Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Kan EU reformeres indefra eller er vi nødt til at nedlægge det – en introduktion til Kritisk Debats EU-debat

 

Af Niels Frølich og Niels Henrik Nielsen

I Kritisk Debats redaktion har vi flere gange haft en debat om EU som​​ institutionel og politisk ramme for internationalt samarbejde og om EU kan danne udgangspunkt for en socialistisk omformning af Europa. Redaktionen er ligesom den øvrige danske og europæiske venstrefløj ikke enig. Men vi er enige om, at debatten om EU og internationalt samarbejde er vigtig, så derfor indleder vi med dette nummer en diskussion om EU og internationalt samarbejde set fra et progressivt synspunkt. En debat om venstrefløjen skal arbejde for en udtræden eller nedlæggelse af EU eller arbejde inden​​ for EU - blive og reformere.​​ 

For de grønnes partialliance i Europa-parlamentet, hvor SF er medlem, blev EU-parlamentsvalget en stor succes - ikke mindst for de tyske grønne og for SF, som gik fra en til to mandater. ​​ Over en bred kam gik de grønne partier frem og har nu omkring ti procent af stemmerne. Imidlertid bliver man nødt til at stille spørgsmålet, om de grønne vil være en progressiv kraft eller ende som støtte for nyliberalismen. Baggrunden herfor er, at nogle af alliancens tidligere ledende medlemmer som Daniel Cohn-Bendit og tidligere EU-parlamentsmedlem og minister under den tidligere, franske præsident Francois Hollande, Pascal Canfin har tilsluttet sig den nuværende franske præsident Emmanuel Macrons bevægelse. ”La France en Marche”. Hertil kommer, at de tyske grønne i et par delstater danner koalitionsregering med de borgerlige.

For den socialdemokratiske gruppe S&D blev valget – om ikke en katastrofe, så tæt på. Gruppen mistede 37 pladser i EU-parlamentet og er nu nede på 154 - langt fra storhedstiden i begyndelsen af århundredet, hvor gruppen havde 232 pladser. For de tyske socialdemokrater blev valget en katastrofe. SPD blev kun tredje størst og er nu nede på kun 16 pladser. Interessant er det også, at såvel det portugisiske som det spanske​​ socialistparti, der på den hjemlige front fører en anden økonomisk politik end den af EU anbefalede nedskæringspolitik, begge gik frem. Gruppen gik måske nok til valg på et fælles grundlag, men den har næppe et fælles projekt. Det afspejlede sig blandt andet i valget af kommissionsformand, hvor en række medlemmer stemte imod von der Leyen, mens andre stemte for.

For den øvrige venstrefløj var valget til EU-parlamentet en alvorlig lærestreg. Gruppen GUE/NGL, hvor Enhedslisten er med, tabte 11 mandater og er​​ nu nede på 41. Det var en de facto delt venstrefløj, som gik til valg. Tre meget forskellige projekter konkurrerede med hinanden: Det var ”Nu Folket”, hvori blandt andet ”La France Insoumise”, den portugisiske ”Venstreblokken” og ”Enhedslisten” deltog, så​​ var det ”Det Europæiske Venstreparti” med blandt andre tyske ”Die Linke” og endelig den tidligere, græske finansminister Yannis Varoufakis ”DiEM 25”.​​ 

De tre projekter var meget forskellige for så vidt angår politisk strategi og fokus i deres kampagner. I​​ blandt andet Tyskland indebar det, at venstrefløjen mistede mindst et mandat – muligvis flere. Det samlede billede er, at ingen vandt, alle tre projekter tabte.

Der er formentlig enighed om blandt de tre grupper om, at EU består af en række udemokratiske institutioner, der indeholder mulighed for såvel en reaktionær som en progressiv politik. Men det står også klart, at EU især fremmer det såkaldt frie marked og de globale virksomheder. Der er formentlig også enighed om, at EU politisk ligger til højre. Den​​ økonomiske politik har medført stigende arbejdsløshed, dårligere​​ sikring af arbejderne, voksende fattigdom og manglende lydhørhed overfor de mange millioner europæere, der føler sig svigtet og marginaliseret og som fortsat ser nationalstaten som den ramme, hvori både deres dagligliv og politikken meningsfyldt kan udspille sig og hvorfra de forventer tryghed og beskyttelse. I den sammenhæng skal man huske på den behandling den græske befolkning blev udsat for efter finanskrisen udbrød i 2008. Det overordnede spørgsmål er derfor: Kan man reformere EU og dets institutioner eller er EU i selve sin konstruktion højrefløjens projekt og det derfor er nødvendigt at opbygge et nyt projekt?

Resultatet af EU-parlamentsvalget viser en voksende polarisering mellem de progressive partigrupper. Måske mindre i forhold til nedskærings- og arbejdsmarkedsspørgsmål og socialpolitikken som i forhold til afvikling af EU kontra udvikling og konsolidering.​​ 

Vi må derfor stille os det helt grundlæggende spørgsmål, om indgreb eller ændringer i de fire såkaldte friheder – fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser, der er selve fundamentet for EU - indebærer et ophør eller nedlæggelse af EU. Findes der en europæisk offentlighed, hvor den politiske debat kan føres eller er den i al væsentlighed en national debat? Kan fælles institutioner som euroen og Den europæiske Domstol udgøre rammerne for udviklingen af et demokrati eller er de en hindring?

Mange flere spørgsmål kan stilles Men det vigtige er, at komme bort​​ fra en ufrugtbar debat for eller imod EU og i stedet bevæge sig henimod en reel diskussion om, hvad de politiske krav skal være, når et europæisk samarbejde skal skabes og hvis interesser, der skal være fremherskende.

Den diskussion tager Kritisk Debat hul på med Costas Lapavitsas artikel ”Vi har brug for en Labour Brexit” og Jan Helbaks ”Existrategiens illusion”.​​ 

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019