Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

Brexit, kompleksitet og kompromis

 

Af Neal Lawson

Artiklens fulde titel er ’Brexit, kompleksitet og kompromis - en progressiv fremtid vil blive forhandlet, ikke påtvunget’. Pointen er, at først når vi forstår sårbarheden i de progressive positioner og afviser forsimplede sort-hvide valg, kan vi begynde at opbygge tillid, dialog og de langsigtede løsninger, som situationen kræver.

Den 23. juni 2016 blev mange chokeret, fordi Storbritannien med et snævert flertal havde stemt for at forlade EU. Andre havde set det komme. Lang tids dybe splittelser blev nu formaliseret og forskanset i en tilsyneladende sort kontra hvid-polaritet, Brexit kontra Remain. Men tre år efter den skæbnesvangre folkeafstemning er vi alle nødt til at tage vores skyklapper af og hjælpe hinanden med at forstå en verden, der slet ikke er hverken sort eller hvid.

Frem for at se samfundet, det politiske liv og beslutningstagningen som binær er vi nødt til at acceptere verden som kompleks, selvmodsigende og paradoksal. Og dette er, når det kommer til Brexit, samtidig en erkendelse af at der ikke er en sikker grund for nogen at stå på - uanset hvor overbevist man føler sig. Fra et sådant sårbarhedsudgangspunkt kan den virkelige politiske proces genoptages - med plads til dialog og kompromis. Hvis progressive skal gøre sig forhåbninger om at vinde frem igen, er vi nødt til at gøre to ting. Først skal vi være mere tolerante over for forskellige taktiske reaktioner på Brexit; og for det andet skal vi gå grundigt til værks, når grundlaget skal lægges for den langsigtede fornyelse af vores politiske projekt. Brexit er nemlig blot et symptom på økonomiske, sociale, kulturelle og demokratiske vanskeligheder, der strækker sig årtier tilbage.

 

Modsigelsen: Internationalister, men demokrater

Folkeafstemningen den 23. juni 2016 konstruerede en stor og unødvendig modsætning for progressive, som vi endnu ikke har lært at håndtere: Som progressive er vi både internationalister og demokrater. Men på grund af folkeafstemningen føles dette - ikke for evigt men i hvert fald lige nu - vanskeligt at kombinere. I en situation hvor så mange politiske ledere sagde, at folkeafstemningen var endelig og bindende, at et resultatet skulle respekteres, og at artikel 501 skulle udløses straks [*] – så bliver der nu, forståeligt og med vægt, argumenteret for at stemme endnu en gang ved en ny folkeafstemning.

Desværre var der ingen beslutning om eller diskussion af, hvilken form Brexit skulle tage - og der er vægtige demokratiske argumenter for, at noget sådant skal afgøres af befolkningen. Men argumentationen for en ny folkeafstemning synes endnu ikke stærk nok og ikke klar nok. I folkeafstemningen om Brexit deltog millioner, der normalt ikke stemmer. Leave-kampagnen brød lovgivningen om pengeforbrug, men begge sider fortalte usandheder: Budskabet om 350 millioner pund pr. uge mere til sundhedsvæsenet NHS2, hvis vi forlod EU, konkurrerede med budskabet om et øjeblikkeligt økonomisk sammenbrud, hvis vi forlod EU. Det er klart, at Leave-siden spillede mest ureglementeret og må stå til ansvar herfor, økonomisk og juridisk. Det er i midlertidigt vigtigt at skelne mellem Leave-vælgerne og de folk, der ledte Leave-kampagnen. For mange af de førstnævnte sejrede hjertet over pengepungen, mens de sidstnævnte førte en kynisk kampagne. Det er dog helt sikkert, at Leave førte den mest effektive kampagne - ikke mindst udkrystaliseret i budskabet "take back control", der netop blev forstået af dem, der mener, at de har lidt et stort kontroltab. Remain-argumentationen blev fremført elendigt og blev styret af folk, der aldrig havde brændt for eller haft ambitioner om Europas fremtid.

Argumentationen for en ny afstemning, endnu før resultatet af den første er ført ud i livet, fremføres ud fra to synspunkter. For det første at den første afstemning var udemokratisk - på trods af at næsten alle oprindeligt sagde, at resultatet skulle respekteres. For det andet at folk ikke vidste, hvad de stemte om; og/eller at vi siden har fundet ud af, at det bare er for kompliceret at udtræde. Ingen af argumenterne er helt urimelige, men begge er yderst subjektive og kan anfægtes. Bundlinjen er, at hvis beslutningen bliver ændret eller forsøgt ændret, så er det en legitim anklage, at demokrati er blevet noget, der kun anvendes, såfremt det er betimeligt. Naturligvis kan folk og lande skifte mening, men vi åbner på denne måde op for at lade os regere af meningsmålingerne, til skade for os selv. Det er naturligvis en ekstra bekymring, at der aldrig kommer en ’endelig afstemning’, og at det bare vil fortsætte i en uendelighed.

Den barske sandhed er, at de fleste på Remain-siden troede, at de ville vinde og opførte sig selvtilfredse. Der var næsten ingen granskning eller problematisering af hverken spørgsmålets karakter, eller af det flertal som skulle til for en så stor konstitutionel ændring; og - skandaløst nok - heller ikke af hvad der skulle ske dagen efter. Problemerne er først blevet behandlet i bakspejlet efter et resultat, som Remainers i det store og hele ikke havde set komme. Naturligvis kan man hævde, at økonomiske interesser overtrumfer de demokratiske principper, men det er mildest talt en problematisk holdning af have for enhver selvudråbt 'radikal demokrat'. Ofte afviser de, der kræver en ny afstemning om EU, en ny afstemning om skotsk uafhængighed. Vi kan ikke hævde, at folkets stemme skal tælle - bare ikke ’dén stemme’. Progressive kan ikke sjakre med demokratiet, når det er så centralt for, hvordan og hvorfor vi ønsker at forandre samfundet. Og hvis det at generobre kontrollen og blive hørt var en stor bevæggrund for Leave-stemmerne, så er det ikke svært at forstå, hvorfor en ny afstemning potentielt virker groft krænkende.

Der er her tale om grundlæggende spørgsmål - om sammenstødene mellem repræsentative og direkte former for demokrati og mellem flertallets kontrol og mindretallets synspunkter - som uden en skriftlig forfatning3 efterlader landet i et rod. Flertalsstyre i sig selv gør det ikke ud for demokrati; det er grunden til, at det er vigtigt at forpligte sig til menneskerettighederne. Og et resultat på 52/48 procent er ikke et mandat til en ekstrem Brexit, men en instruktion til Parlamentet om at forhandle om et kompromis - noget, som vores konfliktfyldte politiske institutioner aktivt modvirker. Men de fleste politikere og folk i almindelighed gik med til afstemningen og accepterede - i hvert fald til at begynde med - resultatet.

Men selvfølgelig udfordrer Brexit ikke bare de progressives demokratiske troværdighed, men kolliderer også med princippet om internationalisme; ikke mindst fordi vi ved at global kapitalisme, klimaændringer og massemigration kun kan håndteres på grundlag af et samarbejde på tværs af grænserne. Progressive mener, at vi er mennesker, før vi er britiske, engelske, skotske eller walisiske. Vi hader isolationisme og national exceptionalisme. Og Brexit bliver nu fremført næsten udelukkende af meget højreorienterede grunde i en kampagne, der vil køre hårdt på, uanset om vi forlader eller forbliver i EU. At Labour-ledelsen og det bredere Lexit-miljøet4 ikke har kunnet udvikle og popularisere en progressiv Brexit-dagsorden, for hvilken der er saglige argumenter, har simpelthen overladt scenen til Farage, Rees-Mogg og Johnson5. Men det er også rigtigt, at for nogle Remainers stopper internationalismen ved EU's grænser og handler om fri bevægelighed for nogle, men ikke for alle. Igen rejses dette punkt ikke for at kritisere, men blot at vise hvor kompleks disse spørgsmål nu engang er.

Som følge af folkeafstemningen forekommer det som om, at man enten kan være internationalist eller demokrat, mens det er utroligt svært lige nu at være begge dele. Lad os udfolde disse spørgsmål og Brexits mange gråtoner ved at se på de forskellige svar på dette dilemma.

Labours svar: Sæt alt ind på et parlamentsvalg

Først Labour. Der har været tale om tre spildte år. Ledelsens strategi var at respektere resultatet og samtidig håbe på, at Tories6 ville implodere under presset fra Brexit, før Labour gjorde det. Efter afstemningen pressede Corbyn på for straks at få udløst artikel 50 i et forsøg på både at føje Leave-vælgerne og opfylde sine egne euroskeptiske ambitioner. Formodningen var - især efter det overraskende gode valgresultat i 2017 - at Remainers ville holde sig for næsen og forblive og ikke springe over til The Liberal Democrats7 eller Green Party8. Ligesom Theresa May instrumentaliserede Corbyn Brexit af partipolitiske og ideologiske grunde, mens det, der var behov for (efter et så snævert afstemningsresultat, hvor 'folkets vilje' bliver meningsløs), var tid, rum og en proces til at forstå, hvad der var sket, og hvorfor og hvordan nationens splittelser kunne heles. Dette skulle især være sket, fordi Labour selv var enormt splittet - kulturelt og geografisk. Men for ledelsen var Brexit altid et spørgsmål, der kom i anden række. Det vigtigste var at få en Labour-regering, uanset hvor usandsynligt dette måtte forekomme. Denne satsning afhang af et valg, som kun Tories og DUP9 [Democratic Unionist Party /o.a.] kunne fremkalde. Selv om Labour havde moralsk og vælgermæssigt ret til at forsøge at mindske Brexit-kløften, blev partiets forsøg herpå aldrig hverken sammenhængende eller overbevisende. Fokus på regeringsmagten - og ikke på den nationale interesse - var dét, der i sidste ende betød noget. Yderligere opdeling og polarisering blev derfor uundgåelig.

I Parlamentet arbejdede Labour-ledelsen for Brexit, men de ønskede ikke at tage ansvar for overgangen, og parlamentsmedlemmerne nedstemte alle muligheder og medvirkede derfor til fremkomsten af The Brexit Party10, hvis protest vi i det mindste må anerkende: Endnu tre år efter afstemningen er resultatet ikke efterkommet. Men Labour har hele tiden set UKIP/Brexit-partiet som mere skadeligt for Toriernes' valgchancer end for Labours. Derfor har Farage og ERG11 [European Research Group /o.a.] praktisk talt fået frit løb af Labour - min fjendes fjende og alt det dér. Og så er det lige meget, at den nationale diskurs hælder mere og mere over mod det nationalistiske højre. Hvis højre splittes, kan Labour - selv med en reduceret vælgeropbakning - presse sig ind på regeringsbænkene. Den fremgangsmåde er ’Milibandsk’12 i sin analyse og taktik: Antag at den anden side vil tabe valget; selv skal du kun sige og gøre lidt, og så vil du vinde automatisk - men denne gang med kun 30 procent og ikke 35 procent af stemmerne.

De to sider blev forsøgt spillet ud mod hinanden via en sløringsstrategi af 'konstruktiv tvetydighed', som blot var en anden form for New Labour13-spin og triangulering: Man lover ét til nogle vælgere og noget andet til nogle andre i håbet om, at ingen ville opdage modsigelserne. Det var hverken konstruktivt eller åbent og stødte på de uundgåelige buffers ved valget til Europaparlamentet i juni, da Labour kun blev det tredje største parti, og 40 procent af partiets medlemmer stemte på andre partier end deres eget.

Hvem ved? Denne strategi virker måske stadig, og i hvert fald viser ledelsen få reelle tegn på at skifte den ud. Måske vil et parlamentsvalg føre nogle vælgere tilbage til Labour af frygt for et fortsat Johnson-lederskab og bekymring for NHS. Men ethvert snarligt valg - før Storbritannien har forladt EU - vil blive domineret af Brexit på måder, som ikke var tilfældet ved valget i 2017. Dengang blev Brexit anset for at være en afsluttet aftale, der gjorde det muligt for Labour at ’gå videre’ til nye spørgsmål som fx offentlige investeringer. Dette spillerum er ikke sandsynligt endnu engang. Med et afglanset Corbyn-projekt, Labour splittet som aldrig før, et SNP14 [Scottish National Party /o.a.) der igen går frem i Skotland, og The Liberal Democrats og Green Party, der ridder på en Remain-bølge - kan Labour så gøre sig reelle forhåbninger om, at en 'one more heave'-tilgang15 kan vinde et flertal? Er det bedste, som partiet kan håbe på ikke en mindretalsregering støttet af SNP? Kan det overhovedet overveje en mere positiv progressiv alliance? Måske er det lige så sandsynligt, at der vil blive dannet en stiltiende eller åbenlys hård Brexit 'Regressive Alliance'16, ikke mindst på grundlag af Parlamentets manglende evne til at stemme enhver Brexit-aftale igennem. Under sådanne omstændigheder kan Labour måske end ikke holde fast i sit mandattal - i betragtning af en knivtangsmanøvre mod partiet af ægte Brexit-tilhængere fra den ene side og klare Remainers fra den anden.

Ledelsen kunne skifte til et utvetydigt ja til en ny folkeafstemning, men det er nok for sent til at være sandsynligt under Corbyn-ledelsen og ville alligevel give muligheder for det yderste højre (i form af The Brexit Party) i nogle nordlige og tidligere industri-valgkredse. Hvis Corbyn skifter sin og Labours position helt og holdent, vil det blive Tories og The Brexit Party såvel som Remainers, der vil profitere. Corbyn er fanget i sit eget dilemma, mellem en opfattet troværdighed (”perceived authenticity”) og kravene fra de partimedlemmer, der stemte på ham. Brexit-splittelsen forårsager reelle og alvorlige politiske problemer for Labour - også i forhold til parlamentsvalg - og kræver et stærkt, åbent og fantasifuldt lederskab og grundige overvejelser, hvis den skal løses. Men inden for Labour ser det ud til, at man har valget mellem en ny folkeafstemning eller loyalitet over for Corbyn. Uanset hvilken af de to veje Labour måtte vælge, vil det miste stemmer og mandater.

Det behøvede ikke at være sådan. De kunne have besluttet at placere partiets og Momentums17 enorme ressourcer i områder med Leave-flertal og argumenteret for at forblive og reformere EU. De kunne have opfordret til samtaler på tværs af partierne og gået videre med en koalition af villige, hvilket ville have betydet at sætte sig sammen med SNP, The Liberal Democrats, Green Party og Plaid18 for at undersøge muligheder for kompromiser. Selve handlingen ved at gøre dette ville have øget deres status. De kunne have arrangeret en forsamling af partimedlemmer (”party members’ assembly”19) for at overveje, hvordan man kunne løse de modsigelser, der blev frembragt af folkeafstemningen. Labour burde have brugt hver dag i de sidste tre år på at adressere årsagerne til Brexit med et program fuld af specifikt skræddersyede politiske initiativer. At de nu er fanget skyldes, at ledelsen sad for passivt hen i håbet om, at et parlamentsvalg ville falde ned i skødet på dem.

 

Fire strukturelle svagheder i Corbyn-projektet

Ud over denne taktiske blindgyde afslører Brexit fire strukturelle svagheder ved Corbyn-projektet. Den første er, at deres internationalisme kun strækker sig til solidaritet med lande under vestlig imperialistisk dominans. Denne solidaritet kan være nødvendig, men den er langt fra tilstrækkelig. Der er stort set ingen tegn på, at man udvikler solidaritet til en strategisk internationalisme, der gør det muligt for progressive at håndtere de globale udfordringer inden for spørgsmål som finans, klima og migration. Selv hvis man synes, at EU er en kapitalistisk klub, er man vel forpligtet til at udtænke alternative former for globalt samarbejde? Men få store ideer, netværk eller partnerskaber er blevet smedet - selv med regerende venstrepartier i lande som eksempelvis Portugal.

Den anden svaghed er, at selv om der er et argument for Lexit og en teoretisk argumentation for socialisme i ét land, er denne ikke blevet fremført af ledelsen. Hvordan ville en kapitalkontrol blive håndhævet, og investeringer søgt frembragt osv.? Mitterrand prøvede effektivt en 'go it alone'-strategi i Frankrig i 1982. Den endte brat og dårligt. Næsten 40 år senere og efter en voldsom globalisering forekommer denne tilgang lige så uønskelig som uigennemførlig. Men hvor er planen? Med udgangspunkt i et splittet og isoleret land - hvordan i alverden vil Labour tilbyde nogen form for transformativ dagsorden? Nogle som ’The Full Brexit’ (a) og andre venstreorienterede økonomer har fremlagt visse argumenter herfor, som dog langt fra er sammenhængende eller toneangivende.

Den tredje svaghed i Corbyn-projektet, som Brexit har afsløret, er den blinde plet for reform af demokratiet. Hvis Brexit var et råb om magt og for at generobre kontrollen, hvor er da venstrefløjens reaktion i form af en radikal ny demokratisk løsning? Ledelsen følger - ligesom partiets højrefløj - hvad der kaldes en ’labourist-approach’: En tilgang som simpelthen ser staten som et neutralt organ, der blot skal indtages og sættes på rette kurs af de rette mennesker. Men det er netop den restriktive karakter af vores demokratiske strukturer og kultur, der står i vejen for os. Statens udemokratiske, ikke-responsive og centraliserede karakter skal fjernes for at få det gode samfund, vi ønsker. Vi behøver derfor ikke alene en klassepolitik, men også en forfatningspolitik. Desværre er dette felt overladt til Farage - selv efter at han havde sagt, at han ikke ville acceptere en snæver afgørelse i den første folkeafstemning.20

Den sidste svaghed er tribalisme21. Corbyn-ledelsens bunkermentalitet isolerer og fremmedgør i lige mål. Igen: Det behøvede ikke at være sådan; det er et valg. Chancen for en forandring var til stede efter det overraskende valgresultat i 2017, da ledelsen ud fra den fornyede styrkeposition kunne have rakt hånden frem. Komplekse situationer som Brexit kan kun tackles med lige så komplekse ledelsesformer. Dens Brexit-svar afslører Corbynismens fatale fejl: Dens elitisme. Hvis den ikke engang kan forsøge at bringe partiet sammen, på trods af indlysende modstand, hvordan kan den da gøre sig forhåbninger om at bringe landet sammen? For at gøre det helt klart: Det meste af denne grundlæggende kritik gælder ligeledes for Labours højrefløj.

 

’Restoration Remain’

Så hvad med Remain-kampagnen? Der er selvfølgelig meget forskellige aspekter af denne. Langt den største og mest dominerende er, hvad der kan kaldes for ’Restoration Remain’. Det er rester fra Cameron, Clegg og Blair-tiden22, som simpelthen ønsker at stille uret tilbage til tiden før hele denne 'elendighed'; som om dette skulle være gennemførligt eller ønskeligt. Finanskrisen i 2008 ændrede alt for alle - bortset fra dem, ser det ud til. Meget af deres argumentation er reduceret til spørgsmålet om BNP-vækst, som om forbrugerisme var det eneste formål – eller hovedformålet - med politik. Et sådant snævert syn ser bort fra 'hvis BNP', det er, vi taler om – i en situation hvor de økonomiske gevinster altid går til nogle få mennesker i London og i South East23. Men siden Finanskrisen er der ingen fast grund at vende tilbage til. Jo, The Liberal Democrats kan forbigående puste sig op, efterhånden som minderne om koalitionen fortoner sig, og ty til en bedrøvelig tykhovedet populisme ”Bollocks to Brexit ” (b), men den uddyber blot splittelsen og skaber flere problemer. Kan The Liberal Democrats styre landet fra denne position? Og herudfra danne alliancer med hvem?

Inden for mainstream Labour er der kun en beskeden erkendelse af den rolle, som New Labour spillede i skabelsen af betingelserne for Brexit - ikke mindst den måde, hvorpå gamle Labour-vælgere blev ydmyget og taget for givet. Og for nogle er Brexit en bekvem anledning til at angribe Corbyn: Se når Tom Watson24 kalder The Liberal Democrats for 'Brexit-afvisere' efter 2016 (c) og derefter skifter til en ’gung-ho’-indstilling25 til en ny afstemning, fordi det passer ind i hans ledelsesambitioner. Få ser ud til at tænke på, hvor meget mere splittende enhver ny folkeafstemning kunne blive (d), og hvor meget mere polariseret landet sandsynligvis ville blive i konsekvens heraf. Igen er det ikke et argument imod at kæmpe for en sådan afstemning, men blot for at sige at man er nødt til at have blik for, anerkende og forholde sig til alle konsekvenser heraf.

Det er de samme mennesker, der nu tager ledelsen af Remain, som også havde det i forbindelse med folkeafstemningen. Det ser dog ud til, at de næsten intet har lært. Hæderlige undtagelser er folk som Hugo Dixon26 og ’Common Ground’ (e), der i det mindste har forsøgt at se på en 'No Brexit Dividend'; men bolden er ikke blevet grebet, og det er ikke blevet udviklet ambitiøst og sammenhængende. Hovedparten af Remain-kampagnen ser ikke Brexit som et symptom på langvarig socialt, økonomisk og demokratisk forfald, der kræver en radikal anderledes politisk løsning. De har kun en sparsom kritik af EU og endnu mindre lyst til at ændre det. Hver eneste dag siden afstemningen i 2016 skulle have været brugt af Remainers til at argumentere for en ny økonomisk, politisk og demokratisk løsning for at tackle årsagerne til Brexit og foreslå metoder hertil. Men har ikke været tilfældet.

 

’Remain and Reform’ - men hvordan gør vi et andet Europa muligt?

Der er en anden, meget mindre fløj af bevægelsen for Remain/ny folkeafstemning. Anført af Clive Lewis27 i Labour (f) og Caroline Lucas28 i Green Party (g), og gennem organisationer som ’Another Europe is Possible’ (h) har de igangsat en kampagne omkring ideen 'Remain and Reform' af UK og EU29. For dem er der - med rette - ikke nogen going back, de vil i stedet have en ny post-neoliberal løsning. Læs Anthony Barnett's ’Lure of Greatness’ (i) for at få den fulde forståelse af, hvorfor Brexit skete og om vejen til en løsning ud fra et grundigt progressivt perspektiv.

Problemet er dog, at ’Remain and Reform’ er svage i antal og ressourcer sammenlignet med ’Restoration Remain’ og desuden afgørende har svigtet udviklingen af en sammenhængende og overbevisende argumentation for, hvordan Europa rent faktisk kan reformeres. Hvordan får vi de 28 medlemslande til at blive enige? Hvilke traktater skal ændres, og hvilke nye indføres? I betragtning af de socialdemokratiske partiers svaghed på tværs af EU og de grønne partiers fremgang, hvad er det så for en politisk koalition, der kan gennemføre en progressiv forandring? ’Remain and Reform’ har arbejdet bravt for et venstredrejet, progressivt og grønt perspektiv for Europa, og det er bestemt den rigtige vej at gå. Men vi ved bare endnu ikke, hvordan vi kan gøre et andet Europa muligt.

Hvad dette angår har ’DiEM 25’30, Yanis Varoufakis’31 vision for et pan-europæisk politisk parti ambitiøst forsøgt at løbe noget i gang, men erobrede uventet kun en enkelt plads i Europaparlamentet. Der er stadig ingen paneuropæisk folkelig kraft [”demos”] som bærer af et sådant politisk projekt. I et netværkssamfund kunne og burde sådanne opstå hurtigt, men de progressive er nødt til at forstå deres svagheder som forudsætning for en tranformativ ændring.

I mellemtiden har EU gået igennem en guddommelig forandring set med nogle Remainers øjne: For mange er det nu pludselig blevet en hellig institution, som vi skal vende tilbage til for enhver pris. I virkeligheden er EU et modsætningsfyldt og paradoksalt organ, der indeholder kimen til såvel en progressiv som en regressiv politik. Det er blevet indfanget af de globale virksomheder og fremfører for det meste det frie markeds patentløsninger. Ingen progressive bør glemme eller tilgive EU’s behandling af det græske folk og indførelsen af austerity32. Dette var og er selvfølgelig et udtryk for, hvor svagt de progressive står generelt i Europa. Men det er ikke urimeligt at være skeptiske over for en institution, der alt for ofte orienterer sig mod og handler i retning af højre. I fraværet af en progressiv genopblomstring har EU i løbet af de sidste tre år ikke gjort meget for at vise forståelse for betydningen af det demokratiske underskud, der har bidraget til at understøtte årsagerne til Brexit, eller forståelse for at dets påbud om austerity har været så polariserende.

Men på trods af dette så regulerer EU stadig til det fælles gode på nogle betydningsfulde områder. Det er det sociale, demokratiske og miljømæssige potentiale i EU, der tiltrækker progressive. Men for at gentage pointen: Det kræver en praktisk forandringsteori for at kunne realisere dette potentiale. EU er en gammel institution fra det 20. århundrede, der har brug for en radikal revision for at gøre sig relevant for dette århundrede og for at kunne matche udfordringerne med netværk og klimakaos. Men venstrefløjen er splittet. Nogle taler for, at EU er den bedste mulighed, vi har; andre mener, at EU ikke kan reformeres, og at vi er nødt til at forlade det og erstatte det med noget andet. Debatten må tages, og begge sider må vise de gennemførlige og ønskelige ændringer, der skal til.

Så der opstår altså en alvorlig frygt for på den ene Brexit og den sociale og økonomiske betydning heraf, og på den anden side de demokratiske risici ved at gentage folkeafstemningen og dermed øge sandsynligheden for, at et betydeligt mindretal i landet opgiver den sidste rest af sympati for vores demokratiske normer. Politik forvandler sig derefter fra et spørgsmål om Brexit til et spørgsmål om demokrati, populisme og endda diktatur. Hvad er det værste? Og hvordan kan nogen oprigtigt sige, at Brexit-spørgsmålet er enkelt, entydigt, sort eller hvidt?

 

Tory-lederskabet og risikoen for en reaktionær alliance

Lad os til sidst sætte denne problemfyldte baggrund op mod den forgrund, der nu viser sig. Boris Johnson er en uforudsigelig størrelse, fordi han kun tjener sine egne interesser. Han kan ’spinne’ tilbagetrækningsaftalen og lade den slippe igennem. Eller han kan presse på for en hård Brexit ved at bruge ’No Deal’ som et forhandlingskort og beskylde Parlamentet og EU for at have blokeret den påståede 'folkets vilje'. Dette kan derefter gøre ham i stand til at tage et parlamentsvalg om, hvem der skal styre landet: Johnson og folket eller Parlamentet og EU? Hvis hans ny ledelse kan få et tilstrækkelig opsving i vælgermålingerne33, og hvis han kan sikre en stiltiende eller åbenlys aftale med Farage om at opdele landet mellem nord og syd, mod Labour overalt, kunne det resultere i en komfortabel pro-Brexit-valgsejr og fem år mere, hvor landet ville bevæge sig yderligere mod højre. Tory-donorer rapporteres allerede nu at være i forhandlinger om at holde hjulene smurt for en sådan løsning. Selvfølgelig risikerer det at mislykkes, og de kan i stedet splitte Leave-stemmerne.

Men hvor efterlader det de progressive? Udgangspunktet er erkendelsen af, at en Remain-alliance ikke er det samme som en virkelig progressiv alliance - som er en, der ikke ønsker at gendanne nationen men omdanne den. Brexit-spaltningen er én stor forhindring for dette, men det samme er Labours beslutning fra 2017 om at vende ryggen til valg-solidaritet med især Greens, som visse steder undlod at opstille [for at undgå at splitte stemmerne / o.a.] i bestræbelserne på at undgå en Tory-jordskredssejr. Men Labour nægtede siden at betale tilbage eller bare at anerkende deres hjælpsomhed. Det ligner nu en høj pris, som landet er nødt til at betale herfor, i betragtning af at Corbyn kunne have været indsat som premierminister i 2017, hvis der var blevet indgået en aftale om nogle få mandater, og Labour havde været villig til at afgive og ikke bare tage stemmer og pladser fra andre progressive. Labours top viser for lidt vilje til at skifte fra denne tilgang (vinderen-tager-alt/taberen-mister-alt) og bakker heller ikke op om den logiske konsekvens af et skifte, nemlig støtte til proportional repræsentation. I betragtning af Labour-ledelsens stiltiende pro-Brexit-holdning er enhver alliance nu mildt sagt problematisk.

Nogle progressive vil mene, at det er vigtigst at stoppe Brexit. Andre har sværere ved at reducere de demokratiske betænkeligheder. Der er ikke noget korrekt svar. Men det er forkert at foregive, at det er enkelt. Vi må nægte at acceptere binariteter34, fordi det er, hvad populisterne ønsker, at vi skal gøre. Alt for ofte problematiserer folk på hver side af Brexit-spørgsmålet den anden sides motiver frem for at prøve at forstå dem. En progressiv fremtid for det 21. århundrede vil blive forhandlet, ikke påtvunget.

Økonomiske nødvendigheder kan ikke overtrumfe demokratiske principper. Det er en kombineret politik af ’både og’, vi har brug for. Ingen har et sikkert sted at stå, alle bror brænder. Først når vi anerkender sårbarheden i alle progressive positioner, kan vi begynde at opbygge tillid, dialog og de komplekse langsigtede løsninger, som situationen kræver. Fordi vi ved, at midlerne altid former målene, må vejen ud af dette rod være mere demokratisk end vejen ind. Undervejs skal vi genoplive troen på en ægte internationalisme.

Som følge af folkeafstemningen er kompromis den eneste måde at forene vores tro på både demokrati og internationalisme. Eksempelvis kunne artikel 50 midlertidigt ophæves for at give mulighed for ”a full citizens assembly”35 om alle aspekter af Brexit. Og alle progressive kan være enige om, at der skal være en ny folkeafstemning for eller imod en ’No Deal’, hvis det kommer dertil. I betragtning af truslen fra højrepopulismen er vi nødt til at gøre det på en måde, uden at vi kickstarter kræfterne bagved og giver dem anledning til at optræde som de falske forkæmpere for demokrati.

 

Det mindst dårlige er ikke længere godt nok

I alt dette er en politisk praksis med det mindst dårlige eller med at hoppe over, hvor gærdet er lavest ikke længere god nok. Der er ikke noget alternativ til at opbygge et levende demokratisk, internationalistisk, egalitært og bæredygtigt politisk projekt - men det kan vi aldrig gøre, hvis vi bliver ved med at tage det forkerte udgangspunkt eller bare reagerer på højrefløjen. Dette er grunden til, at Compass36 og andre har talt for ”A Citizens’ Assembly” (j) som en vej ud af blindgyden - en diskuterende proces, der hjælper med at vurdere alle fakta og problemstillinger. Hvis Parlamentet nægter at træffe en beslutning, burde dette være mekanismen til at forhandle om Brexits kompleksiteter.

På trods af alle forsøg på at male progressive op i modsatte hjørner er politik langt fra sort eller hvidt. Ingen kan være sikre på, at de har ret. Skal vi stoppe Brexit for enhver pris, eller skal vi stoppe samfundets polarisering gennem kompromisser for enhver pris? Vi står i stedet over for kompleksiteten af vores forhold til EU og af vores altid halvt inde/halvt ude, aldrig fuldstændig forpligtede-indstilling. Vi står også over for kompleksiteten af demokratiet og sammenstødet mellem parlamentarisk suverænitet og befolkningens suverænitet. Og så står Labour over for kompleksiteten af sin kulturelle sammensætning, idet det kæmper for at finde ud af, hvor meget det er et parti for værdier eller interesser, og hvordan klasse og identitet skal tackles.

Vanskelige beslutninger med betydning på kort sigt skal træffes. Progressive bør give hinanden plads til at være 'remain and reform' eller 'leave and rebuild'. Men progressive må også forpligte sig til det grundige, grundlæggende arbejde med at finde ud af, hvad det gode samfund er, og hvordan det opnås - ellers står vi over for en spiral af kontinuerlig krisestyring.

Brexit belærer os højlydt og utvetydigt om én ting: Politik og politikere må forandre sig. Bølger af sociale, økonomiske, teknologiske og kulturelle ændringer samt klimaforandringer fortsætter med at ramme os. Alt dette sker samtidig med, at de progressives traditionelle redskab i det forrige århundrede, socialdemokratismen, kæmper for at tilpasse sig det nye netværkssamfund og muligvis er ved at dø bort for øjnene af os. Svaret er ikke at tilslutte sig en lejr men at overveje, forhandle, gå på kompromis, respektere og begynde at genopbygge tilliden i hele vores land. Enhver eftertænksom og reflekterende progressiv vil have lidt af begge sider i sig, af de 52 hhv. 48 procent. Så måske mellem folk som Caroline Lucas, Clive Lewis og Lisa Nandy37 findes der bud på dele af en ny ledelse, der er lige så rød og grøn, som den er demokratisk.

Sikkert er det, at ideer og netværk for en ny politik begynder at dukke frem: Fra ’Extinction Rebellion’ (k) til ’Green New Deal’ (l), fra ”citizens’ assemblies”38 - der dukker op overalt - til de mere højlydte krav om PR (m) fra kampagner for en kortere arbejdsuge (n), universelle basisydelser (o) og indkomster (p) - sådan at både ideer og aktører for en progressiv forandring opbygges.

Men reduktive binariteter39 hjælper ikke det nye frem. Populisme kan og skal imødegås, og rejsen frem mod et godt samfund kickstartes, men det er først muligt, hvis vi tager kompleksiteten til os. Det er en vanskelig vej, men det er den eneste vej.

 

Originalartiklen ‘Brexit, complexity and compromise – a progressive future will be negotiated, not imposed’ blev publiceret 25. juni 2019 og kan findes her https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/brexit-complexity-and-compromise-a-progressive-future-will-be-negotiated-not-imposed/

Artiklen er oversat med tilladelse fra ’opendemocracy – free thinking for the world’.

Oversættelse: Klaus Krogsbæk

[Forfatteroplysninger:]

Neal Lawson er administrerende direktør for Compass (a), en gruppe og tænketank inden for det engelske Labour. Lawson var redaktør af rapporten ’The Causes and Cures of Brexit’ (b) og har i mange år medvirket til at iværksætte diskussioner og udgive publikationer om Europa og det gode samfund (c). Lawson var talsmand for den ’Progressive Alliance’ ved parlamentsvalget i 2017. Han skriver her på egne vegne.

a) http://www.compassonline.org.uk/

b) http://www.compassonline.org.uk/publications/the-causes-and-cures-of-brexit/

c) http://www.compassonline.org.uk/publications/europe-the-good-society-after-the-crash/

--

media@opendemocracy.net

Forfatterens note

[*] Nogle parlamentsmedlemmer, såsom Caroline Lucas argumenterede for, at artikel 50 skulle udskydes, indtil der fremstod en klar proces.

 

Forfatterens links

a) https://www.thefullbrexit.com/

b) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/dear-liberal-democrats-you-are-so-much-better/

c) https://www.politicshome.com/news/europe/eu-policy-agenda/brexit/news/81155/tom-watson-brands-lib-dems-brexit-deniers-over-second

d) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/people-s-vote-on-brexit-be-careful-what-you-wish-for/

e) http://www.commongrounduk.com/

f) https://www.youtube.com/watch?v=h-gELTuAsCI

g) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/how-do-we-ensure-that-project-hope-overcomes-project-fear/

h) https://www.anothereurope.org/

i) https://unbound.com/books/brexit/

j) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/brexit-citizens-assembly-rising-to-crisis-in-democracy/

k) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/extinction-rebellions-regenerative-culture-could-be-just-as-revolutionary-as-its-demands/

l) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/new-chance-climate-justice/

m) https://www.opendemocracy.net/en/opendemocracyuk/peterborough-peterloo-its-time-left-defend-democracy/

n) https://www.opendemocracy.net/en/oureconomy/a-shorter-working-week-isnt-a-luxury-its-an-ecological-necessity/

o) https://neweconomics.opendemocracy.net/universal-basic-services-ending-austerity-forever/

p) https://www.opendemocracy.net/en/oureconomy/basic-income-feasible-and-affordable/

 

Oversætterens noter

6

​​ Tory – uofficiel betegnelse for medlem af Conservative Party

12

​​ En reference til den tidligere leder af Labour Ed Miliband - https://en.wikipedia.org/wiki/Ed_Miliband

19

​​ Se også forfatterens link J

21

​​ Stammementalitet

25

​​ Er nogen ’gung-ho’, er de meget entusiastiske eller ivrige

32

​​ Stram økonomisk politik med bl.a. offentlige besparelser

34

​​ I originalartiklen ’binaries’; en binaritet betyder ’binær opposition’

38

​​ Se også note 35 og forfatterens link J

39

​​ I originalartiklen ’binaries’


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019