Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Hastværk kan være lastværk

 

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

 

Der er travlhed i beskæftigelsesministeriet med at finde en model for tidlig pension. Måske har de for travlt.

 

Ved siden af alt det andet nye, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil have gang i, har han sat sit ministerium til at se på forskellige modeller for en tidlig tilbagetrækningsordning. Umiddelbart lyder det som sød musik for de dele af fagbevægelsen og de vælgere, der gerne vil have indført en ret til tidligere folkepension for de nedslidte. Og hellere før end siden.

 

Men sådan har jeg det ikke. Hastværk kan være lastværk, som et gammelt ordsprog fortæller os. Det gælder også i politik. Konkret kan jeg godt frygte, at Hummelgaard måske har haft rigelig travlt med sin bestilling til ministeriets embedsapparat.

 

Peter Hummelgaard har åbenlyst brug for modeller, han vil kunne bruge – med eller uden forudgående trepartsforhandlinger - til at få flertal i Folketinget. Hvis embedsapparatet skal kunne levere en eller flere konkrete modeller, der kan bruges til det, kræver det, at beskæftigelsesministeren har givet dem en præcist begrundet opgavebeskrivelse. Her er det ikke nok med en gang fri leg i Excel-arkene for de 3 mia., som S-regeringen har sagt, at den vil bruge på ordningen.

 

Der kan sagtens findes rigtig mange forskellige modeller i Excel-arkene. Med hver deres forskellige bud på, hvem der vil, og hvem der ikke vil kunne få ret til tidlig pension. Men det betyder ikke, at der så blandt de fundne er én, endsige flere, modeller, som Peter Hummelgaard og regeringen vil kunne bruge til at overbevise Folketingets flertal.

 

I de sidste mange år har den danske velfærdsdebat haft et stort fokus på spørgsmålet om, hvem fortjener hvad og hvorfor. Det gælder også og ikke mindst debatten om ret til tidlig pension. Hvis Socialdemokratiet skal gøre sig håb om at få gennemført en ret til tidligere pension, er det helt afgørende, at partiet stiller op i denne debat med klare, velargumenterede svar på netop dette spørgsmål: Hvem fortjener at kunne få en tidlig pension, og hvorfor fortjener netop de – og ikke andre – det?

​​ 

I forlængelse af det bliver Socialdemokratiet nødt til at fremlægge en konkret model, der så rent faktisk giver tidlig pension til netop dem, der fortjener det – eller i hvert fald tager hul på det. Hvis beskæftigelsesministerens embedsapparat skal kunne skrue en sådan model sammen, kræver det, at ministeren på forhånd giver dem et klart svar på, hvem der fortjener at få ret til tidlig pension.

 

Jeg ved ikke, om Peter Hummelgaard har givet sine embedsmænd et så klart opdrag. Men jeg ved, at han i hvert fald endnu ikke har givet os andre et klart svar. Det kan skyldes, at ministeren ikke har uanede midler at gøre godt med. 3 mia. kr. har Mette Frederiksen sagt. Derfor kan det være, at beskæftigelsesministeren først har lyst til at svare offentligheden, når han har en klar fornemmelse af, hvor langt man kan komme med at give tidlig pension til dem, der fortjener det.

​​ 

Men det fritager ham imidlertid ikke for at svare på de indre linjer, hvem han mener fortjener at få mulighed for tidlig pension. Så kan embedsapparatet sagtens finde og vise ham de stilleskruer, der eventuelt skal drejes på for at få en (start)model der vil koste i omegnen af 3 mia. kr.

 

Jeg hælder i virkeligheden mest til den opfattelse, at det vil tjene sagen bedst, hvis beskæftigelsesministeren allerede nu - eller når regeringen selv ved det - åbent fortalte, hvem han mener fortjener en ny mulighed for tidlig pension, og hvorfor netop de fortjener det. Så kan vi få den debat, mens embedsmændene arbejder på at finde konkrete brugbare modeller. Er der så nogen, der mener, at det er en anden gruppe, der fortjener at kunne gå tidligt på pension, kan de jo bede beskæftigelsesministeren om også at finde en konkret model til det.

 

Ingen klar begrundelse for tidlig pension

Måske er jeg unødigt bekymret. Måske har Peter Hummelgaard givet sine embedsfolk en præcist begrundet beskrivelse af opgaven. Det ved jeg som sagt ikke. Men jeg ved, at de argumenter, som Socialdemokratiet fremlagde inden valget, ikke var specielt præcise eller stringente.

​​ 

Det dominerende argument har været et socialt retfærdighedsargument: Det er ikke retfærdigt, når en mandlig akademiker kan se frem til syv års længere pension end en ufaglært, selv om mange faglærte og ufaglærte får deres debut på arbejdsmarkedet mange år før akademikeren. I dette argument er det uklart, hvori uretfærdigheden helt præcist består. Hvilken uretfærdighed er det, ​​ tidlig pension skal rette op på? Skal en ret til tidlig pension rette op på det uretfærdige i, at de ufaglærte og faglærte mænd (og kvinder, om end i mindre grad) som gennemsnit har udsigt til færre år på pension end akademikerne? Eller skal den kun gøre det for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet (og derefter været der tilpas længe)?

​​ 

Af Socialdemokratiets syv punkter ​​ - Det skal gavne de nedslidte. Det skal gælde efter et langt arbejdsliv. Der skal være tale om en egentlig Rettighed. Mænd og kvinder skal have reel lige adgang. Det skal være muligt at blive visiteret til tidlig folkepension. ​​ Modellen skal være simpel, overskuelig og varslet i god tid. Pengene skal passe. - fremgår det, at det er det sidste, der er tilfældet. Selv om Socialdemokratiets argumentation undertiden har lagt op til at rette op på det uretfærdige i, at de ufaglærte og faglærte i gennemsnit har udsigt til færre år på pension end akademikerne, er det ikke det, der ifølge Socialdemokratiet skal begrunde en ret til tidlig pension. Det er derimod alene et tilstrækkeligt langt – og måske særligt belastet – arbejdsliv, der skal berettige til tidlig pension - uanset længden af uddannelse eller størrelsen af indkomst og pensionsopsparing. Med andre ord en slags betinget retfærdighedsbegrundelse: Har du i tilstrækkelig lang tid bidraget til opbygningen af vores nuværende velstand og velfærd, kan du få ret til at gå tidligere på pension.

 

I sin rene form argumenterer Socialdemokratiet således for at bryde direkte og kvalitativt med det universelle pensionsprincip, vi har haft siden folkepensionens indførelse i 1956. Alle i samme årgang skal ikke længere have samme efterløns- og folkepensionsalder. En nærmere defineret arbejdsmarkedstilknytning skal afgøre, om nogen fortjener ret til en lavere folkepensionsalder end andre.

 

Hvis Peter Hummelgaard ud fra dette argument har sat sit embedsapparat i gang med at udtænke modeller, så er det efter min mening forhastet. Så er det politiske hjemmearbejde ikke gjort godt nok. Ganske vist ville det gøre opgaven relativt simpel. Embedsfolkene behøver blot at give forskellige bud på, hvad der skal forstås ved arbejdsmarkedstilknytning. Er det kun fuldtidsarbejde eller også deltidsarbejde? Er det sygeperioder på jobbet, barselsorlov, arbejdsløshed, mv.? Derefter skal der så regnes på, hvor lang arbejdsmarkedstilknytning der skal kræves for ikke at bruge mere end de afsatte 3 mia. kr.

​​ 

Men den slags modeller vil ikke hjælpe Peter Hummelgaard. Nærmest tværtimod. For det første vil definitionerne og regnestykkerne med garanti skuffe i baglandet og åbne en kaskade af spørgsmål. Hvorfor ikke mig?

 

For det andet og endnu vigtigere vil den type modeller ikke kunne bruges til at overbevise hverken befolkningen eller Dansk Folkeparti. Modellerne vil kun svare på hvem, der vil kunne få tidlig pension, men ikke hvorfor netop de og ikke andre fortjener det. Der skal kort sagt andet og mere til i den politiske debat. Derfor håber jeg virkelig ikke, at Peter Hummelgaard har bedt om den slags modeller.

 

Alle fortjener en værdig tilbagetrækning

Socialdemokratiet har imidlertid også brugt andre argumenter, som Peter Hummelgaards modelarbejde vil kunne tage afsæt i. Et af Socialdemokratiets andre argumenter har været, at ingen skal tvinges til at arbejde, hvis de ikke kan længere. Alle fortjener en værdig tilbagetrækning. Partierne bag den kommende seniorpension har så bakket fuldt og helt op bag selve holdningsargumentet, men tilføjet, at med dette argument er svaret ikke tidlig pension, men derimod seniorpension. Til det har Socialdemokratiet svaret, at seniorpension højest var en halv løsning. Samtidig har Socialdemokratiet præciseret sit argument ved at definere værdig tilbagetrækning. Der er ifølge Socialdemokratiet kun tale om værdig tilbagetrækning, hvis f.eks. en murer eller social- og sundhedsassistent, der selv oplever sig så nedslidt og ude af stand til at arbejde, selv får en ret til at vælge, om man vil gå tidligere på pension. Det skal man ikke være tvunget til at søge om, og tildelingen skal ikke bestemmes af de kommunale eller andre offentlige myndigheder, lyder argumentet.

 

Nedslidningsargument

Socialdemokratiet giver dermed et rimelighedsargument: De ”mest nedslidte, uanset om det er fysisk eller psykisk nedslidning”, ”de, der ikke kan arbejde til folkepensionsalderen” bør have mulighed for ”en værdig tilbagetrækning”, hvor værdigheden kun kan skabes via en nærmere defineret objektiv ret. Hvis Peter Hummelgaard har bedt embedsfolkene om modeller, der matcher dette argument, har han sat dem på en meget svær opgave.

 ​​​​ 

Selve begrebet nedslidning er ikke defineret nærmere i hverken naturvidenskabelig-lægefaglig forstand eller i den eksisterende lovgivning. De begreber, der kommer bare i nærheden af at dække nedslidning som f.eks. funktionsevne og arbejdsevne, er ikke defineret på en måde, hvor de kan gøres til objektive kriterier, dvs. kriterier, hvori der ikke indgår et subjektivt myndighedsskøn. Dermed bliver det meget svært at definere objektive kriterier for en ret til tidlig pension.

 

En ret til tidlig pension ud fra et kriterium om et vist antal års arbejdsmarkedstilknytning vil f.eks. ikke være egnet. Det er ganske vist et objektivt kriterium. Men det er på ingen måde et præcist kriterium for at målrette ordningen til de mest nedslidte. Det er langtfra antallet af år på arbejdsmarkedet, der alene afgør hvor nedslidt man bliver, og det er langtfra alle, der har arbejdet mange år, som nedslides meget.

 

Ét sted i lovgivningen har man forsøgt at definere nedslidning, nemlig i forhold til en særlig arbejdsmiljøindsats over for nedslidningstruede brancher og jobgrupper. Her blev de nedslidningstruede brancher og jobgrupper ikke defineret ud fra, hvor seniormedarbejderne havde sværest ved at klare arbejdet uden alt for store smerter mv. Nedslidning blev i stedet defineret ud fra, hvor der var den højeste risiko for langvarigt sygefravær, førtidspensionering eller efterløn, med andre ord ud fra de brancher og jobgrupper, hvor der blev ’produceret’ det største dræn i arbejdsstyrken og de største offentlige udgifter til offentlige ydelser.

 

Spørgsmålet er derfor, om Peter Hummelgaard har sat sit embedsapparat i gang med at finde modeller, der bygger på en sådan nedslidningsdefinition. Det vil i givet fald være en model, der i sin rene form vil lægge op til, at man kan få ret til tidlig pension, hvis man har arbejdet mindst en vis årrække inden for et af de nedslidningstruede områder (og eventuelt herudover har haft en nærmere defineret samlet arbejdsmarkedstilknytning).

Hummelgaard kan få det svært

Her bør man lige opstille et tankeeksperiment. Hvad vil der ske, hvis Peter Hummelgaard og regering vil prøve at overbevise danskerne i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed om det fortræffelige i en sådan model? Vil det være let eller svært at overbevise tilstrækkeligt mange? Ret svært vil jeg gætte på. Ganske vist har Kristian Thulesen Dahl vist en vis forkærlighed for tidlig pension til bestemte faggrupper, mens andre henvises til en visiteret model (seniorpensionen). Men Kristian Thulesen Dahl har tilsyneladende også en måske endnu større lyst til at finde hår i suppen, så han kan afvise S-regeringen og være tro mod sine blå allierede. Her vil det være alt for let for både Kristian Thulesen Dahl og en masse andre at finde hår i suppen ved en sådan model.

 

Hvorfor? Fordi en ganske pæn del af dem, der vil få ret til tidlig pension på grundlag af deres særlige beskæftigelse, heldigvis ikke vil være nedslidte (i betydningen ude af stand til at arbejde tilstrækkeligt til at forsørge sig selv rimeligt). Og fordi der samtidig vil være mange af dem, der ikke vil få ret til tidlig pension, som vil være så nedslidte, at de kun vanskeligt eller slet ikke vil kunne arbejde nok til at forsørge sig selv. Det vil ikke være en ordning for dem, der er for nedslidte til at kunne arbejde og derfor fortjener at få mulighed for tidlig pension.

 

Hvis Peter Hummelgaard har bedt embedsfolkene om en model for tidlig pension til dem, der har arbejdet i nedslidningstruede brancher og fag, vil han efter min vurdering få svært ved at skaffe tilstrækkelig folkelig og politisk opbakning, Derfor håber jeg inderligt, at han har tænkt sig grundigere om end det. Der er brug for at udvikle andre og nye modeller. Mulighederne er der. Men det kræver en præcis politisk begrundelse og et præcist politisk opdrag, hvis Beskæftigelsesministeriets embedsapparat skal hjælpe regeringen frem til den model for tidlig pension, der for alvor kan slå folkeligt an og dermed presse både Dansk Folkeparti og andre til at gå i realitetsforhandlinger.

​​ 

Det politiske bud venter vi stadig på. Formodentlig gør embedsfolkene det også. Men måske kan Peter Hummelgaard få hjælp udefra – fra nogle af alle os, der gerne ser et princip om ret til tidlig pension omsat til virkelighed.


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019