Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ Ny Silkevej eller Ny Kinesisk Verdensorden ?

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​  ​​ ​​ ​​​​ Peer Møller Christensen

 

Den kinesiske regerings plan om det såkaldte ”Belt and Road” projekt – som også er blevet kaldt Den Ny Silkevej, er ikke blot et infrastrukturprojekt, der skal lette transporten af kinesiske varer til Centralasien, Mellemøsten og Europa, men har til formål at ændre kinesiske firmaers rolle i de globale værdikæder og – i samspil med den ambitiøse teknologiplan ”Made in China 2025”, bane vej for et sammenhængende eurasiatisk kontinent, hvor Kina spiller den økonomiske hovedrolle - en ny kinesisk verdensorden.

Dette perspektiv, som jeg i det følgende vil kommentere, udfolder den portugisiske forfatter, Bruno Macaes, i to bøger, udgivet over en periode, på lidt over et år, The Dawn of Eurasia. On the Trail of the New World Order., som udkom i ​​ januar 2018, og ​​ The Belt and Road. A Chinese World Order, udgivet i marts i år.

Bruno Macaes er en tidligere universitetsprofessor, som i en årrække har arbejdet for det portugisiske udenrigsministerium og som forarbejde til de to bøger har han foretaget en rejse gennem knudepunkterne i det, som han beskriver som den kinesiske regerings eurasiatiske projekt.

Det analytiske perspektiv i de to bøger hæmmes i nogen grad ​​ af en mængde detaljerede oplysninger, som stammer enten fra forfatterens arbejde for det portugisiske udenrigsministerium eller fra hans rejse gennem det eurasiatiske kontinent.

Ind mellem ​​ detaljerede beskrivelser af møder med fremmede diplomater og af byområder, der er udset til at blive knudepunkter i Belt and Road projektet, får forfatteren imidlertid slået fast, at han ikke betragter projektet som et infrastrukturprojekt, som man kunne få indtryk af, når man ser det kort over projektet, han bringer i sin første bog, med de mange land- og søruter, der tilsyneladende binder Kina sammen med Europa, Mellemøsten, Centralasien og Østafrika.

 

 

 

Forfatteren mener derimod, at perspektivet i dette projekt – i samspil med projektet ”Made in China 2025” - er at ændre Kinas rolle i de globale værdikæder, som med globaliseringen er blevet lagt ned over den globale produktion.

Værdikæde-begrebet er oprindeligt udformet af den marxistiske samfundsforsker, Immanuel Wallerstein, i forbindelse med formuleringen af hans teori om et verdenssystem til forklaring af den globale kapitalismes funktionsmåde. Værdikæderne er karakteristiske for den globaliserede kapitalisme, og man må her skelne mellem globalisering og internationalisering af den kapitalistiske produktion. Internationalisering betyder, at produktionsvirksomheder i de centrale kapitalistiske nationer importerer råvarer fra verdens perifere nationer, med disse råvarer producer varer i de centrale nationer og derefter eksporterer disse bl.a. til nationerne i periferien. Under den globaliserede produktion opdeles selve produktionsprocessen derimod i en række delprocesser, som hver for sig indgår i den kæde af værdiforøgelse (inklusive merværdi), de enkelte arbejdsprocesser tilfører råvarer og halvfabrikata. De enkelte led i kæden placeres på de geografiske lokaliteter hvor det er nemmest at udtrække profit, dvs. realisere den merværdi der produceres her. De enkelte nationers placering i Wallerstein’s verdenssystem, som inddeles i center- , semiperiferi- og periferi-lande, afhænger således ikke af størrelsen af produktionen målt i BNP, men af hvor merværdiproduktionen er placeret, og hvem der kan realisere denne merværdi. I disse globale værdikæder er der altid ​​ et bestemt multinationalt firma, der har funktionen som ”leader”, dvs. det led i kæden, der definerer og planlægger produktionen, og i sidste instans realiserer den producerede merværdi.

I den globaliseringsproces, der har fundet sted siden 1980’rne, hvor store dele af den kinesiske arbejdsstyrke trådte ind på det globale arbejdsmarked, er en stor del af produktionen i Kina udført som led i værdikæder, hvor merværdiproduktion i den kinesiske del af produktionen har været bærende for profitdannelsen i de globale virksomheder, som har placeret dele af deres produktion i landet.

Den kinesiske regering vil nu, ifølge Macaes, forsøge at ændre de kinesiske virksomheders rolle i værdikæderne. Kinesiske virksomheder skal tilkæmpe sig rollen som ”leader” og ”Made in China 2025” skal hæve det teknologiske niveau i den kinesiske produktion, så man bliver førende på en række vitale teknologiske felter – 5G, kunstig intelligens, machine learning osv. Belt and Road projektet skal føre til, at der på knudepunkter på det eurasiatiske kontinent etableres produktion, der kan indgå som led i værdikæder, der kontrolleres af kinesiske ”leader”-virksomheder.

Macaes understreger, at det ikke er nok at etablere disse produktionsenheder, det er også nødvendigt for kineserne at deltage i den nationalstatslige kamp om retten til at definere standarder og normer, dvs. regler for hvilke kravsspecifikationer produkter skal opfylde for at kunne sælges på de nationale markeder. EU har, ifølge forfatteren, stået særligt stærkt i denne kamp. EU er verdens største marked for forbrugsvarer, og det er derfor uomgængeligt for virksomheder uden for EU at leve op til de standarder, som formuleres af EU. Det vil være vigtigt for kineserne, at kæmpe for global accept af egne standarder eller tilpasse sig EU’s.

 

For den kinesiske regering ligger der imidlertid også et videre perspektiv sikkerhedsmæssigt og militært i udviklingen af et samarbejde i den eurasiatiske region. Især et økonomisk – og politisk – samarbejde mellem Europa, Rusland og Kina ville kunne danne ramme om en økonomisk og militær udfordring til USA – et samarbejde, som allerede tegner sig i ønsket om at fastholde atomaftalen med Iran og undgå yderligere konfrontationer i Mellemøsten.

For at dæmme op for denne udvikling har den amerikanske regering etableret et samarbejde med den indiske regering i den sydasiatiske og sydøstasiatiske region. Kina er Indiens arvefjende, og en anden af Indiens fjender, Pakistan, indgår som et vigtigt led i Belt and Road projektet.

 

Det eurasiatiske perspektiv som Macaes ridser op står imidlertid over for nogle yderligere forhindringer og udfordringer, som han ikke nævner.

Kina har i den teknologiske konkurrence med USA et tilsyneladende banalt problem : man importerer stort set alle de mikrochips, man bruger i produktionen af teknologiske produkter fra USA. Det giver den amerikanske regering mulighed for at spænde ben for det kinesiske teknologiprojekt, hvis det ikke hurtigt lykkes at opbygge en national produktion af mikrochips i Kina.

EU-landene har sluttet op omkring den amerikanske kritik af den kinesiske regerings optræden i den internationale økonomi for eksempel for så vidt angår tyveri af intellektuel ejendomsret, valutamanipulation og adgang til det kinesiske marked.

På en række områder ulmer mistillid og potentielle konflikter mellem Rusland og Kina.

Hvis disse forhindringer kan overvindes, og den kinesiske økonomi kommer ud af handelskrigen med USA med skindet på næsen, er der ingen tvivl om, at et øget eurasiatisk samarbejde vil kunne være med til at skabe en ny mere multipolær verdensorden.

 

Bruno Macaes to bøger er primært interessante, fordi han gør opmærksom på værdikæde-problematikken i forbindelse med Belt and Road projektet, den kinesiske plan for teknologiudvikling og den eurasiatiske strategi, men læsningen af denne analyse afbrydes for ofte af detaljer fra samtaler med politikere ​​ og historiske og anekdotiske beskrivelser af geografiske lokaliteter, som er spændende, men har tendens til at bringe ham for langt væk fra bøgernes egentlige emne, det eurasiatiske perspektiv og de økonomiske grundprocesser bag.

 

Litteratur:

 

Bruno Macaes: The Dawn of Eurasia, On the Trail of the New World Order. Penguin Books, 2018.

 

Bruno Macaes:: The Belt and Road. A Chinese World Order, Hurst and Company, London 2019.


Næste nummer udkommer 15. december 2019