Kritisk Debat

Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. Årgang, juni-2019

 

Udskriftsvenlig version

Økonomiske modeller og den komplekse virkelighed.

 

Ivan Breinholt Leth

 

Mainstream økonomien ”finder de resultater, som man søger ved at lægge nogle særdeles restriktive antagelser ned over, hvordan markedssystemer fungerer … således at ingen​​ vildfarende forstyrrelser kommer i vejen for prismekanismens evne til at fungere som et balancerende feedback kredsløb, som altid genopretter markedets ligevægt.”1

 

 

Sidste år lykkedes det for Enhedslisten at rejse en tiltrængt debat om Finansministeriets​​ økonomiske regnemodeller. I den forbindelse udgav Enhedslisten en rapport ned titlen ”Den økonomiske regnemaskine.” Rapporten fremtræder primært som et værktøj i en politisk-økonomisk debat, og den berører kun overfladisk grundliggende svagheder i mainstream økonomiens modeller. Således hedder det i indledningen: ”De mikro-studier, som Finansministeriet henviser til, kan ikke sige noget om sammenhængen mellem effekten på individer og den samlede effekt på ledighed. Fx hviler Dagpengekommissionens skøn over​​ effekten af en halvering af dagpengeperioden på en teoretisk model med stærkt forenklede antagelser om økonomien. Dermed giver modellen ikke et retvisende billede af makro-effekten.”2

 

Hans Aage (Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet)​​ skriver​​ i Kritisk Debat 16. februar​​ 2019, at det empiriske grundlag for finansministeriets regnemodeller ikke er så solidt, som finansministeriet påstår, at de er ”fjernt fra virkelighedens verden”, og at ”modellernes parametre er ustabile”. Det er formentlig ikke urigtige påstande, men hverken Enhedslistens rapport eller Hans Aages artikel behandler den analytiske logik, som er grundlaget for disse økonomiske modeller.

 

I 1976 fremsatte den amerikanske økonom Robert Emerson Lucas den tese, at en valid makroøkonomisk model skal baseres på mikroøkonomisk teori om den rationelle markedsagent. Allerede i 1953 havde økonomer som Thomas Shafer og Hugo Sonnenschein sat spørgsmålstegn ved om de mikroøkonomiske antagelser vedrørende et isoleret individ kan anvendes til at analysere makroøkonomiske forhold (markedet), men det er Lucas' tese, som har præget mainstream økonomien helt frem til nutiden. Enhedslisten rapport antyder - som det fremgår af ovenstående citat - at denne 'mikro-makro' antagelse – in casu dens anvendelse på arbejdsmarkedet - er en grundliggende kortslutning.

 

Hvis prisen på en vare falder,​​ indebærer det – ifølge mainstream – at efterspørgslen på varen stiger. Individuelle forbrugere med en rimelig stabil indkomst, vil muligvis øge deres efterspørgsel efter en vare, hvis denne vares pris falder, men hvis man overfører dette sandsynlige forhold på adfærden hos det samlede antal forbrugere,​​ kollapser logikken. Shafers og Sonnenscheins påstand var, at efterspørgselskurven på en vare, hvis pris falder, kan antage en hvilken som helst form. Den kan stige eller falde eller forblive uændret. Mainstream-logikken kollapser, fordi man antager, at relative priser kan ændre sig, uden at påvirke bestemte forbrugeres indkomster. Man ignorerer altså de tilfælde, hvor faldet i relative priser på en vare eller en gruppe af varer indebærer et fald i indkomster hos de grupper, som producerer disse varer. Altså 'mikro-makro' logikken holder ikke. Man kan ikke ud fra en enkelt forbrugers adfærd i forhold til denne forbrugers efterspørgsel efter en bestemt vare konkludere noget som helst eksakt om den samlede samfundsmæssige efterspørgsel efter den samme vare. Nøgleordet er kompleksitet, når talen er om økonomiens makro-niveau.

 

Eftersom en ændring i en vares relative pris ændrer indkomstfordelingen i samfundet, kan en vares prisfald medføre et fald i efterspørgslen efter denne vare, når prisfaldet reducerer indkomsten hos de forbrugere, som efterspørger varen, mere end prisfaldet fremmer efterspørgslen. Overført på det ovenfor anførte eksempel fra Enhedslistens rapport, kan et øget udbud af varen arbejdskraft (en​​ postuleret følge af en forkortet dagpengeperiode) medføre et fald i efterspørgslen efter denne vare, når det øgede udbud af arbejdskraft medfører et fald i arbejdsstyrkens evne til at efterspørge varer – altså et fald i arbejdsstyrkens indkomst.3 ​​ Makroøkonomiske antagelser, som er baseret på ideen om 'den repræsentative forbruger' på mikroniveau,​​ er en fiktion.

 

Makroøkonomi er ikke anvendt mikroøkonomi men kompleksitet. Dvs. makroøkonomisk teori må tage sit udgangspunkt i selve makroøkonomien, og man kan ikke opskalere mikroøkonomiske faktorer til makroøkonomiske konklusioner. Konsekvenserne af denne 'mikro-makro' kortslutning er ikke blot falske udsagn vedrørende makroøkonomiske forhold, som der er rigeligt med eksempler på i Enhedslistens rapport, men også en revolution i den måde hvorpå vi tænker sociale-økonomiske forhold. Hvor man tilbage i 70erne ikke var i tvivl om, at årsagerne til arbejdsløshed var komplekse og samfundsbetingede, tager man i dag udgangspunkt i individet. Det mest groteske eksempel på denne mikroøkonomiske tilgang er formentlig, da man tvang ledige til at følge kurser, hvor de stablede søm og forsøgte at finde deres 'indre fugl'.4​​ Antagelsen er at ændringer i​​ adfærd på individniveau, som man påstår vil finde sted som følge af disse absurde kurser, vil medføre en effekt på makroøkonomisk niveau.

 

I sin opsigtsvækkende bog – Doughnut Economies – forkaster Kate Raworth 'mikro-makro' tankegangen til fordel for 'kompleksitetsvidenskab' som ”studerer hvorledes forhold mellem mange dele af et system former helhedens adfærd.”5​​ Efter at have fremført en række eksempler på denne kompleksitetstilgang indenfor det naturvidenskabelige område skriver Raworth: ”Et stigende antal økonomer tænker også i systemer og kompleksitetsøkonomi, netværksteorier og evolutionær økonomi udgør de mest dynamiske områder indenfor økonomisk forskning.”6

 

”Berlin Murens fald i 1989, Lehman Brothers kollaps i 2008 og indlandsisens kollaps i Grønland har meget tilfælles. Disse tre hændelser skildres i medierne som pludselige, men de er faktisk synlige vendepunkter, som er resultater af langsomt akkumuleret pres på systemer – i form af gradvis opbygget politisk protest i Østeuropa, opbygningen af sub-prime lån i en banks portefølje af aktiver eller opbygningen af drivhusgasser i atmosfæren.”7​​ Som eksempler på økonomer, der tænker dynamisk nævner Raworth Karl Marx, Thorstein Veblen, John Maynard Keynes og Alfred Marshall.

 

Fraværet af en​​ kriseteori.

 

”Økonomer giver sig selv en alt for nem og ubrugelig opgave, hvis de kun kan oplyse os, at havet er fladt når stormen er overstået.”8

 

Hvad Keynes antyder her udgør en anden grundliggende svaghed i mainstream økonomiens modeller – nemlig fraværet af en kriseteori. Det hænger bl.a. sammen med den forsimplede rolle, som den finansielle sektor spiller i mainstream modellerne. (Primært som formidler mellem kontoindehavere og låntagere.)

 

I 2008 påtog dronning Elizabeth sig rollen som den lille dreng i Kejseren nye klæder, da hun på et møde på London School of Economics spurgte direktøren for forskningsafdelingen - professor Luis Garicano – hvorfor der ikke var nogen økonomer, som forudså finanskrisen.9

 

Rundt omkring på verdens universiteter lærer førsteårs økonomistuderende, at penge kun udgør et slør over udveksling af naturalier, og at enhver som hævder, at en ændring i samfundets pengemængde har nogen som helst indflydelse på størrelsen af realøkonomiens output (mængden af producerede varer), lider af en vildfarelse, der betegnes som 'penge-illusionen'. Varernes absolutte priser har ingen betydning, og derfor har penge heller ingen betydning. Kun relative priser har betydning.

 

Fru Hansen anvender et ganske bestemt beløb på at købe en bestemt gruppe varer. Antag at både varernes pris og fru Hansens indkomst blev fordoblet med øjeblikkelig virkning. Ville det ændre noget,​​ spørger mainstream økonomerne? Og svaret er naturligvis nej. Fru Hansen ville stadigvæk købe de samme varer. Hvis man tror, at pengemængden har nogen makroøkonomisk effekt,​​ lider man af 'penge-illusionen'. Således forsvinder penge ud af analysen, bortset fra, at for mange penge kan skabe inflation (penge skabt af staten naturligvis) – kreditorers, dvs. finanskapitalens, værste mareridt.

 

Med pengene udelukket fra analysen er det næste naturlige skridt også at udelukke forbindelsen mellem finanskapitalens pengeskabelse og økonomiske kriser. Finanskapitalen optræder udelukkende som formidler mellem de, der sparer op, og de der låner penge. Hovedpointen er, at der ikke er nogen forbindelse mellem optagelse af lån og pengemængde. ”Tænk på følgende: Når gælden stiger, er det ikke økonomien som helhed, der låner penge, Det er snarere mindre tålmodige mennesker – mennesker som af en eller anden grund gerne vil bruge penge her og nu i stedet for at vente – som låner fra mere tålmodige mennesker.”10 ​​ Ifølge Krugman er der altså ingen forbindelse mellem udlån af penge og samfundets totale efterspørgsel efter varer. Et pengelån overfører blot købekraft fra en person til en anden.

 

Finanskapitalens pengeskabelse anerkendes dog, men kun ifølge 'money multiplier modellen' og kun indenfor rammerne af statslig pengeskabelse. Dvs. staten (nationalbanken) låner penge til de private banker, som indsættes på bankernes konti i nationalbanken. Bankerne tilbageholder en brøkdel af dette lån og udlåner resten. Låntagere og de forretninger, hvor låntagerne bruger deres penge, sætter de lånte penge i andre banker, som også tilbageholder en del af disse penge som reserve. Når denne proces er gentaget tilstrækkeligt mange gange, vil reserven være lig med eller større end det beløb, som bankerne oprindeligt lånte i nationalbanken.

 

Problemet med 'money multiplier modellen' er, at det postuleres, at bankernes udlån er​​ begrænset af bankkundernes indlån og af nationalbankens udlån. Dette er ikke korrekt. Bankerne udlåner penge ved simpelthen at kreditere låntagers konto med elektroniske penge, som bankerne skaber uafhængigt af nationalbanken og bankkundernes indlån. Men modellen kan anvendes politisk til at tørre ansvaret for inflationen af på nationalbanken (staten) og friholde de private bankers pengeskabelse.

 

Hvad Krugman og andre synes at overse, er det simple faktum, at udlånte penge forrentes, at denne forrentning er en indtægt for kreditor og en udgift for debitor og at forbrug, efterspørgsel efter varer og følgelig produktionens output påvirkes af forrentningen af de penge, som bankerne skaber i form af kredit. Når efterspørgslen efter varer overføres fra en gruppe​​ af forbrugere til en anden, ændrer efterspørgslen karakter.

 

Af danske bankers samlede udlån går over 70%​​ til udlån til køb af boliger. Disse mange udlånte forrentede penge indebærer ikke bare enorme profitter for finanssektoren, som medvirker til at skabe en meget rig og snæver gruppe af personer indenfor denne sektor. Det indebærer også en forøgelse af pengemængden11​​ og af forbrug. Forbrug fremskyndes, når de ophobede formuer medfører yderligere låntagning og mere forbrug. Jo mere den del af indkomsterne, som anvendes på boligen vokser, desto mere vokser de private formuer, og disse formuer kan anvendes til mere fremskyndet forbrug.12​​ Kredit øger befolkningens gæld og skaber et pres på økonomisk vækst. Når bankerne skaber penge som kredit, er det kun hovedstolen der skabes. De penge der skal bruges til at betale renter og renters rente har bankerne ikke skabt. Gælden overstiger derfor altid bankernes pengeskabelse. For at servicere gælden er debitorerne nødt til at forsøge at øge deres indkomster ved at​​ øge produktionen af varer og tjenesteydelser.13

 

Denne meget store pengemængde, som udlånes til anskaffelse af boliger, medfører et nedadgående​​ pres på den effektive rente. Med lave renter kan boligkøbere låne flere penge, og efterspørgslen efter større og bedre boliger stiger, hvilket igen presser boligpriserne op og tvinger boligkøberne til at låne endnu flere penge. Presset på mere gæld, øgede indkomster og mere vækst fortsætter indtil krisen indtræder.

 

”Siden Anden Verdenskrig har danskerne i stor stil skiftet mad ud med mursten som den tungeste post på husholdningsbudgettet. Kort efter krigen gik hele 39 procent af danskernes forbrug til mad. I dag udgør madudgifterne blot 15 procent af husholdningsbudgettet. Til gengæld er posten med udgifter til husleje og boliglån mere end femdoblet fra 4 procent i 1948 til 22 procent af danskernes forbrug i dag. Det viser en oversigt, som Danmarks Statistik netop har udgivet om udviklingen de seneste 65 år. ”Vi bruger flere af vores penge på boliger, blandt andet fordi boliger simpelthen bare koster mere i dag end dengang, men boligerne er også blevet bedre med årene«, siger Marianne Mackie, kommunikationsansat, Danmarks Statistik.”14

 

I Danmarks fire største byer anvender 25 procent af boligejerne og​​ lejerne dog over 40 pct. af deres disponible indkomst på boligen.​​ 15

 

Det synes derfor indlysende, at bankernes private pengeskabelse har en væsentlig både kvalitativ og kvantitativ indflydelse på produktionens output. Ligesom denne pengeskabelse er inflationær og i sig selv indebærer en risiko for krise, når stigningen i indkomsterne ikke kan følge med stigningen i boligudgifterne. Det enkle svar på dronning Elizabeth's spørgsmål er derfor, at naturligvis kan finansielle kriser ikke forudses, når den​​ finansielle sektor ikke indgår i de modeller, som mainstream anvender til at fremskrive økonomisk udvikling. At udelukke den finansielle sektor fra økonomiske modeller, synes ikke blot at stride mod simpel empiri, men også imod, hvad Kate Raworth – som nævnt ovenfor – har betegnet som kompleksitetsøkonomi.

 

Kompleksitetsøkonomisk tænkning handler derfor ikke blot om at inddrage såkaldte negative eksternaliteter,16​​ men også om at sætte spørgsmålstegn ved den finansielle sektors rolle i en økonomi, som er​​ baseret på konstant udvidelse af pengemængden og af forbruget – altså den kapitalistiske økonomis vækstimperativ drevet ud in absurdum.17

 

 

Noter:

 

 

 

 

 

 

2

 

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. August 2019