Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Leder

Stedfortræderkonflikt i Hormuz

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

 

Mandag den 22. juli holdt den daværende britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, en tale i det engelske​​ Underhus. Han fordømte den iranske opbringning af et skib indregistreret i England den 19. juli og opfordrede samtidig flere lande i Europa til at deltage i en​​ europæisk​​ flådestyrke til sikring af fri og sikker sejlads i Golfen og gennem Hormuzstrædet.

 

Danmark var et af de lande, der den 24. juli modtog en henvendelse fra den engelske udenrigsminister. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, og forsvarsminister Trine Bramsen kvitterede for henvendelsen ved som det sig hør og bør at udtrykke sig forsigtigt positivt overfor initiativet, men understregede, at ”missionen skal have et stærkt ”europæisk fodaftryk” og være fuldstændigt afkoblet fra USA’s strategi om at lægge maksimalt pres på Iran”. Andre europæiske lande som Tyskland og Frankrig afviste henholdende forehavendet. Men med forskellige begrundelser. For alle lande gjaldt, at man henviste til parlamentariske formalia og skød en endelig beslutning hen til slutningen af august eller september. I Danmark skal overvejelserne og beslutningen behandles i Det udenrigspolitiske Nævn den 23. august.

 

Problemet er ikke så meget udenrigsministerens forsigtigt positive kvittering. Den kan med lidt god vilje takseres som en ren diplomatisk formalisme. Problemet består i hans og forsvarsministerens begrundelser. Når de valgte at se positivt på henvendelsen, blev det begrundet med hensynet til den maritime sikkerhed for den civile skibstrafik. De to ministre understregede igen og igen, at operationen skulle være europæisk. Europæisk ledet og helt adskilt fra den amerikanske operation Sentinel, hvis mål ikke er den maritime sikkerhed, men at lægge ”maksimalt pres” på Iran for at tvinge den iranske regering til forhandlingsbordet. Og så, tilføjede udenrigsministeren, skulle operationen ses som en ren politiaktion for at​​ deeskalere konflikten og i den forstand adskilles fra en militær operation.

 

Der er imidlertid to indlysende problemer i udenrigsministerens umiddelbare reaktion. For det første tages det for givet, at det er Iran, der er den egentlige årsag til den usikre maritime situation i Hormuz, og at der er en direkte forbindelse til opbringningen af den engelske tanker. For det andet var og er det naivt at forestille sig en situation i Hormuzstrædet, hvor en US- ledet koalition og en europæisk ”politikoalition” opererer side om side, hvor den ene part eskalerer og den anden deeskalerer uden de på et tidspunkt enten kolliderer eller smelter sammen. Enhver ved, at det sidste vil være tilfældet, og at det kun vil være et spørgsmål om tid, før den europæiske mission både formelt og reelt vil blive underlagt amerikanske ledelse, kommunikation og, hvad værre er, amerikansk strategi.

 

Udenrigsministerens og forsvarsministerens held var, at journalisterne ikke opholdt sig længe ved de politiske konsekvenser, men straks kastede sig over, hvilket militært isenkram, der skulle indgå i en eventuel operation.​​ 

 

Nu tre uger efter den første hændelse er billedet skiftet radikalt. Jeremy Hunt er ikke længere udenrigsminister, og Theresa May ikke premierminister. Det er Boris Johnson,​​ der er premierminister og udenrigsminister er Dominic Raab. Det har givet piben en anden lyd. Den nye engelske regering forbereder sig på en ”hard brexit”, og hertil har de brug for en kompenserende handelsalliance med USA (som Trump har stillet i udsigt). Det har ændret Englands udspil 180 grader. Nu foreslår man offentligt en amerikansk ledet alliance. England har allerede, så vidt vides, som eneste land formelt tilsluttet sig den amerikanske ”koalition af villige”. Paradoksalt nok i direkte modstrid med​​ Englands fortsatte tilslutning til atomaftalen med Iran. England opfordrer også de andre europæiske lande til at tilslutte alliancen, hvilket indtil nu er blevet mødt med en afvisning i Berlin og Paris. Foreløbigt ser det ud til, at nogen har lært lektien. Hvis de øvrige europæiske lande overhovedet kan undgå at blive involveret i et nyt amerikanske krigstogt, er det den vej, de orienterer sig. Og indtil nu ser Trumps pres på Tyskland og Frankrig ikke ud til at lykkes. Alternativt foreslår den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, udstationering af en europæisk​​ observationsstyrke​​ samt en​​ multilateral​​ diplomatisk indsats, hvor også Japan, Kina og Rusland inddrages. Man kan vælge at læse Maas’s forslag som et ønske om at isolere USA’s pressionspolitik.

 

Det er​​ situationen lige nu, hvor den danske regering måske allerede fra starten gik for langt ud på planken og oven i købet er gået lidt længere ud ved på det militære niveau at deltage i et møde i Bahrain den 31. juli for drøfte sikkerheden i Golfen. Ved ikke i​​ første hug at indtage en stilling lig den i Berlin kan regeringen blive fanget mellem USA’s brutale konfliktoptrapning overfor Iran og de europæiske kollegers bestræbelser for at håndhæve de diplomatiske principper, deeskalere hele situationen og gøre alt​​ for at holde fast i atomaftalen med Iran. Nu har regeringen til forskel fra den larmende og krigsgale opposition (først og fremmest Venstre og DF) ikke været specielt meddelsom de sidste fjorten dage, så vi kender ikke de interne overvejelser. Man kan håbe, at regeringen har indset, at man har bevæget sig for langt ud og er i færd med en stille retræte, hvor tavsheden måske tjener regering bedst. Men man kan frygte, at også den ny regering intet har lært af Afghanistan, Irak og Libyen. Det har Enhedslisten,​​ og partiets udtrykkelige afvisning af Danmarks deltagelse i en flådeoperation, tjener det til ære.

 

Usikkerheden in mente er et sikkert. Den maritime usikkerhed for den civile trafik i Golfen og tabet af retten til fri besejling​​ udgår ikke fra en ensidig iransk offensiv eller aggression. Årsagerne – dem der betyder noget – skal findes et helt andet sted.

 

Den 8. maj 2018 meddelte præsident Trump, at USA​​ ensidigt trak sig ud af 5+1 aftalen (USA, Kina, Rusland, England, Frankrig + Tyskland) med Iran fra 2015 også kaldet JCPOA. Trump udråbte atomaftalen med Iran som en historisk elendig aftale, fordi den ikke begrænsede Irans militære styrke og missiloprustning, men alene fokuserede på overvågning af de aftalte grænser for Irans berigelse af uran mod lempelse af de hidtidige sanktioner. De fem tilbageblevne land reagerede med bestyrtelse, men tog sig​​ alligevel sammen til at bekendtgøre, at de stod fast på aftalen og således også stod ved afviklingen af sanktionerne. Det skal bemærkes, at hverken op til eller efter USA’s ensidige opsigelse af aftalen har inspektionerne kunne fastslå, at Iran på noget tidspunkt ikke har efterlevet aftalens bestemmelser.

 

Den 2.​​ november 2018 indførte USA de annoncerede og særdeles vidtgående sanktioner overfor Iran, der ud over at ramme landets olieeksport også indeholdt sanktioner overfor næsten alle andre industriprodukter samt sanktioner overfor virksomheder, der investerede​​ i Iran eller indgik handelsaftaler. De såkaldte ”secondary sanctions” målrettet ethvert firma, der måtte indgå aftaler med eller operere på iransk grund. Sanktionerne ville indbefatte udelukkelse fra det amerikanske finansielle system og forbud for de pågældende virksomheder at operere på det amerikanske marked. Dog ​​ var en række lande undtaget, her i blandt Indien og Kina. I hvert fald i en overgangsperiode.​​ 

 

Den 5. maj 2019 blev også disse undtagelsesbestemmelser opsagt og senere den 6. maj fulgt op af en meddelelse om, at USA ville sende en flådeenhed til Golf. Det formelle formål var varetagelse af sikkerheden i farvandet. Det reelle formål var at forhindre Iran i transportere olie og tvinge olieeksporten ned på et minimum. Det strategiske formål med hele operationen var at lægge et ”maksimalt pres” på Iran for at tvinge regeringen til forhandlingsbordet og indgå en aftale om vidtrækkende begrænsninger af Irans militære kapacitet. Den umiddelbare interesse var selvfølgelig at svække Irans regionale stilling som stormagt og styrke Saudi Arabiens og Israel’s militære position.

 

I løbet af juni eskalerer konflikten yderligere. Mens den japanske ministerpræsident er i Teheran for at mægle og senere den tyske udenrigsminister ditto, udsættes en norsk og en japansk olietanker for mindre attentater, der straks af USA udlægges som iransk styrede angreb. Det er aldrig blevet bekræftet, og de Forenede Arabiske Emirater og Oman såede diskret tvivl om USA’s påstand. Heller ikke mange andre har taget påstanden for pålydende.

 

Den 20. juni skyder Iran en amerikansk drone ned, og Trump afblæser angiveligt i sidste øjeblik et modangreb med bombning af Iran. Fra det tidspunkt optrapper USA kravene til Iran og inviterer storladent med den anden hånd til forhandlinger. USA opfordrer nu officielt i kølvandet på stok- og gulerodstaktikken og vanen tro til dannelse af en koalition af villige – Sentinel – for at sikre trafikken i Golfen. Kun landene i det Saudisk dominerede område ved Golfen melder forsigtigt og tøvende ind – uden​​ binding. Alle øvrige lande vender det døve øre til. Man har lært af erfaringen.

 

Men så ud af det blå sker der noget afgørende den 3. juli. England anmoder Gibraltars regering om fuldmagt til​​ militært i samarbejde med Gibraltars politi- og toldmyndighed​​ at​​ opbringe​​ den iranske olietanker Grace 1 med den​​ begrundelse, at dens destination angiveligt er Syrien, hvorved den bryder EU’s sanktionspolitik. Iran afviser påstanden. Men England fastholder anklagen og tankeren forbliver i engelsk varetægt. Som forventet (og ønsket) svarer Iran igen ved den 19. juli at opbringe en tanker (Stena Impero) indregistreret i England. Den formelle forskel på de to episoder er, at England efter godkendelse fra Gibraltars regering opbringer tankeren i gibraltarisk, dvs. engelsk​​ territorialfarvand, hvor Iran angiveligt opbringer​​ den engelske tanker i internationalt farvand om end tæt på iransk territorialgrænse. Altså, Iran overskrider internationale konventioner til forskel fra England, hvad der så berettiger til den videre eskalering af konflikten og formel legitimering af en fælles flådeindsats.

 

Hvad der ikke bliver talt om og slet ikke boret i er, at England efter den spanske regerings udsagn skulle have handlet efter pres fra USA, og at regeringen på Gibraltar først dagen før fik vedtaget en forordning, der gjorde operationen mulig. Endvidere forekommer det påfaldende, at operationen gennemføres på lige netop det tidspunkt, eftersom hverken England eller nogen andre lande i området tidligere har vogtet særligt nidkært over olietanktrafikken til Syrien.

 

Herefter accelererer udviklingen. Den amerikanske udenrigsminister Pompeo rejser kloden tynd for at hente støtte til USA’s koalition. Men både i Australien, New Zealand og Japan er reaktionerne forbeholdne, og så er vi tilbage til Jeremy Hunts tale i Underhuset den 22. juli, hvor en europæisk koalition foreslås.

 

Som det er fremgået, bygger argumentationen om, at Iran truer den maritime sikkerhed i Golfen på en bevidst enøjet tilgang til de faktiske begivenheder. Hvis vi tillader os at benytte os af en reduktion, så kan årsags-virkningsforholdet beskrives som følger:​​ 

 

USA trækker sig ensidigt ud af atomaftalen og opnår hermed den formelle frihed til at gennemføre så mange sanktioner, at Irans olieeksport decimeres markant. At næsten alle investeringer bremses. At​​ tidligere aftalte indkøb af bl.a. Airbus fra Europa aflyses. At Iran af disse grunde presses ud i en situation, hvor regeringen via mange forskellige forbindelser og lettere pirateri forsøger at eksportere olie bl.a. til Kina, asiatiske lande og Rusland. Dvs. Iran presses for at undgå økonomisk ruin til at skabe så meget ravage i Golfen som overhovedet muligt. Iran presses også til at true med at bryde atomaftalens bestemmelser, hvis ikke de lande, der fortsat står bag den, lever op til deres forpligtelser​​ og beskytter de virksomheder og banker, der efter aftalen skulle have fri adgang til at operere i Iran.

 

Hvis man omvendt alene fokuserer på de enkeltstående hændelser, fremstår de som især Irans og USA’s militære optrapning, gensidige provokationer og farlige eskalering af konflikten. Men forud er gået USA’s ”maksimale pres” på Irans økonomi og isolation fra verdensmarkedet. Det skaber en desperat situation i landet og tvinger det i øvrigt udemokratiske og sekteriske styre i Iran til at optrappe provokationerne for at demonstrere modstand, hvilket indlysende i verdenspressen og i regeringskontorerne kan udlægges som Irans brud på internationale konventioner. Som så igen kan legitimere den optrapning af konflikten, som USA og England – nu i skøn forening – er i gang med, og som den danske regering skal finde ud af komme ud af, hvis den ikke vil gentage tidligere regeringers​​ fejlagtige sikkerhedspolitiske kurs, som har indebåret en næste automatisk​​ følgagtighed​​ overfor USA’s dominanspolitik.

 

Men iagttager man forløbet, hvor USA ønsker at lægge ”maksimalt pres” på Iran for at tvinge regeringen i knæ og efter sikkerhedsrådgiveren Boltons ønske, men nok ikke Trumps, at gennemføre en regimeændring og endelig den efterfølgende gensidige​​ konfliktoptrapning, finder man ikke svar på det essentielle spørgsmål: Hvorfor trak Trump i maj 2018 ensidigt USA ud af atomaftalen?

Forklaringen er mere kompleks end som så og har kun delvist noget med Iran og landets position som regional stormagt at gøre.

 

Men en række tilnærmede indikationer træder i forskellige variationer frem igen og igen og kan bidrage til at besvare spørgsmålet.

 

For det første indeholder Trumps strategiske mål​​ ”Make America Great Again” ikke kun en nationalistisk og protektionistisk økonomisk politik. Det strategiske set up indeholder også en militær og geopolitisk oprustning af den dominanspolitik, der i USA’s velmagtsdage pr. automatik havde tilslutning fra Europa, Japan, New Zealand og Australien. Den automatik eksisterer ikke længere. USA er i dag tvunget ud i at anvende afpresning, trusler og direkte økonomisk og militær chikane overfor de tidligere så loyale alliancepartnere ved at fabrikere situationer, hvor magtdemonstrationen kan udtrykkes​​ legitimt.​​ 

 

Da atomaftalen på foranledning af Obamas diplomati blev indgået i 2015, åbnede den for genoptagelse af samhandlen med Iran og de dertil knyttede massive investeringer. Det blev først og fremmest europæiske og japanske virksomheder og ikke amerikanske, der udnyttede de nye muligheder med det resultat, at især Europa opbyggede tætte forbindelser til Teheran.

 

For det andet indebar aftalen, at Kina og Rusland nu uden at forbryde sig mod internationale aftaler kunne øge samarbejdet med Iran og opbygge en alternativ olieforsyning, som USA vanskeligt kunne kontrollere. Dvs. USA stod tilbage og havde trukket det korteste strå i Irankonflikten. For præsident Obama betød det ikke det store, fordi han tidligere havde udformet en helt anden geostrategi. Den​​ gik ud på at flytte det geopolitiske og militære tyngdepunkt fra Mellemøsten til Stillehavsregionen. Obamaadministrationen havde opgivet at fastholde de skrøbelige og historisk ”uproduktive” alliancer i Mellemøsten inklusive alliancen med Israel, fordi, som det blev skønnet, fremtidens konfliktområde, hvor styrkeprøverne skulle udfolde sig, ville ligge i Stillehavsregionen. Man kan også læse strategien negativt som en forstærket inddæmningspolitik overfor Kina.

 

For det tredje har USA i finanskrisens kølvand forstærket ”militariseringen” af den økonomiske politik som det nok mest potente instrument i den aktuelle dominanspolitik eller i hvert fald ønsket om at opretholde dominansen og den amerikanske kapitals globale privilegier. Lejligheden til at eskalere​​ ”militariseringen af dollaren” bød sig med den ensidige opsigelse af USA’s forpligtelser overfor atomaftalen. Her fik man alibiet til at genoptage og optrappe sanktionspolitikken og samtidig indføre ”second sanctions” overfor alle, der måtte kollidere med​​ USA’s sanktioner. Her kunne Trump føje Iran til Rusland (tillige med Venezuela og Mexico) og anvende dollardominansen til at forfølge ethvert land og enhver virksomhed, der ikke indordnede sig under sanktionspolitikken. En praktisk og tilsyneladende civiliseret metode til at demonstrere dominans og eksponere alle andre landes og regioners afhængighed og svaghed. En​​ demonstration af USA’s fortsatte og vitale betydning for den internationale magtbalance – også kaldet verdensorden.

 

For det fjerde kan​​ Trumps skridt ikke forstås uafhængigt af de mangeartede forsøg på at udforme selvstændige økonomiske geostrategier i både EU, Sydkorea, Japan og nok så meget den eskalerende ”kolde teknologikrig” mellem USA og Kina, som udfolder sig og styrer udviklingen i​​ handelskrigen. USA kan ikke vinde den krig og kan ikke afvende opkomsten af nye udfordrende højteknologiske lande og markeder. Men Trump-administrationen i Washington kan afskrække f.eks. Europa fra at oprette for tætte forbindelser til Kina (som det er tilfældet på en lang række underordnede områder)​​ og forsøge at bremse, at euroen udvikler sig til en konkurrerende verdensvaluta. USA kan med andre ord forsinke og forstyrre det​​ uundgåelige, koste hvad det vil. Men heller ikke andet.

 

Og det er måske den vigtigste forståelsesramme, når der for tiden skal findes rationelle forklaringer på de mange lokale og irrationelle konflikter.

 

Hvis vi nu antager, at USA fortsat havde respekteret atomaftalen, ville det have indebåret en de jure accept af en international formel for at løse forskellige konflikter rundt om i verdenen baseret på samarbejde mellem EU, Kina, Rusland og USA som ligestillede og en revitalisering af FN’s rolle. Altså en de facto glidende svækkelse af amerikansk kapitals og USA’s magt til at stille betingelserne på verdensmarkedet og i de internationale institutioner.

 

Indtil videre er Trumpadministrationens angivelige strategi lykkedes. Iran er i knæ. De arabiske lande er handlingslammede og autokraterne dér klynger sig til USA’s militære paraply – om end der murres i krogene.

 

Det er endnu ikke lykkedes europæerne at få Instex (Instrument in Support of Trade Exchanges) som alternativ betalings-​​ denoterings- og transaktionskanal til at fungere. Instex skal ses som EU landenes forsøg på at opbygge et lukket byttehandelsbaseret system for betalings- og kapitaltransaktioner for at beskytte de europæiske virksomheder og banker, der er involveret i Iran, mod amerikanske sanktioner. Frem til i dag har ordningen kun haft minimal​​ betydning og ikke hindret store europæiske virksomheder som Total og Airbus i at trække sig ud af​​ Iran. Det er i den forbindelse ret bemærkelsesværdigt, at Englands opbringning af det iranske tankskib kom ganske kort tid efter, at Rusland havde henvendt sig til EU med forslag om at bidrage økonomisk til udvidelse af Instex-ordningen. Betingelsen var, at den også kom til at omfatte handel med olie. I sig selv gav denne henvendelse et helt andet og styrket perspektiv for ordningen, som kunne danne præcedens for en videre udvikling af ikke-amerikansk dominerede betalings- og investeringsordninger som modvægt til de dollardominerede​​ ordninger. Lignende bestræbelser er også i gang i Asien med Kina som omdrejningspunkt, hvor de økonomiske begrundelser​​ er​​ sammenvævet med geopolitiske og sikkerhedspolitiske perspektiver.

 

Selv om der indgår mange intraeuropæiske taktiske spil hvad angår den militære overvågning af Golfen, er det også blevet nogenlunde klart demonstreret, at EU-​​ landene ikke på indeværende tidspunkt er i stand til rent militært at spille nogen afgørende rolle nogen steder i verden. Dvs. det står klart, at EU-landene ikke har den militære og finansielle sammenhængskapacitet til i lige linje at forfølge og sikre sine geopolitiske frigørelsesforsøg fra amerikansk​​ dominans.

 

På trods af Trump-administrationens aktuelle magtdemonstration har fremgangsmåden dog en bagside og en konsekvens, som i sit indhold minder en del om begivenhederne op til 1. Verdenskrig, hvor England også​​ forfulgte en til tider vilkårlig del-og-hersk-politik.

 

Alene det forhold, at EU-landene og måske Rusland tvinges til at oprette Instex for at beskytte sine virksomheder og kapital, indvarsler fornyede bestræbelser på bl.a. at udvikle euroen som verdensvalutarisk konkurrent og alternativ til dollaren. Der opereres i dag med forskellige modeller for, hvordan eurobetalinger i fremtiden kan indtage en mere central rolle i EU’s handelspolitik. Kina og Rusland er tvunget til at ”elske hinanden” og indgå både militærpolitiske- investeringspolitiske- og handelspolitiske alliancer for at modstå amerikansk pres. I tilfældet Iran er samarbejdet rent praktisk blevet fremskyndet ved bl.a. udbygningen af naturaludvekslingen med Iran i form af olie for teknologi, medicinaludstyr og fødevarer. Kina har nu oprettet et større rederi, der hverken anvender dollars eller opererer i USA og som af samme grund kan omgå USA’s sanktioner. I Asien fører man forhandlinger om at opbygge forskellige og mangeartede investeringsfaciliteter​​ af en størrelse, så de kan operere uafhængigt af dollaren. Hertil hører udvidelse af deres indbyrdes patentsamarbejde indenfor de nye teknologiske områder.

 

Generelt en udvikling, som ganske vist ikke på kort sigt beskytter landene overfor USA helt​​ konkrete dominanspolitik, men som lægger sporene til helt nye transaktions- og allianceformer. Det er i det perspektiv, at man skal forstå Kinas ”Belt and Road Initiative” (”Den nye Silkevej”), som er betydeligt mere komplekst og fleksibelt, end det fremgår af de vestlige mediers beskrivelser. Kineserne har erkendt, at de globalt opbyggede værdiøgningskæder og netværk går en usikker tilværelse i møde, hvis handelskrigen eskalerer sammen med USA’s sanktionspolitik. Trumps protektionistiske politik truer om noget de store og komplicerede globale kapitalnetværk, hvilket blandt andet Kina gennem ”Belt and Road Initiative” vil forsøge at imødegå. Om man i EU-landene vil det eller ej (eller sige det højt), kommer man til at samarbejde med kineserne. Om ikke andet​​ så for at forsvare europæiske kapitalinteresser.

 

Som det er set op gennem historien. Del og hersk politikken, som træder i stedet for et forudgående positivt og givende hegemoni, der har udtømt sit potentiale,​​ frembringer​​ næsten​​ eksponentielt​​ sin egen modsætning og sit eget modsvar og undergraver på den måde den styrkeposition, del-og-hersk-politikken udgår fra.

 

Nu er det i det perspektiv helt aktuelt ingen hemmelighed, at EU er splittet på kryds og tværs, når det​​ gælder Unionens fremtid, herunder også euroens styrke, konstruktion og fremtidige funktion. Splittelsen gælder også forholdet til USA, forestillingerne om et selvstændigt EU-forsvar osv. Den situation forsøger Trump-administrationen helt​​ bevidst og meget​​ konsekvent at udnytte. Iran-problematikkens indre kerne kan af samme grund ikke isoleres til Iran og den aktuelle situation her. Eksempelvis er Trump midt under den aktuelle konflikt gået til angreb på den russiske gasledning Nordstream II, der gennem Østersøen forbinder Rusland med Tyskland. Man kan mene om gassamarbejdet mellem Rusland og bl.a. Tyskland, hvad man vil, og EU som samlet institution er absolut ikke begejstret, men aftalen er indgået mellem suveræne stater. Ikke desto mindre intervenerer Trump også her. Problemet for Trump er, at aftalen dels udbygger det gensidige forsyningssamarbejde mellem Rusland og resten Europa og dels begrænser Europas afhængighed af flydende gas fra​​ USA. I tilfældet Nordstream II tages nøjagtig samme metode i anvendelse, som tidligere beskrevet. Alle involverede virksomheder i det store konsortium, der først og fremmest tæller virksomheder fra Tyskland, Italien og Frankrig, trues med sanktioner, som vil afskære dem fra dollarmarkedet og det amerikanske marked. For god ordens skyld hører det med, at sanktionstruslerne endnu ikke kommet længere end til forbehandling i et kongresudvalg. Men presset optrappes.

 

Der​​ tegner sig et mønster, og om man vil det eller ej, presses f.eks. EU og medlemslandene ud i en næsten permanent tilstand, hvor valget bliver, om man fortsat vil følge USA og acceptere at leve videre som juniorpartner i dominanspolitikken, eller om man vil​​ tage de store skridt og udbygge Unionen på en sådan måde, at den både institutionelt, socialt, demokratisk og økonomisk kan danne modvægt til den hidtidige amerikanske globale dominanspolitik, som Europa siden 2. Verdenskrig har nydt godt af. Eller om man​​ vil indstille sig på og forberede et opgør med den nuværende globale undertrykkelsespolitik og stille sig i spidsen for en alternativ solidarisk reform af de institutioner, der regulerer verdensmarkedet.

 

Set i perspektiv af Trump-administrationens overordnede strategi, som til trods for utilfredshedsytringer i det store og hele deles af de herskende klasser og eliter i USA, er positionen: Hvis de politiske strømninger, partier og bevægelser i Europa vil gøre sig forhåbninger om at omdanne EU til en stabil​​ og stærk ramme om demokratiske velfærdsstater, så vil​​ det​​ være tomme slag i luften, med mindre man lægger al vægt ind på at styrke demokratiseringen af EU’s institutioner i en grad, så EU som Union kan​​ modgå USA’s ødelæggende dominanspolitik og tiltrække nye alliancestrukturer på verdensmarkedet.

 

Det betyder helt konkret – her og nu – at en deltagelse i USA’s og Englands flådekoalition må afvises ud fra ovennævnte præmisser. At EU’s beslutningstagere skal presses til at gøre alt, hvad der overhovedet er muligt, for at forsvare og vedligeholde atomaftalen med Iran. At EU skal advokere en diplomatisk løsning på krisen og søge international opbakning til en diplomatisk alliance. At EU skal gøre det klart overfor Trump administrationen, at sanktioner overfor europæiske virksomheder med legitim samhandel med Iran eller Rusland vil blive mødt med et europæisk modsvar. At de tekniske trakasserier vedrørende modificeringer af ØMU skal erstattes af politiske løsninger, som er og vil være grundlaget for euroen som alternativ verdensvaluta. At EU skal tage initiativ til at indgå så mange solidariske og åbne handelsaftaler som overhovedet muligt for ad den vej at begrænse dominanspolitikkens manøvrerum.

 

For hvis man​​ overhovedet mener noget seriøst med en social og demokratisk reformpolitik i EU, forudsætter det en parallel kamp for Europas uafhængighed af USA’s mere og mere desperate og vilkårlige kamp for at forsvare og bevare fordums styrke, privilegier og dominans.​​ Det er og bliver de gode viljers ørkenvandring at ville udvikle demokratiet, befolkningernes tryghed og velfærd indenfor nationale eller overnationale grænser, hvis den faktiske handlefrihed reelt er underlagt fremmede magters ønske om at bevare en dominerende stilling.

 

Summa summarum gælder det ikke for den danske regering om at bagatellisere eller negligere konflikten i Golfen og i Hormuzstrædet, men om at begribe den i dens rette sammenhæng og samtidig oplyse befolkningen herom, så den vaccineres mod de borgerlige partiers og pressens krigeriske propaganda og bibringes en forståelse af, at vil man som socialdemokratisk bevægelse sammen med venstrefløjen og De Grønne noget med genopretningen af velfærdsordningerne, går vejen omkring et EU, hvor velfærden​​ skal udbygges, samordnes og konsolideres. Det, den socialdemokratiske regering desværre antyder som option, er at hoppe med på Trumps og Boris Johnsons splittelsespolitik og således svække de modforholdsregler, der skal isolere og gøre den militære eskalation enten vanskelig eller umulig. Det kaldes: At skyde sig selv i foden!

 

I skrivende stund forlyder det, at Det radikale Venstre angiveligt har forstået sagens sammenhæng og melder sig ud af det tidligere flertal for dansk deltagelse i en flådemission. Begrundelsen er på linje med begrundelserne fra Berlin og Paris, at man ikke vil deltage i en koalition ledet af USA og underlægge sig Trumps strategi. Nu er tilbage at vente på, at den socialdemokratiske regering får sin stilling gjort klar. Hvis den går i​​ samme retning som De Radikales udmelding til JyllandsPosten den 10. august er der imod den krigeriske linje på den borgerlige fløj et flertal for en uafhængig, diplomatisk og deeskalerende linje.

 

 

 

​​ 

 

 

 

 

 

 

 

2

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019