Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Formandsvalg uden politik

 

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

 

Så gav Lars Løkke Rasmussen​​ og Klaus Hjort Frederiksen​​ til sidst op og trak Kristian Jensen med sig i faldet. Efter massivt pres fra Venstres​​ grundorganisationer og de forskellige fløjes konstante​​ pusten til ilden måtte det ende, som det gjorde. Selv ikke Løkkes forsøg på at komme oppositionen i forkøbet​​ ved​​ at fremrykke landsmødet og​​ som en anden Bonaparte​​ give sig selv eneretten​​ til​​ at fremlægge partiets politiske linje kunne dæmme op for det næsten uundgåelige.​​ Mindelserne går til Gabriel Garcia Márquez roman ”Historien om et forudsigeligt mord”.

 

Med Løkkes tilbagetræden er Venstre nu kommet fra asken til ilden, fordi man har skudt repræsentanten i stedet for et opgør med det, han repræsenterer. Problemet for Venstre er, at det sidste har man ikke kræfter til. Og man kan have sin tvivl om,​​ at​​ der er​​ ledere in spe med format til at føre partiet gennem det nødvendige​​ politiske​​ opgør.​​ Det politiske spørgsmål for Venstre kan nemlig koges ned til:​​ Hvad har Venstre at tilbyde befolkningen​​ som ny regeringsmagt?

 

Som det så ofte er tilfældet​​ ved storm eller tab af retning, skubber man rorgængeren over bord i håb om ikke at rokke for meget med båden.​​ Det er sjældent​​ en​​ fornuftig løsning og er det heller ikke nu. Lars​​ Løkke Rasmussen er ikke problemet. Det er den arv, han er repræsentant for, som nu viser den anden side af sit​​ janushoved.

 

I 2002, da alle vinde i opgøret med den​​ solidariske​​ velfærdsstat løftede Venstre op​​ som​​ fremtidens parti, formulerede Klaus Hjort Frederiksen det berømte dictum: ”Venstre vil ikke den liberale revolution,​​ men gennem tålmodige reformer skabe det liberale menneske”. Den udtalelse indrammede​​ prægnant​​ partiets reformpolitik helt frem til overlevelsesspillet, hvor dannelsen af VLAK-regeringen blev eneste alternativ til opgivelse af magten.

 

I 2002 gennemførte VK-regeringen med stabil opbakning fra DF fritvalgsloven og gjorde ”borgernes frie valg” af serviceydelser til styrende tema. Som opfølgning blev strukturreformen vedtaget og gennemført på rekordtid, uden at ret mange på Christiansborg og ude i samfundet fik tid til at tænke og drøfte konsekvenserne igennem. Grundstenen til konkurrencestaten blev lagt her. Senere kom velfærdsforliget og forliget om supersygehusene, som skulle omkalfatre hele sygehusvæsnet. Næsten dagligt dukker der nu analyser op, der viser, at reformen fra dag et var underfinansieret og den afgørende årsag til, at​​ Venstres​​ flagskib​​ i dag er​​ indlysende​​ dysfunktionelt.

 

Løkke Rasmussen var ingeniøren, der​​ med sin liberale strukturpolitik​​ gjorde​​ Klaus Hjorts linje​​ til​​ en​​ praksis, hvor hele Danmarks offentlige forvaltning og de offentlige institutioner​​ skulle omkalfatres​​ til et stort ”indre marked”, hvor den økonomiske kalkule overtrumfede alle politiske overvejelser. En politisk tilstand, hvor politikken blev opløst i driftsøkonomi – den liberale kongstanke – hvor alle,​​ såvel ansatte som borgere blev tvunget til at tænke og handle som forbrugere. ”Først mig, og hvad får jeg​​ ud af det”​​ – og​​ ”hvor alles indbyrdes konkurrence skulle frembringe ligevægten”. ”Markedets demokratiske element”, som det blev formuleret.

 

I hele sin politik og ideologiske rationale inkarnerede filosofien bag New Public Management​​ det moderne Venstres samfundsstrategi. Det offentlige skulle drives som en forretning​​ og på alle væsentlige områder konkurrere med det private erhvervsliv. De offentligt​​ ansattes modstand blev nedkæmpet ved at udskamme deres modstand mod forringelserne​​ som fagegoismens kamp for egen monopolstilling mod den liberale frisættelse af borgerne.

 

Senere fulgte forringelserne af dagpengene og de facto afskaffelse af efterlønsordningen begrundet i udbudspolitikkens påstand om, at jo flere, der blev presset ud på arbejdsmarkedet og desto færre velfærdsordninger, som bremsede markedskræfternes naturlige drift mod ligevægt, desto flere jobs ville der blive skabt sammen med øget økonomisk vækst. Hertil kom en effektiviseringsdagsorden, hvis usagte grundpræmis var og er, at der i en hvilken som helst organisation, virksomhed og institution altid kan effektiviseres, men at det ikke sker før,​​ man forringer det økonomiske grundlag​​ og tvinger ”effektiviseringer” igennem. Altså​​ man​​ indregner ”besparelserne”, før effektiviseringsprocesserne sættes i gang.​​ Som i det private er det bundlinjen, der bestemmer, for det er bundlinjen, som er formålet.

 

Den​​ anden hensigt​​ var så, som det også er god liberal politik, at besparelserne skulle åbne for skattelettelser og sætte gang i både investeringer og forbrug. Og med budgetloven og restriktionerne på skatteudskrivningen kunne enhver Venstreregering indenfor disse rammer administrere en løbende og systematisk undergravning​​ af velfærdsstaten og omdanne borgerne til bærere af den individuelle egennytte.​​ Vækstresultaterne er her som alle andre steder udeblevet eller​​ har​​ kun været på kort visit.

 

Disse og et væld af små og store antisolidariske velfærdsreformer har været Venstres politik siden 2002 og frem til​​ modstanden mod Venstre-regeringens ”omprioriteringsbidrag” i 2015. Nu gik den ikke længere. Bagsiden af medaljen kunne efterhånden mærkes​​ af et voksende flertal af borgere​​ ude i kommunerne og regionerne. Samtidig med, at velfærdsordningerne blev forringet år for år, voksede centraliseringen og styringsbureaukratiet.​​ Det stik modsatte af​​ det som​​ Venstre havde​​ stillet befolkningen​​ i udsigt​​ siden 2001.

 

Venstre-regeringen​​ tabte slaget om omprioriteringsbidraget og​​ blev nu med formandsskiftet i Socialdemokratiet og rivaliseringerne og profileringsbehovet i blå blok tvunget til en regeringsudvidelse​​ eller at gå af.​​ Men højre og venstre flanke​​ i Folketinget og internt i partiet​​ blev ikke neutraliseret. I stedet voksede​​ modsætningerne​​ til​​ begyndende fløjkrig i selve Venstre med Inger Støjberg​​ på den ene side​​ som brobygger til DF, der igen stillede sig an som hjælper til at kvæle Liberal Alliances radikale liberalisme​​ og en mere moderat centrum-højre tendens på den anden​​ med en Sophie Løhde som repræsentant.

 

Nettoresultatet var, at ”det liberale menneske” trods store anstrengelser​​ ikke​​ var​​ blevet​​ skabt. Som en af de første indså Mette Frederiksen og hendes allierede, at modstanden mod​​ den liberale politik og ønsket om en vis genopretning af velfærdsstaten voksede i vælgerbefolkningen​​ og ikke kun hos the usual suspects. Bagsiden af​​ janushovedet var ved at blive kendt samtidig med, at der hver dag kom nye historier frem om samfundsskadelige finansspekulationer, koncentration af ufattelig rigdom og voksende ulighed. Altså det modsatte af visionen, men det logiske resultat af liberal samfundspolitik.

 

Her og i udlandet voksede fagøkonomernes kritik af hele udbudspolitikkens og den monetaristiske politiks videnskabelige og praktiske holdbarhed. Ikke et åbent opgør,​​ men ”refleksioner”, der tog til. Efter overenskomstkampen i 2018 voksede kritikken af finansministeriets pladshund – Moderniseringsstyrelsen – og kort efter indledte Ledelseskommissionen opgøret med New Public Management-filosofien, som Produktivitetskommissionen havde skabt grundlaget for. Hvor forsigtigt de forskellige kritikere end gik frem – i den sammenhæng også Socialdemokratiet – så kunne det ikke skygge for det faktum, at borgerne i almindelighed​​ og de politisk engagerede i særdeleshed var dødtrætte af den evige hyldest til den liberale frigørelse og den lige så hyppige tilsløring af alle forringelserne.

 

Hvad få ville erkende herhjemme, og hvad ligeså få har villet​​ indse i Tyskland, i Frankrig og i Spanien,​​ er, at tilbagegangen for de liberale-konservative partier ikke skyldes en eller anden vanskeligt definerbar højrepopulistisk bølge, men at det er ved at gå op for større grupper af vælgere, hvor meget den liberale politik har ødelagt af de velfærdsordninger, som de ikke vil leve foruden. Ligeså lidt som Løkke Rasmussen er problemet, er Angela Merkel det i Tyskland. Det er den politik, de repræsenterer, som ikke har​​ meget​​ mere at byde på end forringelser af leveforholdene. Væksten og berigelsen var på lånt tid for de fleste og kun varig for de få.

 

Som den liberale samfundsingeniør Løkke Rasmussen er, forsøgte han sig med et sidste træk forud for valgkampen med udkastet til en sundhedsreform, som han selv mere præcist kaldte Strukturreform 2.0. Reformudspillet var dødfødt,​​ før den endelige tegning blev kendt. Øget centralisme​​ og teknokratisk magt. Opgør med det lokale demokrati. Afskaffelse af regionerne og kommunerne i dobbelt benlås. Det var en krigserklæring til Venstres eget bagland, som havde haft vanskeligt nok ved at fordøje højredrejningen og antiliberalismen på flygtningeområdet. Summa summarum: Partiet Venstre havde ikke noget sammenhængende politisk program at gå til valg på. Ingen visioner og med modstanden mod sundhedsreformen heller ikke noget slagnummer.

 

I den sammenhæng var Lars Løkke Rasmussen sidste skaktræk i valgkampen både logisk rigtigt og ualmindeligt godt set. Blå blok var færdig. Nationalkonservatismen​​ udgjorde​​ ikke en​​ varig​​ mulighed for Venstre og den radikale liberalisme uden en fremtid levnede kun en vej for Venstre, hvis han selv og Kristian Jensen skulle overleve og tøjle den indre fløjkrig mellem de liberale – de socialliberale – og de nationalkonservative:​​ Muligheden af en SV-regering med​​ De​​ radikale som formidler og stødabsorbator.​​ Uden at konferere med nogen smed Løkke Rasmussen det perspektiv ind i valgkampen. Alle blev taget på sengen.​​ Det var meningen.​​ 

 

Vel vidende, at Socialdemokratiet ville vinde regeringsmagten,​​ var rationalet,​​ Venstre​​ kunne​​ byde sig til som Socialdemokratiets modvægt​​ til​​ sin egen eksterne venstrefløj,​​ SF og EL. Mette Frederiksen bed ikke på. Et​​ Socialdemokrati i tøvende og usikker gang mod genopretningen af den af Venstre ødelagte velfærdsstat og​​ samtidig​​ afhængig af Venstres mandater ville være gift for​​ Socialdemokratiet og kunne næsten kun styrke Venstres image som​​ et​​ trods alt humant og næsten socialliberalt parti – om end​​ med​​ lånte fjer.

 

Manøvren lykkedes ikke, men som i Polanskis​​ ”Vampyrernes nat”, var giften sivet ind i ledelsen, selv om​​ Lars Løkke Rasmussen​​ ved at tvære DF og LA ud​​ kunne stå i spidsen for​​ et godt valgresultat. Men der var tale om kannibalisering,​​ ikke fremgang for Venstres politik – for der var ingen. Kristian Jensens liberalt-borgerlige projekt​​ og genformuleringen af blå blok som afsæt for fornyet liberal fremgang​​ var et fantom, selv om det talte ind i baglandets hjerter. Det​​ skulle​​ senere​​ demonstrere hans politiske udygtighed,​​ at​​ han​​ med henvisning til sit eget projekt offentligt​​ undsagde Løkke Rasmussens​​ begavede og realistiske bud på​​ en​​ centrum-højrelinje​​ og derved​​ for alvor​​ åbnede for fløjkrigen og blottede Venstres manglende,​​ indre,​​ politiske sammenhængskraft.

 

Selvfølgelig er et så voldsomt opgør i et stort og hæderkronet parti altid interessant. Men rækkevidden spænder langt videre end til opgøret med Lars Løkke og Kristian Jensen. Roen bliver ikke genoprettet, uanset hvem der følger efter, hvor sympatiske og konsensussøgende de mulige efterfølgere end måtte fremstå. Her tænkes selvfølgelig på Jakob Ellemann-Jensen og​​ en eller to næstformænd fra hver af yderfløjene.​​ For de modsætninger og​​ den​​ teoretiske og ideologiske forvirring, som præger Venstre, men som alle hidtil har undslået sig at gå i kødet på​​ ophører ikke med formandsvalget den 21. september. Tværtimod kan man efter en kort våbenhvile forvente, at fløjkrigen igen bliver manifest. Ikke alene på grund af forholdene i Venstre men nok så meget, fordi hele det moderne Venstres politiske stillads er under voksende kritik som samfundspolitik, som værdipolitik og som samfundsmodel i hele Europa.​​ Selv konturerne af et fremtidigt EU kan de liberale ikke enes om.​​ 

 

Der er jo en grund til, at​​ det nylige​​ G7-topmøde​​ i Biarritz i Frankrig​​ ikke blev et topmøde.​​ men​​ et​​ ledertræf. Alle deltagerne hævder at repræsentere det liberale demokrati samtidig med,​​ at​​ de forsøger at ødelægge hinandens fortolkning både ideologisk og praktisk gennem økonomisk og politisk nationalisme.

 

Så helt lavpraktisk melder spørgsmålet sig:​​ Hvad skal Venstre efter landsmødet i november gå ud og tilbyde vælgerne, hvis ikke det bare skal være mere af det samme, som færre og færre vil have?​​ Når man står der, hvor der skal gennemføres seriøse opgør, er det set før, at man for at bevare stabiliteten fjerner​​ ledelsen og for sent indser, at det er grundlaget eller mangel på samme, der er problemet.​​ ​​ 

 

2

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019