Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

70 år – revolutionen forrådt ?

 

Peer Møller Christensen. Medlem af Kritisk Debats redaktion.

 

7. oktober 2019

 

I Beijing fejrede man 1. oktober 70-årsdagen for grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik, med lovtaler om de bemærkelsesværdige resultater, som er opnået, mens mørke skyer samler sig i horisonten omkring det som oprindeligt var et socialistisk projekt, men efterhånden mere og mere ​​ ligner regulær kapitalisme.

 

70-årsdagen for oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik blev fejret med parader og lovtaler i Beijing. Den kinesiske ledelse kunne udtrykke berettiget glæde over, at det projekt, som Xi Jinping formulerede, da han tiltrådte som leder af Kinas Kommunistparti og præsident for Folkerepublikken Kina, nemlig Den Kinesiske Drøm, ser ud til at kunne realiseres inden for de fastsatte rammer. Kina skal ifølge projektet genindtage sin historiske position, som en af de betydeligste økonomiske, politiske og kulturelle globale stormagter. Det er i denne forbindelse værd at huske på, at så sent som omkring år 1800 var Kina sammen med Indien de to største økonomier i verden. Hver for sig stod de for produktionen af ca. en tredjedel af det globale BNP, så det er ikke svært at forstå, at den kinesiske ledelse ønsker at Kina genindtager denne plads. Allerede nu ligger den kinesiske økonomi på en flot andenplads efter USA, og alle projektioner tyder på, at Kina snart vil overhale USA som den vigtigste økonomi i global sammenhæng.

Sideløbende med denne positive udvikling, som nok er værd at fejre, lurer imidlertid en række problemer, som må bekymre den kinesiske ledelse – faldende vækstrater, handelskrigen med USA og voldsomme uroligheder i Hong Kong.

 

Andre mærkedage i 2019

Det var indlysende, at man måtte fejre 70-årsdagen for grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik, men 2019 bød imidlertid også på andre kinesiske mærkedage, som i den kinesiske offentlighed blev overset : Hundredåret for 4.maj-bevægelsen og 30-årsdagen for massakrerne 4. juni i Beijing efter de omfattende demonstrationer i 1989.

 

4. maj- bevægelsen har i det meste af Det Kinesiske Kommunistpartis historie stået som forløber for den kinesiske revolution. Bevægelsen startede, da sejrherrerne ved fredsforhandlingerne efter afslutningen på ​​ Første Verdenskrig overdrog de tyske koncessioner på Shandong-halvøen til den japanske stat. I Kina havde mange forventet, at disse koncessioner igen ville komme under kinesisk jurisdiktion, og da det ikke skete, startede især studentergrupper demonstrationer imod fredaftalen. Demonstrationerne førtes videre i en national, politisk og kulturel bevægelse, som siden er blevet kendt som 4. maj- bevægelsen efter den dato, hvor de første demonstrationer fandt sted.

Bevægelsen krævede udover respekt for den kinesiske nationle integritet også en rolle for det to begreber, som man kaldte ”Hr. Videnskab og Hr. Demokrati”. Videnskab og demokrati skulle, ifølge bevægelsens talsmænd, gøre Kina til en moderne stat. ​​ Desuden var kritik af konfucianismen en væsentlig del af den kulturelle side af bevægelsen, hvis berømteste repræsentant var forfatteren, Lu Xun.

To år efter 4. maj bevægelsen, i 1921, stiftede aktivister fra 4.maj-bevægelsen Det Kinesiske Kommunistparti , som opfattede sig selv som stående på skuldrene af bevægelsen, men med et mere klart socialistisk perspektiv.

 

Den nuværende kinesiske ledelse har bevidst forsøgt at skrive ​​ 4. maj- bevægelsen ud af den kinesiske historie. Det skyldes to ting. For det første er man i færd med gradvist at erstatte ​​ marxismen-leninismen med konfucianisme som den kinesiske stats ideologi. For det andet er man ikke interesseret i at minde befolkningen om, at disse revolutionære forfædre havde demokratisering af samfundet som mål.

 

At den kinesiske ledelse ikke vil mindes 4.juni kan ikke undre, men massakren er hvert år blevet mindet i Hong Kong, og den voldsomme nedkæmpelse af demonstrationerne ​​ i Beijing i 1989 for bl.a. demokratisering af det politiske system i Kina, ligger som en tung skygge over ​​ byens fremtid som fuldt integreret del af Den Kinesiske Folkerepublik.

 

Grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik

Da Mao Zedong den første oktober i 1949 kunne erklære Den Kinesiske Folkerepublik for grundlagt, skete det ​​ efter en lang og blodig borgerkrig mellem Kommunistpartiet og nationalistparti, Guomindang. ​​ Borgerkrigen blev kun afbrudt af den japanske invasion og besættelse af Kina. I løbet af denne periode var kommunistpartiet flere gange tæt på at blive udraderet, men i 1949 stod partiet ​​ som sejrherre, med en solid støtte i den kinesiske befolkning blandt bønder, arbejdere og middelklasse. Umiddelbart efter grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina erklærede den amerikanske regering, som i løbet af borgerkrigen helhjertet havde støttet Guomindang, handelsboykot mod den nyetablerede Folkerepublik. Når man påstår, at den kinesiske ledelse i perioden fra 1949 til det man kalder ”åbning og reformer” i 1979, selv besluttede sig til at isolere sig fra omverdenen, er det derfor forkert. Den kinesiske ledelse havde intet andet valg end at støtte sig på Sovjetunionen. Man kopierede derfor den sovjetiske planøkonomi, styret af et leninistisk avantgardeparti. ​​ Da den kinesiske ledelse med oprettelsen af folkekommunerne under Det Store Spring Fremad, udfordrede den sovjetiske model, førte det til brud mellem Sovjet of Kina, og Kina blev endnu mere isoleret.

 

Kulturrevolutionen

Det leninistiske partisystem gav ​​ Mao bekymringer. Han forudså at den priviligerede avantgarde, som kommunistpartiet var i færd med at udvikle sig til, kunne få den kinesiske revolution til at degenerere. Derfor startede han Kulturrevolutionen.

Der er sagt og skrevet mangt og meget om Kulturrevolutionen, og der er da heller ingen tvivl om, at den i løbet af de ti år den varede gav grobund for mange overgreb og forbrydelser. Tilbage står imidlertid, at målet med Kulturrevolutionen fra Mao’s og hans allieredes side var, at ”bekæmpe dem, der vil gå den kapitalistiske vej inden for kommunistpartiet.” Man frygtede, at magtfulde partifunktionærer ville kunne spænde økonomien for deres egne personlige interesser og gradvist opbygge et økonomisk system, der ikke var til at skelne fra kapitalismen.

Her må man indrømme, at Mao fik ret. Under Kulturrevolutionen blev en lang række højststående partifunktionærer fjernet fra deres poster, men efter Mao’s død og Kulturrevolutionens nederlag dukkede de selvsamme politikere op igen og gennemførte den proces, Mao havde forudset.

 

Reformperioden

Den kinesiske ledelse, der den første oktober kunne fejre Den Kinesiske Folkerepubliks 70-års fødselsdag, repræsenterer netop disse grupper inden for partiet og den økonomiske udvikling, som under varemærket ”økonomiske reformer” har gjort det muligt for en politisk- økonomisk elite, at sætte ​​ sig tungt på den kinesiske økonomi. Der er blevet opbygget en alliance mellem partifunktionærer og deres familier med omfattende forretningsinteresser på den ene side og erhvervsledere ​​ med tætte forbindelser til kommunistpartiet på den anden.

Den økonomiske udvikling i Kina er blevet drevet ​​ frem af denne alliance har sammen med det globale erhvervslivs interesse i de lave arbejderlønninger i Kina og raværet af reelle fagforeninger i Kina, som kunne true dette lønniveau. Ganske vist har udviklingen resulteret i tocifrede vækstrater i en stor del af perioden siden starten på de økonomiske reformer i 1979 og millioner af kinesere er blevet løftet ud af fattigdom, men samtidig er Kina fra at være et af de lande i verden, som havde den største grad af økonomisk lighed, ​​ blevet et land hvor de økonomiske forskelle er så store, at gini-koefficienten nu er på højde med den amerikanske.

 

Kina og USA

Kina og USA er på mange måder kommet til at ligne hinanden. Begge lande styres af en politisk og økonomisk elite baseret på økonomiske ressourcer. Der er i begge lande etableret overvågningssystemer af befolkningen ​​ i et samarbejde mellem teknologiske gigantfirmaer og de statslige efterretningsvæsener. De politiske processer bliver mere og mere autoritære – i USA specielt efter at Trump-regeringen er kommet til magten.

 

De to kapitalistiske stormagter kæmper med hinanden om global dominans, økonomisk, politisk og i sidste ende også militært. Den symbiose mellem USA og Kina, som blev etableret under den neoliberale globaliseringsproces, hvor amerikanske virksomheder outsorcede deres produktion til Kina, hvor de ​​ producerede forbrugsvarer til den amerikanske befolkning, mens Kina stillede billig arbejdkraft og villig lånekapital til rådighed for den amerikanske økonomi, er afløst at intens konkurrence de to økonomier imellem. Symbiosen har været baseret på opbygningen af et solidt amerikansk handelsunderskud over for Kina, og dette er udgangspunktet for den handelskrig, den nuværende amerikanske regering har igangsat over for Kina.

Kina har tidligere oplevet de katastrofale konsekvenser da en anden imperialistisk stormagt udviklede et betragteligt handelsunderskud over for Kina. Englænderne havde før opiumskrigene en omfattende import af the, porcelæn og krydderier fra Kina, men ingen eksportvarer, som kineserne var villige til at købe. Man fandt derfor ud af, at det handelsunderskud, der på denne måde blev skabt og voksede, kunne modvirkes gennem indsmugling til Kina af opium, som man kunne dyrke i Indien. Da de kinesiske myndigheder konfiskerede og bafrændte store mængder af det indsmuglede opium, angreb ​​ den engelske flåde flere kinesiske havne i det som senere er blevet døbt Opiumskrigene, og som blev starten på de hundrede års ydmygelser fra 1840rne til grundlæggelsen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949.

 

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina føres med andre midler end Opiumskrigene, men målet er igen at tvinge Kina til at importere mere, så et handelsunderskud kan nedbringes.

 

Lyse udsigter og mørke skyer

Urolighederne i Hong Kong må i den kinesiske befolkning fremkalde modsatrettede mindelser om 4. maj-bevægelsens krav. Ønsket om bevarelse af den nationale integritet, som var udgangspunktet for bevægelsen, står over for et andet af 4. maj-bevægelsens ønsker nemlig, demokratisering, som i Hong Kongs tilfælde udfordrer den nationale integritet.

 

Det grundlæggende problem i en kapitalistisk økonomi, er imidlertid spørgsmålet om økonomisk vækst. For Kina er det afgørende, at den økonomiske vækst ikke kommer meget under de nuværende ca. 6%. Økonomisk vækst er en forudsætning for en acceptabel profitrate, uden hvilken en kapitalistisk økonomi ikke kan fungere.

 

Den Kinesiske Folkerepublik står derfor her på sin 70-års fødselsdag både med lyse udsigter til en glorværdig fremtid som en vigtig medspiller på den globale kapitalistiske scene, og samtidig trusler fra en række problemer, som kan sætte denne udvikling i stå.

​​ 

 

 

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019