- Kritisk Debat - http://kritiskdebat.dk -

Europas sjæl. Essay om Massimo Cacciaris geofilosofi

Europas sjæl
Essay om Massimo Cacciaris geofilosofi


Af Jens Viggo Olavi Nielsen, Idéhistoriker, cand. mag.

En af de samfundstænkere, der indgående har forsøgt at udrede baggrunden for den vildrede, Europa har befundet sig i de seneste år, er den italienske filosof og politiker Massimo Cacciari, der bl.a. er tidligere borgmester i Venedig. Nedenfor gengives hans analyse af, hvad der basalt set udgør Europas sjæl, samt hvilke udfordringer, kontinentet i dag står over for. Essayet ligger i forlængelse af et interview med Massimo Cacciari om ’Europas fremtid’, der indgik i forrige nummer af ’Kritisk Debat’: https://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=2072 ​​ ​​ 

 

Krise, viden og visdom
Begrebet krise indikerer på oldgræsk ikke blot en situation, der kræver handling, men selve det at træffe en beslutning eller fælde en dom, der markerer et ’før og efter’ (Christiansen 2016; Cacciari 1994: 22-23). Det centrale spørgsmål er derfor: På hvilken måde kalder Europas tilstand i dag på en sådan stillingtagen, der markerer et brud eller en diskontinuitet?
For at besvare dette spørgsmål, må man først trække trådene tilbage til den konstitutive relation mellem Europa som historisk fænomen og så filosofien som disciplin eller rettere ’værensmodus’ (Cacciari 2016A: 57-68). Og det interessante er her, at selve begrebet filosofi i sin oprindelse er synonymt med den brede betegnelse ’videnskab’, med den tilføjelse, at man i antikken endnu ikke skelnede klart mellem viden og visdom (Sløk 1994: 37ff.). Videnskaben var dengang en bredere betegnelse, end den bliver fra og med renæssancen, hvor naturvidenskaben gradvis bemægtiger sig vidensprivilegiet, mens visdommen bliver mere eller mindre hjemløs. Men videnskaben er altså i sin oprindelse udforskning, kærlighed til både viden og visdom, idet den græsk-romerske tænkning, fra førsokratikerne og til Marcus Aurelius, entydigt tilføjer: Dén viden om ikke blot tingenes, men tillige samfundenes og sjælens inderste natur, der går under betegnelsen ’fysis’ (Cacciari 1994: 20).

En gennemrationaliseret verden
Filosofien handler kort sagt om det europæiske menneskes vilje til at erkende verden i selve dens kerne eller essens, og det er først i moderne tid, at man er begyndt at betragte filosofien som uvidenskabelig eller omvendt videnskaben som ufilosofisk. Pointen ift. Europa er her, at hvad enten vi taler om Europa som et projekt, der udgår fra Athen eller Rom (i.e. den græsk-romerske kultur), eller for den sags skyld tillige fra Jerusalem (i.e. den jødisk-kristne kultur), så er Europa i sin oprindelse rodfæstet i den samme impuls; den samme agon (kamp-kappestrid), der netop manifesterer sig klarest i filosofien (Sløk 1994: 26ff; Cacciari 1994: 11): Idéen om at have en særlig mission, dén nemlig at bruge sin viden og kunnen – og forhåbentlig også sin visdom – til at grundlægge et altinkluderende samfund, en ordnet verden (Cacciari 2016A: 60). Når Platon skriver om den ideelle stat eller Aristoteles studerer athenernes statsforfatning, er det således den samme universelle vidensdimension, den samme mission og udforskningstrang, der kommer til udtryk: Samtlige dele af staten, alle dens forskellige livsformer, institutioner, fag og teknisk viden og kunnen mv., skal organiseres i overensstemmelse med de principper, som fornuften tilsiger. Det samfund, der skal grundlægges, skal kort sagt være en rationel verden, og skal som sådan underkastes fornuftens dom (’krise’ i betydningen afgørelse; sammesteds: 61).
Dette er den fundamentale idé, der udgør en ufravigelig grundkomponent i Europas sjæl. I middelalderen, hvor kristendommen selvsagt spiller en afgørende rolle, undergår denne basale idé ganske vist transformationer, men substansen forbliver ikke desto mindre den samme, for så vidt det i skolastikken gælder om at gøre troen intelligibel, dvs. underkaste religionen fornuftens granskning og dom (Sløk 1994: 68-69). Troen kan så at sige ikke nøjes med at være tro, men må samtidig kunne gøre rede for det grundlag, den selv hviler på. Fornuften har således i den europæiske tradition haft denne mission, der har en iboende universaliserende tendens, idet den – eksemplificeret ved de første moderne politiske utopier hos More, Campanella og Bacon – sigter imod en fuldstændig rationalisering af verden som sit yderste formål (Cacciari 1997: 74ff.; Cacciari 2016B: 64ff.). Og vi genfinder samme tendens hos så forskellige figurer som Paulus og Freud: Den første vil udbrede kristendommen til alle ikke-jøder, og den anden vil kortlægge den menneskelige psyke ved brug af videnskaben: Kun mennesket besidder en fornuft, grækerne kalder den ’nous’, og kun mennesket kan derfor gøre brug af denne til at undersøge egne dybere forudsætninger og blinde pletter.

At overvinde og at vinde for sig
Det rationelle sprogs modus er logos, der ikke blot kan oversættes med fornuft, men tillige omfatter såvel samtalen og logikken som udmålingen og den kalkulerende forstand (Cacciari 1997: 17-19; Sløk 1994: 32). Det er svært at overvurdere den ekstraordinære kraft, herunder evnen til at absorbere endnu ikke opdagede og kortlagte områder af verden, der udgår fra denne logos: Igennem århundrederne har den europæiske stræbsomhed udvist en bemærkelsesværdig assimilativ kraft, der unægtelig også har manifesteret sig i form af vold og overgreb (Cacciari 1994: 44, 131ff.). Det lader sig ganske enkelt ikke gøre at beskæftige sig med de europæiske opdagelser, fx af den nye verden, uden samtidig at medtænke erobringerne og koloniseringen. Eller som den tyske filosof Hegel siger det et sted: ’Europa er som en sulten løve’ (Cacciari 2018A; Mazzone 2016). ​​ 
Men det forekommer ikke rimeligt kun at se overgrebene og volden, der uigenkaldeligt er en del af Europas sjæl, som hele sandheden. Europa er ikke kun hybris, og heller ikke alene from fredsvilje; Europa er frem for alt kratos, dvs. magt og kraft. Europa forstår sig ikke kun på at overvinde andre, men i lige så høj grad på at vinde dem for sig, og har sideløbende som projekt forsøgt at tage hånd om det ikke-europæiske, herunder bestræbt sig på at indoptage og bevare det i sig. Den globale udbredelse af Europas ånd, der teknologisk og politisk markeres via så forskellige fænomener World Wide Web og universelle menneskerettigheder, viser til fulde denne dobbelthed af selvhævdelse og evnen til at vinde andre for sig. Europa har mao. kun i sine mest perverterede former dyrket den formålsløse vold som mål i sig selv, og må derfor forstås som en relation med mange ansigter: Omsorg og vold, dialog og konflikt, belæring og lydhørhed, overgreb og forbund, tolerance og intolerance (Cacciari 1994: 141ff.). Men man kan kun indgå i sådanne komplekse relationer til andre, så længe der er modsætninger at holde i hævd, og så længe det gøres gældende, at disse modsætninger principielt aldrig kan ophæves (Cacciari 2016A: 45). De europæiske nationalstater er i den forstand også indadtil, fx i den evindelige kappestrid mellem politiske partier, kendetegnet ved denne paradoksale enhed af uophævelige modsætninger, idet oppositionen mellem ’os og dem’ er inkorporeret i enhver demokratisk proces, der på én gang er konflikt og samarbejde. Og derfor må man også ifølge Cacciari skelne mellem polemos og stasis, dvs. mellem krig og borgerkrig eller mellem ydre og indre konflikter (Cacciari 1994: 33-34).


Den gennemrationaliserede verdens selvmord
Johannes Sløk definerede herhjemme i sin bog om Europas sjæl fra 1994, på linje med Cacciari, det europæiske menneskes stræben som en uendelig stræben, hvilket beløber sig til at bestemme det europæiske menneske som et kampglad og dynamisk væsen, der er kendetegnet ved sin evne til selvoverskridelse. På godt og ondt, idet denne selvoverskridelse også kan udarte til selvdestruktion (Sløk 1994: 165-166).  ​​​​ 
Der kan i forlængelse heraf identificeres to former for erfaringer, som Europa kan siges at have gjort sig i løbet af de sidste omtrent hundrede år – men som samtidig konfluerer: På den ene side erfaringen af, at Europa på sin vis har fuldendt sin bane, sin mission, og på den anden side erkendelsen af, at netop denne europæiske mission uigenkaldeligt har lidt nederlag. På den ene side er det europæiske projekt blevet fuldbragt med de suveræne nationalstater, der allerede omkring år 1900 fremstår som gennemrationaliserede, og på den anden side har de samme stater begået dobbelt politisk selvmord i og med de to verdenskrige i forrige århundrede: I deres forsøg på at skabe og styre den perfekte stat, som er de andre overlegne i viden og kunnen, uddannelsesmæssigt og administrativt, økonomisk og teknologisk, samt ikke mindst militært, har de ført verden ud i et civilisatorisk massemyrderi med det industrielle folkemord på bl.a. jøder, sintier og romaer som den ultimative barbariske kulmination (Rossi 2018).
En konsekvent affortryllet, og tillige lettere ’desperat’ pessimistisk analyse af Europas krise, der med Horkheimer og Adorno slet og ret konkluderer, at oplysningens dialektik fører til opløsning, kunne i princippet standse her med konstateringen af Europas dobbelte selvmord som kulminationen på det hele (Horkheimer 1993). Eller det kunne den, hvis ikke det præcis var fordi, der ud af 2. Verdenskrigs aske havde rejst sig en ny, revitaliseret idé om et forenet Europa baseret på overstatslige rettigheder og internationale retsprincipper: I den forstand fornægtede det dynamiske og ’kampglade’ væsen sig end ikke i nederlagets mørkeste stund, for uden telos, uden formål og endemål at rette sine bestræbelser imod, havde der ikke længere været noget Europa – og dermed intet europæisk menneske.

En revitaliseret idé

Store europæere såsom Monnet, Schumann, Adenauer og De Gasperi m.fl. var i den umiddelbare efterkrigsperiode på det rene med, at Europa stod tilbage som hovedansvarlig for ragnarok, og at katastrofen netop var forårsaget af nationalstaterne. Hvilket dermed samtidig umuliggjorde, at kontinentet kunne genrejses uden en radikal gentænkning af selve den mission, der hidtil havde været Europas. Og derfor satte de al deres politiske energi og vilje ind på at frembringe en ansvarlig politik, der kunne give det komplekse samspil mellem videnskab, teknologi og økonomi, som udgør hovedkomponenter i den moderne stat, ny retning og mening. Den nye vision byggede derfor også intentionelt på en villet afmagt i den forstand, at Europa programmatisk skulle være økonomisk stærkt og (udenrigs)politisk svagt. (Cacciari 2016A: 38ff.). Omvendt var det dog også klart, at økonomien ikke kunne stå alene. Det er vel næsten overflødigt at nævne FN-domstolen i Haag, menneskerettighedserklæringen af 1948 og Europarådet, der oprettes året efter, som nogle af krumtapperne i skabelsen af en ny international retsorden, der udgik fra Europas sjæl, og som netop gør, at vi den dag i dag klart kan se, hvor ofte både vi selv og andre ikke formår at leve op til de fundamentale princippers bogstav eller ånd. Men ikke desto mindre er det ofte overset, at oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1952 reelt videreførte den samme tankegang, idet den blandt andet var med til at sikre den bemærkelses- og prisværdige fred mellem de store nationer, der siden har hersket internt i Europa. De overstatslige strukturer, der gradvis skabtes, var mao. ikke tænkt som et overgreb på nationalstatens eller det enkelte individs rettigheder, men kan tværtom den dag i dag ses som deres eneste tænkelige sikring på den lange bane (Germano 2019).


De tre kulturer
Men hvilke kulturer i Europa var det nærmere bestemt, i Cacciaris optik, der var i stand til at frembringe denne nye vision for Europa i kølvandet på det andet store selvmord? Der kan her peges på tre sådanne kulturer, der gav det europæiske projekt ben at gå og stå på: For det første var der den folkelige kulturkristendom i dens forskellige afskygninger. Romano Guardini, en tysk-italiensk katolsk præst, var fx en fremtrædende eksponent for denne kultur, og skrev allerede under 2. Verdenskrig artikler om, hvordan de europæiske idealer og institutioner var rodfæstet i kristendommen. Dét, som Guardini og andre med ham, såsom De Gasperi og Adenauer, var opmærksomme på, var således, at det kommende Europa nødvendigvis måtte blive ’kristent’ i den forstand, at det i sine politiske bestræbelser på at genrejse kontinentet måtte trække på den solidaritet og universalitet, der historisk udgår fra kristendommen – og tillige manifesterer sig i sekulariserede institutioner. Kun sådan ville det være i stand til at modstå nationalstaternes kortsyn, militarisme og egoisme (Cacciari: 2018B; Germano 2019; jf. også Sløk 1994: 105f.)
For det andet var der tale om den liberal-demokratiske kultur, der udgik fra det europæiske borgerskab, og hvortil man kunne henregne så forskellige kulturpersonligheder som Keynes, Croce og Thomas Mann. Den tankegang eller rettere filosofi(!), de havde til fælles, var således idéen om, at de borgerlige rettigheder og privilegier forpligter: Dén, der sad inde med disse; dén, der fx besad stor ejendom, havde også en udvidet social forpligtelse til at hjælpe de dårligst stillede og bidrage til samfundets fremme generelt via et solidarisk skattesystem og omfordelingsprincip (Cacciari 2017; Germano 2019).
For det tredje var der den socialdemokratiske kultur hos koryfæer som Willy Brandt og herhjemme J.O Krag m.fl., der naturligvis gik tilbage til den reformistiske videreudvikling af Marx i de sidste årtier af det 19. århundrede, men som først for alvor slog igennem i efterkrigstiden, idet denne kulturs væsentligste indsigt bestod i erkendelsen af, at det kapitalistiske samfundssystem og produktionsmåde var en historisk erobring, der ikke lod sig skrue tilbage eller afvikle igennem en revolution og indførelsen af en anden samfundsform, den kommunistiske. Det nyttede ganske enkelt ikke at sætte sig radikalt op imod denne samfundsform, fordi det var dén og den alene, der var i stand til, så at sige som en sideeffekt, at skabe de friheder for borgerne, der i sidste ende også satte arbejderen fri (Germano 2019; Paci 2017; Cacciari 2018A).
Frem til og med 1970’erne var det kort sagt disse tre kulturer, der formede den europæiske politik, økonomi og kultur, NB! vel at mærke aldrig ved at indgå i en harmonisk symbiose, men i vedvarende konkurrence og dialog med hinanden, undertiden i direkte indbyrdes konflikt. Men ikke desto mindre var det præcis den politiske vilje, der udgik herfra, der var med til at muliggøre et Europa bygget på principperne om international ret og overstatslige rettigheder, uden hvilke det aldrig havde været muligt at dømme fx naziforbryderne for forbrydelser imod menneskeheden: Uden en universel forpligtelse imod visse almengyldige principper kunne de ifm. Nürnbergprocessen hævde, at de blot havde adlydt den daværende gældende, nationale lovgivning. Og en lignende begrundelse gør sig ifølge Cacciari gældende i dag, når den italienske regering med henvisning til egne love bevidst undlader at hjælpe middelhavets migranter (Ruccia 2019).  ​​​​ 

 

Europa i ingenmandsland
Fra og med 1980’erne mister de tre kulturer ifølge Cacciari for alvor momentum og geråder ofte ud i en åben og ødelæggende konflikt med hinanden: I den forstand udfordrede allerede neoliberalismen i USA og England i 1980’erne det fælles europæiske projekt, som det oven for er blevet beskrevet, idet man her passende bør skelne imellem en borgerligt liberal og en rendyrket neoliberalistisk kultur (Germano 2019). Det var dog ikke mindst murens fald og socialismens sammenbrud, der førte til en slags permanent undtagelsestilstand og dermed delegitimering af idéen om et internationalt retssamfund, idet retten i stadig stigende grad blev ensbetydende med én magts vilje, nemlig USA som den eneste tilbageværende supermagt (Cacciari 2016A: 28): I stedet for på ny sammen med Europa at sætte sin vilje og magt ind på at understøtte internationale retsinstanser og overstatslige strukturer, valgte imperiet USA denne gang at udnytte situationen ved at gå andre mere egensindige og mindre konstruktive veje. Når Carl Schmitt, den tyske politolog og filosof, i forlængelse af Thomas Hobbes bekræfter, at det ikke er sandheden, men autoriteter, der laver loven, udtrykker det således rammende det rationale, der ligger bag USA’s enegang uden om FN i Irak og Afghanistan i begyndelsen af det nye årtusinde (Cacciari 1994: 119ff.; Cacciari 2016A: 125-132). Hvortil kommer, at USA tydeligvis i stigende grad har mistet interessen for at medvirke til konstruktionen af et stærkt Europa med det resultat til følge, at vi i dag befinder os i en slags ingenmandsland, hvor vi endnu ikke har fundet ud af, hvilket ben vi skal stå eller gå på i forhold til vores tidligere så tætte allierede. Og som om det ikke var rigeligt, har andre langt mere aggressive spillere på den globale scene i løbet af de seneste årtier vokset sig markant stærkere, såsom Rusland og Kina, der hver især sætter Europas politiske og økonomiske råderum under pres. Eller sagt med Cacciari: ’I denne situation, hvor Europa er demokratisk og politisk svagt, samt alt for lille, hvordan vil I så have, at det skal kunne opretholde konkurrencen med imperier såsom Rusland, USA, Kina og Indien?’ (Germano 2019).

Ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas har svaret på denne globale udvikling desværre ikke været et mere folkenært og demokratisk Europa, men derimod dét, han med tilslutning fra Cacciari kalder for en ’postdemokratisk eksekutivføderalisme’, hvor den politiske elite, dvs. kommissionen, hovedaktører fra den finansielle sektor og den europæiske centralbank, har tiltaget sig stadig mere magt over EU’s beslutningsprocesser, ikke mindst i kølvandet på det fejlslagne forsøg på at give EU en samlet forfatning tilbage i midten af nullerne (Habermas 2011). De to tilsyneladende antipoder, med den anførte postdemokratiske elite på den ene side og de nationalstatslige populister og suverænister på den anden side, bidrager mao. til den samme udvikling, hvor stærke centrifugalkræfter imødegås af lige så stærke centripetale bevægelser: Visionsløsheden i at administrere Europa som en købmandsbutik alene ud fra et liberalistisk mantra om, at statsbudgetterne skal være i balance (stabilitetspagten og austerity), har således fremkaldt forståelige trodsreaktioner hos mange europæere. Men håbet for fremtiden må her være de unge, idet spørgsmålene om ulighed og medborgerskab, til forskel fra det ensidige fokus på budgetpolitikken, også står højt på listen over de unges interesse for og bekymring omkring det fortsatte europæiske samarbejde (EYE 2018)

 

Europa ved skillevejen

Vi står mao. ifølge Cacciari midt i en globaliseret verden med et svækket Europa, hvor der kan anes visse lighedspunkter med tiden op imod 1. Verdenskrig: Udadtil har vi mistet momentum (læs: troværdighed) ift. konsolideringen af den internationale retsorden, og indadtil er EU ved at gå op i limningen, idet medlemsstaterne øjensynlig stiller sig tilfreds med at skue bagud og lukke sig omkring sig selv (Unità Europea 2018). Problemet er blot, at det er lidet sandsynligt, at der i den nye globale verdensuorden vil blive taget nævneværdigt hensyn til de enkelte småstater og individer, der insisterer på deres ret, med mindre det lykkes at fastholde og udbygge præcis de overstatslige institutioner og rettigheder, der i dag, sammen med skabelsen af den varige fred, står tilbage som efterkrigstidens vigtigste, om end stadig skrøbelige europæiske monument: De konturer, der efterhånden aftegner sig i kølvandet på murens fald med USA, Kina og Rusland som tre økonomiske titaner og tillige militære stormagter, har mao. ingenlunde gjort behovet mindre for sådanne overstatslige strukturer som FN og EU, der er i stand til bogstavelig talt at modsvare imperierne ved at gå i dialog med dem og afkræve dem svar – ikke regere eller gå i krig med dem, hvilket ville være helt urealistisk! – for herigennem at forstå rationalet i deres respektive motiver og handlemåder, samt forsøge at formidle og bygge bro imellem dem (Cacciari 2016A: 47-48; Cacciari 2014).
Europa står her, for nu at vende tilbage til det spørgsmål, der indledningsvis blev rejst, over for et klart valg, i den antikke betydning af ordet krise, hvor der må træffes en afgørelse: Enten udvikles der, i en revitalisering af de skitserede kulturer, der i efterkrigstiden i indbyrdes konkurrence og konflikt skabte den første virksomme utopi, en ny politisk vision for et føderalt, mere demokratisk og egalitært europæisk øhav; en vision, som viderefører den stræben efter formål og endemål, der altid har udgjort Europas sjæl, og som tillige for alvor formår at tage rollen på sig som brobygger. Eller også går suverænisterne og populisterne af med sejren og Europas nationalstater vil i stadig højere grad betragte hinanden mere som modspillere end som medspillere, sådan som det fx for nylig er kommet til udtryk i konflikten mellem Frankrig og Italien – og for den sags skyld i Brexit. Men Europa kan under alle omstændigheder ikke, som en anden Hamlet i tvivlens vold, fortsætte med at udsætte denne afgørelse på ubestemt tid (Cacciari 2016A: 57, 63, 132; Unità Europea 2018).

Litteratur

 

Cacciari 1994  Massimo Cacciari: Geofilosofia dell’Europa (Europas Geofilosofi), Adelphi, Milano 1994 (ny version 2003)

Cacciari 1997 Massimo Cacciari: l’Archipelago (Ø-havet), Adelphi, Milano 1997

Cacciari 2014 Massimo Cacciari: ‘Globalizzazione: scontro di civiltà?’, 06.06.2002 in Pantarei: http://tuttoscorre.org/massimo-cacciari-globalizzazione-scontro-di-civilta/

Cacciari 2016A Massimo Cacciari: Europe and Empire, Fordham University Press, New York 2016

Cacciari 2016B Massimo Cacciari og Paolo Prodi: l’Occidente senza utopie (Vesten uden utopier), Il Mulino, Bologna 2016

Cacciari 2017 Massimo Cacciari: ’Considerazioni di un politico: Quando Thomas Mann non salvò la democrazia’, 13.11.2017, in Il Mio libro: ​​ https://ilmiolibro.kataweb.it/recensione/catalogo/370147/considerazioni-di-un-politico-quando-thomas-mann-non-salvo-la-democrazia/

Cacciari 2018A:   Massimo Cacciaro: ‘Un Dio Chiamato Capitale’, 30.04.2018, in L’Espresso:   http://espresso.repubblica.it/visioni/2018/04/30/news/un-dio-chiamato-capitale-1.321182  

Cacciari 2018B  Massimo Cacciari: ‘L’aut-aut sull’Europa di Romano Guardini’, in Vita e pensiero 2018, nr. 2:
http://www.vitaepensiero.it/scheda-articolo_digital/massimo-cacciari/laut-aut-sulleuropa-di-romano-guardini-888888_2018_0002_0087-345957.html

------------------------

Christiansen 2016  Christian Olaf Christiansen: ‘Begrebet ‘krise’ er konstrueret’, 09.08.2016 in videnskab.dk: https://videnskab.dk/kultur-samfund/krise

EYE 2018  ‘EYE2018 Report: 100 ideas for a better future’, European Parliament European Youth Event, in: http://www.europarl.europa.eu/european-youth-event/en/what's-next/report.html

Germano 2019 Maria Antonietta Germano: ’Massimo Cacciari a Viterbo per un’ Europa liberale e non liberista’, 16.02.2019, in Tusciatimes: https://www.tusciatimes.eu/massimo-cacciari-a-viterbo-per-un-europa-liberale-e-non-liberista/

Habermas 2011 ’Europe’s post-democratic era’, 10.11.2011 in ’The Guardian’:

https://www.theguardian.com/commentisfree/2011/nov/10/jurgen-habermas-europe-post-democratic

Horkheimer 1993 Max Horkheimer og Theodor W. Adorno: Oplysningens dialektik, Gyldendal 1993

Mazzone 2016 Giuseppe Mazzone: ‘La lezione di Cacciari all’Università: ‘L’Europa delle barriere accerchiata deve aprire i propri confini’, 28.01.2016, in Catania Report:
http://www.cataniareport.com/la-lezione-di-cacciari-alluniversita-leuropa-delle-barriere-accerchiata-deve-aprire-i-propri-confini/

Paci 2017  Francesca Paci: ​​ ‘Cacciari: “Basta con il mondo di ieri, nessuna sinistra oggi può vincere in Europa’, 31.01.2017, in LaStampa.it:
https://www.lastampa.it/2017/01/31/esteri/cacciari-nessuna-sinistra-oggi-pu-vincere-in-europa-XjpZFNtE6UsNwaUCay6rNI/pagina.html

Rossi 2018  Francesco Rossi: ‘’Il sogno di una cosa’ di Massimo Cacciari: Salvare questa Europa è ancora possibile’, 28.09.2018, in: https://www.ilsuperuovo.it/il-sogno-di-una-cosa-di-massimo-cacciari-salvare-questa-europa-e-ancora-possibile/

Ruccia 2019  Gisella Ruccia: ‘Migranti, Cacciari vs Bongiorno: ‘La vostra legge perversa non ha nulla a che fare con la giustizia. Vergogniamoci’’, 20.01.2019, in Il Fatto Quotidiano.it: https://www.ilfattoquotidiano.it/2019/01/09/migranti-cacciari-vs-bongiorno-la-vostra-legge-perversa-non-ha-nulla-a-che-fare-con-la-giustizia-vergogniamoci/4884131/

Sløk 1994  Johannes Sløk: Europas sjæl, Forlaget Centrum 1994

Unità Europea 2018 Redaktionen for MFE (Movimento Federalista Europeo): ‘Massimo Cacciari: Ripartire dall’uguaglianza’, in L’Unità Europea 2018/5: http://www.mfe.it/site/index.php/tutti-gli-articoli/335-l-unita-europea-n-2018-5-settembre-ottobre/4125-massimo-cacciari-ripartire-dall-uguaglianza

 

9