Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, juni-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Modvækst : en teori om radikal overflod.

​​ Af Jason Hickel

 

Oversat af Peer Møller Christensen fra : real_world economics review, issue no. 87.

www.paecon.net/PAEReview/issue87/Hickel87.pdf

 

Efterhånden som ​​ klimakrisen forværres, og de kulstofbudgetter, der er fastlagt i Parisaftalen, krymper, er klimaforskere og økologer i stigende grad begyndt at opfatte økonomisk vækst som et problem. Vækst styrker behovet for energi og gør det betydeligt vanskeligere - og sandsynligvis umuligt - at overgå til ren energi hurtigt nok til at forhindre en potentielt katastrofal global temperaturstigning. I de senere år har IPCC-forskere hævdet, at den eneste måde, man kan opfylde målene i ​​ Paris-overenskomsten på, er ved aktivt at begrænse den ​​ materielle cirkulation ​​ i den globale økonomi . Ved at reducere den materielle cirkulation vil man nedbringe energibehovet, og dermed ​​ lette overgangen til ren energi.

 

Økologiske økonomer erkender, at denne tilgang, kendt som modvækst, sandsynligvis vil føre til ​​ reduktion af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet, målt i ​​ BNP. Selv om en sådan kursændring måske kan synes ​​ at hæmme ​​ menneskehedens udvikling og true med at udløse en række negative sociale konsekvenser, hævder eksponenterne for denne opfattelse, at en planlagt reduktion af cirkulationen ​​ kan opnås i højindkomst-lande, samtidig med at man opretholder og endog forbedrer befolkningernes levestandard. Politiske forslag hertil fokuserer på omfordeling af eksisterende indkomster, forkortelse af arbejdsugen og indførelse af jobgaranti og en løn til at leve af, samtidig med at adgangen til offentlige goder øges.

 

Eftersom der udfolder ​​ sig livlige debatter om, hvordan denne politik kan se ud og hvordan man implementerer den, vil jeg her gå et skridt tilbage og se på den dybere økonomiske logik i modvækst-teorien. På overfladen lyder modvækst ​​ som en knapheds- økonomi, noget mange på både højre- og venstrefløjen da også har været hurtige til at hævde, men faktisk er det omvendt. Et langsigtet tilbageblik ​​ på kapitalismens historie afslører, at væksten altid har været afhængig af enclosure. Lauderdale-paradokset, som ​​ først blev formuleret af James Maitland, påstår f.eks. , at en vækst ​​ i "privat rigdom" kun kan opnås ved at man kvæler "den offentlige rigdom". Dette sker ikke kun for at tilegne sig ​​ gratis værdier fra det, som ejes i fælllesskab, men også, som jeg vil argumentere for, for at skabe en "kunstig knaphed", der skaber pres for konkurrencedygtig produktivitet.

 

Modvækst søger at vende ​​ Lauderdale-paradokset om . Ved at kræve en retfærdigere fordeling af eksisterende ressourcer og forøgelse af offentlige goder, fører modvækst ikke til knaphed, men snarere til overflod (se Sahlins, 1976; Galbraith, 1998; Latouche, 2014; D'Alisa et al., 2014).

Jeg bygger videre på denne indsigt for at vise, at en sådan tilgang ikke kun er et alternativ til en vækstorienteret økonomi, men faktisk tilbyder en modgift mod vækstmekanismen

i sig selv, hvorved både mennesker og økosystemer gøres fri ​​ fra dens greb. Ved at fremme en teori om overflod, giver modvækst en farbar ​​ politisk vej mod en økologisk økonomi, der passer til den

antropocene epoke.

 

Paris-aftalen og kravet om modvækst

 

I 2018 offentliggjorde FNs Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) en særlig rapport om, hvad der skal til for at forhindre en global opvarmning på mere end 1,5 ​​ grader over det førindustrielle niveau. Rapporten konkluderede, at globale udledninger i så fald skal være halverede i 2030 og nå netto nul i midten af århundredet. Det er en dramatisk udvikling, som ​​ kræver en hurtig kursændring for vores civilisation. Der er i øjeblikket ingen accepteret plan for at nå dertil De frivillige tilsagn fra de lande, som tilsluttede sig ​​ Paris-klimaaftalen i 2015 indebærer ingen absolutte reduktioner af de globale udledninger og vil føre ​​ til en temperaturstigning på 3,4 grader inden udgangen af århundredet – væsentligt mere end ​​ de grænser på 1,5 og 2 ​​ grader, ​​ der er besluttet i Paris-aftalen.

 

Den primære årsag til dette problem er, at den økonomiske vækst forventes at øge efterspørgslen efter energi sideløbende med udbredelsen af ren energikapacitet (Raftery et al., 2017). Det har allerede givet et problem i det 21. århundrede. I dag producerer verden hvert år 8 milliarder flere megawatt timer ren energi end i 2000, hvilket er en betydelig stigning. Men i samme periode er efterspørgslen efter energi vokset med 48 milliarder megawatt timer. Med andre ord dækker ny ren energikapacitet kun 16% af den nye efterspørgsel. Det er selvfølgelig teknisk muligt at opskalere ren energiproduktion for at dække den samlede globale efterspørgsel efter energi (Jacobson og Delucchi, 2011). Men spørgsmålet er, om det er muligt at gøre det ​​ hurtigt nok til at overholde kulstofbudgettet til 1,5 eller 2 graders temperaturstigning, samtidig med at den globale økonomi vokser i sit sædvanlige tempo.

 

Vi kan vurdere dette spørgsmål ved at se på prognoserne for afvikling af kulstofudledninger. Hvis vi antager, at det globale BNP fortsætter med at vokse med 3% om året (gennemsnittet fra 2010-2014), skal begrænsnigen af kulstofudledninger ske med ​​ 10,5% om året for at begrænse temperaturstigningen til ​​ 1,5 ​​ grader  ​​​​ eller 7,3% om året for at nå ​​ 2 grader. Hvis BNP falder ​​ og kun vokser med 2,1% om året (som PWC forudsiger), skal udledningerne af kulstof nedbringes med ​​ 9,6% om året for at holde temperaturstigningen på 1,5 ​​ grader eller 6,4% om året for at begrænse den til  ​​​​ 2 grader. Alle disse mål er betydeligt højere ​​ end det, som de eksisterende empiriske modeller angiver som ​​ muligt (se Hickel og Kallis, 2019). Et par korte eksempler vil tjene til at illustrere dette punkt. Schandl et al. (2016) skriver, at begrænsningen af kulstofudledning højst kan nå op på ​​ 3% om året under meget optimistiske politiske betingelser. C-ROADS-værktøjet (udviklet af Climate Interactive og MIT Sloan) forudsiger ​​ maksimalt 4% om året under forudsætning af, at den mest aggressive af de mulige reduktionspolitiske initiativer tages i anvendelse : høje subsidier til vedvarende energi og atomkraft samt høje afgifter på olie, gas og kul. I en nylig gennemgang af eksisterende data konstaterer Holz et al. (2018) , at hastigheden i afviklingen af de kulstofudledninger der er nødvendige for at opfylde Paris-målene er "et pænt stykke uden for hvad der for øjeblikket anses for at være opnåeligt, når man går ud fra på historiske data og standardmodellering."

 

IPCC – forskerne har været opmærksomme på dette problem i nogen tid. I den Femte Integrerede Vurderingsrapport (AR5) behandlede de spørgsmålet om den fremtidige eksistens af spekulative "negativ udlednings" - teknologier. Teorien er, at selv om økonomisk ​​ vækst vil føre til, at udledningerne ​​ overstiger kulstofbudgettet på mellemlangt sigt, er det i orden, hvis man blot kan finde en måde at fjerne kulstof fra atmosfæren senere i århundredet. Det mest omtalte forslag til at opnå dette kaldes ​​ BECCS, bioenergi med kulstofopsamling og -opbevaring. BECCS kræver ​​ etablering af store træplantager rundt omkring i verden som kan absorbere CO2 fra atmosfæren, produktion af biomasse og afbrænding af biomassen til produktion af energi, opsamling af udledning ved kilden og opbevaring af affaldet under jorden. I AR5 støtter langt de fleste scenarier for en 2 ​​ graders udvikling (101 af de 116) sig på BECCS for at opnå negative udledninger.

 

BECCS er imidlertid i høj grad et kontroversielt emne blandt forskere . Der er en række bekymringer. For det første har levedygtigheden af elproduktion med CCS(kulstofopsamling og - opbevaring) aldrig vist sig at være økonomisk gennemførlig eller skalerbar(Peters, 2017). For det andet vil den mængde ​​ af biomasse, der lægges til grund i AR5-scenarierne, kræve plantager, der dækker jordarealer på ​​ to til tre gange Indiens størrelse, hvilket rejser spørgsmål om tilgængeligheden af jord , konkurrencen med fødevareproduktion, kulstofneutralitet og tab af biodiversitet (Smith et al., 2015 Heck et al., 2018). For det tredje findes den nødvendige CO2-lagerkapacitet måske ikke(De Coninck og Benson, 2014; Globalt CCS-institut, 2015).

Anderson og Peters (2016) konkluderer, at "BECCS forbliver således en yderst spekulativ teknologi", og at det derfor er "et uretfærdigt hasardspil med høje indsatser ": hvis det ikke lykkes, vil "samfundet blive låst inde i en udvikling der fører til temperaturstigninger" . Denne konklusion deles af et stigende antal forskere (fx Fuss et al., 2014; Vaughan og Gough, 2016; Larkin et al., 2017; van Vuuren et al., 2017) og af European Academies Science Advisory Council(??)(2018).

 

Som svar på disse bekymringer har IPCC (2018) for første gang offentliggjort et scenarie for reduktion af udledninger i overensstemmelse med Paris-aftalen, der ikke er afhængig af spekulative negative udledningsteknologier. Udviklet af Grubler et al. (2018) og kendt som Low Energy Demand (LED), forudsætter ​​ scenariet en ​​ reduktion af ​​ det globale energiforbrug med 40% inden 2050, hvilket øger muligheden for ​​ at opnå en overgang til 100% ren energi betragteligt. Nøglefunktionen i dette scenarie er, at den globale materielle produktion og ​​ det materielle forbrug nedbringes væsentligt: ”Den samlede materielle produktion falder med tæt på 20 procent sammanlignet med i ​​ dag, en tredjedel på grund af dematerialisering og to tredjedele som følge af forbedringer i materialeffektiviteten." LED skelner mellem det globale nord og syd. Industriel produktion og forbrug falder med 42% i nord og 12% i syd. I lyset af forbedringer i energieffektiviteten betyder dette, at efterspørgslen efter industrivarer falder med 57% i nord og 23% i syd.

 

LED-modellen repræsenterer et "modvækst" -scenarie - en planlagt reduktion af verdensøkonomiens cirkulation af materiale og energi. Dens optagelse i IPCC-rapporten som det eneste scenario, der ikke er afhængig af tvivlsomme negative udledningssteknologier, tyder på, at modvækst måske er den eneste måde man ​​ kan opnå de udledningsreduktioner, der er indeholdt i Paris-aftalen. Det er en vigtig milepæl i klimatilpasningsteorien. Det der gør denne tilgang ​​ tiltrækkende er, at den ikke kun omhandler udledninger ​​ og klimaændringer, men også reducerer økologisk påvirkning på tværs af en række andre nøgleindikatorer, herunder skovrydning, kemisk forurening, jordforringelse, tab af biodiversitet osv. (Rockstrom et al. , 2009; Steffen et al., 2015).

 

Der er en række ​​ politiske initiativer, som vil kunne bidrage til reduktioner i den materielle cirkulation i overensstemmelse med LED-scenariet. Det kunne f.eks. være ved lov at fastsætte  ​​​​ udvidede garantier for nogle produkter, så varer som vaskemaskiner og køleskabe skal kunne holde ​​ i 30 år i stedet for 10. En anden ville være at forbyde planlagt forældelse og at indføre en "ret til reparation", så produkterne skal kunne repareres billigt og uden navnebeskyttelse. Man kunne lovgive om nedbringelse af madspild (som Sydkorea, Frankrig og Italien gør), beskatte rødt kød for at fremme et skifte til mindre ressourceintensive fødevarer, forbyde engangsplastik og engangs-kaffekopper og annoncering i det offentlige rum for at reducere presset for materielt forbrug. I sidste ende vil det dog for at opnå betydelige og vedvarende reduktioner sandsynligvis kræve, at der lægges et loft ​​ over det årlige materialeforbrug og stramme dette år for år, indtil det når ned på, hvad økologer identificerer som bæredygtige niveauer (50 mia. Tons om året på verdensplan eller 6-8 tons pr. indbygger, se Dittrich et al., 2012; Hoekstra & Wiedmann, 2014; UNEP IRP, 2014; Bringezu, 2015).

 

Modvækst- hypotesen.

Ideen om modvækst blev først formuleret i begyndelsen af det 21. århundrede af økologiske økonomer og post-udviklingsteoretikere (f.eks. Latouche, 2009; Victor, 2008; Jackson, 2009; Alier, 2009; Kallis, 2011; Kallis, 2018) I de senere år har denne ide fået øget offentlig opmærksomhed, selv i de populære medier. Formålet med modvækst ​​ er at nedbringe cirkulationen af materialer og energi ​​ i den globale økonomi, med fokus på højindkomst- lande med et højt forbrugsniveau pr. indbygger. Tanken er at nå dette mål ved at reducere produktionen af affald og bortdøende ​​ sektorer af økonomiske aktivitet, som er økologisk ødelæggende og kun tilbyder meget lidt samfundsmæssig nytte , om nogen overhovedet.(som f.eks.markedsføring og produktion af råvarer som McMansions, SUV'er, oksekød, engangsplast, fossile brændsler mv.).

 

Modvækst- forskere erkender, at begrænsning af den samlede cirkulation sandsynligvis vil medføre reduktioner i den samlede økonomiske aktivitet målt i BNP set ​​ i lyset af den historisk tætte kobling mellem cirkulation og produktion (se Hickel og Kallis, 2019; Ward et al., 2016; UNEP, 2017) . Ved første øjekast kan dette virke foruroligende. Økonomer og politikere er blevet vant til at ligestille BNP-vækst med menneskelige fremskridt og forbedringer i levevilkår, så det kan forekomme fornuftigt at konkludere, at et fald ​​ i BNP nødvendigvis vil medføre forringede levevilkår. En reduktion i BNP lyder som en recession, og recessioner har en række skadelige sociale konsekvenser: Firmaer går konkurs, arbejdsløsheden stiger, og når folk mister deres job, bliver de ikke i stand til at betale for boliger, mad, sundhedspleje, uddannelse og andre grundlæggende goder. Desuden bliver stater, virksomheder og husholdninger ude af stand til at betale deres gæld, hvilket øger risikoen for finanskriser.

 

En recession er imidlertid grundlæggende forskellig fra modvækst. En recession er en sammentrækning ​​ af den eksisterende økonomi (en økonomi der kræver vækst for at forblive stabil), mens modvækst ​​ betyder et skift til en anden slags økonomi(en økonomi, der ikke først og fremmest kræver vækst ). Litteraturen om modvækst argumenterer for, at det er muligt at reducere den samlede økonomiske aktivitet i højindkomst-lande, samtidig med at man opretholder og endog forbedrer indikatorer for menneskelig udvikling og trivsel. Dette kan opnås med en række integrerede politiske reformer. Ved ​​ f.eks. at lukke forurenende og socialt unødvendige industrier og begrænse de samlede økonomiske aktivitet , kan arbejdsløshed forhindres ved at forkorte arbejdsugen og omfordele den nødvendige arbejdskraft (til renere og mere socialt nyttige sektorer) med en jobgaranti. Løntab som følge af nedsat arbejdstid kan forhindres ved at øge timelønnen til en løn man kan leve af. For at beskytte små virksomheder, der kan få svært ved at betale højere timelønninger, kan der indføres en universel grundindkomstordning finansieret af skatter på ​​ kulstof, rigdom, jordværdi, ressourceudvinding og virksomhedernes overskud. Disse politiske forslag ​​ er omfattende beskrevet ​​ i modvækst-scenarier udviklet af D'Allessandro et al. (2018) og Victor (2019).

Hertil er jeg kommet

Kernen i modvækst-økonomien ​​ er, at den kræver en progressiv fordeling af eksisterende indkomster. Dette vender op og ned på ​​ den sædvanlige politiske logik for vækst. I deres stræben efter ​​ forbedringer i den menneskelige velfærd betragter økonomer og politikere ofte vækst som erstatning for lighed: Det er politisk nemmere at øge den samlede indkomst og gå ud fra , at en tilstrækkelig del af den øgede indkomst vil sive ned og forbedre almindelige menneskers liv, end det er at fordele eksisterende indkomster mere retfærdigt, da dette kræver et angreb på den herskende klasses interesser. Men hvis vækst kan erstatte lighed, så kan ligestilling med samme logik erstatte vækst (Dietz og O'Neill, 2013). Ved at fordele de ​​ eksisterende indkomster mere retfærdigt kan man forbedre menneskers velfærd og opnå sociale mål uden vækst - og dermed uden at øge  ​​​​ cirkulationen af ​​ materialer og energi. En kortere arbejdsuge plus en jobgaranti og en politik for en løn til at leve af, som beskrevet ovenfor, er centrale midler til at opnå dette. Det samme er investeringer i offentlige tjenester. Ved at udvide adgangen til ​​ offentlig sundhedspleje af høj kvalitet, uddannelse, overkommelige boliger, transport, forsyningsvirksomheder og rekreative faciliteter, er det muligt at give folk adgang til de varer de skal bruge for at leve godt uden at have et højt indkomstniveau .

 

Eksisterende empiriske data viser, at det er muligt at opnå høje sociale indikatorer uden et højt BNP pr. indbygger. Når man når et vist niveau begynder forholdet mellem BNP pr. indbygger og sociale indikatorer at vende. Tag f.eks. forventet levealder. Mens der er en generel sammenhæng mellem BNP pr. indbygger og lang levetid (lande med højere BNP pr. indbygger har generelt højere forventet levetid), beskriver forholdet mellem de to ​​ en mætningskurve med et kraftigt fald (Preston, 2007; Steinberger & Roberts, 2010). Lang levetid afhænger af andre vigtige variabler end ​​ BNP, såsom investeringer i universel sundhedspleje. For eksempel giver Costa Ricas sundhedssystem landet mulighed for at matche den amerikanske forventede levetid med kun en femtedel af det amerikanske BNP pr. indbygger (Sánchez-Ancochea og Martínez Franzoni, 2016). Tilsvarende er der et uklart forhold mellem BNP pr. Indbygger og lykke eller trivsel (se Easterlin, 1995, Easterlin et al., 2010). For eksempel ​​ har lykkeniveauet ​​ i USA og Storbrittanien været uændret siden begyndelsen af ​​1970'erne, på trods af en betydelig vækst i realt BNP pr. indbygger. Ifølge Gallup World Poll har mange lande (Tyskland, Østrig, Sverige, Holland, Australien, Finland, Canada, Danmark og ​​ mest bemærkelsesværdigt, Costa Rica) højere niveauer af trivsel end USA , med mindre BNP pr. Indbygger .

 

Det samme mønster gælder for mange andre sociale indikatorer. BNP pr. indbygger i Europa er 40% lavere end i USA, og dog står Europa bedre målt stort set alle sociale parametre, fordi europæiske lande har en tendens til at være mere lige og have flere ​​ offentlige goder. Men selv europæiske lande har betydelige muligheder for forbedring. Uligheden i Europa er blevet væsentligt forhøjet siden 1980. Fra et modvæksts-perspektiv er det en mulighed: Der er ikke nogen grund til, at de sociale forhold i Europa ikke kan forbedres yderligere - uden yderligere vækst - ved at fordele eksisterende indkomster mere retfærdigt og anvende progressiv beskatning til at øge omfanget af ​​ offentlige goder.

 

Ikke blot hænger BNP efter er vist punkt ikke sammen med menneskelig udvikling ​​ - ​​ væksten i BNP har over en bestemt tærskel negative konsekvenser. Alternative målinger af økonomiske fremskridt, såsom den Ægte Fremskridtsindikator (GPI), synliggør dette. GPI starter med udgifter til privat forbrug (også startpunktet for BNP) og tilpasser sig ved hjælp af 24 forskellige komponenter, såsom indkomstfordeling, miljøomkostninger og forurening, mens der tilføjes positive komponenter uden for BNP, som f.eks. husarbejde. Kubiszewski et al. (2013) konstaterer, at GPI i de fleste lande vokser sammen med BNP indtil en bestemt grænse, hvorefter BNP fortsætter med at vokse, mens GPI flader ud ​​ og i nogle tilfælde falder. Forfatterne henviser til ​​ Max-Neef (1995) når de fortolker denne tærskel som det punkt, hvor de sociale og miljømæssige omkostninger ved BNP-vækst bliver så store, at de ophæver de ​​ forbrugsrelaterede gevinster (Deaton, 2008; Inglehart, 1997).

 

Selvfølgelig kan man argumentere for, at økonomisk vækst er nødvendig for at mobilisere ressourcer til at investere i den teknologiske forandring, der er nødvendig for at rette den globale kurs mod bæredygtighed. Men der er intet bevis for en antagelse om, at den samlede vækst er nødvendig for at nå dertil. Hvis målet er at opnå specifikke former for teknologisk innovation, ville det være mere hensigtsmæssigt at investere direkte i dem eller stimulere innovation med politiske foranstaltninger (fx loft over kulstof- og ressourceforbrug) snarere end at stimulere hele økonomien (hvilket vil betyde vækst i forurenende og destruktive industrier) mens man blindt håber på et specifikt resultat.

 

Knaphedsmaskinen

Selv om studier ​​ i ​​ modvækst har opridset de politiske ændringer, der ville være nødvendige for at opnå en sikker og retfærdig overgang til en økologisk post-vækstøkonomi, forbliver den dybe logik for en sådan økonomi teoretisk underudviklet. Er de reformer, som modvæskt-forskere foreslår i sig selv tilstrækkelige til at lamme ​​ det kapitalistiske vækstimperativ? Jeg vil gerne her belyse dette spørgsmål ved at uddybe argumentet om, at en udvidelse af offentlige goder og tjenesteydelser er centralt for et vellykket modvækstscenarie. Dette argument er mere kompliceret end det kunne synes ved første øjekast, og åbner op for en række frugtbare undersøgelses-perspektiver.

 

Lad os begynde med et eksempel, der ligger tæt på min egen erfaring. I London er boligpriserne astronomisk høje. De har nået et punkt ​​ hvor en normal etværelses lejlighed kan koste ​​ 2.000 pund om måneden at leje, eller 600.000 ​​ pund at købe. Disse priser er fiktive; de er ikke nogen ​​ indikation af de faktiske omkostninger ved ​​ at opføre et hus eller anskaffe grunden, men er snarere en følge af den hurtige privatisering af de offentlige boliger i Storbritannien siden 1980, samt økonomisk spekulation, nulrentepolitik og kvantitative lempelser, der har drevet ejendomspriserne op i kølvandet på finanskrisen i 2008, så de rige har fået ekstraordinære fordele. I mellemtiden har lønningerne i London ikke kunnet holde trit med boligpriserne. For at købe en bolig skal London-boere enten øge deres samlede arbejdstid eller tage lån, som faktisk er et krav på deres fremtidige arbejde. Med andre ord skal folk arbejde unødigt mange timer for at tjene flere penge simpelthen for at få adgang til husly, noget som de tidligere kunne få for en brøkdel af indkomsten. I processen producerer de yderligere varer og tjenester, der skal finde et marked, hvorved der skabes nyt pres for forbrug - pres, som manifesterer sig i form af f.eks. aggressive og stadig mere opfindsomme reklameprogrammer.

 

De fiktivt høje boligpriser i London tvinger derfor i sidste ende alle til at bidrage unødigt til stadigt voksende produktion og forbrug med alle de økologiske følgevirkninger, som dette medfører.

 

Det er et problem, der er lige så gammelt som kapitalismen selv. Og det har et navn: ”enclosure.” Ellen Eiksins Wood (1999) har hævdet, at kapitalismens oprindelse lå i enclosure-bevægelsen i England, hvor rige eliter - befuldmægtigede ved Mertons statut fra 1235 - indhegnede fællesejede arealer og systematisk tvang bønderne bort fra jorden i en århundredelang voldelig tyve-kampagne . I denne periode ophævedes ​​ den gamle "ret til beboelse", der engang var indskrevet i skovloven, som garanterede almindelige mennesker adgang til jord, skove, spil, foder, vand, fisk og andre ressourcer, der var nødvendige for livet. I kølvandet på indhegningen fandt almindelige englændere ​​ sig underlagt et nyt regime: For at overleve måtte de konkurrere med hinanden om lejemål til gårde på nyligt privatiserede jorder. Lejekontrakter blev allokeret på grundlag af produktivitet og blev revurderet med jævne mellemrum. For at bevare deres lejemål måtte bønderne finde måder til at intensivere deres produktion over for deres konkurrenter (som de tidligere arbejdede sammen med som familie og naboer), selv om det var større end deres faktiske behov eller endda ønsker. De, der faldt bagud i produktivitetskapløbet, mistede deres adgang til jord og måtte se sulten i øjnene.

 

Der er to ting der foregår her med enclosure. Den første er oprindelig ​​ primitiv akkumulation, hvorved fællesejet (jord, naturressourcer mv.) tilegnes ​​ gratis. Denne proces er afgørende for skabelsen af ​​et kapitalistisk overskud eller profit: Kapitalismen har altid brug for noget uden for sig selv, hvorfra den kan tilegne sig gratis værdi. Men der er også noget andet på spil her - noget endnu vigtigere, en mere kraftfuld og dynamisk kraft. Fremkomsten af ​​den enorme produktionskapacitet, som karakteriserer kapitalismen, afhænger i første omgang af at mennesker udsættes for kunstig skabt knaphed. Knaphed - og truslen om sult - skabte drivkraften for konkurrencedygtig produktivitet og tjente som vækstmotor. Knapheden var kunstig i den forstand, at der ikke var nogen egentlig udtømning af ressourcerne: Den samme mængde jord og skove og farvande eksisterede fortsat, som de altid havde gjort, men folkets adgang til dem var begrænset. Knapheden blev i denne forstand skabt i processen med elitens akkumulation. Og den blev håndhævet af statsvold: Bondeoprør mod enclosure blev gentagne gange slået ned med magt og ofte med rene  ​​​​ massakrer til følge (Fairlie, 2009).

 

Michael Perelman (2000) bemærker, at de historiske kilder ​​ er fulde af kommentarer fra britiske godsejer e og medlemmer af eliten, ​​ der hylder enclosure som et redskab til at forbedre bøndernes ”flid”, fordi deres tidligere adgang til rigelige fællesarealer gav dem tid til fritid og "uforskammethed". Det er værd at citere nogle af de mere bemærkelsesværdige eksempler på denne opfattelse. Quaker John Bellers (1695) skrev: "Vores skove og store fælleder får de fattige, der bor der til at leve for meget ligesom indianere, hvilket er en hindring for industrien og giver grobund ​​ for lediggang og uforskammethed." Landmanden ,Arthur Young (1771) noterede sig at "alle undtagen ​​ idioter ved, at de lavere klasser skal holdes fattige, ellers ​​ vil de aldrig blive flittige". Pastor Joseph Townsend (1786) understregede, at "det kun er sult, der kan anspore dem ​​ og få dem til at arbejde", mens han understregede at :

 

"juridisk kontrol ... fører til for mange problemer, vold og støj ... mens sult ikke kun er et fredeligt, lydløst, uberørt pres, men som det mest naturlige motiv til flid, fremkalder det de mest magtfulde anstrengelser. .. Sult vil tæmme de hårdeste dyr, det vil lære anstændighed og høflighed, lydighed og underkastelse til den mest brutale, den mest stædige og den mest perverse. "

 

Patrick Coquhoun, en magtfuld skotsk købmand, så fattigdom som en afgørende forudsætning for industrialiseringen:

 

"Fattigdom er den tilstand i samfundet, hvor den enkelte ikke har noget overskud i arbejdet, eller med andre ord ingen ejendom eller midler til sin eksistens, udover hvad der stammer fra den konstante indsats i de forskellige erhverv i livet. Fattigdom er derfor den mest nødvendige og uundværlige bestanddel i samfundet, uden hvilken nationer og samfund ikke kunne eksistere i en civilisation. Det er menneskets lod. Det er kilden til rigdom, da uden fattigdom kunne der ikke være noget arbejde; Der kunne ikke være rigdom, ingen raffinement, ingen trøst og ingen gavn for dem, der måtte have rigdom. "

 

Det var dog David Hume (1752), der udviklede en eksplicit teori om "knaphed": "Det er altid åbenbart i år med knaphed, hvis den ikke er ekstrem, at de fattige arbejder mere og virkelig lever bedre."

 

Den samme proces - produktion af knaphed for at skabe ​​ kapitalistisk vækst - udfoldede sig ​​ omkring meget af resten af ​​verden i perioden med europæisk kolonisering, ofte endnu tydeligere.

På tværs af det britiske Afrika stod kolonisterne over for det, de kaldte "Arbejdsspørgsmålet": Hvordan får man afrikanere til at arbejde i miner og på plantager for lave lønninger i en tid, hvor slaveri ikke længere var en mulighed. Kolonisterne opdagede til deres utilfredshed, at afrikanere var tilfredse med deres livsstil, hvor de havde al den jord og de husdyr, de havde brug for for ​​ at leve, og ikke viste nogen tilbøjelighed til at udføre radbrækkende arbejde i europæiske virksomheder. Lønningerne var ikke høje nok til at tiltrække folk frivilligt til det kapitalistiske arbejdsmarked. Løsningen, som kolonisatorerne ​​ satsede ​​ på, var enten at tvinge folk væk fra ​​ deres jord (Native Lands Act i Sydafrika er måske det mest kendte eksempel herpå) eller tvinge dem til at betale skatter i europæisk valuta. Begge dele ​​ gjorde det nødvendigt for folk at sælge deres arbejde for en ​​ lønindkomst. Skabelsen ​​ af en kunstig knaphed betød, at for at få adgang til subsistenssmidler, måtte folk deltage i den monstrøse evige produktivitetsstigning (igen med pres for samtidigt forbrug, andetsteds i verdenssystemet).

 

I Indien forsøgte britiske kolonister at finde måder at tvinge inderne til at skifte fra subsistens- landbrug til dyrkning af eksportafgrøder(Davis 2000, Patnaik, 2018). De fandt ud af, at folk ikke var villige til at foretage denne overgang frivilligt, da de allerede havde et tilstrækkeligt livsgrundlag, og selv i tørkeperioder havde robuste systemer af gensidig hjælp til ​​ at sikre deres trivsel. Kolonipolitikken, der begyndte med det Britiske Østindiske Selskab og fortsatte under Raj, var systematisk at afmontere de støttesystemer, som folk stolede på: ødelægge fælles kornlagre, privatisere fælles kunstvandingssystemer, indhegne fællesarealer, som folk brugte til at dyrke træ og foder og spil og beskatning bønderne så de endte i gæld. Som under enclosure-bevægelsen i England, var det udtrykkelige formål at sætte folk i afhængighed, og derved tvinge dem ikke kun til at deltage i dyrkning af eskprotafgrøder, men at konkurrere med hinanden i denne produktion. Denne tilgang øgede landbrugsproduktiviteten, men på bekostning af folks liv: det gjorde bønder sårbare over for udsving i klima og markeder, så titusindvis af mennesker døde under ​​ hungersnød under det britiske styre herunder op til 30 millioner, der omkom i de sidste årtier af 1800-tallet, den blomstrende tid i den victorianske æra.

 

Samme proces med ​​ enclosure ​​ og tvungen proletarisering spillede en afgørende rolle ​​ i perioden med europæisk kolonisering - ikke kun under briterne, men også i spansk, portugisisk, fransk og hollandsk regi - med alt for mange eksempler til at opremse dem her. I alle tilfælde blev skabelsen af kunstig knaphed udnyttet målrettet som motoren i den kapitalistiske ekspansion.

 

I dag, i vores nu næsten fuldstændigt proletariserede verden, fortsætter folk med at føle knaphedens indflydelse ​​ i den konstante trussel om arbejdsløshed. Arbejderne ​​ skal være mere og mere disciplinerede og produktive på arbejdspladsen ellers mister de deres job til en person, der er endnu mere produktiv ​​ - normalt en der er ​​ fattigere og mere desperat. Men der er et paradoks i det her : når produktiviteten stiger, kræver ​​ det mindre arbejde at producere samme mængde varer og tjenesteydelser. Derfor ​​ bliver arbejderne fyret og står uden indtjeningsmuligheder. Staten, der er desperat for at reducere arbejdsløsheden og forsvare sig mod social og politisk krise, skal så finde måder at styrke økonomien på for at skabe nye arbejdspladser, så folk kan overleve - reducerer skatter og regler for virksomheder, give adgang til billig energi og råvarer, muliggøre gældsbaseret forbrug  ​​​​ og så videre. Fuldt opmærksomme på denne dynamik er arbejdere og fagforeninger med i koret, der kræver mere vækst, og har en tendens til at vælge politikere, der mest troværdigt lover vækst. Knaphed skaber på denne måde ​​ rekrutter til vækstens ideologi.

 

Selv mennesker, der går op i ​​ økologisk modvækst, er nødt til at underkaste sig denne logik: Hvis du bekymrer dig om menneskeliv, så skal du først og fremmest opfordre til vækst, uanset de økologiske konsekvenser; vi kan håndtere miljøet senere, når alle har nok. Men der kommer ikke noget senere, fordi problemet med knaphed aldrig bliver løst - der er aldrig nok. Når knapheden ​​ er ved at blive afskaffet, bliver den altid hurtigt produceret igen. I 1930 forudsagde Keynes, at økonomien hurtigt ville blive så produktiv og mættet med produkter, så folk ikke skulle arbejde mere end 15 timer om ugen for at tilfredsstille alle deres materielle behov, og dermed ville der blive frigjort mere tid til fritid. Produktiviteten har længe overgået den overflod, Keynes forudså, og alligevel er hans forudsigelse om arbejdsugens længde aldrig blevet til virkelighed. I stedet for at oversætte produktivitetsgevinster til kortere arbejdstid, højere lønninger og garanteret beskæftigelse har kapitalisterne grebet ​​ fordelene til sig selv og øget deres overskud, samtidig med at lønningerne holdes lave og man bevarer truslen om arbejdsløshed for at disciplinere arbejdskraften.

 

På den måde omdanner kapitalismen ikke selv de mest spektakulære produktivitetsgevinster til overflod og menneskelig frihed, men til nye former for kunstig knaphed. Ellers ville man risikere at slukke selve motoren i akkumulationen - slagte den gås, der lægger de gyldne æg.

 

Her bliver det klart, at ulighed i sig selv skaber kunstig knaphed, ligesom enclosure gjorde det ​​ i en tidligere æra. I 1970'erne havde USA en lavere fattigdomsrate, højere gennemsnitlige reallønninger og et højere trivselsniveau end man har i dag, på trods af at indkomsten per. indbygger dengang var mindre end halvdelen af nutidens. Forskellen har at gøre med fordleingen: i 1970'erne blev indkomsten fordelt mere retfærdigt, hvilket førte til bedre sociale resultater. Næsten alle udbytterne af vækst siden 1980 er blevet akkumuleret af de rige, hvilket efterlader resten af ​​samfundet ​​ i en tilstand af hvad man ​​ kun kan kalde kunstig knaphed. Den samme proces ses i alle lande, der har set stigende ulighed, og også på globalt niveau. ​​ I dag lever 4,2 milliarder mennesker i verden (60% af menneskeheden) af mindre end ​​ 7,40 dollars pr. dag, som er det beløb som er nødvendigt for at sikre normal forventet levetid og grundlæggende ernæring. Siden 1980 er indtægterne for de rigeste 1% vokset 100 gange mere end de fattigste 60%, og står nu på 18,7 billioner dollars (verdensundersøgelsesrapporten, 2018). Det er tre gange mere end det ville koste at dække fattigdomsgabet og løfte alle i verden over de7,40 dollars pr. dag. Med andre ord ville man ved at overføre en tredjedel af indkomsten fra ​​den ​​ rigeste 1% til de fattigste 4,2 milliarder mennesker ​​ med et slag fjerne den globale fattigdom, mens der stadig ville være 175.000 dollars om året til den rigeste 1 %.

 

Vi kan også se logikken i den måde den kunstige knapheds virker ​​ på forbrugsområdet. Fabrikanter, der frygter, at folks eksisterende behov ikke er tilstrækkelige til at absorbere kapitalismens enorme produktion, er nødt til at prøve at skabe nye behov, ellers vil monstermaskinen gå i stå. Det gør man så med forskellige midler. Den ene er at øge behovene gennem sofistikerede reklamekampagner - og udvide disse kampagner til alle offentlige og private rum - manipulere folks følelser og psykologi for at skabe nye "behov" for produkter, der lover at give dem en følelse af selvværd, status, identitet , seksuelle evner ​​ osv. , behov som ​​ ikke fandtes før og faktisk ikke behøver at eksistere. En anden er at skabe produkter, der er designet til hurtigt at bryde sammen (som laptops og smartphones i dag) eller hurtigt blive forældede (som med væksten i køb-og-kasser ​​ mode), og som derfor skal udskiftes oftere end det ellers ville være nødvendigt. En anden metode er at bekæmpe udvikling af offentlige goder, så folk ikke har andet valg end at købe private alternativer: F.eks. blokering ​​ af opbygning af effektive offentlige transportsystemer for at sikre en stabil strøm af efterspørgsel til automobilindustrien.

 

Hertil kommer, at en betydelig del af forbruget i højt industrialiserede lande er drevet af en kunstig mangel på tid. Når arbejdspresset øges, giver den strukturelle tvang ​​ til at arbejde unødigt mange timer ​​ folk så lidt tid i løbet af dagligdagen, at de er nødt til at ​​ betale virksomheder for at gøre ting, som de ellers selv ville kunne gøre : Lave mad, gøre rent i deres hjem, passe deres børn, pleje deres forældre. Samtidig ​​ skaber stresset fra overarbejde behov for antidepressiver, sovemidler, alkohol, diætister, fitness-medlemskaber, terapi, parterapi, dyre ferier ​​ og andre produkter, som folk ellers ville have mindre tilbøjelighed til at føle, de har brug for. For at betale for disse produkter og tjenester, skal folk så arbejde endnu mere for at tjene mere, og det fører til en ond cirkel med unødvendig produktion og funødvendigt orbrug.

 

Alt dette afslører en interessant modsigelse. Kapitalismens ideologi siger, at det er et system, der skaber enorme mængder (tænk bare på alle de produkter, man ser i fjernsynet og i butikvinduer, som præsenterer et sandt overflødighedshorn af ting). Men i virkeligheden er det et system, der er ​​ afhængigt ​​ af en konstant produktion af knaphed.

​​ 

Løsningen på Lauderdale-paradokset

Det mønster den kapitalistiske vækst skaber knaphed ​​ på, blev først bemærket i 1804 af

Maitland, den 8. Jarl ​​ of Lauderdale, i hans ​​ Undersøgelse af Den Offentlige Rigdoms Væsen og Oprindelse.

Maitland introducerede det som er blevet kendt som "lauderdale-paradokset". Han påpegede, at der er en omvendt korrelation mellem "privat - ​​ og ​​ offentlig rigdom”, så en vækst i ”privat rigdom” kun kan opnås på bekostning af ”offentlig rigdom” . (se Foster og Clark, 2009).

 

"Offentlig rigdom" skrev Maitland, "kan præcist defineres som alt det mennesker ønsker, som nyttigt eller dejligt for dem." Med andre ord omfatter offentlig rigdom varer, der har en egenværdi, selv i overflod, herunder luft, vand og mad. ”Privat rigdom” består derimod af alt det mennesker ønsker som nyttigt eller dejligt for dem, som eksisterer i en grad af knaphed. " Maitland forsøgte med andre ord at forklare, hvordan den private rigdom afhænger af varer, der har en pengeværdi, der stiger i forhold til knapheden på dem. Som eksempel påpegede han, at hvis man skulle indhegne en rigelig ressource som vand og etablere et monopol over den, kunne man kræve en afgift folk for adgang til den og dermed øge ens private rigdom. Dette ville også øge, hvad Maitland kaldte "summen af ​​ de enkelte rigdomme" – det man i dag kalder BNP. Men denne vækst i privat rigdom og BNP, kan kun skabes ved at begrænse adgangen til det, der engang var rigeligtog gratis.

 

Maitland erkendte, at det var det der ​​ skete under den europæiske kolonisering. Han nåede ikke frm til at udvikle en teori om ​​ enclosure (i modsætning til hvad Henry George og Karl Marx gjorde senere i århundredet), men han påpegede, at kolonialister ofte nedbrændte træer, der bar ​​ frugter og nødder, så de lokale indbyggere ikke kunne leve af jordens naturlige overflod, men i stedet blev tvunget at arbejde for en løn og købe mad fra europæere for at kunne mætte sig selv. Af hensyn til de private rigdomme og BNP måtte det, der engang var rigeligt og gratis, produceres. Det ikoniske eksempel på dette var selvfølgelig den saltskat, som den britiske Raj pålagde inderne. Salt var rigeligt og frit tilgængeligt langs Indiens kyster, men briterne forbød folk at indsamle det og beskattede forbruget af salt for at skabe, hvad der blev en betydelig indtægtskilde for kolonimagten. Afskaffelsen af den offentlige rigdom skabte på denne måde private rigdomme.

 

Vi kan se den samme proces i dag i de endeløse bølger af privatisering, der er blevet gennemført over hele verden siden 1980, af uddannelsesinstitutioner, sundhedspleje, transport, biblioteker, parker, svømmebassiner, vand og selv social sikkkerhed. På et tidspunkt, hvor globaliseringen er fuldendt, er handelsprotektionisme blevet afskaffet på globalt plan, lønningerne er så lave, som de med rimelighed kan blive, og forbrugsmarkederne bliver mere og mere mættede. Fortsat vækst kræver nye runder af, hvad David Harvey (2003) har kaldt ”akkumulation ​​ ved tyveri ”- enclosure af ​​ den resterende mængde af offentlig rigdom. Sociale goder er ​​ overalt under angreb - de skal gøres knappe for at øge BNP. Folk skal tvinges til at betale for varer, som de plejede at få adgang til gratis. Og for at kunne betale skal de selvfølgelig arbejde mere og dette sætter dem igen under pres i en indbyrdes konkurrence om hvem der er mest produktiv - et pres som igen har sin begrundelse i at BNP skal vokse. Faktisk viser vores samfunds besættelse af BNP-vækst som det primære offentlige politiske mål, at lauderdale- paradokset ​​ er forankret som politisk sundt fornuft, enclosure’s ​​ ultimative triumf . Væksten i "privat rigdom" er blevet ensbetydende med fremskridt. I mellemtiden er det bekvemt - og bemærkelsesværdigt – at der ikke findes indikatorer, der viser det samtidige sammenbrud i den offentlige rigdom.

 

Denne logik kommer til udtryk i den vision om besparelser, der ​​ blev rullet ud i hele Europa i kølvandet på finanskrisen i 2008. Hvad er besparelser i virkeligheden udtryk for ? Det er et desperat forsøg på at genstarte vækstmotorerne ved at skære offentlige investeringer i sociale goder og velfærdsbeskyttelse - alt fra varmetilskud til ældre over ​​ til arbejdsløshedsunderstøttelse til lønninger i den offentlige sektor – og fjerne resterne af fælleseje, så folk , der fordømmes som ​​ "magelige" eller "dovne" igen trues af sult og er nødt ​​ til at øge deres produktivitet, hvis de vil overleve. Denne logik er åbenlys, ligesom den var det ​​ i skrifterne fra folk som John Bellers og David Hume. Under den britiske premierminister David Cameron og hans finansminister George Osbornes regering blev nedskæringer i velfærden eskplicit ​​ gennemført for at få "skulkere" til at arbejde hårdere og være mere produktive ("workfare" (i modsætning til welfare = velfærd. ​​ oversætterens bemærkning) kaldte de det). Knaphed skal skabes ​​ af hensyn til mere vækst, som Maitland påpegede. I besparelsernes logik fremstår knaphed og vækst som to sider af samme sag, ligesom i enclosure.

 

I dag er et nyt element tilføjet til denne dynamik, hvor lauderdale-paradokset nu afslører sig selv i processen med økologisk sammanebrud, der udfolder sig omkring os i globalt omfang. Siden 1950'erne har der været en ekstraordinær stigning i det globale BNP (ofte kaldet "Den Store Vækst"), men denne vækst i "privat rigdom" er fremkommet på bekostning af en ekstraordinær udtømning af den levende verden som følge af den stramme kobling mellem BNP og materiale- og energi-cirkulation. Størstedelen af ​​ planetens tropiske skove er blevet ødelagt, landbrugsjorder er i høj grad forringet. Faldet i biodiversitet er nu 1.000 gange hurtigere end før den industrielle revolution, mens CO2-udslippet har forårsaget klimaændringer og forsuring af havene, destabilisering af ​​ jordbaserede og marine økosystemer og truer fødekæderne. Dette er den ultimative pris for den langvarige plyndring af "gratis" værdi fra naturen. Og ved at destabilisere biosfæren, som det menneskelige liv afhænger af, bliver det klart, at den største offentlige velstand for alle - den planetariske biosfæres integritet - er blevet ofret for den private rigdoms skyld.

 

Så hvad vil der ske? Hvordan vil kapitalismen løse denne krise? Dette bringer os til et vigtigt punkt. Som reaktion på truslen om økologisk sammenbrud kan man sige, at alt, hvad vi skal gøre, er lægge loft over udledninger og materialeanvendelse og bringe disse ned til bæredygtige niveauer, sådan som IPCC's modvækstscenarie har foreslået (som jeg har beskrevet ovenfor). Nogle insisterer på, at når vi har gjort dette, er der ingen grund til, at BNP ikke kan fortsætte med at vokse på ubestemt tid, mens biosfæren genoprettes. Men når udledninger bliver gjort ulovlige, og den materialeanvendelsen begrænses på et lavt niveau, hvor vil kapitalismen så finde sine gratis input, når de ikke længere kan trækkes ud af energitætte fossile brændstoffer og ​​ naturen ? Den bliver så nødt til at vende sig mod ​​ den anden primære værdikilde, nemlig den menneskelige arbejdskraft. Vi kan derfor ​​ forvente, at kapitalismen i en tilstand af økologisk krise vil forsøge at skabe vækst ved at finde nye måder at presse arbejderne på.

 

Nogle progressive økonomer, som f. eks. Dean Baker (2018), mener, at fortsat vækst ikke behøver at være så glubsk. Baker mener, at vi kan nedbringe ​​ materiale- og energi-cirkulationen og beskytte arbejdernes rettigheder (ved effektivt at lægge grænser for begge de værdikilder, som kapitalismen trækker på) og stadig have vækst. Der er ingen grund til, at den nye værdi ikke kan være ​​ fuldstændigt immateriel, siger han.

 

Der er gode grunde til at tro, at Baker tager fejl. Fordi den kapitalistiske vækst i hele sin historie har været tæt forbundet med materiale- og energimængden (selv under overgangen til serviceøkonomi i det globale nord), er det i modstrid med alle tilgængelige data ​​ at forestille sig, at BNP kan fortsætte med at vokse, mens cirkulationen begrænses, kræver virkelig at man forestiller sig en helt anden slags økonomi - en der aldrig før har eksisteret. Hvis vi grundlæggende vil udtænke en ny økonomi, hvorfor så ikke ​​ en uden vækst? Dette bringer os til nøglepunktet. Det er ikke voksende cirkulation, der i sidste ende er problemet: problemet er selve vækstimperativet. For at illustrere dette ​​ kan man forestille sig, at i en økonomi, hvor vækst skal ske på trods af et loft over cirkulationen, og hvor al ny værdi derfor skal være immateriel, ville kapitalen forsøge at ekspropriere det immaterielle ​​ fælleseje, der i øjeblikket er rigeligt og gratis (viden, sange, grønne områder, måske endda forældre, fysisk berøring, kærlighed og måske endda selve luften) og sælge det tilbage til folk. Under disse nye bølger af kunstig knaphed vil folk være tvunget til at arbejde og tjene penge i de nye immaterielle brancher for blot at erhverve immaterielle varer, der tidligere var frit tilgængelige. Det vil muligvis være en økologisk økonomi, men det er ikke en økonomi, der giver mening, eller en, som nogen rent faktisk har lyst til at ​​ leve i.

 

Pointen med dette tankeeksperiment ​​ er at illustrere, at selvom et loft over cirkulationen kunne skabe betingelserne for en økologisk økonomi og faktisk få ​​ materiale- og energiforbruget til at falde, neutraliserer den ikke monstermaskinens dybere vold , som er selve vækstlogikken . Et sådant træk kan være tilstrækkeligt i en pragmatisk forstand , men det er intellektuelt utilfredsstillende. Den eneste måde at løse lauderdale-paradokset på er at vende det om : at organisere økonomien omkring at skabe en offentlig rigdom, selvom det skulle ske ​​ på bekostning af den privat rigdom. Dette ville befri mennesker fra de tryk, der frembringes af kunstig knaphed, og dermed neutralisere monstermaskinen og befri ​​ den levende verden fra dens greb.

 

 

En teori om radikal overflod

Hvordan vil det se ud? Lad os vende tilbage til det eksempel, som vi startede med : Londons boligmarked. Forestil dig, at vi selv skulle delvist afkommercialisere Londons boligmasse; forestil dig f.eks., at regeringen skulle lægge et loft over boligpriserne på halvdelen af det nuværende niveau. Priserne ville stadig være uhyrligt høje, men Londons indbyggere ​​ ville pludselig kunne arbejde og tjene betydeligt mindre, end de i øjeblikket gør uden at miste deres livskvalitet. Faktisk ville de vinde mere tid, som de kunne bruge sammen med deres venner og familie, gøre ting de elsker, forbedre deres sundhed og mentale velvære osv. Og ved at arbejde mindre, ville de bidrage til mindre overproduktion, og dermed samtidig lette ​​ presset for unødvendigt forbrug.

 

Det samme tankeeksperiment kan overføres på alle sociale goder, der enten er skabt til at være kunstigt knappe eller som det ellers ville være nemt at administrere som fælleseje. Og her tænker jeg ikke kun på sundhedsydelser og uddannelse, som i øvrigt generelt anerkendes som offentlige goder for de fleste socialdemokratier, men også andre vigtige varer, der er afgørende for folks velbefindende, som internet, bolig og offentlig transport, som i visionen om Universal Basic Services skitseret af akademikere ved University College London (IGP, 2017). Ud over dette kunne nye "tjenester" som Uber og AirBnb overgå til offentligt ejerskab, eller der kunne skabes offentlige alternativer, som ​​ muliggør fremkomsten af ”platformer for fælleseje", som ville give folk mulighed for at udveksle deres materielle ressourcer (biler, boliger) uden at skulle betale ublu og unødvendige gebyrer til private monopoler. Beskæftigelsen kan også betragtes som et fælles gode - og det ville også være afgørende: en kortere arbejdsuge med jobgaranti og en løn til at leve af samt lovgivning som sikrer, at alle produktivitetsgevinster føres ​​ tilbage til arbejderne i form af højere lønninger og kortere arbejdstid. Og ved at forbyde reklame i offentlige rum kunne vi genvinde vores gader (og opmærksomhed) som fælleseje og befri folk fra den følelse af knaphed, som reklamer fremkalder.

 

Ved at frisætte og udvide fællesejet og ved at omfordele eksisterende indkomster mere retfærdigt, kan vi give folk adgang til de varer, der er nødvendige ​​ for at man kan leve godt uden at have et højt indkomstniveau (og dermed yderligere vækst). Folk ville være i stand til at arbejde mindre uden noget tab af livskvalitet og derved producere færre unødvendige ting og generere mindre pres for unødvendigt forbrug. I mellemtiden vil folk med mere fritid være i stand til at have det sjovt, nyde samvær med deres kære, samarbejde med naboer, pleje venner og familie, lave sund mad, motionere og nyde naturen, hvilket overflødiggør forbrugsmønstre drevet af knaphed på tid. Og mulighederne ​​ for at lære og udvikle nye færdigheder som musik, vedligeholdelse, dyrke grønsager ​​ og lave møbler ville ​​ bidrage til lokal selvforsyning (Alexander og Gleeson, 2019).

 

Befriet fra trykket fra kunstig knaphed, ville tvangen til at konkurrere om stadigt stigende produktivitet forsvinde. Vi ville ikke være nødt til at fodre vores tid og energi ind i den monstermaskine af konstant voksende ​​ produktion, forbrug og økologisk ødelæggelse. Økonomien ville producere mindre som følge heraf, ja - men der ville også være brug for meget mindre. Der ville være mindre og alligevel langt mere overflod. I en sådan økonomi kan private rigdomme (eller BNP) falde, som Maitland påpegede, virksomhedernes ​​ og de meget riges indkomster reduceres , men den offentlige rigdom ville vokse, og det ​​ ville forbedre alle andres liv. Pludselig fremkommer et nyt paradoks: Overflod afslører sig ​​ som modgift mod vækst.

 

Hvis besparelser repræsenterer paradiset for lauderdale- Paradokset, hvor den offentlige rigdom bliver ofret for at skabe privat rigdom, er det klart, at modvækst er det modsatte. Det er vigtigt at huske på. Nogle har forsøgt at beskrive modvækst som en ny version af besparelser, denne gang fremmet af venstre snarere end højre - en ekstrem manifestation af afdankede ​​ miljøforkæmpere, der vil tvinge os alle til at leve elendige liv. Men netop det modsatte er tilfældet. Mens besparelser kræver knaphed for at skabe mere vækst, kræver modvækst overflod for at gøre væksten unødvendig. Overflod er da løsningen på vores økologiske krise. Hvis vi skal afværge klimaforandringer, må det 21. århundredes miljøbevægelser ​​ formulere en ny efterspørgsel: en efterspørgsel efter den radikale overflod.

 

 

Om forfatteren :

Jason Hickel er antropolog og ansat ved Department of Anthropology,University of London. Han forsker i global ulighed, politisk økonomi, post-udvikling og økologisk økonomi, og den seneste bog fra hans hånd er: ​​ The Divide: ​​ A Brief Guide to Global Inequality and its Solutions(Penguin Random House UK, 2017)

 

Kommentarer til oversættelsen:

Begrebet ”degrowth” er oversat til ”modvækst”, som lader til at trænge sig på, som den gængse oversættelse af en ellers vanskeligt oversættelig engelsk term.

Begrebet ”enclosure” er ikke oversat, da det også er vanskeligt at oversætte, og der ikke lader til at være skabt tradition for en bestemt oversættelse til dansk af det engelske begreb. Desuden har det fået status som standard ​​ inden for marxistisk litteratur, så oversætteren har valgt at lade begrebet stå uoversat.

Peer Møller Christensen

 

 

Referencer:

Anderson, K., & Peters, G. (2016) The trouble with negative emissions.Science, 354(6309), pp. 182- 183

Baker, Dean (2018) “Will degrowthing save the planet?” Beat the Press.


Bringezu, S. et al. (2015) “Possible target corridor for sustainable use of global material resources.” ​​ 
Resources, 4, pp. 25-54.

D’Alisa, G., Demaria, F., & Kallis, G. (2014) “From austerity to depense.” In Degrowth: a vocabulary for a new era. Routledge.

D’Allessandro et al. (2018) “EUROGREEN Model of job creation in a post-growth economy.” The Greens and EFA in the European Parliament.

Davis, M. (2002) Late Victorian holocausts: El Niño famines and the making of the third world. Verso Books

De Coninck, H., and Benson, S. M. (2014) “Carbon dioxide capture and storage: issues and prospects.” ​​ Annual Review of Environment Resources, 39, pp.243-270.

Dietz, R., & O'Neill, D. (2013) Enough is enough: Building a sustainable economy in a world of finite resources.San Francisco/London: Berrett-Koehler/Routledge.

Dittrich, M., Giljum, S., Lutter, S., & Polzin, C. (2012) “Green economies around the world.” Implications ​​ of resource use for development and the environment. Vienna: SERI.

European Academies Science Advisory Council (2018) “Negative Emission Technologies: What role in meeting Paris Agreement targets?” EASAC Policy Report 35.

Fairlie, S. (2009) “A short history of enclosure in Britain.” The Land, 7, pp. 16-31.

Foster, J. B. and Clark, B. (2009) Monthly Review (01 Nov)

https://monthlyreview.org/2009/11/01/the-paradox-of-wealth-capitalism-and-ecological-destruction/

Fuss, S. et al. (2014) “Betting on negative emissions.” Nature Climate Change, 4(10), pp. 850-853.

Galbraith, J. K. (1998). The affluent society. Boston, MA: Houghton Mifflin Harcourt.

Global CCS Institute. (2015) Global Status of CCS 2015: Summary Report.

Grubler, Arnulf et al. (2018) A low energy demand scenario for meeting the 1.5C target and sustainable development goals without negative emissions technologies.Nature Energy, 3, pp. 515-527.

Harvey, David (2003) The New Imperialism. Oxford University Press.
Heck, V. et al. (2018)
Biomass-based negative emissions difficult to reconcile with planetary boundaries.” Nature Climate Change, 8.
Hickel, Jason and Giorgos Kallis (2019)
Is Green Growth Possible?New Political Economy.

Hoekstra, A. Y. & Wiedmann, T. O. (2014) Humanity’s unsustainable environmental footprint.” Science, 344, pp. 1114-1117.

Holz, C., Siegel, L. S., Johnston, E., Jones, A. P., & Sterman, J. (2018) “Ratcheting ambition to limit warming to 1.5°Ctrade-offs between emission reductions and carbon dioxide removal.Environmental ​​ Research Letters, 13(6), 064028

IGP (Institute for Global Prosperity) (2017) Social prosperity for the future: a proposal for Universal Basic Services. University College London. https://www.ucl.ac.uk/bartlett/igp/sites/bartlett/files/universal_basic_services_- _the_institute_for_global_prosperity_.pdf

IPCC. (2018) Global Warming of 1.5°C Summary for Policymakers. Switzerland: IPCC. Jackson, T. (2009) Prosperity without growth: Economics for a finite planet. Routledge.

Jacobson, M. Z., & Delucchi, M. A. (2011) “Providing all global energy with wind, water, and solar power, Part I: Technologies, energy resources, quantities and areas of infrastructure, and materials.” Energy policy, 39(3), pp. 1154-1169.

Kallis, G. (2011) “In defense of degrowth.” Ecological Economics, 70(5), pp.873-880.

​​ Kallis, G. (2018) Degrowth. Newcastle-upon-Tyne: Agenda Publishing.

Larkin, A. et al. (2017) “What if negative emissions technologies fail at scale?” Climate Policy. Latouche, S. (2009) Farewell to growth. Polity.

Latouche, S. (2014) “Essays on Frugal Abundance.” Degrowth: Misinterpretations and Controversies, ​​ Part 1. Republished by the Simplicity Institute.

Patnaik, U. (2018) Agrarian and Other Histories. Columbia University Press.

Perelman, M. (2000) The invention of capitalism. Duke University Press.

Peters, G. (2017) Does the carbon budget mean the end of fossil fuels?Climate News. Raftery et al. (2017) Less than 2 °C warming by 2100 unlikely.” Nature Climate Change.

Rockström, J. et al. (2009) Planetary boundaries: exploring the safe operating space for humanity.​​ Ecology and Society, 14, no. 2.

Sahlins, M. (1976) The original affluent society.In Culture and Practical Reason. University of Chicago Press.

Schandl, H. et al. (2016) Decoupling global environmental pressure and economic growth.Journal of ​​ Cleaner Production, 132, 45-56.

Smith, P. et al. (2016) Biophysical and economic limits to negative CO2 emissions.Nature Climate Change, 6(1), pp. 42-50.

Steffen, W., et al. (2015) Planetary boundaries: Guiding human development on a changing planet.​​ Science, 347, no. 6223.

United Nations Environment Programme (UNEP) (2017). Assessing Global Resource Use.

Van Vuuren, D. P. et al. (2017) Open discussion of negative emissions is urgently needed.Nature

Energy, 2, pp. 902-904.

Vaughan, N.E., and Gough, C. (2016) Expert assessment concludes negative emissions scenarios may not deliver.Environmental Research Letters, 11.

Victor, P. (2008) Managing without Growth: Slower by Design, Not Disaster. Edward Elgar Publishing.

Wood, E. M. (2002) The Origin of Capitalism: A Longer View. Verso.
World Inequality Report (2018) Published by the
World Inequality Database. ​​ https://wir2018.wid.world/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019