Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, juni-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

Fortsat handelskrig ​​ USA-Kina.

 

Peer Møller Christensen.

 

De to præsidenter, Donald Trump og Xi Jinping , skal mødes på den kommende G-20 samling, som finder sted i Tokyo i dagene 26-29. juni.

Som led I den igangværende handelskrig mellem de to lande, har den amerikanske regering allerede lagt 25 % told på importvarer fra Kina svarende til 250 milliarder dollars.

Hvis mødet mellem de to præsidenter ikke fører til en forståelse eller en aftale om en fremtidig løsning på handelsstridighederne mellem de to lande, har den amerikanske regering truet med ​​ at hæve tolden på de sidste 300 milliarder dollars af den amerikanske import fra Kina til 25%.

Så vil der stort set være lagt 25 % told på alle importvarer fra Kina.

Hvis dette sker, vil toldsatserne som våben i handelskrigen have udspillet deres rolle. Den amerikanske præsident ​​ kan, ifølge forfatningen , ikke hæve tolden over ​​ 25 %. På den anden side kan Kina ikke længere følge med og blot lægge told på import til et tilsvarende beløb . Så stor er den kinesiske import fra USA simpelthen ikke.

For Kina er der dermed to økonomiske våben tilbage, som amerikanske kommentatorer indtil for nylig har opfattet det som usandsynligt, at den kinesiske regering ville gribe til, nemlig eksporten af ​​ såkaldte “sjældne jordarter” og investeringerne i amerikanske statsobligationer.

Begrebet sjældne jordarter dækker over 17 mineraler, som alle er absolut uundværlige i produktionen af moderne teknologi. Selv om disse mineraler findes mange steder på jorden, foregår 80 % af den globale produktion i Kina, og i USA er man afhængig af import af disse mineraler. ​​ Den kinesiske regering vil derfor kunne bruge prisstigninger på disse produkter som pressionsmiddel mod USA.

Det andet tilbageværende økonomiske våben er ​​ amerikanske statsobligationer. Den amerikanske nationalbank udsteder løbende statsobligationer, for at dække underskuddet på statsbudgettet og den deraf afledte stigende statsgæld , som i parentes bemærket ikke er blevet mindre af de nylige skattelettelser til det amerikanske erhvervsliv, og de tilskud, som amerikanske soyaproducenter har modtaget som kompensation for det manglende salg ​​ af soyabønner til Kina. Kina ligger inde med ca 18 % af de udenlandske beholdninger af disse værdipapirer, og er dermed den største udenlandske långiver til den amerikanske stat. Hvis den kinesiske regering beslutter at ​​ sælge eller undlader at forny sine amerikanske statsobligationer, vil det kunne ​​ medføre et betragteligt fald i dollarkursen og true dollarens status som global reservevaluta. Et fald i kurserne på statsobligationerne vil alt andet lige desuden fremkalde en rentestigning i USA, som vil påvirke den økonomiske udvikling negativt.

Der er imidlertid problemer forbundet med begge disse våben.

Hvis Kina hæver prisen på sjældne jordarter, vil man kunne fremkalde en øget interesse andre steder i verden for at starte eller øge produktionen af dem, og Kina ville så miste sin monopolstilling på denne, ganske vist voldsomt forurenende, men vigtige produktion.

Hvis den kinesiske nationalbank sælger eller nedbringer ​​ sin beholdning af amerikanske statsobligationer, vil det medføre et fald i dollarkursen, som vil få den del af den kinesiske valutareserve, som er anbragt i dollars, til at falde i værdi. Et begrænset salg af statsobligationer ville føre til et begrænset faldt i dollarkursen, som ville forbedre amerikanske eksportvirksomheders konkurrenceevne, og forringe konkurrenceevnen hos de kinesiske.

Der er altså mange ukendte faktorer, der må indgå i vurderingen af perspektiverne i den amerikansk-kinesiske handelskrig.

Tilbage står imidlertid, at de to største aktører i den globale økonomi er i færd med at gennemføre et opgør med det globale frihandelssystem til fordel for en national industripolitik.

For både USA og Kina blev den globale økonomiske ​​ krise i 2008-9 en brat opvågnen fra den idealtilstand af komplementaritet og gensidige fordele, som globaliseringen efter 1989 og især efter Kina’s optagelse i WTO havde skabt.

Amerikanske arbejdere mistede muligheden for at finansiere deres leveomkostninger ved gældsætning baseret på konstant stigende ejendomspriser, og den stagnation i lønudviklingen, der havde været skjult af faldende priser på dagligvarer importeret fra Kina, blev åbenlys. Samtidig var det tydeligt, at globaliseringen havde gjort de rige amerikanere rigere, og amerikanske arbejdere begyndte at frygte, at den kinesiske “middelklasse” ville true den privilegerede position de tidligere havde haft i kraft af den globaliserede økonomi. Derfor voksede der krav frem om beskyttelse af amerikanske arbejdspladser og allerhelst tilbageføring af de arbejdspladser, der var flyttet til lavtlønsområder.

 

Den kinesiske regning reddede landet igennem krisen ved hjælp af storstilede statslige infrastrukturinvesteringer. Selv om de kinesiske ledere gang på gang har erklæret deres uforbeholdne støtte til det globale frihandelssystem, gjorde man efter den økonomiske krise op med væsentlige dele af systemet.

Man ville afvikle den dybe afhængighed af eksport og satse på at øge produktion til hjemmemarkedet.

Da Xi Jinping trådte til som leder i 2012, blev opgøret med frihandelssystemet tydeligere. Xi Jinping opremsede i en tale for en forsamling af partimedlemmer en række fænomener, som det kinesiske kommunistparti skulle bekæmpe. Ved siden af “vestligt demokrati” dukkede “neoliberalisme” op. ​​ I en stor del af den kinesiske reformperiode blev politikken udformet i tæt samarbejde med neoliberale økonomer. Det var naturligt nok, fordi et af hovedelementerne i reformpolitikken var privatisering af statslige virksomheder. Efter den globale krise indså den kinesiske ledelse, at det var farligt at afskrive statsapparatets mulighed for at regulere økonomien. Det var netop læren af de omfattende investeringer i infrastruktur, som rettede op på krisens negative konsekvenser.

Derfor har den kinesiske politik i de senere år været bygget op omkring bevaring ​​ og sammenlægning af statslige virksomheder, som i mange tilfælde er blevet regulære statsmonopoler. Samtidig har man udstukket to store nationale udviklingsprogrammer, “Den Nye Silkevej” (Belt and Road Infrastructure) og “Made in China 2025”. Den Nye Silkevej har som mål at knytte den kinesiske økonomi sammen med hele det Eurasiske kontinent, mens udviklingsplanen, “Made in China 2015”, skal føre Kina frem til en position som verdens førende teknologiproducent.

 

Frihandel - uanset om den etableres i EU- eller WTO-regi - kræver afskaffelse af handelsbarrierer , herunder statssubsidier. Det er klart at den kinesiske regerings fastholdelse af en stærk statslig produktions- og styringskapacitet, herunder monopolisering af en statslig finanssektor, sammen med statssubsidierede udviklingsprogrammer i alvorlig grad udfordrer frihandelssystemet.

 

Den amerikanske regering har kunnet iagttage, hvordan den økonomiske vækst ​​ først og fremmest i Kina, gradvist har undermineret den amerikanske dominans i de institutioner, der er bygget op omkring det globale frihandelssystem, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og WTO. Internationale beslutninger kan ikke længere uden videre forventes at være til gavn for USA og landets økonomi. Tydeligst når det handler om bekæmpelsen af klimaforandringer. Den amerikanske regering ser internationale aftaler om begrænsning af CO2, som begrænsninger i den amerikanske økonomiske bevægelsesfrihed, begrænsninger, som man ikke vil acceptere. Andre nationer skal ikke kunne pålægge USA at nedbringe produktionen af fossile brændsler. Lave toldsatser skal ikke gøre det vanskeligt for indenlandske virksomheder at forsyne det amerikanske marked med strategisk vigtige produkter som kul og stål. Måske kommer den kommende ​​ præsidentvalgkamp i USA ikke til at handle om frihandel eller protektionisme, men istedet om hvorvidt en amerikansk industripolitik skal kaldes “nationalistisk” eller “patriotisk”.

 

Det ser altså ud til at verdens to stærkeste økonomier bevæger sig væk fra frihandelssystemet ​​ i retning af en national industripolitik. Det vil vise sig, om det er en tendens, der vil brede sig internationalt. Interessant i denne sammenhæng er det, at man i øjeblikket i England diskuterer, om det overhovedet vil være muligt for en eventuel kommende Labour-regering at gennemføre den projekterede renationalisering af de engelske jernbaner, hvis England bliver i ​​ EU.

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019