Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Come Back Kid slår til igen

 

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Her står Venstre så i dag. En mere end almindeligt vingeskudt formand, der søger genvalg, mens han flakser mod jorden med et mere end halvdødt politisk projekt.

 

Stilhed før stormen. Sådan beskrev Søs Marie Serup situationen i Venstre en lille uge før partiets hovedbestyrelsesmøde i Brejning den 31. august. Det var før Lars Løkke Rasmussen søndag aften gik til modangreb mod sine kritikere. Søs Marie Serup, der er tidligere toprådgiver i Venstre og for Lars Løkke Rasmussen, har et indgående kendskab til Venstres indre organisation. Hendes forklaring på stilheden før stormen var da også en anden end andre kommentatorers. Ifølge hende skyldtes stilheden før stormen ikke primært partibaglandets manglende lyst til at give omverdenen indblik i partiets interne undertøjsvask. Roen var ifølge Søs Marie Serup snarere udtryk for en afklaring. Man vidste, hvad der skulle gøres, og derfor var der ikke så meget mere at tale om frem til hovedbestyrelsesmødet på lørdag. Og det, der skulle gøres, var at stille partiets formand og næstformand til regnskab for den seneste tids tumult omkring Venstre. Et regnskab, der meget vel kunne ende med ikke at blive godkendt af baglandet.


Hvis denne analyse er rigtig - og det kan den meget vel være - så er det i givet fald en afklaring, der kun rækker til, hvad man ønsker med hensyn til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Vi ved ikke helt præcis, hvad denne afklaring bestod i. Men meget tyder på, at den bestod i, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen frivilligt skulle træde tilbage og overlade posterne som formand og næstformand til nye kræfter. Nu ved vi så, at det ønske har Lars Løkke Rasmussen absolut ikke tænkt sig at efterkomme. Spørgsmålet er derfor, om baglandet stadig ved, hvad der skal gøres, når Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse mødes henholdsvis fredag og lørdag.

 

Lars Løkke Rasmussen har nemlig med sit forslag om et fremrykket landsmøde og et ’kom an’ til eventuelle modkandidater til formandsposten sat kniven ind præcis der, hvor afklaringen i baglandet var mindst: Hvad skal der ske, hvis Lars Løkke Rasmussen vælger at klamre sig til formandsposten de næste 3-4 år?

Hvad, der kan vise sig vigtigt for udfaldet på hovedbestyrelsesmødet, er, at opgøret ikke blot er et lederløst. Det er samtidig et politikløst opgør. Den igangværende opgør i Venstre udmærker sig ved at overgå både tidligere formandsopgør i det danske socialdemokrati og den igangværende formandskamp i det kriseramte tyske socialdemokrati, SPD, hvad angår mangel på politisk klarhed. Tilmed med mange og lange længder.

 

Det skyldes vel at mærke ikke, at Venstre er i mindre politisk krise end fortidens danske socialdemokrati og nutidens tyske. Snarere tværtimod. Venstre står som de seneste årtiers absolutte leder af det borgerlige Danmark midt i en omfattende politisk lederskabskrise. Krisen er tilmed personificeret ved Lars Løkke Rasmussens noget nær totale fiasko med at samle et borgerligt regeringsalternativ til Mette Frederiksens S-regering. Lars Løkke Rasmussens fiasko er så stor, at han midt i valgkampen måtte svigte de øvrige borgerlige partier og lægge op til dannelsen af en SV-regering.

 

Det borgerlige politiske landskab er i dag uendelig langt fra at udgøre nogen blå blok. Den organiserede politiske borgerlighed udgøres af et Venstre, der vil kigge ind over midten, et svigtet konservativt mærkesagsparti af overskuelig størrelse og to indbyrdes dybt uenige partier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der næsten kun har massive valgnederlag til fælles. Venstre har således ualmindelig god grund til at diskutere Venstres fremtidige rolle som det nærmest altdominerende borgerlige parti. Men alligevel er der ingen, der tør tage denne diskussion endsige inddrage den i et formandsopgør.


Den umiddelbare forklaring på det politikløse opgør er selvfølgelig, at hverken de potentielle nye formandskandidater selv eller deres eventuelle løjtnanter blandt kredsformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer kan tillade sig at sætte politik og politisk linje på opgøret. Kristian Jensens interview til Berlingske Tidende har givet dem tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, hvad der vil ske, hvis de begynder at diskutere den politiske linje i partiet med tradition for diskussion, højt til loftet og langt til døren. Den slags får man kun hug for hos dagens Venstre-leder.

 

Den formandskandidat, der så meget som forsøger at sige noget om Venstres fremtidige linje, er en død formandskandidat. Spørg bare Kristian Jensen. Man kommer ganske enkelt ikke sejrende ud af det igangværende personopgør, hvis man begynder at diskutere, hvad der skal være Venstres politiske linje som oppositionsledende parti. Medmindre man hedder Lars Løkke Rasmussen. Mere herom nedenfor.

Den politisk debat har det derfor svært i det kandidat- og lederløse personopgør. Indtil videre har vi kun set to løst frihåndstegnede skitser til Venstres fremtidige politik, profil og parlamentariske rolle efter valget og regeringsskiftet. De kommer begge fra det ikke eksisterende formandskab i Venstre.


Først kom Kristian Jensens bud via et interview i Berlingske Tidende umiddelbart forud for Venstres sommergruppemøde. Her undsagde Kristian Jensen Lars Løkke Rasmussens ønske om en SV-regering. Venstre havde efter valget at holde sig på den blå måtte og træde i karakter som ledende kraft i opbygningen af en ny blå blok. Vejen frem for Venstre var ifølge Kristian Jensen at sætte sig i spidsen for at samle de borgerlige partier med et perspektiv om opbygningen af en ny borgerlig blok. Som led heri skulle Venstre lægge langt mindre vægt på de to stridsområder i den blå lejr, udlændingepolitik og skat. I stedet skulle der lægges mere vægt på bl.a. klima- og kulturpolitik samt økonomisk politik. I den økonomiske politik skulle der mindre fokus de såkaldte arbejdsudbudsreformer med nedskæringer på forskellige overførselsindkomster og mindre skat på arbejdsindkomster, mv. (som Dansk Folkeparti alligevel undsiger). I stedet skulle Venstre lægge op til at skabe en bedre kvalificeret arbejdsstyrke med højere produktivitet (som både Socialdemokratiet og Radikale Venstre gerne vil diskutere).

Kristian Jensens sparsomme bud på det politiske samlingsgrundlag for en ny borgerlig samling skal ses som en imødekommelse af Dansk Folkeparti, der til gengæld ligger langt fra den skattelettelses- og arbejdsudbudspolitik, som Liberal Alliance og til dels de konservative hidtil har stået for. Modsat kan Kristian Jensens nedtoning af udlændingepolitikken og den tilsvarende opprioritering af miljø, klima og kultur kun ses som ny rød klud foran øjnene af Dansk Folkeparti. Kristian Jensens oplæg til ny Venstre-politik kan på den baggrund ikke just siges at være de oplagte samlingspunkter for de kommende års borgerlige Danmark.

Herover står det foreløbigt eneste andet bud: Lars Løkke Rasmussens svar til og irettesættelse af Kristian Jensen. Lars Løkke Rasmussen erkender uden omsvøb, at der ikke på noget tidspunkt op til folketingsvalget var udsigt til, at et flertal af vælgerne ville give ham mulighed for at fortsætte som statsminister for en borgerlig regering. Havde der endelig på mirakuløs vis vist sig et blåt flertal, ville der efter Løkkes vurdering alligevel have været en alt for stor splittelse til at danne en ny rent borgerlig regering. Specielt Liberal Alliance og Dansk Folkeparti får dermed sammen med Nye Borgerlige skylden for, at Lars Løkke Rasmussen måtte ty til et SV-projekt.

Disse anklager mod de øvrige borgerlige partier er reelt Lars Løkke Rasmussens udgangspunkt for ikke at ville gå med til Kristian Jensens begravelse af muligheden for en SV-regering og et udbygget samarbejde med Radikale Venstre om bl.a. den økonomiske politik. Den genrejsning af blå blok under Venstres ledelse, som Kristian Jensen foreslår, er ifølge Lars Løkke Rasmussen indtil videre et rent politisk fantasifoster. Derfor bør Venstre om ikke direkte afvise det så i det mindste holde det ud i en meget strakt arm. Kategorisk nej til Kristian Jensens omfavnelse.

Her står Venstre så i dag. En mere end almindeligt vingeskudt formand, der søger genvalg, mens han flakser mod jorden med et mere end halvdødt politisk projekt. Kristian Jensen med en stadigt mere umulig drøm om at stå i spidsen for en ikke eksisterende blå blok bag et politisk indhold, som i bedste fald kan få flertal i Venstre, men som umuligt vil kunne samle den gamle blå blok. ​​ 

På trods af, at Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen indtil videre har tegnet hver deres vage omrids af ret forskellige Venstreprofiler de kommende år, bliver opgøret i stigende grad tegnet og beskrevet som Venstre-baglandets utilfredshed og opgør med ‘personfnidder’ og svigtende samarbejde mellem formand og næstformand, som kun kan løses enten ved troværdige garantier om et godt gnidningsfrit samarbejde mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen eller ved at de begge går til fordel for et nyt makkerpar.

 

Men netop den dagsorden vil Lars Løkke Rasmussen gøre alt for at undgå. Han ved nemlig godt, at baglandets tillid til ham som formand og statsministerkandidat i dag er mindst ligeså tyndslidt, som det var i 2014. Derfor vil Lars Løkke Rasmussen givetvis møde op til forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesmødet på fredag-lørdag med sit opgør med personfnidder og uklarhed om hans politiske linje i form af et fremrykket landsmøde, hvor han vil have talerstolen til at give en langt mere konkret beskrivelse af sit oppositionsprojekt for Venstre og bruge det som begrundelse for at få lov til at blive på formandsposten de næste tre-fire år.

 

Man må gå ud fra, at Lars Løkke Rasmussen vil udnytte det politik- og lederløse oprør til at præsentere et Venstre-Classic projekt. Om det vil kunne stryge det politikløse opgør så meget med hårene, at det vil lykkes ham at overleve, er endnu usikkert. Måske ved baglandet også her, hvad der skal gøres.

 

Den nu tidligere leder af Liberal Alliance, Anders Samuelsen skrev i 2013 en hel bog om sig selv med hans egen drømmetitel Come back Kid. For Anders Samuelsen holdt den titel som bekendt ikke i længden. Gennem årene har Lars Løkke Rasmussen med noget større berettigelse fået samme kælenavn. Men deraf følger ikke nødvendigvis, at navnet også holder denne gang.

 

Hvis jeg var Mette Frederiksen – det er jeg ikke - ville jeg satse på comeback-kid. Det vil være en ønskedrøm med en borgerlig oppositionsleder og statsministerkandidat, som hverken Venstres bagland eller de øvrige borgerlige partier tiltror mange chancer for at vinde næste valg på at give fingeren til en ny blå blokpolitik. Hvis jeg var Venstremand – det er jeg heller ikke – ville jeg nok være tvivlende over for comeback-kid.

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019