Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Konservatisme på venstrefløjen

Af Einar B. Baldursson

Det er påfaldende, at venstrefløjen ikke har kunnet matche tidens internationale problemstillinger med tilsvarende internationale initiativer. Men her 30 år efter murens fald er det fortsat stalinismen, der kaster konservative og nationale skygger. Forude venter derfor et åbent opgør mellem venstrefløjens progressive og konservative fløje.

Den kritiske konservatisme

Konservatismen vil bevare og fastholde de traditionelle værdier og institutioner som eksempelvis gud, konge og fædreland. Denne modstand mod forandring betyder, at konservative øjne har blikket stift rettet mod forskellen på i går og i dag. Kritikken af nutiden former sig da også som en registrering af tabte dyder.

Den kritiske konservativisme blev født nærmest samtidig med den gryende kapitalisme. En af de fremmeste repræsentanter for denne ’anti’-kapitalisme var den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) - kulsort katolik, selv-erklæret reaktionær og monarkist, som ønskede at genindføre alle aristokratiets nedarvede rettigheder. ”Balzac var ikke 'venstreorienteret', han anså den franske revolution 1789 for en ulykke og erklærede i 1847, at kommunisme ville føre til barbari, men han udnyttede sine ofte bitre erfaringer som skyldner, bejler og advokatskriver til at skildre storbyens individer i kontrast til livet i provinsen og på landet.” (Jacob Ludvigsen, ”Besat af Balzac”, Politiken, 20. jan 2002.)

I Karl Marxs barndomshjem blev Balzacs værker læst højt, og både Marx og Friedrich Engels satte ham meget højt. Engels skriver følgende i sit brev til Margaret Harkness (april 1888): ”Let me refer to an example. Balzac, whom I consider a far greater master of realism than all the Zolas passés, présents et a venir [past, present and future], in “La Comédie humaine” gives us a most wonderfully realistic history of French ‘Society’, especially of le monde parisien [the Parisian social world], describing, chronicle-fashion, almost year by ear from 1816 to 1848 the progressive inroads of the rising bourgeoisie upon the society of nobles, that reconstituted itself after 1815 and that set up again, as far as it could, the standard of la viellie politesse française [French refinement]. He describes how the last remnants of this, to him, model society gradually succumbed before the intrusion of the vulgar monied upstart, or were corrupted by him; how the grand dame whose conjugal infidelities were but a mode of asserting herself in perfect accordance with the way she had been disposed of in marriage, gave way to the bourgeoisie, who horned her husband for cash or cashmere; and around this central picture he groups a complete history of French Society from which, even in economic details (for instance the rearrangement of real and personal property after the Revolution) I have learned more than from all the professed historians, economists, and statisticians of the period together.”1

Igennem sin kunst bedrev den politisk set ærkekonservative Balzac således en kritik, som altså lærte Engels mere om kapitalismens konsekvenser end alle de såkaldte historikere, økonomier og statistikere fra denne periode til sammen.

Men så havde den heller ikke mere at tilbyde. For lige så klart den kritiske konservatisme ser forskellen på fortid og nutid, lige så blind er den over for fremtiden.

 

Kritikkens selvtilstrækkelighed

Der er noget forførende ved kritik. At udføre eller endda blot at identificere sig med kritik medfører for en stund en følelse af ikke blot indsigt og klogskab, men også rigtighed og godhed. Ordet medfører en kognitiv illusion om at besidde en dybere og mere autentisk sandhed. Den kritiserede er kritisabel og således repræsentant for noget illegitimt og uægte. For kritikeren er alle de kritiske røster fjendens fjende og således måske de eneste rigtige venner. De, der undslår sig dette fællesskab, er derimod dadelværdige og utroværdige, eftersom kritikken er det eneste moralsk holdbare ståsted.

Denne form for kritik kan ikke overbevise; den kan kun tilfredsstille. Den kan ikke reflektere; den kan kun spejle gennem negation. Den har sit eget væsen som det eneste mulige omdrejningspunkt og kan derfor aldrig tilbyde en dybere forståelse eller anvise handlinger, der rækker ud over negationen.

Vore dages kapitalismekritik er ofte af en sådan karakter. Kapitalismebeskrivelse tilføjet negative adjektiver agerer en slags kritisk samfundsforståelse, som dog hverken tilbyder en dybere forståelse af eller interesse for den moderne kapitalismes karakter.

Bærerne af denne nutidige udgave af den kritiske konservatisme kan paradoksalt nok findes på store dele af venstrefløjen.

 

Når kritikken vender ryggen til fremtiden

Det er et vidne om historiens tendens til nådesløs ironi, at det netop er den tyske filosof og forfatter Walter Benjamin (1892-1940), der måske bedre end nogen anden har beskrevet den konservative kapitalismekritiks udsigtsløshed.

I sin analyse af Paul Klees maleri 'Angelus Novus' skriver Benjamin om englen: “[…] he is about to move away from something he is fixedly contemplating. His eyes are staring, his mouth is open, his wings are spread. This is how one pictures the angel of history. His face is turned toward the past. Where we perceive a chain of events, he sees one single catastrophe which keeps piling wreckage upon wreckage and hurls it in front of his feet. The angel would like to stay, awaken the dead, and make whole what has been smashed. But a storm is blowing from Paradise; it has got caught in his wings with such violence that the angel can no longer close them. This storm irresistibly propels him into the future to which his back is turned, while the pile of debris before him grows skyward. This storm is what we call progress.”2

Den rene kritik kan således udelukkende anskue fremtiden som fortidens mest nylige katastrofer. Fremskridtet bliver da den storm, der bevæger kritikeren bagud mod fremtiden.

Denne karakteristik er rammende og væsentlig: Man kan kun kritisere noget, der allerede er tilfældet. ​​ Kritikkens natur er således, at den er optaget af fortiden. Hvis man nøjes med kritikken, er fremtid noget der hænder, ikke noget man skaber. ​​ Når Marx insisterer på, at socialismen udspringer af kapitalismen, fastholder han, at kritikkens formål er et fokus på den nutid, der peger på en mulig og nødvendig fremtid. Den socialistiske engel vender ergo ryggen mod fortiden.

 

Den rene kritiks (manglende) perspektiv

Når kritikken nøjes med sig selv, bliver den stående på stedet og mister langsom kraft for til sidst helt at tørre ud. For at leve og trives må kritikken derfor forbindes med et perspektiv, som peger fremad mod et nyt sted, et alternativ.

Imidlertid er problemet, at kritikken ikke af sig selv kan tænke fremtid. Den er konkret, hvorimod fremtiden er abstrakt. Når kritikken derfor skal pege på et alternativ, søger den - som regel implicit og uden bevidst refleksion - mod en idealiseret fortid, selvfølgelig præsenteret som ny og lovende fremtid.

Denne form for kritik er åbenlys på den del af venstrefløjen, der ser økologi og tilbagerulning af industrisamfundet som svaret på den globale opvarmning - et perspektiv, der ville indebære ufattelige tab og ødelæggelser for mennesket.

Men den mest udbredte konservative strømning på venstrefløjen føler den stadige forandring som en uophørlig smerte og en plage, der undergraver enhver mulighed for tilfredshed og tilstrækkelighed.

Med smerten opstår drømmen om at stå fast og turde sige nej. Denne omdanner sig dog stille og roligt til et håb om en tilbagevenden til fortidens dyder, der - iklædt tynde moderne gevandter – fremtræder stadig mere tiltrækkende. Måske er den maskinbureaukratiske organisation et muligt alternativ til den forandringspsykotiske nutid? Måske handler det om klare anvisninger på et fast ståsted, der kan opretholdes ved alene at holde sig til det sikre og forud givne?

En ting er sikker: Ønsket om at slippe for forandring fører til immunitet mod nye tanker, forståelser og alternativer. Dette ønske understøtter en tilbagetrækning fra verden. Vi har det bedst med os selv og dem, der er ligesom os. Den, der er alene, møder aldrig en fremmed.

Så denne del af venstrefløjen søger det nationale, det lokale og det velkendte - en hvilken som helst exit. De vil til hver tid hævde, at alene kan vi noget, som intet større fællesskab kan tilbyde.

 

’Vi’ og kritikken

Den ultimative version af den udsigtsløse kritik indebærer et ’vi’ som et godhedens standpunkt med retten til at dømme andre. ’Vi’ er den autentiske aktør. Alle andre lader blot som om og bærer dermed også ansvaret for krænkelserne.

Vejledt af følelsespolitik søger ’vi’ de krænkelser, der kan legitimere magt gennem sanktioner. De identitets-emotionelle, som også findes på venstrefløjen, anvender således progressiv politik – med forsvaret af LGBTIQ som det nok tydeligste eksempel - til berettigelse af krav, der indebærer grundlæggende begrænsninger af ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder.

Krænkelsespolitikken indebærer altså, at personer, grupper og standpunkter kan delegitimiseres, marginaliseres og sanktioneres, alene såfremt ’vi’ føler os krænket.

Krænkelsen behøver ikke engang at være direkte og eksplicit, men kan også bestå i at man ikke med tilstrækkelig autencitet forfægter det rigtige standpunkt, thi man skal virkeligt være og ikke blot lade som om. Eksempel: Da den amerikanske sangerinde Taylor Swift i sangen ”You Need to Calm Down” markerede sin støtte til LGBT, blev hun ikke rost men kritiseret for at mangle autencitet.3

Lov og ret er blot en begrænsning, der står i vejen for, at ’vi’ kan straffe alle dem, der krænker det almene vel. Når de ikke straffes af loven, er det blot en anledning til at indføre og anvende straffe, der kan sættes over loven.

Sagen er imidlertid, at netop de rettigheder, der beskytter ’krænkerne’, også er dem, der muliggør autentisk samfundskritik og handling. Og afskaffelsen heraf risikerer at bane vejen for totalitære magtmidler, der i det forrige århundrede flittigt blev brugt at den yderste højrefløj i Europa. Vi lever netop med Loke, fordi det med Thor ved magten ville blive et mareridt: Vi vil hellere, at 100 skyldige undgår straf, end at én uskyldig bliver offer for justitsmord. Det vil i så fald kun være begyndelsen.

 

Videnskab og venstrefløj

Historisk set har venstrefløjen været bærer af såvel de politiske principper om solidaritet, frihed og lighed som troen på videnskab og fremskridt. De to dimensioner er tilsammen en uadskillelig forudsætning for den progressive venstrefløj, hvis politiske ambitioner netop bygger på de videnskabelige muligheder. De er også uadskillelige, fordi videnskaben oprindeligt overlevede kampen mod religionens og de konservatives modstand i en alliance med arbejderklassen, fagbevægelsen og de socialistiske strømninger. Det er i dag åbenlyst, at en svækkelse af denne alliance er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor der både på højrefløjen (global opvarmning) og på venstrefløjen (genetisk modificerede organismer) ses stærke anti-videnskabelige strømninger.

Det synes som om, at dele af venstrefløjen selv - på godt og ondt - leverer det skyts, der nu rettes mod dens eget fundament. Når modstanderne af vacciner hævder, at de såmænd er tilhængere af vaccinationer, men alligevel afviser dem fordi de produceres af storkapitalen, så etableres en legitim grund til at afvise videnskab, fordi den åbenbart udfoldes på de ondes præmisser. Lige præcist denne problematik – påstanden om at et standpunkt indebærer en særlig legitimitet, hvis blot den betvivler magten - er fælles for dele af venstrefløjen og den populistiske højrefløj og understreger, at kritik i sig selv ikke er nogen progressiv kraft. Tværtimod kan visse former for kapitalismekritik levere den føde, som radikale højre populistiske bevægelser får deres næring fra.

 

Arvesynden

Jeg lægger ergo op til et brud med forståelsen af, at min fjendes fjende er min ven. Den progressive venstrefløj bør nemlig frygte den konservative venstrefløj, fordi denne fostrer mange af de ideer og tanker, som vi kommer til at kæmpe imod i fremtiden.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at der på venstrefløjen er problematiske og potentielt farlige strømninger. Skulle nogen eksempelvis have lyst til at spørge, hvem der er ansvarlig for mordet på de fleste socialistister, er svaret ikke fascister eller nazister, men stalinister (i mange afskygninger).

Mit bedste bud på en kandidat til venstrefløjens arvesynd er den kontrarevolutionære og reaktionære bevægelse, der opstod i Sovjetunionen i de to konfrontationer med venstrefløjen i Bolsjevikpartiet i perioden fra 1923 til 1927. Ud af denne fløjkamp - og på ligene af de revolutionære - opstod stalinismen, hvis grundlæggende ideer har vist sig at være forbavsende levedygtige og den dag i dag med til at præge dele af venstrefløjen.

 

Sandhedsprivilegiet

Når eksempelvis identitets-emotionelle forkæmpere på venstrefløjen forfægter ideen om, at der findes en særlig form for højere retfærdighed, der hæver sig op over retssamfundets principper, viderefører de en af stalinismens særlige misfostre, nemlig monopolet på at have ret, monopolet på sandheden.

Denne blev forsøgt retfærdiggjort således: Kapitalismen er ikke virkelighed, men blot en særlig form for falsk bevidsthed. Alene arbejderklassen har potentialet til at gennemskue denne falske bevidsthed og således opnå en objektivt set sand bevidsthed. Men arbejderklassen er to forskellige ting. På den ene side er den udtryk for en objektiv virkelighed – ’arbejderklassen i sig selv’. På den anden side er den først fuldt ud sig selv, når den er ’arbejderklasse for sig selv’. ​​ Altså som et fuldbragt bud på den objektive sandhed. Dette opnår arbejderklassen gennem sit rene udtryk, det vil sige partiet. Da der kun findes én sandhed, og den er repræsenteret ved partiet, er sandheden altså det, som partiets ledelse beslutter sig for. De, der er uenige, er indfanget i en falsk kapitalistisk bevidsthed. De er således objektivt set klasseforrædere, uanset den overbevisning de måtte have, og hvad de måtte have gjort.

De Spaniens frivillige, der blev anklaget, dømt og myrdet i de forskellige afarter af ’Moskva-processer’ i 1930erne, opfattede måske sig selv som marxister og kunne - måske til forskel fra deres bødler – vise, at de rent faktisk havde sat sig ind i den videnskabelige socialisme. Men alt dette blegnede ved siden af det faktum, at de objektivt havde forbrudt sig mod den egentlige sandhed, altså det partiets ledelse på et givent tidspunkt havde dekreteret.

Når de identitets-emotionelle på venstrefløjen i dag kræver tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper med appel om, at de besidder et særligt mandat, betræder de således en vej, der igennem historien har været brolagt med forbrydelser. Selve krænkelsesprivilegiet – dvs. retten til at tale på imaginære ofres vegne - er i tidens løb blevet udnyttet til at udpege hele befolkningsgrupper som krænkere og derfor rettighedsløse. Denne metode bliver anvendt hver gang magten ønsker at delegitimisere et mindretal. Det mest markante eksempel på dette er naturligvis anti-semitismen, hvor der er en myriade af eksempler på denne logik.

Et subjektivt krænkelsesprincip vil i sidste instans berettige til magtmisbrug. Vi skal huske på, at retfærdighed handler om at begrænse magthavernes undertrykkelsesbeføjelser; alt andet vil medføre nye magtbeføjelser til undertrykkerne.

 

STAMOKAP og nationalismen på venstrefløjen

Fra slutningen af 1920erne (i første omgang gennem teorien om ’socialfascisme’) begyndte stalinismen at udvikle sit eget ideologiske system, der - uanset de marxistiske klæder - indebar et radikalt opgør med den videnskabelige socialisme. Man kan i dag finde elementer af socialfascismeteorien eksempelvis i påstande om, at visse former for venstre politik er værre en højre politik, fordi den objektivt set medfører styrkelse af den borgerlige stat. En Hillary Clinton kan således være værre end Donald Trump, fordi hun er bedre til at maskere sin objektive støtte til den imperialistiske politik.

Men det er i form af teorien om statsmonopolkapitalismen, STAMOKAP, at vi finder den mest levedygtige del af et stalinismens arv på venstrefløjen.

Teoriens grundlæggende tese er, at der i den sene fase af kapitalismen sker en sammensmeltning af stat og monopolkapital. Den værste form for kapital er den internationalt organiserede kapital, og den værste form for statsmonopol er således de multinationale statsformationer. Heraf følger at grænsen mellem arbejde og kapital ikke længere er afgørende. De mindre nationale kapitalgrupper står i denne imperialistiske verden dermed i et modsætningsforhold til den store kapital, de multinationale og transnationale kapitalgrupper. Således opstår der et interessesammenfald mellem den nationale kapital og den nationale arbejderklasse. Modstanderen bliver derfor helt automatisk alt det, der ligger uden for nationens grænser. ​​ Den dansktalende kapitalist har man et politisk fællesskab med, som står i opposition til den multinationale sammensmeltning af stat og kapital.

Fra ’Folkebevægelsen mod EU’ til andre dele af den nationale venstrefløj finder vi politiske holdninger beslægtet med STAMOKAP. Som stalinismen gjorde det tidligere, hævder også de at repræsentere en autentisk internationalisme, som består i et – ganske vist imaginært - fællesskab med ligeså nationale åndsfæller i andre lande.

Denne fløj vil afvise enhver form for internationale samarbejdsaftaler (især handelsaftaler), hvis de indebærer, at der etableres overnationale juridiske instanser. Den vil frejdigt hævde, at gennem bilaterale aftaler kan ”vores Danmark” udmærket sætte grænser for internationale giganter som Google, Facebook, Coca Cola m.v.

Og den vil også hævde, at et internationalt overstatsligt samarbejde vil sætte en barre, der ligger lavere end den gør i Danmark - uanset det faktum, at 16 års borgerlige regeringer i Danmark har bragt landet på en glidebane mod stadig ringere placeringer på internationale ranglister4.

Arven fra STAMOKAP sætter sig sine spor. Givet at global opvarmning i højere grad end noget tidligere politisk og samfundsøkonomisk problem sætter fokus på internationale løsninger, er det således påfaldende, at venstrefløjen har været ude af stand til at udvikle internationale svar. En af de vigtigste forklaringer er, at venstrefløjen i de fleste lande er nationalistisk - og derfor også anakronistisk. Den kan ikke matche nutidens problemer, så længe den ikke har gjort op med fortidens synder.

 

Venstrefløjens politiske og teoretiske fattigdom

Til og med Lenins skelsættende bog ’Imperialismen som kapitalismens højeste stadium’ var der inden for den videnskabelige socialisme en systematisk diskussion og teoriudvikling, der handlede om at forstå ændringerne i kapitalismens system og dynamik.

Men det er mange år siden.

Intet bevidner venstrefløjens politiske og teoretiske impotens mere tydeligt end det faktum, at i nyere tid har den mest skelsættende økonomiske, politiske og sociale analyse af den moderne kapitalisme været Thomas Piketty bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’ og hans analyser af den ulige indkomstfordeling. Jeg har respekt for Piketty. Men det er værd at hæfte sig ved, at en analyse, der grundlæggende ignorerer fundamentale aspekter ved kapitalismen som økonomisk og socialt system, er gået hen og blevet en bibel for den moderne venstrefløj.

På trods af at kapitalismen som internationalt system har ændret sig markant og flere gange over de seneste 50 år, har kun ganske få socialister og marxister foretaget grundige analyser af de forskellige forandringsfaser5 med det resultat, at den socialistiske kritik af kapitalismen i dag er ude af trit med forandringerne. Det er sikkert en del af forklaringen på, at når kapitalismen præsenterer menneskeheden over for et globalt problem, responderer venstrefløjen uden at kunne pege på alternativer (dvs. pege på andre globale systemløsninger som eksempelvis en demokratisk planøkonomi).

I en verden hvor pengemængden stiger, men inflationen udebliver, er der brug for fornyet videnskabelig kritik af kapitalismen. Den første forudsætning for dette er, at de ideologiske zombier for alvor stilles til hvile, altså at opgøret med stalinismens gengangere fuldføres. Der må ergo tages et åbent opgør med konservatismen på venstrefløjen.

Vejen frem er belagt med tårne

Opgøret med nationalismens tag i venstrefløjen er forudsætningen for, at der kan etableres et fornyet fokus på forståelsen af den moderne kapitalisme. I den forbindelse er forholdet til EU en lakmusprøve. Det er påfaldende, at nationale på venstrefløjen ynder at påpege, at internationalistisk socialistisk politik i EU er lig med en tilslutning til EU. Logisk indebærer dette nemlig, at de med deres nationale strategi tilslutter sig den danske stat.

For socialister er det selvfølgelig ganske åbenlyst, at EU hviler på et dybt problematisk grundlag; som også den danske stat gør. Men vi må lige så åbenlyst erkende, at udviklingen af overnationale institutioner og magtstrukturer er forudsætninger for, at der kan etableres et socialistisk svar på tidens problemer, ikke mindst den globale opvarmning.

Et globalt problem kræver globale løsninger, herunder globale styreformer. Og dermed bliver vejen unægtelig tornestrøet. Men globale styreformer indebærer også global magt. Og global magt skal kontrolleres, hvilket peger på nødvendigheden af globale demokratiformer. Dermed bliver vejen også perspektivrig.

Alt dette rejser en række spørgsmål, som ingen for tiden har relevante svar på. Men klart er det, at udviklingen af svar må indebære et opgør med de nationale strømninger på venstrefløjen. Ad den vej kan forudsætningerne for en fornyet videnskabelig socialistisk forståelse af den moderne kapitalisme etableres.

2

 ​​​​ Walter Benjamin, "Theses on the Philosophy of History", Illuminations, trans. Harry Zohn, New York: Schocken Books, 1969: 249.

4

​​ Se for eksempel om sundhedssystemets placering:

https://videnskab.dk/kultur-samfund/kaempestudie-danmark-har-verdens-24-bedste-sundhedsvaesen

Og bemærk også den katastrofale udvikling i dansk landbrug med ekstreme forekomster af multi-resistente bakterier og skræmmende udsigter til fremtidige følger:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/opraab-til-landbruget-i-er-noedt-til-skrue-ned-medicinen

Nogle af de vigtigste - om end utilstrækkelige - initiativer til at bekæmpe problemet stammer i øvrigt fra EU:

https://www.regionh.dk/cpheuoffice/nyheder/Sider/Ny-EU-plan-vil-bek%C3%A6mpe-antibiotikaresistens.aspx

5

​​ En vigtig undtagelse er den belgiske økonom Ernest Mandel – se https://en.wikipedia.org/wiki/Ernest_Mandel


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019