Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

 

Den såkaldte ghettoplan og nedrivning af almene boliger.​​ 

 

Tale til FNs Flygtningedag Aarhus Rådhusplads​​ 20 juni​​ 2019

 

Mathias Ottesen

 

Da Lars Løkke første gang annoncerede, at de såkaldte ’ghettoer’ skulle slettes fra

Danmarkskortet, måtte vi forstå at det hele handlede om, at løse nogle sociale problemer.

Man ville hjælpe alle de, der i særlig grad var ramt af arbejdsløshed, dårlig uddannelse

eller lave indkomster.

 

Det ville man så gøre, ved at rive boligerne, de mennesker bor i, ned.

Hvor komisk det end lød, er det desværre tæt på, at blive tragisk virkelighed.

Men målet, at hjælpe udsatte mennesker, kan man jo dårligt være imod. Jeg ønsker da for

alle, at de kan få et job, få den uddannelse de gerne vil have og tjene penge nok, til at

leve et behageligt liv uden unødige bekymringer!

 

Men da det så kom til stykket, var det ikke helt det, der blev målet alligevel.

Til trods for at partierne bag den såkaldte ghettopakke konstant påstår, at være de

ansvarlige, der tager sig af de rigtige problemer, gør de tilsyneladende det stik modsatte.

Forestil jer et boligområde. Der bor tusinde mennesker. Ikke én eneste er i arbejde, ingen

har højere uddannelse end grundskolen og alle er dømt for overtrædelse af straffeloven.

Det område, findes måske ikke. Men hvis det gjorde kunne vi nok blive enige om, at der

var et par problemer, man burde gøre noget ved.

Men hvis det område fandtes, var det ikke en såkaldt ghetto!

For et område kan kun komme på den famøse ghetto-liste, hvis over halvdelen af

beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Det vil altså sige, at hvis du er født i USA, New Zealand eller Holland, så er det er faktisk

tilnærmelsesvist helt ligegyldigt, hvor lidt du arbejder eller hvor meget kriminalitet du laver.

I hvert fald, kan du aldrig udgøre en ghetto.

Det minder mistænkeligt meget om en sag fra 2018, hvor DF og Konservative ville lukke

en kampagne, hvor debattører forsøgte at hjælpe personer, der var ofre for religiøs social

kontrol til at bryde ud. Hvorfor skulle den kampagne så lukkes ned?

Fordi der var for mange etniske danskere, fra kristne miljøer, der var en del af det.

Det var jo ikke meningen. Det var jo de ikke-vestlige og ’muslimerne’, der var målet. Ikke

undertrykkelsen!

Når oprindelsesland bliver den vigtigste faktor for at finde ud af, om et område skal

straffes med nedrivninger, klinger enhver påstand om, at det handler om at hjælpe de

udsatte, hult.

 

Det er ikke godt socialt arbejde, at sige at arbejdsløshed – eller social kontrol for den sags

skyld – kun er et problem, hvis den kommer fra Tyrkiet, Kina eller Rusland.

Når lovgivningen på den måde siger, at du kun tæller negativt i statistikken, hvis du er

ikke-vestlig, er det svært at beskrive den lovgivning som andet end systematiseret

racisme.

Og den racisme er et dobbelt​​ onde – en tohalet pisk, om man vil. For racismen er i sig selv

skadelig, uværdig og usympatisk.

Men det unødvendige fokus på oprindelse står faktisk i vejen for​​ at gøre​​ noget godt og løse​​ nogle virkelige problemer. Det står i vejen for, at man faktisk kan sætte ind over for

arbejdsløshed, faktisk sætte ind over for social kontrol og faktisk bekæmpe kriminalitet,

hvor end den måtte dukke op – og det kan vi ikke være bekendt!

Men lovgivningen blev altså til og kommunerne skulle sammen med boligforeningerne

finde ud af, hvordan de skulle jævne områderne med jorden.

Og mandag den 27. maj skete det ulykkelige. Brabrand Boligforening vedtog modvilligt –

50 stemmer for, 44 imod – den fremlagte plan til nedrivninger i Gellerup og Toveshøj.

Og jeg siger modvilligt!

For det virker på nuværende tidspunkt, som om at man ligefrem er nødt til at huske

byrådet på, at det ikke er med beboernes gode vilje, at der er blevet sagt ja.

For dagen efter det var gjort, stod flere byrådspolitikere, herunder Borgmester

Bundsgaard og Rådmand Simsek og glædede sig over, at der nu var opbakning og støtte

fra Brabrand Boligforening til planen.​​ Det er der ikke.

 

Lad mig læse et par linjer op, fra den udtalelse som et samlet repræsentantskab vedtog i

forbindelse med afstemningen:

 

”Nedrivninger af boliger og tvangsflytning af udsatte borgere løser ingen problemer.

Derfor tager vi afstand fra den såkaldte ghettolovgivning i almindelighed og fra Aarhus

byråds nedrivningsplan i Gellerup og Toveshøj i særdeleshed!

[…]

Helt paradoksalt er der en overhængende fare for, at udviklingsplanen for Gellerup

ikke fremmer udviklingen, men i stedet sætter den i stå. Unødvendig brutalitet, fraværet af

hensyn til beboerdemokratiet samt kommunalt bureaukrati risikerer at sætte de

seneste års fremskridt over styr.

 

Et flertal (50/44) i Brabrand Boligforenings repræsentantskab har i aften besluttet at

godkende aftalen med Aarhus kommune - ikke med glæde eller begejstring - men alene

fordi alternativet er en trussel om en statslig overtagelse af området, formentlig endnu

flere nedrivninger, og at yderligere flere tusinde mennesker skulle miste deres hjem.”

 

Når man hører den tekst, er det jo klart at det var altså ikke med hverken støtte eller

opbakning, der blev stemt ja. Det var med frygten for det, der ellers ville komme.

Men ’ja’ blev der stemt. Og selvom aftalen endnu ikke er godkendt i ministeriet og ingen

endnu ved hvem der bliver minister eller hvilke krav, der kommer til at være til den nye

regering har kommunen sendt kommunikationsmedarbejdere ud, for at fortælle beboerne

om den ’rejse’ de skal på nu.

En ’rejse’, som beboerne godt nok ikke selv har bestilt men som kommunen lader som

om, de selv gerne vil. Det er jo ikke en straf, hvis det er frivilligt indgået og på den måde,

fremstår handlingen mindre voldsom, end den faktisk er.

Den ’rejse’ er et andet ord for, at 600 boliger skal nedrives i Gellerup og Toveshøj.

Yderligere 300 i Bispehaven.

I alt 900 Boliger. Sådan hedder det i den oprindelige tekst.​​ Boliger.

900 hjem, ville være mere rigtigt. ​​​​ 900 familier bliver smidt ud af deres hjem.

På en dag som i dag – FNs internationale Flygtningedag – må vi huske på, hvor

forfærdelig en oplevelse det er, at miste sit hjem og blive tvunget væk fra sine venner,

naboer og det sted, man kendte som sin egen baglomme.

Det vil altid være hjerteskærende at blive jaget væk, fra sit eget hjem – uanset om

grunden er krig, forfølgelse eller en dansk regering og kommunes ønske om en såkaldt

’ny beboersammensætning’.

Tak for ordet.


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019