Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, juni-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Fire grunde til at den europæiske venstrefløj tabte

 

Af Wolfgang Streeck

Oversat fra engelsk af Niels Frølich fra Jacobinmag, 30. maj 2019.

 

Tilbagegangen for centrumpartierne ved Europa-valget viste, at EUs krise på ingen måde er ovre. Alligevel har venstrefløjens mangel på strategi og identitet hæmmet dens evne til at fremkomme med et alternativ.

 

Næsten ingen af de utallige kommentarer til resultatet af Europa-valget nævnte overhovedet den radikale venstrefløj til forskel fra den socialdemokratiske venstrefløj. Det er et udtryk for foragt og den er vel fortjent.

 

For fem år siden var venstrefløjen under den kluntede betegnelse GUE/NGL (Confederal Group of the European Left/Nordic Green Left) under ledelse af ingen anden end Alexis Tsipras. Senere blev han som græsk statsminister Angela Merkels yndlingsdiscipel i forræderiets kunst.

 

Med tiden og efter at have samlet forskellige smågrupper kunne GUE/NGL sammenstykke i alt 52 pladser, lidt under syv procent af Europa-parlamentets 751 medlemmer. I dag i 2019 endte det med 38, et tab på over en fjerdedel.

 

Den europæiske venstrefløjs nærdødsoplevelse – eller mere præcis dens repræsentation i Europa-parlamentet – kom på et tidspunkt, da de gamle centrum-venstre- og centrum-højre-partier led dramatiske tilbageslag. Tilsammen opnåede disse kun 329 pladser, 44 procent af det samlede antal. Det samlede tab på 75 pladser gjorde en ende på deres parlamentariske flertal for Den store Koalition og faldt også sammen med en brat stigning i stemmerne for et nyt – om ikke altid helt nyt – nationalistisk højre (114 pladser, en forøgelse på 36). De Grønne opnåede en lignende imponerende fremgang og gik fra 52 til 70 pladser, noget der gjorde dem næsten dobbelt så stærke som venstrefløjen.

 

Denne tid er derfor en tid med hastigt skiftende politiske tilknytningsforhold. Men hvis ikke nu hvornår så skulle venstrefløjen forvente vælgerfremgang blandt europæiske arbejdere og de reformistiske dele af middelklassen? Der er derfor et presserende behov for at forklare venstrefløjens katastrofale fiasko med at opnå en sådan fremgang. Fire grunde falder [umiddelbart] en ind – der er ganske sikkert flere.

 

 

Strategien

Den første og mest basale grund er den tilsyneladende totale mangel på en realistisk antikapitalistisk eller i det mindste anti-neoliberal venstrefløjsstrategi i forhold til EU.

 

Der eksisterer end ikke en debat af det afgørende spørgsmål, om EU overhovedet kan være et redskab for antikapitalistisk politik. I stedet eksisterer der en naiv eller opportunistisk accept – og det er vanskeligt at afgøre, hvad der er værst – af den ’feel-good’ ’europæisme’, der er så populær blandt unge mennesker og så nyttig for både De Grønnes valgkampagner og for europæiske teknokrater, der søger at legitimere deres neoliberale regime.

 

I særdeleshed kommer venstrefløjen ikke ind på den måde, som EUs de facto forfatning begrænser det politiske rum på for programmer, der er antikapitalistiske eller bare lønmodtagervenlige, med forfatningens sikkert forankrede frie markeder (de ’fire friheder’) (1), EU-domstolens reelle diktatur og den Europæiske Monetære Unions bestemmelser om balancerede budgetter, der påtvinger lande og borgere en nedskæringspolitik.

 

I særdeleshed undgår man omhyggeligt en kritisk diskussion af EUs centrale, sociale politik – arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemslande, der nu er ekstremt forskellige økonomisk set – og det kombineres med antydninger af sympati for åbne grænser i almindelighed, inklusiv dem til den ydre verden. Dette betyder blot en bekræftelse af det billede, der spredes af De Grønne og den centrum-venstre-orienterede middelklasse af et Europa, der hovedsageligt handler om unge mennesker, der kan rejse rundt uden grænsekontrol og som ikke skal veksle penge.

 

Ovenikøbet går dette i spænd med fuldstændigt illusoriske politiske projekter som f.eks. en europæisk mindsteløn. Det indrømmes kun efter insisterende udspørgen, at en europæiske minimumsløn i virkeligheden reelt måtte skulle differentieres for hvert land. Det er derfor forudsigeligt, at dette forslag ingen støtte har fundet overhovedet, hverken i unions fattige lande, hvor folk finder det for godt til at være sandt eller i de rige lande, hvor især arbejderne frygter, at det på en eller anden måde er dem, der skal betale regningen for venstrefløjens ’europæiske solidaritet’.

 

 

’Europæismen’  ​​​​ 

For det andet har venstrefløjen i de fleste hvis ikke i alle lande fundet det uimodståeligt at slutte sig til de nye og gamle centrumspartier – kristendemokrater, socialdemokrater, grønne – og erklære det nye, nationalistiske højre som en overhængende fare for demokratiet, noget der gjorde det at stemme ’for Europa’ eller endog for ’mere Europa’ en nødvendig forsvarsposition. Faktisk hævede venstrefløjen indsatsen ved at antyde, at den nye højrefløj i virkeligheden var den gamle højrefløj og det ikke at stemme på den, var nutidens version af mellemkrigsårenes antifascistiske kamp.

 

Dette slørede på farlig vis forskellen mellem legale oppositionspartier i et demokrati, hvor afskyvækkende deres tale og tanker end måtte være, og private hære, der har til hensigt at erstatte den demokratiske stat med diktatur. Denne historiske forvirring gav på adskillige måder især De Grønne gode kort på hånden.

 

At overdrive faren fra den nye højrefløj var et sikkert middel til at drive vælgerne i armene på det liberale establishments partier, der lovede ’stabilitet’ i hårde tider. Hvis fascismen var noget, der kunne bekæmpes ved at stemme for ’mere Europa’, var der ingen grund til at gå så langt som til at stemme for den radikale venstrefløj; at stemme for den nye middelklasses kæledægger ville række. Hvis demokrati betyder parlamenter uden neo-nationalistiske ’populister’, rækker det at stemme på et ’ikke-populistisk’ parti hvert femte år.

 

Man skulle ellers have troet, at en venstrefløj, der var sit navn og sine ambitioner værdigt, ville vide, at demokratiet kan være truet, selvom der ikke er ’fascister’ i nærheden, indbildte eller reelle.

 

Det er fordi, centrumpartierne – på hvis side den europæiske venstrefløj har udkæmpet sin fupvalgkrig imod den voksende fascisme i Europa – selv gør, hvad de kan, for at undergrave demokratiet. Det er præcis det, de gør, når de underkaster deres lande en neoliberal politisk-økonomisk orden, der påtvinger dem et urørligt frihandelsregime, en pengepolitik der ligner en guldstandard, offentlige finanser, der er baseret på nedskæringer og et fagforeningsfrit arbejdsmarked med en ubegrænset forsyning af arbejdskraft.

 

At forsvare demokratiet er altid en god ting. Men da venstrefløjen kastede sig ind i kampen, kunne den i det mindste have påpeget, at demokratiet ikke blot består i at mobilisere progressive vælgere for et parlament uden magt. Det betyder også muligheder for lokalt selvstyre, for kollektive forhandlinger og fagforeningsrepræsentation, for arbejdernes stemme på fabriksgulvet og i de store firmaers bestyrelser, for en måde at håndtere offentlig ejendom på, der er befordrende for store, offentlige investeringer og medier, der er virkeligt pluralistiske. Det forekommer usandsynligt, at De Grønne på disse områder skulle kunne blive pålidelige allierede.

Klimaet

For det tredje har den radikale venstrefløj ingen ide haft om, hvordan man skulle forholde sig til spørgsmålet om de klimaforandringer, hvis fremtrædende plads i de senere måneder igen gav De Grønne gode kort på hånden. På dette område har venstrefløjen overhovedet ikke adskilt sig fra de etablerede centrumpartier. Det er derfor let at forstå, hvorfor man snublede over dette spørgsmål.

 

Krav om højere beskatning af benzin eller lavere forbrug af billigt kød eller kød i almindelighed er lettere at leve med og somme tider at følge for middelklassen end for de lavere klasser og arbejderklassen. Appeller til den individuelle dyd kan måske vække den dårlige samvittighed hos dem, der allerede er miljømæssigt vågne, men når ikke ud til dem, der føler et behov for at indhente deres overmænds forbrug.

 

I stedet for at falde istemme De Grønne og deres ældre, borgerlige brødres sirenesang, var det, der skulle betyde noget set fra venstrefløjens synspunkt, at frivillige ændringer af livsstil er fuldstændigt utilstrækkelige, når det gælder at stoppe den globale opvarmning eller den lange, kontinuerlige forringelse af biodiversiteten.

 

En venstrefløj, der begrænser sig selv til at gentage De Grønnes skræmmehistorier om et forestående ophør af livet på planeten, driver mange af sine potentielle vælgere til at benægte problemet og derfra videre i armene på det nye højre. For at kunne lægge den grønne miljøideologis hvide løgne bag sig har venstrefløjen behov for et realistisk program, ikke bare for at stoppe miljøforandringerne og -forværringerne - det kan være for sent – men også for at hjælpe os med tage sig af deres virkninger.

 

Noget sådant ville kræve væsentlige forøgelser af de offentlige udgifter, der i hvert fald delvis skulle finansieres ved offentlig gældsætning udover de eksisterende nedskæringspolitiske grænser for gæld og ved at erstatte privat forbrug med offentligt for at tilpasse det sociale og økonomiske liv til et ændret miljø. En grøn New Deal af denne type ville skabe arbejdspladser udover at øge skatterne og ville dermed i det store og hele komme arbejderklassen til gode i stedet for at bebyrde den.

 

Falsk føderalisme

For det fjerde og sidste undervurderede venstrefløjen, skønt skriften længe havde stået på væggen, alvorligt det, som de tidlige socialister kaldte det ’nationale spørgsmål’ og dets vigtighed for venstrefløjens kernevælgere.

 

For arbejdere er ’Europa’ et fjernt teknokrati, en verden udenfor deres livserfaring. Det ser ikke meget anderledes ud for middelklassen. Denne sidste har imidlertid lært og foretrækker, at lade som om den ved, hvem der gør hvad i Bruxelles, noget som faktisk ingen udenfor en snæver kreds af specialister reelt ved.

 

Imidlertid betyder detaljer ikke rigtig noget for dem, for hvem ’Europa’ er blevet en stemning, en følelse, i stedet for en politisk institution; et symbol på et lykkeligt, hipt ’kosmopolitisk’ forbrugerliv, ganske vist med nogle få miljømæssige korrektioner. I disse cirkler er ’pro-europæisme’ afgørende for adgangen til et socialt bymiljø som lederne og aktivisterne i den radikale venstrefløjs partier måske kan tilhøre, men kun meget få af deres medlemmer og vælgere.

 

For de sidste betyder politisk og forvaltningsmæssig centralisering indskrænkning af den stemme, der tilhører den lille mand og den lille kvinde, der ikke føler et tilhørsforhold til og intet behov for en overnational identitet. Faktisk føler de sig sat udenfor indflydelse, når deres nationalstat berøves sin legitimitet og umyndiggøres i en overstatslig ’europæisk’ nationalismes navn. I samtidens livsstilsinternationalisters øjne får det de samfundsmæssige arvtagere af den traditionelle arbejderklasseinternationalisme til at fremstå som håbløst kulturelt tilbagestående.

 

Det er derfor, at selvom de partier, der repræsenterer disse sidste, tydeligt slutter op om middelklassens ’europæistiske’ entusiasme, kan de ikke tiltrække nogen nævneværdig andel af det neoliberale, internationale samfund. Ej heller kan de i deres moderniserede forklædning tiltrække de, der ikke deler de urbane kosmopolitters forbrugeristiske optimisme og i stedet er dem, der rammes.

 

Venstrefløjen har en tendens til ligesom De Grønne at henvise politiske spørgsmål til et europæisk niveau for demokratisk politik, der ikke eksisterer undtagen i partiernes fantasi og faktisk ikke vil eksistere i en forudsigelig fremtid. ’Europa’ og især Europa-parlamentet er et opbevaringssted for fromme håb. ​​ Denne tilstand vil imidlertid kun vare, indtil man endelig opdager, at ’europæisterne’ har overspillet deres rolle og mens de har haft travlt med at genopdrage deres vælgere i den kosmopolitiske ånd, har glemt de politiske redskaber, der ventede på dem på det nationale niveau. Tænk på det, der skete i Tyskland, hvor flertallet i Die Linke tvang lederen af Aufstehen, Sahra Wagenknecht til at træde tilbage fra sin post som parlamentarisk gruppeformand.

 

En venstrefløj, der var ved sine fulde fem, kunne yde vigtige bidrag til ’Europa’. Den måtte imidlertid sige farvel til gamle og nye centerpartiers overfladiske ’pro-europæisme’. Den måtte insistere på, at ’europæiske løsninger’ ikke kan erstatte handlinger på det nationale niveau, om ikke andet så fordi de har tendens til ikke at eksistere eller kommer for sent. Den ville også skulle forsvare et reelt eksisterende demokrati, dvs. nationalstatens demokrati imod at blive erstattet af et ’kosmopolitisk’, overnationalt demokrati, der er et luftkastel.

 

Dette ville betyde at påpege, at demokrati starter fra neden. At en forsoning med naturen og mellem menneskene ikke falder ned fra ’Europas’ himmel og at den ikke er gratis. Kort tid efter at de er blevet valgt, er medlemmerne af Europa-parlamentet nødt til at blive 751 ligesindede lobbyister for overnationalt teknokrati, forklædt som demokratiske repræsentanter for et europæisk folk, der ikke eksisterer endnu. Samfundsmæssige forandringer til det bedre vil ikke komme fra oven, fra dem.

 

 

(1) ’De fire friheder’ er fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjnesteydelser.

 

Wolfgang Streeck er direktør for Max Planck Instituttet for Samfundsstudier i Köln. Hans seneste bog er ”Buying Time: The Delayed Crisis of Democratic Capitalism.”


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019