​ De førende, herskende klasser har over tre årtier påtvunget resten af verden Washington Consensus (kaldet neoliberal medicin). Genopretningsstrategien har i perioden skabt så store spændinger og politisk-økonomiske modsætninger på det kapitalistiske verdensmarked, at det forekommer mere end vanskeligt i dag at få øje på de politiske kræfter, der indenfor det borgerlige demokratis traditionelle rammer, skal kunne gennemtvinge en ny løsningsstrategi for ikke at tale om en tvungen omstrukturering af verdensmarkedet med Kina som en del af løsningen.

 

Er efterspørgselspolitikken løsningen?

Vi ved, at dereguleringsstrategien og udbudspolitikken som kapitalismens løsning er færdig. Vi ved også, at flere og flere af de ledende økonomer og økonomiske institutioner diskret er ved at genopfinde en række af Keynes’ erkendelser og forslag til at løse kapitalismens ubalancer og kriser. Efterspørgselspolitikken er ved at afløse udbudspolitikken. Store offentlige investeringer bl.a. i Europa (i særdeleshed Tyskland) er nu det gennemgående tema og er med klimapolitikken som investeringspolitikkens kategoriske imperativ kommet i centrum. En vækst indenfor hele den grønne sektor omtales som en ny vej ud af lavvæksten – og sandsynligvis som moralsk legitimering af udrensningen af den lavproduktive kapital, selv om det vil føre øget arbejdsløshed med sig og især ramme de dårligst uddannede arbejdergrupper.​​ 

 

Problemet er blot, at det aldrig i kapitalismens lange historie har været efterspørgslen eller for den sags skyld den ”effektive efterspørgsel”, der har skabt opsvingene og vækstperioderne, men derimod gendannelsen af den tilstrækkelige profit i forhold til investeringerne, værdidevaluering af de ikke-profitgivende industrier og overvindelse af det, som Keynes beskrev som ”falling marginal efficiency of capital”. Og det er aldrig sket uden store politiske og sociale omkostninger, hvilket selvfølgelig også betyder, at skulle recessionen og måske også en større kontraktion på verdensmarkedet blive en realitet, kan vi forvente, at​​ den folkelige utilfredshed og tab af tillid til det borgerlige​​ demokratis institutioner og politiske partier over hele verden vil vokse og tilsvarende magthavernes brutalitet og vilkårlige magtudøvelse.

 

Præsident Trump og premierminister Boris Johnson kan​​ ikke omskrives til bizarre og brutale narrehoveder. De er tværtimod nutidens klarhovede politikere, der om end med forskelligt udgangspunkt og styrkegrundlag, har indset, at der ikke i horisonten findes noget, der ligner en fælles løsning på verdensmarkedets problemer. Hvorfor det af samme grund først og fremmest gælder om gennem brutal (ikke-konstitutionel) indenrigs- og udenrigspolitisk magtanvendelse at redde den nationale kapital og opretholde styrkeforholdet indenfor verdenshierarkiet uden hensyn til​​ demokratisk legitimitet og fremtidens stabilitet på verdensmarkedet. På trods af deres koldkrigsagtige udfald mod magteliten i Kina og til dels Rusland, antager deres nationalchauvinistiske økonomi- og geopolitik dimensioner og logik, som ikke adskiller sig meget fra deres modstanderes – som kan blive ”the new normal”.

 

Det urovækkende perspektiv er, at de i deres brutale magtudøvelse de facto ændrer institutionerne og normerne i deres egne samfund og presser dem igennem i andre, hvor det såkaldt åbne og pluralistisk demokratiske samfund og de parlamentariske institutioner perforeres af autoritære tendenser, som lukker den traditionelle folkelige indflydelse på den politiske magt ude. ​​ Hvem kan vide, hvad der kan ske i Europa, hvis en ny recession undergraver de hidtil kendte magtkonstellationer, som på godt og ondt har holdt Europa sammen siden 2. Verdenskrig. Det politiske demokrati har altid vist sig skrøbeligt, når den kapitalistiske samfundsøkonomi har været i krise. Det samme har arbejderbevægelsen hidtil, når det gjaldt om at bekæmpe de herskende klassers politiske brutalitet, som altid har været størst, når de ikke kunne finde acceptable og fremtidsrettede løsninger på samfundenes problemer. ​​ 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019