14 år med Evo Morales’ sociale revolution

Sociale fremskridt og voksende magtkoncentration – en status før Bolivias præsidentvalg d. 18. oktober

Centrum-venstre regeringen under Evo Morales (2006-2019) har sikret store sociale fremskridt for de mange. Men Morales, som blev væltet af et militærkup sidste år, kritiseres for at have sat sig på de sociale bevægelser, som bar MAS-partiet til magten, eller kørt dem ud på et sidespor. [1]

Militærkuppet i Bolivia d. 10. november 2019[2] mod den folkevalgte præsident Evo Morales satte et punktum for 14 års venstrestyre i Andes-landet i hjertet af Sydamerika. På et kontinent, hvor venstreorienterede regeringer er mere undtagelse end reglen, er det interessant i anledning af det forestående præsidentvalg i Bolivia at gøre status over udviklingen i landet under Morales og MAS-IPSP (”Bevægelsen mod socialismen, det politiske instrument for folkets suverænitet”), en paraplyorganisation for sociale organisationer i Bolivia, der efter flere år med omfattende protester mod skiftende regeringers neoliberale politik bragte Evo Morales til magten ved præsidentvalget i december 2005. Ved det kommende valg d. 18. oktober har MAS mulighed for at få et comeback.

Evo Morales lange præsidentperiode udgjorde en periode med usædvanlig stabilitet i Bolivias omskiftelige demokratiske historie. Regeringen sikrede en række sociale og økonomiske fremskridt til gavn for den brede befolkning. En række tal illustrerer dette:

Uligheden målt som gini-koefficient faldt fra 55 til 45,5 fra 2006 til 2016 (hvor 100 er mål for et land, hvor én person ejer alt, og 0 for et land, hvor alle har præcis samme rigdom).

Antallet af ekstremt fattige mindskedes fra 36,7 % til 18,3 % af befolkningen, og fattigdommen generelt svandt fra 69,6 % til 39,5 % af befolkningen.

De makroøkonomiske tal blev rost af økonomer: Væksten i BNP var 5,49 % mod 3,64 % i den foregående periode 1989-2005. Bolivias internationale reserver er i dag 6 gange større end for 14 år siden[3].

Mens de økologiske omkostninger ved en intensivering af udnyttelsen af landets naturressourcer har været store, er den sociale og økonomiske succes et uomtvisteligt demokratisk fremskridt. De fleste har nemlig oplevet bedre adgang til velstand. Til gengæld er der en diskussion om den bolivianske repræsentationsmodel og det politiske demokrati, som vil blive udredt i denne artikel.

Der er en kritik af autoritære træk ved Evo Morales’ styre såvel ud fra et traditionelt liberalt synspunkt i forhold til parlamentarisk demokrati og retssikkerhed som ud fra MAS-IPSP-bevægelsens oprindelige forståelsesramme, idet den som angivet i sit navn ”instrument for folkenes suverænitet” ser sig som et udtryk for udfoldelse af et folkeligt forankret demokrati (Virginia, s. 84).

Konkret kritiseres styret på den ene side for at have brugt det juridiske system til at underminere politiske modstandere. Hertil kommer, at styret omgjorde dets nederlag ved folkeafstemningen d. 21. februar 2016, hvor et flertal af befolkningen stemte imod, at Evo Morales skulle have mulighed for at stille op igen til valg til præsidentembedet.

På den anden side kom regeringen fra 2011 og i de følgende år i stigende grad i konflikt med grupper tilhørende oprindelig folk på grund af regeringens udviklingsmodel, der var baseret på eksport af råstoffer, som ofte blev udvundet på oprindelige folks territorier. Fra oprindelige befolkningers side har der været kritik af MAS for i strid med partiets selvforståelse at krænke de oprindelige folks territoriers autonomi og søge at underminere sociale organisationer og i særdeleshed oprindelige folks organisationer som selvstændige fora for debat og beslutninger. MAS kritiseres endvidere for at have søgt en modus vivendi med de magtfulde eliter i den østlige del af landet samt at søge samarbejde med store transnationale selskaber om at udvinde landets naturressourcer.

2006-2009: De første år ved magten: Program gennemføres og højre-modstand overvindes

Under Evo Morales’ første regering blev de sociale bevægelsers krav fra den forudgående revolutionære periode gjort til regeringens.[4] MAS-IPSP spillede ikke en ledende rolle i opstandene 2000-2005, men allerede fra 2002 havde MAS-IPSP gjort de stadig mere populære krav fra de sociale organisationer til sine, specielt kravet om nationalisering af gasreserverne og forsvaret af den nationale suverænitet og kontrollen med landets naturressourcer (Stefanoni, 2005, s. 275).

De sociale organisationer fik stærk repræsentation i MAS-regeringen. 10 ud af 16 ministre stammede fra disse.

En af MAS-regeringens første tiltag var den såkaldte nationalisering af landets store naturgas-reserver. Reelt var der ikke tale om en nationalisering, idet gasreserverne ifølge forfatningen allerede tilhørte staten, men om en genforhandling af kontrakter om udvinding med de store olie- og gasselskaber, som betød, at staten i starten kunne beholde 82 % af profitten mod 18 % til selskaberne. Statens årlige skatteprovenu voksede fra 7,9 mia. bolivianos i 2000 til 53,8 mia. bolivianos i 2016 (McNelly, 2019, s. 5).

I kombination med de øgede priser på verdensplan for gas og olie over en årrække forøgedes statens indtægter drastisk. Eksporten steg fra under 5 mia. dollars I 2007 til næsten 13 mia. dollars i 2014. Genforhandlingen af kontrakter med multinationale firmaer skabte store nye statslige indkomster, der er blevet brugt til fordel for fattige, decentralisering og investeringer i uddannelse og sundhed. Minimumslønnen blev forhøjet fra 500 bolivianos om måneden i 2006 til 2.000 bolivianos i 2017. Der blev indført en række velfærdsordningen, bl.a. for pensionister, mødre og skolepligtige børn.

Under Evo Morales første mandat 2006 til 2009 lykkedes det således MAS i en alliance med en vifte af sociale bevægelser at sikre en uddybning af demokrati og borgerrettigheder.

Den såkaldte nationalisering af naturgassen var en indfrielse af et hovedkrav fra de folkelige organisationer i Bolivia. Det muliggjorde skabelse af en stærk basis for regeringsmagten, der specielt i visse landdistrikter fremover kunne regne med undertiden enstemmig støtte.

Et andet kardinalpunkt for sociale organisationer havde været kravet om en grundlovsgivende forsamling. Processen herimod viste sig anderledes bumpet. Den udløste et oprør fra de velstillede eliter i den østlige del af landet. Med krav om selvstyre og større andel af indtægterne fra naturgassen anførte de lokale eliter i de lidet demokratiske, lokale såkaldte ”civile komiteer” et oprør imod reformprocessen. De overvejende hvide godsejere og virksomhedsledere, som dominerer de fire ”halvmåneprovinser” (den østlige og til dels nordlige og sydlige del af landet), vendte sig bl.a. imod en bebudet jordreform. Igennem flere måneder kunne præsident Evo Morales end ikke sætte sine ben i lufthavnen i Santa Cruz – den vigtigste by i Bolivia – uden at horder fra selvstyrebevægelsens højreekstreme ungdomsorganisation angreb med baseballbat og køller. Kampen for selvstyre nød relativ bred opbakning i den relativt rige provins med landets store naturgasreserver, skønt halvdelen af befolkningen er indvandrere fra den vestlige del af landet.

Kun mobiliseringen af de sociale organisationer[5] sikrede fortsættelsen af den grundlovsgivende proces og inddæmningen af opstanden og nedkæmpelsen af ”et højrefløjskup” (Webber, s. 307)[6]. Ifølge McNelly valgte regeringen af afstå fra at knægte eliterne i øst med udgangspunkt i den folkelige modstand, men valgte i stedet at indgå et kompromis bag lukkede døre (McNelly, 2020, s. 87; Webber, s. 306). Resultater blev etablering af en modus vivendi, hvor jordreformen blev begrænset. Et loft over jordbesiddelser kom kun til at gælde ved fremtidige opkøb af jord. Regeringen viste fremover tilbageholdenhed med at udøve sin suverænitet i de vidtstrakte landområder mod øst, hvor der også er massiv indtrængen af store sojakapitalister fra Brasilien, som fælder regnskoven ulovligt (Webber, s. 318-9)[7].

Ikke desto mindre betød vedtagelsen af en ny grundlov i januar 2009 en skelsættende sejr for MAS-regeringen og de sociale organisationer. For eksempel forbød den nye grundlov privatisering af vandressourcer, og den lovede velfærdsgoder som gratis lægehjælp og adgang til medicin for alle[8]. For Bolivias befolkningsflertal, som består af oprindelige folkeslag, var det afgørende også den nye grundlovs store symbolske betydning, anerkendelsen af landets oprindelige folks sprog, territorier og autonomi. En folkelig, grundlovsgivende forsamling har været et genkommende krav i store dele af den bolivianske befolkning.[9]

Ifølge McNelly var de sociale organisationers prioritet i disse år at forsvare MAS og reformprocessen mod den østlige højrefløjs forsøg på at splitte landet. Dette bidrog til at konsolidere MAS ledende rolle på bekostning af en mere selvstændig og proaktiv rolle for de sociale organisationer.

2009-2019 Magtkonsolidering og underordning af de sociale organisationer

I starten af MAS-regeringstiden spillede de sociale organisationer en meget aktiv rolle i såvel regeringen som statsapparatet generelt. Der skete en meget voldsom udvidelse af statsapparatet fra 38.000 i 2001 til 297.000 ansatte i 2013, og en stor del af de ansatte var fra folkelige sektorer, mange var kvinder og mange fra de oprindelige folk, i stedet for at det som tidligere overvejende var mestiz-mænd fra middelklassen (McNelly, 2020, s. 81; Soruco m.fl., s. 121).

Men McNelly peger på, at indoptagelsen af sociale organisationers ledere i statsapparatet ikke kun var et fremskridt for disse organisationer. Ofte indebar det et dræn af ledere fra organisationerne, som til dels blev til et springbræt for en vellønnet karriere i staten frem for at være fora for diskussion, organisering og fremme af en folkelig forankret dagsorden (McNelly, 2020, s. 87).

Samtidig betød inddæmningen af den østlige elites oprør i 2008-2009 og MAS’ store valgsejr i 2009, at regeringens overlevelse ikke i samme grad som tidligere var afhængig af at kunne trække på mobilisering af folkelige sektorer som modvægt til voldelig modstand fra eliterne i øst. Herefter kunne regeringen ifølge McNelly I højere grad tillade sig at slå ned på kritiske organisationer eller fratage dem adgang til finansiering.

Målt i antallet af ministre skete der en afmatning af de sociale organisationers indflydelse, idet der i 2013 kun var fire ministre med baggrund i de sociale organisationer, mens resten var teknokrater (Espinoza, s. 144-146).

Mens imødekommelsen af de sociale bevægelsers hovedkrav – kontrol med de store gasreserver og en ny grundlov – tog brodden ud af de mere radikale dele af de sociale organisationer, greb regeringen også til konkrete initiativer for at fratage de sociale organisationer deres autonomi.

Dette skete ved en underløbning af ledelserne af sociale organisationer, som havde været kritiske over for regeringen. Der blev oprettet parallelle, regeringstro udgaver af en række af de sociale organisationer. MAS oprettede endvidere to koordinerende instanser, der indførte kontrol med de sociale organisationer, for at sikre at sociale kampe blev orienteret til at fremme MAS’ mål eller omvendt, at sociale konflikter blev løst hurtigt og effektivt (McNelly, 2020, s. 82).

McNelly peger på, at en vertikal relation med partistyring ”fra oven” af de sociale organisationer, betød at de fik en ”reaktiv” i stedet for en proaktiv rolle. I stedet for at være fora for formulering og forslag af nye tiltag blev de henvist til efter regeringens enerådige beslutninger at reagere og evt. søge at afværge tiltag. Det gjaldt mest spektakulært i forhold til regeringens fjernelse uden varsel af subsidier til benzinpriser, dels regeringens beslutning om at opføre en vej gennem Tipnis, et oprindeligt folks territorium og nationalpark i lavlandet. I begge tilfælde var reaktionen voldsom. Subsidiernes fjernelse vakte voldsomme protester, fordi forhøjelse af benzinpriser i Bolivia forplanter sig direkte i prisen på dagligdagsfornødenheder som brød. Massive demonstrationer fik efter få dage regeringen til at trække forslaget tilbage.

Modstanden mod en bebudet vej i jungleområdet mod nord voksede sig omvendt kun langsomt stærk. Regeringen ville bygge en vej gennem er oprindeligt folks territorium uden at foretage en høring af det oprindelige folk som foreskrevet af Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 169, som Bolivia har tilsluttet sig.

Ifølge regeringen var projektet et element i en udviklingsvision, der sigtede på at lade landets ressourcer komme den bredere befolkning til gode. Tipnis-kontroversen er et eksempel på modsætningen mellem en regering, der har gjort udnyttelse af naturressourcer til en drivkraft i sin udviklingspolitik og oprindelige folk, der peger på internationalt anerkendte rettigheder og selvstændig artikulation af interesser.

Oprindelige folk fra lavlandet organiserede en flere måneder lang protestmarch gennem Bolivia, som endte med at få opbakning fra bybefolkningerne, specielt efter regeringens hårdhændede repression. Marchen tvang til sidst regeringen til midlertidigt at droppe projektet.

Regeringens udviklingsmodel med satsningen på råstofudvinding førte generelt til modsigelser. Regeringens officielle diskurs handlede om indsats til fordel for de oprindelige folk, Moder Jord og oprindelige værdier. Den var svært forenelig med regeringens megaprojekter og samarbejde med multinationale selskaber, der fik adgang til oprindelige folks territorier og ressourcer uden at disse blev spurgt om lov som loven foreskriver. Det betød forstærkede spændinger i forhold til oprindelige folks, på hvis territorier udvindingen af ressourcer var udset til at finde sted (Webber, s. 320).

Selvom der som sagt skete en udvidelse af borgerrettigheder og konsolidering af demokratiet under MAS-regeringerne, var der altså også stærke tendenser i en mere autoritær retning.

Beslutningen om at afskaffe benzinsubsidier uden forudgående konsultation med de sociale organisationer, Tipnis-sagen og regeringens bestræbelse på at kontrollere de oprindelige folks organisationer vidner om en unilateral relation mellem regeringen og de sociale organisationer. Bret Gustafson taler om ”køb af ledere, splittelse af bevægelser, underminering, kriminalisering af protester og reducering af politisk tankevirksomhed til overvejelser om fordeling af indtægter (af udnyttelse af naturressourcer, red.).” (Gustafson).

MAS-regeringens populistiske tilgang har hjulpet den med at bevare magten, men med svækkelse af de sociale organisationer til følge, efterhånden som politik er blevet artikuleret omkring en vag forståelse af ”det fælles bedste” i stedet for aktiv koordinering med de folkelige organisationer.

Carlos Arze drager selve det populistiske argument om fremme af ”det fælles gode” i tvivl. Han peger på, at de transnationale virksomheders vedblev med at indtage en fremherskende stilling i energisektoren i Bolivia. Der blev altså ikke gjort op med de klassemodsætninger, der ses som de grundlæggende drivkræfter bag uligheden i landet (Arze, s. 97).

Mens landreformer tilsyneladende er stoppet, peger Carlos Arze på, at ”regeringen under pres fra de udenlandske firmaer foretog legale fiksfakserier for at understøtte energifirmaernes operationer, især når det handler om at omgå bestemmelser om forudgående høringer af lokalbefolkninger”, inden naturressourceudnyttelse på oprindelige folks territorier igangsættes (Arze, citeret af Gustafson, se denne).

MAS store reformcyklus var tilendebragt i 2014 (Stefanoni, 2020). Herefter syntes MAS’ hovedsigte at være at sikre sin magtposition, alt imens landvindingerne fra den foregående periode herunder velfærdsordninger blev fastholdt. Manglen på visioner ledte til styrets fald. Vi kommer i næste afsnit nærmere ind på årsagerne hertil. Men allerede i 2016 tabte Evo Morales en folkeafstemning, hvor styret søgte om folkelig accept af, at han i strid med forfatningen kunne genopstille ved valget i 2020. Opsummerende kan vi sige, at MAS efter den turbulente, indledende reformperiode konsoliderede sin magt ved at finde en magtbalance i forhold til eliterne i den østlige del af landet og delvist at kontrollere de sociale organisationer:

Magtdeling med de store transnationale, kapitalistiske selskaber og med eliterne i den østlige del af landet: MAS-regeringens satsning på en vækstmodel, der bygger på udnyttelse og eksport af landets naturressourcer førte til interessekonflikt med dele af den oprindelige befolkning i landdistrikterne i såvel højland som lavland.

Mens MAS i sin diskurs påberåbte sig ”Moder Natur” og en såkaldt ”indiansk orientering”, blev partiets traditionelle fagforeningsorientering tydelig. Modellen satsede på vækst ved udnyttelse af naturressourcer og på, at vækstens frugter i stedet for som tidligere at havne i lommen hos en korrupt elite i højere grad også kom bredere lag til gode gennem de velfærdsordninger, der blev indført i MAS-regeringens første år

Den uafgjorte styrkeprøve med eliten i lavlandet i øst og til dels nord og syd betød, at godsejerne, sojabaronerne og kvægejerne i lavlandet i høj grad fik lov til at bevare deres privilegier.

Samtidig har MAS-regeringen accelereret udnyttelsen af landets naturressourcer. På grund af den begrænsede teknologiske udvikling indebar dette også, at regeringen inviterede store transnationale selskaber til landet med henblik på udnyttelse af naturressourcerne. I en lang række tilfælde har oprindelige folk protesteret imod store udviklingsprojekter, som regeringen undertiden med repressive midler har fastholdt.

Effekten af regeringens politik var at konsolidere Bolivias inkorporering i det globale marked som leverandør af råstoffer til fordel for de transnationale selskaber og at undgå en konfrontation med de ledende eliter, specielt i de rige provinser mod øst, nord og sydøst.

Kooptering af de sociale bevægelser: Selv om MAS kalder sig ”det politiske instrument for folkenes suverænitet” blev de sociale organisationers autonomi, interne debat og demokrati undergravet, således at de til dels blev koopteret, det vil sige underordnet MAS’ kommandoveje.

Dette forhold skal naturligvis nuanceres og gælder blandt andet CONAMAQ og CIDOB, som simpelthen blev undermineret som selvstændige organisationer. Deres hovedsæder blev overtaget af små grupperinger, der var loyale over for regeringen og overtog navn og ressourcer fra de egentlige organisationer, der efterfølgende var henvist til en parallel, marginaliseret eksistens. Andre, mere betydende sociale organisationer som landarbejderorganisationen CSUTCB og bondefagforeningen COB bevarede en vis autonomi. Det kom til udtryk ved protester mod regeringens politik, først og fremmest da regeringen afskaffede benzinsubsidierne i december 2010.

Hvorfor faldt Evo Morales’ regering i november 2019?

Det lykkedes på mange måder Evo Morales’ regering at udvide omfanget af rettigheder for almindelige mennesker. Men efter de indledende år blev reformprocessen sat i stå og styret spændte ben for forsøg på organiseret udfordring af dets magt såvel fra det traditionelle politiske partisystem som fra folkelige organisationer.

Evo Morales og MAS’ fald i november 2020 skyldes til dels konjunkturelle forhold, idet partiet var ude af stand til at køre en ny lederskikkelse i stilling, selv om forfatningen forbyder, at man som præsident genopstiller mere end én gang[10].

Men også mere strukturelle forhold er på spil. Iagttagere peger på den ulmende økonomiske stagnation og befolkningens ændrede socio-økonomiske sammensætning. Hertil kommer svækkelsen af partiets base som følge af den vertikale linje, der paradoksalt nok sikrede partiets greb om magten men på sigt også delegitimerede MAS ved at drage dets selvforståelse som ”instrument for folkenes suverænitet” i tvivl.

Valgstrategien: Bolivias demokrati er frugten af seje kampe mod de diktaturer, som har domineret landet i det meste af dets historie. Det er baggrunden for, at Evo Morales’ forsøg på at blive ved magten trods de forfatningsmæssige begrænsninger – og en folkeafstemning som i 2016 gav et flertal imod hans forslag om at få lov til at stille op igen – har afstedkommet modstand, som rækker ud over de højere samfundslag i Santa Cruz, der søgte at gøre oprør i 2008-2009, og borgerskabet i andre byer.

Den ungdom, som var på gaden op til valget i oktober 2019[11] var inspireret af oprør i Ecuador og Colombia og omfattede også unge fra mere beskedne kår.

Reformprocessen blev sat i stå og regeringen var sårbar over for ændrede økonomiske konjunkturer og fremkomsten af nye sektorer med nye aspirationer: I 2014 var reformprocessen som nævnt stoppet, hvorved den såkaldte forandringsproces mistede den dynamik, som regeringen havde nydt godt af de første år, den havde været ved magten. Landvindinger som anerkendelsen af oprindelige folks territorier blev til dels rullet tilbage eller svækket som følge af satsningen på samarbejde med store udenlandske virksomheder om udvinding af naturressourcer.

En del af MAS’ oprindelige basis eroderedes som følge af satsningen på den såkaldte udvindingsmodel, det vil sige den vækstorienterede model med fokus på udvinding af naturressourcer.

Den modus vivendi, som var etableret med sojabaronerne og de gamle loger i Santa Cruz, fratog ikke alene MAS legitimitet som ”instrumentet for folkenes suverænitet”. Den betød også, at MAS reelt gav afkald på kontrol med en del af territoriet.

Dette kom til udtryk ved de voldsomme skovbrande i juni-august 2019. MAS-regeringen er blevet beskyldt for at have et medansvar for brandene, idet den som en indrømmelse til små bønder i lavlandet fik vedtaget en lov, der udvidede det skovområde, en bonde må brænde af for at indvinde ny jord med henblik på opdyrkning. I ly af den nye lov har kvægbaroner, der tilhører den overvejende hvide elite i Santa Cruz, formentlig påsat en del brande for at sikre flere græsningsarealer med henblik på kvægavl som led i for eksempel aftaler om kødeksport til Kina.

De enorme skovafbrændinger var formentlig kun mulige, fordi der i forvejen var skovhugst i området. Men de gav genlyd – også internationalt, om end de blev overskygget af de enorme afbrændinger af brasiliansk Amazonas – og fik stor symbolsk betydning som udtryk for mangelfuld forvaltning af landets enestående naturrigdom og gav anledning til delegitimering i den urbane ungdom af MAS, der havde besmykket sig med lånte ”indianske fjer” og paradoksalt havde indført ”Moder Naturs rettigheder” i landets nye forfatning.

Regeringen var ifølge nogle iagttagere offer for sin egen succes: Med en ekstrem fattigdom, der mindskedes fra 37 til 18 % af befolkningen og tilsvarende et substantielt fald i fattigdommen generelt, gled mange fra de mest ydmyge klasser, der havde båret MAS til magten som reaktion mod marginalisering og forarmelse, over i den lavere middelklasse eller småborgerskab, konkret som relativt succesfulde handlende i den uformelle sektor, administratorer eller som selvstædige i den tertiære sektor.

Mens store dele af landbefolkningen fortsat identificerer sig med MAS’ reformer og landvindinger, er der sket en affolkning af landdistrikterne og en folkevandring til byerne. De tidligere forarmede bønder og landarbejdere har opnået højere social status eller i hvert fald er deres selvopfattelse ændret med status som såkaldt selvstændige, selv om de måske blot er blevet en del af byernes udsatte prekariat. Det var ungdommen i den såkaldte lavere middelklasse, ”los pititas”, som gjorde oprør før og efter valget i oktober 2020 og banede vejen for Evo Morales’ fald.

Eliterne frygtede, at økonomisk stagnation ville føre til indgriben mod deres privilegier: Den skrøbelige magtbalance mellem MAS-centralmagten i vest og de europæisk prægede eliter i øst var kun mulig, fordi Bolivia oplevede ubrudt vækst. Herved kunne den brede befolkning opleve velstandsfremgang gennem opretholdelse af de nye velfærdsordninger mv. ved en fordeling af væksten frem for en omfordeling af eliternes rigdom.

Imidlertid var det klart de sidste par år før kuppet, at de økonomiske skyer trak sig sammen. Motoren i den bolivianske vækstmodel havde været eksport af råvarer. Med dalende efterspørgsel i vækstlandene og først og fremmest Kina, var der udsigt til at Bolivia ville opleve stagnation. Meget tyder på, at eliten i den østlige del af landet så valget i 2020 som en mulighed for at få revanche efter dens opstands nederlag i 2009. I denne fortolkning ville de privilegerede sektorer foregribe en økonomisk krisetid, hvor Morales-regeringen formodentlig ville se sig nødsaget til at forhøje skatter og på anden vis anfægte eliternes privilegier for at finansiere velfærdsprogrammerne og opretholde støtte blandt de brede folkelige lag.

Eliterne ville ikke i længden acceptere at blive holdt uden for den politiske magt: Oven i det økonomiske rationale var et politisk: Selv om deres økonomiske interesser var tilgodesete, var det på sigt problematisk for de østlige eliter at være ekskluderet fra magten. Denne frustration oplevedes også af borgerskabet i den vestlige og sydlige del af landet, der traditionelt havde haft en karriere i staten som en mulig levevis for dets børn, men som nu oplevede, at de hidtil marginaliserede sektorer af mestiz’er og ”indianere” blev en del af administrationen og derved konkurrenter til de få faste og formelle jobs.

Regeringen havde afskåret sig fra de brede masser ved at satse på vertikal struktur: Den formel som var nøglen til MAS-regeringens stabilitet og mange års forbliven ved magten måtte også på sigt føre til metaltræthed og regeringens undergang eller i hvert fald en ny regeringsstrategi. Vertikaliteten og partiets faste greb om magten og den langsomme udmanøvrering af selvstændigt tænkende ledere og svækkelse af de sociale organisationer, hvis strukturer blev underordnet MAS-kommandovejen, og hvis ledere blev indrulleret som administratorer i statsapparatet, undergravede MAS legitimitet som instrumentet for de folkelige organisationer. Dette forklarer så også, hvorfor byernes ungdomsoprør mod regeringen fra august 2019 ikke blev mødt af en modsatrettet mobilisering af folkelige sektorer til forsvar for styret.

Sociale bevægelser, populisme og Sydamerika

Kritikere af ”populisme” definerer ofte dette fænomen som synonym med vertikalisme, caudillismo, klientelisme og ”eksklusivitet”. Men den bolivianske ”populistiske” forandringsproces stod i udgangspunktet i skarp kontrast hertil. Det er i den forbindelse nyttigt at inddrage Ernesto Laclaus analytiske model, der karakteriserer populisme med dens etablering af ”punktvise fokus” omkring krav, der kommer til at symboliserer et samlet alternativ. Begyndelsen af den bolivianske proces var karakteriseret ved en stor forskellighed i krav og artikulation af interesser i det civile samfund. MAS’ gradvise magtovertagelse og konsolideringen af partiets magt i perioden fra 2003 til 2009 lå på linje med, hvad Laclau beskriver som skabelse af en sådan sammenknytning af krav. De sociale bevægelsers og organisationers mange forskellige krav blev rettet ind til et forenende krav om nationalisering af naturgassen og et krav om en grundlovsgivende forsamling.

Det særlige ved den bolivianske kontekst, hvad angår demokratisk styrkelse af det civile samfund, er de sociale bevægelsers styrke. Kontrasten til to andre radikale eksperimenter er skarp. I Ecuador (under præsident Rafael Correa 2007-2017) og Venezuela (under præsident Hugo Chávez 1999-2013) var de sociale organisationer svagere, da de populistiske regeringer blev etableret. De la Torre påpeger (s. 74), at når sociale organisationer som i Bolivia har ressourcer til at engagere sig ”i understøttet kollektiv handlen”, er det ikke muligt for en enkelt regeringsleder at tale for et mytisk forenet folk. Hvor bevægelser er svagere, som i Venezuela og Ecuador, kan ledere lettere handle ”som om de er folkets legemliggørelse”.

Laclaus diskursive tilgang kan hjælpe os til at kaste lys over, hvordan MAS’ snu strategi gjorde det muligt at formulere et projekt, som i den revolutionære fase 2000-2005 kunne forene krav, vinde frem og gennemtvinge et regimeskifte gennem kombineret pres fra neden og via stemmesedlerne. Laclaus begreber er nyttige, når man skal forstå det politiske drive bag skiftet i Bolivia, hvordan den revolutionære situation ved årtusindskiftet ledte frem til samling af forskellige sociale kræfter bag MAS og partiets konsolidering, da det havde vundet magten.

Imidlertid kræver en forståelse af de underliggende kræfter, der forklarer den revolutionære situation i Bolivia, en historisk analyse af den bolivianske kontekst, rester eller oplevede rester af kolonialismen, de nye opstående klasser og modsætningerne inden for eliten:

”Udviklingen af de sociale bevægelser har været et produkt af de politiske og sociale forandringer, der har fundet sted over mange år, men især i 1990’erne og i de år i det nye årtusinde, hvor disse bevægelser samledes både lokalt og nationalt. De var til dels konsekvenser af de økonomiske reformer med liberalisering i 1980’erne og 1990’erne og folks vrede over konsekvenserne. Endelig var de resultater af sammenbruddet i det såkaldte pagtdemokrati[12], et system for elite-dominans” (Crabtree og Chaplin, s. 173-4).

Når man beskæftiger sig med politisk logik, kan en laclauiansk analyse overse, at nogle oprindelige folk ser efter beskyttelse imod statens indgriben frem for at prøve at blive del af en nyetableret plurinational stat. Dette kan gælde for oprindelige grupper i Bolivia, især men ikke kun små grupper i lavlandet, som forsvarer deres territorier overfor udvindingsprojekter, der støttes af staten (Fabricant og Postero, s. 471).

Fra den sociale retfærdigheds perspektiv har den bolivianske erfaring været hyldet for dens resultater og for dens sociale fremskridt, reduktion af ulighed og udvidelse af civile rettigheder. På den anden side betød centraliseringen af magten hos MAS-partiet en svækkelse af de sociale bevægelsers autonomi og den truede med at skabe et brud med politisk liberalisme i Bolivia og bane vej for autoritarisme. Det bolivianske tilfælde rejser derfor spørgsmålet om, hvordan der findes en balance mellem på den ene side det lederskab, der er nødvendigt for at tage statsmagten og skabe forandring og på den anden side de sociale bevægelsers autonomi som garanti for demokratisk interesseartikulation samt respekten for retsstatslige principper (mindretal og enkeltindivider).

Valget d. 18. oktober: tre scenarier

Opinionsundersøgelser viser, at Evo Morales’ tidligere økonomiminister, Luis Arce, står til at få flest stemmer i første runde af præsidentvalget d. 18. oktober. Det ser dog ud til, at Arce ikke vil få tilstrækkelig mange stemmer til at undgå en anden runde. Det ville ifølge boliviansk valglov kræve, enten at han fik over 50 % af stemmerne eller mindst 40 % med over 10 % føring over sin nærmeste konkurrent. Det mest sandsynlige er, at der bliver en anden valgrunde, hvor MAS’ modstandere kan slutte sig sammen og vinde.

MAS’ fortsatte styrke – trods kupregeringens forfølgelse[13] og nedkæmpelse af fredelige demonstranter, som af den højreekstreme indenrigsminister Murillo betegnes som ”terrorister”[14] – skyldes to forhold:

For det første er det lykkedes MAS indtil videre at holde sammen på partiet, selv om dets parlamentarikere[15] efter kuppet indtog en mere forhandlingsvenlig linje end Evo Morales. Partiets præsidentkandidat Luis Arce er angiveligt i tæt kontakt med den tidligere præsident i eksil i Argentina, mens vicepræsidentkandidaten David Choquehuanca støttes af partiets mere ”indianske” base, og indtager en mere kritisk position over for Evo Morales. Partiets overlevelse for slet ikke at tale om sammenhold og styrke er på ingen måde givet (regeringsfolk truer løbende med at forbyde MAS) og hænger sammen med, at MAS efter 14 år ved magten (hvor det systematisk har undergravet oppositionen ved retssager mv.) er det eneste landsdækkende parti i landet.

For det andet betød Morales’ regerings fald i november 2019, at den slap for at få ansvar for håndteringen af Covid-19-krisen. Selv om præsident Jeanine Añez’ regerings håndtering af pandemien har været kaotisk (regeringens sundhedsminister sidder nu fængslet for spekulation i ventilatorer) og formentlig undertiden kontraproduktiv, er det i lyset af nabolandenes høje smittetal sandsynligt, at også en Evo Morales regering havde måttet stå model til en stærk kontrovers om dens håndtering af Covid-19.

Tre scenarier tegner sig som mulige efter valget.

I et første scenarium vinder MAS valget, hvilket på ingen måde er usandsynligt. Fordi Morales’ fald som nævnt i indledningen til dette afsnit til dels var strukturelt bestemt, vil en valgsejr ikke betyde en tilbagevenden til den tidligere linje. Luis Arce har lovet en bedre beskatning af de mest velstillede og i lyset af den nuværende regerings konfrontationslinje er det sandsynligt, at mange af MAS’ modstandere vil gå i eksil, hvis MAS genvinder magten. I dette scenarium kan vi altså forvente en mere reformorienteret linje og formentlig også en mere autoritær linje fra en ny MAS-regering, hvor det er sandsynligt, at Evo Morales selv vil søge at vende tilbage til Bolivia.

I et andet scenarium vinder Luis Arces modstander, den moderate tidligere præsident (2003-2005) Carlos Mesa præsidentvalget med støtte fra højrefløjen herunder den Santa Cruz-baserede ekstreme højrefløj. Da MAS’ modstandere sidder på næsten alle medier og har iværksat en smædekampagne mod Evo Morales er dette scenarium også plausibelt. Her er det forventeligt, at der vil ske en optrapning af retslige skridt mod Evo Morales. Sandsynligvis vil MAS blive mere fragmenteret, idet partiet på sigt ikke vil kunne blive styret delvist af Evo Morales fra hans eksil i Buenos Aires. Der vil forventeligt komme militante demonstrationer mod regeringen, som der vil blive slået hårdt ned på. Carlos Mesa er ikke en stærk lederskikkelse, og trods hans personlige integritet og i udgangspunktet moderate orientering kan der forventes en fortsættelse af de autoritære tendenser i den nuværende regering og en voksende polarisering i landet.

I det tredje scenarium vinder den ene fløj præsidentvalget, mens den anden fløj vinder flertallet i det ene eller begge kamre i kongressen. Dette er det mest sandsynlige udfald. Det vil her være nødvendigt med et samarbejde på tværs af fløjene. Men der er i Bolivia ringe tradition for et samarbejde på tværs af fløje, og heller ikke i dette scenarium kan en stabil udvikling forventes. Især ikke i lyset af de enorme økonomiske genvordigheder der som i den øvrige del af regionen er i vente i kølvandet på Covid-19-krisen og den fem måneder lange nedlukning af landet.

  1. Forfatteren takker Carsten Jensen for gode diskussioner om udviklingen i Bolivia og for konstruktive og kritiske kommentarer til artiklen.
  2. Hærchefen bad præsident Evo Morales om at trække sig tilbage trods en valgsejr ved valget d. 20. oktober 2019 efter protester og omstridte rapporter om valgsvindel fra Organisationen af Amerikanske Stater; kuppet fordømmes af progressive, demokratiske lande i Latinamerika som Mexico og i dag Argentina, mens lande som Danmark har afholdt sig fra at fordømme kuppet.
  3. Tallene stammer dels fra Bolivias regering, dels fra CEPAL, FN’s økonomiske kommission for Latinamerika og Caribien http://www.ine.gob.bo og http://www.cepal.org/en
  4. Niels Boel: ”Krudttønden Bolivia”, Weekendavisen d. 30. oktober 2003
  5. Niels Boel: ”Boliviansk krise i hårdknude”, Politiken, 17. oktober 2003
  6. Guvernøren i departementet Pando, Leopoldo Fernández blev fængslet efter drab på flere bønder fra oprindelige folk
  7. Soja fra Latinamerika importeres blandt andet af Danmark som led i dansk produktion af 32 millioner svin.
  8. Niels Boel: ”Borgfred i Bolivia”, Kristelig Dagblad, 2. januar 2009
  9. Niels Boel: ” Kokabønder udfordrer magten i Bolivia”, Information, 29. juni 2002
  10. Evo Morales stillede op og vandt ved præsidentvalget i december 2005. Da han efterfølgende stillede op i 2009 og 2014 var det under den ny forfatning, som blev indført i 2008, hvorfor regeringen så bort fra det første valg under den tidligere forfatning.
  11. de såkaldte ”los pititas”, opkaldt efter ”pita” (snor), som de unge brugte til at lave vejspærringer med
  12. Fra midten af 1980’erne indgik partierne i Bolivia alliancer på tværs af ideologiske skillelinjer med udsigt til adgang til andel i statens ressourcer som tilsyneladende vigtigste motivation. Man talte om et ”pagtdemokrati”
  13. 800 myndighedspersoner og tilhængere af Evo Morales’ folkevalgte regering blev efterlyst efter kuppet, mange er som Evo Morales i eksil, andre er arresteret (en del sidder i husarrest) og ni sidder på 10. måned indespærret på Mexicos ambassade i La Paz, hvor de har søgt tilflugt
  14. En snes demonstranter blev dræbt kupregeringen i Cochabamba og El Alto i dagene efter kuppet, mens flere hundrede blev såret. Den nuværende økonomiminister, godsejeren Branko Marinkovic finansierede angiveligt en terroraktion mod MAS-regeringen i  2009
  15. De oplevede trusler mod dem selv og deres familier fra kupregeringens stormtropper. Mange parlamentarikere blev forment adgang til afstemningen i kongressen, da Jeanine Añez, senatets anden viceformand lod sig vælge som præsident.

Litteratur

1.Arze Vargas, Carlos: ”La política económica del mas: ¿hacia el vivir bien o a la consolidación del capitalismo?” in “La Falsa Descolonización”, Willka, nr. 6, 2013

2.Boel, Niels og Rasmussen, Finn: “Det nye Latinamerika”, Columbus, 2010

3.Crabtree, John and Chaplin, Ann: ”Bolivia: Processes of change”, Zed Books, 2013

4.De La Torre, Carlos: Left-wing Populism: Inclusion and Authoritarianism in Venezuela, Bolivia, and Ecuador,false The Brown Journal of World Affairs, Providence, Fall 2016, pp. 61-76, 2016

5.Espinoza, Fran: “Bolivia: La circulación de sus elites (2006–2014)”, Santa Cruz, Editorial El País, 2015

6.Fabricant, Nicole and Postero, Nancy: “Sacrificing indigenous bodies and lands”, The Journal of Latin American and Caribbean Anthropology, vol. 20, Issue 3, s. 452–474, 2015

7.Gustafson, Bret: “Amid Gas, Where Is the Revolution?”, Nacla, 28. maj 2013

8.Harten, Sven:”The Rise of Evo Morales and the MAS”, Zed Books, 2011

9.McNelly, Angus: “Neostructuralism and Its Class Character in the

Political Economy of Bolivia Under Evo Morales” in New Political Economy, Routledge, 2019

10.McNelly, Angus: “The Incorporation of Social Organizations under the MAS in Bolivia”, Latin American Perspectives, juli 2020

11.Mouffe, Chantal: “The Importance of Engaging the State” in Jonathan Pugh (red.): “What is Radical Politics Today?”, Palgrave Macmillan, 2009

12.Postero, Nancy: “Morales’s MAS Government: Building Indigenous Popular Hegemony in Bolivia”, Latin American Perspectives, vol. 37, no. 3, s. 18-34, 2010

13.Postero, Nancy: “The struggle to create a radical democracy in Bolivia”, Latin American Research Review, vol.45, s. 59-78, 2010

14.Siotos, Modesto: “Social Movements and Development in Bolivia”, Hydra, vol. 1, Issue 1, s. 51-60, 2013

14.Soruco, Ximena, Franco, Daniela og Duráns, Mariela: “Composición social del Estado Plurinacional: Hacia descolonización de la burocracia”, La Paz, Centro de Investigación Social, 2014

15.Stefanoni: “Las nuevas fronteras de la democracia boliviana”, Nómadas, nr. 22, Universidad Central, Colombia, 2005

16.Stefanoni, Pablo: “MAS Party Under Threat as Bolivia Moves Towards New Elections (Without Evo)”, NACLA, maj 2020

16.Virginia, María: “La refundación institucional boliviana entre los siglos XX y XXI.”, Cofines, 2014

17.Webber, Jeffery R.: “Revolution against progress” in koninklijke brill nv, Leiden, 2014