Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, juni-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

En gnist af håb: Læren af den zapatistiske revolution 25 år efter

Hvad kan vi lære af EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional) og den revolutionære kamp for de indfødtes selvstyre et kvart århundrede efter at have erklæret Mexico og den globale kapitalisme krig?

Hilary Klein

Bragt 18. januar 2019 i ​​ webmagasinet NACLA (The North American Congress on Latin America):

https://nacla.org/news/2019/01/18/spark-hope-ongoing-lessons-zapatista-revolution-25-years

Den 1. Januar 2019 var det 25 år siden zapatisterne fangede verdens opmærksomhed med deres korte men dristige oprør for krav om retfærdighed for indfødte bønder i det sydlige Mexico. Selvom den aldrig formelt har nedlagt våbnene, er Ejército Zapatista de Liberación Nacional (Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær, EZLN) den siden blevet mere kendt for sine fredelige mobiliseringer, dialog med det civile samfund og den politiske, økonomiske og sociale selvstændighed.

I løbet af det sidste kvarte århundrede har zapatisterne høstet betydelige gevinster på deres eget territorium med en afledt effekt i resten af Mexico og verden. Zapatisterne trådte ind på verdensscenen, da den kolde krig nærmede sig sin afslutning. Men en kommunisme, der ikke længere kunne fremstå som model for frihedskamp, som det havde været i den foregående periode, spillede EZLN en afgørende rolle i en bredere forståelse af, hvordan den næste bølge af folkelige bevægelse kunne se ud. Set ud fra et historisk perspektiv, står det i dag endnu mere klart, hvilket afgørende bidrag, det var. Den zapatistiske bevægelse har smittet af på græsrodsaktivister og sociale bevægelser som få andre i sidste del af det 20. århundrede. Og skønt det er mange år siden, EZLN var alles darling på den internationale solidaritets scene, fortsætter den zapatistiske bevægelse med at give eksempler, som fortalere for social retfærdighed og aktivister kan tage ved lære af, og som i det nuværende politiske landskab kan vise sig at være mere værdifulde end nogensinde før.

Kolonialismens og isolationens brudte lænker

Den zapatistiske opstand foregik med kolonialismen og dens arv som bagtæppe – århundreders fattigdom, ulighed, racisme og udbytning. Chiapas, Mexicos’ sydligste stat er rig på naturlige ressourcer, men alligevel en af de fattigste i landet. Den omfatter en af landets største indfødte befolkningsgrupper samtidig med den højeste hyppighed af underernæring, børnedødelighed og analfabetisme. Chiapas har også en lang konfliktfyldt historie omkring ulige jordfordeling. Fordi fredelige bevægelser, der krævede jordreformer tilbage i 1960’erne og 70’erne var blevet mød med regeringernes ligegyldighed og voksende undertrykkelse fra de store jordejere, konkluderede mange fra landsbyerne, at væbnet kamp var den eneste realistiske vej. I november 1983 blev EZLN derfor dannet som en lille guerillacelle. Grundlæggerne navngav gruppen efter Emiliano Zapata – en af den mexicanske revolutions helte – og overtog opråbet Tierra y libertad (land og frihed).

Efter 10 års hemmelig organisering i bjergene og jungler, hvor indfødte bønder blev rekrutteret til deres guerillahær og civile bagland, kom zapatisterne til den erkendelse, at de hellere ville risikere at dø for en kugle frem for at se deres børn dø af sygdomme, der er helbredelige. De valgte en symbolsk dato for deres opstand: Den 1. januar 1994 var den dag, den nordamerikanske handelsaftale NAFTA trådte i kraft. EZLN var en de første folkelige bevægelser, der erkendte neoliberalismen som et farligt nyt stadium i den globale kapitalisme og omtalte NAFTA som en dødsdom over de indfødte bønder i Mexcico.

Efterhånden som natten faldt på den 31. december 1993 begyndte EZLN’s bevæbnede grupper at samles. Det var en hær, der næsten udelukkende bestod af indfødte, og omkring en tredjedel af soldaterne var kvinder. Ved daggry besatte tropperne syv byer i den østlige halvdel af Chiapas, her iblandt San Cristóbal de las Casas, en malerisk koloniby beliggende i Chiapas tågede højland og et stort turistmål, hvor de indfødte længe havde været udsat for undertrykkelse og stigmatisering. Zapatisterne holdt San Cristóbal besat i mindre en 48 timer. De opholdt sig der længe nok til at oplæse deres krigserklæring fra rådhusets balkon, og det lykkedes dem bagefter at komme væk i tide og undslippe de værste stød fra det mexicanske militær. Opstanden varede mindre end to uger, men omdannede EZLN til en af de bedst kende sociale bevægelser i verden, og en, der i det næste tiår ville komme til at virke som inspirator for en ekstraordinær solidaritetsbølge.

Bekæmpelse af patriarkater i zapatistområdet

Siden da har den zapatistiske bevægelses gennemslagskraft været synlig både på det lokale, det nationale og det internationale niveau. Inden for zapatisterne territorium, har de jordovertagelser, der er foretaget efter 1994-opstanden – hvor zapatisterne besatte store rancher og viderefordelte jorden til jordløse bønder – fået betydning for fordelingen af velstand i Chiapas og den fortsatte udvikling af levevilkårene for zapatistalandsbyernes landbrug på generobret land i dag. Zapatisternes forvaltning af de indfødtes selvstændighed har udvidet adgangen til elementær sundhedspleje og uddannelse i landsbyerne i Chiapas. Zapatisterne udøver selvbestemmelse via lokalt og regionalt styre, og deres økonomiske kooperativers organisering fødevareproduktionen udvikler ressourcer, der kan reinvesteres i lokalsamfundene. Det har jeg beskrevet i min bog Compañera, Zapatista Womens Stories.

Kvindernes engagement i EZLN bidrog til at forme zapatistabevægelsen, hvad der igen åbnede nyt rum for kvinder og førte til dramatiske omskiftelser i deres tilværelse. Når EZLN begyndte at organisere landsbyerne i Chiapas, var kvindernes erfaring udbredt vold og diskrimination. Men den zapatistiske bevægelse omdefinerede kønsrollerne radikalt efterhånden som kvinder blev guerillaoprørere og politiske ledere, healere og undervisere og medlemmer af økonomiske kooperativer. Den gevaldige ændring i kvindernes liv havde omfattet offentligt lederskab og deltagelse i fællesskabets anliggender og muligheden af selv at vælge deres romantiske partner og beslutte, hvor mange børn, de ønskede at få. Kvindernes organisering medførte bandlysning af alkohol og andre rusmidler i zapatistiske territorier, hvad der igen betød drastisk reduktion af vold i hjemmet. En hel generation af unge zapatister, der er født efter opstanden i 1994 og vokset op i zapatistisk territorium, er i dag revolutionens fremtid.

Bevægelsens tilgang til kvinders rettigheder har også udviklet sig over tid. I de tidlige år accepterede EZLN’s lederskab den diskrimination og undertrykkelse, kvinderne stod over for, hvor det eneste fokus var på at opildne kvinderne til at tage del i den revolutionære kamp. Der var i starten kun lidt eller ingen diskussion om, hvordan volden mod kvinder kunne standses, tage fat på økonomisk ulighed og mindske kvindernes arbejdsmængde i hjemmet. Det viste sig, at EZLN var i stand til at ændre sig og over tid udviklede en langt mere nuanceret kønsopfattelse. Hen over årene, gav EZLN’s lederskab større opmærksomhed på kønsbaserede, ønsker og afskaffelse af patriarkatet blev et mål i sig selv for bevægelsen.

Den mexicanske regerings dialog og forræderi

Zapatistbevægelsen har ud over den lokale haft en dybtgående social, politisk og kulturel indflydelse på det nationale plan. I mange områder af det mexicanske samfund har zapatisterne givet de tavse stemme og indgydt en slags håb for Mexicos fattige og indfødte efter årtiers desperation. Ved at styrke civilsamfundet, underminere tilliden til regeringen og demonstrere, at det har været muligt at ændre på status quo, har EZLN vel sagtens bidraget til at afslutte årtiers etpartistyre i Mexico, da Partido Revolutionario Instucional (PRI) i 2000 tabte præsidentvalget.

Kort tid efter oprøret i 1994 indledte EZLN og regeringen fredsforhandlinger. Samtidig med at regeringen forhandlede med EZLN udkæmpede den samtidig en lavintensiv krig mod zapatisterne. Volden var først og fremmest rettet mod EZLN’s civile basis og i februar 1995 en direkte militær offensiv mod de zapatistiske samfund. I stedet for at besvare ilden flygtede de zapatistiske oprørere og i titusindvis af zapatistiske civile op i bjergene. De mexicanske soldater ransagede de forladte landsbyer efterlod dem udplyndrede og smadrede, efterhånden som de bevægede sig gennem det zapatistiske territorium. Til sidst afsluttede regeringen angrebene, og fredsforhandlingerne fortsatte, men hæren havde opbygget enorme baser i hjertet af zapatisternes område.

Den anstrengte forbindelse mellem dialog og vold fortsatte med at kendetegne denne fase i den zapatistiske bevægelse, og kvinderne var helt fremme i forreste linje for at forsvare deres område mod militære angreb. I 1996 efter to års forhandlinger nåede man frem til San Andrés Fredsaftalen om de indfødtes rettigheder og kultur, der anerkendte disse rettigheder og indeholdt løfter om indfødt autonomi. Imidlertid implementerede den mexicanske regering aldrig aftalen. I 2001, efter at zapatistik mobilisering over hele Mexico havde presset den føderale regering til at anerkende den som lov, vedtog den mexicanske kongres i stedet Indfødteloven, der var en udvandet version af San Andrésaftalen, som EZLN øjeblikkeligt undsagde. Centrum-venstrepartiet Partido de la Revolutión Democrática (PRD) stemte for loven, hvad EZLN opfattede som dybt forræderi. Den nuværende mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador, kendt som AMLO, var borgmester i Mexico City på det tidspunkt og en central lederskikkelse i PRD. Zapatisterne ​​ har aldrig tilgivet AMLO, og konflikten kan komme til at tegne deres forhold til den nye præsident i hans seksårige regeringsperiode.

Samtidig afstedkom splittelsen mellem EZLN og PRD også et bredere brud på den mexicanske venstrefløj. ​​ Der var mange, der havde opfattet sig selv som tilhængere af både EZLN og PRD, men som nu var tvunget til at vælge side. Der var folk på venstrefløjen, der kritiserede EZLN for mangel på pragmatisme, og selvom det er en almindelig opfattelse, at det var valgsvindel, der i sin tid fratog AMLO hans retmæssige sejr ved præsidentvalget i 2006, bebrejder man alligevel zapatisterne for ved deres valgboykot at være skyld i AMLO’s knebne nederlag. Andre har rost dem for deres urokkelige antikapitalistiske standpunkt og deres holden fast ved ægte holistiske perspektiver.

Efter AMLO’s indtræden som præsident har han tilbudt at inkorporere San Andrés aftalen i den mexicanske forfatning for at demonstrere sin interesse i at genetablere et tillidsforhold til zapatisterne. Der vil imidlertid fortsat være en ideologiske skillelinje. Zapatisterne har gennem længere tid argumenteret med, at under neoliberalismen, vil den kapitalistiske klasse altid sidde på magten, uanset hvilket politisk parti, der har magten. EZLN’s Sjette Deklaration, der indeholder en længere kritik af neoliberalismen, ansporer politiske grupper og alliancer uden for valgsystemet til at ​​ opbygge magtpositioner nedefra. Den blev offentliggjort i 2005, netop da præsidentvalget i 2006 blev indledt, men EZLN har fortsat sin kritik af AMLO lige siden.

Det AMLO-støttede projekt Maya Train, hvor der skal anlægges en jernbane tværs over det sydøstlige Mexico er bare et af flere eksempler på, hvorfor det ikke ligger lige for, at zapatisterne og AMLO når til enighed. Mange miljøaktivister og indfødte grupper, inklusive zapatisterne, er modstandere af projektet. Netop fordi AMLO er Mexicos første venstredrejede præsident i årtier, vil det være interessant at se, hvordan forholdet mellem AMLO og zapatisterne vil udvikle sig.

Selvom den mexicanske regering aldrig implementerede den fredsaftale, den indgik med EZLN, har San Andrés Aftalen siden dannet en ramme, som zapatisterne og andre indfødte grupper over hele Mexico selv har implementeret. Efter forløbet omkring Indfødteloven i 2001, har EZLN trukket sig fra videre engagement med den føderale regering. I stedet har bevægelsen koncentreret sig om udviklingen af indfødtes selvstændighed indenfor sit eget territorium.

Inspiration til antikapitalistiske bevægelser over hele landet og globalt

I perioden fra 1994 og frem har EZNL også været engageret i en dialog med det internationale samfund, hvor man har været inspirator for en hel generation af unge aktivister, så de kunne organisere sig for at fremme retfærdighed ud fra deres egne præmisser. Via sin nationale mobilisering og dialog med andre dele af samfundet, har EZLN opnået anerkendelse for sit bidrag til at styrke det mexcikanske civilsamfund, som Chris Gilbreth og Gerardo Otero har beskrevet det. Primer Encuentro Intercontinental por la Humanidad y contra el Neoliberalismo (Første Interkontinentale Samling for Humanisme og mod Neoliberalisme) i 1996 og andre internationale samlinger organiseret af EZNL har bidraget til at kickstarte en verdensomspændende antiglobaliseringsbevægelse.

Møder mellem zapatistiske og ikke-zapatistiske kvinder har vist sig at være meget frugtbare. Zapatista-kvinder har været en inspirationskilde for kvinder over hele Mexico og verden som helhed og har for nyligt afholdt en international samling for ”Kvinder, der kæmper” på en anti-patriarkalsk platform.

Samtidig fortsætter den zapatistiske bevægelse med at fremvise levedygtige eksempler på lokale alternativer til den globale kapitalisme, om end i mindre målestok. De økonomiske kooperativer i de zapatistiske samfund underbygger for eksempel en lokal og regional økonomi baseret på kollektiv indsats og social velfærd frem for konkurrence og profit.

Selvom zapatisterne ikke råder over det areal, de i den folkelige fantasi en gang gjorde, fortsætter de med at være et vigtigt referencepunkt for de folkelige bevægelser i Mexico og verden som helhed som for eksempel Occupy-bevægelsen, der opstod næsten to årtier efter, EZLN tog neoliberalismen under behandling. På samme måde med den mexicanske protestbevægelse, der opstod i 2014 oven på 43 studerendes forsvinden fra Ayotzinapa lærerseminariet. For eksempel sagde Omar García fra seminariet i 2014 i et interview med Radio Zapatista, at ”det mest magtfulde holdepunkt for os, når det handler om at indse, det det er muligt at ændre forholdene fra grunden af, er de zapatistiske kammerater og de autonome samfund.”

Læren for nutidens sociale bevægelser

Netop fordi de sociale bevægelser i USA er nødt til at forholde sig til væksten i hvid nationalisme, undermineringen af de demokratiske institutioner, børn af migranter, der dør i myndighederne varetægt og angreb på valgrettigheder, reproduktive rettigheder, miljøbeskyttelse og så videre, kan mange erfaringer fra den zapatistiske bevægelse nu vise sig at være mere relevante end nogen sinde før.

I 1994 erklærede zapatisterne krig mod den mexicanske regering. De måtte acceptere den globale kaitalisme og gå efter at afvikle patriarkater på zapatistisk territorium. Samtidig ved de, at ingen af os har alle svarene, at vi baner vejen samtidig med, vi går den. Dagens sociale bevægelser må tage ved lære af denne kombination af frækhed og ydmyghed. Zapatistiserne har erkendt, at det er en langvarig kamp. De ser projektet med indfødtes autonomi som opbygning af en verden af retfærdighed og værdighed langsomt, trin for trin. Vi kan lære meget af zapatisternes forståelse for varigheden af et sådant arbejde, og den tålmodighed, det hænger sammen med.

Inden for de sidste par år har der været en bølge af sociale bevægelser i USA og andre dele af verden, der går efter at afvikle patriarkatet. På trods af store forskelle i omstændigheder, er der meget at hente hos det, de zapatistiske kvinder har opnået, og hvordan det er opnået, for kvinder rundt omkring i verden om, hvordan der kan ske store forvandling omkring kønsrelaterede problemstillinger. I Chiapas lykkedes det en håndfuld kvinder i nøglepositioner kombineret med bred støtte fra kvinderne i basis at ændre lovgivning, institutioner, handlemåder og forventninger til kønsroller og vold i hjemmet, hvad der er endt op med bemærkelsesværdige forandringer for kvinderne i de zapatistiske territorier.

I en tid, hvor de sociale medier har fået så stor en rolle at spille i kommunikation og samfundsopbygning, ville det være fristende at se tilbage på zaptatisternes oprør og pege på deres forbavsende evne til at kommunikere med sympatisører rundt omkring i en tid, hvor internettet først lige var begyndt at blive et middel for global kommunikation. Men denne udadvendte kommunikation var kun ét aspekt af den zapatistiske bevægelse. Inden for landsbyernes eget område var der tale om en stor dybde i informationsniveauet, hvor det den kollektive velfærd blev prioriteret højere end den individuelle og var med til at forme bevægelsens stærkeste fundament. Så selvom én lære for tidens sociale bevægelser vil være fortsat at benytte sig af de nye teknologier for nå ud til nye tilhørere, er det lige så vigtigt at være opmærksom på nødvendigheden af at opbygge personlige netværk og samfund og have stram disciplin i gammeldags ansigt til ansigt organisering.

I en periode med forhøjet polarisering i USA og på tværs af regionen er det værd at se tilbage på zapatististernes evne til at forene mange dele af samfundet under et samlende banner og deres evne til at minde os om, hvad vi har til fælles. Zapatisterne kæmpede for jordreformer og indfødtes autonomi. Men de havde også succes med at formidle en vision om et retfærdigt samfund så universelt, at folk verden over i mange forskellige sammenhæng helt anderledes end deres, følte sig som en del af deres kamp. Et kvart århundrede efter deres opstand er den måske mest meningsfyldte og langtidsholdbare lære fra bevægelsen en gnist af håb, en forståelse af det mulige selv i mørke og usikre tider.

Hilary Klein har været engageret i organisering omkring social retfærdighed i mere end to årtier. Hun tilbragte adskillige år i samarbejde med kvindekooperativer i zapatistiske områder og er forfatter af ”Compañeras: Zapatista Women’s Stories” (Seven Stories Press, 2015)

Oversat af Poul Petersen


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019