Kritisk Debat

Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. Årgang, juni-2019

 

Udskriftsvenlig version

 

Det arbejdende Europa – status

Af Niels Henrik Nielsen

For 19. gang har den Den europæiske fagbevægelses forskningsinstitution – ETUI – udgivet sin rapport Benchmark Working Europe. Den er særlig interessant, fordi den ikke, som de fleste finansministerielle økonomiske analyser, kun har fokus på vækst, konkurrenceevne og budgetdisciplin og behovet for justeringer relateret hertil, men tager udgangspunkt i bekæmpelsen af ulighed, arbejdsløshed og job usikkerhed som forudsætning for bæredygtig vækst samt udfordringerne med klimaforandringer, de demografiske forandringer, digitaliseringen og globaliseringen.

 

Rapporten består af 4 kapitler. Et kapitel om den overordnede økonomiske udvikling med undertitlen – tackle væksten, uligheden og klimaforandringerne, et kapitel om arbejdsmarkedet og den sociale udvikling, et kapitel om lønudviklingen og retten til kollektive forhandlinger – tid til at levere på aftalen om den europæiske søjle for sociale rettigheder og endelig et kapitel om arbejdspladsdemokrati.

I disse 4 kapitler fremlægger ETUI en kvalitativ og velunderbygget analyse af samfundsudviklingen fulgt op med anbefalinger af, hvilke behov, der er for politiske og økonomiske ændringer. Det strategiske udgangspunkt er en mere fair fordeling ikke kun mellem arbejde og kapital men tillige mellem generationerne – det vender jeg tilbage til – og i forlængelse heraf at skabe en økonomisk strategi, der indarbejder kampen mod klimaforandringer.

Samtidig er rapporten på den ene side en dokumentation på de fortsatte betydelige forskelle EU-landene imellem. Et enkelt eksempel til illustration heraf er den lovfastsatte minimumsløn pr. januar 2019. I Bulgarien er den 1,72 € i timen, mens den i Luxembourg er 11, 97 €. Uagtet forskellen i leveomkostninger illustrerer lønforskellen den fortsatte store diversitet i sociale og økonomiske levevilkår. Dette understreges yderligere, når det konstateres, at Bulgarien har haft den næsthøjeste stigning i minimumslønnen fra 2018 til 2019.

På den anden side er forskellene trods alt også blevet lidt mindre. Hvis vi igen bruger løn, så er reallønudviklingen steget mest markant i de senest tilkomne EU-lande. Eksempelvis har realønudviklingen i Bulgarien været på ikke mindre end 87 % fra 2009 til 2018. I samme periode har den været på 34% i Rumænien og 30% i Polen, mens den i Luxembourg har været på 6% og i Danmark på 8%. På den helt negative side skiller Grækenland sig ud med et fald i reallønnen på ikke mindre end 23%. Kigger man på løn som overordnet integrationsfaktor, kan man derfor tale om en tilnærmelse. Det ændrer imidlertid ikke på det samlet billede af social og økonomisk ulighed.

Som rapporten understreger, så er problemet imidlertid, at den førte politik i EU, nærmest har modarbejdet økonomisk og social genopretning. Fokus på vækst har ikke reduceret uligheden – snarere tvært imod. De mange – og af EU-kommissionen anbefalede - dereguleringer af arbejdsmarkedet de senere år herunder undergravningen af fagforeningernes forhandlingsret har været en markant medvirkende faktor i skabelsen af større ulighed. Kombinationen af de senere års økonomiske vækst og dereguleringen af arbejdsmarkedet har tillige bidraget til store strukturelle ændringer i sammensætningen af jobs. Ganske vist har antallet af beskæftigede nået samme niveau som før krisen, men job og jobindhold har ændret sig betydeligt. Således er der blevet markant færre jobs i fremstillings- og byggesektoren, hvorimod mange nye jobs er skabt i servicesektoren. Ikke mindst er der sket en betydelig stigning i antallet af såkaldt prekære jobs, dvs. midlertidige jobs, platformjobs, 0-timer jobs og lignende. Netop den slags jobs er ofte lavere lønnet eller giver ustabil indkomst og arbejderne er ofte slet ikke organiseret. Det er oftere unge, der har disse jobs og dermed en lavere indtægt. Det er her generationskonflikten opstår. Antallet af ”working poor” er fortsat højt og anslås nu til at omfatte ca. hver 10. lønmodtager. Den største gruppe er unge mellem 18 og 24 år.1

Ikke nok med, at væksten ikke har mindsket uligheden. Den valgte vækststrategi har yderligere bidraget til forværring af klimakrisen og udpiningen af naturressourcerne. Ifølge Benchmark Working Europe er det derfor en vigtig forudsætning at skabe en bæredygtig vækst. Som der står: ”Skønt det er en utilstrækkelig betingelse i sig selv for at forbedre livet for arbejdstagerne og borgerne, er det ikke desto mindre en vigtig en faktor for at sikre skabelsen af kvalitetsjob og en mere ligelig indkomstfordeling som forudsætning for tilvejebringelsen af ressourcer til at tackle klimaforandringer”.2 Det kan diskuteres, hvorvidt bæredygtig vækst i sig selv er en vigtig faktor, når der skal skabes kvalitetsjob. Vigtigheden i en mere ligelig indkomstfordeling kan imidlertid næppe overvurderes, når ressourcerne til en omlægning mod en bæredygtig vækst skal findes. Koncentrationen af kapital og indkomst på få hænder undergraver det nødvendige skattegrundlag for en sådan omlægning. Det kunne passende være en central pointe at medtage i de hjemlige forhandlinger om en ny regering.

Økonomisk paradigmeskifte

Der er ikke kun en men flere udfordringer. Benchmark spørger om EU-landene er forberedt til at tackle ikke kun klimakrisen men desuden den demografiske udvikling, digitaliseringen og globaliseringen – måske især Kinas voksende rolle på verdensmarkedet. Svaret er noget nær et entydigt nej. Intet tyder på, at EU-kommissionen og EU-ministerrådet kan, vil eller evner at omlægge den økonomiske vækstmodel, der ikke kun skal sikre bæredygtig vækst, men også nødvendigvis skal skabe social og økonomisk fremgang for lønmodtagerne og grundlaget for investeringer som forudsætning for bedre produktivitet.

Ifølge Benchmark er kernen i enhver strategi, der tager sigte på at tackle ovenstående udfordringer, ligger i behovet for at stimulere investeringer, herunder sociale investeringer og investeringer i renere og vedvarende former for energi. At holde kapitalomkostningerne lave, støtter efterspørgselsudsigterne ikke mindst den indenlandske efterspørgsel gennem reallønsvækst for små og mellemstore indkomster og også reducere "usikkerhed" om den fremtidige økonomiske udvikling. Desuden vil offentlige investeringer spille en vigtig rolle.

Men hvis ovenstående skal blive muligt, kræver det reformer af EU’s finanspolitiske regler, herunder at den nationale finanspolitik kan spille en mere aktiv rolle3 - både i forhold til beskæftigelsen og med hensyn til investeringer.

Man øjner her et begyndende opgør med EU’s såkaldte finanspolitiske ramme – stabilitets- og vækstpagten med tilhørende stramninger samt finanspagten – og dens strenge krav til den nationale økonomiske politik. Et opgør som ligger i forlængelse af forskellige studier fra blandt andet OECD og Valutafonden, IMF.

I årtier har det herskende paradigme inden for økonomisk videnskab hævdet, at efterspørgslen kun påvirker bruttonationalproduktet (BNP) på kort sigt. Ved økonomiske kriser, hvor efterspørgslen typisk falder, vil det påvirke BNP midlertidigt, men økonomien vil genoprette sig selv.

Imidlertid ser det ikke ud som om BNP vil komme sig efter finanskrisen. Snarere syntes det, at den mere generelt har sænket velstandsniveauet i EU-landene. Ovennævnte studier viser, at tidligere økonomiske kriser har haft samme effekt. Paradigmet har stor betydning for den førte krise politik, eksempelvis hvorvidt regering og centralbank så at sige skal holde hånden under beskæftigelsen eller det handler om nedskæringer for at rette op på den offentlige økonomi. Nedenstående graf viser forskellen i den forventede udvikling i Bruttonationalproduktet (BNP) og i den vurderede i 2018.

https://lh3.googleusercontent.com/OtVQgNGEi5SqkCGAMyONBcBpxmNGlwt9vIHK5LADlX0uJUrFI74fykliTauGVWg2qAgVUZRaJE0Z1pS5m5LxZ3hyhTUTG6R05tfd4QeoUKvQK7eUmelgWNI2-icu1rDqKc5iro9D4

Forskellen er meget betydelig. Tabet i BNP udgør mere end 150 mia. kr. Studierne fra OECD og IMF er reelt en bombe under den førte krisepolitik i EU. For konklusionen i studierne hævder reelt, at den førte politik har bidraget til en forværring af krisen og de nuværende økonomiske problemer er selvskabte.5

Tilfældet Portugal og Spanien og Grækenland

Med udgangspunkt i studierne fra OECD og IMF er det interessant at se på udviklingen i henholdsvis Grækenland, Spanien og Portugal. Grækenland fordi landet blev påtvunget EU’s nedskæringspolitik, hvis man ønskede lån, der kunne redde landet fra at gå konkurs. Spanien fordi den konservative regering valgte at tilslutte sig sparepolitikken også Portugal måtte bede om nødlån fra EU i 2013 og sat på samme krisekurs som de to andre lande. Imidlertid valgte den socialdemokratiske regering, der i november 2015 overtog magten, en anden kurs meget lig den studierne fra OECD og IMF angiver. Først og fremmest valgte man at forhøje mindstelønnen og genindføre kortere arbejdsuge for at styrke efterspørgslen og sætte ind mod arbejdsløsheden. Såvel EU-kommissionen som IMF advarede mod den politik, men ”eksperimentet fik lov at fortsætte, formentlig fordi konfrontationen med Grækenland var så dramatiske, at det ville blive uoverskueligt, hvis man skulle igennem samme procedure med Portugal.

En række indikatorer kan anskue forskellen i udviklingen.

Udviklingen i BNP

 Land/procent 

 2008

2009 

2010 

 2011

2012 

2013 

2014

 2015

2016 

2017

2018

Grækenland

-0,3

-4,3

-5,5

-9,1

 -7,3

-3,2

 0,4

-0,2

0,0

2,1 

2,5

 Spanien

1,1

-3,6

0,0

-1,0

-2,9

-1,7

 1,4

3,2

3,2

 2,8 

2,4 

 Portugal

0,2

-3,0

1,9

-1,8

-4,0

-1,1

 0,9

1,6

1,4

1,8 

1,6 

For 2017 og 2018 er det prognoser6

Beskæftigelsesraten: angiver hvor mange mellem 15-64 år, der var i beskæftigelse og er opgjort for henholdsvis 2. kvartal 2013 og 2. kvartal 2018

For 2013 var den på ca. 49% i Grækenland – i Spanien var den ca. 55 % og i Portugal på ca. 60%

For 2018 var den på ca. 55% i Grækenland – i Spanien var den ca. 63% og i Portugal på ca. 70%

Arbejdsløshedens udvikling: Arbejdsløsheden er opgjort for henholdsvis 2. kvartal 2013 og 2. kvartal 2018

For 2013 var den på ca. 28% i Grækenland – i Spanien var den ca. 26 % og i Portugal på ca. 18%

For 2018 var den på ca. 21% i Grækenland – i Spanien var den ca. 16% og i Portugal på ca. 8%

Deltidsarbejde. Deltidsarbejde er opgjort for henholdsvis 2. kvartal 2013 og 2. kvartal 2018

For 2013 var den på ca. 8% i Grækenland – i Spanien på ca. 16% og i Portugal på ca. 12%.

For 2018 var den på ca. 9% i Grækenland – i Spanien på ca. 15% og i Portugal på ca. 8%.

Reallønsudviklingen:

Reallønudviklingen i perioden 2009-2018 var i Grækenland -23% - i Spanien -3% - i Portugal – 4%

I 2018 var den i Grækenland på ca. 0,6% - i Spanien var den på -0,7% og i Portugal 0,2%

Udviklingen i den offentlige gæld

EU-landes offentlige finanser efter funktion, land og tid

 

2015

2016

2017

2018

Offentlig ØMU-gæld i % af BNP

 

 

 

 

Grækenland

175,9

178,5

176,2

181,1

Portugal

128,8

129,2

124,8

121,5

Spanien

99,3

99,0

98,1

97,1

7

Udfordringen af EU’s krisepolitik

Den af EU påtvungne krisepolitik sendte Grækenland ned i et dybt sort hul, hvorfra Grækenland ikke tilnærmelsesvis er på vej op. Ganske vist er Grækenland ikke længere under administration, Men kigger man på de sociale og økonomiske konsekvenser af krisepolitikken, så har Grækenland ingen udsigt til inden for de næste mange år – måske årtier – at nærme sig et levestandardniveau som før krisen. Det fremgår af de ovenfor anførte tal, at beskæftigelsesraten fortsat er dramatisk lav samtidig med en stigende gæld. ​​ 

Ser man på Spanien, så kan det konstateres, at landet ikke er nær så hårdt ramt, ikke mindst fordi landet har ført en mere tilpasset krisepolitik. Det ændrer imidlertid ikke på det overordnede billede af et land i social – om ikke deroute – så nedtur. Det afspejler sig først of fremmest i fortsat meget høj arbejdsløshed og fortsat fald i reallønudviklingen. Under den nye socialdemokratiske regering kigger man nu i højere grad mod den portugisiske model for krisepolitik. Således har regeringen hævet mindstelønnen markant sidste år og generelt prioriteret beskæftigelse over besparelser.

Herover for står Portugal, hvor det er lykkedes at stoppe den sociale nedtur. Også blandt unge, hvor beskæftigelsen nu er højere end før krisen. I den forstand er Portugal en succeshistorie. Der er imidlertid ikke tale om en ubetinget succes. Det er ikke sådan, at krisepolitikken er blevet vendt om. For ganske vist er det lykkedes at øge beskæftigelsen de senere år samtidig med en – om end meget – svag reallønsudvikling. Det er imidlertid på bekostning af offentlige investeringer, der er faldet markant. Hertil kommer i lavere overførselsindkomster. Regeringen insisterer på tilbagebetaling af gælden og så vidt muligt arbejde inden for de af EU udstukne rammer.

Konkluderende kan man fastslå, at mens de vedvarende krav til Grækenland – og til dels Spanien – forværrede den økonomiske og sociale krise med voksende arbejdsløshed, stigende fattigdom, manglende nye investeringer mv. uden at gælden faldt, så er det lykkedes Portugal med sin vel nærmest kenyanske politik at øge beskæftigelsen, begrænse fattigdommen og sikre nye investeringer samtidig med, gælden er faldende. Eller som den portugisiske økonomiminister udtalte til Politiken i et interview bragt 2. september 2018 ” Sparepolitikken gav ikke mening. Den bremsede vores økonomiske vækst”.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder

Samlet set viser målinger faldende opbakning til EU blandt borgerne. Årsagerne hertil skal søges flere steder, men der kan ikke være tvivl om, at en af årsagerne skal findes i krisepolitikken, som på dramatisk vis har sendt millioner ud i jobusikkerhed eller arbejdsløshed, mange er blevet fattigere etc. Den stort anlagte europæiske søjle for sociale rettigheder skulle råde bod herpå. Det lykkedes ikke.

Vedtagelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder (EPSR) i november 2017 illustrerer problemet. Efter et ukendt antal forhandlinger lykkedes det kun ministerrådet at vedtage søjlen som hensigtserklæring – ikke som bindende mål. Søjlen indeholder 20 principper og er opbygger omkring 3 hovedtemaer;

  • Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet

  • Retfærdige og rimelige arbejdsvilkår

  • Social beskyttelse og inklusion

Ifølge Benchmarks undersøgelser er der ikke sket meget siden vedtagelsen. Da Kommissionen udsendte sine anbefalinger for 2018/2019, dvs. de første efter vedtagelsen af EPSR, var det de klassiske temaer, som dominerede. De handlede om en styrkelse af økonomien og forbedring af konkurrencevilkårene. Først langt nede kom anbefalinger om bl.a. mindskelse af lønforskellene mellem kønnene. Kommissionen nedlagde tillige veto mod indarbejdelsen af en rammeaftale vedr. Information og høringsret for offentligt ansatte, hvilket fik det europæiske forbund af offentlig ansatte til at kalde EPSR for de brudte løfters politik. ​​ Og i Kommissionens arbejdsprogram for 2019 er den sociale dialog slet ikke en prioritering. Så skal man være flink som Benchmark er, så kan man opsummere EPSR første som følger: Der er sket enkelte fremskridt, men der er endnu meget lang vej før EPSR vil udgøre en positiv forskel i livet for den almindelige EU-borger.8

Afsluttende bemærkninger

Det kan være, der er en række økonomiske og sociale indikatorer, som viser en positiv udvikling – set isoleret eller kun vurderet overfladisk. Således er arbejdsløsheden faldet i hele EU og beskæftigelsen som helhed er vokset, men det skyldes først og fremmest, at flere kvinder er kommet ind på arbejdsmarkedet og den voksende brug af deltidsarbejde eller prekært arbejde. Går man lidt dybere ned i den økonomiske udvikling, viser det sig, at lønmodtagerne som helhed er blevet fattigere. Lønnens andel af BNP i hele EU er faldet fra ca. 64% omkring 2008 til ca. 63% omkring 2017. Årsagen til faldet ikke er større skyldes først og fremmest mere markante reallønstigninger i en række østeuropæiske lande – med Bulgarien helt i top - samt Frankrig og Tyskland.9

Det er Benchmark Working Europes fortjeneste, når den i sine politiske anbefalinger viser en anden vej ud af krisen først og fremmest med det formål at styrke lønmodtagernes position på arbejdsmarkedet. Hvorvidt den kommende EU-kommission er parat til at lytte, må indtil videre afvente valget af kommissionen til efteråret. Det samme spørgsmål kan stilles til de europæiske socialdemokrater og den europæiske venstrefløjsgruppe GUE/NGL – og måske også den grønne gruppe. Nogle af forslagene burde kunne samle på tværs af de politiske skel.

Ifølge rapporten er der blandt andet behov for at bekæmpe den stigende ulighed og usikkerhed ved at afvikle dereguleringen af arbejdsmarkedet og genoplive fagbevægelsen kollektive forhandlingsret. I forlængelse heraf opfordrer ETUI til handling for at stimulere investeringer fulgt op nye finanspolitiske regler, så det politiske niveau kan stabilisere økonomien og sikre en mere bæredygtig vækst. Især anbefaler rapporten en stigning i offentlige investeringer, der kan støtte den indenlandske efterspørgsel og sikre reallønsvækst for lønmodtagere med mindre indkomster.

Årets udgave af Benchmark Working Europe burde derfor være et must for fagbevægelsen og partier, som kalder sig arbejderpartier. Her kan hentes inspiration til en alternativ økonomisk politik med fokus på lønmodtagernes interesser, der samtidig inddrager kampen mod klimaforandringer.10

 

 

 

 

 

 

1

​​ Benchmark Working Europe 2019 s. 41

2

​​ Benchmark Working Europe forord s. V.

3

​​ Benchmark Working Europe s. 23

4

​​ Se Arbejderbevægelsens Erhvervsråd rapport ”økonomiske kriser sætter varige spor

7

​​ Tal hentet fra Eurostat

8

​​ Benchmark s. 44

9

​​ Se Benchmark s. 49-55 Til sammenligning i øvrigt var lønandelen i midten af 1970’erne på omkring 72% i de 15 ”gamle” EU-lande.

10

​​ Rapporten Benchmark Working Europe 2019 kan hentes her: https://www.etui.org/Publications2/Books/Benchmarking-Working-Europe-2019

6

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. August 2019