Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Jihadisme​​ og ’Generation Identitær’​​ som højreekstremistiske​​ ungdomsbevægelser

Carsten Jensen

 

Højrepopulister og neoliberalister har i snart fire årtier været det europæiske venstres foretrukne​​ politiske​​ modstandere. Styrkeforholdet mellem dem indbyrdes er blevet meget forandret de senere år med fx Trumps og Johnsons erobring af posterne som nationale ledere, men set under ét​​ er de​​ stadig de vigtigste kræfter til højre. Det bør dog ikke få en til at ’glemme at tænke på i morgen’, som præsident Clinton sagde. Under den aktuelt urolige overflade på højrefløjen, er der nye tendenser på vej, som måske​​ bliver store​​ politiske udfordringer på længere sigt.​​ 

 

Omtalte bøger:

 

Rasmus Hage Dalland​​ (2019)​​ Identitær. En rejse ind i Europas nye højre. København, Atlas.

 

Priester, Karin (2017)​​ Warum Europäer in den Heiligen Krieg ziehen. Der Dschihadismus als Rechtsradikale Jugendbewegung. Frankfurt, Campus Verlag.

 

Højreradikalismen​​ blandt yngre europæere omfatter også jihadismen. Det siger forskerveteranen Karin Priester, der har undersøgt europæiske højrebevægelser siden starten af 1970’erne. Omvendt er Generation Identitær en bevægelse rettet mod​​ både​​ Islam​​ og venstrefløjen, der politisk er lige​​ så tilbageskuende og autoritær. Rasmus Hage Dalland, en ung journalist, har tegnet et portræt af denne strømning.​​ De to bevægelser udgør nye former for højrepolitik i Europa.​​ Bøgerne om dem viser to yderpunkter i europæisk konservatisme i dag, og er derfor gode at læse, hvis man vil have et bredt indtryk af, hvilke modstandere centrum-venstre står overfor. De​​ er ikke alle højrepopulister og neoliberale. Der er også boblere under overfladen.​​ 

 

I starten af 1980erne mente Chantal Mouffe, at man kunne skelne mellem fire højreorienterede svar på velfærdsstatens fremkomst og demokratiseringen af kravene til hverdagslivet efter 1968. Hun sondrede mellem tre elitære tendenser: neokonservatismen, neoliberalismen​​ og ’det nye (elitære)​​ højre’, samt deres​​ folkelige, men​​ stygge,​​ fætter: højrepopulismen.1​​ 

 

Socialkonservatismen, der var​​ mest udbredt​​ i efterkrigstiden,​​ som havde været med til at opbygge velfærdsstaten og​​ som​​ havde​​ været med til at eksperimentere med ’borgerinddragelse’, ’responssive samfund’ og så videre,​​ havde dermed fået udfordringer fra​​ højre, der efterhånden overskyggede den som politisk indflydelsesrig bevægelse.​​ 

 

Siden har de fleste højrebevægelser i Vesteuropa kunnet placeres i en af de​​ nævnte​​ kasser, men i det seneste tiår er der kommet nye bevægelser til, som ikke så enkelt kan passes ind. Nedenfor omtales to bøger, der hver på deres måde giver signalementer af nyere, til dels modsatrettede,​​ kræfter​​ på Europas yderste højre​​ 

 

Euro-jihadisme

 

Når​​ unge fra Europas storbyer rejste​​ i krig i Syrien for at kæmpe for IS eller Al Qaida,​​ var det ifølge den tyske professor emeritus Karin Priester ikke noget helt nyt. Priester ser den politiske bevægelse, de er medlemmer af, som en del af en gammel højreekstremistisk tradition i Europa. Indledningen til hendes​​ bog om ungdomsjihadismen i Europa​​ påpeger, at der findes mange former for højreekstremisme i det 21. Århundredes, og at en af dem især udfordrer vores fornemmelse for, hvad der er ’til højre’. De unges højre-jihadisme lever til en vis grad skjult, fordi det er så overraskende, at den virkelig findes, at de flestes opfatteapparat ikke er gearet til at fange den.​​ 

 

Blandt andet derfor har Priester skrevet bogen​​ Warum Europäer in den Heiligen Krieg Ziehen​​ (Derfor tager europæere i hellig krig), der er baseret på en omhyggelig indsamling af materiale om 550 unge europæiske jihadister, især tyskere, franskmænd og briter. De er udover navn identificeret på nationalitet, deres eventuelle krigernavn, deres erhvervserfaringer eller uddannelse med videre. Bogen er​​ således​​ baseret på åbne kilder.

 

Autoritær antiracisme

 

Når Priester placerer jihadisme som højreekstremisme, er det​​ af helt traditionelle årsager. De unge, der tilslutter sig den,​​ deler et sæt ideer,​​ som​​ tilhængerne af fx 1920’ernes fascisme og tidlige nazisme​​ også delte. At placere deres ideer i kassen for højreekstremisme handler ikke om de rammer, de lever i, men om ideernes særlige egenskaber. Her udgøres kernen af ​​ ’opfattelsen af en fundamental menneskelig ulighed og den deraf afledte ’ret’ til mord og slavegørelse’.​​ 

 

At uligheden her ikke er økonomisk eller politisk formuleret, men religiøst, ændrer ifølge Priester ikke ved realiteten: højreekstremister i 1920’ernes​​ fascistiske​​ ungdomsorganisationer mente, at det var ok eller ligefrem​​ prisværdigt, at slå jøder ihjel.​​ På samme måde​​ mener de unge jihadister, at det er ok at slå ihjel for islam​​ og​​ at gøre islams fjender til slaver for IS-krigere, som det​​ skete​​ i de dele af Syrien, der var erobret af IS.​​ 

 

Stillet sådan op virker det meget indlysende at følge Priesters tankegang. Som hun selv er inde på, tager det dog lidt tid at indstille sig på​​ at se problemstillingen fra dette helt enkle, men​​ idéhistorisk​​ ret​​ nærliggende, synspunkt.​​ 

 

Mindst lige så svært er det at indstille​​ sig på hendes anden provokation: de unge jihadister giver med deres radikale synspunkter udtryk for en​​ bagvedlæggende anti-racisme! Deres vision er et samfund på jorden, hvor den racisme, som europæiske muslimer dagligt og massivt bliver udsat for, er udryddet fra grunden. Ganske vist med voldelige​​ midler, men dog udryddet.​​ Selv ikke anti-rascisme kan de​​ pæne europæere altså have i fred mere!

 

Priester tegner således et billede af en ungdomsbevægelse, der er opstået i​​ og som reaktion på europæisk politisk kultur​​ inklusive dens hverdagsracisme, og som er radikaliseret i en sådan grad, at mord og slavehold opfattes som legitime svar. Hun medgiver, at​​ det er en tanke, der også​​ er svær at sælge, fordi ’race’ og ’etniske tilhørsforhold’​​ så ofte associeres med højre-ekstremisme af fascismetypen.

 

De unge jihadisters egne forklaringer

 

Priester har undersøgt skriftlige kilder til de 550 åbenlyst aktive jihadisters handlinger. Baseret på deres egne ord kan man finde seks typer af direkte motiver til at rejse i hellig krig: 1) Søgen efter mening i tilværelsen, 2) politisk motiveret aktivisme, 3) generel indstilling til at kamp er livets indhold, 4) jagten på eventyr, 5) lysten​​ til at hjælpe andre (nogle tog​​ til Syrien for at være fx sygeplejere for sårede IS’ere) og 6) materielle interesser (IS-krigere i de besatte områder fik​​ løn, daglige​​ fornødenheder, fri bolig og​​ mulighed for at udnytte den lokale befolkning som slaver).​​ 

 

Som det fremgår, har Priester ikke fundet, at det især er religiøse ideer, der​​ mobiliserer​​ enkeltindivider til at søge deltagelse i jihad. Det er snarere​​ de samme​​ grunde,​​ som​​ også​​ får​​ andre unge til at rejse eller til at tilslutte sig politiske bevægelser. Denne erkendelse understøtter også hendes idé om, at man skal vurdere bevægelsen som politisk, højreekstrem, snarere end som religiøs og dermed hinsides politik.​​ 

 

Man kan diskutere, om man virkelig kan tage de unge aktivister så meget på ordet,​​ som Priester gør. En alternativ synsvinkel ville være, at de ikke giver udtryk for deres egne indre følelser og drivkræfter i deres artikler, tweets og interviews, men at de simpelthen gentager bevægelsens vedtagne ideologi. Mod denne indvending taler dog, at det religiøse fylder så lidt i deres egne argumenter i forhold til, hvad det gør i IS’ og Al Qaidas officielle ideologi og legitimering.​​ En anden indvending kunne være, at de unge, der taler, ikke formulerer deres egne argumenter, men ældre lederes og ideologers. Måske undervurderer Priester, det ældre og ikke mindst mere ressourcestærke lederskab?

 

Islamofascisme eller præfascisme?​​ 

 

I bogens​​ sidste kapitel diskuterer Priester, om vi har at gøre med en egentlig fascistisk/nazistisk bevægelse. Hun fremhæver, at der er mange fælles træk udover den grundlæggende hyldest til ulighed og tro på egen ret til udryddelse af fjender. Blandt disse kan her blot nævnes et par eksempler som anti-jødisk paranoia, fjendskab mod det moderne samfund, seksuel undertrykkelse,​​ forfølgelse af mindretal samt​​ foragt for kunst og kultur.​​ 

 

Men er disse (og flere) ligheder nok til at kalde fx de unges europæeres jihad bevægelse for fascistisk eller nazistisk? Nej, siger Priester. Der er ikke tale om fuldt udfoldet fascisme. Selv i bevægelsens egne områder i Syrien er man ikke i stand til at begynde at udrydde fjender systematisk som under fx nazismen. Man er stadig kun på et ’håndværksstadium’, men ikke på et industrielt niveau som nazismen (Priesters​​ ord, ikke mine!), hvor udryddelse i lejre var sat i system. Der gøres heller ikke i jihad-bevægelsen forsøg på at skabe masseopbakning, sådan som fascismen og nazismen gjorde. Jihadisterne ser sig selv som en privilegeret fortrop, og de er ikke indstillet på at dele fordele og ære med andre muslimer. De er elitære, og​​ ikke ’folkelige’​​ eller​​ populistiske som nazisterne.​​ 

 

Af disse og flere​​ grunde ser Priester nok udviklingspotentialer​​ til fascisme​​ i den aktuelle ungdomsjihadisme i Europa, men ikke aktuelle evner til at realisere dem. Hun opfatter derfor foreløbigt bevægelsen som ’præ-fascistisk’.

 

Som et kuriosum​​ i hendes kontekst​​ fremstiller Karin Priester også ideer fra en del af det​​ nationalistiske,​​ ekstreme europæiske højre, hvor islam ses som den​​ pt.​​ bedste grobund for en heltemodig indsats mod jøder og Israel og dermed en vigtig alliancepartner for nationalistiske bevægelser. Fælles fjender skaber nogle gange usandsynlige venner. Dokumenteret er det dog med hendes kilder, at fremtrædende Hezbollah-politikere har deltaget i møder med italienske højreekstremister for at diskutere nye udviklingsmuligheder for fælles fremstød i middelhavsregionen.​​ Strange days, indeed.​​ Og hermed er faklen så givet videre til en fremstilling af nye tendenser i nabolaget til denne del​​ af det europæiske højre.

 

Generation Identitær:​​ ’nipsterne’

 

I​​ bogen​​ Identitær,​​ om en relativt ny​​ ungdomsbevægelse, der spreder sig i Europas byer,​​ har Rasmus Hage Dalland samlet et nyt udtryk op: Nipstere. Det betegner en gruppe​​ højreorienterede​​ unge,​​ der klæder sig som ’hipstere’,​​ holder til​​ ​​ cafeer​​ og i andre by-miljøer, samt arrangerer​​ kulturelle happenings,​​ men henter​​ indholdet​​ i​​ deres ideer fra forskellige former for ekstrem og autoritær højrekultur.​​ Ordet nipster er således en sammentrækning:​​ n(azi og h)ipster.​​ 

 

Dalland er vist ikke selv helt sikker på, om det er rimeligt at identificere den nye bevægelse som egentlig nazistisk, og det ville​​ fx​​ Karin Priester heller ikke gøre, jævnfør ovenstående.​​ Man kan tilføje, at nipsterne heller ikke, ifølge udsagn i bogen,​​ anser vold for en del af deres karakteristiske politiske handleformer.​​ Udtrykket​​ ’nipster’​​ er dog alligevel nogenlunde mundret, og siger som lyd heller ikke direkte nazisme, så det kan bruges ind til videre.​​ 

 

Identitær​​ er en journalistisk introduktion til en voksende bevægelse.​​ Bogen​​ er gennemarbejdet nok, men forholder sig især til direkte møder​​ og interviews​​ med fremtrædende medlemmer af bevægelser.​​ Den forekommer​​ at være en​​ troværdig og let​​ tilgængelig​​ indførsel i et stykke europæisk virkelighed, som de færreste kender​​ noget videre til, men​​ den​​ har ikke den kritiske distance og det grundlæggende​​ forarbejde ved​​ skrivebordet, som Priesters bog.​​ Alligevel er den solid nok til, at man kan se de to bøger som samlinger af information, der supplerer hinanden glimrende, hvis man vil have et billede af, hvad der rører sig blandt unge​​ læsende​​ højreorienterede i Europa i dag.​​ 

 

Autoritær europærisme​​ som ideologi

 

Det er fælles for de​​ former for højrestrømninger,​​ som Mouffe identificerede i 1980’erne,​​ at​​ de​​ blev​​ udviklet som reaktion på​​ opbygningen af​​ velfærdsstaten,​​ åbningen​​ og demokratiseringen af Vesteuropa efter 2. Verdenskrig​​ samt​​ afkoloniseringen.​​ Hvis man skulle placere nipsterne i forhold til de nævnte strømninger, ville de​​ have udgangspunkt i ’det nye højre’ af fransk tilsnit, som fx​​ Alain de​​ Benoist har været talsmand for. Han skrev i slutningen af 1970’erne:​​ 

 

”Jeg kalder​​ til højre​​ den holdning, der består i at betragte verdens​​ forskelle​​ og derfor den​​ relative​​ ulighed, der er dens nødvendige resultat,​​ som god, og den stigende homogenisering af verden, der forsvares af og virkeliggøres af lighedsideologiens diskurs, som ond.”2

 

Tænketanken CRECE udviklede​​ med​​ tilsvarende ideer en parole, der sagde​​ ”Mod totalitarisme, mod egalitarisme, mod rascisme. For en ny kultur.”​​ De unge højrefolk blandt nipsterne er imidlertid ikke så glade for tanken om en​​ ny​​ kultur. Tvært i mod fikserer de tilsyneladende​​ ret entydigt på at ville forsvare og bevare en​​ gammel​​ europæisk kultur. Det vil i deres univers sige en forfædrenes​​ højrekultur, der ikke er påvirket af 68’ere og indvandring. På den måde er de mere konservative end deres umiddelbare inspiration lader ane.

 

Det vigtigste træk i politisk filosofisk forstand af deres bevægelse er, at nedarvede kulturer ikke​​ bør​​ blandes​​ og​​ dermed,​​ at​​ den såkaldt europæiske kultur​​ ikke skal have input fra Mellemøsten. Den skal forblive ’sig selv’ til forskel fra​​ at​​ udvikles. Det er altså et stærkt tilbageskuende perspektiv, der fremstilles. Det ’Europa’, der skal bevares rent, er fx​​ ikke​​ EU’s​​ institutioner, eller de træk af fælles europæisk demokratisk kultur, der er søgt opbygget gennem Europaparlamentet. Det synes at være et rent ’kulturelt’ Europa, der ikke har meget tilfælles med det eksisterende Europa og dets​​ aktuelle​​ befolkninger.

 

Målet​​ for bevægelsen​​ er derfor ’remigration’. Det vil i praksis sige, at immigranterne fra Mellemøsten i forskellige grader af frivillighed skal vende tilbage til denne region.​​ 

 

Nationalismen er til stede, men den er relativt svag. Det er mere Europa mod de andre, der er på spil her. Fx angives det, at talskvinden for​​ Generation​​ Identitaire​​ i Danmark ikke har dansk statsborgerskab, men er indvandret fra Baltikum.​​ Det er​​ helt​​ tydeligt​​ en anden form for højre, der er på spil her, end den der kommer til orde i DF, Stram Kurs og lignende partier.

 

Nipstere er​​ således​​ langt fra at være​​ højrepopulister​​ af den mere udbredte slags. De er ikke så nationalistiske,​​ og de er heller ikke populister, der hævder at repræsentere et oprindeligt folk mod en elite.​​ I stedet ser de sig​​ selv​​ som en elite​​ og forsøger​​ at fastholde den​​ imaginære​​ elitestatus ved at være meget selektive med, hvem de optager som medlemmer (fx vil nogle nationale bevægelser ikke​​ have overvægtige​​ personer​​ i forgrunden: det​​ ville give ’et forkert signal’).​​ Der er​​ tale om en elitistisk konservatisme, inklusive enten​​ svag​​ national​​ konservatisme​​ eller stærk​​ ’eurokonservatisme’ og ikke mindst​​ hard core​​ anti-islamisme.​​ 

 

De unge identitæres egne forklaringer

 

Dallands bog giver​​ ikke på samme måde som Priesters grundlag for at identificere en særlig gruppe af motiver, som driver de unge aktivister.​​ 

 

Det er påfaldende, at ’finanskrisen’ og dens effekter tilsyneladende ingen rolle spiller. Det forstærker indtrykket af, at det​​ ikke er økonomisk trængte unge, der tilslutter sig bevægelsen. Det virker,​​ som om de unge,​​ det drejer sig om, kommer fra​​ nogenlunde velbjergede​​ middelklassehjem, hvor det ikke​​ har været​​ frygten for fattigdom​​ eller​​ længsel efter materielle goder, der​​ har drevet​​ værket.

 

Læsningen af bogen giver dog alligevel indtryk af, at​​ frygt​​ er en stærk bagvedliggende kraft i udviklingen af holdninger. Det fjendebillede, der tegnes af nipsterne er naturligvis især præget af deres xenofobi,​​ men der ligger tilsyneladende også andre former for frygt til grund. Frygten for identitetstab bliver nævnt af flere af de unge aktivister og politikere.​​ Det kunne være interessant at vide mere om, hvorfor denne frygt er blevet så stærk, men bogen giver ikke helt svar på dette spørgsmål (hvad den da, skal det retfærdigvis siges, heller ikke lover).

 

Den afvisende og foragtende holdning​​ til ’forældre-generationen’,​​ altså​​ 68’erne, slår også stærkt igennem, selvom det virker som om de identitæres forældre​​ i gennemsnit​​ har sikret dem en start på tilværelsen, der indebærer uddannelse og jobs.​​ At 68’erne angiveligt har ladet​​ Europas grænser være åbne og har tilladt masseindvandring er den store anke og årsag til frygt og frustration. Det ligger jo meget godt i tråd med, at forsvaret for en​​ (imaginær)​​ europæisk​​ enhedskultur skulle være bevægelsens mål. ​​​​ 

 

Ny fascisme eller præfascisme?

 

Nipsterne​​ kunne kaldes en slags​​ ’borgerlige leninister’. De satser ikke​​ på nuværende tidspunkt af deres bevægelses historie​​ på et folkeligt masseparti, men på at være et ’avantgardeparti’ bestående af en lille​​ elite, der foreløbigt skal sprede budskabet om ’remigration’ gennem eksemplariske aktioner og holdningspåvirkning.​​ Desuden arbejder de til dels anonymt og i det skjulte, fordi de ikke ønsker at ende i politikartoteker.​​ 

Dette er slet ikke i tråd med fascismen eller mere specifikt​​ nazismen, der var massebevægelser for ’almindelige mennesker’ og som fik styrke gennem mængde,​​ passioneret​​ loyalitet ned føreren og brutalitet. Det betyder ikke, at bevægelsen ikke kan udvikles i denne retning, men foreløbig blot, at den ikke er der i dag. Amerikanske kommentatorer har peget på, at Trump nok er en ’fører-type’ med et brutalt og nedladende sprog, men at han slet ikke har en egentlig massebevægelse bag sig. Trumpisme er altså ikke​​ fascisme, selv om der er overlap i ideer. På samme måde er​​ Generation Identitaire​​ i sin elitære organisationsform langt fra fascismen.

 

Der er snarere elementer af europæisk politisk aktivisme fra 1960’erne og 1970’erne i bevægelsens måde at fungere på. Nipsterne fremstiller sig godt nok som en negation af 1968’erne, men de har taget nogle af denne generations små succeser til sig.​​ Den lurende elitisme er allerede nævnt, men også mere overfladiske træk som ’tøj som signal’ og et vist fundament i læsning af klassikere​​ (blot nogle andre klassikere).

 

Vigtigere på sigt er måske, at de identitære​​ også​​ bruger​​ direkte aktioner med eksemplarisk værdi​​ som politisk kampmiddel. De demonstrerer deres synspunkter gennem enkelte spektakulære aktioner, som besættelse af særlige symbolladede steder, eller blander sig ’undergravende’ i andre bevægelsers aktioner. Man kommer næsten til at tænke på teatergruppen​​ Solvognens aktion under en rebildfest for årtier siden, hvor en ’venstregruppe’ overtog dagsordenen og publikum fra en bevægelse med nationalistiske træk.​​ 

 

Afsluttende bemærkninger

Som nævnt giver de to omtalte bøger indblik i nogle bevægelser, som relativt få stifter direkte bekendtskab med.​​ Man må tage hatten af for forfatterne, der har lagt et stort arbejde i at tilvejebringe materiale, der kan være med til at belyse disse bevægelser.​​ 

 

En samlet vurdering af bøgerne giver ikke så meget mening, da de,​​ som det er fremgået,​​ er blevet til på ret forskellig vis. De har også forskellige målgrupper set fra et​​ kommunikationssynspunkt: Priester henvender sig forskere og studerende, Dalland til den brede offentlighed. På de præmisser er bøgerne ’lige gode’, om end meget forskellige.

 

Ingen af bøgerne har specielt fokus på eventuelt praktiske konklusioner. I dag diskuteres det intensivt i Europa og USA, hvad man skal gøre med ’den populistiske bølge’. Det er også en tendens, der som politik er meget synlig, og udgør en trussel for såvel det etablerede højre som for centrumvenstre.​​ Det samme umiddelbare pres udgør de nyere bevægelser ikke, og derfor er der måske heller ikke så megen grund til at behandle dem som store​​ politiske​​ trusler i sig selv.

 

De bevægelser, der behandles i disse bøger, er trods alt marginale målt på tilhængere, om end jihadismen har haft store effekter og har fået meget omtale. De unge jihadister ses dog normalt blot som ’terrorister’ og/eller radikaliserede og derfor​​ potentielle​​ terrorister. Priester går under disse egenskaber og​​ søger at beskrive ’hvorfor’ på​​ en meget detaljeret måde. Det giver en mulighed for at diskutere fremadrettet, hvordan man​​ eventuelt​​ skal forholde sig konstruktivt med modtræk, selvom Priester ikke​​ selv følger op på denne mulighed. Den samme mulighed gives ikke helt med​​ Identitær. Dels er sigtet og tilgangen​​ helt​​ anderledes, og dels er der dybest set mindre stof at arbejde med. Hvis bevægelsen har en fremtid for sig, vil der sikkert komme mere grundige studier af motiver med videre, men indtil videre er​​ Identitær​​ bestemt et godt udgangspunkt, hvis man vil vide noget om strømningen.

1

​​ Chantal Mouffe (1981) ’Democracy and the New Right’ i Diane Adlam m.fl.​​ Politics and Power.​​ Four.​​ London, Routledge & Kegan Paul. En forkortet udgave ’Demokratiet og det nye højre’ findes på dansk i Carsten Jensen, red.​​ (1997)​​ Demokrati og hegemoni. København, Akademisk Forlag.

2

​​ Citeret efter Mouffe, 1981, se ovenfor.

1


Næste nummer udkommer 15. december 2019