Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Mislykket spansk regeringsdannelse – var det nogensinde alvor?

 

Af Niels Frølich

 

Indtil videre er det mislykkedes for Pedro Sánchez at danne en ny spansk regering, idet PSOE – det spanske socialdemokrati – ikke opnåede et​​ tilstrækkeligt antal ja-stemmer ved den sidste afstemning af to i 25.juli i det spanske parlaments underhus. De to borgerlige partier Partido Popular og Ciuadadanos, ultra-højrepartiet Vox og det catalonske, borgerlige nationalistparti - Puigdemonts parti​​ – PDeCat stemte imod, mens Unidas Podemos, det baskiske nationalistparti PNV og det venstrerepublikanske, catalonske nationalistparti ERC afstod. Er det ikke muligt for Sánchez og PSOE at skaffe sig et parlamentarisk grundlag inden 23. september, skal der​​ udskrives nyvalg.

 

PSOE har brugt truslen om udskrivelse af nyvalg som et våben mod Unidas Podemos – en koalition af Podemos og Izquierda Unida (IU) - der ved valget i april gik tilbage mens PSOE gik noget frem, men altså ikke nok til at gøre det, som partiets ledelse og Sánchez - PSOEs leder - helst ville, nemlig ligesom vores hjemlige Mette Frederiksen, regere alene. I realiteten ønsker ingen – heller ikke de borgerlige – et nyvalg. De borgerlige fordi de er bange for at styrke PSOE og PSOE fordi partiet​​ er bange for at valgtrætheden og skuffelsen over, at det ikke lykkedes at danne en regering med Unidas Podemos eller med Unidas Podemos som parlamentarisk grundlag vil få PSOE-vælgere til at blive hjemme på valgdagen.​​ 

 

Fordi PSOE ønskede at danne en mindretalsregering udskød og udskød man diskussionerne med Unidas Podemos om regeringsdannelsen til sidste øjeblik. Unidas Podemos position var fra begyndelsen af, at man ikke ville nøjes med en såkaldt ’samarbejdsregering’ med PSOE, men ønskede at indgå i en koalitionsregering. At indgå i en ’samarbejdsregering’ ville betyde, at Unidas Podemos ganske vist fik administrative poster i regeringsapparatet, men ikke i de centrale ministerier som finans, arbejde og økologisk overgang og ikke ministerposter og derfor​​ ikke adgang til regeringens maskinrum. ​​ 

 

Unidas Podemos stod fast på sine krav under henvisning til, at man havde fået halvt så mange stemmer som PSOE ved valget og fordi partiet ønskede reel indflydelse og ikke ønskede at komme i den situation, at PSOE lavede aftaler om økonomien med de borgerlige partier uden om Unidas Podemos, mens Unidas Podemos så kunne få lov til deltage i mere ’bløde’ områder.

 

At Unidas Podemos havde noget at have sine opfattelser i understreges af, at PSOE faktisk gik til valg på​​ et venstrefløjssamarbejde. Man skal huske på, at det var det tætte samarbejde mellem Iglesias – Unidas Podemos’ generalsekretær - og Sánchez, der tidligere havde gjort det muligt med støtte fra de regionale nationalistpartier at vælte den borgerlige PP-regering under Rajoy. Den socialdemokratiske mindretalsregering havde også et udstrakt samarbejde med Unidas Podemos i forbindelse med finansloven, hvor det bl.a. lykkedes Unidas Podemos at få øget mindstelønnen markant, noget som PSOE under valgkampen derefter tog hele æren for.

 

Efter valget, hvor styrkeforholdet mellem PSOE og Unidas Podemos ændredes i PSOEs favør, selvom partiet langt fra har den styrke, det tidligere havde, fik PSOEs pibe dog en anden lyd. PSOE ønskede nu en ren socialdemokratisk regering​​ – noget som PSOEs højrefløj som bl.a. består af de regionale partiledere med den nu detroniserede andalusiske leder Susana Díaz i spidsen, hele tiden har arbejdet for. Sánchez’ begrundelse for enegangen har formentlig været den samme som Mette Frederiksens herhjemme, nemlig at man som ren PSOE-regering ville kunne stå frit i parlamentet og samle vekslende flertal alt efter den politik, man ønskede gennemført.

 

Men for at kunne danne regering skulle man først igennem afstemningerne i parlamentet og her kalkulerede Sánchez formentlig med, at han ved at lade tiden gå kunne lægge pres på Ciudadanos midterfløj, der viste​​ tegn på at ønske at undlade at stemme imod Sánchez og på at være interesseret i et parlamentarisk samarbejde henover midten for at udmanøvrere​​ Unidas Podemos, en løsning som den spanske arbejdsgiverforening åbent har promoveret. Det viste sig imidlertid, at Ciudadanos leder Albert Rivera var i stand til at sætte en kæp i hjulet for sin egen midterfløj og efter en række udtrædelser af partiet og på trods af advarsler fra Macron i Frankrig om ikke at arbejde sammen med ultrahøjrepartiet Vox, har Rivera nu et fast tag om partiet. Slut med PSOEs drømme.

 

Det fejlslåede forsøg på at stryge højrefløjen med hårene tvang Sánchez til at ændre kurs og​​ han begyndte at bejle til Unidas Podemos. Nu kunne partiet godt få ministerposter, ganske vist på porteføljer uden central betydning. Men Iglesias holdt fast i, at Unidas Podemos skulle have tunge poster og at partiet selv ville bestemme hvilke personer, der skulle besætte disse poster, herunder Iglesias selv. Dette sidste afviste PSOE som helt umuligt i det håb, at Unidas Podemos ville falde til patten. Men til alles store overraskelse accepterede Iglesias PSOEs veto som man også tidligere havde accepteret​​ vetoerne mod ’tunge’ ministerposter og at man skulle accepterede PSOEs holdning i det catalonske spørgsmål.

 

Unidas Podemos søgte nu at få regeringsindflydelse ved at sigte på ministerier med indflydelse på socialpolitikken (ministeriet for økologisk overgang og arbejdsministeriet) og på ligestillingen og som havde betydelige budgetter. Derudover ønskede man Unidas Podemos-lederen og Iglesias kæreste Irene Montero som vicestatsminister. Alt dette undtagen vicestatsministerposten afviste PSOE, men tilbød ministerierne for bl.a. undervisning, ungdom, kultur og boliger, alle uden særlig indflydelse og meget begrænsede budgetter. Hårdt presset af de af sine egne, der ønskede en aftale med Unidas Podemos, tilbød Sánchez slutteligt Podemos ministeriet for ligestilling. ​​ 

 

Iglesias krav om ministerposter var der dog ikke enighed hed om hverken i Unidas Podemos selv eller hos dets koalitionspartner Izquierda Unida. Podemos-fraktionen Antikapitalisterne har hele tiden været imod et indtræde i en PSOE-regering ud fra​​ dets erfaringer i Andalusien med Susana Díaz. Andre kritikere i Podemos har tidligere advaret mod, at partiet søger regeringsdeltagelse (2) og mener, at det skal koncentrere sig om at igen blive en anti-establishment-kraft. IU mente ikke, at man skulle gøre regeringsdeltagelse til et kardinalpunkt, men nærmere søge en løsning som den portugisiske, hvor en socialdemokratisk mindretalsregering regerer på et parlamentarisk grundlag, der udgøres af minimumsaftaler indgået med venstrefløjspartierne inden regeringsdannelsen.

 

Hvorfor insisterede Iglesias og flertallet i Podemos så på regeringsdeltagelsen? Det giver Jacobinmags kommentator Eoghan Gilmartin følgende bud på (1):

- For det første var det Iglesias erfaring fra PSOE-regering fra juni 2018, at kun Unidas​​ Podemos’ kabinetsdeltagelse kunne holde Sánchez på et progressivt spor ellers ville han og PSOE-regeringen give efter for den herskende klasses pres, når det gjaldt om at stoppe progressive reformer

 

- For det andet ville kabinetsdeltagelse forhindre PSOE​​ i at indgå alliancer til højre og spille højre- og venstrefløjen ud mod hinanden også selvom Iglesias selv stod udenfor kabinettet

 

- For det tredje havde Unidas Podemos ført valgkamp på en venstrefløjskoalition og Iglesias ansås som vinderen af partilederdebatten og for dermed at have reddet Podemos fra en voldsom tilbagegang ved valget

 

Aftenen før afstemningen i parlamentet afbrød Sánchez forhandlingerne, fordi han nu havde et påskud til at sværte Unidas Podemos: Han kunne hævde at have strakt sig videre end nogen anden socialdemokratisk statsminister og at det var første gang siden Den anden Republik i 30ernes Spanien, at man havde været så tæt på en venstrefløjsregering, men at Unidas Podemos havde været den der med sine krav havde​​ umuliggjort noget sådant. At Sánchez handlede, som han gjorde, tyder på, at han hele tiden har haft til hensigt at rangere Unidas Podemos ud på et sidespor, men at han først nu følte sig stærk nok. Det er i hvert fald lykkedes at slå revner i Unidas Podemos dels er de interne​​ uenigheder i Podemos selv i løbet af processen blevet åbenlyse, dels fordi IU ønsker, at man forhandler videre med PSOE om en ’portugisisk’ løsning, dvs. en parlamentarisk aftale uden regeringsdeltagelse. Gør man det vil det være et ansigtstab for Iglesias og Podemos-ledelsen, gør man det ikke, risikerer man at sætte alliancen med IU over styr. Dertil kommer at begge de to store, faglige landsorganisationer UGT og CCOO (Comisiones Obreras) presser på for et venstrefløjssamarbejde og en række intellektuelle​​ og kunstnere gør det samme i​​ Manifiesto por un Pacto de Progreso​​ (3).

 

Tilbage er at forstå, hvorfor Sánchez handlede som han gjorde, især når det indtil valget havde været indtrykket, at han og Iglesias arbejde godt sammen og at det gode samarbejde derfor efter valget ville blive styrket og udbygget? Anabel Díez skriver i det spanske dagblad El Páis (4), at en forklaring kan ligge i at Sánchez for det første aldrig har haft reelle hensigter med hensyn til en PSOE-Unidas Podemos-regering og for det andet har Susana Díaz-fløjen, der jo var den drivende kraft i det kup, der i 2016 væltede Sánchez af pinden som PSOEs leder, fået vind i sejlene ved de kæntrede forhandlinger med Unidas Podemos. Denne fløj, der sidder på flertallet i PSOEs føderale komite, bryder​​ sig ikke alene ikke om Unidas Podemos holdninger i Catalonien-spørgsmålet, men heller ikke om partiets opfattelser af samfundsøkonomien eller den politik Unidas Podemos mener, man skal føre i EU. Endelig skriver Díez, at der er dem i PSOE, der mener, at et valg kunne komme både PP og PSOE til gode, mens det ville skade Ciudadanos og Podemos, men at problemet er, at PSOE og Podemos har overlappende vælgerskarer og et nyvalg derfor også kunne blive en boomerang, fordi disse vælgere kunne være trætte af at skulle deltage i endnu et valg indenfor kort tid.

 

Det er tænkeligt, at en Unidas Podemos-deltagelse i en regering ville ses som en klods om benet på en Sánchez og et parti, der tydeligvis har ambitioner om at indtage en ledende rolle blandt de socialdemokratiske partier i Europa og spille en fremtrædende rolle i EU.

 

Det kan undre, at Iglesias og flertallet i Podemos er så ivrige efter at deltage i en socialdemokratisk regering, når de europæiske erfaringer er så dårlige med denne konstruktion. Både i Norge​​ og Sverige blev de venstrefløjspartier, der deltog i socialdemokratiske regeringer slidt ned, bl.a. fordi de ikke formåede at sige fra i misforstået loyalitet overfor regeringen og dermed blev medansvarlige for de handlinger, som den socialdemokratiske storebror foretog sig og fordi de blev for snævert parlamentarisk orienteret og glemte, at en venstrefløj uden en mobilisering i samfundet frister en farlig tilværelse i et samarbejde med socialdemokratiske partier, der har regeringsmagten.​​ 

 

Og selv uden regeringsdeltagelse kan det gå galt. Det måtte SF i sin tid sande under Det røde Kabinet, der var den direkte årsag til sprængningen af partiet og dannelsen af Venstresocialisterne. Og Enhedslisten fik under Thorning-regeringen en sådan behandling, at Johanne​​ Schmidt-Nielsen erklærede partiet for at være oppositionsparti i stedet for parlamentarisk grundlag – uden det dog fik nogen praktiske følger. Og endelig måtte SF som regeringsparti i Thorning-regeringen sluge så mange kameler, at partiet nær var blevet udslettet og endte med at træde ud af regeringen. Det er ikke ufarligt at være for tæt på en socialdemokratisk regering uden hug- og stikfaste aftaler inden en regeringsdannelse og uden en betydelig mobilisering i udenfor parlamentet!

 

 

(1) Eoghan Gilmartin: ”Vetoing Podemos”,​​ Jacobinmag, 29. juli 2019

(2) Eoghan Gilmartin, Tommy Green: ”Podemos Must Become an Anti-Establishment Force Again”, interview med Manolo Monereo,​​ Jacobinmag, 15.​​ Juni 2019

(3)​​ http://www.infolibre.es/uploads/documentos/2019/07/18/_porungobiernodeprogresoya_73ab17a4.pdf, tilgået 4. august 2019

(4) Anabel Díez: ”Sánchez trabajará la investidura pero mantiene en pie la maquinaria electoral”,​​ El Páis, 28. Juli 2019


Næste nummer udkommer 15. december 2019