Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Finanslovsforhandlinger:

Udsigt til rimelige resultater uden drama

 

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

30. september 2019

Efterårets politiske forhandlinger om finansloven for 2020 har udsigt til at blive relativt udramatiske, og netop derfor vil det ende med et rimeligt resultat.

For nogen lyder det sikkert lidt selvmodsigende: Uden dramatik til rimelige resultater. Hvis man som dele af venstrefløjen, specielt i og omkring Enhedslisten, er vant til at sætte resultater i forbindelse med ultimative krav, drama og is i maven, hænger det ikke rigtigt sammen.

Indrømmet. Sådan kan det nogle gange hænge sammen. Men det tror jeg ikke, at det gør denne gang.

Jeg forventer ikke store resultater helt uden drama og uenigheder. Tværtimod ved jeg, at de næste par måneder vil byde på mange og væsentlige uenigheder, der skal bearbejdes, forhandles og lægges arm om. Men jeg anser det for ganske sandsynligt, at finansminister Nicolai Wammen engang i november vil kunne stå sammen med repræsentanter for Enhedslisten, SF og Radikale Venstre og præsentere en ret udramatisk finanslovsaftale med et resultat, alle parter vil være rimeligt godt tilfredse med.

Jeg har meget svært ved at se, hvem der har noget at vinde ved et rigtigt drama hen over de næste måneder. Mette Frederiksen og regeringen har åbenlyst ingen interesse i en gentagelse af Thorning Schmidt-regeringens skatteforhandlinger i 2012 og nye billeder af en fnysende vred afløser for Johanne Schmidt Nielsen. Mette Frederiksen og regeringen har en klar og entydig interesse i at kunne gøre det anderledes end i 2012 og i 2013, da daværende finansminister Bjarne Corydon lavede en lynfinanslov med Lars Løkke Rasmussen efter at have droppet forhandlingerne med Enhedslisten. Det kan så godt være, at en udramatisk finanslovsaftale skal betales med lidt ekstra indrømmelser til støttepartierne. Men deri ligger netop de tre støttepartiers største chancer for at tage sig godt betalt for en udramatisk aftale.

Konsulterer man bøger og artikler om forhandlingsteori, får man let det indtryk, at sådan vil det altid forholde sig. Sådan er det bare. Jeg skal ikke her gå ind på en nærmere diskussion af forhandlingsteorierne, men her blot konstatere, at dét ikke er mit argument for at forvente et udramatisk efterår. Mit argument er ikke almen forhandlingsteori. Det er tværtimod, at der er skabt et sæt nye særlige politiske forudsætninger forud for efterårets politiske forhandlinger, og her spiller hele forløbet omkring den politiske forståelsesaftale en nøglerolle.

 

Aftalt dagsorden

Allerede inden S-regeringen blev dannet og kunne gå i gang med at strikke et finanslovsforslag sammen, havde de partier, der bragte Mette Frederiksen til magten, siddet sammen til forhandlingerne om den politiske forståelsesaftale. Her afstemte de på forhånd nogle helt afgørende punkter med hinanden, som har afgørende betydning for dette og de kommende års finanslovsforhandlinger.

Her blev de fire partier enige om, hvor og hvordan de ville føre politik sammen. Forståelsesaftalen beskriver præcist, hvor de fire partier er enige om at forpligte sig hver især på at lave politik med hinanden: velfærd, miljø, klima, uddannelse, osv. Samtidig kan man tydeligt mellem linjerne læse, hvor de fire partier er enige om ikke nødvendigvis at kunne lave politik sammen. Det gælder f.eks. tidlig pension og den ’brede’ udlændingepolitik, der glimrer ved sit fravær i aftalen.

Med den enighed har det været givet, at regeringen i den første finanslov skulle prioritere netop de aftalte fælles områder. Når fire partier på forhånd har forpligtet sig politisk over for hinanden og borgere på at skabe politiske resultater på disse områder, har regeringen politisk forpligtet sig til at komme med et forslag til finanslov, som lægger op til frugtbare forhandlinger med de tre støttepartier. Modsat havde støttepartierne erkendt og bundet sig til, at det først og sidst er her på de fælles politiske temaer, de skal hente resultater ved at stille forhandlingskrav. Det er her, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre har chancen for at forhandle sig til de bedste konkrete politiske resultater.

Selve dagsordenen for efterårets politiske forhandlinger blev dermed stort set aftalt og nedskrevet med den politiske forståelsesaftale.

Det vil også fremgå, når regeringen officielt præsenterer sit finanslovsforslag på onsdag. Både hovedindholdet af regeringens forslag og partiernes respektive finanslovskrav er allerede mere eller mindre kendte for offentligheden. Efter alt, hvad vi i skrivende stund ved om regeringens finanslovsforslag og partiernes krav, holder begge dele sig ganske nøje til den dagsorden, der blev aftalt i den politiske forståelsesaftale. Der vil måske dukke et par punkter op, hvor regeringen måske ønsker at udsætte til næste år, mens andre forventer at skulle diskutere det nu. Men ellers er alt helt inden for præcis de temaer, der blev opnået en fælles politisk forståelse af, inden Mette Frederiksen kunne danne sin regering.

 

Velfærd først

Vi vil blive præsenteret for et finanslovsforslag, der med ’Velfærd først’ som salgsslogan vil sætte flere penge af til velfærdsområderne. Det vil ikke være det helt store. Der kan formodentlig kun forventes få mia. mere. Heraf vil en mindre del gå til at indfri socialdemokratiske valgløfter om flere sygeplejersker, o. lign. Hovedparten vil gå til en særlig forhandlingspulje, hvis konkrete indhold skal forhandles med SF, EL og RV.

Det er endnu uklart præcis, hvor meget, hvor og hvordan de vil blive afsat. Der er er kun ca. 3,5 mia. ekstra til rådighed i 2020 i regeringens foreløbige ”tekniske” fremskrivning af budgetrammerne. Det kan synes af meget lidt, hvis der skal kunne afsættes penge til nogle af de velfærdsforbedringer og det klimaløft, som de fire partier blev enige om i forståelsesaftalen. Så ligger der ikke her en kim til det store drama?

Det er der ikke meget, der tyder på, selv om det selvfølgelig ikke helt kan udelukkes på forhånd. I den forståelsesaftale, som selv de mest revolutionært skeptiske i Enhedslistens hovedbestyrelse har travlt med at erklære sin støtte, er det nemlig aftalt, at den økonomiske politik skal lægges tilrette på en sådan måde, at der skabes balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030 og i øvrigt leves op til finanspagtens økonomiske balancekrav. Ikke blot regeringen, men også forhandlingspartnerne, har således pålagt sig selv en fælles politisk ramme for forhandlingerne. Nogen givetvis mere begejstret end andre. Men ikke desto mindre er der ikke bare to, men fire til finanslovstango.

Ser man lidt nærmere på det, vi allerede ved om regeringens finanslovsforslag og partiernes finanslovskrav, ser man tydeligt, at der danses helt som aftalt. Det blev i den politiske forståelse aftalt, at man sammen vil forsøge at komme ud over denne snævre økonomiske spændetrøje. Der var enighed om, at der som led i den økonomiske politik over de næste 4 år skal skabes et større økonomisk råderum på op imod 10 mia. til at finansiere bl.a. velfærds- og klimapolitikken.

Også denne del af aftalen følger regeringen pænt op på med sit finanslovsforslag. Regeringen vil foreslå at øge det relativt beskedne råderum med henblik på bl.a. at bruge flere penge på velfærdsområdet. Det vil først og fremmest ske ved at undlade at gennemføre den skattelettelse, som den tidligere regering indførte på fri telefon, fastholde loftet over den såkaldte aktiesparekonto og tilbagerulle den lettelse af arveafgiften, som den tidligere regering gav.

I alt vil regeringen formodentlig lægge op til at finde ca. 2,3 mia. kr. ekstra ved at forhøje en række skatter og afgifter (tilbagerulning af lempelser af bo- og arveafgiften for virksomheder 1 mia. kr. årligt i perioden 2020-2023, fastholdelse af skatten på arbejdsgiverbetalte telefoner 600 mio. kr. fra 2020, fastholdelse af loftet i aktiesparekontoen 100 mio. kr. årligt fra 2020-2023, forhøjelse af afgiften på plastik 200 mio. kr. årligt fra 2020-2023 og forhøjelse af tobaksafgiften cirka 500 mio. kr. 2020-2023).

De 2,3 mia. kr. kan så tænkes toppet op under finanslovsforhandlingerne først og fremmest via ekstra indtægtsforslag fra SF og EL. SF vil øge skatten med 17 mia. kr., mens Enhedslisten vil øge skatten med 37 mia. kr.

Indtil videre går finanslovsforhandlingerne således helt efter forståelsesaftalen. Ingen af parterne har endnu lagt op til for alvor at udfordre de aftalte rammer for den samlede økonomiske politik. Den diskussion er henvist til andre fora.

Det eneste parti, der indtil nu har rystet lidt med sablen er Radikale Venstre. Morten Østergaard har tilsyneladende valgt at sætte fingeren ned præcis der, hvor den politiske forståelsesaftale er svagest og mest uklar. Det er selve spørgsmålet om, hvordan det økonomiske råderum skal udvides, og hvad det skal bruges til at finansiere. Parterne er enige om at udvide det økonomiske råderum, men ikke om hvordan det skal ske. Dermed udestår der en lang række vigtige diskussioner.

 

Regeringens serveret

Her er det velkendt, at regeringen har en vigtig serveret. En siddende regering kan f.eks. foreslå støttepartierne en måske ikke særlig populær finansiering af et tiltag, der til gengæld er særdeles vigtigt for et eller flere af støttepartierne. SF kan få præsenteret en uønsket finansiering af partiets absolutte topprioritering af minimumsnormering i dagtilbuddene, og de radikale kan få tilbudt en anden for dem uønsket finansiering af deres vigtige uddannelseskrav. Selve den fælles forpligtigelse til at skaffe ekstra, ny finansiering til områder, som man er enige om at prioritere, vil alt andet lige give regeringen lidt bedre muligheder for at presse på denne måde.

Den leg kender både S-regeringen og de tre støttepartier udmærket. Men forståelsesaftalen siger intet nærmere om det. Her er det så, at Morten Østergaard og Radikale Venstre indtil videre har valgt den lidt stejle tilgang. Han afviser f.eks. blankt at lade penge, der spares ved at fastholde det nuværende loft for aktiesparekonti, gå til at finansiere afskaffelse af besparelserne på uddannelse. Med dette eksempel aftegner der sig måske det, der vil kunne vise sig at være finanslovsforhandlingernes største drama. Et drama, der vil tage hul på den store uafklarede debat om, hvordan der skal skabes et større økonomisk råderum på op imod 10 mia. (eller endnu mere) til at finansiere bl.a. velfærds- og klimapolitikken.

Når jeg så alligevel ikke forventer det helt store drama, så kan det belyses ved at se tilbage og se nærmere på, hvori dette efterår adskiller sig fra Thorning-regeringen og dramaerne om skattereformen i 2012 og finansloven i 2013. Under Thorning var der ikke på forhånd skabt enighed mellem regeringen og det daværende støtteparti, Enhedslisten, om fælles politiske mål og spilleregler for at indfri målene. Der var f.eks. ikke enighed om, at det var vigtigt, at en skattereform skulle skaffe et øget økonomisk råderum. Der var ikke enighed om, at det i givet fald skulle ske uden at forøge ulighederne i samfundet, og endelig var der langtfra enighed om, hvad man sammen ville bruge et øget økonomisk råderum til.

Derfor var risikoen for drama og dårlige resultater dengang meget større. Eller sagt med andre ord: Bjarne Corydon, Margrethe Vestager og Thor Möger Pedersen havde dengang helt andre politiske muligheder for (med Johanne Schmidt Nielsens ord) at pisse på Enhedslisten. OG derfor havde Enhedslistens tilsvarende langt dårligere muligheder end i dag for at opnå rimelige resultater. Trods rigeligt med drama og is i maven.

Denne gang har venstrefløjen valgt at forhandle efter ’det økonomiske råderums’ spilleregler, når der i de kommende måneder ikke blot skal forhandles minimumsnormeringer, bedre psykiatri og flere sygeplejersker, men også om finansiering. Udsigten til et godt resultat er god, og resultaternes størrelse vil komme til at afhænge af, hvor langt det vil lykkes for regeringen, SF og Enhedslisten at presse Radikale Venstre med til at sende regningen for klimaindsats og bedre velfærd videre til de velstillede med store kapitalindkomster og formuer.

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019