Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Exitstrategiens illusion

 

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk debats redaktion

 

I dette nummer af Kritisk Debat bringer vi en artikel af Costas Lapivitsas (tidligere medlem af det Græske parlament) – ”We need a Labour Brexit”. Artiklen​​ repræsenterer en række grundholdninger, der indtil for nylig var udbredt på den europæiske venstrefløj og stadig lever som en understrøm i diskussionerne efter venstrefløjspartiernes markante tilbagegang ved EU-parlamentsvalget. Som sådan er den interessant og fortjener en kritisk analyse, da Lapavitsas argumenter også har en vis gang på jorden på den danske venstrefløj, selv om der også her foregår en diskret opblødning af fronterne. Jeg vælger at kalde Lapavitsas strategi for en ”brudstrategi”.

 

Costas Lapavitsas lægger i sin artikel hårdt ud med sin alt afgørende påstand: ”Jeremy Corbyn møder voksende krav om at dreje Labour i retning af et ”remainparti”. Men at afspore Brexit vil være at styrke EU og dets neoliberale program – med katastrofale konsekvenser for venstrefløjen i hele Europa”.

 

Linjen er hermed lagt for Lapavitsas videre argumentation og diskurs. Brexit skal i form af Labours politik omdannes til et Lexit (venstrefløjens Brexit) i England og tjene som model eller forbillede for den politiske​​ strategi, venstrefløjen skal følge i alle de øvrige medlemslande.

 

I min kritiske artikel vil jeg argumentere for, at Lapavitsas fremstilling af EU som en monolit både konkret og historisk er forfejlet, og at hans deraf afledte exitstrategi vil handlingslamme venstrefløjen og i EU-sammenhæng reducere den til ligegyldighed. At forestillingerne om et exit og en national socialistisk reformstrategi som alternativ til den politiske kamp i EU uvægerligt havner i nationalisme og gentager de gamle stalinistiske forestillinger om ”socialisme i et land”. Og at strategien – hvad værre er, hvis den følges – vil isolere venstrefløjen fra de europæiske lønmodtagere, fastlåse den i en defensiv position indenfor EU og henvise den til gold oppositionspolitik i de enkelte medlemsstater.

 

Suggestiv fremstilling af EU som en monolit

Lapavitsas indleder sin fortløbende argumentation med en salve, som tegner linjen i hele artiklen: Maastrichtaftalen betegner neoliberalismens sejr i EU, forstået som det ”indre marked” (Den Europæiske Fællesakt) og euroen (ØMU’en). Siden 1992 er demokratiet i EU blevet udhulet, og den økonomiske politik blevet løsrevet fra nationalstaternes parlamentariske valg.

 

For det første får man som læser ikke at vide, hvad der skal forstås ved neoliberalisme. Kun at prædikatet ”neoliberalisme” nu er blevet handlende subjekt, uden vi øvrigt får noget at vide om substansen. For det andet er hele indgangen både historieløs og dermed uforklarlig og hvad værre er faktuelt forkert.

 

Vi skal helt tilbage til 1969, hvor næstformanden for Europa-kommissionen, Raymond Barre, foreslog opbygningen af et fælles valutaregime som modvægt til den opløsning​​ af den hidtidige internationale valutariske stabilitet, han så komme. Werner kommissionen blev nedsat og barslede i 1970​​ med en plan for en fælles valuta gennemført i tre faser frem til 1980. I planen indgik også en politisk overbygning. Werner rapporten kunne ikke finde flertal. I stedet forsøgte man defensivt at dæmme op for den amerikanske valutaoffensiv og den voksende valutauro først med ”Slangen” og senere med EMS’en (Det europæiske monetære system). Fælles for begge ordninger var, at de var utilstrækkelige til at inddæmme den ødelæggende valutariske uro, som først og fremmest gik ud over de europæiske lande.

 

Efter Plazaaftalen i 1985, hvor USA tvang de andre toneangivende kapitalistiske lande til at styrke deres egne valutaer, blev den tyske marks forhold til dollaren de facto omdrejningspunktet i Europa. Året efter vedtog medlemslandene med Tyskland og Frankrig i spidsen det ”indre marked” med de ”fire friheder” (fri bevægelse for kapital, arbejdskraft, tjenesteydelser og varer). Hensigten var at styrke og beskytte Europas kapital i den skærpede kamp med amerikansk kapital. Siden den ”store vending” i 1979, hvor man i​​ USA havde dereguleret finansmarkederne, havde USA ført en aggressiv politik overfor europæisk og japansk kapital for at få dem til at betale for USA’s igangværende omstrukturering af kapitalapparatet.

 

I mellemtiden havde den liberale bølge som​​ borgerskabernes generaliserede offensiv også slået rod i Europa. Det fik bl.a. betydning for, hvordan reglerne for det indre marked blev fortolket og for det andet på Delorsrapportens slutresultat. Delors anbefalede en valutaunion (ØMU’en) uden en politisk- og fordelingspolitisk overbygning med den begrundelse, at landenes forskelle i produktivitet og konkurrencedygtighed over årene ville udligne sig med kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed. Derfor var der ikke behov for en finanspolitisk overbygning. Oprettelsen af den europæiske centralbank (ECB) til at styre den monetære økonomi skulle være tilstrækkelig. Understøttet af Vækst- og stabilitetspagtens bestemmelser om gæld og statsunderskud, der skulle disciplinere medlemsstaternes gældsætning. Konstruktionen blev heftigt kritiseret for at mangle en finanspolitisk- og fordelingspolitisk overbygning, og mange kritikere spåede et sammenbrud for ØMU’en ved den første større krise. De forudså også en skærpelse af ​​ de asymmetriske væksttendenser indenfor​​ EU i modsætning til forestillingerne om øget konvergens. Krisen i 2008 og den efterfølgende gældskrise skulle give kritikerne ret. Den nuværende ØMU-konstruktion er og bliver et misfoster, hvilket ikke er det samme, som at enhver ØMU konstruktion må være​​ et misfoster.

 

Her skal tillige nævnes, at det ikke var EU – hvad det så end er for en størrelse – men statslederne, der vedtog den gældende udformning af det ”indre marked” og valutaunionen – og det skete i enighed. Beslutningerne var i den forstand ikke​​ løsrevet fra de enkelte parlamenter. Aftalen skulle oveni købet ratificeres i medlemslandene. Med til den Europæiske Fællesakt hørte også vedtagelsen af en ny samarbejdsprocedure mellem EU-parlamentet og ministerrådet, som senere blev til en ”en fælles beslutningsprocedure”. Altså en styrkelse af parlamentet og øget demokratisering af EU’s funktionsmåde. Ikke en udhuling. Demokratiseringen af EU’s funktionsmåde og institutionelle opbygning blev yderligere demokratiseret med vedtagelsen af Lissabontraktaten.​​ Den væsentligste institutionelle ændring var​​ udvidelsen af EU parlamentets lovgivningsbeføjelser til et betydeligt antal nye lovgivningsområder samt skærpede delegationsregler og procedurer. I praksis fungerer parlamentet som ministerrådets ligemand på næsten alle vigtige lovgivningsområder og er som sådan med til indenfor traktatens bestemmelser at delegere beføjelser til kommissionen. Det forholder sig ikke omvendt, selv om det er en yndet og populær fortælling.

 

Lapavitsas skriver videre, at vejen mod en stadig tættere Union har resulteret i et sammenbrud for den folkelige suverænitet. Det er bemærkelsesværdigt, at man som læser overhovedet ikke får et indblik i, hvad der eksakt menes med ”folkelig suverænitet”. Men måske skal begrebet læses sammen med den opfattelse, at det er ”det indre marked” og euroen, der er årsag til, at de valgte nationale regeringers politik, først og fremmest dikteres af den liberale økonomiske logik. Det ville de også være uden EU og uden euroen, så længe den internationale kapitalistiske økonomis logik råder.

 

Der er selvfølgelig en grund til, at begrebet folkelig suverænitet kun udfoldes i analogier eller som element i forskellige konkrete beskrivelser, som når Lapavitsas eksempelvis skriver: ”det dramatiske tab af folkelig suverænitet understøtter arbejdernes og de fattiges voksende frustration i England og i resten af Europa”. Hvad det er for en frustration, og hvad det er for et tab af suverænitet, forbliver på påstandens niveau. Hvis vi skal gå ind på Lapavitsas suverænitetsbillede, hidrører den største trussel mod den såkaldt folkelige suverænitet – her oversat til oplevelse af selvbestemmelse – først og fremmest fra den eksplosivt voksende globalisering indenfor de sidste 30 år.​​ 

 

Der hersker unægtelig en udtalt social og​​ politisk frustration blandt EU borgerne, men  ​​​​ spørgsmålet er i høj grad, om det er tabet af folkelig suverænitet, eller det politiske systems – især socialdemokraternes – eftergivenhed overfor de forskellige bølger af borgerskabernes angreb på velfærdsstaten og de konkrete velfærdsordninger – især siden 2008 – der er årsag til den udtalte frustration. En ikke helt uvæsentlig sondring, når det gælder valg af politisk strategi i forhold til EU.

 

Frustrationen og mange vælgeres mistillid til politikerne både​​ nationalt og i EU har vel sit udspring i den udbredte intuitive opfattelse af, at det, de oplever og får ørene tudet fulde af, ikke tjener deres interesser, og at de på den anden side – og især hvad angår perioden med socialdemokratiernes ”tredje vej” strategi – oplever at have mistet en politisk repræsentant for deres interesser. ​​ Som set før i historien er oplevelsen af at være uden en stærk politisk repræsentant og fremtid endt i tilslutning til populistiske bevægelser, der giver flere af disse meget uhomogene og let bevægelige vælgergrupper en stemme for – hvad de ikke vil.

 

Det var også det, der skete med den marginale tilslutning, Brexit fik i 2016, som hentede sin støtte fra en del af den hårdt trængte engelske arbejderklasse, småborgerne og ligeså hårdt trængte mindre engelske kapital. Men der var absolut ikke nogen progressive argumenter eller budskaber i Brexit kampagnen, som var en blanding af nostalgiske imperie-illusioner og selvbedragerisk national selvtilstrækkelighed, der​​ altid har stukket dybt i den engelske arbejderklasse. Det forekommer derfor intet mindre end paradoksalt, at Lapavitsas kan kritisere de unge vælgere i England for at advokere for ”Remain and reform” og samtidig beklage, at det ikke lykkedes for venstrefløjen at vinde bred støtte for en ”Lexit” (Left-ving Brexit). Men hvordan skulle det overhovedet have været muligt at vende Brexit til Lexit, når selve bruddet med EU var begrundet i reaktionær defensiv national selvtilstrækkelighed støttet af de mest anakronistiske fraktioner indenfor det Konservative parti.

 

Lapvitsas holdning og forestillinger om et Lexit giver kun mening, hvis man sammen med ham pantsætter enhver historisk forståelse af EU’s tilblivelse og funktionsmåde og de facto udråber EU til undertrykkende monolit ikke bare overfor de undertrykte klasser men også overfor nationalstaternes demokratiske liv. En slags europæisk Leviathan. I det billede vil et hvert brud hvor reaktionært nationalistisk, det end måtte være, selvfølgelig kunne omfortolkes til afgørende brud på​​ EU’s sammenhængskraft og indre styrke, hvilket så logisk fremstilles som forudsætning for enhver socialistisk politik i Europa. Desværre en helt mekanisk årsag-virkningslogik, der ikke adskiller sig afgørende fra tidligere sete kaosteorier.

 

Opgøret med EU’s neoliberale politik

I Lapavitsas optik udgjorde Brexit under og efter afstemningen i 2016 en oplagt mulighed for venstrefløjen til at gøre op med det neoliberale EU og fremlægge udkast til en progressiv politik, som​​ potentielt​​ kunne åbne for nationaliseringer af alle økonomiske nøgleområder, en demokratisk industripolitik, et opgør med den ”påtvungne” krisepolitik og gennemførelse af en socialistisk omfordelingspolitik for at udligne den eksorbitante ulighed i England. En strategisk politisk mulighed, som efter Lapavitsas opfattelse er helt og aldeles udelukket indenfor EU.

 

Her skal man lægge mærke til vendingen ”potentiel”, der optræder som en vis moderation af de ovennævnte muligheder (fugle på taget) og som en vis afskærmning overfor de barske realiteter, der nu præger det engelske samfund tre år efter folkeafstemningen og påbegyndelse af Brexitproceduren. Helt modsat Lapavitsas ideale forestillinger og fordringer har hele det politiske liv i England været præget af det Konservative cirkus, Labours opportunistiske zig-zag kurs og som en overgribende faktor forsvaret for en skrantende britisk økonomi og bestræbelserne på at bevare arbejdspladser (der lige nu er truet – netop på grund af Brexit). Hvordan forestiller man sig, at Labour, hvis partiet havde​​ lagt sig på den konsekvente Lexitkurs, som Lapavitsas fordrer, skulle kunne fremlægge en troværdig politik til forsvar for velfærdsordninger m.m., når realiteterne er, at en Labour-regering ville blive tvunget ud i et langt forsvar af den eksisterende økonomi. Alle drømmene om de ”potentielle” muligheder for en socialistisk reformpolitik måtte skubbes til side i forsvaret for pundet, begrænsning af de multinationale selskabers udflytning af fabrikker og arbejdspladser til kontinentet og finanssektorens flugt til Frankfurt for at undgå at blive reduceret til ubetydelighed. Og hvordan forestille sig opbygning af bindende og fordelagtige handelsaftaler under et WTO, der selv er under hårdt angreb fra USA og i de sidste år mistet i betydning?

 

Lapavitsas end ikke beskæftiger sig med disse ”potentialer” (forstået som negative muligheder), fordi de kolliderer med hans teleologiske forestillinger om EU’s fremadskridende sammenbrud, hvor Brexit kun er begyndelsen.

 

I stedet vælger Lapavitsas at kritisere Labours slingrepolitik og beskriver meget præcist splittelsen mellem store dele af partiets nye medlemsmasse og de fleste fagforeninger, der advokerer for et ”remain and reform” perspektiv i modsætning til store grupper af Labours traditionelle arbejdervælgere, der støtter Brexit eller oven i købet ”Hard Brexit” uden nogen aftale med de resterende 27 EU lande.​​ 

 

Men det er ikke i sig selv et særligt holdbart argument for kritikken af Labour at henvise til, at partiet ikke er i overensstemmelse med de mange arbejdervælgere. Hvis der er flertal for en ny folkeafstemning og en ny remain linje i partiet, hvilket der nu er, efter at partiets chefstrateg John McDonnell har stillet sig i spidsen for en ”remain and reform linje”, så er det ikke særligt lødigt at kritisere vendingen for at være ude af trit med arbejdervælgernes øjeblikkelige indstilling – hvis den i øvrigt opfattes som værende forkert og perspektivløs. Man kan derimod kritisere Labour for den forudgående opportunistiske slingrekurs, hvor en mulig valgsejr har vægtet højere end at overbevise arbejdervælgerne om deres grundlæggende interesse i at forblive i EU og afværge risikoen for at blive fedtet ind i de Konservatives reaktionære nationalisme.

 

Man skal i øvrigt hæfte sig ved, at fadderen til Labours meget​​ spændende og progressive valgprogram fra 2017 – For the Many – John McDonnell, forklarer sit endelige skifte med, at han ikke kan se for sig, hvordan programmet skal kunne realiseres, uden det sker som led i et større progressivt opgør i EU mod både den nationalkonservative og den hidtil dominerende liberale politik. I sine redegørelser bl.a. i BBC lægger han sig på linje med Pedro Sanchez fra PSOE i Spanien og Antonio Costa fra PS i Portugal, der stadig mere højlydt taler for opbygningen af en progressiv social alliance indenfor EU bl.a. med det mål at give EU’s sociale søjle og arbejdsmarkedspolitikken større vægt i forhold til de ”fire friheder”. Hertil et ønske om et opgør med finanspagten og en demokratisering af den monetære politik gennem opbygningen​​ af en finanspolitisk overbygning i EU og gradvis omdannelse af EU til en ”transfer union”. De er helt på linje med den europæiske faglige sammenslutning (ETUC), som med en hel byge af analyser og konstruktive oplæg har påbegyndt en politisk strategisk offensiv overfor de nationale faglige sammenslutninger, socialdemokratierne og de progressive miljøpartier.

 

Den udvikling forbigår Lapavitsas, og den er vel også principielt uinteressant, når reformvejen i EU afvises, fordi, som det i udgangspunktet hævdes, at monolitten er ureformerbar. Som sådan har McDonnells argumenter selvfølgelig heller ikke den store interesse.

 

Splittelsen i det Konservative parti eller i samfundet?

Det er korrekt, at hele Brexit-processen er kørt i sænk, fordi splittelsen i det Konservative parti og ligeledes i de engelske herskende klasser og eliten er så udtalt, at der kun kan opnås flertal for, hvad man er imod. Det siger sig selv, at de store og stærke virksomheder helst havde set et remain, hvorimod flere små- og mellemstore​​ virksomhedsledere er kommet til kort i den hårde konkurrence indenfor det indre marked, hvad der ganske naturligt gør dem til fortalere for et Brexit (”hårdt eller blødt”). Modsætningerne og meningsforskellene tegner sig også geografisk og mellem generationerne​​ og mindre mellem klasserne, selv om det er helt korrekt, at den største opbakning til remain kan henføres til den bedst uddannede del af middelklassen.

 

Men det er ikke korrekt at henvise til, at splittelsen og det parlamentariske cirkus næsten som eneårsag kan henføres til de politiske uenigheder indenfor det Konservative parti. Splittelsen går langt dybere, og Theresa May kan ikke klandres for ikke kunne skræve over modsætningerne. Det er direkte forkert at påstå, at det Konservative parti har mistet sin​​ traditionelle evne til at repræsentere ”den Britiske ledende bloks” interesser. Pointen er netop, at en sådan suveræn og hegemonisk ledende blok ikke længere eksisterer i England eller for den sags skyld i resten af Europa. Det er det, der er borgerskabernes problem og dermed også deres politiske repræsentanter.

 

Men når cirkusset i det Engelske parlament og i det Konservative parti i den grad har kunne tiltrække opmærksomheden og skygge for den voksende armod i samfundet, de underliggende krisetendenser og rækken af velfærdsforringelser, så må ansvaret først og fremmest henvises til Labours slingrekurs, fagbevægelsens hidtidige passivitet og venstrefløjens vaklen mellem Lexit og remain. Man har i realiteten ladet det nationale spørgsmål og de valgtaktiske​​ kalkulationer overskygge det sociale og henvise den progressive økonomiske politik til signalmarkørernes sidelinje. Det har haft som konsekvens, at vælgerne i England vanskeligt har kunne se sammenhængen i, hvad der foregår i England med, hvad der foregår​​ i resten af Europa. Hvor forestillingerne på dele af den venstrefløj, som Lapavitsas tilhører, i 2016 var, at Brexit kunne transformeres til et Lexit, er virkeligheden i dag, at den opstyltede engelske ekseptionalisme har flyttet fokus fra, hvad der kunne​​ opbygges af fællesinteresser indenfor EU til, hvad der muligvis kommer til at ske udenfor. Komme hvad der må. Under alle omstændigheder vil de engelske vælgere efter 31. oktober 2019 stå tilbage, hvor de på alle fronter må ”yde ofre” og underkaste sig Boris Johnsons krav om tilslutning til nationen.

 

Noget tyder på, at det er indsigten i dette katastrofale scenarie, der er ved at brede sig blandt de ledende lag i Labour – selv hos Jeremy Corbyn – der opportunistisk har svinget som en vejrhane mellem traditionel isolationistisk Labourpolitik og en socialdemokratisk EU-reformpolitik. Sidstnævnte er af samme grund ikke særligt udviklet, og førstnævnte er illusorisk.

 

Brud eller politisk kamp i EU

Det fremstår næsten parodisk, når Lapavitsas efter EU-parlamentsvalget kan opfatte et kursskifte i Labour som et afgørende nederlag for venstrefløjens mulighed for at udvikle en afgørende radikal socialistisk position indenfor EU. Næsten det nærmeste, man kommer en anakronisme, især når den europæiske venstrefløjs betydelige valgnederlag tages i betragtning, og som ifølge diskussionerne indenfor den europæiske venstrefløjs egne rækker til dels tilskrives de indbyrdes uenigheder og deraf fraværet af en klare linje. Lidt sat på spidsen tegner der sig en diskussion mellem de​​ positioner, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra Lapavitsas linje – for ”de mange brud med EU” – og de positioner i fremgang, der søger efter en anden strategi for en socialistisk reformlinje indenfor EU. Nok så meget begrundet i, at EP valgkampen åbnede for nogle helt nye politiske perspektiver indenfor EU end hidtil antaget.

 

Parlamentsvalgkampen viste for det første den største vælgertilslutning i flere årtier. For det andet, at parlamentet og selve valgkampen for første gang i sin hin historie er blevet politiseret og delt efter politiske og sociale interesser. For det tredje betød valgkampens resultat, at der nu er lagt op til en kamp for øget demokratisering og til en anden styrkebalance mellem parlamentet og ministerrådet og ikke mindst kommissionen. Men måske endnu mere interessant mellem statslederne i Det Europæiske Råd og parlamentet, hvad der slog igennem for fuld musik, da statslederne måtte ty til forsmædelige studehandler for at finde en kompromiskandidat til kommissionens formandspost. Hermed tilsidesatte man Spitzenkandidatmetoden, som parlamentet havde fået gennemtrumfet i 2014 og dermed det demokratiske princip, at en ny formand for kommissionen skal findes blandt de opstillede kandidater i parlamentet.

 

Det interessante er også, at​​ statsledernes kandidat, Ursula von der Leyen fra det tyske CDU, delte vandene i parlamentet efter politiske linje og alene vandt opbakning ved at afgive temmelig store indrømmelser til især socialdemokraterne. Det drejer sig bl.a. om indfrielse af kravene​​ om europæisk mindsteløn aftalt gennem overenskomster, ændrede sociale beskyttelseskriterier i det ”indre marked”, fælles europæisk skattepolitik, solidarisk støtte til de nationale arbejdsløshedsordninger, en vidtgående klimaindsats og øget regulering af kapitalbevægelserne.

 

Under den lange konstitueringsproces har tidligere krav til ændringer i Lissabontraktaten fået ny næring. Det gælder først og fremmest en modificering af grundlagsparagraffen, hvor først og fremmest socialdemokraterne og de Grønne argumenterer for, at det sociale skal fremhæves i formuleringen om en social markedsøkonomi. For det andet vil diskussionen om en finanspolitisk overbygning til euroen ikke dø. De fleste er godt klar over, at en ”bankunion” og en ”kapitalmarkedsunion” langt fra er tilstrækkelig til at stabilisere euroen og befordre større økonomisk og social konvergens mellem landene. Og selv om parlamentet formelt ikke har indflydelse på det område, blander det sig alligevel i stigende grad med forslag om overnationale udligningsordninger og udvidelse af den Europæiske Investeringsbanks rolle i en europæisk industri-udvikling- og klimapolitik.

 

EP-valgkampen har på sin vis åbnet op for alle de politiske modsætninger og magtkampe mellem EU’s institutioner, som er vokset i styrke​​ og skarphed siden 2008, og der er ikke længere en tysk dominans eller en sammentømret fransk-tysk akse til at holde modsætningerne i skak, ligesom den begyndende økonomiske nedtur i Tyskland og handelskrigens negative følger på verdensmarkedet har sat afgørende spørgsmålstegn ved den eksportstrategi, der har været toneangivende i den hidtidige EU politik siden 1986.

 

Som i England er de forskellige grupper indenfor borgerskaberne stærkt uenige, og deres politiske partier udviser ikke længere den handlekraft og parlamentariske styrke, som det var tilfældet lige efter gældskrisen i 2010 og frem til EP valgkampen. De konservative kræfter er delt mellem nationalkonservative eller direkte nationalistiske kræfter og de traditionelle konservative kræfter, der stadig vil forfølge en liberal eller snarere ordoliberal økonomisk politik i EU men ikke vil vide af en videre politisk udbygning af EU (herunder det tyske CDU). De liberale kræfter er dybt splittede mellem de nationalliberale, der nok vil reformere EU og opbygge visse overnationale politiske institutioner, som f.eks. er Macrons linje og de mere føderalistiske orienterede socialliberale strømninger, der på alle områder ønsker de overnationale institutioner styrket, herunder udvidelse af EU’s budget, skærpet tilsyn med de nationale økonomier og udbygningen af euroen til en egentlig verdensvaluta, hvilket bl.a. fordrer en udvidelse af ECB’s kompetenceområde.

 

Det er således en reduktionistisk forsimpling at tale om den herskende blok i EU eller at reducere EU til​​ at være storkapitalens instrument. Faktisk er det mere præcist at sige, at EU befinder sig i en organisk krise (Gramscis udtryk), som ikke bare er økonomisk men politisk, social, kulturel og ideologisk. Modsætningerne mellem de forskellige medlemsstater, modsætningerne mellem Syd og Nord i Europa, modsætningerne mellem de politiske og klassemæssige kræfter, der vil sikre EU en stærk position på verdensmarkedet økonomisk, geopolitisk og sikkerhedspolitisk er så store efterhånden, at næsten alle beslutninger​​ i EU’s institutioner hæmmes af studehandler og nationale rivaliseringer. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig kurven for disse modsætninger, hvis EU landene igen rammes af en økonomisk recession – hvad en del tyder på kan blive til virkelighed.

 

Eller sagt på en anden måde. EU er på ingen måde den monolit, som Lapavitsas og andre fra den europæiske venstrefløj fremstiller. Tværtimod er splittelserne så udtalte og samtidigt så komplekse, at de udøvende organer – selvfølgelig først og​​ fremmest kommissionen – ikke længere besidder den styrke overfor de nationale parlamenter, som det tidligere var tilfældet. Senest er svækkelsen kommet frem i stridighederne mellem Italien og kommissionen, og endnu har kommissionen ikke for alvor turdet gribe ind overfor de lande, der ikke lever op til konvergensmålsætningerne. Når finanspagten – som i øvrigt er mellemstatslig – overhovedet har fået den indflydelse på medlemslandenes indre politiske klima, skyldes det ikke styrken i kommissionens håndhævelse af kravene gennem det ”Europæiske semester”, men de enkelte borgerlige flertalskoalitioners ønske om at begrænse det ”politisk-parlamentariske råderum” gennem ophøjelse af ”budgetlovene” til særlig lov.

 

Endnu er det ikke lykkedes de borgerlige kræfter i​​ Europa at kommer overens om en politisk-økonomisk strategi for den videre udvikling af EU: Det gælder de helt nødvendige ændringer af ØMU-konstruktionen. Det gælder den ligeså nødvendige skatteregulering af de transnationale selskaber. Det gælder frigørelsen fra det amerikanske dollarregime, der med Trump som præsident igen og igen tvinger europæisk erhvervsliv ind under amerikansk dominans (bl.a. tydeligt i Irankonflikten, hvor europæiske virksomheder rammes af ”second sanctions”. Det samme gælder konflikten om Nordstream II). Det gælder geopolitisk selvstændighed og en ændring​​ af sikkerhedspolitikken for at forbedre EU landenes position i nærområderne. Det gælder forholdet til Kina og hele IT-området og sidst men ikke mindst gælder det klimapolitikken.​​ 

 

På samtlige disse områder står de borgerlige kræfter både politisk og nationalt splittede, hvorfor selv forholdsvis uskyldige spørgsmål kan udløse uenigheder, som institutionerne har vanskeligt ved at håndtere. Så selv om det ikke ser sådan ud lige her og​​ nu, ligger det i de historiske kort, at de eneste sociale og politiske kræfter, der har en indlysende interesse i at fortsætte og accelerere udviklingen af EU mod en stadigt tættere Union, er socialdemokraterne og de Grønne partier, hvor sidstnævnte først​​ og fremmest er politiske udtryk for den progressive del af middelklassen. Den europæiske venstrefløj burde befinde sig i den lejr endog som initiativtagere. Men endnu er det ikke tilfældet, hvilket med al ønskelig tydelighed blev slået fast i en statusopgørelse af stillingen efter EP-valget indenfor European Left. Godt nok er man kommet til erkendelse af behovet for en ny analyse af EU og en tilpasset strategi til ”de langtrækkende ændringer af magtrelationerne indenfor EU”, men herfra og til et egentligt unisont skifte er der langt.

 

Ikke desto mindre er den europæiske venstrefløj og de enkelte nationale venstrefløjspartier påbegyndt en selvransagelsesproces oven på nederlaget ved parlamentsvalget. Nok så vigtigt har afklaringsprocessen taget fart i de socialdemokratiske partier bl.a. hårdt presset af den europæiske socialdemokratiske venstrefløj og fagbevægelsen – især ETUC. Som sagt foreligger der nu flere ret konkrete udspil til en demokratisering af EU’s institutioner. Til fremtidige samarbejdsprocedurer​​ mellem de nationale parlamenter og ministerrådet og EU-parlamentet. Til udbygning af EU’s sociale institutioner. Til fælles skatte- og industripolitik og til videreudvikling af Unionens transfermekanismer for at bekæmpe den økonomiske- og sociale ulighed​​ og asymmetri både medlemslandene imellem og internt i disse. Flere socialdemokratiske tænketanke og fraktioner er også kommet med bud på en reformeret og demokratiseret ØMU med en finanspolitisk overbygning. Så i det store og hele er det hidtil kendte EU i​​ opbrud, uden at nogen af de politiske og sociale kræfter endnu har magtet at formulere en sammenhængende vision eller strategi for EU’s fremtid.

 

Når den aktuelle tilstand gøres op, er billedet, som det fremstår, meget anderledes end billedet af en monolit, der ikke kan reformeres og ikke levner det mindste rum for klassernes politiske kamp om fremtiden. Set i det lys er det ikke at skyde over målet at kalde Lapavitsas ”brudstrategi” for dybt sekterisk. Når så hans alternativ ikke rækker længere end til abstrakt og dogmatisk modelbyggeri for en socialistiske strategi i de enkelte medlemslande, sådan som venstrefløjen i årtier har propaganderet uden småligt hensyn til den faktiske virkelighed, grænser positionen til patetisk anakronisme. Hvad værre er, giver​​ hele Lapavitsas nationale strategiske model mindelser om tidligere tiders kommunistiske strategier for ”socialisme i et land”, hvor sandheden er, at modellerne for den ”virkeliggjorte socialisme” mere har haft karakter af statskapitalisme end en egentlig​​ strategi for en socialistiske reformpolitik.

 

Lapavitsas har med sin brudstrategi og opfattelse af EU som en neoliberal monolit kvalitativt forskellig fra og i modsætning til nationalstaterne placeret sig bekvemt på sidelinjen, hvor han uden de store analytiske og strategisk/taktiske problemer kan taksere alt, hvad der foregår i EU som et fedt. Omkostningerne ved den position er imidlertid store både i forhold til de politiske perspektiver og i forhold til at give de mange interessekampe i EU en vision og en strategi.

 

Brudstrategien og den nationalistiske konsekvens

Når radikale reformer af EU udelukkes. Når en yderligere demokratisering udelukkes. Når de mange begyndende bestræbelser for at udarbejde konkrete forslag til opgøret med de liberale doktriner,​​ der har formet og styret EU siden 1986, kritiseres for at være vage og ukonkrete, og når det samtidigt udelukkes, at de kan gøres konkrete, fordi ændringer af EU er og bliver en illusion, så er den logiske konsekvens selvfølgelig bruddet. Dvs. generaliseringen af Brexit som et Lexit.

 

Men det virker unægtelig lidt manipulatorisk, når Lapavitsas for at nå hertil, må tage formalistiske arumenter i brug. Hovedargumentet mod en mere radikal og progressiv reformpolitik, der selvfølgelig vil indebære flere ændringer i Lissabontraktaten, er, at sådanne ændringer ikke er mulig uden enstemmighed i Det Europæiske Råd. Formelt set er det helt korrekt, og argumentet har været udbredt på venstrefløjen. Men argumentet er ahistorisk og ser helt bort fra, at ingen afgørende​​ ændringer i EU’s historie har fundet vej udenom omfattende politisk kamp, og hvor det har været de aktuelle styrkeforhold, der har været afgørende. Både klassernes og deres politiske repræsentanters indbyrdes styrkeforhold og de ydre styrkeforhold på verdensmarkedet. Underkastelsen under de formelle bestemmelser smager unægtelig af et nødargument, når tages i betragtning, at socialister ellers ikke lader sig handlingslamme af formalia. Argumentet ser også konkret bort fra, at hverken ”det indre marked” eller ØMU’en gennemgik en tilblivelsesproces renset for modsætninger og omfattende magtkampe. Her var det blot de liberale kræfter, der under pres fra USA og styrket af sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet vandt hegemoniet og bestemmelsesretten. Det er en af de grundlæggende betingelser for alle klassekampe og politiske kampe i de kapitalistiske samfund, herunder indenfor deres overnationale institutioner.

 

Hvor det formalistiske nøgleargument forekommer krampagtigt som nødargument, fremstår Lapavitsas videre argumentation direkte problematisk for ikke at sige betændt. Hans argumentation går så langt som til at påstå, at den folkelige suverænitet og demokratiet kun kan fastholdes og udvikles indenfor de nationalstatslige grænser. Han afviser eksistensen af et ”europæisk demos” og en europæisk arbejderklasse og gør sig i den forstand til advokat for myten om demos som en eksisterende entitet, hvad der ligeledes har vederfaret forestillingerne om arbejderklassen – underforstået som en national entitet. I konsekvens​​ af den opfattelse afviser Lapavitsas også de europæiske partier i EU-parlamentet som ustabile og ensidige repræsentanter for nationale interesser. (Det har været det udtalte billede tidligere. Men det holder ikke længere). Kort sagt er der for Lapavitsas​​ ingen kræfter indenfor EU, der kan sættes i bevægelse for radikale reformer. Den position skærpes i en af de afsluttende formuleringer: ”demokratisk klassepolitik i Europa er altid og uden undtagelse national”. Bortset fra, at det ikke står helt lysende klart, hvad ”demokratisk klassepolitik” er for en størrelse,​​ med mindre man mener, at alle andre kræfter end arbejderklassen fører udemokratisk klassepolitik, så er formuleringen i bedste fald dybt sekterisk og i værste fald forvrøvlet.

 

Lapavitsas placerer​​ sig med sine positioner indenfor en nationalistisk tankegang, i og med det hører til nationalistisk tankegods at opfatte demos som en national entitet og ikke som et historisk produkt af borgerskabernes revolutionære opgør med adlen. Den franske revolution​​ startede med kravet fra de underordnede stænder om at omdanne Generalstænderforsamlingen til en nationalforsamling med indførelse af borgerstatus til alle. Men fra kravets formulering til dannelsen af ”et fransk demos” gik der mere en halvtreds års politisk- og social klassekamp og revolutionskrige. Det ”moderne demos” og det ”offentlige rum” er tæt forbundet med kapitalismens modsætningsfyldte opkomst og historiske udvikling og kan ikke modsigelsesfrit defineres som en entitet. Demos (det samme gælder fænomenet ”det offentlige rum”) er et elastisk og historisk forbigående tilhørsforhold, der således også gennem kampe for konkret at ændre og udvikle den Europæiske Union kan formes som et ”europæisk demos” – forstået som en udbredt bevidsthed om at høre til​​ Europa og forbinde sig med de værdier, der karakteriserer Europas forhold til andre nationer og regioner på verdensmarkedet.

 

Ved tillige ahistorisk at afvise forestillingerne om en europæisk arbejderklasse og som sådan også en sammenhængende arbejderbevægelse som aktuel mulighed bidrager Lapavitsas til at styrke den borgerlige og småborgerlige konservatismes indflydelse i de nationale arbejderklasser og deres partiers udsyn. Hvor internationalismen tidligere antog karakter af velmenende abstraktioner – og​​ med god grund – er de brede lønmodtagergrupper og deres politiske interessevaretagere håbløst udleveret til de betingelser, som den transnationale kapital og de stærkeste kapitalnationer stiller, hvis ikke de tidligere abstrakte visioner tager bestik af de​​ faktiske muligheder indenfor den europæiske union. Internationalismen eller på europæisk grund transnationalismen er ​​ ikke længere bundet til arbejderbevægelsens historisk raritetskabinet – den er en politisk nødvendighed, hvis det sociale demokrati skal​​ opretholdes og udvikles, og hvis velfærdsordningerne skal vaccineres mod de fremtrædende kapitalfraktioners skiftende offensiver for at indrette samfundene efter deres snævre profitinteresser. Den samme obligation gælder i øvrigt også for klimakampen.

 

Hvor meget Lapavitsas end skærper sin socialistiske modelteorier, og hvor mange gange han end sætter socialistisk og radikal foran sine forestillinger om, hvad den nationale klassekamp kan udvikles til, havner han indenfor samme horisont som de ​​ nationalistiske bevægelser og tankesystemer og lukker reelt for et politisk bidrag til udviklingen af lønmodtagernes bevidsthed om, at deres ønsker om en solidarisk velfærdsstat og et opgør med den galoperende ulighed overtrumfer konservatismens nationsforherligelse, fordi finansieringen og udbygningen af velfærdspolitikken ikke kan komme ret meget længere indenfor nationalstatslige grænser. Man kan ikke fornuftigt på den ene side beskrive globaliseringens enorme styrkelse af de transnationale kræfter og netværk på verdensmarkedet og på den anden side forfølge en national strategi for en socialistisk reformpolitik. Principielt er det en selvmodsigelse og praktisk har Lapavitsas opfattelse vist sig at være katastrofal.

 

 

 

Perspektivering

EU, som vi kender det i dag,​​ har fået sin form gennem årtiers klassekampe, politiske kampe mellem de store klassepartier og under massiv påvirkning fra verdensmarkedet og positionskampen. I hvert eneste årti siden 2. Verdenskrig har det for de herskende klasser og deres eliter drejet​​ sig om at finde veje til at sikre europæisk kapitalismes stabilitet og vækst på den ene side og sikre social ro og orden indad til på den anden side.​​ 

 

EU er ikke blevet til en føderal union men er heller ikke længere en blot og bar overnational institution eller union af selvstændige medlemsstater. Selv om lovgivningen og de successive traktater har overført stadig mere kompetence til Unionens institutioner, gennemrives Union stadig af nationale modsætninger, som ikke er aftaget men tværtimod øget efter krisen i 2008. Den liberale model for stadig øget konvergens gennem fuld udbygning af det store europæiske marked er ikke lykkedes.

 

De asymmetriske spændinger mellem de nationale økonomier er vokset. De store lønforskelle mellem landene er ved de ”fire friheder” blevet brugt som pression og løndumping. Eksportstrategien har først og fremmest gavnet de stærkeste og mest produktive økonomier (bl.a. Tyskland, Frankrig, Holland og de nordiske lande), og hele finanssektoren har udnyttet de asymmetriske vækstforhold og forskelle i velfærd til at score hurtige gevinster ved at investere indenfor de uproduktive sektorer først og fremmest i de svageste økonomier. (Boligspekulation, investering i turisme og statslige underskud eller i underleverandørnetværk).

 

ØMU’en,​​ som skulle sætte skub i tempoet hen mod en stadigt tættere Union, har forårsaget det modsatte. Splittelsen indenfor EU har aldrig været så udtalt som nu, og bliver stadigt tydeligere, fordi de toneangivende lande som eksempelvis Tyskland ikke længere har de økonomiske kræfter til at håndhæve en samlende autoritet. De fleste statsledere og deres strategiske eliter ved godt, at ØMU’en på bare mellemlang sigt skal reformeres. Der skal etableres en finanspolitisk overbygning. De ved godt, at de asymmetriske forhold mellem økonomierne og de nationale velfærdsordninger skal overvindes og kun kan overvindes gennem udviklingen af et komplekst udligningssystem, som igen ikke er muligt, uden der gennemføres en reform af den samlede politiske overbygning med større demokratisk kontrol. Det gælder eksempelvis ECB, de institutioner, der skal forestå udligningspolitikken og udvidelse af EU’s budget.

 

De ved også godt, at ”det indre markeds” fire friheder ikke holder ret meget længere, hvis ikke de modsvares af øget regulering både at tjenesteydelser og kapitalbevægelser, og hvis ikke hele socialpolitikken og den europæiske arbejdsmarkedspolitik til beskyttelse af lønmodtagerne udbygges, så den svarer til de faktiske forhold. Det gælder f.eks. pensionsordninger, arbejdsmiljø, fælles europæiske overenskomster og arbejdsløshedsunderstøttelse, barselsvilkår, kontanthjælp, børnebidrag mv.

 

De herskende eliter ved også godt, at europæisk erhvervsliv i længden ikke kan klare sig i kampen på verdensmarkedet, hvis USA fortsat uhindret kan gennemtrumfe sine betingelser. Euroen som verdensvaluta er blevet reaktualiseret som imperativ, hvis USA’s vilkårlige straffeekspeditioner overfor bl.a. europæiske virksomheder skal begrænses. De ved godt, at EU i fremtiden kun kan stabiliseres, hvis​​ der ændres på stort set alle de indgåede handelsaftaler med landene i Europas nærområde så som Mellemøsten, Rusland og Afrika. De ved også godt, at der skal opbygges helt nye internationale institutioner til at regulere verdensmarkedet, og de ved, at de mål forudsætter økonomisk, institutionel og selvstændig militær styrke. Hvad der igen forudsætter yderligere skridt mod en føderal union.

 

Men et er at vide. Noget andet er, hvad de kan. Tysk kapital vil miste i dominans, hvis der gennemføres en finanspolitisk overbygning på ØMU’en. Øget regulering af kapitalbevægelser vil svække den tyske og franske finanssektor. Vedtagelse af et vidt forgrenet udligningssystem og forbedret regulering af borgernes sociale betingelser og rettigheder under den sociale søjle vil reducere det europæiske erhvervslivs mulighed for at spille lønmodtagerne ud mod hinanden og de stærkeste kapitaler i at opnå dominerende positioner. Øget demokrati og demokratisk gennemsigtighed indenfor EU’s institutioner og mellem disse og de nationale parlamenter, sådan som det formelt er intentionen i Lissabontraktaten og traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, vil kun være muligt, hvis ministerrådets kompetence begrænses, hvis initiativretten deles mellem kommission og parlament, og hvis​​ der skabes et mere direkte delegationsforhold mellem parlamentet og de nationale parlamenter i lovgivningsprocesserne. Ønsket om øget demokrati og udviklingen af en dybere kulturel og social fællesforståelse og forpligtelse samt et legitimitetsgrundlag for​​ parlamentets øgede kompetence i alle lovgivningsprocesser, er ikke mulig, før det bliver muligt for de forskellige partigrupper at opstille på transnationale EU-lister som erstatning for de aktuelle nationale lister. Således at de politiske grupper i parlamentet skal hente deres legitimitet ved at tænke og handle europæisk. Den udvikling vægrer de nationale borgerskaber, deres eliter og politiske partier sig ved. Det vil være et anslag mod deres nationale magtbaser og en trussel om at kunne komme til at stå overfor europæisk forenede kræfter, som de ikke vil kunne hamle op med og kontrollere. Hverken Salvini i Italien eller Orban i Ungarn har ønsker om, at deres lande skal følge Brexit. For dem drejer det sig først og fremmest om gennem radikal nationalkonservatisme af fastholde deres magtbase, stabilisere de nationale magtforhold mellem kapitalfraktionerne og bremse de føderale tendenser i Unionen. I det spil får de om end mere moderat og elegant støtte fra de konservative og nationalliberale magtpartier i​​ næsten alle medlemslandene. (bl.a. CDU/CSU i Tyskland, Venstre og Konservative i Danmark, PP i Spanien mv.)

 

For at gentage. EU er en politisk-social-økonomisk og institutionel hybrid og absolut ikke nogen monolit. Hele det institutionelle bygningsværk og​​ de mange procesregler understreger dette forhold. Balancepunkterne er skrøbelige, hvilket gør alle beslutningsprocedurer langsommelige med svækket handlekraft til følge både internt i Unionen og i forhold til de store konkurrenter på verdensmarkedet. Hvis​​ europæisk kapital skal sikres en fortsat central stilling, hvis europæisk kapitalisme skal udvikles, går vejen over en stadigt tættere Union med øget integration og yderligere overførsel​​ af kompetencer fra medlemslandene til EU på alle områder. Det betyder​​ også, hvad der hidtil har været stærkt undervurderet, kulturel og social konvergens og udviklingen af en forståelse af, hvad det vil sige at være europæer. Vejen til styrkelse af europæisk kapitalisme indebærer et opgør med den samme kapitalismes hidtidige strategi og dominans. Det er den modsætning, de europæiske borgerskaber og deres eliter er låst i.

 

Selvfølgelig kan endnu en krise, som vi har erfaret flere gange tidligere, sætte gang i en ny integrationsproces, fordi et tilbageskridt til mindre union​​ og større kompetence til medlemsstaterne vil stå i modsætning til de store kapitalfraktioners og eliters interesser, men også fordi risikoen for omfattende social ustabilitet vil tilskynde de mest toneangivende politiske ledere og deres eliter til at forcere en yderligere føderalisering igennem – men det bliver ikke uden omfattende magtkampe som ny normal for en længere periode.

 

Spørgsmålet er så – krisens dybde ufortalt – om det overhovedet er muligt, og om de stærkest og mest fremsynede borgerlige kræfter på tværs af nationale bindinger overhovedet kan finde sammen om at mobilisere tilstrækkelig ordnet politisk og institutionel styrke til at gennemføre en reformproces, som de dybest set er usikre overfor for og som kan åbne for nogle magtforskydninger, de​​ ikke er interesseret i eller ikke kan overskue konsekvenserne af? Det er før set, at borgerskaberne og deres eliter ikke altid handler efter kapitalens logik ofte af den simple grund, at den kapitalistiske samfundsorden gennemrives af så mange grundlæggende og komplicerede sociale- og økonomiske modsætninger, som ofte udelukker rationel og logisk politik og forfølgelse af langsigtede historiske interesser.

 

Handelskrigene mellem USA og Kina. Mellem USA og Europa. De geopolitiske magtkampe om at sikre de store kapitalnationers fortsatte styrke og dominans, som nu er ved at sætte globaliseringens kapitalistiske netværksdannelse over styr og truer væksten på verdensmarkedet, demonstrerer klarere end noget andet, hvor svagt de enkelte nationer og medlemslande i​​ EU er stillet overfor de store transnationale kapitalers spil. Det gælder ikke kun på klimaområdet. Det gælder nationalstaternes fremtidige mulighed for at finansiere velfærdsstaterne gennem skatteinddrivelse. Det gælder arbejdspladser, investeringer, infrastruktur, uddannelsesmuligheder, boliger, sundhedsforhold osv. Kapitalen har opnået en hidtil uset mobilitet både teknologisk, organisatorisk og strukturelt, så den enkelt nationalstats parlament og regering ikke kommer ret langt med en progressiv velfærdsstatspolitik, hvis de politiske planer krydser de transnationale koncerners interesser eller rager uklar med en kapitalnation som USA, hvor mantraet og politikken er – ”Make America great again”.

 

Men som kort gennemgået ovenfor er Unionen og dens ledende politiske kræfter ikke i en situation, hvor de har blot antydningen af en sammenhængende strategi for at drive Unionsudviklingen videre ved gennemførelsen af de nødvendige radikale reformer. Hvor meget Macron end forsøger at finde tilslutning til et større Unionsprojekt, stopper hans forsøg på halvvejen og modarbejdes af andre magtfulde politiske ledere, der i det projekt ser deres egen magtbase begrænset. Overfor sig har Macron modstandere fra den såkaldte ”Hansegruppe” af nordeuropæiske lande, Annegret​​ Kramp Karrenbauer​​ Tysklands kansler in spe, der ikke vil anerkende en øget politisk overbygning og gennemførelse af de nødvendige udligningsordninger. Indtil nu har modstanderne også profiteret af EU, som det ser ud. Hertil kommer, at finanssektoren udfører en målrettet lobbyvirksomhed for at begrænse yderligere regulering, og sådan kan man hele kompasset rundt udpege de erhvervsfraktioner, poltisk-økonomiske fraktioner, der vil gøre alt for at bevare EU’s nuværende opbygning og funktionsmåde som forudsætningen for deres fortsatte økonomiske dominans og kapitalens fri bevægelighed og dermed samfundsmæssig dominans.

 

Hvis EU som grundlaget for europæisk kapitalisme skal bringes ud af sit historiske limbo, kan det blive historiens ironi, at Unionsudvikling kommer til at bero på initiativer og pres fra de samfundsgrupper, organisationer og politiske partier, den nuværende EU-model har underordnet kapitalmagten. Det gælder først og fremmest de europæiske lønmodtagergrupper, som i dag er splittet på kryds og tværs​​ politisk og nationalt, og som endnu ikke har formået at samle sig til en udviklende og betydende kraft. Hvad de heller ikke bliver fremtiden, hvis ikke de i de magtkampe, der kan forudses, kan finde politiske partier, faglige organisationer og bevægelser,​​ der har styrke og tilstrækkelig gennemslagskraft til at fremlægge en vision for en europæisk velfærdsunion, hvis historiske tiltrækning er større og mere konkret end den reaktionære og socialkonservative myte om den nationale beskyttelse og tryghed.

 

Hvad​​ man end måtte mene om Frans Timmermans (socialdemokrat og første vice kommissionsformand), så repræsenterer hans opfordring under EP-valgkampen et af de mest konkrete bud på samling af en progressiv politisk bevægelse på tværs af landene bag en samlet reformpolitik i Unionen. Timmermans opfordrede den socialdemokratiske gruppe til at gå sammen med venstrefløjen og de Grønne grupper om at forme en ”progressiv politisk blok”. I den forbindelse åbnede han også op for et tættere samarbejde med den europæiske fagbevægelse. Et udspil, der kunne overføres til de respektive medlemsstater både som langsigtet perspektiv og i den daglige EU politik, hvor de nationale parlamenters betydning og rolle ikke er så inferiør, som EU modstanderne har for vane at fremstille.

 

Samme toner har lydt fra de forskellige socialdemokratiske tænketanke på disse partiers venstrefløj og ikke mindst fra de Europæiske Socialdemokratiske Partier (PES).

 

Måske repræsenterer det politiske virak ved konstitueringen af kommissionen en forsmag på, hvad der bliver fremtidig norm. ​​ Ursula von der Leyen, blev først godkendt, efter at hun havde fremlagt et arbejdsprogram, som på flere områder imødekom socialdemokraternes, de socialliberales og de Grønnes krav. Ikke voldsomt radikale krav. Men dog krav, hvis relativt entydige linje, indeholdt en tegning til velfærds- og miljøpolitiske reformer i EU. Men vigtigst af alt var nok, at parlamentet demonstrerede sin voksende magt og åbnede horisonten for, hvordan det kan bruges i fremtiden af de kræfter på tværs af medlemsstaterne, der ønsker en velfærdsreform i EU.

 

Den måske vigtigste bagved liggende årsag til den aktuelle konfrontation mellem parlamentet og statslederne i Det Europæiske Råd kan ikke entydigt tilskrives kampen​​ om demokratisk legitimitet og​​ autoritet men nok så meget en gryende erkendelse af hos bl.a. socialdemokraterne og de Grønne partier, at en genopbygning af velfærdsstaterne nu, hvor den liberale dominans er løbet tør for fremdrift og økonomisk legitimitet, ikke længere lader sig praktisere indenfor nationalstaternes grænser. De selv samme partiers fremtid og betydning (det samme gælder fagbevægelsen) – ja alene det at opnå regeringsmagten – står og falder med, at de faktisk formår at fremlægge realistiske programmer for genopretningen af​​ velfærdsstaten, som i dag til forskel fra tiden efter 2. Verdenskrig er vokset til at blive et Europæisk Unionsanliggende.

 

De her beskrevne perspektiver ligger langt fra Lapavitsas brudstrategi. Det samme gælder for velfærdsstatens genopretning, der ligger ligeså langt fra Lapavitsas ideale socialismemodeller. Det samme gælder for disse modellers tiltrækning overfor de europæiske lønmodtagere og borgere i almindelighed. Her er det først og fremmest genopretningen af de tabte velfærdsordninger og deres demokratiske indflydelse på hele det politiske liv i og udenfor de parlamentariske institutioner, som står øverst på dagsordenen. Det viser de mange forbigående protestbevægelser. Det viser protesterne overfor de etablerede partier og afstraffelsen af de svigtende socialdemokratier osv.​​ 

 

Hvad der endnu ikke står klart, og hvad der kun kan blive klart i de konkrete kampe for at forbedre forholdene og rette op efter den liberale dominanspolitik – herunder individualiseringen af samfundslivet – er, at det med den europæiske kapitalismes konkrete udvikling over de sidste 30-40 år er blevet en europæisk opgave, hvorfor de kendte velfærdspartier må bedømmes på deres europæiske perspektiv.

 

Det europæiske demos er ikke som i Lapavitsas fortolkning en entitet af nærmest essentialistisk karakter men en måde at tænke, føle og leve på i evig bevægelse, der skabes historisk konkret i de mange lokale og sektoriale kampe, hvor grupper af borgere og lønmodtagere på tværs af nationalstatslige- og regionale grænser indenfor Unionen udvikler og udvider den fælles forståelse – hvis vel at bemærke de progressive partier sætter fællesforståelsen og den kulturelle forpligtelse øverst på dagsordenen som det centrale element, der skal holde den øvrige integrationsproces på sporet og forebygge tilbagefald til den nationalkonservatisme, der i mangel af konkrete perspektiver her og nu er i fremvækst.

 

Selvfølgelig vil de mulige og ønskelige bestræbelser for at udvikle en europæisk velfærdsunion støde på stor modstand og undergravende virksomhed fra de store og transnationale kapitalfraktioner, deres politiske allierede og eliter. Man kan næsten tage for givet, at risikoen for, at det kommer til markante politiske opgør både mellem partierne og internt i de enkelte partier om øget regulering, indgreb i den frie kapitaldannelse- og bevægelse mv., bliver en realitet. Den ansvarlige politiske handling i det modsætningsfyldte spil er, når reformfløjen offentligt tager opgaven på sig og samtidig pointerer opgavens rækkevidde. Begrænset af den aktuelle linse, kan opgaven forekomme uoverkommelig, men at godtage Lapavitsas metode med at opstille en abstrakt socialistisk model som alternativ til den helt konkrete kamp, der skal føres for borgernes velfærd i Europa – selv om den ikke i udgangspunkt lever op til kravene om et radikalt socialistisk opgør – er det samme som at indskrive sig til isoleret opposition. Uden betydning og uden medlyd.​​ 

Litteratur

 

  • Lissabontraktaten 2016,

  • Sådan arbejder EU – Folketinget 2015,

  • The future og the European Community, John Grahl and Paul Teague 1990,

  • Global Finance and Social Europe, edited by John Grahl 2009,

  • Europa A/S, Belen Balanya et all 2000,

  • The Question of Europe, edited by Peter Gowan and Perry Anderson 1997,

  • Economics, The users guide, Ha-Joon Chang 2014,

  • Saving the Euro, redesigning Euro Area economic governance, edited by Hansjörg Herr, Jan Priewe, Andrew Watt 2018,

  • The Future of Europe, edited by Peter Scherrer et all 2019,

  • Working conditions in a global perspective, Join ILO-Eurofound report 2019,

  • ​​ How to redesign the fiscal regime of the eurozone: an alternative take on lessons from US and Eurozone experiences, Jörg Bibow, ETUI papers 2019,

  • Socialising the European Semester?, Rayan Al-Kadi andet Stefan Clauwaert, ETUI working paper 2019,

  • Usikker modernitet, Danskernes værdier fra 1981 til 2017, red. Morten Frederiksen 2019,

  • Europa, identitet og identitetspolitik, Uffe Østergaard 2000,

  • ​​ Demokrati og retsstat, Jürgen Habermas 1991,

  • Politisk filosofi – udvalgte tekster, Jürgen Habermas 2001,

  • Modild, Pierre Bourdieu 2001,

  • En dybere økonomisk og monetær union, Europakommissionen 2016,

  • Euroens historie, Folketingets EU oplysning 2018,

  • De 20 principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder, Europakommissionen 2018,

  • Det Europæiske semester, Det europæiske råd 2018,

  • Opening statement in the European Parliament Plenary Session, Ursula von der Leyen 2019,

  • Considerations on the European elections, Transform, Walter Baier,

  • EP 2019, The European Left: One mouth, many voices, Transform 2019.

 

 

 

2

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019