Kritisk Debat

Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. Årgang, juni-2019

 

Udskriftsvenlig version

En marxist i europaparlamentet

Interview med Marc Botenga af David Broder

Oversat fra Jacobin 31. maj 2019

Resultatet af valget den 26. maj var skidt for venstrefløjen på kontinentet generelt. Men i Belgien havde Arbejderpartiet et historisk gennembrud.

Partij van de Arbeid van België (PTB – Belgiens Arbejderparti), der har en marxistisk-leninistisk baggrund, er de senere år begyndt at ligne en af de mest dynamiske kræfter på den europæiske venstrefløj. Søndagens valg bekræftede dette billede. Mens valget til europaparlamentet betød tilbagegang for den radikale venstrefløj generelt – GUE/NGL-gruppen dalede fra 52 pladser til kun 38 i den 751 pladser store forsamling – var den store undtagelse Belgien.

Det yderste højre er her såvel som andre steder i Europa en farlig kraft. Det flamske nationalistiske Vlaams Belag havde stor fremgang i regionale, nationale og det europæiske valg, der fandt sted samtidigt, efter at den højreorienterede regering led nederlag efter uoverensstemmelser om antallet af immigranter. Lige så stor en nyhed på valgaftenen var fremgangen PTB, der opnåede næsten 9% nationalt, hvad der nærmer sig en fordobling af stemmerne.

Samtidig med fremgang i parlamentsmedlemmer fra 2 til 12 og en del medlemmer i de regionale forsamlinger blev europavalget et gennembrud for PTB, da Marc Botenga blev dets første medlem af europaparlamentet. Jacobin’s David Broder har talt med Marc om baggrunden for deres succes, om at opbygge et alternativ til det yderste højre og de fremtidige vanskeligheder for den europæiske venstrefløj.

Jeres slogan var La gauche qui pigue contre l’Eupoe du fric – «Et spark fra venstre mod Europas storkapital ». Jeres kampagne rettede sig især mod svingdøren mellem politik og business, som for eksempel hvordan den tidligere præsident José Baroso umiddelbart efter sin afgang begyndte at arbejde for Goldman Sachs. Men hvis de europæiske institutioner er uigennemsigtige, betyder det vel også, at befolkningerne mister interessen for, hvad deres folkevalgte foretager sig. Hvad forestiller du dig, du kan stille op som medlem for at afsløre, hvad der foregår i Bruxelles?

Det skal lige slås fast, at sloganet mod storkapitalens Europa har tre dimensioner. Der er svingdøren for EU’s egne embedsmænd, hvor det er en sjofelhed, at en tjenestemand kan tjene 30.000 euro om måneden, når en ud af tre personer i Bruxelles lever i fattigdom.

Så er der prioriteringen af den økonomiske frihed frem for sociale og økologiske foranstaltninger. Enhver lov bliver tjekket for, om den efterlever princippet om fri bevægelse for kapital og tjenesteydelser. At førsteprioritere markedskræfterne demonstrerer hvilket Europa, der skal bygges op. Og så er der sparepolitikken. Austerity betyder, at det er folket, der betaler og de rige, der får gavn af det.

Men ja, når vi ser på hvordan unionen fungerer, når vi tager rundt i landet under valgkampagnen, er deres første reaktion, at de ikke følger med, eller at de er ligeglade. Det er ingen tilfældighed – EU er svær at sætte sig ind i. Men, hvad vi så kan se på vores møder og i diskussionerne med vælgerne, er, at man kan opnå meget, når vi forklarer, hvad der er på spil

Tag ​​ eksemplet med CETA (Frihandelsaftalen mellem EU og Canada), en kompleks handelsaftale, hvor ingen vælger har tænkt sig at sætte sig ind i et 1.700 sider langt dokument. Men hvis vi i stedet taler om klorbehandlede kyllinger eller om en trojansk hest indenfor Bruxelles’ mure, så kan vi bryde det ned til symbolske spørgsmål. Og hvis vi tager den med svingdøren igen, så har vi den klimakommissær, som havde været ejer af to olieselskaber og solgt sine andele til et familjeselskab lige før, han blev kommissær. Ingen kan betvivle, at det er et problem.

Det er den slags praktisk illustration af, hvad der er på spil, der også hjælper til med at stimulere mobiliseringen. På den måde fik vi stoppet den multilaterale investeringsaftale, og det lykkedes også næsten med CETA. Det er den slags bevægelse og ikke bare fremlæggelse af den bedste lovændring i parlamentet, der er afgørende i kampen om ideer.

Du omtalte førsteprioriteringen af den frie bevægelighed for kapital og tjenesteydelser i EU som et emne, og vi kunne nævne andre traktatbestemmelser, der sigter mod privatisering og konkurrence. For at se på en vej ud af dette, er der en del på den radikale venstrefløj, der taler om at ”bryde med EU-traktaterne”, andre om ar lave dem om og andre igen om at bryde dem. Når man tænker på, hvor svært, det er at ændre på EU-traktaterne, hvad tror du så er vejen ud?

Vi kan ikke det hele og er meget ydmyge. Vi har en vision, en strategi, vi håber folk kan bruge, og vi håber på at kunne bidrage til yderligere forandringer. Men vi har også en masse at lære.

Stategierne udelukker ikke nødvendigvis hinanden. Vi ønsker også at bryde traktaternes logik – prioriteringen af konkurrence og konkurrencedygtighed – og det kan gøres på forskellige måder. Tag for eksempel sagen med Den fjerde jernbanepakke, der liberaliserer passagertogsservice og indfører samme betingelser for godstogsservice.

Stillet over for en sådan pakke, er det vores opfattelse, at Belgien ikke skal acceptere den. Her er der ikke bare tale om et enkelt lands reaktion, men om noget, der gør det muligt at opbygge europæiske solidaritetsbevægelser. Som vi så det med strejkerne mod privatiseringen af de franske jernbaner sidste år, ville der være masser af støtte til sådan et projekt. Det vigtige er at skabe den slags ulydighed, der kan sprede sig og vinde, også selv om det ikke sker i alle 28 lande med det samme.

Og så bruger jeg altid eksemplet med de europæiske havnearbejdere. I nullerne lykkedes det dem at forsvare arbejdsbetingelserne ved at organisere paneuropæiske strejker, der medførte en langt bedre magtbalance med deres mobilisering, der tvang Kommissionen til at trække deres liberaliseringsforslag.

Det kommer ikke ud af intet. Den fantastiske strejkebevægelse i Frankrig, arbejderengagement og passagerstøtte tog det måneder at bygge op. Det drejer sig om at udvikle solidaritet, der har sin rod i den slags kampe.

Socialisterne gik lidt tilbage her og rundt omkring i Europa, men jeres fremgang var meget større. Hvor kommer de nye stemmer til PTB egentlig fra – er det utilfredse socialister eller folk, der ikke har stemt før? Og hvad har mobiliseret dem?

I den nuværende fase er det svært at vurdere vælgernes mere præcise vandringer. Socialisterne havde et rigtig dårligt valg i Flandern, også i Vallonien gik de tilbage, men beholdt pladsen som det største parti. Uden tvivl har vi vundet nogle vælgere, som har været utilfredse med deres indsats.

I Belgien er der stemmepligt, men det betyder ikke, at folk nødvendigvis gør det. I byer som Charleroi er det omkring 20-25%, der ikke stemmer. De lader sig registrere og viser deres mistillid til politik ved at stemme blankt - en blank stemmeseddel i boksen. Det var ved at gå fra dør til dør og køre kampagner på markeder, vi gjorde en ekstra anstrengelse for at sige: Vi forstår jeres mistillid til politikere, og vi er her for ændre på det, ikke for at fylde vores lommer eller tjene vores egne interesser. Det er derfor repræsentanter for PTB aflønnes med en gennemsnitlig arbejdsindkomst og ikke, hvad der ellers er gældende for pågældende job.

For at mobilisere vælgere fik vi drevet debatten hen på områder, hvor de andre partier var nødt til at kopiere os. Tag sådan noget som pensionen – den er i gennemsnit 1.200 euro om måneden og kun 900 for kvinder, hvor et ophold på et plejehjem let løber op i 1.600 om måneden. Pensionsalderen er også blevet hævet fra 65 til 67 år. Vi stillede krav om et minimum på 1.500 euro, hvorefter de andre partier prøvede at kopiere os – socialisterne gik så vidt som til ​​ at ”copy-paste” vores program.

Et andet område er energi. I Belgien er VAT (moms) 21% for luksusvarer og 6% på dagligvarer. Alligevel opfattes energi til husholdningen som «luksus» og er omfattet af den samme VAT som champagne. Men hvis man ikke har elektricitet, er det begrænset, hvad man kan foretage sig i sin lejlighed.

Og hvem er det så, der slutter sig til jeres parti?

I dag vokser vores parti meget hurtigt. Vi må i gang med at tælle, hvor mange, der kom til under kampagnen, men vores samlede medlemstal er 16.000. Hvad vi især er tilfredse med, er at vi har fået valgt arbejdere ind i parlamentet, for normalt er det et sted, hvor man ikke ser særligt mange. Til EU-valget fik vi valgt en tidligere rengøringsassistent i lufthavnen, Maria Vindevoghel og Robert D’Amico en tidligere ansat i Caterpillar til det føderale parlament og også en tidligere buschauffør Youssef Handichi til det regionale parlament i Bruxelles. De har også alle en baggrund i fagbevægelsen.

I den fransksprogede del af Belgien var 6 ud af 14 kandidater til EU-parlamentet folk fra fagbevægelsen og hovedparten arbejdere. Vi er et arbejderparti, men der også små erhvervsdrivende, der slutter sig til os, fordi de liberale, der altid hævder at være på de små og mellemstore virksomheders side, i virkeligheden sørger for skatteunddragelse for de multinationale.

Det er slående, at der bland andet også er mange unge mennesker fra klimabevægelsen, og partiet er også kulturelt meget forskelligartet. Der er ikke noget mirakuløst i det. Det er resultatet af det græsrodsarbejde, der kører i arbejderklassekvartererne. Selv med sidste oktobers lokalvalg og nu de regionale, føderale og EU-valg som hovedopgaverne, er det lige så vigtigt at være aktive uden for valgkampene – være en del af arbejderklassemiljøet.

PTB fik også valgt 12 medlemmer til det belgiske parlament. Det er 2 pladser mere og partiet var et af dem med største fremgang i det føderale valg. I fik over 13% i både Bruxelles og Vallonien og mere end 5% i Flandern, men der var Vlaams Belang meget stærkere. Netop i Vallonien ser det ud til at være et af de få steder i Europa, hvor det yderste højre ikke er i fremgang. Hvad forklarer denne forskel – og konkurrerer I med det yderste højre om de samme vælgere?

Der er mange faktorer bag det yderste højres styrke. Da socialdemokraternes nedtur startede i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor de skuffede deres egen arbejderklassebasis, blev vi – sikkert korrekt – opfattet som for små og for radikale til at udgøre et alternativ. Den tidligere udgave af det yderste højre - Vlaams Blok – blev slugt råt i de år. Flandern har altid haft en særlig flandersk nationalisme, som har en vigtig kulturel indflydelse, og det har det radikale højre været i stand til at udnytte.

N-VA (Nieuw-Vlaamse Alliantie -Ny Flamsk Alliance) et alt-right og nationalistiske flamsk parti, der præsenterer sig selv som ikke tilhørende det yderste højre og snarere i modsætning til det – har haft succes med at kæmpe en kulturel kamp, der trækker hele det politiske felt til højre og åbne vejen for yderligtgående emner og ordvalg. Det har bidraget til at Vlaams Blok er det næststørste parti i Flandern.

Alligevel kunne vi i disse afstemninger konstatere, at regionen ikke er monolitisk. Ved at få valgt medlemmer til det flamske parlament, til det føderale belgiske parlament fra Flandern har vi gjort op med det yderste højres påstand om, at der i Flanderns ”ikke er plads” til marxister og venstreorienterede og kunnet stå imod deres voldsomme retorik mod ”rotter” på venstrefløjen.

Vi stod over for svære odds. Det yderste højre var blevet normaliseret og endda inviteret i børne-TV for at danse sammen med andre politikere, og de havde måske 20 gange mere mediedækning end os. Det er vigtigt at tage folks sociale bekymringer og usikkerhed alvorligt for at kunne bryde igennem højrefløjens appel og tilbyde et lokomotiv, der kan trække til venstre. Vi investerede virkelig mange kræfter i Antwerpen, fordi det var vigtigt få valgt folk fra forskellige dele af landet.

I Vallonien har højrefløjen ikke haft noget gennembrud. Det har meget at gøre med vores indsats. Men vi skal ikke idyllisere det, som om vi har et racismefrit paradis. I de lokale valg var der byer, hvor det yderste højre scorede det dobbelte, så potentialet eksisterer skam.

Vi kæmper imod og har haft succes med at forhindre et sådant parti i at slå rod i Vallonien. Vi har haft succes med at mobilisere en antiestablishment stemme ved at tale med folk om deres løn, deres fremtid, deres job, men der skal også kæmpes en kulturel kamp mod det yderste højre. Hvis vi så får etableret en ”antiestablishment” basis. Er folk mere åbne over for vores 840 konkrete forslag og alternativer.

Generelt i Europa var resultaterne utilfredsstillende for den radikale venstrefløj – GUE/NLG (Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre) faldt fra 52 pladser til 38, og partier som Podemos og France Insoumise gik det virkeligt slemt for. Efter for længst at have opgivet anti-nedskærings politik markerede valget Syriza’s endelige bortgang i Grækenland. Medens midterblokken tabte terræn overalt, har vi ikke kunnet se, at venstrefløjen har kunnet drage fordel af krisen i Den Europæiske Union. Hvorfor har PTB kunnet bryde den tendens?

Det er klart, at Syriza ikke kunne præsentere sig som et alternativ, eftersom det dannede regering og havde accepteret de betingelser, der var sat. Men det er svært at fremhæve en bestemt faktor, der forklarer de – måske midlertidige – tilbageslag, som Podemos og France Insoumise har været ude for.

Når jeg før talte om, at vi har meget at lære, er det ikke bare etikette. Jeg mener det. Vi er et struktureret parti og ikke en bevægelse, men den nuværende situation indeholder også vokseværk. Vores situation skal ikke idealiseres. Enhver national situation er forskellig, og man skal være forsigtig med at generalisere. Der er dem, der siger, at vores situation i dag minder om Første Internationale med dens mange forskellige kræfter, og det er måske sandt. Vi er hver især nogenlunde klar over, hvad forskellene er mellem partierne, og vi må finde ud af, hvad vi kan lære af hinanden.

Jeg tror, at en del af vores succes er, at vi udgør et retorisk og praktisk brud, når vi insisterer på ikke at være som de andre partier og samtidig tilbyder konkrete løsninger. Vi tror på græsrodsarbejde. Vi er både utålmodige for at skabe ændringer, men vi bygger samtidig tålmodigt op, hvor vi lægger vægt på, at en stemme på PTB kun er et skridt i retning af at opbygge en modbevægelse.

Du deltog for nyligt i Plan B topmødet i Stockholm. Der er uden tvivl en gruppe på venstrefløjen, der er kritisk over for EU’s traktater. For eksempel de begrænsninger, der sættes for statsstøtte og investeringslån. Men der synes ikke at være en konkret Plan B: Et kollektivt forslag, der kan forene partierne på den europæiske venstrefløj. Kan du se nogen muligheder for en udvikling i den retning?

Vi ønsker at bryde med traktatlogikken. ​​ Vi har ikke nødvendigvis brug for en færdig plan for det perfekte samfund, selvom vi selvfølgelig har vores visioner for, hvad et andet samfund skal være: socialisme. Vi er klar over, at denne vision ikke nødvendigvis deles af alle på den europæiske venstrefløj. I virkeligheden er er det ikke så meget bare traktaterne, der er på spil,, som det er det økonomiske system som sådan. Selvfølgelig er disse traktater med til at dogmatisere systemet, men hvis vi ønsker at bryde denne logik, så er det at gå tilbage til national lovgivning ikke nødvendigvis løsningen.

Det er eksempler med internationale arbejdskampe som havnearbejdernes og Ryanair, der er de eksempler, vi har brug for og modmagten mod de multinationale virksomheder og institutioner. Venstrefløjens rolle er at forstærke disse kampe. Ved at være med til at føre sejre igennem, som mod en asocial skat på elektricitet, kan vi opbygge en følelse af, at det er muligt at skabe et andet samfund, der sætter sociale behov og planeten i centrum. Håb spiller i virkeligheden en central rolle i mobiliseringen af folk. Du kan se det i ungdommens klimamarch: De er klar over, at de ønsker et samfund, der sætter planeten først, også selvom der ikke er en plan nedskrevet indtil den mindste detalje.

Men igen kan vi se nødvendigheden af at sætte det sociale spørgsmål i centrum. De multinationale har planer for, hvad der skal produceres hvor og hvornår, og planeten har også brug for planlagte løsninger. Det afgørende er, hvem der betaler for en Green New Deal og hvem, der kontrollerer den. Klimaskeptikerne vil have det alt for let, hvis de kan sige, at det er almindelige folk, der skal betale for klimaomstillingerne. Og vi er virkelig nødt til at skære udledningerne ned med 10% om året i Belgien. Det er ikke noget, markedet skal tage sig af.

Diem25 (Democracy in Europe Movement 2025) eller AOC eller De Grønne vil alle have hver sin vision om en New Green Deal, men det vigtigste er at holde fast på offentlig planlægning af for eksempel energiområdet. Der er en rigtig god sætning i J. K. Galbraith’s The Predator State, hvor han siger, at enten vil den økologiske overgang blive planlagt med folkelig opbakning og magt eller forhindret af private virksomheder, der ikke har andet på hjerte end salg af mere olie og gas. Jeg tror, det er det dilemma, vi står over for.

Marc Botenga er medlem af Det Belgiske Arbejderparti (PTB) og politisk rådgiver for Det forenede Europæiske Venstre (GUE/NGL i Europaparlament.

David Broder er historiker med fransk og italiensk kommunisme som speciale. Han er i øjeblikket ved at skrive en bog om krisen i det italienske demokrati i perioden efter den kolde krig.

Oversat af Poul Petersen

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. August 2019