Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Hvad nu hvis?

 

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

16.sept.2019

 

”Hvis Labour kommer til magten ved næste valg, bliver det kaos. Korrekt, men det kan vi ikke rigtig bruge til noget, for det har vi jo allerede”. Kommentarer i den stil har man kunnet læse de sidste tre-fire uger i flere engelske dagblade. Partiets program fra 2017 er ikke længere kun af akademisk og journalistisk interesse. Det kan blive en realitet inden årets udgang. Ingen ved det med sikkerhed. Men bekymringen vokser – i de bedre kredse.

 

I hvert fald antager risikoen nu så konkret form hos de seriøse dagblade og tidsskrifter, at både Financial Times, The Guardian og The Economist har sat sig for at dissekere Labours program ned til mindste detalje. Men interessen udspiller sig også i en bestemt tid, hvor de konservative og liberale ikke har meget at byde på, og hvor fascinationen af den liberale politiske økonomi er til at overse.

 

Et paradigmeskifte?

Det blev lige efter sommerferien – nærmere bestemt den 4. august – udtrykt meget præcist af en af de mest interessante kommentatorer fra Financial Times, Rana Foroohar. I hendes artikel ”The age of wealth accumulation is over” optræder der to bemærkelsesværdige sætninger, som indrammer linjen i artiklen: ”For groft taget fire årtier siden sparkede USA gang i den udviklede verdens sidste store, økonomiske paradigmeskift – udbudsrevolutionen”. Lidt længere nede fortsætter Rana Foroohar: ”Når man følger primærvalgkampen i Det demokratiske Parti (med særlig interesse for Elizabeth Warren), kan man ikke undgå at få det indtryk, at vi måske er vidner til det næste store skift fra en æra med rigdomsophobning til én, hvor rigdomsfordeling bliver det afgørende”.

 

Måske en overfortolkning af indholdet i primærvalgkampen i Det demokratiske Parti og så alligevel en mere præcis diagnose på tidens tendenser, end vi lige ser udfolde sig i hverdagen. Og måske er det den diagnose, der foruroliger redaktionerne på de store dagblade og tidsskrifter først og fremmest i England. Men også i regeringskontorerne i Paris, hvor premierministeren ad flere omgange har manet til en seriøs drøftelse af, ”hvordan kapitalismen kan fornys for at redde den fra sig selv”. Samme vending går også igen i flere artikler og ledere i The Economist. Det er ikke så meget den overhængende recession i Europa og lavvækst på verdensmarkedet, som skræmmer mest. Det er derimod fraværet af seriøse bud på, hvordan den fremtidige samfunds- og verdensorden skal formes.

 

Financial Times’ dissektion af Labours program

Men tilbage til Labours mulige valgsejr og det program, partiets ledelse hævder skal gennemføres over en tiårig periode. Set i det perspektiv er programmet faktisk ikke særligt radikalt i sine mål, men nok så meget i sit perspektiv.

 

Præcist det forhold tager Financial Times aldeles alvorligt. Så alvorligt, at bladet over en hele uge i september måned satte Labours politik på som gennemgående tema i store artikler. Kompletteret af et stort interview med Labours skyggefinansminister og ansvarlige for programmet, John McDonnell samt en minutiøs gennemgang af de forskellige fraktioner og magtgrupper i Labour-partiet.

 

Den 1. september kom den første store artikel med den manende overskrift: ”UKs Labour vil koste de engelske virksomheder 300 mia. pund, når der skal flyttes aktier til medarbejderne”.

 

Det interessante her er måske ikke så meget ”skrækscenariet”, men det apparat, dagbladet har sat i gang for at kunne underbygge påstanden. Der er hentet data fra Office for National Statistics og et internationalt anerkendt advokatfirma – Clifford ​​ Chance – er blevet sat til at behandle konsekvenserne af, at Labour foreslår, at 10% af aktieværdien i alle virksomheder med over 250 ansatte skal flyttes til medarbejderfonde, hvor den enkelte medarbejder kun kan få udbetalt 500 pund om året i dividende. Det øvrige afkast skal samles i en national, statsreguleret investeringsfond. FT kommer frem til, at ca. 7.000 virksomheder med en samlet værdi på 3.000 mia. pund er omfattet.

 

Samme advokatfirma forudser, at en stor del af disse virksomheders internationale investorer fra dag ét vil anlægge sag mod Labour-regeringen for ekspropriation og lodret tyveri. Der vil tilsvarende indløbe den ene sag for WTO efter den anden, og hvad værre er, vil de største investorer – pensionsselskaberne – på klienternes vegne anlægge sag mod regeringen for tab af pensionsopsparede midler.

 

FT beskæftiger sig ikke med Labours hovedargument, nemlig at kun en sådan værdioverførsel kan sikre medarbejdernes fortsatte engagement, højere produktivitet og ønske om langtidsinvesteringer som tiltrængt alternativ til de samme virksomheders voksende trafik med shortselling på finansmarkederne.

 

I flere af de efterfølgende artikler kaster FT sig over Labours ønske om at beskatte de store, institutionelle boligejeres enorme indtægter og åbne op for, at lejerne kan købe deres egne boliger til langt under markedsprisen, og at der sideløbende for at løse boligproblemet skal turbo på det almene boligbyggeri. Labours argument bygger bl.a. på undersøgelser, der viser, at de store, institutionelle investorer har ladet boligmassen forfalde og medvirket til at forvride hele samfundsstrukturen.

 

På den anden side forholder FT og også The Economist sig noget mere afslappet til programmets forslag om at gennationalisere hele Royal Mail, togtrafikken og banedriften, fængselsvæsnet, vandforsyningen, energiforsyningen, elforsyningen, dele af den kollektive trafik og andre vigtige forsyningsvirksomheder, der siden Margaret Thatchers privatisering er kørt helt i sænk. Altså en bunden opgave for enhver Labour-regering. Største problem synes at være erstatningernes størrelse.

 

Omdrejningsaksen i Labours politik

Til gengæld er de artikler, der beskæftiger sig med Labours arbejdsmarkedspolitik og skattepolitik temmelig skingre i tonen. ​​ Med god grund. For det er her, de radikale perspektiver i Labours politik for alvor ligger. Hele Labour-programmet er formet om en trebenet akse:

  • Genskabelse af en sund økonomi

  • Genopbygning og udbygning af den offentlige sektor og service

  • Ny solidarisk omfordeling af rigdommen

 

Jeg har kort beskrevet nogle af de vigtigste elementer i Labours politik for at genskabe en sund økonomi, hvor medarbejderfonde, statsregulerede investeringsfonde og markant regulering af finanssektoren spiller en central rolle.

 

Genopbygning og udbygning af den offentlige service forudsætter den nævnte gennationalisering og en ændring af magtforholdene og ledelsesregimerne i den offentlige sektor samt målrettede indsatser for at forbedre de almindelige lønmodtageres leveforhold. Som John McDonnell ikke bliver træt af gentage, skal lønmodtagerne gøres mere uafhængige af markedsvilkårene for at sælge deres arbejdskraft.

 

Et virkeligt interessant punkt i disse budgetlovstider er, at Labour styrer mod budgetneutralitet. Det skal ikke være offentlig gældsudvikling, der skal finansiere de store ændringer. Det skal være skatter på kapitalgevinster, kapitaltransaktioner, inddæmning af skattely og forhøjelse af virksomhedsskatterne fra 19% til 26% og forhøjet marginalskat. Interessant er det, at FT næsten ikke ved, hvad man skal mene om den linje. Af samme grund har avisen også henvendt sig til flere eksperter for at få dokumenteret, at en Labour-regering bliver nødt til at skabe budgetunderskud. Det kan også påvises, men kun for en kort overgangsperiode, hvor der pr. år vil mangle 26 mia. pund i kassen. En diskussion af tilstræbt budgetbalance i en demokratisk, socialistisk reformpolitik ville ellers nok være en messe værd.

 

Men, og nu kommer det skræmmende. Når det drejer sig om omfordeling af rigdommen er f.eks. John McDonnell helt på det rene med, at det i realiteten ikke er muligt uden en radikal ændring af de sociale og politiske styrkeforhold i samfundet. Derfor vil partiet i regering tilbagerulle alle Thatchers antifagforeningslove. Fagforeningerne skal styrkes, og det samme gælder hele det brede netværk af organisationer og foreninger, der er knyttet til fagbevægelsen. ”Lønmodtagerne skal kunne sætte trumf på, hvis det skal batte noget”. Labour forslår også generelt nedsat arbejdstid og bedre adgang til uddannelse både for lønmodtagernes børn, hvorfor undervisningsafgiften skal afskaffes, men også for dem, der er i arbejde.

 

For at sikre den engelske økonomi under Labours ledelse og skabe internationale alliancer vil man gå efter at genforhandle de internationale handelsaftaler og åbne for, at de svagere økonomisk stillede lande får mulighed for at bryde med det sakrosankte frihandelsparadigme. Men, og det har FT også øje for, Labour er ikke specielt konkret på det tema. I det hele taget er den internationale dimension programmets altoverskyggende svaghed. Det tager kun i begrænset omfang højde for, hvordan regeringen skal modgå den internationale kapitals modsvar og overvældende sanktioner. Det kan undre og bekymre, når omfanget af sanktionerne mod Iran for langt mindre forsømmelser tages i betragtning.

 

Nu handler det imidlertid ikke kun om den konkrete politik, selv om den selvklart er programmets bærende element. Det handler ifølge McDonnell og flere andre ledende Labour-medlemmer om kampen om hegemoniet med henvisning til Gramscis vitale kategori (interessant, at Jeremy Corbyn kun sjældent udtaler sig om programmet). I FTs stort anlagte interview med McDonnell runder han flere gange spørgsmålet om at tiltrække kapable intellektuelle og mobilisere lønmodtagernes politiske og intellektuelle ressourcer, fordi partiet skal være regeringsdueligt – også den dag, hvor det lægges for had af selvsamme dagblad, som nu interviewer ham.

 

En hel ny generation af akademiske intellektuelle tiltrækkes af Labour og bidrager i politikudviklingen (bl.a. Pikkety med sin nye bog ”Kapital og ideologi”). Omvendt er partiets evne til at mobilisere og organisere de lønmodtagere hvis interesser, man hævder at repræsentere, til at overse. Som FT påpeger i sin gennemgang af partiets forskellige fraktioner og magtgrupper (”Jeremy Corbyn’s inner circles”), går de indre modsætninger på kryds og tværs og er spændt ud mellem de gamle Blair-tilhængere, de mere radikale grupper og Corbyn-tilhængerne.

 

Financial Times’ kritik skal tages alvorligt

Nu kan man mene, at Financial Times’s advarsler om, hvordan det vil gå, hvis Labour kommer til magten, er forventelige. Ikke desto mindre skal de tages alvorligt, og her er partiets svar og den aktuelle debat i partiet langt fra overbevisende. For Financial Times har jo ret i, at Labour’s politik, vil føre til kapitalflugt og investeringsboykot. Pressen og den akademiske elite vil tordne mod udhulingen af pensionsordningerne. Den internationale finansverden vil spekulere i pundet og tvinge regeringen til at indføre valutakontrol og bringe den på kollisionskurs med alle de internationalt vedtagne regler. Medarbejderne fra de forskellige virksomheder kan geråde i indbyrdes konkurrence om profitten og splitte enheden i atomer. Labour har endnu ikke officielt sandsynliggjort, hvordan man vil fastholde mobiliseringen og neutralisere de forventelige splittelsestendenser. Selv om McDonnell på det overordnede magtpolitiske niveau beskriver regeringsdueligheden og ændringen af styrkeforholdene, så lader de samme overvejelser en del tilbage at ønske, når det handler om den praktiske politik. Foranstaltningerne for at opbygge modstandsdygtigheden bredt i befolkningen virker ikke overbevisende. Af samme grund er det ikke ligegyldigt, om man tager advarslerne fra Financial Times alvorligt, selv om Labours politik på tegnebordet har det mulige skifte i tidsånden med sig.

 

Det nationale perspektivs farlige begrænsninger

Labours politiske program er ganske simpelt alt for nationalt orienteret i sit perspektiv til at virke overbevisende. Hvad værre er, fraværet af et konkret internationalistisk og europæisk perspektiv kan tvinge regeringen i defensiven fra dag et og sprede en dyb skuffelse og desillusion i befolkningen, fordi Labour ikke kan gøre ret meget andet end at holde et sandsynligt økonomisk kaos fra livet. Bekymringen udgår ikke fra en ideal fordring, men har sit udspring i Labours og især Corbyns zig-zag kurs i dramaet om Brexit, hvor især Corbyn aldrig for alvor har forstået, at intet enkelt land i hele Europa nogen sinde vil have held til at gennemføre en demokratisk, socialistisk reformpolitik, hvis ikke det sker som led i en større samlet bevægelse, der som minimum forudsætter genklang og interesse på kontinentet, fordi den konkretiserer ”paradigmeskiftet”. I værste fald kan en Labour-regering havne i den situation, at den må forsvare en simpel statskapitalisme, der vil æde mobiliseringen og tilslutningen op indefra og degenerere i bureaukratisk stivhed. Nøjagtig som det skete for Mitterand i 1983.

 

Det kan godt være, at Rana Foroohars varsel om et paradigmeskifte er rigtigt set, men det får jo ikke kapitalejerne, finansverdenen og magthaverne til at lægge sig fladt ned. De vil gå hele planken ud for at bevare deres magt og de eksisterende samfundsforhold, også selv om det betyder, at man som Financial Times skipper de traditionelle bånd til Det konservative Parti for i stedet at advokere for en Lib/Lab regering (Liberale/Labour) med tydelige referencer til de kontinentale socialdemokratier. Ikke af kærlighed, men af nød. Det kan være det tankesæt og perspektiv, vi skal imødese fra de mest oplyste dele af borgerskabet, hvis paradigmeskiftet fra ”rigdomsophobning til rigdomsfordeling” slår igennem som almenvilje, fordi kapitalismens nuværende samfundsform ikke kan fortsætte længere.

 

Af disse grunde er Financial Times seriøse kritik af Labours politik ligeså interessant at studere og lære af som læsningen af Labours program og ambition om at erobre regeringsmagten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5


Næste nummer udkommer 15. december 2019