Kritisk Debat

Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. Årgang, juni-2019

 

Udskriftsvenlig version

Dagpengeret til EU-borgere?

Af Bjarke Friborg

 

Når det nyvalgte EU-parlament samles, vil én af opgaverne blive at medvirke til en ny aftale omkring den såkaldte koordinering af sociale forsikringsordninger. Bl.a. omhandler det EU-borgeres adgang til dagpenge, men også til f.eks. børnepenge og ydelser ved arbejdsulykker m.v. Det er ikke en let opgave, og det er et godt spørgsmål, hvordan fagbevægelsen og venstrefløjen skal agere.

 

Flere års tovtrækning

Den 19. marts 2019 blev der efter flere års forhandling landet en foreløbig aftale i EU-systemet omkring en revision af forordning nr. 883/2004 og 987/2009, der siden den 1. maj 2010 har udgjort hovedrammen for at sikre et vist samspil mellem EU-landenes forskellige regler for social sikring. EU har formelt ingen myndighed i forhold til velfærdsområdet, men på baggrund af den frie bevægelse i EU for både varer, tjenester, kapital og arbejdskraft, har der alligevel undervejs været opbakning i systemet til en såkaldt koordinering inden for området. Den foreløbige aftale fra marts blev imidlertid uventet forkastet af ministerrådet, dvs. i praksis udsat til en gang efter valget til nyt EU-parlament og en ny EU-kommission.

 

De underliggende spændinger handler bl.a. om, at en aftale skal forhandles på plads mellem tre forskellige EU-organer i form af parlamentet, kommissionen og ministerrådet. Samtidig handler det om selve indretningen af EU, dvs. som primært en handelsunion eller også en “social union”, der f.eks. opererer med standarder for social beskyttelse - herunder om EU-regler på området overhovedet vil være en fordel, dels fordi de er svære at ændre, dels givet EU-traktaternes dedikation til at fremme uhindret handel mest muligt. Derudover handler det om de enkelte landes velfærdsordninger, der er meget forskelligartede og ikke helt så nemme at få til at spille sammen. Sidst, men ikke mindst, handler det til en vis grad om tro, da området er ekstremt svært at lave konsekvensberegninger på og desuden elementært svært at føre en bred og offentlig debat omkring, bl.a. fordi dagpengereglerne i forvejen er ret tekniske, og fordi de spiller sammen med flere ubekendte faktorer som f.eks. risikoen for svindel og udnyttelse - enten i form af højrefløjens frygt for enkeltpersoners “velfærdsturisme” eller af venstrefløjens fokus på “udenlandske fuskerfirmaer”, der baner vej for social dumping.

 

Nærmere bestemt er de mest omstridte elementer hvor tidligt og på hvilket grundlag, man kan få dagpengeret, fulgt af muligheden for at tage penge med ud af landet i op til seks måneder (frem for tre måneder i dag) og uden at ydelsen bliver omregnet til den lokale levestandard. Derudover kommer spørgsmål omkring kontrol, international dokumentudveksling m.v.

 

“Dagpengeret efter en måned”?

Med det foreløbige forlig i marts - der altså kuldsejlede - blussede debatten kortvarigt op i Danmark, hvor den desværre blev en lidt rodet affære. Med undtagelse af Alternativet og SF var de fleste andre politiske partier samt Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) kritisk indstillet til forliget, der af flere blev beskrevet som en potentiel bombe under det danske dagpengesystem. Socialdemokratiets Dan Jørgensen samt Enhedslistens Finn Sørensen og Nikolaj Villumsen var hurtigt ude med skarpe meldinger imod forliget, som de mente indebar forskelsbehandling mellem danske lønmodtagere og EU-borgere - konkret fordi sidstnævnte angiveligt nu ville kunne opnå dagpengeret efter blot en måned, mens “folk der bor her i forvejen, skal betale til a-kassen i 12 måneder for at få dagpengeret”, som Finn Sørensen skrev på sin facebook-profil.

 

Sagens kerne var her det såkaldte beskæftigelseskrav, der er et ekstrakrav, som de enkelte EU-lande kan stille som betingelse for at give nyankomne fra andre EU-lande adgang til den nationale ledighedsforsikring. Kravet kommer med andre ord oven i de normale krav til forsikring i det enkelte land - der i Danmark bl.a. er et års ubrudt medlemskab af en a-kasse eller tilsvarende forud for ledighed samt beskæftigelse svarende til fuldtidsjob i et år, opnået inden for de seneste tre år. I udgangspunktet er der altså kun netop negativ forskelsbehandling af nyankomne, der specifikt mødes med et ekstrakrav. Men det springende punkt er så, hvad “eller tilsvarende betyder”, da det inden for EU kun er Danmark, Sverige og Finland, der har en ordning med frivillig forsikring via arbejdsløshedskasser.

 

Kort sagt var kritikerne bange for, at relativt ringe forsikringer i EU-lande som Rumænien, Bulgarien m.v. - opnået som del af en skatte- eller arbejdsgiverbetalt ordning - skulle kunne give adgang til en frivillig og egenfinansieret a-kasseforsikring i Danmark, der stiller de ledige relativt bedre. Hvilket konkret kunne medføre en større belastning på a-kasserne og stille de nuværende a-kassemedlemmer dårligere - og samtidig i praksis betyde nemmere adgang til a-kasserne for tilflyttede udlændinge end for personer, der allerede opholdt sig i landet, altså en negativ forskelsbehandling af herboende.

 

Omvendt kunne støtterne henvise til, at der i praksis hidtil er givet ekstremt få godkendelser af ledighedsforsikring fra andre EU-lande. I 2015 var det kun 18 og i 2017 kun 41 personer i Danmark, der dels har fået godkendt dagpengeret, og dels har fået dagpenge via optjening i et andet EU/EØS-land. I Sverige, hvor der er det samme system, men langt flere EU-borgere og kun en enkelt dags beskæftigelseskrav (mod altså tre måneder i Danmark), fik kun 134 personer godkendt forsikring fra andre lande.

 

I et interview med Radio 24/7 gav Verner Sand Kirk fra brancheorganisationen Danske A-kasser udtryk for, at det på den baggrund næppe var beskæftigelseskravet, der ville gøre den store forskel, da der i praksis ikke er så stor forskel på et eventuelt nyt krav om en måneds arbejde mod det eksisterende krav på de facto godt to måneders arbejde. For ham lå problemet et andet sted, nemlig muligheden for at tage dagpenge med til udlandet.

“Eksport af danske dagpenge”

“Set i lyset af, at danske dagpenge fx er ti gange så meget værd i Bulgarien som i Danmark, så er jeg bange for, at kombinationen af hurtig optjening og mulighed for hele seks måneders eksport af danske dagpenge for alvor kan sætte vores dagpengesystem under pres. Derfor er jeg meget glad for, at der foreløbig er sat en stopper for det forslag.” (DAKs hjemmeside 1.4.2019) (1).

Sådan var reaktionen fra Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser (DAK) og hovedkasserer for Metalarbejdernes A-kasse, da det foreløbige forlig faldt i EU-systemet. Her er det altså særligt muligheden for at tage dagpenge med til udlandet, der vækker anstød. Grundet den store spredning i lønniveauet mellem EU-lande er der i forvejen et officielt indeks til at omregne løntallene fra forskellige lande, så de kan leve op til det danske indtjeningskrav og samtidig tage højde for variationen i levevilkår. Det er altså ikke nok at have haft arbejde - der skal også en bestemt mindsteindtægt til, både for danskere og udlændinge. Imidlertid sker der ikke en tilsvarende omregning den anden vej, da det støder mod EU-princippet om, at man som EU-borger med rettigheder i et bestemt land ikke kan få en ringere ydelse end andre med en tilsvarende rettighed i landet. Altså kan man som dagpengeberettiget i Danmark tage sine dagpenge ubeskåret med til et andet EU/EØS-land, hvis man i øvrigt overholder reglerne, ansøger inden for tidsfristerne etc. Også selv om dagpengene er mere værd i det pågældende land.

 

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU hørte også til dem, der var kritiske over for kombinationen af et reduceret beskæftigelseskrav og muligheden for at tage dagpenge med til udlandet:

”Jeg er ikke så bekymret for, om den enkelte arbejder vil misbruge systemet, men jeg kan ret nemt se, hvordan arbejdsgivere med mindre rent mel i posen vil kunne misbruge systemet, udtalte hun før EU-valget med reference til firmaer, der f.eks. kunne lokke østeuropæiske arbejdere til Danmark med en lavest mulig løn i en periode, hvorefter de ville kunne tage hjem med fuld og ubeskåret dagpengeret som en “bonus”. (2)

 

I et notat fra Danske A-kasser fra 20.3.2019 (3) fremgår det ganske rigtigt, at et voksende antal udlændinge fra EU/EØS/EFTA-området indgår i arbejdsstyrken, og at organiseringsgraden i a-kasser for gruppen også er steget, konkret fra 52% i 2010 til 56% i 2017. Nærmere bestemt var lidt over 100.000 EU/EØS/EFTA-borgere medlem af en a-kasse i december 2017, mod 55.000 i 2010. Til gengæld er det ikke et stort antal, der overhovedet tager dagpenge med til udlandet. I 2017 var der i alt f.eks. kun 2.228 personer (inkl. danske statsborgere), heraf 1.102 østeuropæere eller ca. 1,7% af samtlige 64.044 fra EU11 (de 11 østeuropæiske lande), der regnes som del af arbejdsstyrken og ikke er f.eks. børn eller pensionister. Spørgsmålet er så, om dette tal vil vokse pga. en lidt lettere adgang til systemet i kombination med muligheden for at tage sine dagpenge med hjem igen? Der er i sagens natur ingen tal for fremtiden, men det vil under alle omstændigheder være fra et klart lavt niveau. Omvendt viser tallene, at hvis der endeligt er tale om et “dræn” på dagpengene er det i dag fra et helt andet sted, nemlig dimittender, der står for en tredjedel af de dagpenge, der i dag går til udlandet. Dvs. en gruppe, der afslutter sin uddannelse i Danmark, men vælger at rejse andetsteds og i øvrigt af en lang række forskellige grunde (4). En idé kan derfor være at se nærmere på mulighederne for øget fastholdelse, herunder flere organiserede i både fagforeninger og a-kasser - selvfølgelig kombineret med fortsat fokus på kampen mod social dumping.

 

Debatten i andre lande

Synspunkterne fra Danmark har undervejs ikke mødt særlig forståelse hverken fra EU-systemet eller andre på venstrefløjen. Navnlig den socialdemokratiske chefforhandler for EU-parlamentet, Guillaume Balas, har været afvisende, jf. hans udtalelser til DR 10.3.2019:

“Der er intet - som i absolut intet - der tyder på, at det her skulle underminere den danske velfærdsmodel. Antallet af vandrende arbejdstagere, som gør brug af deres dagpengeret i et andet land, er forsvindende lille i Europa, og det er endnu mindre i Danmark, så det er ren fantasi. Dette er tværtimod en god ting for Danmark og de danskere, der arbejder i udlandet.” (5)

 

Men også f.eks. hos tyske Die Linke er tonen helt anderledes, ikke mindst hos Gabi Zimmer, der samtidig er formand for venstrefløjsguppen GUE/NGL i EU-parlamentet. Her var der klar støtte til forårets forlig og hård kritik af forslagene omkring indeksering:

“Som venstreorienterede stemmer vi for, fordi der skal være en længere eksport af arbejdsløshedsydelser, seks måneder. Vi stemmer for, fordi aftalen lukker huller i forbindelse med socialsikringssvindel ved udstationering. … Endelig reagerer vi mod det faktum, at nogle - og især konservative og højreekstremister - arbejder for at indføre indeksering af børnepenge. Dvs. at østeuropæere i f.eks. Tyskland skal have færre børnepenge, hvis deres børn bliver hjemme i Polen eller Rumænien. Diskriminering af mennesker, der arbejder hårdt, betaler for deres ydelser, har betalt skat og socialsikringsbidrag og som også gerne vil besøge deres børn derhjemme. Vi er imod den form for indeksering.” (6)

 

Kontrol og dokumentudveksling

Udover spørgsmålet om optjening og såkaldt eksport af dagpenge, er der også et yderligere element på spil i forhandlingerne, som ikke mindst Die Linke og Gabi Zimmer (7) har lagt vægt på, nærmere bestemt i forhold til grænseoverskridende kontrol, herunder omkring udstationering og såkaldte “postkassefirmaer”, der udnytter smuthuller i lovgivningen. Med det foreløbige forlig var der således ifølge advokatfirmaet Fragomen (8) bl.a. lagt op til:

  • At “svindel” bliver defineret og skrevet ind i loven for første gang

  • At lokale myndigheder får ret og mulighed til at gå ind og tjekke grundlaget for udstedelse af udstationeringstilladelser (den såkaldte A1-formular), herunder mulighed for at kræve en annullering

  • At udstederen af A1-dokumenter får en klar tidsfrist for at svare på henvendelser fra en anden medlemsstat

  • At alle medlemsstater forpligtes til at benytte det dedikerede it-system EESSI til at udveksle dokumenter (i dag bruger flere lande stadig papir, men skal senest fra 2019 have tilsluttet sig systemet)

Eftersom aftalen blev forkastet, er disse elementer imidlertid stadig på bordet og vil indgå i de videre forhandlinger.

 

(1) https://danskeakasser.dk/aktuelt/nyheder/nye-eu-regler-paa-dagpengeomraadet-droppet

(2) https://www.folkebevaegelsen.dk/eu-borgere-kan-springe-dagpenge-koeen-over/

(3) https://danskeakasser.dk/files/media/images/Nyhedsbilleder/Podcast/Udenlandske%20statsborgere%20p%C3%A5%20det%20danske%20arbejdsmark%20%28DAK%29.pdf

(4) https://www.dr.dk/nyheder/indland/farvel-og-tak-uddannelsen-en-ud-af-17-rykker-til-udlandet-efter-dimission

(5) https://www.dr.dk/nyheder/udland/danmark-styrer-mod-dagpenge-nederlag-i-eu

(6) http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+CRE+20190417+ITEM-004+DOC+XML+V0//DA&language=DA&query=INTERV&detail=3-016-000

(7) (https://www.dielinke-europa.eu/de/article/12076.besserer-sozialschutz-f%C3%BCr-eu-arbeitnehmer.html)

(8) https://www.laborlaw-magazine.com/wp-content/uploads/sites/31/2018/10/LaborLawMagazine_3-2018_Jasenovcova.pdf

 

 

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. August 2019