Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, juni-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Globalisering er det modsatte af internationalisme

 

Interview af Georgi Medarov og Madlen Nikolova med Vanya Grigorova.

 

Grigorova er en velkendt aktivist for arbejdenes og de sociale rettigheder i Bulgarien og er økonomisk chefrådgiver for landets næststørste faglige hovedorganisation, Podkrepa.

 

Oversat af Niels Frølich fra Jacobinmag, 16.maj 2019.

 

Kampen mod de neoliberale handelsaftaler TTIP og CETA har genoplivet Bulgariens sociale bevægelser. Nu lover aktivister at føre disse kampagners ånd med ind i selve Det europæiske Parlament.

 

Siden 1989 har bulgarsk politik (1) været et trist landskab for venstrefløjen. Da alle mainstream-partierne er forenet af de samme neoliberale dogmer, ligger den eneste forskel i hvilken grad af reaktionære, sociale fordomme, disse partier står for. Den siddende regering er en koalition mellem centrum-højre-partiet GERB (”Borgere for en europæisk udvikling af Bulgarien”) og tre partier på den yderste højrefløj. Mens GERB står for en nedskæringspolitik, står dets tre koalitionspartnere på den yderste højrefløj for en nedskæringspolitik og åbenlys racisme.

 

Dette er hudløst typisk for Bulgariens største partier, der ledes af arvelige eliter, som ved hjælp af svingdøre pendler mellem erhvervsliv og offentlige hverv. Landet har ingen meningsfuld venstreopposition og de røster, der hæver sig for politiske sager som en mere retfærdig fordeling af rigdom og for miljøbeskyttelse, bringes til tavshed.

 

Men for Vanya Gigorova, arbejderrettighedsaktivisten, behøver tingene ikke at se sådan ud. I modsætning til Bulgariens politiske eliter voksede hun op i en arbejderfamilie og arbejdede først som vicevært på en skole og senere på McDonald’s, før hun begyndte på universitetet. Hun er i dag en af de bedst kendte fagforeningsfolk i Bulgarien og er aktiv i Podkrepa, landets næststørste faglige hovedorganisation med over 80.000 medlemmer. Grigorova var forrest i de senere års vigtige, progressive mobiliseringer både i bevægelserne imod TTIP og CETA og i ”Stop ulighedens maskineri!” – en bred kampagne for en retfærdig beskatning, der startede i 2017. Nu planlægger hun at føre ånden fra disse kampagner ind i selve Det europæiske Parlament.

 

Madlen Nikolova og Georgi Medarov besøgte hende i Sofia for at få mere at vide om hendes kandidatur og hendes vision for dette land, der kæmper på kanten af EU.

 

Du stiller op til valget til Det europæiske Parlament som kvinde, fagforeningsaktivist og som kandidat far et lille land i EUs udkant. Hvad håber du, du kan opnå?

 

VG: I løbet af de sidste fire år har jeg set, hvorledes de direktiver, der kommer fra EU, bestemmer, hvad der sker i Bulgarien og hvorfor det er nødvendigt, at vi er i Bruxelles for at forandre tingene. Tag for eksempel det direktiv fra EU-kommissionen, der ændrede den måde, som arbejdstiden beregnes på i Bulgarien. ​​ På trods af at den oprindelige intention var at begrænse arbejdsgivernes misbrug, gjorde direktivet i virkeligheden arbejdernes forhold endnu mere prekære. ​​ Det var også et EU-direktiv, der gav næring til at der opstod rekrutteringsbureauer for tidsbegrænsede ansættelser. ​​ 

 

Bruxelles forstår ofte ikke situationen i de forskellige medlemslande. For eksempel begrænser direktivet om gennemskuelige og forudsigelige arbejdsforhold (2) ansattes prøvetid til seks måneder, men tillader også at den forlænges. Seks måneder var allerede maksimum i Bulgarien, så foranstaltningen hjalp i virkeligheden arbejdsgiverne til at forlænge prøvetiden og gjorde dermed arbejdernes status endnu mindre stabil. ​​ EU-bureaukraterne åbner smuthuller op for erhvervslivet, der ikke før eksisterede i Østeuropa. Derfor bekymrer det mig, at vi ikke har nogen repræsentanter, der uforbeholdent forsvarer os.

 

Det er det, jeg håber at kunne ved at sætte emner på dagsordenen, der er vigtige for almindelige bulgarere. ​​ Selv hvis jeg ikke bliver valgt, vil kampagnen lægge pres på de bulgarske medlemmer af Europa-parlamentet for at de skal anerkende de stærke, progressive holdninger i landet. De vil ikke kunne negligere de sociale spørgsmål, som de har gjort hidtil. Kun en af de nuværende, bulgarske medlemmer af Europa-parlamentet, Georgi Pirinski, har i den forrige parlamentsperiode ført kampagne for sociale rettigheder og arbejderrettigheder, men det bulgarske socialistparti besluttede ikke at gøre ham til kandidat denne gang.

 

Venstrefløjen har i årtier været splittet med hensyn til spørgsmålet om EUs integration. Dit eget land har været en del af unionen i tolv år. Hvordan ville du bedømme dets erfaringer som en medlemsstat i EUs udkant?

 

VG: For tiden er der i Bulgarien stort postyr om politikere og velstående personer, der bygger ’gæstehuse’ for europæiske midler, der var bestemt til at opmuntre til udvikling af landzonerne. Det turde være overflødigt at bemærke, at hensigten med disse midler aldrig har været at grundlægge famileforetagender – de misbrugte ganske enkelt offentlige midler til at bygge et hus på landet til sig selv. Det ser ud til, at EUs midler består af skatter fra fattige mennesker i rige lande, der derefter ender i hænderne på rige mennesker i fattige lande.

 

Men selv et land i udkanten kan hævde sine interesser som del af en større international sammenhæng. Uheldigvis repræsenterer vore nuværende medlemmer af det europæiske parlament i Bruxelles erhvervslivet, ikke arbejderne. Der eksisterer ikke en stærk alliance af arbejdere, der kæmper for deres rettigheder, men der er [derimod] en stærk overensstemmelse mellem medlemmerne af Europa-parlamentet og kommissærerne om at sikre et ’godt erhvervsklima’. Dette er på bekostning af arbejderne og svarer til vores ’nationale strategi for konkurrenceevnen’ – lav beskatning og lave lønninger, så erhvervslivet kan blomstre.

 

EU er begyndt at indse, at denne strategi fører til marginalisering af store dele af unionens befolkning og en bølge af Euro-skepticisme. Det kan endog føre til en opløsning af EU. Men vi må sætte vores kræfter ind på at omdanne EU, ikke på dets opløsning. Der findes ingen anden vej frem.

 

Europa-parlamentets og EU-kommissionens aktiviteter de næste fem år vil være afgørende for EUs integritet. Der er grunde til at tro, at man kan vende tilbage til et ’socialt Europa’ - den europæiske søjle for sociale rettigheder (3) kunne tjene som en åbning for en progressiv forandring. Men endnu en periode med ’business as usual’ ville underminere alle bud på at opbygge et ’socialt Europa’.

 

Du har allerede ført kampagner imod og skrevet om vigtige emner som Det transatlantiske Handels- og investeringspartnerskab (TTIP) og CETA og disses mulige indvirkninger på miljøstandarder og sociale standarder. Den europæiske kampagne imod TTIP havde på en måde succes og forhandlingerne blev afbrudt. Hvilke positive skridt kunne du tænke dig, EU skulle tage, hvad angår handelspolitikken?

 

VG: Jeg var landskoordinator for ’Stop TTIP og CETA’-kampagnen i Bulgarien. Vi skabte en koalition af organisationer, der arbejdede på at få standset ratificeringen af disse aftaler, noget der ville have været skadeligt for almindelige mennesker. Aftalerne beskytter erhvervslivets interesser, mens deres ’støtte’ til arbejderne blot er mundsvejr. Hvorledes skulle handelspolitikken ændres? Alle omfattende aftaler af denne type burde garantere en reel beskyttelse af arbejdernes rettigheder og de sociale rettigheder.

Samtidigt skulle multinationale virksomheder ikke have lov til at slæbe en stat i retten. Lad os for eksempel tage Rumænien, der ved en overnational voldgiftsdomstol blev kendt skyldig og idømt en bøde for at trække godkendelsen af en investeringsplan tilbage (4). På den anden side fastslog Europa-kommissionen, at hvis Rumænien betaler disse bøder, vil det overtræde unionens regler, eftersom de vil blive opfattet som statssubsidier. Rumænien må beslutte sig til, om landet vil betale bøden til firmaet og blive udsat for sanktioner fra kommissionen eller til ikke at betale bøden og risikere konfiskering af rumænsk ejendom i USA. Kommissionen bliver ved med at lokke os ind i den slags labyrintiske situationer, som de enkelte lande må navigere i. Det er ikke acceptabelt.

 

Vi må kæmpe imod globaliseringens skadelige virkninger – [globaliseringen] opfatter jeg som det modsatte af internationalisme. ​​ Den første tjener firmaerne, den sidste tjener arbejderne. Kapitalens mobilitet må begrænses eller fjernes ved hjælp af de demokratiske procedurer, der står til vores rådighed i EU, fordi denne [mobilitet] repræsenterer den virkelige kilde til social og lønmæssig dumping. Når et vestligt firma outsourcer sin produktion til tredjelande, hvor de sociale standarder og arbejdsmarkedets standarder er lavere, bør de varer, der produceres sådanne steder ikke kunne sælges i EU. Der er varer, der forårsager stor skade på miljøet og der er varer der skader menneskeliv. ​​ Deres cirkulation i EU bør indskrænkes.

 

Som økonomisk hovedrådgiver for den faglige hovedorganisation Podkrepa repræsenterer du arbejdere og mennesker med handicap. Hvad mener du, EU skulle gøre hvad angår socialpolitikken? Tror du, at reformer på dette område kan bruges som et instrument til at forandre det, der kaldes ’et Europa i to tempi’ (5) og behandle EUs uligheder?

 

VG: For at kunne fungere som en union må EU sikre at medlemslandene ikke blot deler forpligtelsen til at skabe et godt erhvervsklima, men også at der etableres sociale standarder og standarder for arbejdskraften. Det er det, der er hensigten med Den europæiske Søjle for sociale Rettigheder. Dens praktiske anvendelse er afgørende og vil afsløre om søjlen er et dokument med tænder eller tom symbolik.

 

Vi havde dårlige erfaringer med det direktiv vedrørende gennemskuelige og forudsigelige arbejdsforhold, jeg tidligere nævnte. Efter at kontrakter med nul timer i Storbritannien begyndte at brede sig for lavtlønsjob, spredte de sig til mange andre vesteuropæiske lande og den almindelige utilfredshed med den slags kontrakter voksede. EU-kommissionen prøvede at vise, at den bekymrer sig om at beskytte arbejdspladser og besluttede at forbyde nultimerskontrakter. Men så blandede erhvervslivets lobby sig og dette oprindelige formål blev opgivet. ​​ Direktivets mål er nu at lave enkelte kosmetiske ændringer for give nultimerskontrakterne et menneskeligt ansigt uden i virkeligheden at begrænse arbejdsgivernes magt til at kalde arbejdstagerne på arbejde uden ret meget forvarsel.

 

Vi befinder os i en tilsvarende situation, når det kommer til de problemer, mennesker med handicap står overfor. Der er behov for, at FNs konvention vedrørende rettighederne for personer med handikap omsættes til praksis. Vi prøvede at presse på for en ny bulgarsk lov vedrørende handikappede, der ville kræve, at bygherrer og investorer indrettede ejendommene således, at handikappede sikredes adgang, men der sættes ingen reelle betingelser for investorer i fast ejendom. Hvis de ikke opfylder kravene til adgang, er den bøde, de skal betale, ubetydelig og udgør ikke en hindring for, at de kan fortsætte, som de alligevel havde planlagt.

 

Men nogen er nødt til at sikre, at handikappede har adgang til skoler, universiteter og arbejdspladser. Handikappede beskyldes ofte for ikke at holde fast i et job ret længe eller for slet ikke at arbejde. Konservative aktivister og politikere ønsker at tage pensionerne fra dem, fordi de mener, at de er arbejdsduelige. Men de har simpelthen ikke muligheden for at kunne arbejde - der er ingen ramper, elevatorer, ingen automatiske døre, ingen infrastruktur. Jeg tror, at hvis EU ikke pålægger os nogle af disse foranstaltninger, bliver de aldrig til virkelighed i Bulgarien.

 

Kan EU tage sig af virkningerne af de østeuropæiske landes strategier for social dumping?

 

VG: EU kan påvirke skattepolitikken. Kommissionen stillede et forslag om et minimumsniveau for beskatning, men det bulgarske finansministerium modsatte sig det voldsomt, fordi Bulgarien er førende når det kommer til skattedumping. Kommissionen kan ikke påtvinge vort skattesystem progressive elementer, hvis regeringen ikke er enig. Men hvis kommissionen alligevel ønsker at gøre noget, vil den finde måder at gøre det på. Det stod klart i 2013, da den afslog at underskrive en aftale med Bulgarien angående den næste budgetperiode og således tvang socialistregeringen til at gå af. Aftalen blev derefter underskrevet blot et par dage efter, at et forretningsministerium var trådt til. Hvis kommissionen kan tvinge en regering til at gå af, kan den [også] påtvinge vort skattesystem progressive elementer.

 

Venstrefløjens største gruppe i Europa-parlamentet er GUE/NGL, der omfatter partier som Die Linke og Syriza. Hvis du skulle blive valgt, har du så planer om at slutte dig til dem?  ​​​​  ​​​​  ​​​​ 

 

VG: Jeg forventer, at der sker nogle forandringer i det næste Europa-parlament. Højst sandsynligt vil højrefløjen stadigvæk dominere Det europæiske Socialistparti [socialdemokratierne, o.a.], der omfatter partier som det tyske SPD. På den anden side vil et nyt parti, DiEM25, med Yanis Varoufakis, den tidligere græske finansminister, sandsynligvis blive en del af parlamentet. Det ville være klogt at vente og se, hvilke partier der er mest optaget af arbejdernes rettighed og slutte sig til dem.

 

Repræsentanter for erhvervslivets organisationer, hvis medlemmer ejer forskellige medier, afviser at debattere offentligt med dig, fordi du søger at konfrontere dem med spørgsmål som f.eks. lønninger, ferie, handikapydelser osv. Hvordan mener du, det vil påvirke din kampagne? Hvilke udfordringer har du indtil nu stået overfor, når det drejer sig om mediedækningen?

 

VG: Enkelte repræsentanter for erhvervslivet har nu i halvandet år afvist at debattere med mig i min rolle som fagforeningsaktivist. Men medierne bliver alligevel ved med at invitere mig til at sige noget, fordi jeg er klar i spyttet og fast besluttet på at stå fast på mine holdninger. Men i samme øjeblik mit kandidatur blev offentliggjort, begrænsedes min adgang til medierne. Jeg bliver statdigvæ inviteret til regionale radiostationer. Jeg optrådte i en udsendelse på en fjernsynskanal, der støttede regeringen, men deres forml var at miskreditere mit budskab.

 

Jeg vil snart begynde at føle virkningen af den manglende mediedækning stærkere, da alle medierne forventer, at vi betaler for at komme ud og vi ikke har mange penge at give af. Vi vil prøve at nå ud til folk ved at rejse til deres byer og gennem de sociale medier. Manglen på penge vil ikke tage modet fra os. Jeg siger ’os’ fordi der er mange erfarne venstrefløjsaktivister, fagforeningsfolk og organisationer, der hjælper med i kampagnen. Vi arbejder tæt sammen for skabe kampagnens budskaber, der er resultatet af årelang indsats.

 

Dit kandidatur bakkes op af en kampagnegruppe, der udelukkende består af arbejdere. Hvilke sektorer kommer de fra og hvem repræsenterer de?

 

VG: Kampagnegruppen består af folk, jeg har mødt i forskellige kampe. De opfatter sig som arbejdere, men er også mødre, bedstemødre eller handikappede. Men de forenes af en kampagne for arbejdernes rettigheder og interesser. En af dem er tilskærer på en tekstilvirksomhed. En anden arbejder i en mine. En tredje er freelance journalist, oversætter og økonom. En fjerde er stuepige på et hotel i Ruse [bulgarsk by, o.a.] – hun er for nyligt, efter at hendes chef forsøgte at fyre hende, blevet medlem af Podkrepa, den fagforening, jeg arbejder for. Et femte medlem har tidligere været ansat i en telekommunikationsvirksomhed. Jeg mødte ham, fordi han arbejdede i en tilsvarende virksomhed [som jeg] og stod overfor de samme hindringer, jeg gjorde, fordi han prøvede at få den erstatning, han skulle have, efter at hans arbejdsgiver gik fallit. Et sjette medlem arbejder nu som rengøringsassistent. ​​ 

 

Gruppen ledes af en læge, der er handikapaktivist og arbejder i den lægelige ekspertkomite, der vurderer handikap. Hun fører kampagne imod nedskæringer af handikapydelserne. Dette var en stort emne sidste år, da regeringen drastisk nedskar velfærdsydelserne for mennesker med handikap. Hendes arbejde er i Bulgarien stærkt underbetalt. På trods af sin professionelle ekspertise tjener hun kun 850 leva om måneden (ca. USD 480).

 

Tror du, at dit kandidatur vil få mere langsigtede virkninger, som f.eks. en ændring i andre politiske aktørers retorik?

 

VG: Jeg har mistet alle forhåbninger om at kunne ændre Det bulgarske Socialistparti, særligt efter jeg begyndte at følge dets politik på nært hold. Jeg tror ikke, at dets medlemmer er dårlige mennesker, korrupte eller højreorienterede – tværtimod. Men partiets ledelse er det helt sikkert. Da en ven introducerede mig for partiet, oplevede jeg gammeldags afdelingsmøder domineret af ældre mennesker og selv ungdomsafdelingen blev ledet af børn af partiets elite, der følte, de havde ret til at lede den som deres ejendom.

 

Jeg opfatter mig selv som venstreorienteret, men i Bulgarien er der et stigma, der stammer fra den socialistiske fortid – hvis man er venstreorienteret, er man autoritær, ikke progressiv, udemokratisk. Men det virkelige problem er, at bulgarske borgere er fuldstændigt forvirrede, når de møder begreber som ’venstre’ og ’højre’. Her [i landet] fremmer et ’venstreorienteret’ parti højreorienterede tiltag. På den anden side oplever folk, at højreorienterede partier har rakt hånden ud mod almindelige mennesker, selvom det kun demagogi. Derfor er vi nødt til konkret at vise, hvad progressiv politik betyder og ændre samtalens indhold.

 

Det omfatter også spørgsmål, der vedrører arbejderne. Efter at jeg begyndte at arbejde for fagforeningen, har jeg set, at der hersker en tilsyneladende urørlig konsensus om, at der i Bulgarien hersker en ’mangel på arbejdskraft’. ​​ Ifølge indflydelsesrige eksperter og organisationer, betød det, at de af os, der forblev i landet – i modsætning til de mange der er emigreret – er dovne, uuddannede og arbejdssky. Jeg begyndte at kritisere dette argument ved at fremføre, at problemet ikke er mangel på arbejdskraft, men på en ordentlig løn. Jeg har oplevet den offentlige mening ændre sig de sidste fire år og nu opfatter folk masseemigrationen som arbejdsgivernes skyld. Vi kan bryde den konsensus ved at optræde i mainstreammedierne. Vi offentliggjorde rapporter om velfærdssystemet, der nedbrød myten om velfærdsnasserne. Nu er det ikke længere så let for højrefløjen i regeringen at udnytte dette spørgsmål. Det er vigtigt at sige tingene højt. Jeg håber ikke, vi bliver trætte af at banke hovedet mod muren. Muren vil slå revner, men vore hoveder skal være mere hårdføre, hvis vi skal udvirke ændringer.

 

Jeg håber virkeligt at det momentum, der er opstået gennem kampagnen, vil tiltrække flere mennesker. Jeg er afhængig af mennesker, ikke penge, eftersom penge kommer med visse forventninger. Et hæderligt kampagneresultat ville give folk, der ikke føler sig repræsenteret, håb om, at der plads til forandringer. Hvis vi kan arbejde sammen, er jeg forhåbningsfuld. Men lad os først se, hvad der sker d. 26. maj.

 

Den internationale venstrefløj har fået liv igen og er blevet inspireret af Jeremyn Corbyns uventede opdukken i Storbritannien og af Bernie Sanders kampagne i USA. Din holdning til det at føre kampagne minder os lidt Bernies slogan: ”Det er ikke mig, det er os.” Føler du et tilhørsforhold mellem dit eget arbejde og det demokratisk-socialistiske projekt i bredere forstand?

 

VG: Politikere som Sanders og Corbyn er afgjort en inspiration for mange af os. Jeg ville alligevel ikke gå så langt som til at sammenligne mit kandidatur med de diskussioner, der finder sted i USA og i Storbritannien. De bulgarske mainstreammedier bragte for eksempel intet om Sanders kampagne for at presse Amazon til at forhøje lønnen. Meget få i Bulgarien tror, at den slags kampagner giver positive resultater. Virksomhedsejerne behandles som hellige køer. Det er regeringen og ikke virksomhederne, der får skylden for den lave levestandard og de lave lønninger.

 

De sociale bevægelser i Bulgarien kæmper for at forsvare de sociale rettigheder, der borteroderes, og de kan endnu ikke formulere et generelt program for en radikal samfundsforandring. Vi prøver stadigt at lappe på den skade, neoliberale slogans har gjort, der har overbevist folk om, at nedsivningseffekten (6) er reel. Vi er stadigvæk på det stade, hvor vi reagerer på de angreb, der kommer udefra, og hvor vi kæmper for små reformer som indførelsen af skattefrie indkomster. Jeg håber ikke desto mindre, at der i Bulgarien snart vil opstå en diskussion omkring et positivt, demokratisk-socialistisk projekt.  ​​​​ ​​ 

 

 

(1) Se https://www.jacobinmag.com/2017/03/bulgaria-elections-corruption-privatization-judiciary-islamophobia/

(2) Se https://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=1313

(3) Se https://ec.europa.eu/commission/priorities/deeper-and-fairer-economic-and-monetary-union/european-pillar-social-rights_en

(4) Se http://europa.eu/rapid/press-release_IP-18-6723_en.htm

(5) Se https://www.politico.eu/article/fast-forward-to-two-speed-europe/

(6) Nedsivningseffekten er den påstand, der hævder, at hvis blot beskatningen af de rige og af virksomhederne sænkes, vil det stimulere investeringerne på kort sigt og dermed på langt sigt komme hele samfundet, herunder de fattige, til gode (o.a.).

 

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019