Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

S-regeringens udfordringer

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Denne artikel analyserer​​ de politiske udfordringer, der venter den nye S-regering.​​ Er det​​ f.eks.​​ et centrum-venstre-projekt, der er​​ uventet​​ ved at​​ genopstå​​ som​​ Fugl Føniks af asken, eller er udfordringerne nogle helt andre?

Det var​​ uden for enhver tvivl​​ Mette Frederiksens projekt​​ om en ren S-regering med Radikale Venstre, Enhedslisten og SF som sit parlamentariske grundlag, der​​ sejrede ved​​ folketingsvalget.​​ Men det​​ var​​ Socialdemokratiet ’version Mette Frederiksen’​​ med mindre​​ vælgeropbakning​​ 2019​​ end Socialdemokratiet ’version Helle Thorning Schmidt’​​ i​​ 2015, der vandt regeringsmagten.​​ Socialdemokratiet vandt​​ kun kampen om ca. en fjerdedel af​​ vælgerne, men​​ hele​​ kampen om regeringsmagten.​​ 

I 2015 fik Socialdemokratiet med Helle Thorning Schmidt som formand​​ 924.940 stemmer svarende til 26,3 % af stemmerne. I 2019 fik Mette Frederiksens nye projekt lidt færre stemmer, nemlig 915.393​​ stemmer svarende til 25,9 % af stemmerne.​​ Den store forskel er​​ således, at i​​ 2015 tabte Helle Thorning Schmidt regeringsmagten​​ med lidt flere socialdemokratiske vælgere,​​ end​​ Mette Frederiksen​​ vandt regeringsmagten​​ med i 2019.​​ 

Denne​​ forskel​​ er ikke en direkte følge af​​ Mette Frederiksens​​ nye politiske projekt,​​ men hænger dog nøje sammen med det.​​ Fra​​ den​​ første dag som partiformand​​ satsede​​ Mette Frederiksen​​ ​​ at erobre stemmer hen over midten. Ikke mindst​​ i det tidligere ’gule Danmark’​​ hvor det skulle ske​​ på bl.a. en stram udlændingepolitik​​ og en styrket​​ socialdemokratisk​​ velfærdspolitik.​​ Mette Frederiksens​​ strategi var​​ fra starten​​ klar og entydig.​​ Socialdemokratiet​​ skulle​​ politisk​​ stå der, hvor partiet realistisk​​ kunne​​ flytte​​ tilstrækkeligt mange mandater hen over midten, så der kunne​​ sikres​​ en ren S-regering.​​ 

Mette Frederiksen havde på forhånd kalkuleret med en politisk omkostning ved sådant projekt. Det ville sandsynligvis give både Radikale Venstre, Enhedslisten og ikke mindst SF en mulighed for at gøre et vist indhug i bl.a. de vælgere, som Helle Thorning Schmidt i 2015 havde vundet fra SF. Men det var Socialdemokratiets klare ambition, at der skulle flyttes flere vælgere hen over midten, end partiet ville blive nødt til at afgive til sine parlamentariske støttepartier. Ambitionen var, at Socialdemokratiet ’version Mette Frederiksen’ samlet set skulle vinde større vælgeropbakning end Socialdemokratiet ’version Helle Thorning Schmidt’. Både som en ekstra fjer i hatten til Mette Frederiksen som partiformand og ikke mindst for at sikre S-regeringen et så stærkt mandat som muligt.

Dette​​ politiske​​ projekt indebar, at Socialdemokratiet flyttede sig til en politisk​​ position,​​ som​​ gjorde det nødvendigt at​​ satse på en ren S-regering, der​​ så skulle​​ regere​​ med​​ skiftende flertal på​​ de​​ forskellige politikområder. ​​ En S-regering, der den ene dag førte det, Mette Frederiksen senere døbte den ’brede’ udlændingepolitik​​ sammen med Venstre og DF, og som den anden dag førte velfærds- og klimapolitik med​​ sit eget​​ parlamentariske grundlag.​​ 

Denne​​ strategi lykkedes. 11 mandater blev der flyttet hen over den politiske midte. Nok til at sikre en S- regering.​​ Det eneste, der ikke helt lykkedes, var​​ ambitionen​​ om at kombinere det med fremgang hos vælgerne. Den​​ blev ikke indfriet.​​ Den S-politik, der flyttede tidligere blå stemmer over til Socialdemokratiet,​​ kostede​​ mindst ligeså mange tidligere​​ S-stemmer til formodentlig både SF og Radikale Venstre.​​ 

Uden at​​ forklejne hverken Pia Olsen Dyhr eller Morten Østergaards​​ valgkampe viste​​ Mette Frederiksens projekt​​ sig​​ også​​ som en​​ vigtig​​ fødselshjælper for​​ et godt folketingsvalg​​ til​​ både​​ SF​​ og de radikale.

 

Forståelsesaftalen

Den solide fremgang​​ for både Radikale Venstre og SF​​ banede​​ sammen med et godt​​ valg for Enhedslisten​​ vej for et vist​​ politisk pres på Mette Frederiksen, der måtte i gang med en længere forhandlingsrunde​​ for​​ at​​ finde frem til en politisk forståelse med de radikale og venstrefløjen.​​ Det var hverken​​ nyt​​ eller​​ uforudset for Mette Frederiksen. Tværtimod var det en naturlig​​ del af projektet.​​ Der gik​​ en​​ klar​​ linje fra Mette Frederiksens regeringsprojekt til det politiske forståelsespapir med​​ SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.​​ 

Det eneste lidt nye var, at​​ den store​​ fremgang for SF og Radikal Venstre og Socialdemokratiets mangel på samme​​ betød, at Socialdemokratiet blev lidt mere​​ politisk afhængigt af det​​ parlamentariske grundlag, end Socialdemokratiets valgoplæg​​ til vælgerne​​ var​​ forhåndsindstillet​​ til.​​ Mette Frederiksen havde selvfølgelig holdt nogle af de​​ mere​​ åbenlyse indrømmelser til SF og Enhedslisten tilbage til de forventede forhandlinger. Men under forhandlingerne har det givetvis været nødvendigt med lidt yderligere som følge af valgresultatet og måske også​​ støttepartiernes indsats ved forhandlingsbordet.​​ 

Den politiske forståelsesaftale mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten kan på mange måder​​ læses​​ som et​​ ganske​​ præcist udtryk for​​ det socialdemokratiske​​ regeringsprojekt.​​ På den ene side​​ indeholder​​ aftalen​​ en​​ fælles​​ politisk retning og en​​ række politiske ambitioner inden for​​ netop​​ de områder,​​ hvor det socialdemokratiske projekt​​ på forhånd var farvet​​ til, at der skal​​ føres​​ politik sammen med​​ de tre støttepartier. Det gælder​​ ikke mindst​​ klima, miljø, natur, velfærd og uddannelse. I​​ mindre grad​​ gælder det​​ også​​ områder som integration, ulighed og udviklingspolitik.​​ 

På den anden side indeholder forståelsesaftalen nogle​​ politiske indkredsninger af​​ de politikområder, hvor​​ Socialdemokratiets egen politik er mere uafklaret, og hvor de potentielle samarbejdspartnere derfor er tilsvarende uklare, men hvor​​ det vil være farligt​​ for Socialdemokratiet​​ at satse​​ alene på de tre støttepartier. Det gælder først og fremmest den økonomiske politik. Her indeholder​​ forståelsesaftalen​​ kun​​ nogle overordnede formuleringer om mål og rammer, hvor de fire partier forsøger​​ at forene venstrefløjens lighedsambitioner med​​ Radikale Venstres hang til​​ nye arbejdsudbudsreformer​​ i​​ den politik, der skal skaffe tilstrækkeligt økonomisk råderum til​​ de fælles​​ klima-, uddannelses- og velfærdsambitioner.​​ 

Herudover indeholder forståelsesaftalen​​ nogle​​ ​​ punktvise opbrud fra​​ DF’s og VLAK-regeringens​​ nationalkonservative fremmedfjendskhed i udlændingepolitikken. Det svarer ganske godt til, at Socialdemokratiets begrundelse for den meget stramme udlændingepolitik hele tiden altovervejende har været velfærdsøkonomisk, men derimod​​ ikke direkte fremmedfjendsk eller antimuslimsk. I øvrigt matcher opbrudspunkterne​​ nogenlunde​​ de tilsagn, som​​ Lars Løkke Rasmussen​​ gav under valgkampen i forbindelse med lanceringen af sit forslag om dannelsen af en SV-regering.​​ Så punkterne udelukker ikke på forhånd støtte fra dele af de borgerlige oppositionspartier.

Endelig​​ udmærker forståelsesaftalen sig ved at gå​​ systematisk​​ uden om en række af de politikområder, hvor S-regeringen​​ udtrykkeligt​​ ikke har opbakning fra hele sit parlamentariske grundlag. Det gælder​​ bl.a. tidlig tilbagetrækning og EU-politikken. Tavsheden​​ gælder​​ derudover også​​ de område, hvor S-regeringen​​ udtrykkeligt​​ har tænkt sig at føre politik med de blå partier og henvise​​ sine egne​​ parlamentariske støttepartier til oppositionsbænken. Det drejer sig​​ ikke mindst​​ om retspolitikken og​​ det, som​​ Mette Frederiksens passende har døbt ’den brede udlændingepolitik’.​​ 

Ud fra forståelsesaftalen er det​​ således​​ klart, at der ikke er tale om et nyt centrum-venstre-projekt, der er ved at genopstå​​ som Fugl Føniks af asken.​​ Langtfra.​​ Der er ganske vist​​ tale om en regering med centrum-venstre-partier som sit parlamentariske grundlag. Men det er en regering, der kun på nogle​​ udvalgte​​ områder vil føre (forsigtig) centrum-venstrepolitik. På andre områder, ikke mindst den økonomiske politik, famler regeringen endnu efter både en klar politik og et dertil hørende klart parlamentarisk støttegrundlag. På atter andre områder, ikke mindst ’den brede udlændingepolitik’,​​ har regeringen på forhånd valgt sit parlamentariske grundlag​​ blandt de borgerlige partier,​​ mens​​ Radikale Venstre, Enhedslisten og SF​​ modsat har​​ valgt ikke at insistere på nogen form for politisk forståelse på dette område.

Alt i alt rummer forståelsesaftalen lidt flere politiske indrømmelser til både Radikale Venstre og venstrefløjen, end​​ man​​ måske​​ kunne forvente. Det er​​ måske​​ også​​ lidt flere, end​​ Mette Frederiksen​​ forventede og​​ oprindeligt​​ satsede​​ på.​​ Men herfra og til et egentligt centrum-venstre-projekt er der langt. Det kan ikke blot aflæses i Radikale Venstres centrale placering, men også i bl.a. den økonomiske politik.

 

S-regeringens økonomiske politik: cirklens kvadratur

Analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen har i​​ et debatindlæg i Berlingske Tidende​​ med vanlig polemisk​​ sans​​ sat fokus på de socialdemokratiske udfordringer i den økonomiske politik. Han​​ skriver her, at​​ den økonomiske politik, der skitseres i den politiske forståelsesaftale, vil blive en​​ ’ en nærmest umulig opgave’​​ for Mette Frederiksens regering.​​ Konkret​​ tager​​ hans argument​​ udgangspunkt i et af de lidt mere konkrete punkter i​​ den politiske forståelsesaftale, hvor der​​ er enighed om, at der skal​​ skaffes ti milliarder kroner ekstra​​ årligt til velfærdsfinansiering i 2025, og​​ hvor der samtidig er enighed om, at det skal ske​​ uden at gå på kompromis med​​ både​​ målene​​ om større økonomisk lighed og beskæftigelse.​​ ​​ 

Ifølge Otto Brøns-Petersens liberale teori​​ er det nemt at erklære opgaven for noget nær umulig. Ifølge den teori​​ kan man nemlig ikke omfordele og skabe øget lighed, uden at det samtidig går ud over det samlede arbejdsudbud,​​ og dermed​​ vil det også​​ ifølge traditionel økonomisk​​ gå ud​​ over den samlede beskæftigelse på sigt. Set i den​​ teoretiske​​ optik, som Otto Brøns-Petersen vel at mærke grundlæggende deler med både Finans-, Skatte- og Beskæftigelsesministeriet,​​ er den økonomiske politik, der skitseres​​ i den politiske forståelsesaftale,​​ således noget nær cirklens kvadratur.​​ 

S-regeringen​​ vil derfor​​ komme til at vælge.​​ Cirkel eller kvadrat. Enten venstrefløjens eller Radikale Venstres vej.​​ Enten skaffes de 10 mia. kr. i øget økonomisk råderum gennem f.eks. progressive skatter, der øger den økonomiske lighed, hvor det så vil​​ gå ud over arbejdsudbuddet​​ og dermed beskæftigelsen på sigt. Eller også​​ kan regeringen øge det økonomiske råderum f.eks.​​ gennem nye arbejdsudbudsreformer. Det vil så kunne øge​​ arbejdsudbuddet​​ og derigennem beskæftigelsen. Men det vil​​ typisk ske på bekostning af​​ den økonomiske ulighed.​​ 

Sådan har Mette Frederiksen og hendes folk givetvis ikke set på det. De har efter alt at dømme været overbeviste om eller i det mindste håbet at kunne undgå et sådant valg, da Mette Frederiksen​​ i den afsluttende forhandlingsrunde forhandlede de endelige formuleringer hjem.​​ ​​ Men at dømme efter flere kilder tæt på de afsluttede forhandlinger er der reelt ingen, heller ikke de tre hovedforhandlere, der præcist ved, hvordan aftalens rammer for den økonomiske politik skal forstås, endsige​​ udmøntes konkret. Men​​ det​​ vil sikkert være et​​ godt gæt, at​​ Socialdemokratiet​​ forestiller sig en eller anden form for miks mellem (progressive) skatteforhøjelser og arbejdsudbudsreformer af den ene eller den anden slags. Om det er 50-50 eller et andet blandingsforhold er der vist ingen,​​ der ved mere præcist​​ endnu.​​ 

Det skal derfor blive​​ meget​​ spændende at følge​​ S-regeringens økonomiske politik. Vil​​ regeringen bryde​​ op fra den hidtidige​​ økonomiske​​ politik, eller vil den​​ i stedet forsøge sig med en passende kombination af øget progressiv beskatning og​​ nye​​ arbejdsudbudsreformer med så ringe (eller slet ingen) ulighedseffekt?​​ 

S-regeringen​​ kan​​ beslutte sig for at bryde op fra det udbudsøkonomiske paradigme. Men det vil kræve både politisk mod og​​ nytænkning af den økonomiske politik.​​ En sådan nytænkning kan komme fra​​ Socialdemokratiet selv, men​​ den kan også komme fra​​ SF​​ eller​​ Enhedslisten,​​ fra​​ fagbevægelsen​​ og​​ fra​​ kritiske økonomkredse.​​ 

Uanset hvad Socialdemokratiet vælger,​​ vil​​ den valgte politik få​​ store​​ politiske​​ konsekvenser. For det økonomiske råderum​​ til fremtiden velfærd og klimapolitik. For​​ fremtidens økonomiske ulighed.​​ Valget af økonomisk politik vil samtidig udstikke​​ nogle klare rammer, hvad der kan og eventuelt skal komme ud af​​ regeringens evaluering af bl.a. førtidspensions-, sygedagpenge-, kontanthjælps- og beskæftigelsespolitikken. Samtidig må det forventes at​​ influere​​ direkte eller indirekte​​ på hele diskussionen om fremtidens ydelsessystem i tilknytning til den såkaldte ydelseskommission, som regeringen vil lade arbejde det næste års tid. Fremtidens eventuelle alternativer til Thorning Schmidt-regeringens ’reformamok’ vil således være tæt knyttet til den konkrete udformning af S-regeringens økonomiske politik.

Socialdemokratiets vælgerudfordring

Mette Frederiksen har gjort rigtig meget for ikke at gentage Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndals massive svækkelse hos vælgerne i kølvandet på selve regeringsdannelsen i 2011. Dengang havde S-SF-alliancen lovet vælgerne en masse. Op til 2019-valget lovede Mette Frederiksen helt bevidst ikke vælgerne ret meget. Hun skulle ikke​​ nyde noget af at​​ gentage fiaskoen med den ene løftebrudsanklage efter den anden.​​ Mette Frederiksen​​ har da også​​ indtil videre undgået det vælgermæssige dyk og den dertil hørende politiske svækkelse, som både Socialdemokratiet og SF meget hurtigt blev udsat for efter dannelsen af SRVSF-regeringen i 2011.​​ 

Til gengæld har Mette Frederiksen med 2019-valget fået en helt anden vælgerudfordring​​ på lidt længere sigt.​​ Mette Frederiksen​​ og Socialdemokratiet har​​ med​​ folketingsvalget​​ og den politiske forståelsesaftale forpligtet sig på en lidt rødere (og grønnere) politik, end Socialdemokratiet gik til valg på, og som partiet formåede at tiltrække et vælgergrundlag​​ med flere tidligere DF- og V-vælgere og​​ færre venstresocialdemokratiske​​ vælgere. Dermed​​ kan Socialdemokratiet ikke tage det for givet, at der uden videre vil være fuld og ubetinget vælgeropbakning til at føre​​ en lidt mere rød​​ og grøn​​ politik.​​ Specielt ikke, hvis det lykkes for Venstre og de øvrige borgerlige partier at udnytte denne sprække til at komme på banen med en kritik, der udstiller​​ Socialdemokratiet som værende i fæle socialister og eks-kommunisters vold til skade for almindelige danskere. Så vil det kunne blive en større politisk​​ udfordring for Mette Frederiksen, hvis hun skal​​ sikre sig den nødvendige vælgeropbakning til at​​ føre rød politik med opbakning fra de blå Bjarner​​ og de gule udkantssegmenter.​​ 

Derfor​​ gør Socialdemokratiet​​ formodentlig klogt i at prioritere​​ den særlige​​ opgave, det vil være​​ at overbevise hele det potentielle S-vælgerbagland om den kommende politiks fortræffeligheder.​​ Den opgave løser de socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer​​ ikke alene ved de politiske forhandlinger bag lukkede døre.​​ Det vil​​ kræve, at Socialdemokratiet​​ også​​ forhandler ud ad vinduet med befolkningen om hovedlinjerne i bl.a. den økonomiske politik, klima- og​​ velfærdspolitikken.​​ En tilsvarende opgave påhviler​​ SF og Enhedslisten, hvis de vil have de størst mulige resultater med størst mulig folkelig opbakning.

Tidlig pension

Denne udfordring​​ med at sikre​​ tilstrækkelig vælgeropbakning kan blive særlig stor, når det drejer sig om den​​ måske vigtigste​​ socialdemokratiske​​ mærkesag i valgkampen: retten til​​ tidlig pension.​​ Mange vælgere tvivler i dag på, at det socialdemokratiske forslag om ret til tidlig pension vil blive til noget.​​ En​​ nylig​​ meningsmåling lavet af Greens Analyseinstitut viser, at​​ kun​​ en tredjedel af de adspurgte tror, at Mette​​ Frederiksen får gennemført sin politik om ret til tidligere pension. Spørger man Socialdemokratiets egne vælgere, er det​​ dog​​ 52 procent, der tror på, at planen vil lykkes.

I første omgang​​ havde Socialdemokratiet​​ ellers​​ ingen problemer med vælgeropbakning.​​ Mange af de​​ lønmodtagere, der har svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet helt frem til en stadigt højere pensionsalder,​​ lyttede opmærksomt til​​ Socialdemokratiets principper om ret til tidlig pension1.​​ I en række​​ undersøgelser før valget2​​ var der massiv folkelig opbakning til, at nedslidte skulle have mulighed for at gå tidligere på pension end andre.​​ 

Men dermed​​ var vælgeropbakningen til tidlig pension ikke​​ nødvendigvis​​ langtidssikret.​​ Det ses bl.a. af​​ borgerlige partiers​​ vellykkede​​ forsøg på​​ allerede inden valgkampen​​ at​​ så tvivl og skepsis i befolkningen. Det skete​​ i form af et længe tilrettelagt politisk forlig​​ uden om Socialdemokratiet om forbedring af seniorførtidspensionsordningen i form af en ny seniorpension.​​ Det lykkedes ganske godt. I valgkampen kunne de borgerlige partier så forsvare sig mod Socialdemokratiets forslag ved at henvise til, at de nedslidte med den nye seniorpension kunne få en førtidspension, der var flere gange større end en tidlig folkepension. Dette tog lidt af vinden ud af sejlene for Socialdemokratiet i selve valgkampen, og ikke mindst lettede det presset​​ på Dansk Folkeparti.

Samtidig brugte både regeringen og​​ Radikale Venstre​​ forhandlingerne til at binde Dansk Folkeparti så meget som muligt til en samlet borgerlig afvisningsfront​​ over for​​ alle socialdemokratiske forslag om at indføre ret til tidlig pension​​ på denne side af 2040.​​ I aftalen om forbedring af seniorførtidspensionen indgår det bl.a., der partierne er enige om at nedsætte​​ en kommission, der​​ skal undersøge fordele og ulemper ved anciennitetsbaserede modeller for tidligere tilbagetrækning (differentieret pensionsalder).​​ Kommissionen skal​​ være færdig med sit arbejde senest i 2021.

En​​ anden​​ og ligeså vigtige​​ del af​​ den borgerlige modkampagne​​ gik​​ på at så tvivl​​ hos vælgerne​​ om de socialdemokratiske intentioner.​​ Undervejs i valgkampen svingede​​ Lars Løkke Rasmussen sig​​ op til at kalde det socialdemokratiske forslag for årtiers største vælgerbedrag.​​ Socialdemokratiet​​ lovede​​ efter​​ Lars Løkke Rasmussens​​ opfattelse en hel masse​​ mennesker​​ en rettighed, som alligevel aldrig ville få, når det kommer til stykket.​​ 

Lars Løkke Rasmussens var ikke grebet helt ud af den blå luft.​​ Før folketingsvalget viste​​ en måling fra Greens Analyseinstitut, at 20 pct. af danskerne​​ troede på, at de vil blive omfattet af Socialdemokratiets forsalg om en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, selv om det ville være væsentlig færre, der kunne komme tidligere på pension inden for de 3 mia. kr., som Socialdemokratiet havde sat af til formålet.​​ 

Ved at udstille disse overdrevne forventninger som løfter, der ikke ville blive indfriet, forsøgte Lars Løkke Rasmussen at forstærke vælgernes usikkerhed og​​ derigennem​​ underminere Mette Frederiksens politiske troværdighed.​​ Denne​​ kampagne vil givetvis fortsætte, og den vil få hjælp fra​​ Kristian Thulesen Dahl, der​​ med tilslutning til seniorpensionsforliget har​​ Dansk Folkeparti​​ meldt sig ind i den borgerlige afvisningsfront.​​ 

Efter valget har Dansk Folkeparti kun skærpet sine​​ krav til Socialdemokratiet om at fremlægge et konkret forslag, som Dansk Folkeparti og de øvrige partier​​ ​​ kan tage stilling til. Bagtanken​​ med det er klar.​​ Socialdemokratiet skal lokkes​​ på banen​​ så hurtigt som muligt. Inden der​​ eventuelt (igen)​​ bliver skabt​​ et​​ større vælgermæssigt pres på bl.a. Dansk Folkeparti for at medvirke til tidlig pension.​​ 

Det vil derfor være politisk farligt, hvis Socialdemokratiet lader​​ sig lokke, fordi det så bliver​​ let for Dansk Folkeparti at​​ spille rollen som den politiske​​ fejlfinderen, der​​ afviser enhver​​ realitetsforhandling. Sker det, vil det​​ uden tvivl​​ give S-regeringen en første alvorlig politisk mavepuster.

Som alternativ hertil har​​ S-regeringen​​ muligheden for at​​ få fagbevægelsen med på at køre en længerevarende politisk kampagne for at udbygge støtten til tidlig pension. Det​​ vil kunne øge det politiske pres på Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet vil i den kommende periode være helt afhængig af at kunne øge det vælgermæssige og politiske pres på Dansk Folkeparti. Ellers er chancerne for at få DF til at medvirke til at indføre tidlig pension i det nuværende folketing meget ringe.

Som det ser ud nu, synes​​ heller ikke​​ trepartsvejen at være nogen farbar vej. Risikoen for en ren Christiansborgløsning er ganske enkelt alt for lille til, at DA vil så meget som overveje en trepartsløsning, der omfatter tidlig pension. Hvis Socialdemokratiet og fagbevægelsen alligevel ønsker at satse på en trepartsløsning, er der ingen vej uden om​​ først​​ at øge den folkelige mobilisering og det politiske pres på Danmark Folkeparti. Derigennem​​ kan​​ mulighederne for et politisk flertal på Christiansborg​​ øges, og det kan måske​​ presse DA og baglandet i DI, Dansk Byggeri, mv.

For indeværende er det yderst usikkert, om​​ S-regeringen vil og tør​​ gå i denne retning.​​ Det er for så vidt ikke så mærkeligt.​​ Det​​ vil nemlig​​ indebære en politisk risiko for Socialdemokratiet. Hvis Socialdemokratiet​​ opnår større​​ folkelig støtte og opbakning,​​ vil det​​ efter al​​ sandsynlighed​​ også øge vælgernes forventning og krav til​​ Socialdemokratiet om​​ så også​​ at levere varen. Da​​ Socialdemokratiet​​ ikke kan udstede politiske garantier for,​​ at det vil blive muligt i den indeværende valgperiode, kan det​​ vise sig​​ risikabelt. Men omvendt vil en øget vælgeropbakning give Socialdemokratiet bedre​​ politiske​​ kort på hånden. Så vil Mette Frederiksen have den mulighed​​ at lade vælgerne​​ sammensætte et nyt folketing, og her satse på, at​​ der​​ vil komme et​​ flertal for ret til tidlig pension.​​ 

Venstrefløjen

Både SF’s Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens Pernille Skipper var ovenud glade, da den politiske forståelsesaftale​​ var en realitet.​​ De mange rosende ord udtrykte nærmest​​ overraskelse​​ over Mette Frederiksens imødekommenhed. ​​​​ På den baggrund er der​​ god​​ grund til at forvente, at både SF og Enhedslisten vil bruge mange kræfter i efteråret på at få regeringen til at omsætte så mange af de aftalte ting til konkret politik allerede i tilknytning til finansloven for 2020.

Derimod er det mere tvivlsomt, om nogen af de to partier for alvor vil prioritere nogle af de​​ andre​​ politiske​​ områder, hvor der ikke er truffet aftale om en centrum-venstre-kurs. Det gælder først og fremmest den økonomiske politik og hele finansieringen af velfærds- og klimapolitikken, hvor der som beskrevet ovenfor står ganske meget på spil. Det samme​​ gælder det hele slagsmålet om ret til tidlig pension. Her har​​ SF indtil videre været nærmest fraværende og uden​​ brugbare​​ initiativer,​​ mens​​ Enhedslisten​​ har svinget fra ophidset kritik til en mere kritisk støttende linje.​​ 

Endelig gælder det, som Mette Frederiksen kalder den brede udlændingepolitik og integrationen på arbejdsmarkedet, hvor bl.a. SF og Enhedslisten indtil videre er henvist til at vælge mellem en stærk oppositionsrolle eller en underdrejet pragmatisk​​ søgen indflydelse i den stramme udlændingepolitik sammen med Venstre og formodentlig også Dansk Folkeparti.

 

Blå bloks​​ sammenbrud

Indtil videre har Mette Frederiksens regering haft noget nær fred for nærgående kritik fra de borgerlige oppositionspartier. S-regeringen​​ nyder godt af​​ den​​ dybe​​ splittelse mellem de borgerlige partier og​​ ikke mindst af splittelsen​​ mellem forskellige fløje internt i Venstre.​​ Som specielt Venstre-diskussionerne ruller for åben skærm lige nu,​​ ser det ud til, at​​ Mette Frederiksen kan​​ gøre det endnu​​ nogen tid.​​ Men hvor længe og hvor meget det vil kunne komme S-regeringen til gavn,​​ afhænger af​​ i høj grad​​ af, hvor dybt og grundlæggende​​ sammenbruddet i den blå blok​​ er.

Sammenbruddet i blå blok er både dybt og grundlæggende. Det har tilmed​​ været en politisk realitet længe. Vi skal helt tilbage til finanskrisen i 2008 for at finde det dybereliggende økonomiske grundlag for sammenbruddet i blå blok.​​ Finanskrisen udraderede med et slag​​ det økonomiske grundlag for​​ Anders Fogh Rasmussens blå​​ blokpolitik​​ med​​ plads til både​​ stram udlændingepolitik, lempelig liberal velfærdspolitik, skattestop​​ med et stadigt voksende tab af skatteprovenu i milliardklasse​​ samt ikke​​ finansierede skattelettelser.​​ 

Efter finanskrisen​​ var​​ der​​ langt mindre​​ økonomisk og politisk​​ råderum for både SRVSF-regeringen, SR-regeringen​​ og Lars Løkke Rasmussens to​​ regeringer. Selve skattegrundlaget skrumpede med​​ både selve​​ finanskrisens tilbageslag​​ og en​​ lavere​​ økonomiske vækst​​ i de efterfølgende år. Hertil kom, at fortsat skattestop og fortsatte skattelettelser yderligere forøgede det samlede provenutab. Dermed indsnævredes det økonomiske råderum for LA og de konservatives krav om markante skattelettelser, mens Dansk Folkeparti fik nye og større argumenter for at få gjort noget ved de samlede nettoudgifter til flygtninge og familiesammenførte. De blev​​ stadigt mere tyngende,​​ og​​ de​​ voksede​​ yderligere​​ ikke mindst med det voksende antal flygtninge fra 2015.​​ 

Da Lars Løkke Rasmussen genvandt statsministerposten i 2015, var de økonomiske og politiske muligheder for fortsat at føre grundlæggende Venstrepolitik med accept og støtte fra både Dansk Folkeparti, de konservative og Liberal Alliance derfor ganske alvorligt svækkede. Den rene V-regerings skæbne kan​​ ses som udtryk for​​ dette.

Helt galt​​ gik det, da Liberal Alliance så tilmed skruede op for kravene og de stålsatte blå øjne,​​ samtidig med at Dansk Folkeparti​​ skærpede​​ de udlændinge- og velfærdspolitiske krav. Dermed​​ måtte​​ den​​ blå​​ blokpolitik​​ ​​ endeligt​​ i opløsning. Kun forlænget med​​ iltfattig kunstigt åndedræt​​ fra et tilbud til Liberal Alliance om at droppe skattekravene til fordel for ministerbiler og en alt andet end liberal rets- og udlændingepolitik​​ med smykkelov, burkaforbud, osv.​​ 

Derfor gik de borgerlige partier til valg på alt​​ muligt​​ andet end en fortsættelse af blå blok og VLAK-regeringen. DF med krav om en VDK-regering.​​ Lars Løkke Rasmussen​​ med et​​ forsøg på i det mindste at lave en feberredning for Venstre med et forslag om dannelse af en SV-regering, der først og sidst skulle skaffe stemmer til Venstre, og som​​ ​​ i anden række skulle frisætte Venstre fra den blå blokpolitik uden om de radikale til at kunne søge andre former for indflydelse og adgangsveje til statsministerposten ved næste folketingsvalg.​​ Lars Løkke Rasmussen sagde uden så meget som at orientere det øvrige Venstre-formandskab farvel til det fortsatte​​ Sisyfosarbejde​​ med at samle blå blok om et (nyt) borgerligt projekt og føre oppositionspolitik på det​​ og goddag til et​​ mere​​ frit​​ stillet​​ Venstre, der​​ selv​​ kan​​ føre​​ en​​ oppositionspolitik​​ uden de øvrige borgerlige partier på slæb. Goddag til et Venstre, der tager politisk farve af dem,​​ Lars Løkke Rasmussen​​ søger samarbejde med​​ for at​​ pege frem mod et ikke nærmere specificeret landskab af mulige centrum-højre-koalitioner og dertil knyttede​​ regeringskonstellationer.

Dette politiske kursskifte har Lars Løkke Rasmussen ikke just fået tak for af hverken Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller de konservative. Internt i Venstre har det udløst mere eller mindre ukontrollerede fløj- og personkampe, der i skrivende stund ikke har nogen klar deadline med Lars Løkke Rasmussens tilsyneladende ønske om at klynge sig til formandsposten frem til næste valg.​​ 

Alt tyder derfor på, at Mette kan se frem til at være fri for stærk oppositionspolitik en rum tid endnu. I det omfang der overhovedet vil være en opposition fra Venstre, ser det med Lars Løkke Rasmussens nye projekt ud til at blive en konstruktiv resultatsøgende opposition, der formodentlig vil prøve at byde sig til på bl.a. den økonomiske politik mod passende politisk betaling. Dermed vil Mette Frederiksen formodentlig slippe for udelukkende at være henvist til sit eget parlamentariske grundlag i den økonomiske politik. Socialdemokratiet vil, ivrigt støttet af Radikale Venstre, kunne true SF og Enhedslisten med at gå til højre i den økonomiske politik. De politiske fortøjninger af den økonomiske politik, som venstrefløjen fik ind i forståelsesaftalen, kan dermed risikere ikke at holde hele valgperioden. Finansloven for 2021 kan blive den første alvorlige prøve herpå.

 

 

 

​​ 

 

1

​​ Se nærmere om baggrunden herfor hos Bent Gravesen:​​ Tilbagetrækning og pension: En neoliberal succeshistorie,​​ Kritisk Debat april 2019

2

​​ I februar viste​​ en undersøgelse foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, at​​ ni ud af ti danskere, at folk, der er nedslidte, skal kunne gå på pension før tid.​​ I en undersøgelse​​ foretaget af​​ Epinion for 3F​​ i april​​ svarede​​ 8 ud af 10, at de mener, at mennesker, der har udført et nedslidende arbejde, skal have mulighed for tidligere folkepension end mennesker i mindre nedslidende job.


Næste nummer udkommer 15. december 2019